Heir of Fire (Sarah J. Maas, 2014)

72486_original

Consumed by guilt and rage, Celaena can’t bring herself to spill blood for the King of Adarlan. She must fight back…

The Immortal Queen will help her destroy the king – for a price. But as Celaena battles with her darkest memories and her heart breaks for a love that could never last, can she fulfil the bargain and head the almighty court of Terrasen? And who will stand with her?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Heir of Fire sætter i gang lige efter Crown of Midnight slutter, mere eller mindre, hvilket gør at der kun går et par kapitler før man er tilbage i Celaenas verden og det dilemma hun sidder i. Derfor er det også fantastisk at være så hurtigt tilbage i handlingen og der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved noget i det historien tager fart.

For på trods af det i første omgang langsomme fremgang i historien, så sker der alligevel utrolig meget uden at der sker noget konkret. Den ros skal Sarah J. Maas have, for hun formår at skrive (hvilket hun også gjorde i de to første bøger) på den ene side langtrukkent, men på en sådan måde at man hænger ved hver eneste side og ikke vil gå glip af noget. Selvom nogle ting måske virker til at være unyttige så sluger man det alligevel fordi det er viklet så godt ind i historien.

Udover Celaena, Chaol og Dorian som de primære fortællere i denne omgang bliver vi også præsenteret for Aedion, Manon og til dels Rowan og Sorscha. Jeg vil altid foretrække at læse det hele fra Celaenas synspunkt, fordi det jo er hende det hele handler om, men som historien har udviklet sig har jeg også nydt at lære mere fra de andres synspunkter, og efter bog nummer to er jeg især blevet meget glad for Chaol. Disse fire nye karakterer man pludselig skal til at tage stilling til syntes jeg i første omgang var mange der skulle inddrages. Igen skal der roses for de er skrevet ind på en sådan måde at det hænger sammen og giver en dybde der klinger tungt bagefter. Aedion især var med til at give en god fornemmelse for Celaenas baggrund, mens Rowan og Sorscha var gode til at vise hvordan historien udvikler sig den skrivende stund. Dertil blev jeg også godt og grundigt overrasket over den drejning der lå udtænkt bag Sorschas person – den overraskelse tog mig et par sider at komme over. Manon derimod har jeg blandede følelser for. På den ene side var hendes emotionelle dilemma ganske interessant at læse om, og klankampene var da heller ikke uden deres underholdningsværdi, men jeg sad tilbage med en sammenkoblingsfølelse. Hver gang der kom et kapitel set fra Manons synspunkt læste jeg måske lidt hurtigere end normalt fordi jeg utroligt gerne ville tilbage til den egentlige historie. Jeg blev ved med at håbe Manons historie ville blive koblet ordenligt sammen med resten, men det skete bare ikke. Derfor håber jeg inderligt at næste bog (som først kommer om mindst et år!?!) vil udløse denne forventning, ellers ser jeg på stående fod ingen grund til at introducere Manon i denne bog.

Det eneste negative jeg kan sige om denne bog er at jeg efterfølgende sidder med en følelse af at vil have mere. Jeg vil have mere drama, mere romantik, flere kampe, mere magi, mere træning, mere af det hele. Da jeg kom til slutningen kunne jeg næsten ikke bladre gennem siderne hurtigt nok fordi slutningen er så dramatisk og samtidig frygtelig. Jeg sad også flere gange med små tårer i øjnene fordi jeg blev så rørt af Celaena og hendes historie. Derfor er det også med et tungt hjerte at jeg nu skal se frem til næste år engang før jeg kan få mere.

6-star

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *