Mr. Kiss and Tell (Rob Thomas, 2015)

Mr. Kiss and Tell (Veronica Mars, #2)

The Neptune Grand has always been the seaside town’s ritziest hotel, despite the shady dealings and high-profile scandals that seem to follow its elite guests. When a woman claims that she was brutally assaulted in one of its rooms and left for dead by a staff member, the owners know that they have a potential powder keg on their hands. They turn to Veronica to disprove—or prove—the woman’s story.

The case is a complicated mix of hard facts, mysterious occurrences, and uncooperative witnesses. The hotel refuses to turn over its reservation list and the victim won’t divulge who she was meeting that night. Add in the facts that the attack happened months ago, the victim’s memory is fuzzy, and there are holes in the hotel’s surveillance system, and Veronica has a convoluted mess on her hands. As she works to fill in the missing pieces, it becomes clear that someone is lying—but who? And why?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – –

Det er en fornøjelse at være tilbage i Neptune sammen med Veronica Mars. Bogen her fortsætter umiddelbarrt lige efter hvor den forrige sluttede og det er ufatteligt rart at kunne træde ind i en historie med en sådan lethed at alt bare er genkendeligt og ligetil på den måde. Selvfølgelig er der den overordnede sag der skal løses, som ved første øjekast er at ukendt maner, men langsomt går det op for os at visse ting er mere bekendte end man lige havde forventet.

Den mængde af korruption Rob Thomas har formået at klemme ind i denne ene lille by er ufatteligt, men på den anden side er det vel også nødvendigt hvis man har i sinde at lave en story-line med en karakter som Veronica som skal kunne have noget at lave på rigtig langt sigt. For set udefra ser det ud til at uanset hvor mange sager Veronica og hendes far løser, så vil der altid være 2 problemer mere lige rundt om hjørnet.

”Norris pushed the door open and stepped through. Veronica held back for a moment, listening. “Sorry to interrupt you Sheriff. I’ve got some lady here who says she knows who did it.”
“What the hell are you waiting for, Clayton? Send her in.” Veronica stepped into the doorway, jazz hands aloft. “Ta-da!”
Instantly, a dark flush moved through Lamb’ cheeks, his lips twisting into the kind of sneer most people reserved for shit on their shoes.”

I den her bog var det så herligt at der faktisk var to sider, sideløbende. Hvilket vil sige man både fulgte Veronica og Keith, og jeg syntes det var herligt at få et sjældent indblik ind i Keiths tankegang og lidt af hans baggrund. Det var rørende at læse om hans konstante bekymring for Veronica, men også oplysende at læse om de små bidder af hans baggrund. Keith er og bliver min ultimative TV-far over dem alle!

Selvfølgelig var der også masser af Veronica, men det var bare lidt som om sagen i det her tilfælde faldt lidt til jorden og tog utrolig lang tid om at skulle bevise. Tvivl blev ved med at være der, men man holdt alligevel med Veronica og hendes mavefornemmelse, så på den måde var det bare træls at skulle vente så lang tid på at resten indså at hun havde ret.

I forhold til resten af karakterspektrummet er de der alle sammen – og denne gang var der meget mere Logan! Det var så herligt at læse om hvordan deres forhold er nu, hvor modne de er samtidig med de begge kan være lige så stædige som deres teenage år. De passager med dem som par var nok dem jeg nød mest, fordi de gav bogen en hel anden vinkel end den sædvanlige detektiv-sagsvinkel som vi er så vant til.

”The SEALs aren’t the only ones with moves.” He leaned down to pet Pony, who licked his chin. “How’re my girls?”
“Well, one of us peed n your shoe. And the other barked all morning,” she said.”

Humoren er stadig frisk og sprød på næsten hver side, og det skal den også være for det har været en af hjørnestenene lige fra starten af. Desværre er det bare ikke helt det samme som at opleve det i hurtige one-liners på skærmen. One-liners er der stadig masser af, men de fungerer bare ikke nær så godt på skrift på den måde, og det er utroligt synd for Veronicas personlighed skinner bare så meget igennem, og i sidste ende er det jo hende der skal bære det – hun er trods alt titelkarakteren.

Uanset hvad er det altid dejligt at være tilbage i Neptune og opleve detektivarbejde i Veronica-stil. Det vides ikke endnu om der kommer flere bøger eller hvad der gør, men det håber jeg inderligt. For slutningen i denne her ligger virkelig også op til forandringer på store plan, som kan gøre tingene enten nemmere og sværere for Veronica i fremtiden.

6-star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *