The Theory of Everything

Filmen om Stephen Hawking har jo floreret vanvittigt meget i medierne lige siden alle award showsne begyndte for en lille månedstid siden, og derfor var det da også det man skulle undersøge ved denne film – om den netop var alle priserne værd, og ikke mindst Eddie Redmayne som hovedrollen.

Jeg syntes det var lidt svært at bedømme hvilken synsvinkel historien skulle forestille at blive fortalt fra, somme tider er det fra Stephens side af sagen, andre gange fra Janes vinkel – det var ikke fordi det gjorde noget eller ødelagde historien på nogen måde, jeg syntes tværtimod at det var rart at få historien fortalt fra begge vinkler, det gjorde den en smule mere tilgængelig.

Vi starter i 1963, samme år som Stephen fik konstateret sin sygdom og man følger han stille og roligt i sin nedgang af kroppens funktioner, det eneste der aldrig mister sin kraft er Hawkings humor og tilgang til livet, for selvom man bliver tvunget til at sidde i en kørestol kan man stadig godt lege tag fat med sine børn – i stuen vel at mærke. Og selv når man mister stemmen og er nødsaget til at kommunikere via computer, så leger man da bare en Dalek på jagt efter sine børn. Jeg kendte ikke voldsomt meget til Hawkings historie, men det der nok overraskede mig mest var den humor han formåede at bibeholde størstedelen af tiden igennem sit liv – hvilket vi også kan se den dag i dag, så sent som da han præsenterede ved Bafta prisen i London.

Jeg må da også erkende at mange af de priser filmen har fået er ganske velfortjent. Eddie Redmayne og Felicity Jones spiller begge forrygende, måske Jones mere end Redmayne til tider. For jo, Redmayne skal spille den mere og mere forkrøblede Hawking som hans muskler svigter ham, men Jones skal også formå at vise alle de tvetydige følelser det indebærer at være gift med denne mand. En af de første scener hvor Hawking lige har fået konstateret sin sygdom og prøver galant at opgive deres forhold ramte mig dybt i hjertet. Hun næsten tvinger ham til at spille kroket, men som han humper lidt rundt på græsplænen kan man se hvordan det langsomt går op for hende hvor galt situationen står til. De følelser Jones formår at klemme ind i de korte sekunder var for mig vanvittigt store. Men selvfølgelig skal Redmayne have sin ros for sin præstation, for han gør det ufattelig flot hele vejen igennem (dog kunne jeg godt også være tilbøjelig til at tænke han overspiller en smule et par gange, men det tæller ikke i det store hele).

Det er en hjerteskærende, men også livsbekræftende historie at opleve fortalt på storskærmen, for jeg tror det er de færreste der rent faktisk kender til historien om Stephen Hawking og hans liv på denne vis. Ganske vist er der mange der har sat sig ind i det, men her får vi også lidt af historien bag og følelserne bliver lagt alleryderst. Det er klart en film jeg vil anbefale at se af flere forskellige grunde; følelserne der går lige i hjertet og ikke mindst humoren der rammer lige i lattermusklerne.

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *