Merlin og Dippe-Duttens dukke (Pernille Eybye, 2014)

Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Merlin2

Merlin er en helt almindelig dreng
med en helt almindelig familie.
Lige indtil den dag hvor hans mor beslutter
at familien skal flytte til Tusmørkedalen.

Min mor begynder at opføre sig mærkeligt efter et besøg på et loppemarked.
Hun klæder sig i gammeldags kjoler og kalder sig selv for mama.

Jeg spekulerer på om det kan have noget med min lillesøsters nye dukke at gøre … den hun tog med hjem fra loppemarkedet …

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Bog to om mystiske Merlin og sin heksefamilie fortsætter i samme stil som den første bog. Merlin bor stadig i Tusmørkedalen og hans søster er nu begyndt at lære at være en heks. Alt imens hans lillesøster opfører sig som lillesøstre gør. En dag efter en tur på et loppemarked begynder Merlins mor at bage boller og lave varm kakao med flødeskum, hvilket ville være fint hvis det ikke var fordi hun for det første ikke kan finde ud af det, men for det andet også at hun aldrig rigtig har gjort den slags før.

Stilen fra første bog føres fint videre til bog to, sproget er lige så fremme i skoen og humoren er stadig skarpsindig så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, selvom man er langt over målgruppealderen.

”Det er allerede mærkeligt at være ene dreng i en familie bestående af piger og kvinder.”

Selve plottet med en uhyggelig besat dukke er ikonisk og hvis gjort korrekt noget af det mest skræmmende hvis du spørger mig. Dukken i sig selv syntes jeg ikke var gjort alt for uhyggelig, men som bogen skrider frem kommer der mere og mere uhygge og Merlin bliver mere og mere mistænksom. Jeg syntes stadig den kunne være mere uhyggelig, men det er nok også bare fordi jeg er lidt ældre og vil have noget mere gys end de børn som bøgerne er beregnet til.

”Vi har en levende dukke i huset, og de voksne er som sædvanlig ikke at se nogen steder”.

Det er meget godt beskrivende om de her bøger, for selv om mor og mormor er gode karakterer og med til at give en god historie, så er de der aldrig når det brænder på. Hvilket gør at Merlin altid står med fingrene i døren og skal klare kvalerne alene. Det syntes jeg faktisk er et godt trick fra Pernille Eyebyes side, fordi det netop giver de unge læsere større mulighed for selv at sætte sig i Merlins sted. De ville helt sikkert ikke handle helt så rationelt som mor eller mormor ville have gjort, og det skaber en bedre og sjovere historie, og jeg er spændt på at se hvad han skal tackle i næste og sidste bog.

4-star1

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *