Januar Wrap-Up

Den første måned af 2016 er allerede forbi, og når jeg ser tilbage på hvad måneden har bidraget med kan jeg ikke rigtig gennemskue hvad jeg selv har lavet. For hvad har jeg egentlig fået min tid til at gå med når jeg ikke har været på arbejde? Januar måned er fløjet forbi i et virvar af SRPer der skulle rettes og voteres, lange arbejdsdage og ensomme aftener mens Kæresten var på langtidsjob. Når weekenderne indfandt sig, blev de tilbragt i vores nye hus for at arbejde så hårdt som muligt, i håb om at nå den plan vi har mht. ønskeindflytningsdato. Fritiden har været sat på standby i januar, og når jeg ser tilbage på hvad jeg alligevel har formået at få læst, overrasker det mig ret meget at jeg nåede hele 5 bøger, det havde jeg ikke regnet med. Når jeg kigger tilbage i kalenderen har min sociale kalender da ikke været helt sort. Jeg har da også været til en enkelt familiefødselsdag, ude at bowle med skønne kollegaer og mødtes med nye mennesker i bogklubben.

Inden jeg går lidt mere i dybden om min januarlæsestak, vil jeg give jer en lille update på hvordan det står til med huset (hvis dette ikke interesserer dig, kan du lystigt hoppe videre til næste paragraf). Vi startede året meget ivrige for at fjerne så meget som muligt at de gamle gulvtæpper, tapet og en enkelt mur før vi kunne gå i gang med mere af gulvet. Kort fortalt kan gulvtæpper der ligger i mere end 40 år udvikle sig i ret så klam facon. Da gulvtæpperne kom af, opdagede vi så at der var et rigtig fint parketgulv under – men kun i halvdelen af stuen! (?) Det har vi forsøgt at gemme, i håb om at vi kan genbruge det i fx fremtidige kontor. Efter gulvplader osv. var fjernet kom det store projekt i at fjerne 10 cm tyk beton og grave en kæmpe containerfuld gang sand ud. Samtidig blev en væk væltet så køkkenet bliver åbnet helt op til resten af spisestuen/stuen. Imens de hårdtarbejdende mænd knoklede på livet løs, gik svigermor og jeg glædeligt i gang med at fjerne gammelt tapet over det hele – hvilket vi er færdige med de steder vi kan komme til. Den sidste uge her i januar blev vi klar til at ligge isolering og gulvvarmen, for at mureren endelig kunne komme og støbe gulvet, og for alvor gå i gang med badeværelset. Nu er vi færdige med at smide ting ud af huset, og processen med at træffe beslutninger til hvad der skal ind i huset går i gang. Det betyder mange valg der skal træffes for ting der ikke bare sådan lige kan skiftes ud!

IMG_0160

Som sagt formåede jeg at komme igennem 5 bøger i januar måned, og en stor del af det må nok også tillægges at jeg har hørt rigtig meget lydbog denne måned fordi jeg har været meget alene hjemme og kørt meget mere selv end jeg normalt har gjort i et stykke tid. 2,5 af bøgerne har jeg derfor lyttet til som lydbog, mens 2,5 er blevet læst i fysisk form.

IMG_4233

Jeg kunne ikke have startet året bedre end jeg gjorde med En mand der hedder Ove, og han holdt mig med selskab i timer hvor jeg rev gammelt tapet ned, så derfor vil jeg nok altid huske på ham i den sammenhæng. Og hold da op, hvor blev jeg positivt overrasket over den bog, den var meget mere end jeg havde regnet med, og noget så hjertevarm og hjerteskærende. Jeg må da også indrømme at jeg fik lidt våde øjne da jeg kom til slutningen, for Ove kan man ikke andet end at holde af. Efter at være blevet lidt imponeret over Fredrik Backmans fortælling om Ove, gav jeg mig i kast med Brit-Marie var her, hans anden bog. Igen fik jeg en rørende historie om en ældre dame, som endnu mangler for alvor at tage hul på livet. Brit-Marie rørte mig, men ikke lige så meget som Ove formåede at gøre.

Denne måned til læseklubben skulle vi læse The Circle, og den irriterede mig noget så gevaldigt. Jeg blev aldrig glad for protagonisten og så mange ting ved den bog gik mig på. Jeg kæmpede mig dog igennem den, i håb om at protagonisten ville indfri det håb jeg havde for hende, men hun endte (lidt forudsigeligt, desværre) med at skuffe mig grusomt. Lidt bedre blev det med Morder-Anders og hans venner (samt en uven eller to). Efter at have læst Jonassons andre bøger, har jeg efterhånden dannet mig visse forventninger til hans bøger, og de blev desværre kun delvist indfriet med Morder-Anders. Det var en lidt blandet oplevelse hvad jeg syntes om den, for vist var den meget underholdende, men der var også ting der ikke helt passede efter mit hoved. Til gengæld var månedens sidst læste bog den der klart får topscorer; Ten Thousand Skies Above You er anden bog i Firebird serien, og jeg skal love for den er fantastisk! Jeg gjorde mit bedste for at strække den ud over flere dage for at kunne blive i de(n) verden(er) længere, men fordi hvert eneste kapitel var som en cliffhanger var det ufatteligt svært at ligge den fra mig i længere tid af gangen. Jeg er stadig rystet over den slutning den havde – jeg kan ikke vente på den 3 og sidste bog!

Nu lurer februar lige rundt om hjørnet, og jeg har allerede affundet mig lidt med at min fritid er sat på standby, for at vi kan komme så langt med huset som overhovedet muligt. Håbet er at vi kan flytte ind i vinterferien i uge 8, for vi er godt nok også ved at blive trætte af vores nuværende (larmende) naboer. Desuden glæder vi os også bare til at kunne sætte os i vores nye stue og slappe helt og holdent af, uden at skulle tænke på hvilke fliser vi vil have i badeværelse, hvilken farve maling vi vil have i soveværelset eller hvilke gardiner der skal op i kontoret. Men forhåbentligt bliver der også lidt tid i februar til at læse her og der, og være en smule social, ikke mindst i bogklubben, hvor vi til næste måned har besluttet at læse lidt Jane Austen, og det kan man vel aldrig gå helt galt i byen med efter min mening.

Serier afsluttet i år:

    • Chris Colfer – Land of Stories
    • Sarah J. Maas – Throne of Glass
    • Catherynne M. Valente – Fairyland
    • Sarah J. Maas – A Court of Thorns and Roses
    • Claudia Gray – Firebird
    • Genevieve Cogman – The Invisible Library
    • Nanna Foss – Spektrum
    • William Joyce – The Guardians
    • Ransom Riggs – Miss Peregrine’s Peculiar Children

Hvordan har jeres januar måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i februar måned?

You may also like

8 Comments

  1. Wauw, du skriver næsten intet om den, men alligevel er jeg med det samme helt hooked på Firebird-serien. Det lyder jo alt for spændende!
    Min januar har været en skør størrelse rent bogmæssigt med en del halvløse ender, men jeg fik til sidst sat et yndigt kirsebær på toppen med et skønt gensyn med unge Carrie Bradshaw i The Carrie Diaries, som var det hele værd 🙂

    Det ser super lovende ud med jeres husprojekt, og jeg håber I når jeres drømme-deadline, så der snart kan komme ro på igen 🙂

    // http://www.moonlitmadness.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *