The Time Machine (HG Wells, 1895)

Timemachine

Chilling, prophetic and hugely influential, The Time Machine sees a Victorian scientist propel himself into the year 802,701 AD, where he is delighted to find that suffering has been replaced by beauty and contentment in the form of the Eloi, an elfin species descended from man. But he soon realizes that they are simply remnants of a once-great culture – now weak and living in terror of the sinister Morlocks lurking in the deep tunnels, who threaten his very return home.

(Tekst fra goodreads)

— – – – – – – – – – – – – – – – –

I takt med der kommer flere og flere YA dystopiske bøger besluttede jeg mig for at vende tilbage til nogle af de første dystopiske romaner, som ikke nødvendigvis er rettet mod unge. Mit første læseprojekt blev HG Wells’ The Time Machine helt tilbage fra 1895, for jeg mente at de old-school dystopiske romaner ville være et godt sted at starte, og så kendte jeg en lille smule til historien efter at have set filmen for nogle år tilbage.

Fortællingen om The Time Traveller der vil udforske fremtiden og bevise eksistensen og evnerne for sin maskine er basen for hele denne historie. Det er en spændende historie i den forstand at den handler om at bevise sin videnskabelige teori, i en tid hvor alle mennesker ikke vil eller kan tro på dig. Man kan næsten mærke protagonistens desperation hele historien igennem for at få sine venner og kollegaer til at tro på ham. Selv da han har fortalt hele sin fantastiske (og utrolige) historie nærmest nægter de at tro på ham.

”I know, he said after a pause, ’that all this will be absolutely incredible to you. To me the one incredible thing is that I am here tonight in this old familiar room, looking into your friendly faces and telling you these strange adventures.’ He looked at the medical man. ‘No. I cannot expect you to believe it. Take it as a lie – or a prophecy. Say I dreamed it in the workshop. Consider I have been speculating upon the destinies of our race until I have hatched this fiction. Treat my assertation of its truth as a mere stroke of art to enhance its interest. And taking it as a story, what do you think of it?”

Der ligger så mange undertoner i den her historie som man kan tage fat på; selve kritikken af samfundet i det hele taget ligger lidt og dulmer hele vejen igennem og selve beskrivelsen af de to forskellige arter som menneskeheden åbenbart udvikler sig til er noget så overkarikeret at det kan virke komisk, men hvis man vender og drejer dem får man et helt andet billede.

Wells’ sprog overraskede mig faktisk til trods for at den er fra 1895 hvor sproget måske ville forekomme besværligt og gammelt, men udover enkelte ord slog det mig slet ikke som gammelt på nogen måde. Derfor var den også dejlig nem at læse; kapitlerne var korte og jeg nærmest fløj igennem bogen og den spænding der blev skabt imellem folket Eloi og Morlock. Jeg føler dog stadig at der kunne være blevet gjort mere ud af den konflikt mellem Eloi og Morlock – den har meget mere potentiale. Det samme gælder hele tidsrejseideen, der kunne udfolde sig i mange flere historier, men så ville historien alligevel ikke være den samme. Slutningen taget i betragtning kunne der sagtens komme flere fortællinger, men det kom der jo aldrig.

Alt i alt er The Time Machine en af de gamle klassikere som jeg syntes er et godt sted at starte hvis man vil læse nogle af de allerførste dystopiske fortællinger, som ikke bare har unge som målgruppe. Hvis man kan lide tidsrejse i det hele taget vil jeg anbefale den.

5 star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *