Leoniderne (Nanna Foss, 2014)

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

15-årige Emilie tegner en dreng med turkise øjne og et mystisk prismesmykke. Dagen efter får hun et chok, da drengen starter i hendes klasse. 

Før Emilie får set sig om, har hun trekantede ar i håndfladerne, og hendes skolekammerater begynder at kunne uforklarlige ting.Eller er det bare indbildning?

Grænserne mellem drøm og virkelighed viskes ud, og Emilie prøver desperat at undgå at blive en del af kaosset.

Men snart må hun indse sandheden.Det er kun et spørgsmål om tid …

(Tekst fra goodreads)

IMG_3822

Det har kun taget mig et år at tage mig sammen til at læse Nanna Foss’ første bog i hendes debuterende fantasy serie, Spektrum. Dels var jeg bange for at den ikke ville leve op til de store forventninger og dels ville jeg vente lidt så der ikke skulle gå så lang tid inden bog 2 udkom.

Emilies historie virker til at starte med helt normal, dog blev jeg lidt forbløffet over hvor grov mobning Foss skildrer på denne skole. På den ene side syntes jeg at folkeskolelivet bliver skildret helt vildt godt, men på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke at det er en smule overdrevet, men alligevel så virker det. Det er i hvert fald med til at forklare hvorfor Emilies forældre er så fraværende i historien som de er, for det er et problem i mange ungdomsbøger at forældrene er fraværende og det virker slet ikke realistisk. Her er der dog skabt en baghistorie til at forklare hvorfor Emile tilbringer mere tid sammen med sine venner end sin familie, som oven i købet giver mening.

Den første bog her er fortalt fra Emilies synsvinkel og det virker helt fint og derfor føler jeg også på nuværende tidspunkt at Emilie stadig er hovedkarakteren, hvilket højst sandsynlig kommer til at ændre sig i de senere bøger, hvor fortælleren ændres til de andre karaktere. Det bliver nok lidt svært, for lige nu er jeg ikke helt overbevist om de andre i gruppen. Noah virker for mig som en arrogant egoist, der er vant til at få sin vilje hele tiden. Adriana har ikke gjort noget som helst mindeværdigt endnu og virker helt ærligt som en lille bange mus.

”Eller er jeg hende den sære teenager som ikke rigtig har nogen venner, men som fra den ene dag til den anden får overnaturlige kræfter og redder verden og scorer ham den mystiske, nye fyr på skolen fordi hun ikke selv har opdaget hvor lækker og fantastisk sej hun er? Ha. Som om.”

Jeg kan godt lide den sarkasme og humor Foss har givet Emilie, for det gør at hun virker noget mere realistisk, og netop ikke som den typiske heltinde Emilie selv snakker om lige her. I det hele taget har Foss taget en god gruppe stereotyper og alligevel lige twistet dem en lille bitte smule, hvilket er rigtig fint.

En af de ting jeg måske savnede lidt igennem hele bogen har været volumen. Med det mener jeg at jeg hele tiden sad og tænkte at der godt måtte skrues op for mystikken og sci-fi’en. ”Højere, vildere!” tænkte jeg hele tiden, men der gik bare rigtig lang tid før det blev højt og vildt. Det var egentlig først i de sidste 50-100 sider at det tog til, men der tog det så også rigtig fat!

”Mine fødder bevæger sig sanseløst og fører mig igennem skolens gange, uden at jeg har taget en bevidst beslutning om hvor jeg er på vej hen. Jeg er nødt til at holde mig i bevægelse, hvis ikke angsten skal indhente mig.”

Det kan derfor godt mærkes at det her er bog et i en serie. Der bliver lagt op til en hel masse, men der bliver ikke rigtig skruet op for det hele som jeg konstant sad og ventede på. Til gengæld giver det hele god mening efter at have læst bogen, for det ligger bare rigtig godt op til den næste bog i serien. Jeg håber inderligt at der bliver skruet op for det hele i den næste bog, det har jeg ladet mig fortælle at der gør, så jeg venter spændt på at høre mere om Emilie og hendes venner, set fra en af hendes venners synspunkter.

4-star1

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *