Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Great Series #05 – The Crown’s Game

(Tak til forlaget Gyldendal, som jeg har fået begge bøger fra til anmeldelse.)

Af årsager jeg ikke kan forklare, så har jeg altid været fascineret af det gamle Rusland og det var derfor jeg i første omgang faldt for The Crown’s Game bøgerne. At der også var tilsat magi i kombinationen det gjorde det bare endnu mere tiltalende og efter at have læst begge bøger i den korte serie er jeg ikke i tvivl; magi og det gamle Rusland fungerer bare!

Det er historien om Vika, Nikolaj og Pasha og deres livshistorier der vikler sig ind i hinanden på kryds og tværs, uden at de selv er klar over det til at starte med. Og lige netop den ukendte faktor, blandt de tre, var noget af det fascinerende ved den første bog, og efter min mening er det også den stærkeste af de to. Det er både en styrke og en svaghed at der kun er to bøger i denne korte serie, for der er visse ting jeg godt kunne tænke mig at læse mere om, samtidig med at historien ikke har behov for at fortælle mere efter de to bøger.

Den første bog handler primært om spillet om at blive den kongelig magiker, et spil som Vika og Nikolaj deltager i, men som ingen andre kender til, for magi i Rusland (og resten af verden) findes ikke, af hensigt for at folket ikke skal skræmmes. De skal derfor imponere tsaren på forskellig vis, og den som udfører det mest imponerende stykke arbejde – eller slår den anden ihjel – vinder titlen som kongelig magiker. Den anden bog handler om det eftervirke som spillet selvfølgelig efterlader sig, for ikke alle slipper helskindet igennem, både psykisk og mentalt.

Jeg syntes mest af alt at Vika var mest interessant at læse om, hun var rigtig interessant som person, og hun udviklede sig rigtig godt igennem de to bøger, som egentlig dækker ganske kort tid. Hendes baggrundshistorie var også rigtig spændende, og selvom man ikke får alle detaljerne, så er det nok også hvad der gør den interessant. Pashas karakter fandt jeg ikke synderligt interessant, han var mest af alt lidt af en flødebolle, der forventede at få alt hvad han pegede på – i det virke at han var arving til den russiske trone. Godt nok udvikler han sig også til en noget stærkere personlighed, men han var alligevel ikke min favorit. Nikolaj var en noget mere kompleks karakter at finde ud af. Jeg syntes rigtig godt om ham i den første bog, men uden at sige for meget, så var han ret modbydelig i den anden bog af udefrakommende sider. Der savnede jeg noget af det samspil mellem karaktererne, som fungerede så godt i den første bog.

Plottet på tværs af de to bøger var rigtig godt, og magien bliver også udnyttet helt fantastisk og beskrevet rigtig godt. Desværre syntes jeg at den anden bog var lidt for hurtigt i spyttet, om man så må sige. Det var som om der hele tiden skulle et eller andet ind i historien for at skynde på plottet, og det hele var bare lidt for belejligt ift plottet hele tiden. Der kunne jeg godt have tænkt mig at enkelte ting blev forklaret lidt mere, eller de fik lidt ekstra handlingstid, og så tror jeg ikke det vil gøre synderligt meget hvis det havde mundet ud i en 3 bog, så det i sidste ende blev en trilogi. For slutningen kom også noget hurtigt i spil, og var ret hurtigt overstået. Ærlig talt var jeg ikke helt tilfreds med hvordan slutningen udspillede sig, det virkede for nemt ift Nikolajs rolle i historien, men jeg kunne rigtig godt lide den symbolik der var mellem de to bøger i deres måde at slutte på, det bandt dem rigtig godt sammen.

Alt i alt er det her en rigtig god serie, med et utrolig fremskredent plot, hvor der hele tiden sker noget for de medrivende karakterer. Selvom det hele godt kunne have brugt nogle flere sider hist og her, så fungerer de altså også helt okay bare som to bøger. Magien i det gamle Rusland er altså ikke helt død, og jeg håber at finde andre bøger i samme stil.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading

Great Series #04 – A Court of Thorns and Roses

Hvis man har fulgt bare lidt med her på bloggen, så hersker der vist ingen tvivl om at jeg er ret så glad for Sarah J Maas og stort set alt hvad hun har skrevet. Det gælder ikke mindst hendes serie om Feyre i A Court of Thorns and Roses trilogien (som er på vej til at få flere bøger i serien), hvor hver bog også har et lag af eventyrgenfortælling i sig; jeg elsker det! Der er en helt speciel fankultur omkring Maas’ bøger, og især på de sociale medier hersker der vilde udbrud når der kommer nyt om hendes bøger.

Serien handler om Feyre, der ved et tilfælde (måske ikke helt så meget tilfælde alligevel, finder man senere ud af) kommer til at slå en kæmpeulv ihjel, og dermed bliver hun, som almindelig dødelig menneske, viklet ind i et liv med feer og magiske problemer uden sammenligning med hvad hun tidligere har oplevet. Den første bog bygger meget på Feyres udvikling som karakter og hun gennemgår nogle vilde oplevelser, og det er overraskende at hun kommer levende igennem det. Dertil at hun gør det hele for en mand, som hun tror hun elsker. Den anden bog i serien starter stort set lige hvor den første sluttede, Feyre har vundet den første kamp, men det havde sin pris. I anden bog skal hun tilpasse sig sin nye tilværelse, for med sejren kom også et nyt liv som udødelig fe. Det har gjort Feyre til en anden person, og det liv hun vendte tilbage til passer ikke rigtig til hende længere. En god portion nye karakterer kommer på banen, og Feyre finder sig et nyt liv samtidig med hun finder sig selv. Alt dette skal hun kæmper yderligere for i den sidst bog i serien, som selvfølgelig er det store opgør mod alt og alle.

For at sige det kort, så knuselsker jeg den her serie. Jeg startede den første bog i sin tid, fordi jeg manglede flere bøger i hendes anden bogserie (Throne of Glass), og med en præmis der stjæler fra Skønheden & Udyret, var jeg solgt allerede inden jeg havde åbnet bogen. Maas kan et eller andet med stærke karakterer, og at skabe verdner der virkelig sparker røv. Feyre er en utrolig stærk karakter, men hun er stadig menneskelig og ikke perfekt, hvilket bare gør hende det mere solid i sin personlighed. Hun har fejl og mangler, men hun kæmper for hvad hun elsker, og det er til at beundre. Maas skriver utrolig rørende og hendes liv i siderne er med til at man læser de her bøger hurtigere end hvad godt er, for selvom man vil læse dem helt vildt hurtigt for at finde ud af hvad der sker, så har man heller ikke lyst til at det skal slutte. Jeg kan huske da jeg havde læst den anden bog i serien, i ugerne efterfølgende havde jeg den største bookhangover jeg længe kan huske. Den bog satte sig virkelig fast i mig, og den forbliver min favorit i serien.

Udover Feyre har Maas skabt et væld af andre fantastiske karakterer, som man bliver helt opslugt af. Rhysand er oplagt at nævne, for han er den mest fantastiske person du vil støde på i bogverden. Ord kan ikke beskrive ham og hans loyalitet og kærlighed til sin omgangskreds. Lucien fortjener også en bemærkning, selvom det tager ham lidt tid at finde ud af hvordan landet ligger, men i bund og grund er han en hæderlig person, og mit hjerte blødte et par gange for ham. Feyres søstre er også værd at nævne, for de er så forskellige som nat og dag, og alligevel er de vidunderlige på hver deres måde. Jeg er vild med de fællesskaber som Maas for opbygget på kryds og tværs af alle sine karakterer, og hvordan hun får skabt disse personligheder, som stille og roligt sniger sig ind under huden på dig, og bliver dine nye bedste venner.

Oprindeligt var det kun planlagt at serien skulle bestå af 3 bøger, men Maas selv har erklæret at hun har svært ved at give slip på Feyre og hendes venner endnu, så os heldige læsere får mere at fryde os over. Allerede her til foråret kommer den fjerde bog i fe-verdenen med Feyre i centrum. Det er måske også godt nok, for jeg havde det faktisk lidt svært med slutningen på den tredje bog. Ikke at den var dårlig, den var bare lidt for perfekt. Det var som om alt lykkedes lidt for nemt for Feyre i sidste ende alligevel, uden de store omkostninger, som hun tidligere har måtte give. Måske er det også derfor at bog to stadig er min favorit, men det kan jo nå at ændre sig med de bøger, der endnu ikke er kommet. Dertil kan det kun siges som det sidste, at det stykke arbejde der bliver lagt i at lave covers til disse bøger bør belønnes med tjenestemedaljer, for de er gudesmukke! Jeg er desuden vild med at de bruger noget af den fanart som florerer rundt omkring på de sociale medier, for det er simpelthen bare spot on. Jeg har kun tilbage at sige, at du bør læse dem med det samme, hvis du ikke allerede har læst dem. Og hvis du allerede har læst dem, så læs dem igen (og igen), for det gør dem kun bedre.

 

Continue Reading

Vinterlig Wrap-Up

De første par måneder af 2018 har været præget meget af arbejde for mit vedkommende. Min barsel er slut og jeg har skulle vende tilbage til en ny hverdag, hvor Emily også skal have sin plads. For den hverdag vi havde før jeg gik på barsel passer slet ikke til os længere. Den første måneds tid har derfor været præget af nye ting, både positive og et par negative (alt det vil jeg fortælle lidt mere om senere). Størstedelen af de bøger jeg derfor har læst i den her tid er lydbøger, men jeg har forsøgt at finde lydbøger af bøger, som jeg også har i fysisk udgave, så jeg kommer lidt igennem nogle af alle de bøger jeg har stående på hylden.

Januar og februar har været kolde og mørke måneder og tiden til at læse har været sparsom når jeg er kommet hjem fra arbejde, har hygget med Emily og fået hende lagt i seng. De fleste aftener når hun er blevet lagt i seng, sidder både manden og jeg i sofaen og føler os nærmest splattet ud. Det har derfor været svært at samle sig om at læse noget som helst om aftenen, de enkelte aftener er det blot blevet til et enkelt kapitel, inden jeg finder mit hæklegrej frem. For nå ja, jeg har (endelig!) lært at hækle, og jeg er virkelig blevet bidt af det, og de fleste aftener kører fjernsynet bare mens jeg sidder og hækler det ene eller det andet, fordi koncentrationen og overskuddet til at læse bare er nært forsvindende om aftenen. Min læselyst er dog voksende, men overskuddet til at læse følger ikke rigtig med; jeg vil rigtig gerne læse, men kan ikke finde tiden til det. Og alligevel er det blevet til 7 bøger i løbet af det første 8 uger af året.

Jeg startede året med en sukkersød ungdomsbog, Alias Alex, som var rigtig underholdende, men den overraskede desværre ikke. Med det sagt, så gør den præcis hvad den skal i sin genre og jeg nød at læse den. Årets første lydbog var If I Was Your Girl som jeg valgte i mit forsøg på at finde materiale til et forløb til min undervisning, hvor det skulle handle om at være anerledes. Det endte desværre med at jeg ikke fik den brugt, da det ikke lykkede i forhold til tiden. Men bogen var ganske god, selvom der var nogle detaljer jeg ikke var vild med og enkelte ting jeg syntes var lidt for overdrevne tingene taget i betragtning. Jeg forsatte lidt med at forsøge at finde bøger om at være anerledes med Adam Silveras More Happy Than Not, efterfulgt af They Both Die at the End. Sidstnævnte var godt nok min fortrukne, hvor MHTN tog en del tid for mig at føle mig engageret i. Det var som om jeg skulle halvvejs igennem for at blive rigtig fanget af den, hvilket var lidt ærgerligt. TBDATE derimod fangede mig lige fra starten, men det hænger også sammen med at bogen starter brat in media res og har mange ting der skal ske indenfor kort tid. Jeg har kun læst de to af Silvera, men har klart intentioner om at læse flere af ham.

Det blev endelig tid for mig at stifte bekendtskab med Ravnenes hvisken, som har været enormt omtalt de sidste par år, men jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at komme i gang, til trods for at den første bog har stået på min hylde siden bogbloggertræf forrige år. Jeg ved ikke om det er fordi der var så store forventninger til bogen fra alle mulige vinkler, men jeg blev ikke blæst omkuld af bogen. Den var rigtig god, men al den nordiske mytologi tog virkelig overhånd. Mere om det i min kommende anmeldelse. Jeg er endelig også begyndt på serien The Queen of the Tearling, igen en bog jeg har haft stående på hylden i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg har endnu kun læst den første i serien, men har i sinde at læse den til ende, inden jeg vil dele min anmeldelse med jer. Årets bedste bog indtil videre er, uden tvivl, En af os lyver, som jeg næsten kom til at læse. Det var en rent tilfælde jeg fik den lånt af en veninde, og gudskelov for at jeg gjorde det, den bog er fantastisk! Hvilket jeg også ranter videre om i min anmeldelse.

Læseplanerne for de kommende måneder bliver ren lystlæsning, samtidig med at jeg har nogle anmelderbøger jeg føler jeg snart burde få taget mig sammen til at læse. Der ligger virkelig også nogle gode i stakken og bare stirrer på mig, om at komme i gang med dem, for jeg vil virkelig gerne læse dem, men jeg skal også bare lige finde tiden til det. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald bare tænkt mig at forsætte med at læse så meget jeg kan komme til. Er der nogle gode bøger I har på læselisten i den nære fremtid?

Continue Reading

En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading

2017 i Bøger

Det er blevet tid til at se tilbage på mit boglige 2017. I de forgangne år har jeg læst flere og flere bøger for hvert år, dog blev dette år ikke i samme række. Det vidste jeg også godt på forhånd ikke ville komme til at ske, med en lille baby til at melde i sin ankomst i starten af året. Jeg satte derfor mit mål for året til mindre end de 100, men jeg endte med at måtte justere det løbende igennem året alligevel. Mit endelige mål endte derfor på 50 bøger, som jeg formåede at nå, med lidt hjælp fra nogle af de børnebøger jeg har læst med E. Og selvom en god del også har været lydbøger og e-bøger, så er jeg alligevel ret tilfreds med at have fået læst de 50+ bøger.

Samlet set har det desværre været sparsomt med bøger, der har skudt helt til vejrs og scoret topkarakter. Ærligt talt har der været meget få af den slags, i hvert fald den slags som jeg stadig husker som fabelagtige. Faktisk har det været et ret middelmådigt år hvad kvalitet af bøgerne angår, og det er også 3 stjerner jeg har givet flest af. Alligevel har jeg formået at finde 2 små top-tre frem af nogle af de bedste bøger jeg har læst i år.

Den første lille top 3 jeg har sammensat er af bøger som ikke er del af serier. Med sparsomt tid har jeg forsøgt at finde bøger, som ikke var dele af serier for at jeg ikke skulle vente for lang tid med at kunne få læst næste bog i serien. På en 3. plads er det Ting, min søn skal vide om verden af Fredrick Backman. Jeg læste den som e-bog imens E stadig var ganske lille og vi ammede. Den passede bare så godt til situationen og hele fornemmelsen med at være blevet mor, og jeg kluklo af flere af de små historier. Dog har jeg endnu ikke formået at få Rasmus til at læse bogen også, selvom jeg er sikker på han ville finde den næsten lige så underholdende. På 2. pladsen er det min anden læseoplevelse med Colleen Hoover, nemlig 9 November. Den bog var både romantisk og havde et plot twist jeg ikke havde set komme. Når en sukkersød chick-litt alligevel formår at komme med sådan et plot-twist, så er jeg altså solgt, for mange af dem ligner hinanden, men det gjorde denne her heldigvis ikke, og det var en sand fornøjelse at læse. Førstepladsen indtages minsandten også af Backman med Bjørneby. Den bog har i den grad sat sine spor i mig, og jeg kan stadig tænke tilbage på den med varme i hjertet og harme på ærmet. Det var 3 ret så forskellige bøger, men alle tre ret så gode på hver deres måde.

Årets anden top 3 er af bøger som er en del af serier. For selvom jeg ikke har haft meget tid, så er der seriebøger som ikke kan undgås, og som bare skal læses for at kunne forelske mig personer og verdner på ny. På 3. Pladsen er det afslutningen af historien om September og hendes eventyr i Fairyland med The Girl who Raced Fairyland all the Way Home. Det var en rigtig fin afslutning på serien, og den endelig slutning var bare så passende til September og alle hendes venner. På 2. pladsen befinder den 3 bog i serien Spektrum sig, Ursiderne. Nanan Foss har skrevet en tidsrejsende bogserie som fænger fra første færd, og jeg er ret så hooked. Det eneste negative der næsten kan siges om serien er, at der kun er 3 bøger indtil videre og vi skal vente mindst et år på at få næste bog. Som den absolut bedste bog i en serie dette år, og dermed førstepladsen, er selvfølgelig A Court of Wings and Fury af Sarah J Maas. Det er egentlig lidt unfair at lave favoritlister når hendes bøger er med i spillet, for hun skriver fabelagtig hver gang, og jeg knuselsker hendes bøger faktisk næsten inden jeg har læst dem. Godt nok var den sidste bog i denne trilogi ikke den bedste – for det er 2eren – men den var alligevel ret så fantastisk og medrivende.

2017 blev ikke året hvor jeg læste flere end 100 bøger. Til gengæld blev det året hvor jeg blev mor og oplevede så mange andre fantastiske ting udenfor bøgernes verden. Jeg er på ingen måde færdig med bøgernes verden, og min læselyst vender mere og mere tilbage for hver dag der går. Tiden til at læse bliver også større og jeg håber da også på at kunne få læst 30 bøger i år. Jeg har sat mit uofficielle mål lavt, for jeg har ikke planer om at lade mig styre så stringent af goodreads challenge, men jeg kommer nok til at bruge den til at holde styr på de bøger jeg læser i år. 2018 bliver året hvor jeg ikke vil lade mig styre af nogle form for challenges, og bare læse af ren og skær lyst. Af samme grund kommer jeg nok også til at begrænse mig i at efterspørge læseeksemplarer, og virkelig udse mig de bøger jeg har mest lyst til at læse. Jeg har ikke undersøgt hvilke bøger der udkommer næste år, men jeg er sikker på der kommer et par bøger der vil fange min interesse.

Har I nogle bøger på radaren for næste år, som bare skal tilføjes læselisten for 2018?

Continue Reading

Almost Midnight (Rainbow Rowell, 2017)

Midnights is the story of Noel and Mags, who meet at the same New Year’s Eve party every year and fall a little more in love each time . . .
Kindred Spirits is about Elena, who decides to queue to see the new Star Wars movie and meets Gabe, a fellow fan.
Midnights was previously published as part of the My True Love Gave to Me anthology, edited by Stephanie Perkins and Kindred Spirits was previously published as a World Book Day title.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Denne lille bitte bog er faktisk to af Rowells tidligere udgivet noveller samlet i en fin lille glitterpakke. Da jeg fandt ud af at den første af novellerne er i samlingen My True Love Gave to Me (som jeg har i forvejen), havde jeg faktisk ikke i sinde at købe denne bog. Men efter lidt grublen overvandt jeg mig selv, og bestilte den hjem, med henblik på at læse den anden novelle i håb om at kunne bruge den til noget undervisning. Og hvor er jeg glad for at jeg har fået den til min lille samling. Udover at den er utrolig flot at kigge på – come on, it sparkles! – så er de to noveller også bare så fine.

Den første novelle, Midnights, kunne jeg faktisk slet ikke huske, så det var enormt rart at genlæse den. Historien om Mags og Noel og deres fine venskab, som bare skjuler så meget mere var rigtig hjertevarm, og jeg tror det er et sådant venskab mange af os gerne ville have. De mange nytårsfester fik mig til at tænke tilbage på min egen ungdom, ikke fordi jeg selv deltog i den slags fester med mange mennesker på den måde, men fordi jeg kan mindes de sjove nytårsfester jeg selv har været med til, om end de har været meget anerledes end disse. Mags og Noel fungerer rigtig godt som hovedpersoner, og personligt vil jeg da gerne være med i deres lille klike af venner, eller være en flue på væggen til deres nytårsfest. Man kan næsten ikke finde en sødere slutning på novellen end denne, eller en sødere begyndelse på et nyt år. Den passer perfekt til den melankolske følelse man kan få omkring nytårsskiftet, men også den opløftende følelse man kan føle lige i det klokken slår 12.

Den anden (og sidste) novelle i bogen, Kindred Spirits, har ikke nødvendigvis voldsomt meget med jul at gøre, andet end at den foregår i december måned. Ikke desto mindre var jeg faktisk ret begejstret for den, især fordi den er vanvittigt tæt på hvad jeg ledte efter til undervisningsbrug, og jeg har tænkt mig at bruge den uanset hvad. Den fortæller så meget om hvordan man kan have svært ved at stå 100% ved den person man er, i frygt for at blive udpeget som nørd. Og alligevel holder man fast i den ene specielle ting man elsker fordi det er så stor en del af ens personlighed. Jeg kunne også rigtig godt lide hvordan Elenas holdninger bliver afprøvet i forhold til hvem hun tror hun kender fra sin omgangskreds, og bliver præsenteret for nye mennesker og derigennem nye holdninger, som hun skal forholde sig til. I sidste ende syntes jeg også den er så fin med al sin fokus på Star Wars og spørgsmålet om hvad der gør en nørd til en nørd.

Almost Midnight er en rigtig fin lille julebog, selvom historierne egentlig ikke handler om jul som sådan. Alligevel får man en lidt varm følelse i brystet af at læse dem, og det er vel også lidt hvad julen handler om

 

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Decembers udvalgte

Til den sidste måned i året har jeg også udvalgt en lille stak bøger, som jeg håber på at få læst. Jeg ved udmærket godt at jeg ikke på nogen måde vil nå at få læst dem alle sammen, men det er rart at have noget at vælge i mellem. Ikke mindst fra lidt forskellige genrer, for selvom jeg har forsøgt at finde en masse julebøger, så har jeg bare ikke formået at få købt synderligt mange nye julebøger til i år. Heldigvis er der nogle stykker på Mofibo, som jeg har i sinde at kigge lidt nærmere på også.

Jeg har fundet 2 fysiske julebøger som kunne være rare at læse her i julemåneden. Christmas at the Cupcake Cafe er en engelsk sødsuppe bog, som sikkert vil varme dit julehjerte. Jeg mindes at høre en kort julelydbog fra samme genre sidste år, så tænkter den her vil være ganske fin. En helt anden slags julebog er P.S Trænger til risalamande (og adventsdiller), som måske vil få mig til at grine, eller også bare rynke på næsen over hvor latterlig den måske er.

Outlander er jeg stadig i gang med, og der læser jeg et kapitel fra tid til anden, men jeg tror nu ikke jeg får den læst færdig inden året er omme. De sidste 2 bøger jeg har udvalgt er nogle jeg glæder mig meget til at læse, af forskellige årsager. Alias Alex har fået så mange gode anmeldelser og sammenligninger med You’ve Got Mail filmen, at jeg allerede på forhånd næsten elsker den, og jeg ser meget frem til at finde ud af hvor god den rent faktisk er. Tower of Dawn er nyeste/seneste skud på stammen af Sarah J Maas, og alt hvad hun skriver er fantastisk, og jeg er ret sikker på den her ikke er nogen undtagelse, selvom den ikke er helt som hendes andre bøger karaktermæssigt. Ikke desto mindre er det bøger jeg rigtig gerne vil læse, og måske kommer de endda til at trumfe de få julebøger jeg har udvalgt.

Selvom jeg godt ved jeg ikke får læst dem alle sammen, så er det rart at tænke frem og have noget at glæde sig til. Det hører sig lidt til i juletiden. Hvad med jer, hvilke bøger eller begivenheder ser I frem til i december måned?

Continue Reading
1 2 3 7