Den trettende fortælling (Diane Setterfield, 2006)

The Thirteenth Tale

Angelfield House stands abandoned and forgotten. It was once the imposing home of the March family–fascinating, manipulative Isabelle, Charlie her brutal and dangerous brother, and the wild, untamed twins, Emmeline and Adeline. But Angelfield House conceals a chilling secret whose impact still resonates…

Now Margaret Lea is investigating Angelfield’s past–and the mystery of the March family starts to unravel. What has Angelfield been hiding? What is its connection with the enigmatic author Vida Winter? And what is it in Margaret’s own troubled past that causes her to fall so powerfully under Angelfield’s spell?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg havde af forventninger til den her historie, for jeg vidste ikke helt hvilken kategori den skulle puttes i. Var det en krimi, en familieroman, et mysterium, en kærlighedsroman eller noget helt andet? Det hele var lidt svært at sætte fingeren på, og det blev det også ved med at være, for bogen spænder over så mange forskellige ting fra start til slut.

Det er en historie der fortæller en historie, lag på lag bliver der løftet et slør som giver flere og flere oplysninger og denne storprægede familie boende på det store gods Angelfield. Miss Vida Winter er tilsyneladende den sidste af familien der er tilbage, og med lidt tid tilbage vil hun endelig afsløre sin livshistorie, både for at lette sit eget hjerte, men også for at kaste lys på nogle af familien mørkere sider.

“Readers,” continued Miss Winter, “are fools. They believe all writing is autobiographical. And so it is, but not in the way they think. The writer’s life needs time to rot away before it can be used to nourish a work of fiction. It must be allowed to decay. That’s why I couldn’t have journalists and biographers rummaging around in my past, retrieving bits and pieces of it, preserving it in their words. To write my books, I needed my past left in peace, for time to do its work.”

Maraget, som egentlig er hovedpersonen, sagde mig faktisk ikke så meget, for det meste blev jeg bare en smule irriteret på hende fordi hun reagerede en smule overfølsomt over visse ting – efter min mening. Hendes næsten konstante deprimerede tilstand over den tvilling hun aldrig nåede at møde forekom mig trist i begyndelsen, men som hun blev ved med at køre i det og blive mere og mere melankolsk over det irriterede det mig bare. Derfor var det også den excentriske historie om familien Angelfield der holdt min interesse – og her var der til gengæld en masse at komme efter.

Jeg absolut elskede det familie drama der blev fortalt om familien Angelfield, det er næsten sådan noget man kan forestille sig udspille sig på sæbeoperaer på Tv så mange intriger var der. Her er både tale om barselsdød, sindssyge, forsømte børn, forrykte guvernanter og forskruede læger der forsøger at få styr på hverdagen. Der var som sådan lidt af det hele for enhver smag, og derfor blev det også ved med at være spændende at læse.

“Of course I loved books more than people. Of course I valued “Jane Eyre” over the anonymous stranger…Of course all of Shakespeare was worth more than a human life.”

Til sidst blev tingene dog lidt forhastet, der kom et par afsløringer på bordet, men jeg syntes ikke de blev behandlet helt som de skulle. De kom frem meget hurtigt og så var det lidt som om det bare var det, og så skulle der ikke snakkes mere om dem, hvilket var ærgerligt for det var jo dem der var hele omdrejningspunktet for historien – sandheden. Slutningen var jeg heller ikke alt for tilfreds med. Bogen har et slags post scriptum som jeg mener var fuldstændig unødvendig fordi det ødelægger den slutning bogen ellers havde opnået som fungerede som den skulle.

Hvis man kan lide familieintriger og mysterier, krydret med en masse herlige litterære referencer, så skal man tage at læse den her. Den underholdt i hvert fald mig i en del timer, på trods af de små detaljer der ikke var som de skulle være hvis jeg fik lov at bestemme.

4-star1

You may also like

2 Comments

  1. Åh, den bog er så fantastisk! Så stemningsfuld og så velskrevet. Egentligt holdt jeg meget af hovedpersonen – mest på grund af al hendes bogkærlighed 🙂

    1. Det var også hendes bogkærlighed der gjorde at jeg kunne lide hende bare en smule, men som bogen skred frem blev hun bare mere og mere klynkende, hvilket jeg ikke brød mig voldsomt meget om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *