Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

Movie of the Month #03 – Fantastic Beasts and Where to Find Them

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

I går blev det endelig min tur til at forvilde mig ind I biografmørket for at stifte bekendtskab med en vis Hr. Newt Scamander. Filmen har kun haft premiere i lidt over en uge, men den har allerede indtjent kæmpestore millionbeløb og høstede en hel del blandende anmeldelser her og der. Det er lige fra de fans der elsker den allerede inden de har set den til vejs ende, bare fordi JK Rowling selv har lavet den, til de mere kritiske film-gængere der lige skulle tænke lidt over hvordan de havde det med filmen efter at have set den. Jeg har nok befundet mig et sted i midten. For selvom jeg har glædet mig til at se filmen, og vende tilbage til den magiske verden, har det også været med en smule skepsis, for hvad var det helt præcist jeg gik ind til med Fantastic Beasts and Where to Find Them?

Kort fortalt er det historien om Newt Scamander der er på gennemrejse i USA, mere konkret New York, hvor hans kuffert med besynderlige dyr pludselig begynder at volde ham en del problemer, da en række af dem slipper ud fra kufferten. Det indblander en No-Maj (amerikansk betegnelse for Muggler), en degraderet Auror og det Amerikanske ministerium. Men bag overfladen lurer der sig størrer trusler, for i Europa er Gellert Grindelwald på løs fod, og han er gået under jorden og er ikke blevet set i lang tid, hvilket også skaber urøre helt ovre i New York på den anden side af Atlanten. I 1920ernes New York er der mistillid, farer bag hvert hjørne og ikke mindst frygt. Frygt fra magikerne at deres verden skal blive opdaget af alle de normale No-Maj; frygt fra disse om hvad der måske lever sammen med dem i deres by, men som de ikke helt kan forklare. Der er altså lagt op til en historie, med flere historier i, hvilket er noget af det Rowling gør allerbedst.

Musikken spiller og gåsehuden rejser sig på mine arme, for med den velkendte lyd er jeg pludselig et barn igen, der mindes de første gange jeg så filmene, og den magiske verden er tilbage i fuld forelskelse for mit vedkommende. I rollen som Newt ser vi Eddie Redmayne, som gør et flot stykke arbejde. Han har skabt Newt som han og Rowling har tænkt ham, og han er fuldt ud troværdig, som den lidt mærkværdige, men faktisk blødsødne mand han rent faktisk er. For hans hjerte brænder for de her sære skabninger, som alle andre frygter, bare fordi de ser lidt underlige ud (lyder det bekendt?). Han får sit eget ’hold’ igennem Katherine Waterson i rollen som Tina Goldstein, Alison Sudol, som hendes søster Queenie og Dan Fogler, som den ignorante No-Maj. Tilsammen opdager de at der er andet på spil end bare løsslupne dyr, og de beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og så går fortællingen ellers stærkt.

Jeg nød hver lille bid af filmen – og det på trods af børn, der skulle frem og tilbage hele tiden, om de skulle tisse eller have mere slik er sådan set lige meget, de forstyrrede, men jeg bed mine negative kommentarer i mig. Verden er den samme, men så alligevel ikke. For vi befinder os i New York, hvor levestandarden for magikere er en helt anden end den vi kender. Al kontakt mellem magikere og No-Maj er strengt forbudt, og det er også en anden tid, 1920erne oser af frygten for heksekræfter, som sniger sig igennem byen. Der bliver namedropped så mange bekendte navne hele tiden, også nogle som man kun hører perifert, men det gør bare at man bliver endnu mere opmærksom på historien, og jeg sidder og sukker højlydt over vi skal vente helt til 2018 før den næste film i serien kommer. Især taget i betragtning af den afsløring der kommer til sidst i filmen. Jeg havde godt gennemskuet der ville være et eller andet skummelt ved omtalte person, men at det var lige den drejning, den havde jeg ikke set komme, og jeg prikkede ihærdigt til Kæresten ved siden af, i min iver for at han skulle blive lige så vild af overraskelse som jeg var. Det er den slags historietwist der gør, at Rowling stadig ophøjes som en af de bedste.

Jeg har kun 2 mindre negative ting at sige om filmen. Det ene er måske nok en lidt nørdet ting, men det irriterede mit øje fra tid til anden. Når man tager i betragtning hvor stort et budget den her film sikkert har haft (og sikkert også i forhold til de andre HP film), så gik det mig på at alle dyrene så ud til at være lavet 100% som CGI. Når jeg tænker tilbage på enkelte HP film, så havde de lavet nogle enormt fede animatronics, hvilket jeg savnede her. For tit blev det irriterende at se på hvordan skuespillerne stod og tydeligvis klappede/aede noget der ikke var det, men som blev sat ind med CGI senere hen. Her syntes jeg sagtens filmfolkene kunne have givet den lidt mere gas, og bygget de fabelagtige dyr i en vis skala, for at givet noget troværdighed til dem oveni skuespillet til skuespillerne! De har pengene og sikkert også materialerne til det, så hvorfor ikke gøre det? Alt det andet magi og halløj der var i filmen var jo pisse fedt at se på, men dyrene overbeviste mig bare ikke altid når de var i interaktion med skuespillerne. Når den lille Niffler rendte rundt på gulvet og skrabede gulvmønter til sig alene, så var den mega sød, men så snart Eddie Redmayne hiver fat i den, og begynder at ruske i den, så falder den troværdighed en smule. Så jeg håber de gør sig selv den tjeneste til næste gang, hvis der skal være lige så mange fabelagtige skabninger med.

En anden ting jeg håber, det er for Rowlings vedkommende. Jeg ved hun har skrevet manuskriptet og at det udkommer i bogformat, men lad det for guds skyld blive ved det! Jeg håber og beder inderligt til at hun ikke lige pludselig får lyst til at skrive de her kommende i alt 5 film om til bogformat i stil med HP. Jeg kan rigtig godt lide at de to historier har separate medieudfoldelser, og det håber jeg også mange andre kan. Det er nok de eneste to kvaler jeg har med filmen – selvom de ser ud til at fylde meget -, for ellers var den helt igennem veludført og fantastisk flot. Hvis man kan lide HP det mindste, eller vil se en film der fortæller en spændende historie med twist og flere udfoldelser til gode, så skal man tage ind og se Fantastic Beasts and Where to Find Them. Om ikke andet, så tag ind og se den for at opleve Eddie Redmayne/Newt udføre en sensuel parringsdans rettet mod en af hans skabninger.

 

Continue Reading

Beauty & the Beast

Kan vi lige tale om hvor meget jeg bliver teenager og fangirl igen når det kommer til den nye trailer for live-action Beauty & the Beast?! Jeg glæder mig som til jul, til at jeg kan få lov til at se den film, og jeg har så store forventninger til den, at det nok ikke er helt sundt, men sådan er det altså. Skønheden & Udyret har i mange år været et af mine absolut favoriteventyr, og efter at have skrevet speciale om eventyr, hvor jeg bl.a. arbejdede med lige det eventyr, har jeg bare elsket det så meget mere. Derfor er jeg også helt ekset med at se forskellige versioner der adapterer eventyret til den store skærm, for at se hvad de gør ved den klassiske fortælling og hvordan de eventuelt har moderniseret historien. Derudover har Disney bare en speciel magi, der kan frembringe en helt bestemt stemning og en række følelser man ikke kan slippe af med lige med det samme igen. Af samme grund ser jeg også spændt frem mod premieren og hvad de har gjort ved det klassiske eventyr. I sidste uge fik vi allerede en række billeder derfra, og jeg syntes det ser helt fænomenalt ud.

Udover den smukke række billeder, blev der også delt lidt om et par ændringer de har lavet ift. selve historien. Det er en af de ting jeg nok er mest nervøs over. For da jeg så Disney live-action af Cinderella, blev jeg slemt skuffet. Den var da flot lavet, men der var ikke noget nyt i den, og det syntes jeg der skal være i en eller anden format når man forsøger sig med en live-action. For mig er det ikke nok bare at ’kopiere’ den samme film 100%, det kræver lidt mere, og det lyder det til at vi får en smule af med Beauty & the Beast. Det forlyder sig at de har ændret lidt på Belles baggrundshistorie, så nu er hun ikke bare anerledes fordi hun læser, men fordi hun også er lidt af en underlig opfinder ligesom sin far. Så nu har hun pludselig en grund til at opfinde for eksempel en vaskemaskine, for at hun har mere tid til at læse. Det forlyder sig også noget om nogle spilledåser, med verdensmusik, som skal være med til at fodre Belles eventyrlyst for at se resten af verden. Når man hører dem, er det måske nogle små detaljer, men det er alligevel nogle detaljer jeg er spændt på at se udfolde sig, i håb om at der er lidt ekstra dybde i historien i forhold til tegnefilmen.

Ikke nok med at filmen ser vanvittig flot ud med kostumer og animation, så er rollelisten da også to die for! Den første man selvfølgelig ligger mærke til er Emma Watson som Belle, og den er jeg meget spændt på. Jeg læste noget om at hun fik sangtimer med Page O’Hara der lagde stemme til tegnefilms-Belle, som en hjælp til de par sange hun skal synge i filmen. Beast er knap så genkendelig, men det er altså Dan Stevens fra Downton Abbey som har fået gevaldigt mange lag make-up i fjæset, og det er jeg også spændt på at opleve, for jeg ser ham mest af alt som en alt for venlig lyshåret gut, så det skal blive interessant at se ham i en helt anden rolle. Så har vi på stemmelisten ikke mindre end Ewan McGregor som Lumiere, Ian McKellen som Cogsworth og Emma Thompson som Mrs Potts! Jeg mener, helt ærligt, så bliver det da ikke meget bedre. Det er vitterligt creme-de-la-creme med den rolleliste af mange af de store britiske skuespillere. Belles far spilles desuden af Kevin Kline, mens Gaston spilles af Luke Evans. Der er en håndfuld andre talentfulde mennesker med deri, men hvis alle skulle listes, så ville det her indlæg blive alt for langt. Så til slut vil jeg bare efterlade jer med den nyeste trailer der blev offentliggjort i dag, så I kan sidde og få gåsehud sammen med mig.

Continue Reading

Movie of the Month #01 – Me Before You

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger. I denne måned vil jeg snakke adaptationen af Me Before You (Mig før dig), skrevet af Jojo Moyes.

Sammen med bogklubpigerne begav vi os ind i biografens mørke, godt provianteret med både popcorn og en stor håndfuld kleenex. Vi havde jo alle sammen læst bogen bag filmen, og vidste godt hvad vi gik ind til, og stort set og alle sammen var forberedt på at skulle græde snot, men mere om det senere. Historien om Lou, der pludselig bliver nødt til at tage et job som personlig plejer for en næsten lam mand, har rørt adskillelige mennesker kloden rundt. Det er en historie om livet, mennesker og de svære valg vi bliver nødt til at træffe, også selvom vi ikke har lyst til hverken at se dem i øjnene, eller at holde fast i de løfter vi forsøger at give til vores kære.

Personligt, så har jeg altid store forventninger til en filmadaptation af en bog, som bare var helt igennem fabelagtig. Det er ikke fair over for filmen, for pludselig har den allerede en frygtelig masse kriterier at skulle leve op til, men sådan er det altid for film der er lavet på bøger. Derfor blev jeg også enormt glad for at se at Jojo Moyes selv havde været med til at skrive screenplay til filmen. Det kunne tydeligt mærkes, og de ikoniske replikker var bibeholdt og kom til udtryk lige præcis som de skulle. Det kunne mærkes på karaktererne at de var tro til dem de også var i bogen, og det var herligt.

I rollen som Louisa Clark var det Emilia Clarke (som mange kender fra Game of Thrones, men som jeg ikke har set), og hun gjorde det bare så godt. Hun er jo med i stort set alle scener, så jeg forestiller mig at hun har haft et hårdt arbejde. Men hendes Lou var bare så fin, hun var både sårbar, sjov og hudløst ærlig når det var nødvendigt. Og hendes fysiske skuespil var også rigtig fint, måske var der lidt for meget liv i hendes øjenbryn fra tid til anden, men det bragte også bare så mange stærke følelser til hendes ansigt, og man fik næsten helt ondt i hjertet sammen med hende. I rollen som Will var det Sam Claflin (også bedre kendt som Finnick i The Hunger Games), og han gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Taget i betragtning at han skulle sidde stille 99% af tiden han lavede denne film, så var det bemærkelsesværdigt, hvor meget liv han kunne bringe til karakteren bare ved hjælp af ansigtsmimik. Det kræver et godt stykke arbejde, og at man virkelig sætter sig ind i karakteren for at publikum også får den fornemmelse. Så gør det jo heller ikke noget at han er lidt pæn at se på. Samspillet mellem Clark og Claflin kørte også bare super godt – for mig virkede det meget naturligt det de fik frem på skærmen. Der var ikke noget anstrengt, som man nogle gange kan se små spor af i den slags film hvor to mennesker skal arbejde så tæt sammen, men i det her tilfælde kørte det bare på skinner. De var hver så forskellige i deres tilgang til karaktererne, at deres udtryk af dem hver, skabte en flot filmkemi.

Jeg blev glædelig overrasket over hvor mange større, kendte ansigter der også var med i filmen. Matthew Lewis (også bedre kendt som Neville Longbottom fra Harry Potter) spiller den fitness-fanatiske kæreste Patrick, og han gjorde det bare fantastisk. De scener hvor han bliver sat over for Will (og Lou) var nogle af de mest komiske, og bedste scener fra filmen med de lette grin. Hans ansigtsmimik var helt i plet i de scener. Derudover var der Brendan Coyle, også kendt som Mr Bates fra Downton Abbey, som Lous far og Jenna Coleman, også kendt som Clara Oswald i Doctor Who, som Lous søster. Deres roller var måske ikke så store, men fordi man kendte dem andet steds fra, lagde man alligevel mærke til dem.

Rent filmisk var det også en rigtig flot film, de steder de har brugt til locations var bare så fantastisk smukke, at jeg sad og sukkede efter at komme til England. Det var faktisk lige før jeg sukkede efter at bo i så lille og flot en by. Slottet der binder byen sammen, og har en lidt større rolle i bogen, var virkelig også flot. Det mindede mig om de gamle slotte i Edinburgh, en anden by jeg knuselsker. I det hele taget var der truffet nogle rigtig gode beslutninger når det kom til locations.

Jeg startede med at sige at jeg godt var klar over at jeg ville græde snot til den her film, og det gjorde jeg skam også! Hele biografsalen var næsten fyldt op – og jeg talte kun 2 mænd deriblandt – og allerede halvvejs igennem kunne man høre snøften rundt omkring. Da filmen var ved at være færdig, var det en stor tudefest fra ende til anden, og jeg tror ikke der var nogen der forsøgte at ligge skjul på deres tårer og gråd. Jeg havde sørget for godt med servietter, og heldigvis stod min vandfaste mascara testen, og holdt, til trods for hvor meget jeg rent faktisk græd.

Me Before You er helt klart en tøsefilm, men jeg syntes også fyre skal se den. Det er nok mest på grund af det emne, som filmen behandler. Aktiv dødshjælp er et meget seriøst emne, og jeg tror mange af os tager for givet at selv trods alverdens skavanker og ulykker, så vil alle gerne leve videre, men sådan er det desværre bare ikke. Om man har læst bogen eller ej, så se filmen, bare for at få et kort, om end fiktivt, indblik i hvordan en person kan forholde sig til aktiv dødshjælp. For det er et seriøst emne, som bliver behandlet med stærke følelser i filmen, og man vil ikke kunne undgå at blive rørt. Så bare tag ind og se den!

 

Continue Reading

Character Spotligth #01 – Peter Pan

Character Spotlight er en ny serie her på bloggen. Igennem dem vil jeg sætte fokus på udvalgte karakterer, som enten ligger mit eget hjerte nær, eller er vildt populære generelt. Det vil for så vidt som muligt dække vidt og bredt, selvfølgelig med udgangspunkt i karakterens literære oprindelse, men populær kultur kan ikke undgås.

Den første ikoniske karakter, jeg vil beskæftige mig med, og sætte ekstra spotlight på, er Peter Pan. Historien om Peter Pan har altid været meget kær hos mig. Det er historien om drengen der ikke vil være voksen, som er epicenter for mange ting. Han er det barn vi alle vil være, for der er jo ingen, som rent faktisk vil være voksen. Selvom jeg nu sidder her, 29 år gammel, benægter jeg stadig mange ting om at være voksen, og inderst inde betragter jeg mig selv på mange områder stadig som et barn. Det syntes jeg da i hvert fald selv, det kan godt være andre bare syntes jeg er underlig. Personligt har jeg det lidt trist med at skulle betragte mig selv som en voksen; jeg har det bedst med tanken om at der altid vil være en vis grad af barn i mig. Hvordan dette indre barn kommer til udfoldelse kan være så forskelligt, men bare det at det er tilstede betyder noget.

IMG_4986

Jeg husker nogle af de første gange jeg stiftede bekendtskab med Peter Pan, og det var faktisk igennem Disney, og jeg indrømmer at det nok var der min kærlighed til Peter begyndte. Det var først senere at jeg endelig stiftede bekendtskab med den originale version skrevet af J.M. Barrie. Heldigvis, gjorde den rigtige historie bare meget mere, og min forundring og beundring for Peters historie voksede. Jeg kan huske at jeg på Studenterkursus skulle skrive en SRP-agtig opgave og jeg valgte at skrive om Peter Pan. Jeg kan stadig huske de mørke timer jeg sad i mine forældres kælder ved den ene computer vi havde i huset på det tidspunkt, men hvor meget jeg faktisk hyggede mig med at skrive denne opgave. Og det var helt og aldeles på grund af Peter og det eventyr jeg tog afsted på med ham som selskab. Selv nogle år senere i min universitetstid sneg Peter Pan sig også ind i enkelte af de opgaver jeg skulle skrive der. Der er bare noget særligt, som jeg ikke kan afskrive ved den dreng.

Men jeg er jo ikke den eneste der har taget så godt i mod J.M. Barries eventyrlige drengebarn. Når jeg ser rundt omkring i blogland, og ikke mindst i medieverdenen, kan jeg se hvor stor betydning Peter Pan har rundt i verden. Og ikke bare Peter Pan, også hans ’far’ Mr Barrie. I den virkelige verden har Barries arv været et fast holdepunkt, ikke mindst økonomisk, for The Great Ormond Hospital, som har rettighederne til historien, og har draget godt af det lige siden Barries triste død. Peter Pan er også blevet ikonisk med byen London, og går man igennem Kensington Gardens i byen, vil man også finde den berømte statue af det evige drengebarn til minde om han og hans ’far’, som I kan så på et af mine fine feriebilleder nedenfor.

Derudover er istorien om Peter Pan efterhånden blevet filmatiseret utallige gange på forskellig vis, og hver gang er det blevet forsøgt at fortælle historien på ny, mens man forsøger at bibeholde essensen af den klassiske fortælling om drengen der ikke vil blive voksen. Når jeg søger på filmatiseringer af Peter Pan viser listen mere end 10 forskellige og vidner til at folk kan blive ved med at genfortolke karakteren. Jeg tror netop det er fordi vi alle sammen kan relatere til drømmen om at forblive barn, ikke mindst for mit eget vedkommende. Jeg nævnte at det var igennem Disney at jeg først stiftede bekendtskab med Disney, så derfor er det oplagt at begynde med at snakke lidt om den version.

I min barndom var det blandt andet denne udgave, der hjalp til min forelskelse i hele Peter Pan historien, men igennem årerne er jeg blevet noget mere kritisk overfor lige netop denne udgave. Der er ingen tvivl om at Disney har fanget barndomsidyllen ved historien, men selve mystikken ved Peter Pan som karakter er gået tabt i Walt Disneys forsøg på at skabe en god historie som alle ville kunne lide, og en karakter som ikke har synderlige fejl – altså en perfekt Peter Pan som ikke har sine dystre sider, og det syntes jeg er en fejl. For de af os, der kender historien ved jo at Peter så absolut ikke er fejlfri. Det er derfor ikke overraskende, at det er samme perfektionisme der føres videre i deres anden film hvor vi vender tilbage til Ønskeøen, hvor der pludselig tilføres et strejf af feminisme. Dette ville normalt ikke gøre mig noget, men lige med denne her går det lidt imod hvad jeg kender og elsker ved historien. (Så kan man diskutere værdien af Disneys spin-off med deres Tinkerbell serie, som er en knaldgod ide for sig selv for koncernen og jeg syntes det er udmærkede film, men de har intet med Peter Pan at gøre.)

Af en eller anden mærkelig grund, var der en årrække hvor Peter forsvandt lidt fra min verden, og jeg tror det var den periode hvor man prøver at finde ud af hvor man hører til rent aldersmæssigt. Er man stadig barn eller er man på vej til at blive voksen? Og hvis man er på vej til at blive voksen, hvornår er man så rent faktisk voksen? Lige netop de spørgsmål er utrolig vigtige med Peter Pan og jeg syntes de bliver tacklet bedst i PJ Hogans version fra 2003 med Jeremy Sumpter i hovedrollen som Peter Pan. Grunden til at den er øverst blandt mine favoritter, er netop fordi den holder sig tættest til den rigtige Peter som vi kender fra historien. Dog er der blevet tilføjet elementet af kærlighed mellem Peter og Wendy, men det mener jeg ikke komprimerer historien, tværtimod tilføjer den endnu et lag til Peters karakter, som gør ham mere kompliceret, men også mere menneskelig. Netop denne tilføjelse med kærlighed bidrager også til hele konflikten, om at skulle finde ud af hvem man selv er, og indse at man bliver nødt til at vokse op. Det kan godt være man befinder sig i det mystiske limbo mellem barn og voksen, men når kærligheden er med til at realisere det faktum at man bliver nødt til at bevæge sig væk fra barndommen så syntes jeg det fungerer rigtig godt. En helt anden faktor er den utrolig flotte billedside i filmen og de fabelagtige detaljer i filmens fortælling. Jeg syntes for eksempel detaljen med vejret, der skifter i takt med Peters humør og alt efter om han er på øen eller ej, er så fin en ide og det giver en helt anden visuel fortælling. Jeg kan sige meget mere om denne film, men det ville blive et helt andet indlæg og fagnørden ville komme for meget til overfladen, så det vil jeg gemme til en anden gang. Det er klart den jeg vil anbefale man skal se som den første, hvis man ikke allerede har set den.

IMG_4988

IMG_4989

Udover de tætte adaptationer er der jo også en hel del fortolkninger af den kære, eller ikke så kære Peter, ikke mindst i den eventyrlige serie Once Upon a Time, hvor Peter er knap så sød. Der findes også en måske mere realistisk fortolkning af Peter i miniserien Neverland, hvor Peter rent faktisk er en forsvundet dreng der bliver taget ind hos feerne. Selve adaptationen er ikke synderligt tæt af den originale historie, men jeg syntes alligevel den er god som den er, hvilket du kan læse mere om her. Senest er der så Pan, hvor venskabet mellem Peter og James Hook bliver vist i et helt andet lys, og Ønskeøen er også et meget anerledes sted end hvad man kender det. Jeg havde det lidt svært ved den film, af historiemæssige årsager, men en af detaljerne som jeg syntes var ganske gode, var Peters savn efter sine forældre som drev ham til at blive hvem han endte med at være. Måden de så twister det til sidst, at moderen stammer fra feerne på Ønskeøen, kan diskuteres om den stemmer overens med den oprindelige historie, og personligt syntes jeg det var en lidt underlig ide.

Den mest kendte, eller mest populære (grundet Steven Spielberg bag roret) adaptation/genfortolkning af historien er nok Robin Williams’ forsøg på at genfinde sin barndom som en voksen Peter Pan i Hook. Selvom den ikke har noget som helst med den originale historie, men i stedet fokuserer på far/søn båndet, syntes jeg det er en af de bedre genfortolkninger. Meget af det skal tillægges Robin Williams og hans rolle, men også følelsen af Ønskeøen syntes jeg er fanget rigtig godt. Jeg var især tiltrukket af ideen at selv om man var voksen (og godt nok Peter Pan), kunne man stadig vende tilbage til Ønskeøen, for det betyder at det aldrig er for sent. Så længe man bare bliver ved med at tro, vil Ønskeøen altid vente på dig. Slutteligt skal vi ej glemme Finding Neverland med Johnny Depp, hvor vi bliver bombarderet med følelser igennem Barries oplevelse med at finde på historien om Peter (angiveligt).

Jeg håber mit lille forsøg på at illustrere Peter Pan universelle tiltrækningskræft er blevet tydeliggjort en smule mere med alle disse eksempler. Jeg er ret overbevist om, at der sikkert er mange flere, men dem jeg har nævnt er efter min mening nogle af de mest benævnelsesværdige, og mest kendte også for den sags skyld. Nogle er selvfølgelig bedre end andre, men det de har tilfælles er forsøget på at forevige den evigt unge dreng, Peter Pan. Drengen der ikke vil være voksen, som så mange af os ikke kan lade være med at spejle os i når hverdagen bliver lidt for træg eller arbejdsbebyrdet og vi drømmer os væk til Ønskeøen.

Hvad er dit forhold til Peter?

Continue Reading

Film Wonders #Disney

Som mange af jer ved, så elsker jeg eventyrgenfortællinger. Og man kan ikke nævne eventyrgenfortællinger uden på en eller anden måde at komme omkring Disney. Selvom Disney forsøger at fortælle de originale eventyr, så er det sjældent de holder sig til originalen. Tværtimod, så er mange af dem fordrejet efter et bestemt hoved, der sidder fast i en bestemt tankegang. Men det er en helt anden diskussion, som jeg ikke vil komme ind på her.

Hvad jeg rent faktisk havde på sinde var at snakke lidt om det film imperium Disney har fået opbygget, først i form af deres animationsfilm, og i de seneste år er de så begyndt at udvide det med en masse live-action adaptationer. Det skal dog siges at det ikke kun er Disney der laver disse live-action versioner af kendte historier, men de sidder øverst på listen, og det er ikke uden grund. Alene i år kan man se Disney på filmplakaten flere gange med endnu flere bud på live-action versioner.

For nylig er The Jungle Book blevet filmatiseret, med et stort stemmecast til de flotte animerede dyr, heriblandt Scarlett Johansen (som jeg har hørt man kan høre synge, hvis man vælger at blive siddende til slut credits). Ej heller skal vi glemme det nye bud på The Huntsman og Alice Through the Looking Glass, hvor den seneste på stammen får premiere i næste måned. Sidstnævnte to er som bekendt også efterfølgere til to andre live-action adaptationer der kom for nogle år tilbage. Men som vi ved, så har Disney flere kort i ærmet og vi kan læne og godt tilbage i biografsædet de næste mange år med alle de film de har ideer til at smide på tegnebrættet, hvis de ikke allerede er lavet og vi bare venter på en premiere dato.

I de kommende år kan vi forvente at se Pete’s Dragon udfolde sig i sin grønne form på det store lærred, igen tror jeg at vi kan forvente lidt animation for at virkeliggøre denne del af filmen. De fleste af os ved også at Emma Watson har foreviget rollen som Belle i deres live-action af Beauty & the Beast som forventes til næste år. Men der er mange flere på vej.

Fra 2018 kan vi også forvente en Jungle Book: Origins som bliver en motion capture film der skal fortælle historien om blandt andet Baloo og de andre i junglen, inden Mowgli kom og gjorde livet besværligt for dem. Cruella er også på tegnebrættet, i håbet om at gøre succesen med Maleficent efter. Her vil vi få historien om Cruellas unge år, og hvad der gjorde at hun blev som hun blev. Og når man taler om Maleficent, så kan man vel ikke komme uden om en 2 til den også, foruden en 2er til Hansel & Gretel; Witch Hunters i samme følge. For ikke at tale om muligheden for en Jungle Book 2, når først vi har fundet ud af hvordan den første her bliver modtaget.

Mulan er også en idespire, en som jeg personligt ville elske at se som live-action. Taget i betragtning at Ming-Na Wen i sin tid lagde stemme til Mulan i den amerikanske, ser jeg ingen grund til at hun ikke også kan kropsliggøre Mulan i virkeligheden. Der har også været en del rygter om The Little Mermaid, som også på et tidspunkt inkluderede Emma Watson i titelrollen, men det blev vist aldrig til noget. Ikke desto mindre forlyder det nu at Chloe Grace Moretz (det nye ansigt for The 5th Wave filmene) har taget titelrollen, og man mangler bare at finde en instruktør for at kunne gå i gang.

The Sword in the Stone er blevet pitchet og en af folkene bag Game of Thrones skulle efter sigende have fået lov til at få en finger med i spillet, så det skal uden tvivl nok blive en spændende udgave. Hele to film er blevet udtænkt om Tinkerbell, hvoraf den ene efter sigende skulle have Reese Witherspoon på rollelisten til titelrollen. Hvordan de hver især kommer til at udfolde sig ved ingen vist helt endnu. Der er også snak om to forskellige film med Pinocchio, men hvordan historien skal fortælles i dem vides vist ikke helt endnu. Dog er det vist blevet klargjort at Robert Downing Jr rigtig gerne vil spille Gepetto i en af udgaverne.

Et par andre måske lidt mere diffuse ideer er at lave live-action film af Dumbo, Winnie the Pooh og Night on Bald Mountain (en af sekvenserne fra Fantasia), som jeg ikke rigtig kan se hvordan de har tænkt sig at gøre. Der er også snak om en Prince Charming film, som jeg ikke kan gennemskue hvad præcis den skal handle om, for der er jo ufatteligt mange prince Charmings. Det samme med en film der skulle hedde Genies, baseret på Genie fra Alladin. Slutteligt en karakter ved navn Rose Red, som skulle være en lidt glemt eventyrprinsesse der altid bliver sat til side til fordel for Snehvide.

Om alt andet så er der nok at gå i gang med fra Disneys side, og rigeligt vi andre dødelige kan glæde os og længes efter at komme til at se i biografens mulm og mørke. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til Beauty & the Beast, det har altid været et af mine favorit eventyr, og jeg er spændt på at se hvad de gør ved det i live-action format. Mulan og Pete’s Dragon er jeg også noget nysgerrig efter at se hvad de gør ved, og for slet ikke at tale om Tinkerbell, som jeg også elsker.

Hvad med jer? Er der nogle af disse film der kommer som en overraskelse, og hvilke vil I glæde jer til at se?

Continue Reading

The Beast Within (Serena Valentino, 2014)

The Beast Within: A Tale of Beauty's Prince

Read as part of the Fairy Tale Reading Challenge

A cursed prince sits alone in a secluded castle. Few have seen him, but those who claim they have say his hair is wild and nails are sharp–like a beast’s! But how did this prince, once jovial and beloved by the people, come to be a reclusive and bitter monster? And is it possible that he can ever find true love and break the curse that has been placed upon him?

(Text from goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – –

This was once again one of those books where the cover pretty much did the sale for me, it is absolutely beautiful and even better when you remove the dust cover. It was also the fact that I absolutely love the story of The Beauty and the Beast and this is supposed to be the Beast’s story told from before the story we know Disney presented. It was with this eagerness that I began the book and finished it practically in one sitting.

However, after reading it I feel slightly let down and disappointed by the story because there is little new in the story that we do not see in the Disney film, really it only comes down to small changes here and there or too big changes that to me made very little sense. The small changes we see in the staff characters were sensible and I liked them very much, it felt like they brought more understanding to how they are in the film. However, some of the changes with the Prince was plain out strange.

“They didn’t seem real, these sisters. None of this did, because it was all absurd. He felt as if he must be dreaming, caught in a nightmare. He was entranced by Circe’s transfiguration,and it made him forget his earlier vow never again to think of her.”

One of the strangest things they changed was the relationship between the Prince and Gaston. The way the author painted the picture of the story behind the story in this manner did not suit me at all and I found it irritated me throughout the story. I appreciate the idea behind the changes but it just didn’t work for me. If only the idea had been carried out differently, it could actually have worked.

“He felt different, like he was slipping into a deep, dark ocean; he felt himself drowning in it, losing himself completely while something else took over, something that felt alien yet familiar and comfortable at the same time.”

The only thing the author actually added to this story was the story of the witch sisters, which was meant to be the reason for the Beast’s transformation. In the beginning it felt plausible, but as the story progressed and the witch sisters did too in character they were just too exaggerated in character. The story had so much potential but unfortunately it was never fully realized. To me, a fairy tale retelling has to have something new that will ultimately change the story in more ways than what this one did.

3 star

Continue Reading

Nick & Norah’s Infinite Playlist (Rachel Cohn & David Levithan, 2007)

Nick frequents New York’s indie rock scene nursing a broken heart. Norah is questioning all of her assumptions about the world. They have nothing in common except for their taste in music, until a chance encounter leads to an all-night quest to find a legendary band’s secret show and ends up becoming a first date that could change both their lives.

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg så filmen her første gang for mange år siden og jeg faldt pladask for dens humor og ikke mindst musikken deri. Det var faktisk først senere jeg fandt ud af at det rent faktisk startede som en bog og jeg tænkte straks at den måtte jeg da læse. Det fik jeg så gjort i løbet af det sidste Read-a-Thon og det var en umådelig fornøjelse uden lige.

Humoren som der er i filmen er om mere fremtræden i bogen fordi man får et meget tydeligere indblik i karaktererne. Nick har fået knust sit hjerte og selvom han godt ved han burde være kommet videre fra den ondskabsfulde Tris, så kan han ikke helt indse det. Det er først da han møder Norah, som selv virker til at have en del problemer, at de to begynder at indse hvad der skal til for at komme videre med begge deres liv.

”I am intimidated as fuck to be in the VIP section. I am a little mesmerized by the left nun, who is actually playing the acoustic guitar for ‘Edelweiss’ and twirling her pasties at the same time. I am afraid of the way Norah’s looking at me like I have a chance.”

Jeg tror jeg blev hvis muligt endnu mere glad for Norahs karakter i bogen end i filmen. Hendes kyniske tilgang til verden, samtidig med hun er så utroligt sårbar var bare noget der tiltalte mig med det samme. Jeg var vild med hendes humor og ikke mindst sarkasme som fløj fra munden af hende næsten hver gang hun sagde noget og jeg holdt faktisk med hende, selv når hun dummede sig. Jeg syntes baggrundshistorien i bogen her giver meget mere mening end hvad jeg husker fra filmen, fordi den giver et indblik i det komplicerede pigeliv og hvordan piger er venne-fjender sommetider.

”Did I go too far with Nick, or not far enough? Or is it that I’m just plain unattractive? I never should have deleted all those spam e-mails advertising the vitamin supplements for fuller, firmer breasts.”

Nick blev for mig til den søde lille hundehvalpstype der trængte til et kram samtidig med en lussing. Det sidste fordi han var så fortrængt i fortiden at han nær overså det positive der var lige for næsen af ham – Norah. Alligevel var han også bare helt vildt sød fordi han var så følsom, hvilket ikke lige er hvad man altid forventer at fyre, måske dog mere i bøger end i virkeligheden. Jeg syntes hans reaktioner var så sjove om det var når han skældte ud på sig selv eller befandt sig meget akavet på en bøssebar.

Humoren er klart hvad der vinder på denne bog! Den er der lige fra start til slut, og så er den krydret med en hel del hormoner og teenagekærlighed (som sjovt nok gemmer sig på et hotel i lokalet med ismaskinen). Efter at have læst bogen fik jeg utroligt meget lyst til at se filmen. For ligesom filmen kommer bogen også med rigtig mange musik referencer som alle sammen kom til at lyde fantastiske. Jeg elsker soundtracket til filmen og det er en historie man kun kan blive i godt humør af at opleve, hvad end det er på film eller som bog.

6-star

Continue Reading

Big Hero 6

Det seneste bud på stammen fra Disney er en lidt anderledes film end hvad de har produceret i de sidste mange år, men det er også et dejligt friskt pust som er anderledes end de mange eventyrhistorier (don’t get me wrong – jeg elsker alle de klassiske eventyrhistorier, og ser ivrigt frem til der kommer flere).

Historien om den forældreløse Hiro og hans sindssyg geniale intellekt er basen til denne familiefilm, som stadig har den barnlige humor, der alligevel stadig kan appellere til os voksne også.

For mig skal der jo bare stå Disney på filmen og så er jeg solgt, men for Kæresten er det ikke automatisk en succes af den grund, men efter at have grint højlydt flere gange til Big Hero 6 vil jeg vove at påstå at filmen her også er lidt af en succes.

Disney har i en lang årrække lavet film der muligvis har haft en større målgruppe hos pigerne (host, host Disney Prinsesser en masse!), men med Big Hero 6 har de nu lavet en film som måske vil få en større målgruppe hos drengene – og det er jeg sikker på har været en del af planen lige fra start. Det er ikke mere end et par år siden at jeg læste om firmaets bekymring for at de på lang sigt ville tabe en del drenge fordi de lavede så mange eventyrfilm, som pigerne bare var mest begejstret for. Til gengæld – som Kæresten siger – er det også en ret voldsom stereotyp at sige at det her er en ’drengefilm’ bare fordi den tager sit udgangspunkt i videnskaben, men som filmen viser er det jo ikke kun drenge der kan lide videnskab, piger kan også lide det.

Gruppen af karakterer var bare lige i øjet, og det samme var stemmerne bag selvom jeg ikke kendte voldsomt mange af dem, men det er også en befrielse somme tider (det skal bemærkes at jeg så den på originalsproget, engelsk). Fred, Gogo, Wasabi, Honey Lemon og ikke mindst Baymax er jo dem der bærer filmen omkring Hiro. For jo, Hiro er likeable som protagonist, men de andre tilføjer bare den humor en Disney film skal have. Jeg var især meget begejstret for Wasabi, og ikke mindst fordi det var Damon Wayans Jr der lagde stemme til, og mand han kan skrige som en tøs (hvis man ser New Girl, så er det Coach karakteren).

Så hvis du har en eftermiddag eller en aften ledig og ikke ved hvad du skal tage dig til, så syntes jeg du skulle tage en tur i biografens mørke og møde hele den her samling af super sjove ’superhelte’. Og det gør ikke noget du ikke har en yngre bror eller søster til at maskere din tur i biografen for at se en Disneyfilm, for Big Hero 6 er en film man sagtens kan se selvom man nærmer sig de 30.

Continue Reading

Mockingjay – Part 1

Så kom tiden endelig hvor vi kunne få at se første del af hvad der næst skulle ske for Katniss og resten af oprørerne. Det var med en del høje forventninger jeg gik ind i biografens mørke efter at have læst diverse anmeldelser på nettet, både gode og dårlige. Bogen var rigtig frisk i min hukommelse så det var jeg også nervøs for hvordan det ville påvirke filmen.

Alle mine forventninger blev indfriet og jeg fik et par overraskelser med i hatten. Det eneste negative, som jeg ikke rigtig betragter som negativt, jeg skal kunne sige om den her film er at det er en klar optaktsfilm til det absolut store slag der skal foregå i sidste film. Men det gjorde mig ikke noget, for der sker stadig ufattelig meget for karaktererne og de får tid og plads til at udvikle sig, hvilket jeg ikke altid syntes de alle sammen havde nok tid til i de forrige film. Her får vi meget mere viden om de forskellige, både smidt i ansigtet på os, men også skjult mellem linjerne, som jeg vil tro man skal kende bogen for at kunne genkende, men jeg elskede hvert minut.

Hele filmen igennem blev jeg forbløffet over hvor fantastisk en skuespiller Jennifer Lawrence er, jeg var nysgerrig for at se hvordan hun ville tackle den rolle Katniss mentalt har i den her film, men det klarede hun fantastisk. Og så var der den fantastiske overraskelse at Jennifer Lawrence faktisk kan synge! Det havde jeg ikke forventet, jo jeg kan da godt huske hun sang for Rue i den første film, men det her var meget bedre. Det er en scene i bestemt kan glæde jer til. Til trods for at man ikke så særlig meget til Joh Hutcherson i rollen som Peeta, så gjorde han også et flot arbejde, men jeg glæder mig bare endnu mere til at se hans udgave af sindssyge Peeta i næste film. Jeg syntes dog at jeg savnede meget mere Finnick, jeg er så glad for ham i den her del af trilogien, så jeg savnede meget mere med ham. Dog havde de hans afslørende tale med, hvilket jeg også elskede, men der skulle stadig have været mere af ham.

Jeg havde lidt forudset hvor filmen ville cutte, for at lede over til næste film, men der var alligevel lige tilføjet 5-8 minutter efter hvor jeg havde forventet for lige at understrege den stemning der skulle opildnes blandt oprørerne for at næste film bliver et stort brag. Det fungerede fint, men jeg mener stadig at hvis de havde cuttet hvor jeg gættede mig til ville det have skabt en endnu stærkere dramatisk slutning. På samme tid ville jeg også selv bare have siddet og tænkt ’Nej! De kan ikke slutte her!’

Der er så meget jeg vil sige om den her film, men det ville også spoile for meget for de af jer der endnu ikke har set den. Så jeg kan kun sige at hvis I endnu ikke har set den, så tag at gøre det.

Continue Reading