Inside Out

Siden jeg så de første billeder og trailers til Inside Out har jeg glædet mig helt vildt til den tid hvor jeg kunne komme til at se filmen herhjemme. Den sidste måned har jeg ventet i spænding på at den endelig kom i biografen, og med original tale vel at mærke, og forleden var det endelig onsdag aften og klokken blev 21.00 og mørket sænkede sig for at jeg kunne starte med at se Pixars seneste kortfilm Lava. En sød fortælling om en lovesick vulkan der bare gerne vil have en partner, fortalt igennem en herlig sang sunget til ukulelemusik – Kæresten bliver nødt til at lære at spille på ukulele!

Herefter begyndte filmen Inside Out, som jo var den jeg har ventet spændt på. Jeg har kun hørt positive anmeldelser af filmen og mine forventninger var derfor høje, baseret på dem og hvad jeg ellers havde set af klip på nettet. Historien handler primært om Riley, som bliver styret af sine 5 meget karakterstærke følelser inde i hovedet; Joy, Sadness, Fear, Anger og Disgust. Joy er den første vi møder, og hun er som en kasse af regnbuer hvor enhjørninger springer rundt mens solen skinner hele tiden, hun er konstant glad og sørger for at Riley får en masse glade minder. Sadness er den næste vi møder og hun er noget melankolsk i sin tilgang til livet, men sørger for at Riley også kender til det at være ked af det, selvom Joy gør sig bedste for at det ikke tager overhånd. Så kommer Fear til, og sørger for at Riley passer lidt mere på sig selv og ikke falder over ledninger eller andre skarpe genstande kommer for tæt på, eller orkaner lige svinger forbi nabolaget. Disgust passer på Riley udadtil samtidig med at hendes smagsløb bliver skarpt bevogtet overfor broccoli. Og til sidst har vi Anger som træder til når Riley ikke lige lader til at få sin vilje, medmindre vi har med flyvemaskineskeen at gøre.

Som altid har Pixar skabt en virkelig smuk animationsfilm og der er knald på farverne hele vejen igennem, især når vi er inde i Rileys hoved hos hendes 5 følelser. Jeg bliver ved med at bliver forbløffet over hvor kreative Pixar kan være i deres design og jeg forundres over deres ideer til verdner og steder, som de derefter kreerer fra bunden. Derudover har det skabt en virkelig rørende historie der tager os med gennem flere forskellige følelsesaspekter. Joys desperate kamp for at sørge for Riley bliver ved med at være glad hele tiden er så rørende, men samtidig får man helt vildt ondt af Sadness som ikke får lov til at være med til at styre noget fordi hendes berøring påvirkes af hendes tristhed.

Som filmen skred frem og historien udviklede sig begyndte jeg at holde mere og mere af Sadness, og da filmen var slut sad jeg med en ny yndlings Pixar-karakter. Sadness er bare noget af det sødeste uden at være for prangende i sin cuteness. Hun er virkelig trist i sin personlighed, men samtidig er hun også bare hengiven i sin kærlighed til Riley. Samspillet mellem Joy og Sadness igennem filmen skaber nogle virkelige sjove scener, og det er nok også nogle af de bedste i filmen, som også var med til at Sadness blev min yndlings.

Noget som Pixar også er rigtig gode til er at fortælle historier som er så fængende på deres helt unikke måde, uden at de behøver at læne sig op af Disneys normale ’kærligheds’-arketyper. Hos Pixar er kærligheden at finde på anderledes maner, den finder man i hjertet hos publikum. Da jeg så Inside Out grinte jeg højlydt, men jeg græd også tårer i lange baner fordi deres hengivenhed i filmen og de opofrelser de skaber simpelthen bare går lige i hjertet.

Jeg kunne blive ved med at rose den her film på så mange måder, men føler jeg nok bliver nødt til at stoppe inden det tager overhånd. Jeg vil dog lige nævne et par af stemmerne, for til denne film var der ikke nogle af de virkelig store navne (måske lige udover Amy Poehler som Joy) som stjal billedet, som de nogle gange gør. Det gjorde også at karaktererne blev deres egne, og man fokuserede på dem i stedet for stemmerne bag.

Jeg kan mærke at jeg kan blive ved med at rose denne film, men må hellere stoppe inden jeg skriver en hel roman. Det eneste jeg kan sige er, at hvis du endnu ikke har set den, så tag at skynd dig ind i biografen og gør det!

This one is for our children. Don’t ever grow up. Ever.

You may also like

5 Comments

  1. Jeg vil virkelig også bare så gerne se den! Det er en af de der små glimt af barndommen, som man bare ikke kan give slip på. Jeg er egentligt ikke den store tegnefilmselsker længere, men af og til dukker der bare små perler som den her op, som man bare må se (:

    // http://www.moonlitmadness.dk

  2. ÅÅåh, jeg så den også – original tale selvfølgelig (selvom det var ved at gå galt) – og jeg ELSKEDE den!
    Kortfilmen gav mig kuldegysninger med det samme og lagde bare en virkelig god bund, for min oplevelse med filmen også!
    Pixar har (endnu engang) skabt noget helt magisk og jeg MÅ BARE have fat i Sadness som Funko Pop! Sadness er jo så SKØN! IH! Kan heller ikke rose filmen nok! :’)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *