More Fool Me (Stephen Fry, 2014)

Stephen Fry invites readers to take a glimpse at his life story in the unputdownable More Fool Me.

It is a heady tale of the late Eighties and early Nineties, in which Stephen – ever more driven to create, perform and entertain – burned bright and partied hard with a host of famous and infamous friends, regardless of the consequences.

This electric and extraordinary book reveals a new side to Mr Fry.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4060

Efter at have læst Stephen Frys forrige selvbiografi var jeg stadig en smule nysgerrig for at høre lidt mere om hans kaotiske ungdom, eller ungdom er måske så meget sagt, men i hvert fald yngre dage. Men ligesom den forrige biografi kunne den ikke helt fange mig hele vejen igennem. Der var bidder jeg syntes var ret så spændende at høre om, men utroligt meget jeg tunede ud.

Den første halvdel af bogen er ganske selvbiografisk og fortæller om Frys yngre år hvor han blev introduceret til stoffer, alkohol og vanvittigt mange fester. Han giver nærmest instrukser til de bedste steder i byen hvor man kan tage flest stoffer. Og selvom han direkte siger at det på ingen måde er en opfordring til at gøre som han, kan man ikke lade være med at opfatte det som nogle af hans bedste minder. Det er måske sandt, men den pæne pige i mig kan bare ikke komme overens med det, og jeg rynkede tit på næse af det.

Den anden halvdel af bogen er en decideret dagbog han læser op fra – ordret! Det var afsindigt kedeligt, for den halvdel fortæller ikke andet end hvordan han stod op, spillede golf, skrev lidt på sin roman, mødtes med mennesker, festede og tog en masse stoffer. Jeg måtte desværre spole en del gange for ikke at blive alt for irriteret af hans daglige gøren. En anden ting der irriterede mig var hans evindelig brug af fodnoter der forstyrrede hans fortælling gang på gang, med unødvendige informationer om alle de kendte personer han hang ud med.

Hvad jeg godt kunne lide ved den her del af hans biografi var hans selvkritik. Fry kan jo godt selv se at han opførte sig som et røvhul rent ud sagt meget af tiden, og han kan godt selv stille kæmpe store spørgsmålstegn ved hvorfor han tog alle de stoffer. Hvis ikke han gjorde alt dette, tror jeg heller ikke der ville være de her biografier, for så tror jeg ikke der ville være nogen Stephen Fry længere.

2 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *