Career of Evil (Robert Galbraith, 2015)

When a mysterious package is delivered to Robin Ellacott, she is horrified to discover that it contains a woman’s severed leg.

Her boss, private detective Cormoran Strike, is less surprised but no less alarmed. There are four people from his past who he thinks could be responsible – and Strike knows that any one of them is capable of sustained and unspeakable brutality.

With the police focusing on the one suspect Strike is increasingly sure is not the perpetrator, he and Robin take matters into their own hands, and delve into the dark and twisted worlds of the other three men. But as more horrendous acts occur, time is running out for the two of them…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4198

Det er utroligt der kan gå et år mellem at læse mere om Strike og Robin, og alligevel skal der ikke mere end et kapitel eller to til at jeg føler at jeg kender dem som bedste venner igen. Strike bliver ved med at være lidt clueless på nogle områder, mens han bliver skarpere og skarpere på andre områder. Robin bliver ved med at være lige viljestærk på nogle punkter, men også lige naiv på andre punkter. Det er længe siden jeg har haft lyst til at give en person i en bog en lussing så meget som jeg havde med Robin i denne omgang.

Career of Evil starter meget brutalt og det står klart at denne bog er meget mere personlig for både Strike og Robin. Ikke nok med at det er Robin der får tilsendt et afsavet ben (!), så begynder Strike straks at tænke i personlige hævntogter tidligere bekendte måtte have imod ham. Jagten sættes ind, alt imens det indtil videre ret så inkompetente britiske politikorps leder de forkerte steder. Strike indleder sig egen efterforskning, mens han gør sit bedste for at beskytte Robin.

”Robin had not intended to tell Strike the story, but all resolutions were adrift tonight on the little sea of alcohol with which she had filled her hungry and exhausted body. What did it matter if she told him?”

Forholdet mellem Strike og Robin i denne bog skærpes og sløres på skiftevis igen og igen, og jeg blev lige fanget af disse grænser hver gang en blev overtrådt. Personligt trådte krimidelen af bogen lidt i baggrunden for alle de personlige intriger der opstod i denne bog, men taget i betragtning hvor personlig en sag det var denne gang, så gjorde det mig ikke spor. For intrigerne var også med til at lede til nye spor og nye opdagelser i sagen.

Galbraith (eller mere sagt Rowling) formår stadig at skrive utrolig billedeligt og gribende. Jeg følger nærmest med Strike ned af de mange gader igennem Londons mulm og mørke, og jeg står lige ved siden af Robin mens hun drikker sin kolde sodavand på udkig efter hvem end hun nu overvåger. Jeg vil efterhånden mene at det er tæt på lige meget hvad Rowling kan finde på at skrive, så længe hun bliver ved med at skrive, for hendes håndtering af sproget og de mange finesser der ligger i det, har hun – efter min mening – helt og holdent styr på.

”Robin was a decade younger than Strike. She had arrived in his office as a temporary secretary, unsought and unwelcome, at the lowest point of his professional life. He had only meant to keep her on for a week, and that because he had almost knocked her to her death down the metal stairs when she arrived, and he felt he owed her.”

Som en god krimifortælling blev jeg heldigvis også overrasket af dennes slutning. Jeg lagde slet ikke mærke til hvor mange sider jeg vendte før jeg pludselig befandt mig ved en form for slutning og skurken var blevet afsløret! Det hele gik næsten lidt for hurtigt, men det er nok også fordi at denne bog ikke føltes som en normal efterforskningsbog, men mere en personlig-vendetta bog fra både Strike og skurkens synsvinkel.

Med et lidt bittersødt farvel til Strike og Robin i denne omgang ser jeg bare endnu mere frem til at komme til at møde dem igen. Deres turbulente forhold er om noget ikke slut endnu, og Robin kan stadig nå at komme til fornuft, ligeså vel som Strike kan nå at komme til fornuft. Jeg håber inderligt at Rowling vil blive ved med at skrive om dette umage par bare lidt endnu, for jeg er ærligt talt ikke helt klar til at give slip på dem endnu.

5 star

You may also like

2 Comments

    1. Jeg er ret sikker på der kommer flere.
      Jeg mindes at have læst et interview på et tidspunkt hvor hun udtalte noget i stil med at hun havde langt flere ideer til langt flere bøger end hvad Potter serien endte med at blive. Så derfra tænker jeg at vi mindst skal have 7 (nu 8) bøger fra hende! 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *