The Hunger Games, Mockingjay Part 2

Et års ventetid er gået, og vi har nu fået afslutningen på Katniss’ prøvelser i Panem. Medmindre vi selvfølgelig har læst bøgerne og ved hvad der sker, men bare sidder og har ventet i spænding på at se hvordan de har valgt at skildre det på det store lærred. I fredags blev det min tur til at realisere den lange ventetid og vende tilbage til Katniss og alle de andre. Og vende tilbage gjorde vi, meget brat oven i købet. (VÆR OPMÆRKSOM PÅ MULIGE SPOILERS HVIS DU VIL FORSÆTTE MED AT LÆSE OG IKKE KENDER TIL BØGERNE.)

Filmen begynder rigtig godt og direkte hvor den forrige sluttede. Jeg ærgrede mig lidt over at jeg ikke havde nået at få se del 1 igen lige inden jeg skulle se del 2, men det gik hurtigt over, fordi der sker så mange ting så hurtigt lige fra de første scener. Derfor gik det også hurtigt med at vende tilbage i Katniss’ tankegang og hele spillet om at vinde The Capitol. Det er jo kulminationen på hele rejsen fra Katniss’ første tur ind i spillet til den endelig revolution.

Da rulleteksterne til sidst kørte hen over skærmen, lagde jeg mærke til at Suzanne Collins selv har været med til at skrive manuskriptet til filmen, og det kan tydeligt mærkes. Jeg blev faktisk glad for at se hvor meget Collins selv har været inde over det, for når jeg tænker på bøgerne er Katniss’ karakter den allervigtigste, hvilket hun selvfølgelig også er i filmen. Der var kun en enkelt ændring som jeg umiddelbart kunne huske, men den forstærkede faktisk den anspændthed der var mellem Katniss og District 13, og ikke mindst Coin. Jeg var derfor ikke generet af den ændring, men syntes den virkede rigtig godt.

Vi skulle ikke synderligt langt ind i filmen før jeg begyndte at smågræde, og jo længere i filmen vi kom jo mere græd jeg. Jeg startede med at græde over Prim, så græd jeg over Bogs, så græd jeg over Finnick, så græd jeg over Prim igen og mange andre. Kæresten fortalte bagefter at han kunne sidde og skimte ud af øjenkrogen på mig hvornår der ville ske noget dramatisk, fordi jeg tog hænderne op for munden i ærefrygt næsten. Og jeg gjorde det stort set altid 30 sekunder før det hele skete på skærmen, for jeg vidste jo hvilke forskrækkelser der ville komme. Der var nok 30 minutter af filmen hvor jeg bare sad og stortudede i stride strømme med alt det der skete, og det overraskede mig faktisk lidt, for jeg mindes ikke at reagere så stærkt da jeg læste bøgerne.

Alle skuespillerne spillede ganske enkelt som de skulle, man har jo lært dem at kende fra den første film, og derfor forventer man også lidt mere efterhånden som filmene skrider frem. Jeg syntes godt man kan fornemme hvor meget karakterarbejde der er lagt i visse karaktere, nogle mere end andre selvfølgelig. Finnick er nok en af dem der har overrasket mig mest, for jeg brød mig aldrig synderligt om ham i bøgerne, men her i filmene har han lidt stjålet mit hjerte, ligesom alle andre piger i Panem, hvilket måske kan tilskrives til Sam Claflin. Haymitch har jeg altid syntes var en af de bedste, og Woody Harelson har bare gjort ham endnu bedre. Hans spydige humor kan altid gøre visse scener bare lige en tand bedre. Jennifer Lawrence kan man næsten ikke sætte en finger på, og hun gør endnu et godt stykke arbejde.

Slutningen overraskede mig jo ikke, men da filmen var slut sad jeg med lidt blandede følelser. For epilogen er der, som den er i bogen, men for mig virkede den en smule anspændt her i filmen, og jeg syntes faktisk ikke den passede sammen med filmene. Den passer ind som den skal i bøgerne, men der var bare noget ved den der var alt for kliche og alt for karikeret der ødelagde den lidt for mig. Jeg havde faktisk foretrukket at filmen var sluttet før den klippede til epilogen. I mine øjne havde det virket meget bedre, men i forhold til den originale historie kan jeg selvfølgelig godt forstå hvorfor den skal med. Jeg kunne bare godt have undværet den.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *