I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

Månedens udvalgte #04 (Efteråret)

Som jeg vel også kan kalde efterårets udvalgte, og måske nogle kan genkende en genganger fra sidste år. Det viser også bare hvor lystpræget min læsning kan være fra tid til anden, og hvordan bøger kan blive opprioriteret over andre, som jeg pludselig finder mere interessant end andre. Om ikke andet, så har jeg igen forsøgt at udvælge en lille håndpluk af de ulæste bøger jeg ikke har pakket ned i kasser (mens vi stadig roder rundt i ommøblering af kontoret herhjemme), som jeg virkelig gerne vil læse inden året er omme.

Lad os starte med de to bøger jeg har fået tilsendt af forlaget Carlsen (sponsoreret), den ene nyere end den anden, men begge to jeg virkelig gerne vil læse, og mit håb er også lidt at få dem læst inden Bogforum sidst i næste måned. De Magiske Møgungeraf Neil Patrick Harris har jeg fået sendt for noget tid siden, og den ligger som en af de øverste i min TBR stak af anmeldereksemplarer, af den grund at det er Neil Patrick Harris der har skrevet den, og det faktum han inkorporerer sin viden for magi i bogen, alt sammen noget jeg syntes lyder interessant for en børnebog. Den blev dog lige bumpet en tak ned i stakken da Hvis det er osaf Albertalli og Silvera kom indenfor min dør, for det er en YA bog jeg – sammen med mange andre – har ventet længe på, nok lige siden sidste år, hvor de annoncerede at de var i gang med at skrive en bog sammen.

Jeg har også en bog til låns fra en i bogklubben; My Plain Janeog derfor er den røget med i toppen af efterårets TBR. Jeg læste den første i serien om historiens Jane sidste år, og var ganske underholdt af den, og jeg tænker at den her er i samme stil, og derfor vil jeg gerne se om de kan holde fanen for humor videre. Crown of Ice er en eventyrgenfortælling jeg har haft stående på hylden alt for længe, og nu må jeg snart få den læst. I det hele taget er det også bare alt for længe siden jeg har læst en eventyrgenfortælling, og jeg trænger til det. Sidst men ikke mindst, vil jeg stadig rigtig gerne læse Everland, som også var med på min liste sidste år. Den kan man vel også kalde en slags genfortælling da den bygger på den velkendte historie om Peter Pan og Neverland.

Det var altså et lille udpluk af nogle af mine bøger fra min TBR stak, selvom der er mange flere (hvor en god portion desværre er pakket ned i kasserne, indtil det kontor bliver lavet færdig), men det her er nogle af dem jeg allerhelst vil læse og ser mest frem til at bladre op på første side af. Hvilke bøger vil du gerne læse inden året er omme? Har du et læsemål på det punkt?

Continue Reading

Sommer Wrap-Up

(Reklame – Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra de respektive forlag; Turbine og Politikkens forlag.)

Som I også har kunnet læse fra min anden update for noget tid side, stod denne sommer i familiens og oplevelsernes tegn, og det er derfor heller ikke blevet til alt for mange bøger, men lidt har der også været plads til i de spinkle timer hvor E valgte at ville sove til middag. Hvilket til sammen bliver til små 6 bøger fordelt på de sidste sommermåneder, og det syntes jeg selv er ret så godt med den tid jeg har til at læse efterhånden. Og ikke mindst har det været en god blanding af forskellige bøger, så jeg har været på vidt forskellige oplevelser i mere end en forstand. Først og fremmest blev jeg endelig færdig med Dragonfly in Amberaf Diana Gabaldon, som er den anden bog om Claire og Jamie. Den har også kun taget mig over et år at komme igennem, og noget af det tilskriver jeg mor-livet, men en del vil jeg også tilskrive det faktum at den første halvdel af bogen foregår i Paris, og først i den sidste halvdel vender de hjem til Skotland, som var det jeg forelskede mig i ved den første bog. Den slutter selvfølgelig også på en ret irriterende cliffhanger, så det er godt jeg har den tredje bog klar, til når jeg selv er klar til at give mig i kast med endnu en tur tilbage i tiden. Med Drømmetyvenekom jeg på flere eventyr i drømmenes verden, og serien om Ravnedrengene begynder at tage mere til, kan jeg godt mærke. Den første var en tydelig start på en serie, og det hænger stadig lidt ved den, men det betyder også at jeg ser frem til næste bog i serien, så jeg håber forlaget arbejder hårdt på at den snart kommer. Philip Pullman tog mig med på endnu et fortryllende eventyr, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse La Belle Sauvage, og vi drog afsted i en kano sammen. Det var næsten som at starte på His Dark Materials helt på ny, for den fornemmelse var der igen, selvom det var en helt anden bog og en meget anerledes historie. Jeg elsker at han gerne vil skrive mere fra den verden, og jeg er egentlig glad for jeg ventede lidt med at læse den, fremfor at læse den lige med det samme da alle andre gjorde, hvor hypen omkring den var størst. Jeg tror jeg havde brug for at den lige lå og kiggede lidt på mig, så jeg også var klar til at vende tilbage til den verden og blive genforelsket i den.

Det seneste valg i bogklubben var Maria Semples I dag skal det være, som vi valgte fordi vi regnede med samme humor som hun skrev i Hvor blev du af Bernadette. Det fik vi desværre ikke helt, og det var mere en historie om at finde tilbage til sin familie og komme overens med denne, end det var en humoristisk fortælling. Så selvom den ikke lige var hvad jeg havde forventet, så havde den sine små perleanekdoter. Jeg var spændt på at opleve hvad Jessie Burton kunne præstere, for jeg har hørt meget om hende, men endnu ikke læst noget af hende. Min muse var derfor en overraskende, gribende fortælling på tværs af tiden om to meget forskellige kvinder og jeg blev helt revet med. Den fortalte så meget på så mange planer og jeg kan godt forstå hvorfor folk råber højt om Jessie Burton, og jeg tror bestemt heller ikke det er sidste gang jeg læser noget af hende. Sidst, men ikke mindst, fik jeg en lektie i hvor vigtig vores minder er i Fordele og ulemper ved at huske, som ramte lige i hjertet. Det var en bog jeg ikke lige havde regnet med ville sætte sine spor som den gjorde, men i karakteren Joan gjorde den virkelig sit indtryk.

Seks meget forskellige bøger blev det altså til, og jeg er da allerede gået i gang med efterårets bøger. Det kan være det kan blive til lidt flere, nu hvor jeg er sygemeldt herhjemme, og går og venter på lillesøsters ankomst. Men, der er jo stadigvæk lille E at underholde, så bøgerne får nok ikke altid første prioritet. Det er også lidt svært, eftersom størstedelen af mine bøger er pakket ned i kasser, da vi stadig er i en proces om at bytte rundt på børneværelse og kontor/bibliotek herhjemme. Jeg har derfor et begrænset lille bibliotek, med udvalgte bøger jeg endnu ikke har fået læst, men som er den jeg helst vil læse i nærmeste fremtid.

Hvad har I af planer at læse i efteråret?

(Og nå ja, så er jeg så småt ved at gå i gang med at planlægge hvordan mine dage på Bogforum kommer til at se ud i år.)

 

Continue Reading

Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading

Forårs Wrap-Up

Der er godt nok sket meget i de sidste par måneder, og jeg har overraskende nok fået læst en hel del mere end hvad jeg egentlig havde regnet med alting taget i betragtning. Det er knap 3 måneder siden jeg har lavet en wrap-up, hvilket betyder at det vist er ved at være på tide. For lige om hjørnet lurer sommeren også, og det er nok begrænset hvor meget jeg får læst i de dage i forhold til en masse ture som vores lille familie kører ud på i landet, forudsat at det mega lækre sommervejr forsætter.

Tilbage til bøgerne, for jeg har formået at læse hele 14 bøger fordelt på de sidste 3 måneder! Med den hverdag vi har herhjemme, så er jeg selv meget tilfreds med det, for jeg har både afsluttet lidt serier og påbegyndt lidt nyt. Det hjælper stadig en hel del at jeg kan lytte til en god portion lydbøger til og fra arbejde og her har jeg blandt andet lyttet til de sidste bøger i Tearling serien; The Invasion of the Tearlingog The Fate of the Tearling. Samlet set har jeg været godt tilfreds med serien, den har en solid verden opbygget og nogle gode komplicerede karakterer, men den endelige slutning havde jeg godt nok lidt problemer med. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men efter min mening så gik den en hel del imod hvad jeg havde forventet bogen ville slutte med, og måske er det derfor jeg ikke er tilfreds med den, fordi det ikke var den slutning jeg havde forventet, men nok om det.

Som nævnt har jeg også fået færdiglæst/viderelæst i en hel del serier. Jeg fik læst den sidste halvdel om Vika og Nikolaj i Zarens skæbne, og var en passende slutning, om end den blev nået lidt hurtigt. Jeg er også kommet videre med YA nyfortolkningen om Sherlock Holmes i form af The Last August, som tog en noget drastisk slutning, hvorfor jeg også er meget spændt på at læse videre i den serie snarest muligt, når jeg får købt den tredje bog altså. Lidt eventyrgenfortælling blev der også plads til, og den er også lidt en del af en eventyrserie. Den hinter i hvert fald til en tidligere bog af samme forfatter, og det hele foregår i samme univers, det er selvfølgelige The Wish Granter / Ønskemagerenjeg taler om, som var en frisk fortolkning på Rumleskaft. Med frisk mener jeg at det var rart at læse en genfortælling af et eventyr som ikke bliver genfortalt særlig tit.

Som altid skal der være plads til lidt ekstra magi, og det har jeg især fået de sidste par måneder. Først med et magisk indblik ind i Harry Potters virkelige verden, eller i hvert fald de myter og legender, som mange af tingene bygger på med Harry Potter; A History of Magic, som skal tilføjes til enhver Harry Potter fans samling. Den er lavet i samarbejde med British Library, og er fyldt med spændende detaljer om alle mulige ting. Ingen magi uden Sarah J Maas, og jeg har fået læst hele to af hendes seneste bøger i løbet af de sidste par måneder. Først overgangsbogen til den sidste i Throne of Glass serien; Tower of Dawn, som godt nok tog mig lidt tid at komme ind i, men så kunne jeg heller ikke give slip på den igen. A Court of Frost and Starlighter endnu en overgangsbog, dog i hendes anden serie ACOTAR. Uden at sige for meget, kan jeg kun sige at Maas ikke kan skrive noget galt, og jeg elsker hvert et ord hun kan sammensætte, og ACOFAS var ingen undtagelse.

Lidt YA bøger har der skam også været plads til, og det har været meget præget af Becky Albertallis bøger; The Upside of Unrequited/Fordelen ved hemmelige forelskelser og Leah on the Off Beat, som begge belyser vigtige emner på hver sin facon, og begge bøger er rigtig gode på hver deres måde. Jeg tror dog at jeg foretrækker Upside, fordi den virker mere selvstænding end Leah, som jeg i sidste ende syntes læner sig meget op af hendes første bog om Simon, hvilket der ikke er noget i vejen for, men selvstændigheden i Upside tiltrak bare mig mere. Caravaltilføjede lidt magi og romantik til ungdomsgenren i denne omgang, og den tog mig også lidt tid at komme i gang med, men den fangede mig også til sidst. Jeg har senere fundet ud af, at der kommer en bog mere i den lille ’serie’, men jeg ved faktisk ikke om det er en jeg har behov for at læse, for jeg syntes faktisk den her bog står ganske fint alene. Jeg kunne endelig også begynde på serien om Blue og hendes ravnedrenge, med Ravnedrengene, og det er en meget anerledes serie, for man kan godt mærke at der er en noget længere historie, der skal fortælles, og det er kun en brøkdel man har fået at vide i den første bog her. Den første bog skraber næsten kun overfladen for hele historien, og der bliver lagt op til en hel vildt masse ting i kommende bøger, som pirrer ens nysgerrighed voldsomt, og jeg er da også begyndt på den anden bog i serien, som starter næsten lige hvor den første slutter.

I bogklubben de sidste par gange har vi blandt andet læst Our Endless Numbered Daysog senest Paris for One, som er to meget forskellige bøger. Our Endless Numberede Days er skrevet på en meget særlig måde, og det tager lidt tid at komme ind i den rytme, men selve historien er virkelig fængende og opsætter nogle spændende, og meget interessante emner at diskutere, ikke mindst om fortælleren er troværdig eller ej, og den slags syntes jeg er vanvittigt godt! Til vores seneste møde havde vi alle sammen brug for at læse noget kort, sommerligt og lidt romantisk, og derfor faldt valget på Paris for One. Det var en genlæsning for mig, og derfor vil jeg heller ikke sige så meget om den.

Som I kan se har jeg alligevel fået nået at læse en hel del, og en hel del forskelligt, hvilket jeg håber at kunne blive ved med henover sommeren. Jeg ved som sagt ikke, hvor meget jeg får tid til at læse i løbet af sommeren. Vi holder lidt sommerferie sammen i vores lille familie, og vi håber at komme ud og se en del ting i landet, for vi skal ikke ud og rejse. I stedet har vi valgt at vi vil forsøge at komme ud og se en del ting i landet, ikke mindst for at E kan få set nogle ting, og vi ikke bare sidder herhjemme og kukkelurer flere dage i træk. Men bøgerne kan jeg jo ikke ligge helt fra mig, og E skal da også sove til middag og mon ikke der bliver tid til at vende et par kapitler imens hun sover til middag? Jeg har derfor ikke rigtig nogle specifikke læseplaner til sommeren, andet end bare at læse i det hele taget. Gerne komme endnu mere i bund med mange af mine anmeldereksemplarer, men også bare mange af de ulæste bøger jeg har stående på hylderne.

Continue Reading

Livet med børn og bøger

Jeg har altid vidst at når jeg engang fik børn, så skulle de opdrages med bøger, modsat af hvad jeg selv blev. Til trods for at jeg ikke voksede op med bøger i min barndom, er jeg blevet en rigtig bogdame, og nu er mit mål at give det videre til E. Og her opstår tankerne, for hvordan gør man det, uden at det bliver en pligt eller at barnet ikke syntes det er noget kedeligt at sidde og bladre i bøgerne, mens mor eller far læser højt af noget som de nødvendigvis ikke endnu kan forstå. Heldigvis er der råd at hente fra bloggermødre og ikke mindst fra det ny-opstartede projekt #1000bøger som Kathrine har skudt i gang, og som vi gladelig deltager i herhjemme. På #1000bøger kan man finde masser af inspiration til hvordan man gør læsningen til en leg og en naturlig del af hverdagen.

Du kan også læse mit indlæg hos #1000bøger her.

Inden #1000bøger dukkede op havde vi heldigvis forsøgt os frem med et par ting herhjemme, og E er allerede svært glad for bøgerne hjemme hos os. Vi forsøger at læse en lille smule hver dag, og jeg bliver så glad for at se hvor glad E bliver når vi finder bøgerne frem. Især bøgerne om Mimbo Jimbo af Jakob Martin Strid er et stort hit herhjemme. Jeg er ovenikøbet allerede godt i gang med at sammensætte Es eget lille bibliotek på hendes værelse, så hun aldrig løber tør for ting at læse, både gengangere og nye ting. Indtil hun selv kan fortælle hvad hun vil læse, er det godt nok mig, der sammensætter hendes bogudvalg. Vi har også besøgt biblioteket for første gang, hvilket godt nok var ekstremt hårdt, da E faldt i søvn på vej hjem. Men vi kom da hjem med en god stak bøger, og allerede samme formiddag blev de første 2 læst højt til stor fornøjelse. Jeg forsøger at vælge bøger, som hun vil syntes er sjove eller spændende, og dertil har jeg et lille tip, som vi har fundet nyttige.

Bøger barnet kan relatere til.

Det kan være i mange forskellige udformninger. Jeg har fundet to sjove eksempler, som E har fået herhjemme. Den ene er en bog om den modige lille pige, som skal finde sit navn, der er blevet væk. E kan igennem den bog være med til at læse om den modige pige på jagt efter sit navn, som hun selvfølgelig finder til sidst, hvor det afsløres at pigens navn er barnets navn. Man kan selv sammensætte bogen efter hvilke dyr, der skal repræsentere de forskellige bogstaver i navnet, så hver bog er helt unik, og den har de sjoveste og fineste rimeremser hele bogen igennem. Vi har læst den et par gange, og selvom den godt kan virke lidt for lang til Es alder, så smiler hun tit af den alligevel. Det er et firma, som hedder Wonderbly der laver bøgerne, og de har flere andre bøger i deres serier man kan sammensætte; bl.a. en med barnets yndlingsting, til når barnet bliver lidt ældre. Jeg har i hvert fald i sinde at lave et par stykker mere til E som hun bliver ældre.

 

En anden mulighed er at sammensætte sin egen fotohistoriebog – sådan en fik E til sin fødselsdag af sine bedsteforældre. Den var fyldt med billeder af hende selv og andre medlemmer af familien, og fortalte historien om alle de eventyr hun var på en weekend hun blev passet af bedste og bedstefar. Det er sådan en fin ide, og barnet kan jo genkende sig selv og resten af sin familie igennem de mange læsninger. Den slags bøger er super nemme at lave selv, og man har jo i forvejen telefonen fyldt op med alverdens billeder man kan vælge til bogen. Cewe laver nogle ret gode tilbud til den slags bøger, og tit har de også rabatkoder.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading
1 2 3 8