Simple Living (Nadia Plesner, 2015)

Tak til Lindhardt & Ringhof  for denne boggave fra årets Bogbloggertræf.

“Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn” er skrevet af Nadia Plesner, der fortæller sin historie om hvordan man som en helt ung og ukendt kunststuderende kan kæmpe en hård kamp for kunstnerisk ytringsfrihed.

Nadia Plesner tog til udlandet for at leve et drømmeliv med mand og studie, men snart fandt hun sig selv bedraget og forladt i en klam campingvogn, og så begyndte hendes livs kamp mod modehuset Louis Vuitton.

(Tekst fra goodreads)

IMG_3978

Jeg hørte Nadia Plesners foredrag til dette års bogbloggertræf, og det var første gang jeg stiftede bekendtskab med hende. Hendes historie er helt uvirkelig og jeg blev overrasket over hvor lidt jeg kendte til hendes historie, for taget i betragtning af hvor meget medieopmærksomhed hendes sag har fået forstår jeg ikke at jeg ikke har lagt mærke til det.

Derfor var det blot meget mere imponerende at høre hendes fortælling fortalt ’live’, og det gav mig bare mere lyst til at læse hele historien og få alle detaljerne med. For nok fortæller Plesner historien helt vildt godt og medrivende, men det er også begrænset hvor meget man kan klemme ned på 1 time af alt det hun har været ude for. Hvad der begyndte som en drøm med nyt studie og ny kæreste i hvad der virkede som en drømmeverden, skulle hurtigt ændre sig til et levende mareridt.

”Efterhånden som det bliver koldere, bliver der mere og mere trist at bo på campingpladsen. Jeg føler mig ikke helt tryg ved alle de skumle mænd, der bor der, og jeg savner at have mit eget toilet og bad. I det hele taget savner jeg at have et rigtigt hjem og at kunne låse min dør. Kevin er på arbejde de fleste aftenen, og jeg kan ikke lide at være der alene.”

Jeg blev både rørt og enormt frustreret i det jeg læste om Nadias mange udfordringer. Jeg havde så meget lyst til at have ondt at hende en stor del af tiden, men samtidig var det også helt vildt svært for mig, eftersom hun selv traf mange af de afsindige dumme valg der gjorde at hun endte i de situationer hvor jeg normalt ville have ondt af hende. Jeg sad flere gange og rystede på hovedet af hende og havde lyst til, hvis det var muligt, at give hende en filmlussing for at få hende til at indse hvilket liv hun ledte og hvordan folk blev ved med at tage røven på hende. Andre gange sad jeg og klappede af hende fordi hun blev ved med at kæmpe trods alle de forhindringer der blev ved med at blive smidt foran hende.

”Så snart jeg sætter mig ind i bilen, er det som at få en bouillonterning af endorfiner skudt direkte ind i hjernen. Mit hjerte hamrer, blodet raser gennem mine årer, og jeg føler mig så fri som aldrig før.”

Nadias historie er helt igennem uvirkelig og det er vildt at tænke på hvordan det begyndte i en skimmelsvampsbefængt campingvogn, alt sammen på baggrund af en simpel avisartikel. Den er bevis på at det kun tager en person for at noget skal ændres. Den er bevis for at en persons kamp kun er begyndelsen, og at andre også har samme kampe. Den er bevis for hvor meget en avisartikel kan ændre, og hvor meget jernvilje der kan være behov for at have mod på at gå direkte imod et af verdens største firmaer. Det er historien om den fattige SU studerende kunstner der sagsøger Louis Vuitton for at få ret i sine meninger.

Udover at den er et bevis på Nadias kamp er der også en hel del menneskelighed og humor i bogen. Nadias enkelte kommentarer der pryder siderne når hun når nye højder af frustrationer morede mig på underlig vis. Det var nogle gange de mest simple ting der gjorde hende rasende, men fordi de kom oven på problem på problem, er det forståeligt at hun blev rasende. Det var bare måden hun beskrev situationerne på der skabte en lille smule komik. Visse situationer har dog gjort at jeg på ingen måde nogensinde vil få lyst til at flytte til Holland.

Læs Nadia Plesner historie og bliv inspireret og imponeret.

4-star1

You may also like

2 Comments

  1. Hvor lyder den spændende 🙂 må indrømme at jeg har overvejet lidt at læse bogen på et tidspunkt 😀 Men nu er der intet spørgsmål om at den skal læses ;D

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *