Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

Movie of the Month #03 – Fantastic Beasts and Where to Find Them

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

I går blev det endelig min tur til at forvilde mig ind I biografmørket for at stifte bekendtskab med en vis Hr. Newt Scamander. Filmen har kun haft premiere i lidt over en uge, men den har allerede indtjent kæmpestore millionbeløb og høstede en hel del blandende anmeldelser her og der. Det er lige fra de fans der elsker den allerede inden de har set den til vejs ende, bare fordi JK Rowling selv har lavet den, til de mere kritiske film-gængere der lige skulle tænke lidt over hvordan de havde det med filmen efter at have set den. Jeg har nok befundet mig et sted i midten. For selvom jeg har glædet mig til at se filmen, og vende tilbage til den magiske verden, har det også været med en smule skepsis, for hvad var det helt præcist jeg gik ind til med Fantastic Beasts and Where to Find Them?

Kort fortalt er det historien om Newt Scamander der er på gennemrejse i USA, mere konkret New York, hvor hans kuffert med besynderlige dyr pludselig begynder at volde ham en del problemer, da en række af dem slipper ud fra kufferten. Det indblander en No-Maj (amerikansk betegnelse for Muggler), en degraderet Auror og det Amerikanske ministerium. Men bag overfladen lurer der sig størrer trusler, for i Europa er Gellert Grindelwald på løs fod, og han er gået under jorden og er ikke blevet set i lang tid, hvilket også skaber urøre helt ovre i New York på den anden side af Atlanten. I 1920ernes New York er der mistillid, farer bag hvert hjørne og ikke mindst frygt. Frygt fra magikerne at deres verden skal blive opdaget af alle de normale No-Maj; frygt fra disse om hvad der måske lever sammen med dem i deres by, men som de ikke helt kan forklare. Der er altså lagt op til en historie, med flere historier i, hvilket er noget af det Rowling gør allerbedst.

Musikken spiller og gåsehuden rejser sig på mine arme, for med den velkendte lyd er jeg pludselig et barn igen, der mindes de første gange jeg så filmene, og den magiske verden er tilbage i fuld forelskelse for mit vedkommende. I rollen som Newt ser vi Eddie Redmayne, som gør et flot stykke arbejde. Han har skabt Newt som han og Rowling har tænkt ham, og han er fuldt ud troværdig, som den lidt mærkværdige, men faktisk blødsødne mand han rent faktisk er. For hans hjerte brænder for de her sære skabninger, som alle andre frygter, bare fordi de ser lidt underlige ud (lyder det bekendt?). Han får sit eget ’hold’ igennem Katherine Waterson i rollen som Tina Goldstein, Alison Sudol, som hendes søster Queenie og Dan Fogler, som den ignorante No-Maj. Tilsammen opdager de at der er andet på spil end bare løsslupne dyr, og de beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og så går fortællingen ellers stærkt.

Jeg nød hver lille bid af filmen – og det på trods af børn, der skulle frem og tilbage hele tiden, om de skulle tisse eller have mere slik er sådan set lige meget, de forstyrrede, men jeg bed mine negative kommentarer i mig. Verden er den samme, men så alligevel ikke. For vi befinder os i New York, hvor levestandarden for magikere er en helt anden end den vi kender. Al kontakt mellem magikere og No-Maj er strengt forbudt, og det er også en anden tid, 1920erne oser af frygten for heksekræfter, som sniger sig igennem byen. Der bliver namedropped så mange bekendte navne hele tiden, også nogle som man kun hører perifert, men det gør bare at man bliver endnu mere opmærksom på historien, og jeg sidder og sukker højlydt over vi skal vente helt til 2018 før den næste film i serien kommer. Især taget i betragtning af den afsløring der kommer til sidst i filmen. Jeg havde godt gennemskuet der ville være et eller andet skummelt ved omtalte person, men at det var lige den drejning, den havde jeg ikke set komme, og jeg prikkede ihærdigt til Kæresten ved siden af, i min iver for at han skulle blive lige så vild af overraskelse som jeg var. Det er den slags historietwist der gør, at Rowling stadig ophøjes som en af de bedste.

Jeg har kun 2 mindre negative ting at sige om filmen. Det ene er måske nok en lidt nørdet ting, men det irriterede mit øje fra tid til anden. Når man tager i betragtning hvor stort et budget den her film sikkert har haft (og sikkert også i forhold til de andre HP film), så gik det mig på at alle dyrene så ud til at være lavet 100% som CGI. Når jeg tænker tilbage på enkelte HP film, så havde de lavet nogle enormt fede animatronics, hvilket jeg savnede her. For tit blev det irriterende at se på hvordan skuespillerne stod og tydeligvis klappede/aede noget der ikke var det, men som blev sat ind med CGI senere hen. Her syntes jeg sagtens filmfolkene kunne have givet den lidt mere gas, og bygget de fabelagtige dyr i en vis skala, for at givet noget troværdighed til dem oveni skuespillet til skuespillerne! De har pengene og sikkert også materialerne til det, så hvorfor ikke gøre det? Alt det andet magi og halløj der var i filmen var jo pisse fedt at se på, men dyrene overbeviste mig bare ikke altid når de var i interaktion med skuespillerne. Når den lille Niffler rendte rundt på gulvet og skrabede gulvmønter til sig alene, så var den mega sød, men så snart Eddie Redmayne hiver fat i den, og begynder at ruske i den, så falder den troværdighed en smule. Så jeg håber de gør sig selv den tjeneste til næste gang, hvis der skal være lige så mange fabelagtige skabninger med.

En anden ting jeg håber, det er for Rowlings vedkommende. Jeg ved hun har skrevet manuskriptet og at det udkommer i bogformat, men lad det for guds skyld blive ved det! Jeg håber og beder inderligt til at hun ikke lige pludselig får lyst til at skrive de her kommende i alt 5 film om til bogformat i stil med HP. Jeg kan rigtig godt lide at de to historier har separate medieudfoldelser, og det håber jeg også mange andre kan. Det er nok de eneste to kvaler jeg har med filmen – selvom de ser ud til at fylde meget -, for ellers var den helt igennem veludført og fantastisk flot. Hvis man kan lide HP det mindste, eller vil se en film der fortæller en spændende historie med twist og flere udfoldelser til gode, så skal man tage ind og se Fantastic Beasts and Where to Find Them. Om ikke andet, så tag ind og se den for at opleve Eddie Redmayne/Newt udføre en sensuel parringsdans rettet mod en af hans skabninger.

 

Continue Reading

Movie of the Month #02 – Bridget Jones’ Baby

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Det er godt nok ved at være et lille stykke tid siden jeg var i biografen og se dagens film, men den kører så vidt jeg ved stadig i biografen, og bogen bag den er lige på trapperne fra forlaget. Det er selvfølgelig Bridget Jones’ Baby, som er den tredje film i serien om Bridget og hendes skøre singleliv. Dog er det hele ikke nær så skørt som det måske har været. Og alligevel kan jeg ikke mindes at have grint og grædt så meget i biografen de sidste mange måneder; den her film var alt det Bridget Jones man gik og ikke vidste man savnede.

Historien om Bridget kender de fleste af os efterhånden, hvis vi ikke har læst bøgerne, så har de fleste andre set filmene. Selv så jeg filmene før jeg nogensinde fik læst bøgerne, og af den grund vil jeg nok altid foretrække filmene – og jeg ved godt det næsten er blasfemisk at komme med en sådan udtalelse, men there you have it. Siden vi sidst så Bridget er hun blevet noget mere voksen, hun lader til at have nået de fleste af hendes mål i livet; karrieren kører på skinner, vægten er på det optimale tal og vennekredsen er lige så fabelagtig som altid. Det eneste punkt der stadig mangler, lader til at være kærligheden. Darcy er pludselig et lettere melankolsk minde, og det er ikke just altid positive følelser der er mellem dem. Hele Bridgets vennekreds er for øvrigt godt i gang med at stifte familie på den ene eller den anden vis, og Bridgets nye yngre veninder render i byen og fulder den. Det er lidt som om Bridget befinder sig på en mellemstation, hun ikke rigtig ved hvilken vej hun skal rejse derfra, men alligevel befinder hun sig godt tilpas der.

Lige da jeg fandt ud af at der kom en tredje Bridget film, var jeg en smule skeptisk. For det første tænkte jeg det, jeg tror mange tænkte, at de da alle sammen var blevet for gamle, og hvilken historie kunne de finde på at fortælle videre på? Men alle de tanker var skubbet helt i grøften og overladt til skamme, for jo, de er alle sammen blevet ældre, men det er helt i orden. Efter min smag, så bliver Colin Firth kun bedre med årerne. Og ja, jeg vil nok altid være en Colin Firth kinda-gal, og sådan er det bare, så selvfølgelig var det da ham jeg heppede på hele filmen igennem, også selvom Patrick Dempsey da heller ikke er alt for grim at se på. Historien gav faktisk også rigtig god mening, og måske fordi jeg selv er gravid da så filmen, kunne jeg finde mange af tingene så meget sjovere. Jeg grinte simpelthen så meget, at jeg til sidst måtte holde mig tilbage for ikke at skulle ud og tisse midt i det hele og gå glip af noget!

Selvom det er en lidt brugt historie, at kvinden ikke ved hvilken af de to fyre der er far til hendes barn, så nød jeg historien i fulde drag. For det er ikke kun historien om at finde ud af hvem der skal være med til at opdrage hendes barn, det er også historien om at finde ud af hvem og hvad Bridget faktisk vil med sit liv. Det er historien om den middelaldrene der skal kæmpe for sit job, for at de unge og hippe ikke kommer og overtager helt fuldstændigt. Det er historien om at finde ud af hvilken slags forældre man vil blive for sit barn. Den her film vil fortælle flere ting, og selvom nogle måske kan virke påtvunget så gjorde det mig intet, for jeg var herligt underholdt og blev endda rørt til tårer – både af gråd og grin.

Renee Zellweger gør det igen rigtig godt som Bridget, selvom jeg var lidt skuffet over at de på mange punkter havde sørget for at Bridget havde så meget styr på sit liv. Jeg savnede til tider nogle af de meget akavede situationer, som man husker fra de første film, men så var der selvfølgelig bare andre akavede og mærkelige situationer hun endte i – som da hun ikke genkender Ed Sheeran for den kendte personlighed han er. Samspillet mellem hende, Colin Firth og Patrick Dempsey var også helt fantastisk. Som sagt er jeg en stor Colin Firth fan, så jeg vil ikke gå i alt for meget fangirl-mode og skræmme jer væk, men han kan bare et eller andet med den der Darcy rolle. Dempsey var også ganske god, og modspillet mellem Firth og hans rolle var noget af det mest underholdende ved hele filmen. Der er 2 bestemte scener der har sat sig fast i mit hoved, som jeg altid får smil på læben af at tænke over, men dem må I selv se filmen for at opleve. Og så bliver jeg simpelthen nødt til at nævne Emma Thompson i rollen som Bridgets læge – den rolle er alt for underrepræsenteret, men når Thompson kommer på lærredet, så stjæler hun billedet, helt fænomenalt!

I det hele taget er jeg meget positivt overrasket over hvad de har gjort med Bridget og Co. Jeg frygtede næsten det værste, fordi der også er gået så mange år, og Hugh Grant var ikke med. I mine øjne skal der næsten være en slåskamp mellem Firth og Grant før det er en rigtig Bridget Jones film, men det gjorde faktisk ikke noget i den her omgang. På rigtig fin vis formåede filmen at lukke nogle spørgsmål og stille nogle nye til hvad der nu kommer til at ske i Bridgets liv. Jeg har det måske lidt svært ved at det først er efterfølgende at forlagene/forfatteren har besluttet at den havde behov for at blive fortalt i bogformat. Det havde måske ikke været helt nødvendigt, men sådan er det nu. Under alle omstændigheder så syntes jeg, at hvis du endnu ikke har set den, så tag og gør den imens den stadig kører i biografen. Selv glæder jeg mig til jeg skal se den igen, måske tvangsindlægge Kæresten til at se den sammen med mig, for at give ham et lille indblik i hvad han måske kan vente sig i graviditeten. Og så bare for at få et rigtig godt grin.

Continue Reading

Movie of the Month #01 – Me Before You

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger. I denne måned vil jeg snakke adaptationen af Me Before You (Mig før dig), skrevet af Jojo Moyes.

Sammen med bogklubpigerne begav vi os ind i biografens mørke, godt provianteret med både popcorn og en stor håndfuld kleenex. Vi havde jo alle sammen læst bogen bag filmen, og vidste godt hvad vi gik ind til, og stort set og alle sammen var forberedt på at skulle græde snot, men mere om det senere. Historien om Lou, der pludselig bliver nødt til at tage et job som personlig plejer for en næsten lam mand, har rørt adskillelige mennesker kloden rundt. Det er en historie om livet, mennesker og de svære valg vi bliver nødt til at træffe, også selvom vi ikke har lyst til hverken at se dem i øjnene, eller at holde fast i de løfter vi forsøger at give til vores kære.

Personligt, så har jeg altid store forventninger til en filmadaptation af en bog, som bare var helt igennem fabelagtig. Det er ikke fair over for filmen, for pludselig har den allerede en frygtelig masse kriterier at skulle leve op til, men sådan er det altid for film der er lavet på bøger. Derfor blev jeg også enormt glad for at se at Jojo Moyes selv havde været med til at skrive screenplay til filmen. Det kunne tydeligt mærkes, og de ikoniske replikker var bibeholdt og kom til udtryk lige præcis som de skulle. Det kunne mærkes på karaktererne at de var tro til dem de også var i bogen, og det var herligt.

I rollen som Louisa Clark var det Emilia Clarke (som mange kender fra Game of Thrones, men som jeg ikke har set), og hun gjorde det bare så godt. Hun er jo med i stort set alle scener, så jeg forestiller mig at hun har haft et hårdt arbejde. Men hendes Lou var bare så fin, hun var både sårbar, sjov og hudløst ærlig når det var nødvendigt. Og hendes fysiske skuespil var også rigtig fint, måske var der lidt for meget liv i hendes øjenbryn fra tid til anden, men det bragte også bare så mange stærke følelser til hendes ansigt, og man fik næsten helt ondt i hjertet sammen med hende. I rollen som Will var det Sam Claflin (også bedre kendt som Finnick i The Hunger Games), og han gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Taget i betragtning at han skulle sidde stille 99% af tiden han lavede denne film, så var det bemærkelsesværdigt, hvor meget liv han kunne bringe til karakteren bare ved hjælp af ansigtsmimik. Det kræver et godt stykke arbejde, og at man virkelig sætter sig ind i karakteren for at publikum også får den fornemmelse. Så gør det jo heller ikke noget at han er lidt pæn at se på. Samspillet mellem Clark og Claflin kørte også bare super godt – for mig virkede det meget naturligt det de fik frem på skærmen. Der var ikke noget anstrengt, som man nogle gange kan se små spor af i den slags film hvor to mennesker skal arbejde så tæt sammen, men i det her tilfælde kørte det bare på skinner. De var hver så forskellige i deres tilgang til karaktererne, at deres udtryk af dem hver, skabte en flot filmkemi.

Jeg blev glædelig overrasket over hvor mange større, kendte ansigter der også var med i filmen. Matthew Lewis (også bedre kendt som Neville Longbottom fra Harry Potter) spiller den fitness-fanatiske kæreste Patrick, og han gjorde det bare fantastisk. De scener hvor han bliver sat over for Will (og Lou) var nogle af de mest komiske, og bedste scener fra filmen med de lette grin. Hans ansigtsmimik var helt i plet i de scener. Derudover var der Brendan Coyle, også kendt som Mr Bates fra Downton Abbey, som Lous far og Jenna Coleman, også kendt som Clara Oswald i Doctor Who, som Lous søster. Deres roller var måske ikke så store, men fordi man kendte dem andet steds fra, lagde man alligevel mærke til dem.

Rent filmisk var det også en rigtig flot film, de steder de har brugt til locations var bare så fantastisk smukke, at jeg sad og sukkede efter at komme til England. Det var faktisk lige før jeg sukkede efter at bo i så lille og flot en by. Slottet der binder byen sammen, og har en lidt større rolle i bogen, var virkelig også flot. Det mindede mig om de gamle slotte i Edinburgh, en anden by jeg knuselsker. I det hele taget var der truffet nogle rigtig gode beslutninger når det kom til locations.

Jeg startede med at sige at jeg godt var klar over at jeg ville græde snot til den her film, og det gjorde jeg skam også! Hele biografsalen var næsten fyldt op – og jeg talte kun 2 mænd deriblandt – og allerede halvvejs igennem kunne man høre snøften rundt omkring. Da filmen var ved at være færdig, var det en stor tudefest fra ende til anden, og jeg tror ikke der var nogen der forsøgte at ligge skjul på deres tårer og gråd. Jeg havde sørget for godt med servietter, og heldigvis stod min vandfaste mascara testen, og holdt, til trods for hvor meget jeg rent faktisk græd.

Me Before You er helt klart en tøsefilm, men jeg syntes også fyre skal se den. Det er nok mest på grund af det emne, som filmen behandler. Aktiv dødshjælp er et meget seriøst emne, og jeg tror mange af os tager for givet at selv trods alverdens skavanker og ulykker, så vil alle gerne leve videre, men sådan er det desværre bare ikke. Om man har læst bogen eller ej, så se filmen, bare for at få et kort, om end fiktivt, indblik i hvordan en person kan forholde sig til aktiv dødshjælp. For det er et seriøst emne, som bliver behandlet med stærke følelser i filmen, og man vil ikke kunne undgå at blive rørt. Så bare tag ind og se den!

 

Continue Reading

Film Wonders #Disney

Som mange af jer ved, så elsker jeg eventyrgenfortællinger. Og man kan ikke nævne eventyrgenfortællinger uden på en eller anden måde at komme omkring Disney. Selvom Disney forsøger at fortælle de originale eventyr, så er det sjældent de holder sig til originalen. Tværtimod, så er mange af dem fordrejet efter et bestemt hoved, der sidder fast i en bestemt tankegang. Men det er en helt anden diskussion, som jeg ikke vil komme ind på her.

Hvad jeg rent faktisk havde på sinde var at snakke lidt om det film imperium Disney har fået opbygget, først i form af deres animationsfilm, og i de seneste år er de så begyndt at udvide det med en masse live-action adaptationer. Det skal dog siges at det ikke kun er Disney der laver disse live-action versioner af kendte historier, men de sidder øverst på listen, og det er ikke uden grund. Alene i år kan man se Disney på filmplakaten flere gange med endnu flere bud på live-action versioner.

For nylig er The Jungle Book blevet filmatiseret, med et stort stemmecast til de flotte animerede dyr, heriblandt Scarlett Johansen (som jeg har hørt man kan høre synge, hvis man vælger at blive siddende til slut credits). Ej heller skal vi glemme det nye bud på The Huntsman og Alice Through the Looking Glass, hvor den seneste på stammen får premiere i næste måned. Sidstnævnte to er som bekendt også efterfølgere til to andre live-action adaptationer der kom for nogle år tilbage. Men som vi ved, så har Disney flere kort i ærmet og vi kan læne og godt tilbage i biografsædet de næste mange år med alle de film de har ideer til at smide på tegnebrættet, hvis de ikke allerede er lavet og vi bare venter på en premiere dato.

I de kommende år kan vi forvente at se Pete’s Dragon udfolde sig i sin grønne form på det store lærred, igen tror jeg at vi kan forvente lidt animation for at virkeliggøre denne del af filmen. De fleste af os ved også at Emma Watson har foreviget rollen som Belle i deres live-action af Beauty & the Beast som forventes til næste år. Men der er mange flere på vej.

Fra 2018 kan vi også forvente en Jungle Book: Origins som bliver en motion capture film der skal fortælle historien om blandt andet Baloo og de andre i junglen, inden Mowgli kom og gjorde livet besværligt for dem. Cruella er også på tegnebrættet, i håbet om at gøre succesen med Maleficent efter. Her vil vi få historien om Cruellas unge år, og hvad der gjorde at hun blev som hun blev. Og når man taler om Maleficent, så kan man vel ikke komme uden om en 2 til den også, foruden en 2er til Hansel & Gretel; Witch Hunters i samme følge. For ikke at tale om muligheden for en Jungle Book 2, når først vi har fundet ud af hvordan den første her bliver modtaget.

Mulan er også en idespire, en som jeg personligt ville elske at se som live-action. Taget i betragtning at Ming-Na Wen i sin tid lagde stemme til Mulan i den amerikanske, ser jeg ingen grund til at hun ikke også kan kropsliggøre Mulan i virkeligheden. Der har også været en del rygter om The Little Mermaid, som også på et tidspunkt inkluderede Emma Watson i titelrollen, men det blev vist aldrig til noget. Ikke desto mindre forlyder det nu at Chloe Grace Moretz (det nye ansigt for The 5th Wave filmene) har taget titelrollen, og man mangler bare at finde en instruktør for at kunne gå i gang.

The Sword in the Stone er blevet pitchet og en af folkene bag Game of Thrones skulle efter sigende have fået lov til at få en finger med i spillet, så det skal uden tvivl nok blive en spændende udgave. Hele to film er blevet udtænkt om Tinkerbell, hvoraf den ene efter sigende skulle have Reese Witherspoon på rollelisten til titelrollen. Hvordan de hver især kommer til at udfolde sig ved ingen vist helt endnu. Der er også snak om to forskellige film med Pinocchio, men hvordan historien skal fortælles i dem vides vist ikke helt endnu. Dog er det vist blevet klargjort at Robert Downing Jr rigtig gerne vil spille Gepetto i en af udgaverne.

Et par andre måske lidt mere diffuse ideer er at lave live-action film af Dumbo, Winnie the Pooh og Night on Bald Mountain (en af sekvenserne fra Fantasia), som jeg ikke rigtig kan se hvordan de har tænkt sig at gøre. Der er også snak om en Prince Charming film, som jeg ikke kan gennemskue hvad præcis den skal handle om, for der er jo ufatteligt mange prince Charmings. Det samme med en film der skulle hedde Genies, baseret på Genie fra Alladin. Slutteligt en karakter ved navn Rose Red, som skulle være en lidt glemt eventyrprinsesse der altid bliver sat til side til fordel for Snehvide.

Om alt andet så er der nok at gå i gang med fra Disneys side, og rigeligt vi andre dødelige kan glæde os og længes efter at komme til at se i biografens mulm og mørke. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til Beauty & the Beast, det har altid været et af mine favorit eventyr, og jeg er spændt på at se hvad de gør ved det i live-action format. Mulan og Pete’s Dragon er jeg også noget nysgerrig efter at se hvad de gør ved, og for slet ikke at tale om Tinkerbell, som jeg også elsker.

Hvad med jer? Er der nogle af disse film der kommer som en overraskelse, og hvilke vil I glæde jer til at se?

Continue Reading

The Hunger Games, Mockingjay Part 2

Et års ventetid er gået, og vi har nu fået afslutningen på Katniss’ prøvelser i Panem. Medmindre vi selvfølgelig har læst bøgerne og ved hvad der sker, men bare sidder og har ventet i spænding på at se hvordan de har valgt at skildre det på det store lærred. I fredags blev det min tur til at realisere den lange ventetid og vende tilbage til Katniss og alle de andre. Og vende tilbage gjorde vi, meget brat oven i købet. (VÆR OPMÆRKSOM PÅ MULIGE SPOILERS HVIS DU VIL FORSÆTTE MED AT LÆSE OG IKKE KENDER TIL BØGERNE.)

Filmen begynder rigtig godt og direkte hvor den forrige sluttede. Jeg ærgrede mig lidt over at jeg ikke havde nået at få se del 1 igen lige inden jeg skulle se del 2, men det gik hurtigt over, fordi der sker så mange ting så hurtigt lige fra de første scener. Derfor gik det også hurtigt med at vende tilbage i Katniss’ tankegang og hele spillet om at vinde The Capitol. Det er jo kulminationen på hele rejsen fra Katniss’ første tur ind i spillet til den endelig revolution.

Da rulleteksterne til sidst kørte hen over skærmen, lagde jeg mærke til at Suzanne Collins selv har været med til at skrive manuskriptet til filmen, og det kan tydeligt mærkes. Jeg blev faktisk glad for at se hvor meget Collins selv har været inde over det, for når jeg tænker på bøgerne er Katniss’ karakter den allervigtigste, hvilket hun selvfølgelig også er i filmen. Der var kun en enkelt ændring som jeg umiddelbart kunne huske, men den forstærkede faktisk den anspændthed der var mellem Katniss og District 13, og ikke mindst Coin. Jeg var derfor ikke generet af den ændring, men syntes den virkede rigtig godt.

Vi skulle ikke synderligt langt ind i filmen før jeg begyndte at smågræde, og jo længere i filmen vi kom jo mere græd jeg. Jeg startede med at græde over Prim, så græd jeg over Bogs, så græd jeg over Finnick, så græd jeg over Prim igen og mange andre. Kæresten fortalte bagefter at han kunne sidde og skimte ud af øjenkrogen på mig hvornår der ville ske noget dramatisk, fordi jeg tog hænderne op for munden i ærefrygt næsten. Og jeg gjorde det stort set altid 30 sekunder før det hele skete på skærmen, for jeg vidste jo hvilke forskrækkelser der ville komme. Der var nok 30 minutter af filmen hvor jeg bare sad og stortudede i stride strømme med alt det der skete, og det overraskede mig faktisk lidt, for jeg mindes ikke at reagere så stærkt da jeg læste bøgerne.

Alle skuespillerne spillede ganske enkelt som de skulle, man har jo lært dem at kende fra den første film, og derfor forventer man også lidt mere efterhånden som filmene skrider frem. Jeg syntes godt man kan fornemme hvor meget karakterarbejde der er lagt i visse karaktere, nogle mere end andre selvfølgelig. Finnick er nok en af dem der har overrasket mig mest, for jeg brød mig aldrig synderligt om ham i bøgerne, men her i filmene har han lidt stjålet mit hjerte, ligesom alle andre piger i Panem, hvilket måske kan tilskrives til Sam Claflin. Haymitch har jeg altid syntes var en af de bedste, og Woody Harelson har bare gjort ham endnu bedre. Hans spydige humor kan altid gøre visse scener bare lige en tand bedre. Jennifer Lawrence kan man næsten ikke sætte en finger på, og hun gør endnu et godt stykke arbejde.

Slutningen overraskede mig jo ikke, men da filmen var slut sad jeg med lidt blandede følelser. For epilogen er der, som den er i bogen, men for mig virkede den en smule anspændt her i filmen, og jeg syntes faktisk ikke den passede sammen med filmene. Den passer ind som den skal i bøgerne, men der var bare noget ved den der var alt for kliche og alt for karikeret der ødelagde den lidt for mig. Jeg havde faktisk foretrukket at filmen var sluttet før den klippede til epilogen. I mine øjne havde det virket meget bedre, men i forhold til den originale historie kan jeg selvfølgelig godt forstå hvorfor den skal med. Jeg kunne bare godt have undværet den.

Continue Reading

The Martian

Jeg har ikke læst bogen bag filmen The Martian, men for lidt over en uge siden var Kæresten og jeg inde og se filmen der næsten lige har fået premiere. Forventningerne var forholdsvis store og de blev også indfriet ned til næsten mindste detalje. Historien starter midt i det hele og handlingen er i gang fra første sekund med en dramatisk storm. Det tog mig lige nogle sekunder at indse hvad der rent faktisk var ved at ske fordi det hele gik i gang så hurtigt. Da det så først gik op for mig var jeg hooked og ret nervøs for det kunne da ikke passe at det hele skulle ske så hurtigt?!

Mange har gået og gjort grin med at det er endnu en film hvor Matt Damon skal reddes, og det er i bund og grund også helt sandt. Lige med den undtagelse at Damon også sørger for at redde sig selv en smule. Helt hjælpeløs er han altså ikke. Det bliver gjort klart i de første scener og jeg sad i godt og vel et minut med hånden for øjnene, mens han praktisk talt opererer på sig selv. Damon gør i det hele taget en meget overbevisende optræden hele filmen igennem. Han formår at spille Mark Watney som en sympatisk og ikke mindst humoristisk karakter man ikke kan lade være med at holde af. Selv i nødsituationer og andre situationer hvor de fleste ville bryde sammen i gråd, formår han at bruge humor til at lette stemningen. Det skal dog siges at det ikke kun er Damon der bringer humor til filmen. Hele manuskriptet i sig selv overraskende sjovt mens det er (hvad jeg tror) realistisk.

Der er klart blevet gjort en masse research til den her historie, ikke mindst af Andy Weir der har skrevet bogen, men også af folkene bag filmen for at bringe det til live på skærmen. Nu har jeg ikke voldsomt meget forstand på rumrejser og den slags, men jeg forestiller mig at politikken bag den slags er meget godt afspejlet i den her film. Hvilket er en anden ting der er lavet rigtig godt. Da jeg hørte om filmen, tænkte jeg umiddelbart at det ville blive en meget lang film kun med Matt Damon der forsøger at overleve mutters alene. Heldigvis hopper filmen frem og tilbage mellem Watney, jorden og hans mandskab fra den ekspedition der gik galt. Samspillet mellem de tre lokationer fungerer rigtig godt fordi det afspejler alle sider af situationen.

Udover Matt Damon har filmen også Kristen Wiig på rollelisten, i en af hendes mere seriøse roller, hvilket jeg var lidt nervøs over, men det fungerer faktisk godt. For selvom hendes rolle er ret alvorlig, formår hun også lige at få et par oneliners her og der for at tilføje lidt humor til. Michael Pena spiller også rigtig fint, jeg kan kun huske ham fra Antman hvor han var ret bøvet, så det var helt rart at se ham i en alvorlig rolle hvor han bliver taget mere seriøst. Ej at forglemme Chiwetel Ejiofor i rollen som kommunikationsmægleren mellem Watney og resten af NASA, der har den besværlige rolle at formidle Watneys til tider overpyntede formuleringer.

The Martian er en rigtig god film på flere forskellige måder, men det der vinder den hjem er helt bestemt den mærkværdige humor i de umulige situationer. Og det er rigtig godt at humoren, som jeg har hørt er meget vigtig i bogen, har formået at overleve til den store skærm. For i en ret deprimerende situation som Watney ender i er det vist ret vigtigt at bevare sin humoristiske sans.

Continue Reading

The Intern

Forrige uge var Kæresten og jeg af sted endnu engang i biografen, denne gang var det i forbindelse med Biografklub DK. Det var filmen The Intern med Anne Hathaway og Robert DeNiro og i forvejen havde vi set trailers og gik lidt ind med forventninger om at vi skulle se en sjov film.

Det er historien om Ben der er pensioneret, men han kan simpelthen ikke få tiden til at gå. Han har prøvet alverdens ting og aktiviteter, men der er stadig som om der er noget der mangler i hverdagen. Så da han ser et opslag om et seniorpraktikprogram hos et nyt firma sender han en ansøgning og få dage senere er han ’ansat’ som den nye praktikant, og han bliver koblet på chefen for at hun kan vise et godt eksempel.

Det blev gjort tydeligt ret hurtigt at forholdet mellem Ben og Jules er et typisk udviklingsforhold som skal starte dårligt, men som igennem filmen skal udvikle sig til at blive et altafgørende vigtigt forhold for begge karakterers historie. Det i sig selv er ikke nogen dårlig ting, der findes mange gode film der omhandler et personligt forhold der starter dårligt, men ender med at være afhængigt af hinanden til sidst. Og det er skam også sådan forholdet mellem Ben og Jules udfolder sig. Bens karakter er skitseret som den mest sympatiske ældre mand, og alle holder af ham, bare ikke lige Jules der faktisk ser det som lidt en gene at skulle prakkes på denne ældre praktikant. Dog går der ikke lang tid inden Ben får sat sit præg på Jules’ liv.

Castingen i den her film er meget straight forward, der er ikke rigtig nogle overraskelser hvor man sidder tilbage og tænker at det er en fejlcasting. Robert DeNiro kan både spille de hårde, lidt farlige typer, men heldigvis kan han også spille den her rolige og rent ud sagt hyggelige bedstefar-type. For det er netop hvad han er i den her film, han bliver sat i den bås som den hjælpsomme og problemløsende ældre bedstefar, som man ikke kan undgå at holde af og selv ønske sig i sit eget liv. Forfatterne har nok skabt den mest sympatiske mand jeg længe har set på film, og måske bliver det for meget et par gange, men fordi hans karakter bliver opvejet med en god portion idioti fra de andre roller så passer det sammen.

Anne Hathaway er også flot (type)castet til den moderne firmakvinde som stadig kan være lidt fjollet, og til tider følsom. The Intern er måske ikke den typiske komedie, men den har klart elementer fra komediegenren som også Hathaways karakter udfolder sig i, blandt andet den simple ting som hendes måde at snorke på. Hathaway spiller den stærke kvinderolle som stadig kan være ekstremt følsom og sårbar, men også sjov, en rigtig fin balance som ikke tipper over i voldsom forstand.

Jeg syntes faktisk jeg blev positivt overrasket over den her film, selvom nogle måske vil mene den er al for typisk og stereotyp i nogle af sine detaljer. Jo, jo der er da nogle gængse scener som man næsten bliver nødt til at lave fordi det er en film med en ældre karakter, som skal lære at begå sig i den moderne virksomhedsverden der er forandret meget siden hans egen tid. Til gengæld har den også nogle scener som i hvert fald overraskede mig en hel del, for eksempel da Ben foreslår at de begår indbrud hos Jules’ forældre for at slette en forkert sendt mail. Dette var nok også en af de sjoveste scener i hele filmen, fordi den netop kombinerer det sofistikerede fra Bens karakter med det bøvede og knap så kloge fra de andre praktikanter.

The Intern er en dejlig let film at se, man skal ikke tænke særlig meget over tingene og det giver frihed til at sidde og grine let sammen med de andre bøvede bi-karaktere i filmen, eller græde spæde tårer med hovedrollerne når det ikke går som det skal. Det er nok ikke den næste Oscar film, men det gør heller ikke noget, for den præsenterer alligevel nogle relevante spørgsmål, som for eksempel problematikken i at det er kvinden der arbejder 50 timer om ugen mens manden er hjemmegående, og kvinden så bliver set ned på af sine venner og bekendte fordi de mener hun ofrer sit familieliv for karrieren. Lige præcis den problematik syntes jeg er ret så vigtig i den her film, og den bliver vendt og drejet et par gange som for mit vedkommende gjorde det til en særdeles interessant film.

Continue Reading

Inside Out

Siden jeg så de første billeder og trailers til Inside Out har jeg glædet mig helt vildt til den tid hvor jeg kunne komme til at se filmen herhjemme. Den sidste måned har jeg ventet i spænding på at den endelig kom i biografen, og med original tale vel at mærke, og forleden var det endelig onsdag aften og klokken blev 21.00 og mørket sænkede sig for at jeg kunne starte med at se Pixars seneste kortfilm Lava. En sød fortælling om en lovesick vulkan der bare gerne vil have en partner, fortalt igennem en herlig sang sunget til ukulelemusik – Kæresten bliver nødt til at lære at spille på ukulele!

Herefter begyndte filmen Inside Out, som jo var den jeg har ventet spændt på. Jeg har kun hørt positive anmeldelser af filmen og mine forventninger var derfor høje, baseret på dem og hvad jeg ellers havde set af klip på nettet. Historien handler primært om Riley, som bliver styret af sine 5 meget karakterstærke følelser inde i hovedet; Joy, Sadness, Fear, Anger og Disgust. Joy er den første vi møder, og hun er som en kasse af regnbuer hvor enhjørninger springer rundt mens solen skinner hele tiden, hun er konstant glad og sørger for at Riley får en masse glade minder. Sadness er den næste vi møder og hun er noget melankolsk i sin tilgang til livet, men sørger for at Riley også kender til det at være ked af det, selvom Joy gør sig bedste for at det ikke tager overhånd. Så kommer Fear til, og sørger for at Riley passer lidt mere på sig selv og ikke falder over ledninger eller andre skarpe genstande kommer for tæt på, eller orkaner lige svinger forbi nabolaget. Disgust passer på Riley udadtil samtidig med at hendes smagsløb bliver skarpt bevogtet overfor broccoli. Og til sidst har vi Anger som træder til når Riley ikke lige lader til at få sin vilje, medmindre vi har med flyvemaskineskeen at gøre.

Som altid har Pixar skabt en virkelig smuk animationsfilm og der er knald på farverne hele vejen igennem, især når vi er inde i Rileys hoved hos hendes 5 følelser. Jeg bliver ved med at bliver forbløffet over hvor kreative Pixar kan være i deres design og jeg forundres over deres ideer til verdner og steder, som de derefter kreerer fra bunden. Derudover har det skabt en virkelig rørende historie der tager os med gennem flere forskellige følelsesaspekter. Joys desperate kamp for at sørge for Riley bliver ved med at være glad hele tiden er så rørende, men samtidig får man helt vildt ondt af Sadness som ikke får lov til at være med til at styre noget fordi hendes berøring påvirkes af hendes tristhed.

Som filmen skred frem og historien udviklede sig begyndte jeg at holde mere og mere af Sadness, og da filmen var slut sad jeg med en ny yndlings Pixar-karakter. Sadness er bare noget af det sødeste uden at være for prangende i sin cuteness. Hun er virkelig trist i sin personlighed, men samtidig er hun også bare hengiven i sin kærlighed til Riley. Samspillet mellem Joy og Sadness igennem filmen skaber nogle virkelige sjove scener, og det er nok også nogle af de bedste i filmen, som også var med til at Sadness blev min yndlings.

Noget som Pixar også er rigtig gode til er at fortælle historier som er så fængende på deres helt unikke måde, uden at de behøver at læne sig op af Disneys normale ’kærligheds’-arketyper. Hos Pixar er kærligheden at finde på anderledes maner, den finder man i hjertet hos publikum. Da jeg så Inside Out grinte jeg højlydt, men jeg græd også tårer i lange baner fordi deres hengivenhed i filmen og de opofrelser de skaber simpelthen bare går lige i hjertet.

Jeg kunne blive ved med at rose den her film på så mange måder, men føler jeg nok bliver nødt til at stoppe inden det tager overhånd. Jeg vil dog lige nævne et par af stemmerne, for til denne film var der ikke nogle af de virkelig store navne (måske lige udover Amy Poehler som Joy) som stjal billedet, som de nogle gange gør. Det gjorde også at karaktererne blev deres egne, og man fokuserede på dem i stedet for stemmerne bag.

Jeg kan mærke at jeg kan blive ved med at rose denne film, men må hellere stoppe inden jeg skriver en hel roman. Det eneste jeg kan sige er, at hvis du endnu ikke har set den, så tag at skynd dig ind i biografen og gør det!

This one is for our children. Don’t ever grow up. Ever.

Continue Reading

Ant Man

Det seneste skud på stammen fra Marvel og deres konstante bud på nye superhelte er lidt af en anti-helt, om man så må sige. Og ærligt talt så er det lidt af et frisk pust på de konstante superhelte der bliver skabt ved kemiske tilfælde eller lign.

Historien om Scott Lang, en nyligt løsladt tyv, som prøver på at vende sit liv tilbage på rette skinner tager udgangspunkt i det faktum at Lang bare gerne vil være den bedste far for den datter han næsten ikke må se, men som forguder ham. Desværre er det svært at få job som tidligere straffet og han bliver næsten presset til at udføre et sidste tyveri. Et tyveri som ubevidst leder ham til Dr Hank Pym og pludselig er Langs liv knap så kedeligt og desperat længere.

Jeg indrømmer gerne at Ant Man ikke lige umiddelbart virkede som en typisk Marvel superheltefilm, og jeg var derfor også lidt skeptisk da jeg hørte om premissen. Da jeg til gengæld fandt ud af at Paul Rudd var på rollelisten som selve titelfiguren blev jeg noget mere hooked. Og Paul Rudd gør også et fantastisk stykke arbejde som den desperate tyv, der bare så gerne vil gøre det hele godt igen, men alligevel er utrolig skeptisk for den plan han bliver draget ind i. Jeg blev også positivt overrasket over Michael Douglas, jeg har aldrig rigtig brudt mig meget om ham, men i rollen som Hank Pym var han næsten faderlig og jeg kunne som sådan godt lide ham.

Fordi historien tager udgangspunkt i en alm. mand, der bare får en rigtig fantastisk dragt, er der heller ikke overflod af effekter og det var også lidt befriende. De effekter der var i filmen virkede næsten naturlige fordi man egentlig bare fulgte Lang som Ant Man sammen med alle sine myrer, og ikke noget overdådigt tordenskrald eller en kæmpe grøn mand eller noget i den stil. Hvilket var en anden ting jeg godt kunne lide, at vi har med en almindelig mand at gøre, som bare får en stor opgave at løse med vilde hjælpemidler. Det er en lidt typisk underdog historie, hvor anti-helten selvfølgelig stiger til tops og bliver til helten, i følge af sine lettere tungnemme kammerater.

For hver Marvel film der bliver lavet for tiden bliver der også skruet mere og mere op for humoren, og især i denne hvor Paul Rudd selv har været med til at skrive manuskriptet – det ses/høres tydeligt. Samtidig bliver de ved med at linke og henvise til alle de andre Marvel film og superhelte, så intertekstualiteten spiller højt, og det er jeg helt vild med. På et eller andet tidspunkt forventer jeg næsten en stor superhelte film med dem alle sammen der arbejder sammen på kryds og tværs.

Continue Reading