Barselslivet #02

I fredags var der præcis 2 uger til termin. Og jeg må indrømme at jeg begynder at se frem til at baby rent faktisk kommer. For hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg maven er ved at være godt og grundigt i vejen. De små ting, som man til dagligt tager for givet (som at rejse sig fra sofaen) er pludselig blevet store forhindringer. Det betyder også at huset har fået lov til at stå lidt for sig selv på nogle punkter, noget så simpelt som at støvsuge kan jeg nemlig heller ikke helt holde til længere – lægen har i hvert fald sagt at den slags opgaver skal jeg holde mig fra.

Hvilket er en anden ting jeg ser frem til vejs ende – ture ind til byen for at tage til lægen eller jordmoderen. Det er som sådan ikke fordi de besøg i sig selv er slemme, det er bare det faktum at jeg skal frem og tilbage hele tiden og så igen, når det hele bare bliver mere og mere besværligt med maven og at manøvre mig rundt omkring. I lang tid nu har min jordmoder (og læge for den sags skyld) nemlig ikke været tilfreds med mit blodtryk – hvilket også resulterede i at jeg startede min barsel en uge før planlagt – og derfor skal jeg ind en gang om ugen for at tjekke op på det. Og det er da klart at mit blodtryk er for højt, når jeg skal bruge energi og kræfter på at traske igennem byen og op af trapper, i modsætning til når jeg sidder hjemme i sofaen med fødderne oppe. Men på den anden side skal jeg nok også bare være glad for, at læge og jordmoder er opmærksomme og holder øje, for i værste tilfælde hedder det svangerskabsforgiftning. Det er ikke just noget jeg har sat mig alt for meget ind i, men hvis det skulle ske at det kom – hvilket det kan gøre fra den ene dag til den anden – så ville det betyde at baby skal ud, og det lige med det samme. Så med det i betragtning skal jeg vel bare være glad for at der bliver holdt øje med mig, det er bare mere og mere besværligt at skulle bevæge mig fra A til B igennem byen. Især når alle folk sender de samme blikke og griner den samme kluklatter hver gang man kommer vraltende med sin kæmpe gravide mave. Det er en ting jeg ikke helt forstår; hvorfor er det lige præcis den der kluklatter der skal følges med en stor gravid mave? Og især af ældre folk, deres blik drages nærmest magnetisk til maven, som om jeg slet ikke eksisterer. Men det er vel bare noget jeg må vænne mig til, for når først baby kommer, så er det der al opmærksom hed ryger hen.

Udover at huset får lov til at vente lidt med rengøring, så er vi så småt ved at være klar til baby på de praktiske punkter. Jeg har efterhånden fået vasket næsten alt tøj, tæpper og diverse så alt det er klart. Vuggen er gjort klar og venter bare på at baby skal sove, det samme er liften, som vi har valgt at bruge som seng de første måneder, når baby alligevel skal sove inde ved os i soveværelset. Puslebordet er pakket og klart med alverdens gratis ting vi har fået samlet ind fra de startpakker man kan hente rundt omkring i butikkerne. Vi/jeg har efterhånden fået fat på alle dem der er noget værd at få fat på, og det betyder at vi allerede nu har et lille lager at bleer i forskellige mærker, alverdens cremer og salver, vådservietter, sutter, små bamser og andre småting man kunne få brug for til de første par uger (måske måneder, alt efter hvor meget man bruger af tingene) med baby. På de praktiske områder er vi klar; spørgsmålet er bare om vi er klar mentalt.

Forleden morgen tror jeg faktisk vi blev enige om et navn. Vi snakkede om noget helt andet, da vi begge begynder at snakke om, at når vi tænker på baby og omtaler baby, så havde vi begge et navn i tankerne, som efterhånden sad fast, og blev brugt ved intern omtale. Vi kiggede lidt skævt på hinanden, og efter et par øjeblikke fik vi fremstammet om det så var det samme af de 4 vi havde tilbage fra listen. Det var det ikke helt, men alligevel var det. Det navn Kæresten havde i tankerne, havde jeg blot afskrevet af en årsag jeg troede han ikke ville vælge det, og derfor havde jeg tænkt et andet, men da jeg fandt ud af, at han var til det første navn, blev vi hurtigt enige om det da var hvad bettemusen skal hedde.

Continue Reading

Barselslivet #01

Med et har min hverdag ændret sig. Jeg har ikke længere vækkeuret til at få mig op om morgenen, for det kan jeg slå fra de næste mange dage. Lige indtil der kommer noget andet og vækker mig. Den her uge begynder jeg nemlig min barsel. Det er dog sket lidt før tid, i hvert fald i forhold til hvad jeg selv og min arbejdsgiver havde planlagt. Ifølge planen skulle jeg have sidste arbejdsdag i morgen, torsdag, så jeg også kunne nå at sige pænt farvel til mine elever på de få hold jeg nu havde tilbage. Det skulle dog vise sig ikke at være sådan tingene skulle udfolde sig.

I fredags var jeg til det sædvanlige besøg hos lægen, som var lidt utilfreds med mit blodtryk – hun mente det var lige lidt for højt. Jeg blev derfor sendt hjem med en lille, handy blodtryksmåler for at jeg kunne måle det henover weekenden. Alt efter resultaterne ville hun så bedømme mandag morgen om jeg måtte få lov til at tage på arbejde min sidste uge, eller om jeg skulle sygemeldes de par dage. Mandag morgen besluttede lægen så at jeg skulle sygemeldes de sidste dage, og dermed begynde min barsel en uge før det var planlagt. Det var ikke lige hvad jeg havde planlagt, og jeg har desuden også måtte indfinde mig med pludselig at skulle tage det noget mere roligt end jeg plejer. Det sidste er nok det sværeste, eftersom jeg godt kan finde det lidt for kedeligt at sidde stille i sofaen hele dagen lang. Jo jo, det er da rart at få tid til at slappe af og læse gode bøger, men der er bare også meget andet jeg gerne vil nå at lave. Vasketøjet vasker jo ikke sig selv, rodet rydder jo ikke sig selv op og så videre. Det betyder bare at jeg har måtte dele mine små opgaver herhjemme ud på flere dage, indlagt med en del flere pauser. Pludselig er jeg blevet hjemmegående!

På nogle punkter har det været både godt og skidt at starte barsel før tid. På den ene side kan jeg jo godt se det fornuftige i at jeg skal passe på mig selv og tage den med ro, og det er da også rart at jeg ikke skal tænke på mere arbejde i det næste lange stykke tid. På den anden side var jeg lidt ærgerlig over ikke at få sagt ordentlig farvel til mine elever. Især det ene hold hvor jeg har været klasselærer det sidste halvandet år. I dag var jeg så på kort visit for at få styr på de sidste ting med rektor og lige sige et kort farvel til den klasse. Og de var simpelthen så søde at have købt en rigtig fin gave til mig/baby, og jeg blev så varm om hjertet. Det er den slags ting der gør, at jeg virkelig sætter pris på mit arbejde. For selvom jeg kan komme hjem nogle dage og brokke mig over at elever ikke laver deres lektier, eller de larmer for meget i timerne; når det kommer til stykket så er de nogle rigtig søde unge mennesker. Det faktum at man som lærer får en hvilken størrelse betydning hos en flok unge mennesker, det viser sig pludselig og man bliver bare glad. Det gør også at jeg kun kan glæde mig til at vende tilbage til mit arbejde om et lille års tid.

Nu er mit liv på barsel så begyndt. Nu skal jeg til at finde ud af en helt anden hverdag, og finde på små projekter at holde mig beskæftiget med. Jeg har stadig en god portion bøger at give mig i kast med, det projekt tror jeg aldrig udløber. Dertil har jeg også et børneværelse/babyting der skal vaskes og gøres klar, selvom vi allerede er nået et godt stykke vej der. Kæresten var også så sød at købe en kæmpe omgang perler til mig i weekenden, så jeg kan gå i gang med projekt kreativ mor, og lave ting til babyværelset. Og så er der jo også huset der skal holdes nogenlunde rent og ryddeligt, og efter alligevel kun et år, er der allerede små oprydningsprojekter der pludselig har hobet sig op. Der er sikkert nok at give mig til, det er bare et spørgsmål om hvordan jeg skal planlægge tingene uden at overanstrenge mig for babys skyld. Hvis alt andet fejler, så har man vel altid Netflix.

Continue Reading