Læseoplevelsen; Papir, elektronisk eller audio?

I den seneste tid har jeg læst flere forskellige indlæg på diverse blogs om forskellige holdninger til udformningen af bogudgaver. Og som så mange andre er min mening lidt længere end hvad der ville være passende som en simpel kommentar, så ligesom så mange andre har jeg valgt at skrive mit eget indlæg. Det er faktisk et jeg også har haft på sinde at skrive i noget tid, jeg har bare ikke kunne tage mig sammen til det, men nu skal det være.

Jeg har altid været sådan lidt old-school når det kommer til bøger; jeg elsker at sidde og mærke siderne vende sig mellem mine fingre og hvordan jeg fysisk kan se hvordan min læseproces udvikler sig. Det er så hyggeligt at side i læselampens skær med de knitrende sider, der spinder historier fra øst til vest og kan tage mig med på eventyr på dragerygge uden jeg skal flytte mig fra min bedste plads i sofaen.

IMG_2819

IMG_2820

Et andet plus er hvordan bøgerne næsten er blevet en fast del af vores (jeg siger vores, men det er jo primært mine bøger) indretning i hjemmet. Jeg elsker hvordan jeg kan gå forbi min reol og se på de mange eventyr jeg allerede har været på, mens jeg har forventninger om de mange eventyr jeg endnu har til gode.

Og sådan har jeg stort set altid haft det. I mange år sagde jeg at e-bøger ville jeg i hvert fald ikke komme til at læse. E-bøger havde slet ikke den rigtig fornemmelse af at læse bøger, og jeg kunne ikke drømme om at bruge penge på en e-bogslæser fordi den var så upersonlig at sidde med frem for en fysisk bog. Men som vi alle ved, så har man et standpunkt til man tager et nyt. Eller i hvert fald justerer det.

For i de seneste år har mine læsevaner ændret sig gevaldigt; jeg foretrækker stadig den fysiske bog for det er stadig den jeg forbinder med de bedste læseoplevelser. Men jeg er også blevet ret så glad for både e-bøger og lydbøger. Før i tiden havde jeg stort set kun mine engelske lydbøger med Harry Potter – til gengæld ligger de også permanent på min telefon så jeg altid har dem ved hånde. Det var derfor de eneste lydbøger jeg hørte i store træk, men i løbet af nok det sidste halve år er jeg begyndt at bruge lydbøger mere og mere, først med e-reolen og dernæst da Mofibo lancerede at de nu også har lydbøger. Det giver dog stadig en anden oplevelse med lydbøger, jeg føler stadig ikke helt jeg kan leve mig ordenligt ind i historierne, hvilket nok også har noget at gøre med at jeg for det meste laver alt mulig når jeg hører lydbøger, såsom at køre bil, vaske op, træne i fitness eller andet tidsfordriv. Derfor vælger jeg også altid mine lydbøger efter det behov, at de ikke skal være for tunge bøger der kræver meget tid, men noget let som det ikke gør noget hvis man ikke lige hører helt efter i et par minutter. Om alt andet så har det gjort at jeg kommer igennem en hel del flere bøger end jeg normalt har gjort.

IMG_2821

Derudover har e-bogen også gjort et lille indryk hjemme hos mig. Tidligere har jeg altid forsvoret at jeg aldrig ville komme til læse e-bøger! Jeg syntes de var upersonlige og de forskellige tablets gav mig hovedpine. Men, men så fik jeg Mofibo og nu har jeg da trods alt læst omkring 40 bøger alene i min Mofibo reol. Det er alligvel en hel del taget i betragtning at jeg aldrig skulle læse e-bøger. Fordelen er nu alligevel at jeg altid har en bog ved hånden, hvis jeg står og venter på en bus (det sker nu sjældent), venter på en veninde (sker lidt oftere), eller bare ikke kan komme til mine bøger på min fysiske reol derhjemme, så er Mofibo altid med i lommen på telefonen og giver mig tusindvis af læsemuligheder. Da jeg fik Mofibo troede jeg ærligt talt ikke jeg ville komme til at bruge det synderligt meget, og jeg var tæt på slet ikke at oprette det, men nu er jeg vanvittigt glad for at jeg gjorde.

Så selvom jeg altid vil foretrække mine fysiske bøger, der pynter så smukt på mine reoler, så er jeg også enormt glad for at jeg er begyndt at benytte mig af de andre metoder mere og mere.

Hvad med jer, hvordan er jeres læsevaner?

You may also like

6 Comments

  1. Jeg holder stædigt fast i at nægte e-bøger. Måske det ændrede sig, hvis jeg havde en tablet, og dermed kunne læse teksten i samme størrelse, som hvis det var en rigtig bog, men som fattig studerende er det ikke realistisk, og det holder simpelthen ikke at læse på mobilen. Derudover mister man jo chancen for at vise sine oplevelser frem: man kan ikke stole vise en e-bogsreol frem på samme måde, som man kan de fysiske bøger i indretningen.
    Det samme gælder for lydbøger – jeg kan ganske simpelt ikke koncentrere mig om højtlæsning (en fejl fra min barndom), så det nytter bare ikke..

    Med alt det sagt, så synes jeg stadig at begge opfindelser er geniale. Jo bredere vi kan sprede litteraturen, jo bedre! Så længe jeg bare må beholde mine fysiske bøger 😉

    // http://www.moonlitmadness.dk

    1. Det hjælper helt klart at have en tablet der egner sig til at læse e-bøger! Det er også først efter jeg fik en af jeg begyndte at læse e-bøger, og så efter jeg fik mit Mofibo abonnement, som gør at jeg altid har en bog med mig i lomme uanset hvor jeg er. 🙂

  2. Så sent som i fredags købte og læste jeg faktisk en e-bog. Det var en bog, jeg skulle bruge til mit speciale, så jeg var glad for at kunne hente og bruge den hurtigt. Det er altså smart, selvom det nok er den eneste sammenhæng, jeg sådan rigtigt bruger e-bøger i.

    Lydbøger har jeg aldrig prøvet. Som barn elskede jeg dog oplæsning fra kasettebånd, og det er på en måde det samme. Tanken gør mig helt nostalgisk.

    1. True, når man lige står i en sådan nødssituation så er det fantastisk at kunne få adgang til bøger på den måde uden ventetid. Ulempen er bare at man ikke kan overstrege i bogen på helt samme måde. 😉

  3. Jeg læser hovedsageligt kun fysiske bøger og så en sjælden gang i mellem e-bøger, men jeg ærgrer mig altid bagefter, fordi jeg jo allerhelst bare vil have alle bøger på reolen. 😛
    Lydbøger gør jeg mig slet ikke i – jeg kan ikke koncentrere mig om oplæseren og så bliver læseoplevelsen (eller lytteoplevelsen?) bare en rodet omgang. 🙂

    1. Nogle gange skal man i hvert fald koncentrere sig mere end andre. Og oplæseren har rigtig stor betydning for om man gider at lytte til dem. Til dato har jeg skrottet to lydbøger fordi oplæseren ikke faldt mig i øret.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *