Som stjerner på himlen (Jennifer Niven, 2015)

Som stjerner på himlen

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Historien om en pige, der lærer at leve, af en dreng, der ønsker at dø.

Finch er fascineret af døden. Men han leder også efter ting, der er værd at holde sig i live for. Violet lever i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død.
Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald. Og da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem der egentlig har reddet hvem.

Det umage par begiver sig af sted på et rodet road trip. De lader vejene diktere deres oplevelser og opsøger: det storslåede, det ligegyldige, det smukke, det overraskende. Snart føler Finch sig kun som sig selv, når han er tæt på Violet – modig, morsom, udadvendt. Ikke den freak, han ellers er kendt som. Og sammen med Finch holder Violet langsomt op med at tælle dagene – og begynder i stedet at leve dem. Men i takt med at Violets verdens vokser, bliver Finchs mindre og mindre.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle forvente af denne bog; folk har sammenlignet den med stort set alt hvad John Green har skrevet (som jeg intet har læst noget af) og Eleanor & Park (som jeg heller ikke endnu har læst), så det lagde lidt op til en hel del ting jeg ikke kunne sætte mig ind i. Alligevel blev jeg nysgerrig baseret på beskrivelsen og diverse andre anmeldelser, og selvom jeg ingen forventninger havde, blev jeg kun positiv overrasket.

En historie der skal forestille at handle ret meget om død viste sig til modsætning at handle utrolig meget om livet. Finch lever et besværligt liv hvor han ikke rigtig kan få hjælp til at håndtere de tanker der bliver ved med at invadere sit hoved og han skejer derfor ud på de mest mærkværdige måder. Imens er der Violet som lever som en levende død efter søsterens død for nogle måneder siden. På mystisk vis krydses deres veje og pludselig begynder en rejse der skal ændre begge deres liv – om det er for det bedre eller værre vil kun tiden vise.

”Han bliver afbrudt af en lyd i den fjerneste ende af lokalet. En eller anden er kommet for sent og har tabt en af sine bøger, og da hun vil samle den op, falder alle de andre bøger også på gulvet med et brag. Folk griner, for vi går jo i highschool, så vi er forudsigelige, og næsten alting er sjovt, særligt når det drejer sig om andres offentlige ydmygelse.”

Sproget og karaktererne udtrykker tydeligt at det er en ungdomsbog, men alligevel blev jeg fanget af historien og ikke mindst Finch og Violets historier, selvom jeg i hvert fald har mindst 10 år mere erfaring og livshistorie at trække på, dog intet i forhold til hvad de to har været ude for. I starten gik Finch mig lidt på nerverne, men langsomt overvandt hans humor mig og hans tilgang til tilværelsen blev pludselig underholdende på sin egen skæve måde. Selvom Finch var spøjs gik der ikke lang tid før jeg begyndte at syntes utrolig godt om ham. Violet tog det lidt tid med, for i starten var hun noget af en push-over og manglede en hel del rygrad. Som historien skred frem kom der dog mere liv i hende og pludselig så jeg en karakter i hende og jeg begyndte at føle med hende også.

”Selvom de ikke siger det, kan jeg mærke forventningerne og tyngden, der omgiver os. Fordi de aldrig fik lov til at gøre det her med deres ældste datter. De kom aldrig til at følge hende på college og ønske hende et godt første år, pas nu på dig selv, kom hjem og besøg os, og husk, at du bare kan ringe, hvis der er noget. Det er endnu et af de øjeblikke, de blev snydt for, og endnu et, som jeg må kompensere for. For jeg er alt, hvad der er tilbage.”

Det er jo et meget alvorligt emne som bogen behandler – døden, men jeg syntes den gør det ganske fint. Den lægger ikke nødvendigvis skjul på noget, men den siger heller ikke det hele direkte og det syntes jeg er passende. For det er sjældent man taler direkte om så alvorligt et emne uden at blive fuldstændig ødelagt. Alligevel formår bogen at behandle emnet på så seriøs og følsom en facon at man ikke nødvendigvis lægger direkte mærke til det. Det er et emne som meget få mennesker ’tør’ at tale om, og det syntes jeg er vigtigt med denne bog. For hvis vi ikke snakker om det kan det være vi ender som Violet eller Finch – dermed ikke sagt at det er dårlige eksempler, men for dem har det netop været ikke at snakke om det der bragte dem til toppen af det vandtårn, og det var først da de næsten tvang hinanden til at snakke om tingene at de kunne udvikle sig.

Det er længe siden jeg har grædt sådan til en bog, selv efter jeg havde vendt den sidste side tudbrølede jeg stadig i godt og vel 5 minutter. Jeg tror det der påvirkede mig mest var forfatterens eget efterord, der fortæller så godt hvorfor det var vigtigt at skrive den her bog. Jeg tror det var det der ramte mig hårdest, for selvom jeg var ganske lille og stort set intet kan huske fra den tid, så berører det stadig mig følelsesmæssigt med mindet om hvad der skete bag den lukkede dør, også selvom jeg først fandt ud af sandheden flere år senere. Det vigtigste er at man snakker om det.

6-star

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *