The Silkworm (Robert Galbraith, 2014)

51nAhDhrL8L

When novelist Owen Quine goes missing, his wife calls in private detective Cormoran Strike. At first, she just thinks he has gone off by himself for a few days – as he has done before – and she wants Strike to find him and bring him home.

But as Strike investigates, it becomes clear that there is more to Quine’s disappearance than his wife realises. The novelist has just completed a manuscript featuring poisonous pen-portraits of almost everyone he knows. If the novel were published it would ruin lives – so there are a lot of people who might want to silence him.

And when Quine is found brutally murdered in bizarre circumstances, it becomes a race against time to understand the motivation of a ruthless killer, a killer unlike any he has encountered before…

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Den anden krimi fra pseudonym JK Rowling er lige så god som jeg husker den første var. Jeg siger det her hele tiden (men det er stadig rigtig nok), jeg læser så sjældent krimier, så hvis det er skal det virkelig være en der sætter mig på kanten af sofaen og overrasker mig i hvert kapitel, og i det mindste forvirrer mig for netop ikke at være så forudsigelig som jeg syntes mange krimier typisk er.

Det er præcis hvad Galbraith (aka Rowling) formår at gøre med sine krimier. Der bliver spundet et net af spørgsmål og personer som alle krydses på tværs af hinanden for at komplicere sagen stort set ned til mindste detalje. Denne gang fandt jeg historien endnu mere fangende fordi mysteriet/sagen foregik i det litterære miljø, med en død excentrisk forfatter. Strike måtte derfor arbejde sig igennem agenter, forfattere og diverse spøjse manuskripter og historier der alle var med til at skabe endnu flere interessante fortællinger.

”Excitement was her dominant emotion, because she was convinced that Strike had some excellent reason for interviewing Chard that could not wait. Robin had learned to trust her bos’s judgement and his hunches; it was one of the things that so irritated Matthew.”

Udover at det her var endnu et godt mysterium, der formåede at holde mig anspændt stort set lige til sidste side, så er det også et rigtig godt eksempel på dybe karakterer og historier der spænder sammen på kryds og tværs. For jeg kan sige at jeg i løbet af de sidste 100-150 sider havde meget svært ved at lægge bogen fra mig fordi der blev insinueret så meget og alt muligt blev hintet til, så jeg bare blev nødt til at læse endnu et kapitel og endnu et kapitel og endnu et kapitel, for at jeg kunne komme til at vide lige så meget som Strike indikerede at han vidste.

Men som sagt er det også endnu et godt eksempel på hvordan gode karakterer Rowling kan skabe, karakterer der har så megen dybde at man bare gerne vil vide meget mere om dem og se dem agere samme og overfor hinanden. For selvom Strike og Robin måske ikke arbejder så meget sammen direkte, så elsker jeg de kapitler hvor de arbejder sammen og deler teorier. Jeg er vild med Robin som karakter og jeg kan næsten ikke vente med at læse mere bare om hende og den rejse hun nu skal på i de kommende bøger.

”I know you have. I wouldn’t be where I am now if I hadn’t had you,’ said Strikr. ‘Nobody was ever more grateful than me for a temping agency’s mistake. You’ve been incredible, I couldn’y have – don’t bloody cry, that family’s gawping enough already.’
‘I don’t give a monkey’s,’ said Robin into a handful of paper napkins and Strike laughed.”

Forholdet mellem Strike og Robin er så underholdende somme tider at det gør krimi delen endnu sjovere. Så da jeg for nogle dage siden fandt ud af at der er en tredje Cormoran Strike bog på vej blev jeg lidt glad indvendig, fordi hvis jeg ikke kan leve i Rowlings Potter univers, kan jeg i det mindste komme til at leve lidt endnu i hendes ikke mindst lige så underholdende Strike univers, med næsten lige så gode historier og spændende karakterer.

6-star

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *