Månedens udvalgte #04 (Efteråret)

Som jeg vel også kan kalde efterårets udvalgte, og måske nogle kan genkende en genganger fra sidste år. Det viser også bare hvor lystpræget min læsning kan være fra tid til anden, og hvordan bøger kan blive opprioriteret over andre, som jeg pludselig finder mere interessant end andre. Om ikke andet, så har jeg igen forsøgt at udvælge en lille håndpluk af de ulæste bøger jeg ikke har pakket ned i kasser (mens vi stadig roder rundt i ommøblering af kontoret herhjemme), som jeg virkelig gerne vil læse inden året er omme.

Lad os starte med de to bøger jeg har fået tilsendt af forlaget Carlsen (sponsoreret), den ene nyere end den anden, men begge to jeg virkelig gerne vil læse, og mit håb er også lidt at få dem læst inden Bogforum sidst i næste måned. De Magiske Møgungeraf Neil Patrick Harris har jeg fået sendt for noget tid siden, og den ligger som en af de øverste i min TBR stak af anmeldereksemplarer, af den grund at det er Neil Patrick Harris der har skrevet den, og det faktum han inkorporerer sin viden for magi i bogen, alt sammen noget jeg syntes lyder interessant for en børnebog. Den blev dog lige bumpet en tak ned i stakken da Hvis det er osaf Albertalli og Silvera kom indenfor min dør, for det er en YA bog jeg – sammen med mange andre – har ventet længe på, nok lige siden sidste år, hvor de annoncerede at de var i gang med at skrive en bog sammen.

Jeg har også en bog til låns fra en i bogklubben; My Plain Janeog derfor er den røget med i toppen af efterårets TBR. Jeg læste den første i serien om historiens Jane sidste år, og var ganske underholdt af den, og jeg tænker at den her er i samme stil, og derfor vil jeg gerne se om de kan holde fanen for humor videre. Crown of Ice er en eventyrgenfortælling jeg har haft stående på hylden alt for længe, og nu må jeg snart få den læst. I det hele taget er det også bare alt for længe siden jeg har læst en eventyrgenfortælling, og jeg trænger til det. Sidst men ikke mindst, vil jeg stadig rigtig gerne læse Everland, som også var med på min liste sidste år. Den kan man vel også kalde en slags genfortælling da den bygger på den velkendte historie om Peter Pan og Neverland.

Det var altså et lille udpluk af nogle af mine bøger fra min TBR stak, selvom der er mange flere (hvor en god portion desværre er pakket ned i kasserne, indtil det kontor bliver lavet færdig), men det her er nogle af dem jeg allerhelst vil læse og ser mest frem til at bladre op på første side af. Hvilke bøger vil du gerne læse inden året er omme? Har du et læsemål på det punkt?

Continue Reading

Decembers udvalgte

Til den sidste måned i året har jeg også udvalgt en lille stak bøger, som jeg håber på at få læst. Jeg ved udmærket godt at jeg ikke på nogen måde vil nå at få læst dem alle sammen, men det er rart at have noget at vælge i mellem. Ikke mindst fra lidt forskellige genrer, for selvom jeg har forsøgt at finde en masse julebøger, så har jeg bare ikke formået at få købt synderligt mange nye julebøger til i år. Heldigvis er der nogle stykker på Mofibo, som jeg har i sinde at kigge lidt nærmere på også.

Jeg har fundet 2 fysiske julebøger som kunne være rare at læse her i julemåneden. Christmas at the Cupcake Cafe er en engelsk sødsuppe bog, som sikkert vil varme dit julehjerte. Jeg mindes at høre en kort julelydbog fra samme genre sidste år, så tænkter den her vil være ganske fin. En helt anden slags julebog er P.S Trænger til risalamande (og adventsdiller), som måske vil få mig til at grine, eller også bare rynke på næsen over hvor latterlig den måske er.

Outlander er jeg stadig i gang med, og der læser jeg et kapitel fra tid til anden, men jeg tror nu ikke jeg får den læst færdig inden året er omme. De sidste 2 bøger jeg har udvalgt er nogle jeg glæder mig meget til at læse, af forskellige årsager. Alias Alex har fået så mange gode anmeldelser og sammenligninger med You’ve Got Mail filmen, at jeg allerede på forhånd næsten elsker den, og jeg ser meget frem til at finde ud af hvor god den rent faktisk er. Tower of Dawn er nyeste/seneste skud på stammen af Sarah J Maas, og alt hvad hun skriver er fantastisk, og jeg er ret sikker på den her ikke er nogen undtagelse, selvom den ikke er helt som hendes andre bøger karaktermæssigt. Ikke desto mindre er det bøger jeg rigtig gerne vil læse, og måske kommer de endda til at trumfe de få julebøger jeg har udvalgt.

Selvom jeg godt ved jeg ikke får læst dem alle sammen, så er det rart at tænke frem og have noget at glæde sig til. Det hører sig lidt til i juletiden. Hvad med jer, hvilke bøger eller begivenheder ser I frem til i december måned?

Continue Reading

Månedens udvalgte #03

Månedens udvalgte er nok mere efterårets udvalgt i denne omgang. Med de månedlige wrap-ups på time-out, er månedens udvalgte også sat lidt på standby, men selvom min læsning stadig vil være meget lyst- og tidspræget, så kan jeg jo ikke lade være med at have nogle forhåbninger om et par bestemte bøger, som jeg virkelig gerne vil læse over de næste par måneder.

Som tidlige nævnt har jeg ikke selv købt nye bøger siden engang tilbage i februar, men her til efteråret kommer alle de gode! Blandt andet har jeg bestilt Tower of Dawn af Sarah J Maas, for alt hvad hun skriver bliver jeg bare nødt til at læse! Nanna Foss kommer også med nyeste skud på Spektrum-stammen, men indtil jeg kan få mine fingre i den nye, så er jeg lige i færd med at genlæse/lytte til de første to i serien.

Der er rigtig mange seriebøger jeg gerne vil forsætte med, eller nye serier jeg rigtig gerne vil starte. Jeg vil rigtig gerne læse videre om Claire Fraser/Randall i Outlander, og den er jeg så småt gået i gang med. Jeg vil rigtig gerne stifte bekendtskab med Malene Sølvstens Ravnenes hvisken efter kun at have hørt fantastiske ting om den, og den har stået på min hylde i over et år snart. Jeg vil gerne læse videre i mine genderswop teen Sherlock Holmes for at få lidt YA krimi, en af de få slags krimier jeg gider at læse. Jeg vil gerne tilbage til den dystopiske tvillingeverden i Map of Bones, for at se hvad der sker i den serie, for den første bog sluttede meget åbent. I det hele taget har jeg rigtig mange serier at forsætte i, men også rigtig mange som jeg bare venter på at gå i gang med. Men jeg har også forsøgt at finde nogle enkeltstående bøger, så jeg ikke vil komme til at sidde og bide negle af at vente på flere bøger i serien. Her er Everland for eksempel et godt bud, som en genfortælling af Peter Pan historien med et eller andet twist, som jeg ikke helt ved meget om endnu. Jeg ved bare den kan kobles til Peter Pan, og så må jeg bare eje det. Spørgsmålet er bare hvor meget jeg får læst af hvad jeg faktisk har lyst til at læse. Egentlig håber jeg bare på at få læst et eller andet.

Hvad håber du at få læst i løbet af de næste måneder?

Continue Reading

Månedens udvalgte #02

Marts bliver en meget anerledes måned for mit vedkommende. Baby er lige rundt om hjørnet, og jeg forudser derfor at min tid til læsning bliver minimeret gevaldigt i de kommende par måneder. Det har derfor også præget mit valg af bøger til denne måneds udvalgte, for jeg har stadig i sinde at forsøge med mine små mål. Men jeg har valgt mine 4 bøger denne måned, ud fra lidt andre parametre. Der er stadig 2 danske og 2 engelske, men kun et enkelt anmeldereksemplar, fordi jeg ikke vil stresse mig selv for meget med hvad jeg skal nå på det punkt.

  • Faery Tales af Carol Anne Duffy er en samling poetiske eventyr, skrevet af digteren Carol Anne. Jeg stiftede bekendtskab med Duffy første gang i Edinburgh for snart 6 år siden, og syntes hendes stil var anerledes end hvad jeg havde læst tidligere. Jeg har valgt den til marts måned, fordi jeg tænker at små eventyr vil være ’nemmere’ at dykke ned i, og ligge fra sig, løbende, uden at det bliver for usammenhængende.
  • A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas er genfortællingen af Skønheden & Udyret, og for mit vedkommende er det en genlæsning, som jeg ser frem til. Den har jeg valgt netop fordi det er en genlæsning, og det aflaster lidt på en eller anden måde. Husk at du har stor mulighed for at være med til fælleslæsning dertil også.
  • Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach er denne måneds anmeldereksemplar, denne gang fra Politikkens forlag. Den er jeg lidt spændt på, for jeg har mest af alt set rigtig positive anmeldelser, så jeg er næsten lidt bange for at have for høje forventninger.
  • Eleanor & Park af Rainbow Rowell har jeg valgt helt og aldeles af den simple grund, at jeg ved den også ligger på Mofibo (vist nok både som e-bog og lydbog), hvilket gør det lettere når jeg kommer til at sidde og amme i den kommende tid. Desuden er de jo Rowells første, og sjovt nok har jeg ikke fået læst den endnu, så nu må tid være.
Continue Reading

Månedens udvalgte #01

I år har jeg tænkt mig at forsøge med noget nyt. Det kan både fungere som en hjælp til min læsning, men det kan også give bagslag og sætte en stopper for det. Uanset hvordan det kommer til at fungere, har jeg tænkt mig at prøve det an og se hvordan det udfolder sig.

Størstedelen af tiden når jeg skal vælge den næste bog at læse, har jeg valgt mest af alt efter lyst. Jeg er den evindelige lystlæser. Det betyder desværre også at mine hylder overflyder af bøger, der bare får lov til at se på mens andre bøger bliver hevet ned før dem, igen og igen. Det er både godt og skidt, for mit vedkommende betyder det at jeg får læst hvad jeg vil, og ikke føler nogen form for tvang. Men når jeg så også har en del anmeldereksemplarer liggende, får jeg pludselig også dårlig samvittighed over at de mange gange bliver skubbet til side til fordel for andre bøger. Og med projekt baby lige på trapperne, har jeg en plan om at i hvert fald få læst så mange anmelderbøger som muligt inden, og så burde det være nemmere at skrive anmeldelserne senere, hvis jeg ikke lige når det.

Jeg har derfor sat mig for at hver måned vil jeg udvælge 4 bøger som skal udgøre månedens udvalgte TBR pile. Det er samtidig også et håb om at jeg kan nå mit goodreads-mål for i år, og gøre et godt indhug i de mange ulæste bøger jeg har stående på hylderne. Jeg har godt nok ikke bestilt bøger siden slutningen af november, men jeg har længe gået og tænkt på at forkæle mig selv med en lille barselsgave. Men altså, de 4 udvalgte bøger har jeg forsøgt at sammensætte ud fra et slags system. Jeg forsøger at dele det meget lige, så der er 2 danske og 2 engelske. Indtil anmelderstakken svinder lidt ind, skal minimum 2 også gerne være anmelderbøger, hvilket passer fint med 2 danske bøger. Større krav har jeg faktisk ikke tænkt mig at ligge i det. Jeg tænker at 4 bøger er muligt på en måned, og der burde stadig være plads til en smule afvigelse eller veksling, men i sidste ende håber jeg bare at jeg kan få læst mange af de ulæste bøger i reolerne. I denne måned er de udvalgte;

  • The Handmaid’s Tale af Maragaret Atwood. Det er en af de klassikere man hører så meget om, og eftersom den også snart bliver adapteret til TV, kan jeg snart ikke udskyde den længere.
  • The Girl from Everywhere af Heidi Heillig. Dette er en ungdoms-tidsrejse-bog med lidt kærlighed. Det er i hvert fald det der står på bagsiden. Jeg har faktisk allerede læst den, men den var ikke helt så god som bagsideteksten lagde op til.
  • Alting begynder med efterår af Marianne Kaurin. Et anmeldereksemplar fra Turbine om en ung pige i krigstiden. Jeg har hørt gode ting om den, og syntes bogen i sig selv er så fin at se på, så håber indholdet er ligeså.
  • Havets magi af Jennifer Donnelly. Et anmeldereksemplar fra Alvilda, som er den sidste bog i serien om Serafina og de andre havfruer. Den er jeg spændt på at se hvordan serien slutter.
Continue Reading