The Magician’s Land (Lev Grossman, 2014)

Quentin Coldwater has lost everything. He has been cast out of Fillory, the secret magical land of his childhood dreams that he once ruled. Everything he had fought so hard for, not to mention his closest friends, is sealed away in a land Quentin may never again visit. With nothing left to lose he returns to where his story began, the Brakebills Preparatory College of Magic. But he can’t hide from his past, and it’s not long before it comes looking for him. Meanwhile, the magical barriers that keep Fillory safe are failing, and barbarians from the north have invaded. Eliot and Janet, the rulers of Fillory, embark on a final quest to save their beloved world, only to discover a situation far more complex—and far more dire—than anyone had envisioned.

Along with Plum, a brilliant young magician with a dark secret of her own, Quentin sets out on a crooked path through a magical demimonde of gray magic and desperate characters. His new life takes him back to old haunts, like Antarctica and the Neitherlands, and old friends he thought were lost forever. He uncovers buried secrets and hidden evils and ultimately the key to a sorcerous masterwork, a spell that could create a magical utopia. But all roads lead back to Fillory, where Quentin must face his fears and put things right or die trying.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg begyndte på Quentins historie tilbage i 2010, og det tog mig næsten 5 år at læse den færdig (eftersom det også tog Grossman noget tid at skrive bøgerne), og derfor var det også lidt antiklimatisk pludselig at være færdig med serien. Fordi der er gået så lang tid mellem bøgerne, tog det mig også et par kapitler før jeg var helt tilbage i verdenen og med på hvad der foregik. Jeg kunne huske bog 1 og 2 i store træk, men de små detaljer havde jeg helt glemt. Men alligevel gik det stærkt med at blive opslugt af bogen og Quentins nye tilværelse.

Quentin er blevet ældre og skal pludselig tilpasse sig et forholdsvist normalt magisk liv i den virkelige verden, fremfor at leve i den magiske verden Fillory som han kender fra sin barndomsbøger. Det går som sådan fint nok, indtil han bliver kontaktet af en talende krage som tilbyder en stor sum penge for et udført stykke arbejde, og så er det selvfølgelig at tingene begynder at gå galt. Alt imens Quentin forsøger sig i den kriminelle verden hører vi også lidt om de andre der stadig lever i Fillory, og hvordan den verden er ved at gå til ende.

”Drinks were a lot like books, really; it didn’t matter where you were, the contents of vodka tonic were always more or less the same, and you could count on them to take you away to somewhere better or at least make your present arrangements seem more managable.”

Jeg kunne rigtig godt lide at få indblik i flere af karakterernes personligheder og syn på sagen, end hvad jeg husker i de tidligere bøger. Det gav lidt mere til bogen end bare at høre det hele fra Quentins synsvinkel. Plums synsvinkel virkede i første omgang lidt irrelevant, men som historien skred frem gav den meget mere mening og så gav det en helt anden betydning.

Dynamikken mellem de forskellige karaktererne var også rigtig god. Det kan mærkes at Grossman har lagt kræfter i disse bøger for at skabe forhold på tværs af verdner der giver mening, og som der er materiale i. Sjovt nok var det faktisk det lidt aparte forhold mellem Elliot og Janet, et lidt anspændt-søskende-og-alligevel-ikke-helt slags forhold, fordi de gav hinanden igen og der var noget mere end almindeligt snik snak mellem dem.

“This is a feeling that you had, Quentin, she said. Once, a very long time ago. A rare one. This is how you felt when you were eight years old, and you opened one of the Fillory books for the first time, and you felt awe and joy and hope and longing all at once. You felt them very strongly, Quentin. You dreamed of Fillory then, with a power and an innocence that not many people ever experience. That’s where all this began for you. You wanted the world to be better than it was.”

Bogen er også fyldt med fantastiske referencer til andre ældre eventyrbøger, lige fra Narnia til Harry Potter til ja, alverdens literære fantasyværker. På sin vis var det herligt at se hvordan alle de andre værker har påvirket Grossman, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke på at Grossman ikke havde behov for at læne sig op af de andre fortællinger. For hans historie er rigtig god i sig selv. Jovist, så kan de andre fortællinger spores i hans, men ser man på det store billede så er hans historie lige så original som så mange andre.

Nu er det jo den sidste bog i en trilogi, så der forventes en god afslutning på en serie, og det syntes jeg også jeg fik. Den blev bare pludselig lidt forhastet, og slutningen var alligevel lidt åben – det kan jeg godt lide. Der blev slået knude på en hel del ting, men med den åbne slutning gav den også plads til mere, uden at man sad og ønskede det desperat som om historien ikke var slut.

Hvis man kan lide Narnia, Harry Potter og alle de gode klassiske fantasy/eventyr-serier, så syntes jeg man skal give sig i kast med The Magician. Det eneste man skal være forberedt på er at det er en serie for de lidt mere voksne, sproget kan være groft og der er scener som måske skal være lidt PG-rated.

4-star1

You may also like

2 Comments

    1. Den er bestemt også spændende og værd at læse, men et råd er også at der ikke skal gå for lang tid mellem man læser dem, for der er mange detaljer at holde styr på.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *