Grave Mercy (Robin LaFevers, 2012)

Young, beautiful and deadly. Trained as an assassin by the god of Death, Ismae is sent to the court of Brittany, where she finds herself under prepared – not only for the games of intrigue and treason, but for the impossible choices she must make. For how can she deliver Death’s vengeance upon a target who, against her will, has stolen her heart?

(Tekst fra goodreads)

IMG_4099

Det er snart et halvt år siden jeg købte den her trilogi hjem, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at begynde på dem, og jeg kan kun sige; hvorfor har jeg ventet så længe? Indrømmet, jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, udover at det skulle være en episk stor fortælling med lidt overnaturlige evner og lidt dramatisk romantik; og jeg fik da det hele, noget mere end andet.

Historien om Ismae begynder på hendes bryllupsnat, da hun kun er 14 år gammel. Allerede her sætter det standarden for den verden vi introduceres for i 1485, at piger bliver givet bort i så ung en alder – og det er en verden jeg afskyr. LaFevers har skabt en imaginær historisk verden bygget på virkelige begivenheder og personer hvorefter hun har skabt sit eget eventyr og tilsat Døden som medspiller på sidelinjen. Det tog mig lige lidt tid at finde ud af hvordan hele denne orden med at tilbede og ’arbejde’ for Døden hang sammen, og endnu mere hvordan et kloster skulle forstille at være hovedsæde for dette. Men efter jeg fandt sammenhængen giver det faktisk rigtig god mening – hvem ville nogensinde mistænke nonner for at samarbejde med Døden?

”He raises one sardonic eyebrow at me, his face now a brittle mask. ”And thought to save me from attacking crystal while clad only in your shift?” I flinch at his mocking tone. Truly, why had I rushed in? Even if he had been poisoned, what could I do? His soul, I think, relieved that a reason has come to me.”

Ismae som person var helt fantastisk fra starten af. Selv med den hårde baggrund vi bliver præsenteret for i de første par kapitler i bogen, har hun fastholdt sin stædighed og sin ihærdighed for at andre ikke skal skade hende mere end højst nødvendigt. Derfor holdt jeg også bare mere og mere af hende som hun udviklede sig. Jeg kan rigtig godt lide når man følger en karakter gennem længere tid på den måde, og virkelig kan følge med i karakterens udvikling. Og ikke nok med at Ismae finder sin personlighed i første halvdel af bogen, så bliver den også sat på prøve i resten af bogen – ikke mindst med introduktionen af Duval. Indrømmet, jeg så den udvikling der ville komme næsten lige med det samme. Men det gjorde bare at jeg sad i spænding meget længere tid og ventede på at det ville ske. For jeg kunne faktisk godt lide Duval; han var sådan lidt gammeldags ridderlig. Den slags gentleman der er loyal og alligevel lidt hård i kanten.

”And then he pulls away, slowly, as if loath to do so. That is when I hear the rap at the door. I blink, reality crashing in around me. I take three giant steps back until I reach the cold stone wall my lips still tingling from Duval’s kiss.”

Det eneste negative jeg har at sige om den her bog, er at der var lidt for meget politik nogle gange. Jeg kan godt forstå historien foregår i kongelige konspirations gemakker, men ofte syntes jeg det blev lidt for meget. Der var nogle gange hvor jeg syntes politikken og konspirationsplanlægningen og bag-om-ryggen snakken blev for meget, så meget at den næsten brød historien op. Vi kan alle bruge lidt drama og backstabbing engang imellem, men til tider var der lidt for meget for min smag. On the plus side så mindede det mig om TV serien Reign, som jeg næsten lige er begyndt på.

Jeg har hørt at de næste bøger i serien skulle være knap så politisk præget, og være mere personlige historier så det ser jeg meget frem til. Hvis man er til historiske romaner, men romantiske præg og lidt flair for det overnaturlige, så er His Fair Assasin en god serie at tage fat på – og igen, hvis man er til TV serien Reign er det også et godt bud.

4-star1

You may also like

2 Comments

  1. Jeg kan vildt godt lide idéen om at inkorporere Døden på den måde – det giver nærmest altid er herligt mørkt twist til historier som disse. Din anmeldelse generelt sælger virkelig også historien godt, men jeg må indrømme, at bogen cover er lidt et turn-off. Det minder bare om alt for meget, som jeg har fået alt for meget af, selvom jeg stadig elsker YA.
    Men de kloge siger jo, at man aldrig skal dømme en bog på dens omslag, så måske jeg skulle give den en chance alligevel? :b

    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Man skal jo aldrig dømme en bog på coveret, selvom vi alle har tendens til at gøre det hele tiden.
      Men bøger kan jo også overraske helt vildt, det har jeg i hvert fald også oplevet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *