Barselslivet #04

Når man har overstået fødslen, så tænker man at det værste er overstået. Sådan er det sikkert også for de fleste, men for vores vedkommende har det været hårdt lige siden fødslen.

Da først jeg havde skubbet ungen ud og hun lå trygt på min mave, så var der pludselig fokus på mig. Da jeg var kommet af med moderkagen mistede jeg tæt på en liter blod, og jordmødrene havde travlt med at sy mig, alt imens jeg fik ekstra væske og medicin for at min livmoder skulle trække sig sammen, og for at mindske mit blodtab. Jeg fik også saltvandsdrop fordi jeg mistede så meget blod. Det betød også at vi faktisk lå på fødegangen i næsten 6-7 timer efter fødslen, fordi der skulle styr på mig. Af samme grund fik vi heller ikke lov til at komme på patienthotellet, som vi ellers havde håbet på, men blev indskrevet på barselsgangen. Der måtte Kæresten ikke være om natten, så han tog hjem sent onsdag aften og så kunne vi forsøge at få noget søvn den lille og jeg.

De første dage på barselsgangen var lange og hårde, ikke mindst fordi vi opdagede at den lille havde gulsot, og på hendes andet døgn blev hun lagt i lys i 14 timer natten over. Det positive ved dette var at jeg trods alt fik lidt mere sammenhængende søvn den nat. Det negative var at det gik ud over amningen, og det har været en kamp lige siden. Lillepigen skulle have taget blodprøver næsten dagligt i de dage, og mit blodtryk skulle der også holdes øje med før vi kunne få lov til at tage hjem. Efter de første 2 døgn bad vi om at skifte stue – det andet par på den vi var, var ikke helt så gode til at tage hensyn ift. støj med lydløs telefon osv. – og så var vi så heldige at få en stue for os selv i halvandet døgn, hvilket gjorde at Kæresten fik en madras ind på gulvet og han kunne sove inde hos os lidt. At baby havde gulsot gjorde at hun sov meget mere og det var en kamp at få noget mad i hende, fordi hun næsten skulle ruskes vågen til at spise. De første dage måtte vi derfor ’snyde’ hende med sonde ved bryst for at hun fik nok at spise, for udover at hun var så sløv ville hun heller ikke tage ordenligt ved brystet og vi har måtte bruge sådan nogle ammebrikker som gør det nemmere for børn at tage fat ved brystet.

Mandag blev dagen hvor vi endelig kunne tage hjem, og sikke en ro og lettelse det var at komme hjem i egne rolige rammer. Vi skulle stadig ind ca. hver anden dag og have taget blodprøve på lillepigen for at der blev holdt øje med hendes gulsot, og det stod på i godt en uges tid, og var ekstremt stressende, frustrerende og hårdt. Det hele var med til at det først rigtig var omkring 3 uger efter fødsel at amningen rigtig gik som den skulle, og vi slap for at skulle tjekkes med blodprøver hele tiden. Vi kunne begynde at finde en rutine herhjemme lillepigen og jeg, mens Kæresten gjorde klar til at starte på arbejde igen. Jeg skulle finde min rolle som mor, og lillepigen skulle finde ud af at det bare var os to det meste af dagen. Hold op hvor er jeg glad for at have Netflix til de lange ammestunder! 😀 Vi brugte ikke mange dage på at finde os til rette, og vi fik besøg hele tiden og så igen af venner og familie der gerne ville se den lille guldklump, og vi vil jo også gerne vise hende frem, stolte forældre som vi er. Det hele var en omvæltning, men jeg syntes vi fandt vores rutiner og tingene gik fremad. Lige indtil hendes 5 ugers-tjek.

Vi har haft ugentlige besøg af sundhedsplejersken for at kontrolveje hende pga. gulsoten, for at sikre hun voksede som hun skulle. Det mente lægerne så ikke at hun gjorde, og vi har de sidste 2 uger været inde på børnemodtagelsen 4 gange. Alle læger siger at lillepigen ikke fejler noget når de kigger på hende, men så snart de kigger i tallene og statistikkerne, så er der noget galt for hun tager jo ikke nok på! Suk. Efterhånden er det som om de bare skal finde at der er noget galt med hende, at det bare ikke kan passe at hun er en langsom spiser af små portioner og det bare er sådan hun er. Jeg må ærligt indrømme at det er sgu hårdt, og jeg bryder sammen i gråd hver gang jeg sidder derinde, for selvom de ikke siger det, så føler jeg det som en kæmpe kritik af mig som mor – som om de siger jeg nægter mit barn mad. Al den hurlumhej der er med hendes vægt ødelægger det der ellers skulle være den søde tid med min nyfødte datter. Hendes store smil varmer mit hjerte endnu mere, og når hun putter sig ind til mig har jeg næsten ikke lyst til at give slip på hende. Der farer så mange tanker igennem mit hoved, og jeg kæmper en kamp med mig selv om jeg skal opgive at amme hende – om ikke andet så for at slippe for de læger.

På mandag bliver min datter 2 måneder, og sikke 2 måneder det har været. Vi har haft vores opture og utrolig mange nedture. Det er ikke løgn at amning koster blod, sved og (mange!) tårer. På nuværende tidspunkt ammer jeg stadig, men hun får også flaske ved siden af. Vi skal ind på børnemodtagelsen igen i næste uge, og så håber jeg at de snart er tilfredse med hendes vægt, eller de accepterer at hun bare ikke spiser særlig meget af gangen, men at hun trods alt ikke taber sig og i det store hele bare har det godt. Hvis ikke de snart gør det så bryder jeg enten sammen i stress og depression eller også får jeg et hissy-fit og skriger af lægerne at nok må være nok. Lige nu står jeg med en fod i begge af de lejre, og jeg ved ærligt talt ikke hvilken det ender med. Uanset hvad, så bruger jeg 95% af min dag på at kigge på min skønne datter og mit hjerte fyldes med kærlighed af hendes små smil til mig. De sidste 5% bruger jeg på at græde og tude i stride strømme over lægernes problem med hende.

Continue Reading

Barselslivet #03

Det her indlæg er nok et af de mest private I vil komme til at finde her på bloggen. Nu er I advaret, for det kommer til at handle om graviditet og fødsel, og jeg kan ikke love at det hele bliver lige rart at læse om. Hvorfor vil jeg så egentlig dele dette med jer, sidder der måske nogle af jer og tænker? Og det er nok også noget underligt noget, men personligt er det bare rart at kunne fortælle om, og dele oplevelsen med andre, så man ikke går og holder noget tilbage. Desuden kan det være andre vil læse det og blive mere/mindre skræmt ved tanken om at skulle føde.

Men altså….

Fra de første veer så småt begyndte, til lillepigen endelig var ude, gik der rundt regnet godt og vel 25 timer. Til at begynde med var jeg meget i tvivl om det rent faktisk var veer, for de første føltes ikke helt så slemme som man hører de skal. Smerten sad mest af alt over lænden, og kom med okay mellemrum, og jeg kunne sagtens holde til at bevæge mig rundt endnu. Jeg ringede derfor ind til fødegangen, for at forsikre mig selv om at alt var som det skulle være, og at jeg ikke behøvede at ringe efter Kæresten helt endnu. Vi havde nemlig aftalt at han tog på arbejde, som den sidste dag, eftersom det var planlagt at jeg alligevel skulle sættes i gang dagen efter. Alt det her var ca. Kl. 11.00 tirsdag formiddag. Efter at have ringet med fødegangen, som forsikrede mig om, at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, ringede jeg til min mor, som straks satte sig for at få hentet de dagplejebørn hun har, hurtigst muligt, så hun kunne komme hjem og sidde ved mig.

Henover middag tog tingene så småt til, jeg ringede til Kæresten og sagde at han skulle køre hjem lige så snart han var færdig med det møde han havde kl. 14.00. Min mor kom hjem og sad ved mig i løbet af eftermiddagen, hvor jeg godt kunne mærke at smerten tog lidt mere til. Jeg besluttede derfor at se lidt fjernsyn, for at distrahere mig selv fra smerten. Da Kæresten endelig kom hjem, sad min mor og jeg derfor i sofaen og så The Big Bang Theory, mens jeg var støttet op af puder fra alle vinkler. Jeg ringede igen til fødegangen, men fik igen at vide at så længe jeg kunne holde til det, skulle jeg bare blive hjemme, men det lød som om det hele skred frem som det skulle. Min mor kørte hjem, og Kæresten tilberedte lidt nem aftensmad, som vi spiste i ro og mag, mens jeg fik smertejag henover lænden fra tid til anden. Herefter blev jeg hurtigt smidt hen i sofaen igen, hvor jeg fandt det mest behageligt, og TVet kunne distrahere mig. Jeg var meget opsat på at få set Hammerslag den aften, hvilket jeg også gjorde! 😀 Efter det besluttede jeg mig for at se om jeg kunne få lidt søvn, men på det tidspunkt var smerterne så voldsomme at jeg ikke engang kunne ligge ned i sengen, ej heller sidde i lænestolen og sove. Et opkald mere til fødegangen, og vi var afsted i bilen hvor de ventede på at tage i mod os.

Vi blev indlagt/taget i mod ca. 22.30 tirsdag aften, og efter den første undersøgelse fortæller jordmoderen mig at jeg allerede er 6cm klar til fødsel! Det kom enormt bag på mig, at tingene var så langt fremme, for det betød at jeg havde været i det man kalder aktiv fødsel det meste af eftermiddagen/aftenen! Efter lidt ventetid blev vi flyttet ind på selve fødestuen, og med vagtskifte kom jordmoder nummer 2, som viste sig at være min egentlige jordmoder. Efter lidt snak frem og tilbage, og med flere og flere smerter blev vi enige om at jeg skulle i et varmt karbad. Oprindeligt havde jeg ønsket at føde i vand, men de 2 fødekar på fødegangen var selvfølgelig optaget, og den næst bedste løsning i form af smertestillende blev varmt karbad. Den korte gåtur fra fødestue til badeværelse var en kamp i sig selv, og jeg kan huske at jeg måtte støtte mig til væggen eller Kæresten, alt efter hvad der var nærmest. Men det er et under hvad næsten 2 timer i varmt vand kan gøre mod ve-smerter. Jeg kan huske jeg lå og holdt rigtig godt fast i håndtaget på væggen, alt imens Kæresten hældte varmt vand over hele min krop, som ikke var under vandet i forvejen. Det var en meget underlig oplevelse, men også utrolig lindrende. Det var så lindrende at det satte farten ned på mine veer, og de gik en smule i sig selv igen. Tilbage på fødestuen, gjorde det det muligt for os at hvile lidt. Vi fik bakset en seng ind til Kæresten, så han kunne få et par timers søvn, efter at have været oppe i snart 24+ timer, imens jeg selv fik mulighed for at blunde lidt et par timer og slappe meget mere af.

Ulempen ved et varme vand var desværre også at det hele pludselig gik lidt for langsomt, og jeg havde ikke flyttet mig i forhold til cm klar til fødsel. Klokken 6 onsdag morgen, blev jordmoderen og jeg derfor enige om at tage mit vand – som endnu ikke var gået. Jeg vækkede Kæresten, og jordmoderen fandt sin ’nål’ frem. Jeg kan huske min mor fortalte mig, at når vandet går føles det mest af alt bare som om du har tisset helt vildt i bukserne, og det har hun sådan set ret i. Bortset fra at når de gør det på fødegangen, har du ikke bukser på og af en eller anden årsag føltes det hele meget mere voldsomt når vandet så fosser ud af dig. Jeg blev i hvert fald forskrækket over hvor meget vand der egentlig er tale om.

At tage mit vand satte skub i tingene igen, og pludselig var der vagtskifte igen og goddag jordmoder nummer 3 og 4 (jordmoderstuderende). I løbet af de næste par timer tog veerne virkelig til, og jeg forsøger virkelig ikke at råbe af Kæresten, som jeg er ret sikker på ikke helt vidste hvad han skulle gøre enkelte gange. Det næste smertestillende jeg fik afprøvet var et lille massageapparat, der med klistermærker blev sat hen over min lænd. Med en slags fjernebetjening kunne man styre hvornår den skulle massere let og hvornår det skulle massere knap så let – til når veen var på sit højeste. I mit hoved kunne jeg ikke håndtere at trække vejret samtidig med at styre massagen, så den overlod jeg til Kæresten, og han fik en del onde øjne af mig, er jeg sikker på.

Da klokken nærmer sig ca. 10.00 onsdag formiddag beslutter vi at prøve et varmt karbad igen som smertestillende, da det virkede så godt i løbet af natten. Men jeg føler knap nok jeg når at ligge i karbadet mere end 10-15 minutter før jeg ikke engang kan holde til det. Veerne er nu på hvad jeg syntes er sit højeste. Inden vi går tilbage til fødegangen, skal jeg forsøge om jeg ikke kan gå på toilettet, men der panikker jeg midt i en ve, og jeg kan huske at jeg nærmest råber ind i Kærestens ansigt at ’Nu kommer hun!’ – ergo var mine presseveer begyndt. De gange jeg skulle gå ud til badeværelset fra fødestuen, tog det en evighed fordi det hele gjorde så ondt, men denne tur fra badeværelset tilbage til fødestuen var nok den hurtigste jeg gik, for jeg skulle tilbage hurtigst muligt og have ungen ud.

 

Der skulle gå yderligere et par timer før det rent faktisk skete. Når jeg sidder nu og tænker tilbage på det hele, må jeg indrømme at smerterne er lidt svære at beskrive, udover at det gjorde fandens ondt. Man vil helt vildt gerne presse og få ungen ud hurtigst muligt, men sådan går det bare ikke. Som førstegangsfødende tager det enormt lang tid, for det man formår at presse i en ve, går halvvejs tilbage igen inden næste ve kommer. To skridt frem og et tilbage var det størstedelen af tiden. Derudover skulle de hele tiden tjekke at babys hjerterytme var som den skulle være, og der skulle sættes diverse måleapparater fast til mig og baby imellem veerne. Og ja, det betød at der blev sat ting fast på baby igennem en vis åbning i mig; vildt underligt. Da vi endelig kommer til at hovedet skal ud, er jeg tæt på at give op. Jeg har ikke fået noget smertestillende siden karbad, og jeg kan mærke at jeg snart ikke kan mere. Min Kæreste var den sødeste, der blev ved med at heppe på mig, også selvom jeg stortudede og skreg i smerter. En naturlig fødsel er et mirakel, men et smertefuldt mirakel. Jeg kan huske jeg fik Kæresten til at se efter da hovedet var kommet ud, og pludselig kom den sidste ve og så var hun kommet ud i verden. Det første hun gør, siger jordmoderen, er at afføre; så ved vi det virker, som de sagde. Kort efter bliver hun smidt op på brystet af mig, og alt andet er glemt for pludselig ligger denne lille skabning og kigger på mig med sine store øjne, og jeg er solgt!

Jeg vil stoppe her, for denne gang. Jeg håber I har kunne leve med de få detaljer jeg har givet jer, uden at det har skræmt jer helt og aldeles. Jeg håber også at det kan hjælpe andre som venter sig, til at være måske mindre skræmt ved tanken om fødsel. For jo, det er hårdt arbejde og det gør smadder ondt, især hvis man som jeg gør det uden epidural (hvilket jeg må indrømme, jeg er lidt stolt af, selv den dag i dag), men når først barnet ligger og kigger på dig, så glemmer man det hurtigt igen. I dagene efter fødslen skete der også en frygtelig masse ting, som jeg vil gemme til at fortælle om en anden gang.

Continue Reading

Barselslivet #02

I fredags var der præcis 2 uger til termin. Og jeg må indrømme at jeg begynder at se frem til at baby rent faktisk kommer. For hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg maven er ved at være godt og grundigt i vejen. De små ting, som man til dagligt tager for givet (som at rejse sig fra sofaen) er pludselig blevet store forhindringer. Det betyder også at huset har fået lov til at stå lidt for sig selv på nogle punkter, noget så simpelt som at støvsuge kan jeg nemlig heller ikke helt holde til længere – lægen har i hvert fald sagt at den slags opgaver skal jeg holde mig fra.

Hvilket er en anden ting jeg ser frem til vejs ende – ture ind til byen for at tage til lægen eller jordmoderen. Det er som sådan ikke fordi de besøg i sig selv er slemme, det er bare det faktum at jeg skal frem og tilbage hele tiden og så igen, når det hele bare bliver mere og mere besværligt med maven og at manøvre mig rundt omkring. I lang tid nu har min jordmoder (og læge for den sags skyld) nemlig ikke været tilfreds med mit blodtryk – hvilket også resulterede i at jeg startede min barsel en uge før planlagt – og derfor skal jeg ind en gang om ugen for at tjekke op på det. Og det er da klart at mit blodtryk er for højt, når jeg skal bruge energi og kræfter på at traske igennem byen og op af trapper, i modsætning til når jeg sidder hjemme i sofaen med fødderne oppe. Men på den anden side skal jeg nok også bare være glad for, at læge og jordmoder er opmærksomme og holder øje, for i værste tilfælde hedder det svangerskabsforgiftning. Det er ikke just noget jeg har sat mig alt for meget ind i, men hvis det skulle ske at det kom – hvilket det kan gøre fra den ene dag til den anden – så ville det betyde at baby skal ud, og det lige med det samme. Så med det i betragtning skal jeg vel bare være glad for at der bliver holdt øje med mig, det er bare mere og mere besværligt at skulle bevæge mig fra A til B igennem byen. Især når alle folk sender de samme blikke og griner den samme kluklatter hver gang man kommer vraltende med sin kæmpe gravide mave. Det er en ting jeg ikke helt forstår; hvorfor er det lige præcis den der kluklatter der skal følges med en stor gravid mave? Og især af ældre folk, deres blik drages nærmest magnetisk til maven, som om jeg slet ikke eksisterer. Men det er vel bare noget jeg må vænne mig til, for når først baby kommer, så er det der al opmærksom hed ryger hen.

Udover at huset får lov til at vente lidt med rengøring, så er vi så småt ved at være klar til baby på de praktiske punkter. Jeg har efterhånden fået vasket næsten alt tøj, tæpper og diverse så alt det er klart. Vuggen er gjort klar og venter bare på at baby skal sove, det samme er liften, som vi har valgt at bruge som seng de første måneder, når baby alligevel skal sove inde ved os i soveværelset. Puslebordet er pakket og klart med alverdens gratis ting vi har fået samlet ind fra de startpakker man kan hente rundt omkring i butikkerne. Vi/jeg har efterhånden fået fat på alle dem der er noget værd at få fat på, og det betyder at vi allerede nu har et lille lager at bleer i forskellige mærker, alverdens cremer og salver, vådservietter, sutter, små bamser og andre småting man kunne få brug for til de første par uger (måske måneder, alt efter hvor meget man bruger af tingene) med baby. På de praktiske områder er vi klar; spørgsmålet er bare om vi er klar mentalt.

Forleden morgen tror jeg faktisk vi blev enige om et navn. Vi snakkede om noget helt andet, da vi begge begynder at snakke om, at når vi tænker på baby og omtaler baby, så havde vi begge et navn i tankerne, som efterhånden sad fast, og blev brugt ved intern omtale. Vi kiggede lidt skævt på hinanden, og efter et par øjeblikke fik vi fremstammet om det så var det samme af de 4 vi havde tilbage fra listen. Det var det ikke helt, men alligevel var det. Det navn Kæresten havde i tankerne, havde jeg blot afskrevet af en årsag jeg troede han ikke ville vælge det, og derfor havde jeg tænkt et andet, men da jeg fandt ud af, at han var til det første navn, blev vi hurtigt enige om det da var hvad bettemusen skal hedde.

Continue Reading

Barselslivet #01

Med et har min hverdag ændret sig. Jeg har ikke længere vækkeuret til at få mig op om morgenen, for det kan jeg slå fra de næste mange dage. Lige indtil der kommer noget andet og vækker mig. Den her uge begynder jeg nemlig min barsel. Det er dog sket lidt før tid, i hvert fald i forhold til hvad jeg selv og min arbejdsgiver havde planlagt. Ifølge planen skulle jeg have sidste arbejdsdag i morgen, torsdag, så jeg også kunne nå at sige pænt farvel til mine elever på de få hold jeg nu havde tilbage. Det skulle dog vise sig ikke at være sådan tingene skulle udfolde sig.

I fredags var jeg til det sædvanlige besøg hos lægen, som var lidt utilfreds med mit blodtryk – hun mente det var lige lidt for højt. Jeg blev derfor sendt hjem med en lille, handy blodtryksmåler for at jeg kunne måle det henover weekenden. Alt efter resultaterne ville hun så bedømme mandag morgen om jeg måtte få lov til at tage på arbejde min sidste uge, eller om jeg skulle sygemeldes de par dage. Mandag morgen besluttede lægen så at jeg skulle sygemeldes de sidste dage, og dermed begynde min barsel en uge før det var planlagt. Det var ikke lige hvad jeg havde planlagt, og jeg har desuden også måtte indfinde mig med pludselig at skulle tage det noget mere roligt end jeg plejer. Det sidste er nok det sværeste, eftersom jeg godt kan finde det lidt for kedeligt at sidde stille i sofaen hele dagen lang. Jo jo, det er da rart at få tid til at slappe af og læse gode bøger, men der er bare også meget andet jeg gerne vil nå at lave. Vasketøjet vasker jo ikke sig selv, rodet rydder jo ikke sig selv op og så videre. Det betyder bare at jeg har måtte dele mine små opgaver herhjemme ud på flere dage, indlagt med en del flere pauser. Pludselig er jeg blevet hjemmegående!

På nogle punkter har det været både godt og skidt at starte barsel før tid. På den ene side kan jeg jo godt se det fornuftige i at jeg skal passe på mig selv og tage den med ro, og det er da også rart at jeg ikke skal tænke på mere arbejde i det næste lange stykke tid. På den anden side var jeg lidt ærgerlig over ikke at få sagt ordentlig farvel til mine elever. Især det ene hold hvor jeg har været klasselærer det sidste halvandet år. I dag var jeg så på kort visit for at få styr på de sidste ting med rektor og lige sige et kort farvel til den klasse. Og de var simpelthen så søde at have købt en rigtig fin gave til mig/baby, og jeg blev så varm om hjertet. Det er den slags ting der gør, at jeg virkelig sætter pris på mit arbejde. For selvom jeg kan komme hjem nogle dage og brokke mig over at elever ikke laver deres lektier, eller de larmer for meget i timerne; når det kommer til stykket så er de nogle rigtig søde unge mennesker. Det faktum at man som lærer får en hvilken størrelse betydning hos en flok unge mennesker, det viser sig pludselig og man bliver bare glad. Det gør også at jeg kun kan glæde mig til at vende tilbage til mit arbejde om et lille års tid.

Nu er mit liv på barsel så begyndt. Nu skal jeg til at finde ud af en helt anden hverdag, og finde på små projekter at holde mig beskæftiget med. Jeg har stadig en god portion bøger at give mig i kast med, det projekt tror jeg aldrig udløber. Dertil har jeg også et børneværelse/babyting der skal vaskes og gøres klar, selvom vi allerede er nået et godt stykke vej der. Kæresten var også så sød at købe en kæmpe omgang perler til mig i weekenden, så jeg kan gå i gang med projekt kreativ mor, og lave ting til babyværelset. Og så er der jo også huset der skal holdes nogenlunde rent og ryddeligt, og efter alligevel kun et år, er der allerede små oprydningsprojekter der pludselig har hobet sig op. Der er sikkert nok at give mig til, det er bare et spørgsmål om hvordan jeg skal planlægge tingene uden at overanstrenge mig for babys skyld. Hvis alt andet fejler, så har man vel altid Netflix.

Continue Reading