Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

Movie of the Month #03 – Fantastic Beasts and Where to Find Them

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

I går blev det endelig min tur til at forvilde mig ind I biografmørket for at stifte bekendtskab med en vis Hr. Newt Scamander. Filmen har kun haft premiere i lidt over en uge, men den har allerede indtjent kæmpestore millionbeløb og høstede en hel del blandende anmeldelser her og der. Det er lige fra de fans der elsker den allerede inden de har set den til vejs ende, bare fordi JK Rowling selv har lavet den, til de mere kritiske film-gængere der lige skulle tænke lidt over hvordan de havde det med filmen efter at have set den. Jeg har nok befundet mig et sted i midten. For selvom jeg har glædet mig til at se filmen, og vende tilbage til den magiske verden, har det også været med en smule skepsis, for hvad var det helt præcist jeg gik ind til med Fantastic Beasts and Where to Find Them?

Kort fortalt er det historien om Newt Scamander der er på gennemrejse i USA, mere konkret New York, hvor hans kuffert med besynderlige dyr pludselig begynder at volde ham en del problemer, da en række af dem slipper ud fra kufferten. Det indblander en No-Maj (amerikansk betegnelse for Muggler), en degraderet Auror og det Amerikanske ministerium. Men bag overfladen lurer der sig størrer trusler, for i Europa er Gellert Grindelwald på løs fod, og han er gået under jorden og er ikke blevet set i lang tid, hvilket også skaber urøre helt ovre i New York på den anden side af Atlanten. I 1920ernes New York er der mistillid, farer bag hvert hjørne og ikke mindst frygt. Frygt fra magikerne at deres verden skal blive opdaget af alle de normale No-Maj; frygt fra disse om hvad der måske lever sammen med dem i deres by, men som de ikke helt kan forklare. Der er altså lagt op til en historie, med flere historier i, hvilket er noget af det Rowling gør allerbedst.

Musikken spiller og gåsehuden rejser sig på mine arme, for med den velkendte lyd er jeg pludselig et barn igen, der mindes de første gange jeg så filmene, og den magiske verden er tilbage i fuld forelskelse for mit vedkommende. I rollen som Newt ser vi Eddie Redmayne, som gør et flot stykke arbejde. Han har skabt Newt som han og Rowling har tænkt ham, og han er fuldt ud troværdig, som den lidt mærkværdige, men faktisk blødsødne mand han rent faktisk er. For hans hjerte brænder for de her sære skabninger, som alle andre frygter, bare fordi de ser lidt underlige ud (lyder det bekendt?). Han får sit eget ’hold’ igennem Katherine Waterson i rollen som Tina Goldstein, Alison Sudol, som hendes søster Queenie og Dan Fogler, som den ignorante No-Maj. Tilsammen opdager de at der er andet på spil end bare løsslupne dyr, og de beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og så går fortællingen ellers stærkt.

Jeg nød hver lille bid af filmen – og det på trods af børn, der skulle frem og tilbage hele tiden, om de skulle tisse eller have mere slik er sådan set lige meget, de forstyrrede, men jeg bed mine negative kommentarer i mig. Verden er den samme, men så alligevel ikke. For vi befinder os i New York, hvor levestandarden for magikere er en helt anden end den vi kender. Al kontakt mellem magikere og No-Maj er strengt forbudt, og det er også en anden tid, 1920erne oser af frygten for heksekræfter, som sniger sig igennem byen. Der bliver namedropped så mange bekendte navne hele tiden, også nogle som man kun hører perifert, men det gør bare at man bliver endnu mere opmærksom på historien, og jeg sidder og sukker højlydt over vi skal vente helt til 2018 før den næste film i serien kommer. Især taget i betragtning af den afsløring der kommer til sidst i filmen. Jeg havde godt gennemskuet der ville være et eller andet skummelt ved omtalte person, men at det var lige den drejning, den havde jeg ikke set komme, og jeg prikkede ihærdigt til Kæresten ved siden af, i min iver for at han skulle blive lige så vild af overraskelse som jeg var. Det er den slags historietwist der gør, at Rowling stadig ophøjes som en af de bedste.

Jeg har kun 2 mindre negative ting at sige om filmen. Det ene er måske nok en lidt nørdet ting, men det irriterede mit øje fra tid til anden. Når man tager i betragtning hvor stort et budget den her film sikkert har haft (og sikkert også i forhold til de andre HP film), så gik det mig på at alle dyrene så ud til at være lavet 100% som CGI. Når jeg tænker tilbage på enkelte HP film, så havde de lavet nogle enormt fede animatronics, hvilket jeg savnede her. For tit blev det irriterende at se på hvordan skuespillerne stod og tydeligvis klappede/aede noget der ikke var det, men som blev sat ind med CGI senere hen. Her syntes jeg sagtens filmfolkene kunne have givet den lidt mere gas, og bygget de fabelagtige dyr i en vis skala, for at givet noget troværdighed til dem oveni skuespillet til skuespillerne! De har pengene og sikkert også materialerne til det, så hvorfor ikke gøre det? Alt det andet magi og halløj der var i filmen var jo pisse fedt at se på, men dyrene overbeviste mig bare ikke altid når de var i interaktion med skuespillerne. Når den lille Niffler rendte rundt på gulvet og skrabede gulvmønter til sig alene, så var den mega sød, men så snart Eddie Redmayne hiver fat i den, og begynder at ruske i den, så falder den troværdighed en smule. Så jeg håber de gør sig selv den tjeneste til næste gang, hvis der skal være lige så mange fabelagtige skabninger med.

En anden ting jeg håber, det er for Rowlings vedkommende. Jeg ved hun har skrevet manuskriptet og at det udkommer i bogformat, men lad det for guds skyld blive ved det! Jeg håber og beder inderligt til at hun ikke lige pludselig får lyst til at skrive de her kommende i alt 5 film om til bogformat i stil med HP. Jeg kan rigtig godt lide at de to historier har separate medieudfoldelser, og det håber jeg også mange andre kan. Det er nok de eneste to kvaler jeg har med filmen – selvom de ser ud til at fylde meget -, for ellers var den helt igennem veludført og fantastisk flot. Hvis man kan lide HP det mindste, eller vil se en film der fortæller en spændende historie med twist og flere udfoldelser til gode, så skal man tage ind og se Fantastic Beasts and Where to Find Them. Om ikke andet, så tag ind og se den for at opleve Eddie Redmayne/Newt udføre en sensuel parringsdans rettet mod en af hans skabninger.

 

Continue Reading

Movie of the Month #02 – Bridget Jones’ Baby

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Det er godt nok ved at være et lille stykke tid siden jeg var i biografen og se dagens film, men den kører så vidt jeg ved stadig i biografen, og bogen bag den er lige på trapperne fra forlaget. Det er selvfølgelig Bridget Jones’ Baby, som er den tredje film i serien om Bridget og hendes skøre singleliv. Dog er det hele ikke nær så skørt som det måske har været. Og alligevel kan jeg ikke mindes at have grint og grædt så meget i biografen de sidste mange måneder; den her film var alt det Bridget Jones man gik og ikke vidste man savnede.

Historien om Bridget kender de fleste af os efterhånden, hvis vi ikke har læst bøgerne, så har de fleste andre set filmene. Selv så jeg filmene før jeg nogensinde fik læst bøgerne, og af den grund vil jeg nok altid foretrække filmene – og jeg ved godt det næsten er blasfemisk at komme med en sådan udtalelse, men there you have it. Siden vi sidst så Bridget er hun blevet noget mere voksen, hun lader til at have nået de fleste af hendes mål i livet; karrieren kører på skinner, vægten er på det optimale tal og vennekredsen er lige så fabelagtig som altid. Det eneste punkt der stadig mangler, lader til at være kærligheden. Darcy er pludselig et lettere melankolsk minde, og det er ikke just altid positive følelser der er mellem dem. Hele Bridgets vennekreds er for øvrigt godt i gang med at stifte familie på den ene eller den anden vis, og Bridgets nye yngre veninder render i byen og fulder den. Det er lidt som om Bridget befinder sig på en mellemstation, hun ikke rigtig ved hvilken vej hun skal rejse derfra, men alligevel befinder hun sig godt tilpas der.

Lige da jeg fandt ud af at der kom en tredje Bridget film, var jeg en smule skeptisk. For det første tænkte jeg det, jeg tror mange tænkte, at de da alle sammen var blevet for gamle, og hvilken historie kunne de finde på at fortælle videre på? Men alle de tanker var skubbet helt i grøften og overladt til skamme, for jo, de er alle sammen blevet ældre, men det er helt i orden. Efter min smag, så bliver Colin Firth kun bedre med årerne. Og ja, jeg vil nok altid være en Colin Firth kinda-gal, og sådan er det bare, så selvfølgelig var det da ham jeg heppede på hele filmen igennem, også selvom Patrick Dempsey da heller ikke er alt for grim at se på. Historien gav faktisk også rigtig god mening, og måske fordi jeg selv er gravid da så filmen, kunne jeg finde mange af tingene så meget sjovere. Jeg grinte simpelthen så meget, at jeg til sidst måtte holde mig tilbage for ikke at skulle ud og tisse midt i det hele og gå glip af noget!

Selvom det er en lidt brugt historie, at kvinden ikke ved hvilken af de to fyre der er far til hendes barn, så nød jeg historien i fulde drag. For det er ikke kun historien om at finde ud af hvem der skal være med til at opdrage hendes barn, det er også historien om at finde ud af hvem og hvad Bridget faktisk vil med sit liv. Det er historien om den middelaldrene der skal kæmpe for sit job, for at de unge og hippe ikke kommer og overtager helt fuldstændigt. Det er historien om at finde ud af hvilken slags forældre man vil blive for sit barn. Den her film vil fortælle flere ting, og selvom nogle måske kan virke påtvunget så gjorde det mig intet, for jeg var herligt underholdt og blev endda rørt til tårer – både af gråd og grin.

Renee Zellweger gør det igen rigtig godt som Bridget, selvom jeg var lidt skuffet over at de på mange punkter havde sørget for at Bridget havde så meget styr på sit liv. Jeg savnede til tider nogle af de meget akavede situationer, som man husker fra de første film, men så var der selvfølgelig bare andre akavede og mærkelige situationer hun endte i – som da hun ikke genkender Ed Sheeran for den kendte personlighed han er. Samspillet mellem hende, Colin Firth og Patrick Dempsey var også helt fantastisk. Som sagt er jeg en stor Colin Firth fan, så jeg vil ikke gå i alt for meget fangirl-mode og skræmme jer væk, men han kan bare et eller andet med den der Darcy rolle. Dempsey var også ganske god, og modspillet mellem Firth og hans rolle var noget af det mest underholdende ved hele filmen. Der er 2 bestemte scener der har sat sig fast i mit hoved, som jeg altid får smil på læben af at tænke over, men dem må I selv se filmen for at opleve. Og så bliver jeg simpelthen nødt til at nævne Emma Thompson i rollen som Bridgets læge – den rolle er alt for underrepræsenteret, men når Thompson kommer på lærredet, så stjæler hun billedet, helt fænomenalt!

I det hele taget er jeg meget positivt overrasket over hvad de har gjort med Bridget og Co. Jeg frygtede næsten det værste, fordi der også er gået så mange år, og Hugh Grant var ikke med. I mine øjne skal der næsten være en slåskamp mellem Firth og Grant før det er en rigtig Bridget Jones film, men det gjorde faktisk ikke noget i den her omgang. På rigtig fin vis formåede filmen at lukke nogle spørgsmål og stille nogle nye til hvad der nu kommer til at ske i Bridgets liv. Jeg har det måske lidt svært ved at det først er efterfølgende at forlagene/forfatteren har besluttet at den havde behov for at blive fortalt i bogformat. Det havde måske ikke været helt nødvendigt, men sådan er det nu. Under alle omstændigheder så syntes jeg, at hvis du endnu ikke har set den, så tag og gør den imens den stadig kører i biografen. Selv glæder jeg mig til jeg skal se den igen, måske tvangsindlægge Kæresten til at se den sammen med mig, for at give ham et lille indblik i hvad han måske kan vente sig i graviditeten. Og så bare for at få et rigtig godt grin.

Continue Reading

Movie of the Month #01 – Me Before You

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger. I denne måned vil jeg snakke adaptationen af Me Before You (Mig før dig), skrevet af Jojo Moyes.

Sammen med bogklubpigerne begav vi os ind i biografens mørke, godt provianteret med både popcorn og en stor håndfuld kleenex. Vi havde jo alle sammen læst bogen bag filmen, og vidste godt hvad vi gik ind til, og stort set og alle sammen var forberedt på at skulle græde snot, men mere om det senere. Historien om Lou, der pludselig bliver nødt til at tage et job som personlig plejer for en næsten lam mand, har rørt adskillelige mennesker kloden rundt. Det er en historie om livet, mennesker og de svære valg vi bliver nødt til at træffe, også selvom vi ikke har lyst til hverken at se dem i øjnene, eller at holde fast i de løfter vi forsøger at give til vores kære.

Personligt, så har jeg altid store forventninger til en filmadaptation af en bog, som bare var helt igennem fabelagtig. Det er ikke fair over for filmen, for pludselig har den allerede en frygtelig masse kriterier at skulle leve op til, men sådan er det altid for film der er lavet på bøger. Derfor blev jeg også enormt glad for at se at Jojo Moyes selv havde været med til at skrive screenplay til filmen. Det kunne tydeligt mærkes, og de ikoniske replikker var bibeholdt og kom til udtryk lige præcis som de skulle. Det kunne mærkes på karaktererne at de var tro til dem de også var i bogen, og det var herligt.

I rollen som Louisa Clark var det Emilia Clarke (som mange kender fra Game of Thrones, men som jeg ikke har set), og hun gjorde det bare så godt. Hun er jo med i stort set alle scener, så jeg forestiller mig at hun har haft et hårdt arbejde. Men hendes Lou var bare så fin, hun var både sårbar, sjov og hudløst ærlig når det var nødvendigt. Og hendes fysiske skuespil var også rigtig fint, måske var der lidt for meget liv i hendes øjenbryn fra tid til anden, men det bragte også bare så mange stærke følelser til hendes ansigt, og man fik næsten helt ondt i hjertet sammen med hende. I rollen som Will var det Sam Claflin (også bedre kendt som Finnick i The Hunger Games), og han gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Taget i betragtning at han skulle sidde stille 99% af tiden han lavede denne film, så var det bemærkelsesværdigt, hvor meget liv han kunne bringe til karakteren bare ved hjælp af ansigtsmimik. Det kræver et godt stykke arbejde, og at man virkelig sætter sig ind i karakteren for at publikum også får den fornemmelse. Så gør det jo heller ikke noget at han er lidt pæn at se på. Samspillet mellem Clark og Claflin kørte også bare super godt – for mig virkede det meget naturligt det de fik frem på skærmen. Der var ikke noget anstrengt, som man nogle gange kan se små spor af i den slags film hvor to mennesker skal arbejde så tæt sammen, men i det her tilfælde kørte det bare på skinner. De var hver så forskellige i deres tilgang til karaktererne, at deres udtryk af dem hver, skabte en flot filmkemi.

Jeg blev glædelig overrasket over hvor mange større, kendte ansigter der også var med i filmen. Matthew Lewis (også bedre kendt som Neville Longbottom fra Harry Potter) spiller den fitness-fanatiske kæreste Patrick, og han gjorde det bare fantastisk. De scener hvor han bliver sat over for Will (og Lou) var nogle af de mest komiske, og bedste scener fra filmen med de lette grin. Hans ansigtsmimik var helt i plet i de scener. Derudover var der Brendan Coyle, også kendt som Mr Bates fra Downton Abbey, som Lous far og Jenna Coleman, også kendt som Clara Oswald i Doctor Who, som Lous søster. Deres roller var måske ikke så store, men fordi man kendte dem andet steds fra, lagde man alligevel mærke til dem.

Rent filmisk var det også en rigtig flot film, de steder de har brugt til locations var bare så fantastisk smukke, at jeg sad og sukkede efter at komme til England. Det var faktisk lige før jeg sukkede efter at bo i så lille og flot en by. Slottet der binder byen sammen, og har en lidt større rolle i bogen, var virkelig også flot. Det mindede mig om de gamle slotte i Edinburgh, en anden by jeg knuselsker. I det hele taget var der truffet nogle rigtig gode beslutninger når det kom til locations.

Jeg startede med at sige at jeg godt var klar over at jeg ville græde snot til den her film, og det gjorde jeg skam også! Hele biografsalen var næsten fyldt op – og jeg talte kun 2 mænd deriblandt – og allerede halvvejs igennem kunne man høre snøften rundt omkring. Da filmen var ved at være færdig, var det en stor tudefest fra ende til anden, og jeg tror ikke der var nogen der forsøgte at ligge skjul på deres tårer og gråd. Jeg havde sørget for godt med servietter, og heldigvis stod min vandfaste mascara testen, og holdt, til trods for hvor meget jeg rent faktisk græd.

Me Before You er helt klart en tøsefilm, men jeg syntes også fyre skal se den. Det er nok mest på grund af det emne, som filmen behandler. Aktiv dødshjælp er et meget seriøst emne, og jeg tror mange af os tager for givet at selv trods alverdens skavanker og ulykker, så vil alle gerne leve videre, men sådan er det desværre bare ikke. Om man har læst bogen eller ej, så se filmen, bare for at få et kort, om end fiktivt, indblik i hvordan en person kan forholde sig til aktiv dødshjælp. For det er et seriøst emne, som bliver behandlet med stærke følelser i filmen, og man vil ikke kunne undgå at blive rørt. Så bare tag ind og se den!

 

Continue Reading