Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading

Forårs Wrap-Up

Der er godt nok sket meget i de sidste par måneder, og jeg har overraskende nok fået læst en hel del mere end hvad jeg egentlig havde regnet med alting taget i betragtning. Det er knap 3 måneder siden jeg har lavet en wrap-up, hvilket betyder at det vist er ved at være på tide. For lige om hjørnet lurer sommeren også, og det er nok begrænset hvor meget jeg får læst i de dage i forhold til en masse ture som vores lille familie kører ud på i landet, forudsat at det mega lækre sommervejr forsætter.

Tilbage til bøgerne, for jeg har formået at læse hele 14 bøger fordelt på de sidste 3 måneder! Med den hverdag vi har herhjemme, så er jeg selv meget tilfreds med det, for jeg har både afsluttet lidt serier og påbegyndt lidt nyt. Det hjælper stadig en hel del at jeg kan lytte til en god portion lydbøger til og fra arbejde og her har jeg blandt andet lyttet til de sidste bøger i Tearling serien; The Invasion of the Tearlingog The Fate of the Tearling. Samlet set har jeg været godt tilfreds med serien, den har en solid verden opbygget og nogle gode komplicerede karakterer, men den endelige slutning havde jeg godt nok lidt problemer med. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men efter min mening så gik den en hel del imod hvad jeg havde forventet bogen ville slutte med, og måske er det derfor jeg ikke er tilfreds med den, fordi det ikke var den slutning jeg havde forventet, men nok om det.

Som nævnt har jeg også fået færdiglæst/viderelæst i en hel del serier. Jeg fik læst den sidste halvdel om Vika og Nikolaj i Zarens skæbne, og var en passende slutning, om end den blev nået lidt hurtigt. Jeg er også kommet videre med YA nyfortolkningen om Sherlock Holmes i form af The Last August, som tog en noget drastisk slutning, hvorfor jeg også er meget spændt på at læse videre i den serie snarest muligt, når jeg får købt den tredje bog altså. Lidt eventyrgenfortælling blev der også plads til, og den er også lidt en del af en eventyrserie. Den hinter i hvert fald til en tidligere bog af samme forfatter, og det hele foregår i samme univers, det er selvfølgelige The Wish Granter / Ønskemagerenjeg taler om, som var en frisk fortolkning på Rumleskaft. Med frisk mener jeg at det var rart at læse en genfortælling af et eventyr som ikke bliver genfortalt særlig tit.

Som altid skal der være plads til lidt ekstra magi, og det har jeg især fået de sidste par måneder. Først med et magisk indblik ind i Harry Potters virkelige verden, eller i hvert fald de myter og legender, som mange af tingene bygger på med Harry Potter; A History of Magic, som skal tilføjes til enhver Harry Potter fans samling. Den er lavet i samarbejde med British Library, og er fyldt med spændende detaljer om alle mulige ting. Ingen magi uden Sarah J Maas, og jeg har fået læst hele to af hendes seneste bøger i løbet af de sidste par måneder. Først overgangsbogen til den sidste i Throne of Glass serien; Tower of Dawn, som godt nok tog mig lidt tid at komme ind i, men så kunne jeg heller ikke give slip på den igen. A Court of Frost and Starlighter endnu en overgangsbog, dog i hendes anden serie ACOTAR. Uden at sige for meget, kan jeg kun sige at Maas ikke kan skrive noget galt, og jeg elsker hvert et ord hun kan sammensætte, og ACOFAS var ingen undtagelse.

Lidt YA bøger har der skam også været plads til, og det har været meget præget af Becky Albertallis bøger; The Upside of Unrequited/Fordelen ved hemmelige forelskelser og Leah on the Off Beat, som begge belyser vigtige emner på hver sin facon, og begge bøger er rigtig gode på hver deres måde. Jeg tror dog at jeg foretrækker Upside, fordi den virker mere selvstænding end Leah, som jeg i sidste ende syntes læner sig meget op af hendes første bog om Simon, hvilket der ikke er noget i vejen for, men selvstændigheden i Upside tiltrak bare mig mere. Caravaltilføjede lidt magi og romantik til ungdomsgenren i denne omgang, og den tog mig også lidt tid at komme i gang med, men den fangede mig også til sidst. Jeg har senere fundet ud af, at der kommer en bog mere i den lille ’serie’, men jeg ved faktisk ikke om det er en jeg har behov for at læse, for jeg syntes faktisk den her bog står ganske fint alene. Jeg kunne endelig også begynde på serien om Blue og hendes ravnedrenge, med Ravnedrengene, og det er en meget anerledes serie, for man kan godt mærke at der er en noget længere historie, der skal fortælles, og det er kun en brøkdel man har fået at vide i den første bog her. Den første bog skraber næsten kun overfladen for hele historien, og der bliver lagt op til en hel vildt masse ting i kommende bøger, som pirrer ens nysgerrighed voldsomt, og jeg er da også begyndt på den anden bog i serien, som starter næsten lige hvor den første slutter.

I bogklubben de sidste par gange har vi blandt andet læst Our Endless Numbered Daysog senest Paris for One, som er to meget forskellige bøger. Our Endless Numberede Days er skrevet på en meget særlig måde, og det tager lidt tid at komme ind i den rytme, men selve historien er virkelig fængende og opsætter nogle spændende, og meget interessante emner at diskutere, ikke mindst om fortælleren er troværdig eller ej, og den slags syntes jeg er vanvittigt godt! Til vores seneste møde havde vi alle sammen brug for at læse noget kort, sommerligt og lidt romantisk, og derfor faldt valget på Paris for One. Det var en genlæsning for mig, og derfor vil jeg heller ikke sige så meget om den.

Som I kan se har jeg alligevel fået nået at læse en hel del, og en hel del forskelligt, hvilket jeg håber at kunne blive ved med henover sommeren. Jeg ved som sagt ikke, hvor meget jeg får tid til at læse i løbet af sommeren. Vi holder lidt sommerferie sammen i vores lille familie, og vi håber at komme ud og se en del ting i landet, for vi skal ikke ud og rejse. I stedet har vi valgt at vi vil forsøge at komme ud og se en del ting i landet, ikke mindst for at E kan få set nogle ting, og vi ikke bare sidder herhjemme og kukkelurer flere dage i træk. Men bøgerne kan jeg jo ikke ligge helt fra mig, og E skal da også sove til middag og mon ikke der bliver tid til at vende et par kapitler imens hun sover til middag? Jeg har derfor ikke rigtig nogle specifikke læseplaner til sommeren, andet end bare at læse i det hele taget. Gerne komme endnu mere i bund med mange af mine anmeldereksemplarer, men også bare mange af de ulæste bøger jeg har stående på hylderne.

Continue Reading

Livet med børn og bøger

Jeg har altid vidst at når jeg engang fik børn, så skulle de opdrages med bøger, modsat af hvad jeg selv blev. Til trods for at jeg ikke voksede op med bøger i min barndom, er jeg blevet en rigtig bogdame, og nu er mit mål at give det videre til E. Og her opstår tankerne, for hvordan gør man det, uden at det bliver en pligt eller at barnet ikke syntes det er noget kedeligt at sidde og bladre i bøgerne, mens mor eller far læser højt af noget som de nødvendigvis ikke endnu kan forstå. Heldigvis er der råd at hente fra bloggermødre og ikke mindst fra det ny-opstartede projekt #1000bøger som Kathrine har skudt i gang, og som vi gladelig deltager i herhjemme. På #1000bøger kan man finde masser af inspiration til hvordan man gør læsningen til en leg og en naturlig del af hverdagen.

Du kan også læse mit indlæg hos #1000bøger her.

Inden #1000bøger dukkede op havde vi heldigvis forsøgt os frem med et par ting herhjemme, og E er allerede svært glad for bøgerne hjemme hos os. Vi forsøger at læse en lille smule hver dag, og jeg bliver så glad for at se hvor glad E bliver når vi finder bøgerne frem. Især bøgerne om Mimbo Jimbo af Jakob Martin Strid er et stort hit herhjemme. Jeg er ovenikøbet allerede godt i gang med at sammensætte Es eget lille bibliotek på hendes værelse, så hun aldrig løber tør for ting at læse, både gengangere og nye ting. Indtil hun selv kan fortælle hvad hun vil læse, er det godt nok mig, der sammensætter hendes bogudvalg. Vi har også besøgt biblioteket for første gang, hvilket godt nok var ekstremt hårdt, da E faldt i søvn på vej hjem. Men vi kom da hjem med en god stak bøger, og allerede samme formiddag blev de første 2 læst højt til stor fornøjelse. Jeg forsøger at vælge bøger, som hun vil syntes er sjove eller spændende, og dertil har jeg et lille tip, som vi har fundet nyttige.

Bøger barnet kan relatere til.

Det kan være i mange forskellige udformninger. Jeg har fundet to sjove eksempler, som E har fået herhjemme. Den ene er en bog om den modige lille pige, som skal finde sit navn, der er blevet væk. E kan igennem den bog være med til at læse om den modige pige på jagt efter sit navn, som hun selvfølgelig finder til sidst, hvor det afsløres at pigens navn er barnets navn. Man kan selv sammensætte bogen efter hvilke dyr, der skal repræsentere de forskellige bogstaver i navnet, så hver bog er helt unik, og den har de sjoveste og fineste rimeremser hele bogen igennem. Vi har læst den et par gange, og selvom den godt kan virke lidt for lang til Es alder, så smiler hun tit af den alligevel. Det er et firma, som hedder Wonderbly der laver bøgerne, og de har flere andre bøger i deres serier man kan sammensætte; bl.a. en med barnets yndlingsting, til når barnet bliver lidt ældre. Jeg har i hvert fald i sinde at lave et par stykker mere til E som hun bliver ældre.

 

En anden mulighed er at sammensætte sin egen fotohistoriebog – sådan en fik E til sin fødselsdag af sine bedsteforældre. Den var fyldt med billeder af hende selv og andre medlemmer af familien, og fortalte historien om alle de eventyr hun var på en weekend hun blev passet af bedste og bedstefar. Det er sådan en fin ide, og barnet kan jo genkende sig selv og resten af sin familie igennem de mange læsninger. Den slags bøger er super nemme at lave selv, og man har jo i forvejen telefonen fyldt op med alverdens billeder man kan vælge til bogen. Cewe laver nogle ret gode tilbud til den slags bøger, og tit har de også rabatkoder.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Great Series #05 – The Crown’s Game

(Tak til forlaget Gyldendal, som jeg har fået begge bøger fra til anmeldelse.)

Af årsager jeg ikke kan forklare, så har jeg altid været fascineret af det gamle Rusland og det var derfor jeg i første omgang faldt for The Crown’s Game bøgerne. At der også var tilsat magi i kombinationen det gjorde det bare endnu mere tiltalende og efter at have læst begge bøger i den korte serie er jeg ikke i tvivl; magi og det gamle Rusland fungerer bare!

Det er historien om Vika, Nikolaj og Pasha og deres livshistorier der vikler sig ind i hinanden på kryds og tværs, uden at de selv er klar over det til at starte med. Og lige netop den ukendte faktor, blandt de tre, var noget af det fascinerende ved den første bog, og efter min mening er det også den stærkeste af de to. Det er både en styrke og en svaghed at der kun er to bøger i denne korte serie, for der er visse ting jeg godt kunne tænke mig at læse mere om, samtidig med at historien ikke har behov for at fortælle mere efter de to bøger.

Den første bog handler primært om spillet om at blive den kongelig magiker, et spil som Vika og Nikolaj deltager i, men som ingen andre kender til, for magi i Rusland (og resten af verden) findes ikke, af hensigt for at folket ikke skal skræmmes. De skal derfor imponere tsaren på forskellig vis, og den som udfører det mest imponerende stykke arbejde – eller slår den anden ihjel – vinder titlen som kongelig magiker. Den anden bog handler om det eftervirke som spillet selvfølgelig efterlader sig, for ikke alle slipper helskindet igennem, både psykisk og mentalt.

Jeg syntes mest af alt at Vika var mest interessant at læse om, hun var rigtig interessant som person, og hun udviklede sig rigtig godt igennem de to bøger, som egentlig dækker ganske kort tid. Hendes baggrundshistorie var også rigtig spændende, og selvom man ikke får alle detaljerne, så er det nok også hvad der gør den interessant. Pashas karakter fandt jeg ikke synderligt interessant, han var mest af alt lidt af en flødebolle, der forventede at få alt hvad han pegede på – i det virke at han var arving til den russiske trone. Godt nok udvikler han sig også til en noget stærkere personlighed, men han var alligevel ikke min favorit. Nikolaj var en noget mere kompleks karakter at finde ud af. Jeg syntes rigtig godt om ham i den første bog, men uden at sige for meget, så var han ret modbydelig i den anden bog af udefrakommende sider. Der savnede jeg noget af det samspil mellem karaktererne, som fungerede så godt i den første bog.

Plottet på tværs af de to bøger var rigtig godt, og magien bliver også udnyttet helt fantastisk og beskrevet rigtig godt. Desværre syntes jeg at den anden bog var lidt for hurtigt i spyttet, om man så må sige. Det var som om der hele tiden skulle et eller andet ind i historien for at skynde på plottet, og det hele var bare lidt for belejligt ift plottet hele tiden. Der kunne jeg godt have tænkt mig at enkelte ting blev forklaret lidt mere, eller de fik lidt ekstra handlingstid, og så tror jeg ikke det vil gøre synderligt meget hvis det havde mundet ud i en 3 bog, så det i sidste ende blev en trilogi. For slutningen kom også noget hurtigt i spil, og var ret hurtigt overstået. Ærlig talt var jeg ikke helt tilfreds med hvordan slutningen udspillede sig, det virkede for nemt ift Nikolajs rolle i historien, men jeg kunne rigtig godt lide den symbolik der var mellem de to bøger i deres måde at slutte på, det bandt dem rigtig godt sammen.

Alt i alt er det her en rigtig god serie, med et utrolig fremskredent plot, hvor der hele tiden sker noget for de medrivende karakterer. Selvom det hele godt kunne have brugt nogle flere sider hist og her, så fungerer de altså også helt okay bare som to bøger. Magien i det gamle Rusland er altså ikke helt død, og jeg håber at finde andre bøger i samme stil.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading

Great Series #04 – A Court of Thorns and Roses

Hvis man har fulgt bare lidt med her på bloggen, så hersker der vist ingen tvivl om at jeg er ret så glad for Sarah J Maas og stort set alt hvad hun har skrevet. Det gælder ikke mindst hendes serie om Feyre i A Court of Thorns and Roses trilogien (som er på vej til at få flere bøger i serien), hvor hver bog også har et lag af eventyrgenfortælling i sig; jeg elsker det! Der er en helt speciel fankultur omkring Maas’ bøger, og især på de sociale medier hersker der vilde udbrud når der kommer nyt om hendes bøger.

Serien handler om Feyre, der ved et tilfælde (måske ikke helt så meget tilfælde alligevel, finder man senere ud af) kommer til at slå en kæmpeulv ihjel, og dermed bliver hun, som almindelig dødelig menneske, viklet ind i et liv med feer og magiske problemer uden sammenligning med hvad hun tidligere har oplevet. Den første bog bygger meget på Feyres udvikling som karakter og hun gennemgår nogle vilde oplevelser, og det er overraskende at hun kommer levende igennem det. Dertil at hun gør det hele for en mand, som hun tror hun elsker. Den anden bog i serien starter stort set lige hvor den første sluttede, Feyre har vundet den første kamp, men det havde sin pris. I anden bog skal hun tilpasse sig sin nye tilværelse, for med sejren kom også et nyt liv som udødelig fe. Det har gjort Feyre til en anden person, og det liv hun vendte tilbage til passer ikke rigtig til hende længere. En god portion nye karakterer kommer på banen, og Feyre finder sig et nyt liv samtidig med hun finder sig selv. Alt dette skal hun kæmper yderligere for i den sidst bog i serien, som selvfølgelig er det store opgør mod alt og alle.

For at sige det kort, så knuselsker jeg den her serie. Jeg startede den første bog i sin tid, fordi jeg manglede flere bøger i hendes anden bogserie (Throne of Glass), og med en præmis der stjæler fra Skønheden & Udyret, var jeg solgt allerede inden jeg havde åbnet bogen. Maas kan et eller andet med stærke karakterer, og at skabe verdner der virkelig sparker røv. Feyre er en utrolig stærk karakter, men hun er stadig menneskelig og ikke perfekt, hvilket bare gør hende det mere solid i sin personlighed. Hun har fejl og mangler, men hun kæmper for hvad hun elsker, og det er til at beundre. Maas skriver utrolig rørende og hendes liv i siderne er med til at man læser de her bøger hurtigere end hvad godt er, for selvom man vil læse dem helt vildt hurtigt for at finde ud af hvad der sker, så har man heller ikke lyst til at det skal slutte. Jeg kan huske da jeg havde læst den anden bog i serien, i ugerne efterfølgende havde jeg den største bookhangover jeg længe kan huske. Den bog satte sig virkelig fast i mig, og den forbliver min favorit i serien.

Udover Feyre har Maas skabt et væld af andre fantastiske karakterer, som man bliver helt opslugt af. Rhysand er oplagt at nævne, for han er den mest fantastiske person du vil støde på i bogverden. Ord kan ikke beskrive ham og hans loyalitet og kærlighed til sin omgangskreds. Lucien fortjener også en bemærkning, selvom det tager ham lidt tid at finde ud af hvordan landet ligger, men i bund og grund er han en hæderlig person, og mit hjerte blødte et par gange for ham. Feyres søstre er også værd at nævne, for de er så forskellige som nat og dag, og alligevel er de vidunderlige på hver deres måde. Jeg er vild med de fællesskaber som Maas for opbygget på kryds og tværs af alle sine karakterer, og hvordan hun får skabt disse personligheder, som stille og roligt sniger sig ind under huden på dig, og bliver dine nye bedste venner.

Oprindeligt var det kun planlagt at serien skulle bestå af 3 bøger, men Maas selv har erklæret at hun har svært ved at give slip på Feyre og hendes venner endnu, så os heldige læsere får mere at fryde os over. Allerede her til foråret kommer den fjerde bog i fe-verdenen med Feyre i centrum. Det er måske også godt nok, for jeg havde det faktisk lidt svært med slutningen på den tredje bog. Ikke at den var dårlig, den var bare lidt for perfekt. Det var som om alt lykkedes lidt for nemt for Feyre i sidste ende alligevel, uden de store omkostninger, som hun tidligere har måtte give. Måske er det også derfor at bog to stadig er min favorit, men det kan jo nå at ændre sig med de bøger, der endnu ikke er kommet. Dertil kan det kun siges som det sidste, at det stykke arbejde der bliver lagt i at lave covers til disse bøger bør belønnes med tjenestemedaljer, for de er gudesmukke! Jeg er desuden vild med at de bruger noget af den fanart som florerer rundt omkring på de sociale medier, for det er simpelthen bare spot on. Jeg har kun tilbage at sige, at du bør læse dem med det samme, hvis du ikke allerede har læst dem. Og hvis du allerede har læst dem, så læs dem igen (og igen), for det gør dem kun bedre.

 

Continue Reading

Vinterlig Wrap-Up

De første par måneder af 2018 har været præget meget af arbejde for mit vedkommende. Min barsel er slut og jeg har skulle vende tilbage til en ny hverdag, hvor Emily også skal have sin plads. For den hverdag vi havde før jeg gik på barsel passer slet ikke til os længere. Den første måneds tid har derfor været præget af nye ting, både positive og et par negative (alt det vil jeg fortælle lidt mere om senere). Størstedelen af de bøger jeg derfor har læst i den her tid er lydbøger, men jeg har forsøgt at finde lydbøger af bøger, som jeg også har i fysisk udgave, så jeg kommer lidt igennem nogle af alle de bøger jeg har stående på hylden.

Januar og februar har været kolde og mørke måneder og tiden til at læse har været sparsom når jeg er kommet hjem fra arbejde, har hygget med Emily og fået hende lagt i seng. De fleste aftener når hun er blevet lagt i seng, sidder både manden og jeg i sofaen og føler os nærmest splattet ud. Det har derfor været svært at samle sig om at læse noget som helst om aftenen, de enkelte aftener er det blot blevet til et enkelt kapitel, inden jeg finder mit hæklegrej frem. For nå ja, jeg har (endelig!) lært at hækle, og jeg er virkelig blevet bidt af det, og de fleste aftener kører fjernsynet bare mens jeg sidder og hækler det ene eller det andet, fordi koncentrationen og overskuddet til at læse bare er nært forsvindende om aftenen. Min læselyst er dog voksende, men overskuddet til at læse følger ikke rigtig med; jeg vil rigtig gerne læse, men kan ikke finde tiden til det. Og alligevel er det blevet til 7 bøger i løbet af det første 8 uger af året.

Jeg startede året med en sukkersød ungdomsbog, Alias Alex, som var rigtig underholdende, men den overraskede desværre ikke. Med det sagt, så gør den præcis hvad den skal i sin genre og jeg nød at læse den. Årets første lydbog var If I Was Your Girl som jeg valgte i mit forsøg på at finde materiale til et forløb til min undervisning, hvor det skulle handle om at være anerledes. Det endte desværre med at jeg ikke fik den brugt, da det ikke lykkede i forhold til tiden. Men bogen var ganske god, selvom der var nogle detaljer jeg ikke var vild med og enkelte ting jeg syntes var lidt for overdrevne tingene taget i betragtning. Jeg forsatte lidt med at forsøge at finde bøger om at være anerledes med Adam Silveras More Happy Than Not, efterfulgt af They Both Die at the End. Sidstnævnte var godt nok min fortrukne, hvor MHTN tog en del tid for mig at føle mig engageret i. Det var som om jeg skulle halvvejs igennem for at blive rigtig fanget af den, hvilket var lidt ærgerligt. TBDATE derimod fangede mig lige fra starten, men det hænger også sammen med at bogen starter brat in media res og har mange ting der skal ske indenfor kort tid. Jeg har kun læst de to af Silvera, men har klart intentioner om at læse flere af ham.

Det blev endelig tid for mig at stifte bekendtskab med Ravnenes hvisken, som har været enormt omtalt de sidste par år, men jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at komme i gang, til trods for at den første bog har stået på min hylde siden bogbloggertræf forrige år. Jeg ved ikke om det er fordi der var så store forventninger til bogen fra alle mulige vinkler, men jeg blev ikke blæst omkuld af bogen. Den var rigtig god, men al den nordiske mytologi tog virkelig overhånd. Mere om det i min kommende anmeldelse. Jeg er endelig også begyndt på serien The Queen of the Tearling, igen en bog jeg har haft stående på hylden i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg har endnu kun læst den første i serien, men har i sinde at læse den til ende, inden jeg vil dele min anmeldelse med jer. Årets bedste bog indtil videre er, uden tvivl, En af os lyver, som jeg næsten kom til at læse. Det var en rent tilfælde jeg fik den lånt af en veninde, og gudskelov for at jeg gjorde det, den bog er fantastisk! Hvilket jeg også ranter videre om i min anmeldelse.

Læseplanerne for de kommende måneder bliver ren lystlæsning, samtidig med at jeg har nogle anmelderbøger jeg føler jeg snart burde få taget mig sammen til at læse. Der ligger virkelig også nogle gode i stakken og bare stirrer på mig, om at komme i gang med dem, for jeg vil virkelig gerne læse dem, men jeg skal også bare lige finde tiden til det. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald bare tænkt mig at forsætte med at læse så meget jeg kan komme til. Er der nogle gode bøger I har på læselisten i den nære fremtid?

Continue Reading

En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading
1 2 3 8