Dark Triumph (Robin LaFevers, 2013)

When Sybella arrived at the doorstep of St Mortain half mad with grief and despair the convent were only too happy to offer her refuge—but at a price. The sisters of this convent serve Death, and with Sybella naturally skilled in both the arts of death and seduction, she could become one of their most dangerous weapons. 

But her assassin’s skills are little comfort when the convent returns her to the life that nearly drove her mad. Her father’s rage and brutality are terrifying, and her brother’s love is equally monstrous. But when Sybella discovers an unexpected ally she discovers that a daughter of Death may find something other than vengeance to live for . . .

(Tekst fra goodreads)

IMG_4103

Den anden bog i serien om His Fair Assasin starter lige straks efter historien i bog 1 slutter, og det er noget jeg absolut er vild med. Især når man kan læse dem lige efter hinanden på den måde jeg har gjort det, historien hænger bare meget mere sammen. Dog skulle jeg lige vænne mig til at jeg nu læste om Sybella og ikke Ismae, fra bog 1. Men da jeg først havde vænnet mig til det blev jeg bare mere og mere opslugt af Sybellas historie.

Som jeg havde håbet er Dark Triump historien mere personlig og knap så politisk – jo, jo der var stadig en smule politik, men nu var det i baggrunden for Sybellas personlige historie. Og sikke en historie! Jeg sad flere gange på kanten af sædet fordi der bare var så mange ting der fik mit hoved til at snurre. Sybellas historie er grum og hjerteskærende, og som karakter er hun utrolig spændende at læse om. Indrømmet, i starten var jeg lidt irriteret over at hun skulle præsenteres fuldstændig som en iskvinde uden noget hjerte, for det var der mange ting der var i strid med i hendes handlinger. Som historien så skred frem blev det jo klart at det ishjerte kun var noget påtaget.

”’I study her bowed head and flushed cheeks and wonder what makes her so loyal to me when all the others revel in my fall from favor. But loyal she is, and determined, too, with her stubborn insistence on serving me in the face of Julian’s not insignificant displeasure. ”Stay.” I intend it as a command but fear it sounds more like a plea.”

Den udvikling som Sybella går igennem virkede for mig lidt overfladisk, for som det til sidst bliver afsløret så var det hele der i forvejen, bare fortrængt. Så i bund og grund handlede det mest bare om at indse tingene. Ikke desto mindre så elskede jeg den her fortælling mere end den første, nok fordi jeg bedre kunne lide Sybella end Ismae, nok på grund af de mange ting fra hendes fortid der hele tiden rører på sig og skaber spænding.

Igen var romancen ikke en der overraskede mig. For mig stod det faktisk næsten klart fra bogens begyndelse hvem Sybella skulle finde sammen med, og selvom jeg ikke var helt overbevist fra starten så tog det ikke lang tid før jeg var helt og aldeles med på den.

”Unable to help myself, I put my hand to his cheek, needing to be certain he is real and not some vision my overwrought brain has concocted. His skin is warm, and his whiskers rough beneath my fingers. ”How did your heart grow so very big?” I ask. A flash of something – pain perhaps a touch of bitterness – shines briefly in his eyes, then is gone. ”Because I have had no one to share it with since Alyse left.””

Beast var den rå diamant, som oven i købet var helt vildt stædig og nægtede at give op på hvad han nu havde fundet. Jeg indrømmer gerne at jeg langt foretrækker Beast fremfor Ismaes Duval fra bog et. Duval var bare noget mere finpudset i kanterne, hvor Beast er mere rå og gør tingene på sin måde, og lige præcis som han har lyst. Dynamikken mellem Beast og Sybella var bare herlig at læse, den var så forkert at det næsten var uundgåeligt at de ville finde sammen, på trods af det hele.

Jeg bliver ved med at være fascineret af den verden LaFevers har skabt, jeg er helt vild med den historiske stemning hun har skabt, helt ned til sproget og måden de snakker til hinanden. Det hele er bare så naturligt og gøre det meget mere troværdigt. Selv slutningen på bogen er meget mere dramatisk end første bog og meget mere brat. Uden helt at være en cliff-hanger så sidder man alligevel og tænker at man bare vil have mere, og det skal være lige nu. Så jeg vil straks gå i gang med den sidste bog, som jeg er meget spændt på hvad vil bringe når nu vi skal tilbage til klosteret og Annith, der har været tilbageholdt på øen i al den tid.

5 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *