Enelæser

Der er sikkert mange mennesker der kan linke deres begyndelse med at elske bøger tilbage til deres barndom og deres forældre som læste højt for dem. Sådan er det bare ikke for mig. Jeg kan ikke huske noget bestemt tidspunkt i mit liv hvor jeg præcis begyndte at forelske mig i bøgernes verden. Jeg mindes ikke højtlæsning som barn fra mine forældres side, tværtimod var der få med bøger at finde i vores hjem da jeg var barn. På den måde var det vel først rigtig da jeg kom i skole at jeg begyndte at få øjnene op for bogstavernes magi. Men selv i skolen skulle der gå nogle år før jeg for alvor blev bidt af en litteraturorm.

Det jeg mindes af de tidlige år i skolen var desværre hurtigt besværet ved af lave lektier. Men som årerne gik og vi alle blev bedre til at læse fik vi en gang om ugen lov til at tage en tur på skolebiblioteket. Her åbnede der sig pludselig en ny verden. En verden som jeg dog ikke rigtig havde andre at dele med, derhjemme læste hverken min mor eller min far meget mere end den ugentlige avis. Så jeg var meget ene om at læse og derfor havde jeg også lidt en følelse blandt mine kammerater at det jo ikke var sejt, hvorfor jeg ikke gik og råbte højt om det. Jeg husker dog det der for alvor satte gang i min læselyst. Som så mange andre i min generation er det den skønne JK Rowling jeg har at takke for den læseglæde jeg har på nuværende tidspunkt. De eventyr jeg tog på sammen med Harry Potter er grundstenen for alle de andre eventyr jeg senere er taget på.

IMG_1729

IMG_1733

Det sjove er lidt at jeg tydeligt kan huske første gang jeg lånte den første Harry Potter bog med hjem fra skolebiblioteket. Jeg nåede knap nok at læse første kapitel før jeg tænkte for mig selv at det da var noget værre pjat. Så efter første kapitel opgave jeg bogen og returnerede den samme uge. Hvor lang tid der derefter gik, ved jeg ikke, men på et eller andet tidspunkt fandt bogen alligevel sin vej hjem til os i en fin paperback og min far begyndte at læse den højt for min bror og jeg. Da blev jeg opslugt! Det er nogle af de fineste minder jeg har med min bror og min far, hvor vi ligger på hver sin side med hovedet på hans mave (som var en smule større og blødere dengang) og lyttede med spænding på min fars rolige røst mens Harry opdagede troldmandsverdenen. Fra da af var jeg tabt til eventyrverdenen og jeg befandt mig ofte bedre tilpas blandt dem end så mange andre mennesker. Af en eller anden grund nåede min far kun at læse den første bog og halvdelen af bog to, og så gad min bror åbenbart ikke mere. Eftersom det primært var for ham min far læste højt måtte jeg selv læse færdigt. Og da jeg først var kommet i gang har det lige siden været utrolig svært at stoppe.

Alligevel har det altid været en fornøjelse jeg ikke kunne dele med andre. I folkeskolen var det ikke sejt at læse, og kunne man lide Harry Potter blev man stemplet som nørd. Så på trods af jeg ikke råbte højt om det blev det alligevel bemærket omkring mig. Handelsskolen og Studenterkursus var en smule bedre. Her blev man betragtet som voksen og nogle af de andre læste faktisk også næsten lige så meget som jeg selv gjorde. Og alligevel var det endnu ikke helt okay at læse så meget som jeg gjorde. Da jeg kom på universitet blev det dog endelig vendt rundt! Nu var det en lyst alle havde og Harry Potter var ikke nørdet, men elsket og beundret. Jeg befandt mig pludselig blandt mennesker der var mere som mig selv, og hvilken frihed. Sammen med studiet oplevede jeg pludselig en frihed ved at læse og min læselyst voksede.

Når man vokser op i en familie hvor man er den eneste der læser, lægger det en slags begrænsninger på dine udfoldelser i litteraturens verden. Det er først efter jeg har fundet andre med samme interesser at min litterære verden har åbnet sig yderligere. Senere fandt jeg arbejde i den lokale boghandel, et arbejde jeg var så heldig at have igennem 8 år ved siden af diverse studier, og derigennem voksede min lyst til litteratur selvfølgelig yderligere.

IMG_1819

Jeg er stadig den i min familie der læser mest. Hvor jeg læser utallige af bøger om året, læser mine forældre måske 2 bøger om året tilsammen. Nogle gange undrer jeg mig stadig over at jeg kommer fra en familie med så lille læselyst, men at jeg selv har fået en nærmest besættelse af at købe bøger og læse dem. Jeg siger tit til Kæresten – ofte når han brokker sig over at jeg endnu engang har købt bøger – at det er jo bare min last. Andre bruger deres penge på cigaretter, alkohol, sko eller tøj eller andre ting. Her er min last bare bøger, jeg er bare så heldig at lære noget igennem min last.

Således mindes jeg min opstående læselyst gennem årerne. Den har både været påvirket af opture og nedture, men mest af alt har den været præget af forrygende minder.

Hvordan mindes I jeres opstående læselyst?

You may also like

8 Comments

  1. Jeg kommer også fra en familie der ikke læser andet end det ugentlige Familie Journalen, og det bladres endda kun igennem. Min mor opgav også ret hurtigt det med at læse højt for mig, kan jeg huske, for jeg holdt op med at høre efter i en forholdsvis tidlig alder. Ikke fordi bogen nødvendigvis var kedelig, men fordi jeg ikke bevarede koncentrationen når andre læste. Det gør jeg for øvrigt stadig ikke, den dag i dag.
    Da jeg kom i skole og lærte at læse var jeg én af dem der læste mest og hurtigst praktisk talt med det samme. Jeg elskede bøgerne og alle de ord man kunne skabe med de forskellige bogstaver, så det har altid fanget mig det med både at skrive og læse. Men det tog rigtig fart i 6. klasse, da jeg blev klassens mobbeoffer. Bøgerne blev en måde at komme væk på, det blev min flugt fra virkeligheden og når jeg hadede mit eget liv, kunne jeg forsvinde ind i andres der var meget mere spændende. Selv da mobningen holdt op året efter, da jeg skiftede skole, fortsatte bøgerne med at have samme betydning for mig. Jeg hadede min egen dagligdag, så jeg flygtede ind i noget jeg bedre kunne forholde mig til, selv på trods af magi og alt muligt andet.

    I slutningen af teenageårene tog jeg en pause fra bøgerne, men begyndte at læse igen, da jeg startede i boghandlen og så har det holdt ved lige siden. Men bøgerne er ikke længere en flugt, de er en fornøjelse og en evig kærlighed der kommer og går lidt i perioder, men de er der altid.

    1. Jeg syntes både det er fantastisk og en skam at bøger skal være mobbeofres redning. På den ene side er de en redning fra den daglige mobning, men på den anden side har jeg det også dårligt med at de er den eneste redning i mange tilfælde, før der bliver gjort noget mere ved det.

      Det er godt at høre at kærligheden holder endnu. 🙂

  2. “Jeg er stadig den i min familie der læser mest. Hvor jeg læser utallige af bøger om året, læser mine forældre måske 2 bøger om året tilsammen. Nogle gange undrer jeg mig stadig over at jeg kommer fra en familie med så lille læselyst, men at jeg selv har fået en nærmest besættelse af at købe bøger og læse dem.”

    <—- That's my life, right there! Jeg har også været enelæser og det er mystisk, at jeg har sådan en stor form for kærlighed til bøger, når jeg ikke er blevet 'påvirket' af nogen. 😀

    1. Præcis. Det er underligt hvordan man kan skille sig ud fra flokken på den måde, for det er jo det vi gør.
      Jeg syntes nu at det er en god måde vi gør det på, med bøger. 🙂

  3. Jeg har det ligesom dig – jeg mindes ikke hverken højtlæsning eller noget, og mit barndomshjem var – og er – også stadig sparsomt møbleret med bøger. Jeg ved heller ikke helt, hvor lysten til at læse kom fra, men jeg ved, at den startede tidligt. Jeg har altid haft et eller andet med ord, og mine forældre har fortalt mig, at før jeg overhovedet var startet i børnehaveklasse sad jeg foran fjernsynet og kopierede de bogstaver, jeg så på skærmen når min far så tekst-tv.
    Så jeg lærte meget hurtigt at læse, og så kom lysten til at læse bøger.

    1. Det lyder alligevel som en herlig barndom. Jeg kan lige forestille mig hvordan et lille barn står opslugt af TV skærmen og prøver på at kopiere alt ned, men uden at nå det hele.
      Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvilke ting i ens liv der er med til at gøre vi alle har forelsket os i litteraturen som vi har.

  4. Åh, hvor er det virkelig et fint indlæg! 🙂

    Jeg kommer fra en familie, der ikke læser specielt meget (i hvert fald har jeg sjældent set mine forældre med en bog (de selv læste) i hånden i løbet af min opvækst), men jeg er dog opvokset med højtlæsning stort set hver aften i løbet af min barndom, og det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg er nemlig sikker på, det har været med til at give mig et meget positivt syn på læsning (selvom min søster ikke rigtig læser – og er opvokset med det samme. Men man er jo forskellige).

    Desuden har mine forældre altid været meget opbakkende, hvad angår min læsning, og jeg kan huske at have brugt rigtig mange timer med især min far imellem reolerne på det lokale hovedbibliotek. Hvad angår min tid i forskellige skoler (folkeskolen og HTX), så var læsning ikke noget, der var populært, men samtidig var det heller ikke på noget tidspunkt noget, der blev kommenteret så meget på. Det var jo bare min interesse, ligesom de andre havde hver deres forskellige interesser. Dog var det nok først fra omkring 7. klasse, at jeg rent faktisk begyndte at læse i klassen i pauserne, ellers var min læsning mest noget, jeg gjorde derhjemme.

    Efter jeg startede bloggen og startede på uni sidste år, er bøgerne og min læsning dog virkelig blevet noget, jeg snakker om. Nu har jeg nemlig nogen, der rent faktisk gider at høre på, hvad det egentlig er, jeg siger om bøgerne. Hvilket virkelig er rart 🙂

    1. Sådan har jeg det også, især efter blog start. Nu er det som om jeg læser meget, meget mere end jeg gjorde før i tiden. Før var det bare som hyggelæsning, men nu er det mere som en slags hobby der gerne må optage en masse tid, og så har jeg fået meget mere lyst til at læse fordi der nu er folk at dele det med. 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *