De unaturlige (Sascha Christensen, 2010)

De Unaturlige (Humaran-trilogien #2)

Tak til Rosenkilde & Bahnhof for anmeldereksemplar.

Josephine og Liam er blevet mærket af den onde amulet Humaran, og nu er den forsvundet. Sammen er de nødt til at finde den og bringe den tilbage til azynerne, så den kan blive uskadeliggjort – og de selv kan blive frie igen.
Deres rejse fører dem langt ud i verden: Først til azynernes hovedsæde i Rusland og siden til Tibet og Nells eget folk, Malivespierne. På Malivespiernes opfordring slår de to børn sig sammen med den fremmede Morgan, en af de gådefulde og lyssky Unaturlige.
Undervejs bliver gåderne flere og flere: Hvad vil amuletten med de to børn? Hvad er det, der er galt med Josephines magi? Og kan de stole på deres nye, mystiske rejseledsager?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg ville rigtig gerne syntes om den her historie, men desværre så har den bare ikke fanget mig mere end hvad den gjorde i den første bog, desværre må jeg indrømme at den har fanget mig mindre.

Bog nummer to om Humaran fortsætter kort efter hvor den første bog slap og man følger kort Josephine og Liam i deres minimale træning for at blive i stand til at finde Humaran, men der sker så mange mærkelige ting at jeg havde svært ved at holde min opmærksomhed og jeg læste næsten bare siderne for at læse dem. Samtidig med at man følger Josephine og Liams prøvelser bliver vi introduceret for to nye karakterer, Nema og Kalden som jeg indtil videre ikke har fundet ud af hvordan de passer ind i historien.

På trods af den manglende sammenhæng mellem de to sideløbende historier, så blev jeg faktisk mere fanget af Nemas historie end af Josephines. Det var måske også bare fordi at Joesphines historie blev ført så meget ud på et sidespor at jeg ikke kunne følge med. Pludselig blev der introduceret nye karakterere og nye farer som jeg følte ikke blev forklaret nok. Tingene skete bare alt for hurtigt uden at der var nogen forklarende sammenhæng mellem dem. Nemas historie derimod bød på en ny side af sagen, som samtidig gjorde historien en smule mere dyster.

Overordnet så handler det nok bare om at historien ikke har formået at fange mig som den måske skulle, og det er synd for jeg er sikker på historien er der, jeg har bare ikke opdaget det endnu. Slutningen var den typiske optakt til den efterfølgende bog og jeg har da også tænkt mig at læse den sidste for at se om den endelig kan fange mig og jeg kan få sammensat hele historien til at give mening for mig.

2 star

You may also like

4 Comments

  1. Jeg kan godt følge dig i dine synspunkter. Jeg kan huske at jeg synes der var himmelvid forskel på bog nummer et og to. Lige som et stemningsskift. Det føltes som at læse en helt anden historie.

  2. Toeren i Humaran trilogien var bestemt også den der gjorde mindst indtryk på mig. Jeg var så skuffet, for jeg nød etteren fuldt ud og glædede mig til fortsættelsen – og så var den bare forvirrende og kedelig. Virkelig ærgerligt!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *