Barselslivet #07

Tiden flyver så hurtigt afsted med de der små størrelser, i næste uge runder Emily de 5 måneder! Vi har brugt det meste af sommeren bare på at nyde vores lille pige og hinanden, og slappe godt og grundigt af i bedste selskab af venner og familie. Til trods for hvad mange sundhedsfolk ellers mener, så stortrives Emily og jeg elsker at se hendes smil hver dag. Det er det første jeg ser lige så snart jeg vender mig rundt og siger godmorgen til hende, og mit hjerte smelter hver gang på ny. De sidste 6 uger har far også været hjemme på barsel – han har en uge tilbage, øv – og vi ligger næsten hver morgen og bare snakker og putter lidt med Emily, for at få den bedste start på morgenen.

At have far hjemme på barsel har været fantastisk. Selvom han nogle dage har haft gang i diverse projekter, og det på nogle punkter alligevel har føltes som om han har været på arbejde, så han har jo måske bare lige gået ude i garagen, og det har været så befriende at have ham hjemme til at hjælpe med Emily. Jeg er sikker på hun også har nydt at lege og snakke med sin far, og jeg elsker at se dem pjatte sammen. Vi går dagligt tur med barnevognen, både for at lufte baby og lulle hende i søvn, men også for at vi kommer ud og bevæger os lidt; det er sjovt som han næsten per automatik tager fat i barnevognen og så kan jeg ellers bare tøffe afsted ved siden af. Don’t get me wrong – det er super dejligt at han så gerne vil gå med barnevognen, men på ganske kort tid blev jeg bare meget vant til at det var mig der gik med den.

Udover de mange gode stunder vi har haft i løbet af sommeren, så har vi desværre også været besværet af lægerne igen, igen. Siden sidst har vi måtte indfinde os i nye rytmer for både Emily og mit eget vedkommende. På trods af at amning ikke giver den næring hun skal have, er der ingen af os der er klar til at give helt slip på det, så der ammes stadig når hun har lyst til det. Det er både for at hygge lidt bare os to sammen, men samtidig får hun også de gode antistoffer fra mig af, og så er det bare herligt at sidde i vores egen lille ammeboble, og se hende smile med munden fuld af mælk. Vi har jo så måtte finde en anden måde at give hende den næring hun skal have, og heldigvis vil Emily gerne spise af flaske, som hun så får i dagstimerne. Dertil er vi begyndt både morgen og aften med at spise fast føde, og indtil nu elsker hun det! Det er simpelthen så sjovt at se hendes ansigt hver gang hun prøver noget nyt, men det tager ikke mere end et par mundfulde og så er armene vilde i varmen for at det ikke kan gå hurtigt nok.

For Emily bliver stadig væk målt og vejet – næsten lidt for meget hvis du spørger mig. Vi fik at vide inden seneste vejning, at hvis hun ikke fulgte sin egen kurve, så skulle vi tilbage til børneafdelingen for at finde ud af hvorfor hun ikke tog på, når hun tydeligvis fik den næring hun skulle have. På det punkt var vores læge heldigvis enig i at hun fik nok mad, det var bare et problem at hun ikke tog på af det. Til seneste vejning kommer vi så ind til en anden end vores sædvanlige læge, men Emily skal vejes på egen læges vægt, for at det er den samme vægt hver gang. Den siger at hun har tabt sig ca. 100g! Vi kigger alle sammen på hinanden og lægen syntes heller ikke helt det kan passe, så vi prøver at veje Emily på denne læges vægt. Her har hun så pludselig taget 3-400g på! Det viser sig at vores egen læges vægt, sådan en gammeldags loddevægt, stod skævt på bordet, og derfor måler forkert; så er spørgsmålet om den har gjort det ved hver af de seneste vejninger?! Lang historie kort, så slap vi da for børneafdelingen i denne omgang.

Næste uge skal Emily til det sædvanlige 5 måneders-tjek, og jeg er så spændt på at høre hvad vores egen læge siger denne gang. For med al den mad Emily indtager lige for tiden, så vil jeg slet ikke kunne forstå hvis hun skulle tabe sig. Og 7-9-13 så elsker hun al den mad hun får lige får tiden, hvad end det er bananmos eller blomkålsmos. Og hun er så glad som dagen er lang, og kan ligge og lege mere og mere for sig selv, eller ved siden af mens jeg laver ting i køkkenet eller rydder op i skuffer. Nu kan vi bare krydse fingre for lægetjekket i næste uge går som det skal, så vi snart kan vende tilbage til rutinebesøg af sundhedsvæsenet og ikke se dem så meget at jeg snart ikke kan holde dem ud længere.

Continue Reading

Barselslivet #06

For snart 3 uger siden havde vi barnedåb, og vi kunne dele navnet på vores datter med venner og familie. Vi havde med vilje holdt navnet hemmeligt frem til dåben; det var nok mest mit valg, men jeg syntes der er noget ganske særligt over det faktum at vi har tænkt og grublet over hendes navn, og ville gerne gøre det til noget særligt når det skulle deles med andre end hendes familie. Derfor ville vi gøre forsøget på at holde det hemmeligt frem til dåben, der kom dog et par enkelte undtagelser. Manden kom til at tale over sig en enkelt gang, og navnet skulle jo også på dåbskagen så der måtte vi også afsløre det lidt før selve dåbsdagen. Men for de fleste var det først i kirken, da præsten spurgte, at vi med store smil kunne afsløre lillepigens navn; Emily.

Den weekend hvor Emily blev døbt var en meget begivenhedsrig weekend, for dagen før havde vi besluttet at overraske den nærmeste familie med en tur på rådhuset for at blive gift. Vi har snakket om det en del gange, og i første omgang ville vi faktisk gerne have gjort det som en overraskelse i kirken i forbindelse med dåben, men det var der bare ikke plads til i gudstjenesten den dag vores dåb skulle være. Derfor begyndte vi at tænke i andre baner, og en frokost for nærmeste familie startede derfor på rådhuset først. Hver vores forældre blev så overrasket og glade, endda rørt til tårer og det var bare en rigtig god dag, efterfulgt af endnu en god dag med flere venner og familie til Emilys dåb. Efter sådan en vild weekend er det nu tilbage til hverdagen, og nu er Manden også gået på barsel henover sommeren! J

Men livet som mor er ingen dans på roser. Sådan lyder talemåden vist, og hold da op hvor har den ret. For selv om dagene med smil og latter fra den lille pige er i overtal, så er det som om dagene med tårer fylder mest i hovedet efterfølgende. Tingene er bare ikke nemme nogle gange, og de bliver ikke mindre nemme af at man er magtesløs overfor at kunne gøre noget ved, hvad end man rigtig gerne ville. Som I ved fra mine tidligere barselsfortællinger har vi længe kæmpet med amning herhjemme og Emilys vægt (så lækkert at jeg bare kan skrive navnet!), og det har vi gjort lige siden hun blev født, for hun har aldrig taget det på hun skulle for at lægerne var tilfredse. Hele processen har og er så hård for os alle sammen, at jeg flere gange har været overbevist om at jeg er på vej i en fødselsdepression i en eller anden grad. Jeg er dog ikke nået det punkt helt endnu – 7-9-13 – og når det forhåbentligt heller aldrig. Men nu har vi ramt endnu et vejbump der vil sætte en stopper for alt det hårde arbejde vi har kæmpet med for at amningen skulle øges og bare fungere for Emilys skyld.

På kun 3 uger har Emily kun taget ca. 150g på i vægt, og det går bare ikke. Det skærer mig så dybt i hjertet at måtte indse det, men selvom jeg har masser af mælk til hende, så er der bare ikke nok næring i det til hende. Om hun lå ved brystet 24/7 og åd og åd, så ville der stadig ikke være nok næring til at hun tog det på hun gerne skulle. Det er fandeme et hårdt slag i maven at få at vide, at man ikke kan gøre noget ved det, og at ens krop bare modarbejder til de ønsker man har for sit barn som mor. Jeg ville så gerne have ammet Emily så meget som overhovedet muligt indtil hun kunne begynde på andet mad, og selv der gerne blive ved så længe det kunne lade sig gøre. Men af uforklarlige årsager er der bare ikke nok fedtstof i min mælk til at Emily får det næring hun skal til at vokse. Det piner mig utroligt meget at skulle smide håndklædet i ringen, så at sige, taget i betragtning alt hvad vi har været igennem for at amningen bare skulle fungere. Når man finder ud af at det har været en nyttelys kamp gør det bare tingene værre endnu. Jeg har derfor måtte mig se slået ud, og kampen med amning har slået mig helt af banen.

Jeg har altid troet at det kun var et spørgsmål om man havde for lidt eller for meget mælk. Jeg var ikke klar over det også kunne være fordi at mælken ikke var fed nok. I snart 4 måneder har vi kæmpet og grædt os igennem samtaler med læger og børnelæger, for at finde ud af vi intet kunne have gjort. Når jeg tænker tilbage på alle de test Emily har været igennem for at finde ud af om der var noget galt med hende fordi hun ikke tog nok på i vægt; det kom aldrig på tale at teste om der ’var noget galt’ med mig. Jeg tænker hvor meget lettere det hele ville have været for os, hvis blot vi havde vidst det for 1 eller 2 måneder siden. Alle de tårer vi kunne have været foruden, og alle de læger vi kunne have undgået.

For mig er det som et slag i maven at måtte give op på amning på den måde, og den del af at være mor til Emily. Og jeg kan også mærke at Emily ikke er klar til at slippe brystet, for selvom hun også gerne vil spise af flaske, så er der enkelte gange hvor hun hellere vil have bryst. Og der har jeg altså besluttet at det skal hun have lov til! Det kan godt være det ikke længere er der hun får sin primære næring, men det skal ikke tage hyggen og nærheden ved amningen fra os! Med den bagage vi har med os fra de sidste 4 måneder, så kan jeg mærke vi begge har brug for at holde ved lidt hyggeamning fra tid til anden.

Continue Reading

Barselslivet #05

Der går ikke en dag hvor jeg ikke bliver rørt til tårer i livet som mor – om det er fordi baby smiler til mig når hun hører min stemme, eller fordi hun ikke vil sove og skriver i vilden sky og jeg selv er i søvnunderskud eller fordi hun ikke vil spise og bliver ved med at afvise brystet det er vildt forskelligt. Under alle omstændigheder har vi vores gode dage og vores dårlige dage; det er bare lidt som om baby presser 7 af hver ind på et af mine døgn. Hun udvikler sig så enormt hurtigt og der sker nye ting næsten hver dag, men jeg elsker at se hvordan hun ændrer sig fra dag til dag, og især nu hvor hun er begyndt at finde nye lyde.

Da vi kom ind til lægerne for snart en måned siden var jeg fuldt ud parat til at sende dem et langt stykke af hekkenfeldt til. Jeg var næsten allerede oppe i det røde felt og klar til at give dem ordentlig besked, men…. Heldigvis havde baby været så dygtig at tage nok på (ikke mindst fordi vi havde stopfodret hende ekstra med flaske hele tiden), så lægerne var tilfredse og de så ikke mere behov for at se os. Jeg siger dig jeg var ovenud lykkelig da de sagde det. Men det ændrer ikke på den kamp vi har været igennem, og stadig sidder i. For hele oplevelsen sidder stadig i mig kan jeg mærke. Amningen går lettere, men det er faktisk ikke takket være sundhedsvæsenet.

Sygehuset kan mange ting, men når jeg sidder og tænker tilbage er der en meget stor ting jeg er utrolig skuffet over fra deres side: Amning! Som førstegangsforældre ved man intet, og jeg mener intet. Man ved ikke bedre og man tager til takke med hvad sygeplejerskerne siger til en, fordi man jo går ud fra at de ved hvad de snakker om. Det er desværre bare ikke altid tilfældet har jeg efterfølgende fundet ud af. Da jeg skal starte med at amme mit lille barn tænker jeg at det kommer til at gå helt vildt nemt, og det kan baby da sagtens finde ud af, men det var ikke tilfældet. Da baby har gulsot er det som om hun har for svært ved at tage fat ved brystet og at vorterne er for bløde til at hun kan tage ved. Sygeplejerskerne giver mig straks ret, men i stedet for at hjælpe mig til at komme godt i gang på korrekt vis, stikker de mig de såkaldte ammebrikker i hånden som eneste hjælp. Og jo jo, det hjalp da også i den første tid, men som ugerne gik blev lægerne ved med at påstå at de var en del af problemet til at baby ikke tog nok på i vægt – fordi hun brugte for mange kræfter på at sutte, og blev træt inden hun blev mæt. Her er det jeg bliver lidt sur; for hvis ammebrikker bliver betragtet så negativt, hvorfor udleverer de dem så i stedet for at hjælpe en på bedste vis til at starte amning korrekt? Fordi de ikke er uddannet nok til det, eller har tiden, er desværre svaret. Jeg har læst så mange artikler på nettet og snakket med veninder og amme-eksperter, der alle bander de ammebrikker væk, og jeg forstår slet ikke hvorfor man ikke får den rette hjælp i stedet for den nemme.

Heldigvis har baby været dygtig og pludselig fandt hun selv ud af at spise uden de fordømte brikker og det hele er blevet meget nemmere siden da. Hvordan vi slap af med dem er svært at sige, det skete bare lige en aften hvor Kæresten nærmest skubbede hende ind til brystet og siden da har vi ikke haft brug for ammebrikkerne længere. Baby får stadig flasker med erstatning nogle gange i døgnet, for ved efterfølgende kontrolvejninger viser det sig at hun stadig ikke tager nok på, til trods for at vi er sluppet for ammebrikkerne. Somme tider bliver hun også så hysterisk overtræt at hun hverken vil det ene eller det andet, og så for at hun får noget at spise må det blive på flasken. For selvom vi er sluppet af med lægerne hængende over nakken, så føler jeg stadig de er der, bare usynlige. Hver gang baby nægter brystet bliver jeg så ked af det, fordi jeg straks tænker ’åh nej, mit barn spiser ikke nok! Nu kommer lægerne efter os igen!’ og så begynder jeg at græde igen, og igen da jeg giver hende en flaske fordi hun ikke vil ligges til brystet.

Der findes ingen logisk forklaring hvorfor jeg har det så svært ved at skulle opgive amning. Før fødsel var jeg ikke så berørt af det, dengang tænkte jeg at så længe hun bare fik noget at spise så var det lige meget om det var hos mig eller en flaske. Efter fødsel er det som om der er noget i min krop, der bare ikke vil give slip på den ene ting, men det kan ikke forklares. For logisk og rationelt kan jeg godt se at der intet er i vejen for at mit barn bliver et flaskebarn, men emotionelt er det noget helt andet. Især når jeg begynder at sammenligne det med andre mødre, hvor amning og vægtstigning bare går som det skal og der er ingen problemer overhovedet. Jeg kan som sagt ikke forklare det, men jeg tror at jeg sagtens kan sige at det hænger sammen med alt det vi har været igennem med lægerne og de mange undersøgelser mit barn har været igennem for at se om de kunne finde noget galt med hende – hvilket de selvfølgelig ikke kunne, for hun fejler intet – som har stresset mig og taget ammeglæden fra mig på mange punkter. Vi kæmper videre herhjemme, nu er baby 3 måneder og om ikke så længe har vi barnedåb hvor vi vil afsløre navnet for familie og venner. Jeg håber blot frem til næste kontrolvejning at mit barn snart kan opfylde de forventninger og kurver som sundhedspersonalet så gerne vil proppe hende ind i.

Continue Reading

Barselslivet #04

Når man har overstået fødslen, så tænker man at det værste er overstået. Sådan er det sikkert også for de fleste, men for vores vedkommende har det været hårdt lige siden fødslen.

Da først jeg havde skubbet ungen ud og hun lå trygt på min mave, så var der pludselig fokus på mig. Da jeg var kommet af med moderkagen mistede jeg tæt på en liter blod, og jordmødrene havde travlt med at sy mig, alt imens jeg fik ekstra væske og medicin for at min livmoder skulle trække sig sammen, og for at mindske mit blodtab. Jeg fik også saltvandsdrop fordi jeg mistede så meget blod. Det betød også at vi faktisk lå på fødegangen i næsten 6-7 timer efter fødslen, fordi der skulle styr på mig. Af samme grund fik vi heller ikke lov til at komme på patienthotellet, som vi ellers havde håbet på, men blev indskrevet på barselsgangen. Der måtte Kæresten ikke være om natten, så han tog hjem sent onsdag aften og så kunne vi forsøge at få noget søvn den lille og jeg.

De første dage på barselsgangen var lange og hårde, ikke mindst fordi vi opdagede at den lille havde gulsot, og på hendes andet døgn blev hun lagt i lys i 14 timer natten over. Det positive ved dette var at jeg trods alt fik lidt mere sammenhængende søvn den nat. Det negative var at det gik ud over amningen, og det har været en kamp lige siden. Lillepigen skulle have taget blodprøver næsten dagligt i de dage, og mit blodtryk skulle der også holdes øje med før vi kunne få lov til at tage hjem. Efter de første 2 døgn bad vi om at skifte stue – det andet par på den vi var, var ikke helt så gode til at tage hensyn ift. støj med lydløs telefon osv. – og så var vi så heldige at få en stue for os selv i halvandet døgn, hvilket gjorde at Kæresten fik en madras ind på gulvet og han kunne sove inde hos os lidt. At baby havde gulsot gjorde at hun sov meget mere og det var en kamp at få noget mad i hende, fordi hun næsten skulle ruskes vågen til at spise. De første dage måtte vi derfor ’snyde’ hende med sonde ved bryst for at hun fik nok at spise, for udover at hun var så sløv ville hun heller ikke tage ordenligt ved brystet og vi har måtte bruge sådan nogle ammebrikker som gør det nemmere for børn at tage fat ved brystet.

Mandag blev dagen hvor vi endelig kunne tage hjem, og sikke en ro og lettelse det var at komme hjem i egne rolige rammer. Vi skulle stadig ind ca. hver anden dag og have taget blodprøve på lillepigen for at der blev holdt øje med hendes gulsot, og det stod på i godt en uges tid, og var ekstremt stressende, frustrerende og hårdt. Det hele var med til at det først rigtig var omkring 3 uger efter fødsel at amningen rigtig gik som den skulle, og vi slap for at skulle tjekkes med blodprøver hele tiden. Vi kunne begynde at finde en rutine herhjemme lillepigen og jeg, mens Kæresten gjorde klar til at starte på arbejde igen. Jeg skulle finde min rolle som mor, og lillepigen skulle finde ud af at det bare var os to det meste af dagen. Hold op hvor er jeg glad for at have Netflix til de lange ammestunder! 😀 Vi brugte ikke mange dage på at finde os til rette, og vi fik besøg hele tiden og så igen af venner og familie der gerne ville se den lille guldklump, og vi vil jo også gerne vise hende frem, stolte forældre som vi er. Det hele var en omvæltning, men jeg syntes vi fandt vores rutiner og tingene gik fremad. Lige indtil hendes 5 ugers-tjek.

Vi har haft ugentlige besøg af sundhedsplejersken for at kontrolveje hende pga. gulsoten, for at sikre hun voksede som hun skulle. Det mente lægerne så ikke at hun gjorde, og vi har de sidste 2 uger været inde på børnemodtagelsen 4 gange. Alle læger siger at lillepigen ikke fejler noget når de kigger på hende, men så snart de kigger i tallene og statistikkerne, så er der noget galt for hun tager jo ikke nok på! Suk. Efterhånden er det som om de bare skal finde at der er noget galt med hende, at det bare ikke kan passe at hun er en langsom spiser af små portioner og det bare er sådan hun er. Jeg må ærligt indrømme at det er sgu hårdt, og jeg bryder sammen i gråd hver gang jeg sidder derinde, for selvom de ikke siger det, så føler jeg det som en kæmpe kritik af mig som mor – som om de siger jeg nægter mit barn mad. Al den hurlumhej der er med hendes vægt ødelægger det der ellers skulle være den søde tid med min nyfødte datter. Hendes store smil varmer mit hjerte endnu mere, og når hun putter sig ind til mig har jeg næsten ikke lyst til at give slip på hende. Der farer så mange tanker igennem mit hoved, og jeg kæmper en kamp med mig selv om jeg skal opgive at amme hende – om ikke andet så for at slippe for de læger.

På mandag bliver min datter 2 måneder, og sikke 2 måneder det har været. Vi har haft vores opture og utrolig mange nedture. Det er ikke løgn at amning koster blod, sved og (mange!) tårer. På nuværende tidspunkt ammer jeg stadig, men hun får også flaske ved siden af. Vi skal ind på børnemodtagelsen igen i næste uge, og så håber jeg at de snart er tilfredse med hendes vægt, eller de accepterer at hun bare ikke spiser særlig meget af gangen, men at hun trods alt ikke taber sig og i det store hele bare har det godt. Hvis ikke de snart gør det så bryder jeg enten sammen i stress og depression eller også får jeg et hissy-fit og skriger af lægerne at nok må være nok. Lige nu står jeg med en fod i begge af de lejre, og jeg ved ærligt talt ikke hvilken det ender med. Uanset hvad, så bruger jeg 95% af min dag på at kigge på min skønne datter og mit hjerte fyldes med kærlighed af hendes små smil til mig. De sidste 5% bruger jeg på at græde og tude i stride strømme over lægernes problem med hende.

Continue Reading

Barselslivet #03

Det her indlæg er nok et af de mest private I vil komme til at finde her på bloggen. Nu er I advaret, for det kommer til at handle om graviditet og fødsel, og jeg kan ikke love at det hele bliver lige rart at læse om. Hvorfor vil jeg så egentlig dele dette med jer, sidder der måske nogle af jer og tænker? Og det er nok også noget underligt noget, men personligt er det bare rart at kunne fortælle om, og dele oplevelsen med andre, så man ikke går og holder noget tilbage. Desuden kan det være andre vil læse det og blive mere/mindre skræmt ved tanken om at skulle føde.

Men altså….

Fra de første veer så småt begyndte, til lillepigen endelig var ude, gik der rundt regnet godt og vel 25 timer. Til at begynde med var jeg meget i tvivl om det rent faktisk var veer, for de første føltes ikke helt så slemme som man hører de skal. Smerten sad mest af alt over lænden, og kom med okay mellemrum, og jeg kunne sagtens holde til at bevæge mig rundt endnu. Jeg ringede derfor ind til fødegangen, for at forsikre mig selv om at alt var som det skulle være, og at jeg ikke behøvede at ringe efter Kæresten helt endnu. Vi havde nemlig aftalt at han tog på arbejde, som den sidste dag, eftersom det var planlagt at jeg alligevel skulle sættes i gang dagen efter. Alt det her var ca. Kl. 11.00 tirsdag formiddag. Efter at have ringet med fødegangen, som forsikrede mig om, at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, ringede jeg til min mor, som straks satte sig for at få hentet de dagplejebørn hun har, hurtigst muligt, så hun kunne komme hjem og sidde ved mig.

Henover middag tog tingene så småt til, jeg ringede til Kæresten og sagde at han skulle køre hjem lige så snart han var færdig med det møde han havde kl. 14.00. Min mor kom hjem og sad ved mig i løbet af eftermiddagen, hvor jeg godt kunne mærke at smerten tog lidt mere til. Jeg besluttede derfor at se lidt fjernsyn, for at distrahere mig selv fra smerten. Da Kæresten endelig kom hjem, sad min mor og jeg derfor i sofaen og så The Big Bang Theory, mens jeg var støttet op af puder fra alle vinkler. Jeg ringede igen til fødegangen, men fik igen at vide at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, men det lød som om det hele skred frem som det skulle. Min mor kørte hjem, og Kæresten tilberedte lidt nem aftensmad, som vi spiste i ro og mag, mens jeg fik smertejag henover lænden fra tid til anden. Herefter blev jeg hurtigt smidt hen i sofaen igen, hvor jeg fandt det mest behageligt, og TVet kunne distrahere mig. Jeg var meget opsat på at få set Hammerslag den aften, hvilket jeg også gjorde! 😀 Efter det besluttede jeg mig for at se om jeg kunne få lidt søvn, men på det tidspunkt var smerterne så voldsomme at jeg ikke engang kunne ligge ned i sengen, ej heller sidde i lænestolen og sove. Et opkald mere til fødegangen, og vi var afsted i bilen hvor de ventede på at tage i mod os.

Vi blev indlagt/taget i mod ca. 22.30 tirsdag aften, og efter den første undersøgelse fortæller jordmoderen mig at jeg allerede er 6cm klar til fødsel! Det kom enormt bag på mig, at tingene var så langt fremme, for det betød at jeg havde været i det man kalder aktiv fødsel det meste af eftermiddagen/aftenen! Efter lidt ventetid blev vi flyttet ind på selve fødestuen, og med vagtskifte kom jordmoder nummer 2, som viste sig at være min egentlige jordmoder. Efter lidt snak frem og tilbage, og med flere og flere smerter blev vi enige om at jeg skulle i et varmt karbad. Oprindeligt havde jeg ønsket at føde i vand, men de 2 fødekar på fødegangen var selvfølgelig optaget, og den næst bedste løsning i form af smertestillende blev varmt karbad. Den korte gåtur fra fødestue til badeværelse var en kamp i sig selv, og jeg kan huske at jeg måtte støtte mig til væggen eller Kæresten, alt efter hvad der var nærmest. Men det er et under hvad næsten 2 timer i varmt vand kan gøre mod ve-smerter. Jeg kan huske jeg lå og holdt rigtig godt fast i håndtaget på væggen, alt imens Kæresten hældte varmt vand over hele min krop, som ikke var under vandet i forvejen. Det var en meget underlig oplevelse, men også utrolig lindrende. Det var så lindrende at det satte farten ned på mine veer, og de gik en smule i sig selv igen. Tilbage på fødestuen, gjorde det det muligt for os at hvile lidt. Vi fik bakset en seng ind til Kæresten, så han kunne få et par timers søvn, efter at have været oppe i snart 24+ timer, imens jeg selv fik mulighed for at blunde lidt et par timer og slappe meget mere af.

Ulempen ved et varme vand var desværre også at det hele pludselig gik lidt for langsomt, og jeg havde ikke flyttet mig i forhold til cm klar til fødsel. Klokken 6 onsdag morgen, blev jordmoderen og jeg derfor enige om at tage mit vand – som endnu ikke var gået. Jeg vækkede Kæresten, og jordmoderen fandt sin ’nål’ frem. Jeg kan huske min mor fortalte mig, at når vandet går føles det mest af alt bare som om du har tisset helt vildt i bukserne, og det har hun sådan set ret i. Bortset fra at når de gør det på fødegangen, har du ikke bukser på og af en eller anden årsag føltes det hele meget mere voldsomt når vandet så fosser ud af dig. Jeg blev i hvert fald forskrækket over hvor meget vand der egentlig er tale om.

At tage mit vand satte skub i tingene igen, og pludselig var der vagtskifte igen og goddag jordmoder nummer 3 og 4 (jordmoderstuderende). I løbet af de næste par timer tog veerne virkelig til, og jeg forsøger virkelig ikke at råbe af Kæresten, som jeg er ret sikker på ikke helt vidste hvad han skulle gøre enkelte gange. Det næste smertestillende jeg fik afprøvet var et lille massageapparat, der med klistermærker blev sat hen over min lænd. Med en slags fjernebetjening kunne man styre hvornår den skulle massere let og hvornår det skulle massere knap så let – til når veen var på sit højeste. I mit hoved kunne jeg ikke håndtere at trække vejret samtidig med at styre massagen, så den overlod jeg til Kæresten, og han fik en del onde øjne af mig, er jeg sikker på.

Da klokken nærmer sig ca. 10.00 onsdag formiddag beslutter vi at prøve et varmt karbad igen som smertestillende, da det virkede så godt i løbet af natten. Men jeg føler knap nok jeg når at ligge i karbadet mere end 10-15 minutter før jeg ikke engang kan holde til det. Veerne er nu på hvad jeg syntes er sit højeste. Inden vi går tilbage til fødegangen, skal jeg forsøge om jeg ikke kan gå på toilettet, men der panikker jeg midt i en ve, og jeg kan huske at jeg nærmest råber ind i Kærestens ansigt at ’Nu kommer hun!’ – ergo var mine presseveer begyndt. De gange jeg skulle gå ud til badeværelset fra fødestuen, tog det en evighed fordi det hele gjorde så ondt, men denne tur fra badeværelset tilbage til fødestuen var nok den hurtigste jeg gik, for jeg skulle tilbage hurtigst muligt og have ungen ud.

 

Der skulle gå yderligere et par timer før det rent faktisk skete. Når jeg sidder nu og tænker tilbage på det hele, må jeg indrømme at smerterne er lidt svære at beskrive, udover at det gjorde fandens ondt. Man vil helt vildt gerne presse og få ungen ud hurtigst muligt, men sådan går det bare ikke. Som førstegangsfødende tager det enormt lang tid, for det man formår at presse i en ve, går halvvejs tilbage igen inden næste ve kommer. To skridt frem og et tilbage var det størstedelen af tiden. Derudover skulle de hele tiden tjekke at babys hjerterytme var som den skulle være, og der skulle sættes diverse måleapparater fast til mig og baby imellem veerne. Og ja, det betød at der blev sat ting fast på baby igennem en vis åbning i mig; vildt underligt. Da vi endelig kommer til at hovedet skal ud, er jeg tæt på at give op. Jeg har ikke fået noget smertestillende siden karbad, og jeg kan mærke at jeg snart ikke kan mere. Min Kæreste var den sødeste, der blev ved med at heppe på mig, også selvom jeg stortudede og skreg i smerter. En naturlig fødsel er et mirakel, men et smertefuldt mirakel. Jeg kan huske jeg fik Kæresten til at se efter da hovedet var kommet ud, og pludselig kom den sidste ve og så var hun kommet ud i verden. Det første hun gør, siger jordmoderen, er at afføre; så ved vi det virker, som de sagde. Kort efter bliver hun smidt op på brystet af mig, og alt andet er glemt for pludselig ligger denne lille skabning og kigger på mig med sine store øjne, og jeg er solgt!

Jeg vil stoppe her, for denne gang. Jeg håber I har kunne leve med de få detaljer jeg har givet jer, uden at det har skræmt jer helt og aldeles. Jeg håber også at det kan hjælpe andre som venter sig, til at være måske mindre skræmt ved tanken om fødsel. For jo, det er hårdt arbejde og det gør smadder ondt, især hvis man som jeg gør det uden epidural (hvilket jeg må indrømme, jeg er lidt stolt af, selv den dag i dag), men når først barnet ligger og kigger på dig, så glemmer man det hurtigt igen. I dagene efter fødslen skete der også en frygtelig masse ting, som jeg vil gemme til at fortælle om en anden gang.

Continue Reading

Barselslivet #02

I fredags var der præcis 2 uger til termin. Og jeg må indrømme at jeg begynder at se frem til at baby rent faktisk kommer. For hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg maven er ved at være godt og grundigt i vejen. De små ting, som man til dagligt tager for givet (som at rejse sig fra sofaen) er pludselig blevet store forhindringer. Det betyder også at huset har fået lov til at stå lidt for sig selv på nogle punkter, noget så simpelt som at støvsuge kan jeg nemlig heller ikke helt holde til længere – lægen har i hvert fald sagt at den slags opgaver skal jeg holde mig fra.

Hvilket er en anden ting jeg ser frem til vejs ende – ture ind til byen for at tage til lægen eller jordmoderen. Det er som sådan ikke fordi de besøg i sig selv er slemme, det er bare det faktum at jeg skal frem og tilbage hele tiden og så igen, når det hele bare bliver mere og mere besværligt med maven og at manøvre mig rundt omkring. I lang tid nu har min jordmoder (og læge for den sags skyld) nemlig ikke været tilfreds med mit blodtryk – hvilket også resulterede i at jeg startede min barsel en uge før planlagt – og derfor skal jeg ind en gang om ugen for at tjekke op på det. Og det er da klart at mit blodtryk er for højt, når jeg skal bruge energi og kræfter på at traske igennem byen og op af trapper, i modsætning til når jeg sidder hjemme i sofaen med fødderne oppe. Men på den anden side skal jeg nok også bare være glad for, at læge og jordmoder er opmærksomme og holder øje, for i værste tilfælde hedder det svangerskabsforgiftning. Det er ikke just noget jeg har sat mig alt for meget ind i, men hvis det skulle ske at det kom – hvilket det kan gøre fra den ene dag til den anden – så ville det betyde at baby skal ud, og det lige med det samme. Så med det i betragtning skal jeg vel bare være glad for at der bliver holdt øje med mig, det er bare mere og mere besværligt at skulle bevæge mig fra A til B igennem byen. Især når alle folk sender de samme blikke og griner den samme kluklatter hver gang man kommer vraltende med sin kæmpe gravide mave. Det er en ting jeg ikke helt forstår; hvorfor er det lige præcis den der kluklatter der skal følges med en stor gravid mave? Og især af ældre folk, deres blik drages nærmest magnetisk til maven, som om jeg slet ikke eksisterer. Men det er vel bare noget jeg må vænne mig til, for når først baby kommer, så er det der al opmærksom hed ryger hen.

Udover at huset får lov til at vente lidt med rengøring, så er vi så småt ved at være klar til baby på de praktiske punkter. Jeg har efterhånden fået vasket næsten alt tøj, tæpper og diverse så alt det er klart. Vuggen er gjort klar og venter bare på at baby skal sove, det samme er liften, som vi har valgt at bruge som seng de første måneder, når baby alligevel skal sove inde ved os i soveværelset. Puslebordet er pakket og klart med alverdens gratis ting vi har fået samlet ind fra de startpakker man kan hente rundt omkring i butikkerne. Vi/jeg har efterhånden fået fat på alle dem der er noget værd at få fat på, og det betyder at vi allerede nu har et lille lager at bleer i forskellige mærker, alverdens cremer og salver, vådservietter, sutter, små bamser og andre småting man kunne få brug for til de første par uger (måske måneder, alt efter hvor meget man bruger af tingene) med baby. På de praktiske områder er vi klar; spørgsmålet er bare om vi er klar mentalt.

Forleden morgen tror jeg faktisk vi blev enige om et navn. Vi snakkede om noget helt andet, da vi begge begynder at snakke om, at når vi tænker på baby og omtaler baby, så havde vi begge et navn i tankerne, som efterhånden sad fast, og blev brugt ved intern omtale. Vi kiggede lidt skævt på hinanden, og efter et par øjeblikke fik vi fremstammet om det så var det samme af de 4 vi havde tilbage fra listen. Det var det ikke helt, men alligevel var det. Det navn Kæresten havde i tankerne, havde jeg blot afskrevet af en årsag jeg troede han ikke ville vælge det, og derfor havde jeg tænkt et andet, men da jeg fandt ud af, at han var til det første navn, blev vi hurtigt enige om det da var hvad bettemusen skal hedde.

Continue Reading

Barselslivet #01

Med et har min hverdag ændret sig. Jeg har ikke længere vækkeuret til at få mig op om morgenen, for det kan jeg slå fra de næste mange dage. Lige indtil der kommer noget andet og vækker mig. Den her uge begynder jeg nemlig min barsel. Det er dog sket lidt før tid, i hvert fald i forhold til hvad jeg selv og min arbejdsgiver havde planlagt. Ifølge planen skulle jeg have sidste arbejdsdag i morgen, torsdag, så jeg også kunne nå at sige pænt farvel til mine elever på de få hold jeg nu havde tilbage. Det skulle dog vise sig ikke at være sådan tingene skulle udfolde sig.

I fredags var jeg til det sædvanlige besøg hos lægen, som var lidt utilfreds med mit blodtryk – hun mente det var lige lidt for højt. Jeg blev derfor sendt hjem med en lille, handy blodtryksmåler for at jeg kunne måle det henover weekenden. Alt efter resultaterne ville hun så bedømme mandag morgen om jeg måtte få lov til at tage på arbejde min sidste uge, eller om jeg skulle sygemeldes de par dage. Mandag morgen besluttede lægen så at jeg skulle sygemeldes de sidste dage, og dermed begynde min barsel en uge før det var planlagt. Det var ikke lige hvad jeg havde planlagt, og jeg har desuden også måtte indfinde mig med pludselig at skulle tage det noget mere roligt end jeg plejer. Det sidste er nok det sværeste, eftersom jeg godt kan finde det lidt for kedeligt at sidde stille i sofaen hele dagen lang. Jo jo, det er da rart at få tid til at slappe af og læse gode bøger, men der er bare også meget andet jeg gerne vil nå at lave. Vasketøjet vasker jo ikke sig selv, rodet rydder jo ikke sig selv op og så videre. Det betyder bare at jeg har måtte dele mine små opgaver herhjemme ud på flere dage, indlagt med en del flere pauser. Pludselig er jeg blevet hjemmegående!

På nogle punkter har det været både godt og skidt at starte barsel før tid. På den ene side kan jeg jo godt se det fornuftige i at jeg skal passe på mig selv og tage den med ro, og det er da også rart at jeg ikke skal tænke på mere arbejde i det næste lange stykke tid. På den anden side var jeg lidt ærgerlig over ikke at få sagt ordentlig farvel til mine elever. Især det ene hold hvor jeg har været klasselærer det sidste halvandet år. I dag var jeg så på kort visit for at få styr på de sidste ting med rektor og lige sige et kort farvel til den klasse. Og de var simpelthen så søde at have købt en rigtig fin gave til mig/baby, og jeg blev så varm om hjertet. Det er den slags ting der gør, at jeg virkelig sætter pris på mit arbejde. For selvom jeg kan komme hjem nogle dage og brokke mig over at elever ikke laver deres lektier, eller de larmer for meget i timerne; når det kommer til stykket så er de nogle rigtig søde unge mennesker. Det faktum at man som lærer får en hvilken størrelse betydning hos en flok unge mennesker, det viser sig pludselig og man bliver bare glad. Det gør også at jeg kun kan glæde mig til at vende tilbage til mit arbejde om et lille års tid.

Nu er mit liv på barsel så begyndt. Nu skal jeg til at finde ud af en helt anden hverdag, og finde på små projekter at holde mig beskæftiget med. Jeg har stadig en god portion bøger at give mig i kast med, det projekt tror jeg aldrig udløber. Dertil har jeg også et børneværelse/babyting der skal vaskes og gøres klar, selvom vi allerede er nået et godt stykke vej der. Kæresten var også så sød at købe en kæmpe omgang perler til mig i weekenden, så jeg kan gå i gang med projekt kreativ mor, og lave ting til babyværelset. Og så er der jo også huset der skal holdes nogenlunde rent og ryddeligt, og efter alligevel kun et år, er der allerede små oprydningsprojekter der pludselig har hobet sig op. Der er sikkert nok at give mig til, det er bare et spørgsmål om hvordan jeg skal planlægge tingene uden at overanstrenge mig for babys skyld. Hvis alt andet fejler, så har man vel altid Netflix.

Continue Reading