De magiske møgunger (Neil Patrick Harris, 2017)

Bogen er tilsendt af forlaget.

When street magician Carter runs away, he never expects to find friends and magic in a sleepy New England town. But like any good trick, things change instantly as greedy B.B. Bosso and his crew of crooked carnies arrive to steal anything and everything they can get their sticky fingers on.

After a fateful encounter with the local purveyor of illusion, Dante Vernon, Carter teams up with five other like-minded kids. Together, using both teamwork and magic, they’ll set out to save the town of Mineral Wells from Bosso’s villainous clutches. These six Magic Misfits will soon discover adventure, friendship, and their own self-worth in this delightful new series.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at en bog næsten sælger sig selv, bare fordi det er en såkaldt celebrity der har skrevet den? Det er tilfældet med De magiske møgunger, som er skrevet af den kendte skuespiller Neil Patrick Harris, og det er hans første bog, som er en børnebog. Allerede ved de første sider kan man mærke, at det her er en anderledes bog, fordi det er en anerledes forfatter bag den. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det var noget man lige skulle vænne sig til som læser. Når man først fik drejet hovedet om den stil Harris har, så sidder man tilbage med en rigtig sød historie til den tænkte aldersgruppe.

Carters historie tager udgangspunkt i nok det største ønske, som alle børn har; at finde et sted at kalde hjem, hvor man virkelig føler man hører til. Og den essens stråler igennem hele bogen og Carters karakter, og det kunne lyde deprimerende, men det bliver det heldigvis ikke. For Carter er så heldig at finde små ting på sin vej, der gør at han føler sig hjemme, og ikke mindst da han ender hos sin nye vennegruppe, som virkelig tager ham til sig, som uskyldige børn har det med at gøre uden at tænke sig om.

”Selvfølgelig var det nok bare et af de sædvanlige spåkonetricks, tænkte Carter, men hvad nu, hvis hun havde ret? Hvad nu, hvis Skæbnens Dørvogtere rent faktisk ville have Carter til at blive her?”

Udover at Harris har skrevet en ret underholdende krimi/detektivroman for børn, som har han også spædet den med sjove trylletricks løbende. De hører ikke nødvendigvis til fortællingen som sådan, men de er en sjov tilføjelse til at underholde læseren på en anden facon, og alligevel kan de sagtens undværes. Det kan også være fordi jeg er en årrække over målgruppen på bogen her, for jeg kunne sagtens forestille mig at en 10-årig vil finde det meget sjovt at forsøge at lære sig selv korttricks til at underholde og snyde sine forældre med.

Man skal læse De magiske møgunger hvis man sidder som en 10-årig der gerne vil være med til at løse et mysterium og fange en skurk, og samtidig lære lidt trylleri undervejs. Eller også hvis man sidder som voksen og vil have et indblik ind i barnets verden, og hvordan de forestiller sig at vil fange en skurk, eller finde nye venner og opdage at finde et sted hvor man pludselig hører til, så man mærker den der varme følelse omkring sit barnehjerte. Eller også skal man læse den for at få sig en helt anden læseoplevelse end hvad man måske er vant til.

 

Continue Reading

Nevermoor #1 – Morrigan Crows forbandelse (Jessica Townsend, 2017)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Morrigan Crow er forbandet. Fordi hun er født på den forkerte dag, får hun skylden for enhver ulykke i landet – lige fra hjerteanfald til haglvejr – og værst af alt betyder forbandelsen, at Morrigan vil dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.

Men i stedet for sin hårde skæbne møder Morrigan en bemærkelsesværdig mand ved navn Jupiter North. Med skyggeagtigt mørke jagthunde og ryttere i hælene flygter de sammen til en hemmelig, magisk by ved navn Nevermoor.

Her opdager Morrigan, at Jupiter har valgt hende som sin kandidat til at blive medlem af byens mest prestigefyldte klub: Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem skal man klare fire svære og farlige prøvelser i skarp konkurrence med hundredvis af andre børn med hvert sit unikke og fantastiske talent. Men har Morrigan overhovedet et talent? For at få lov at blive i Nevermoor og undslippe forbandelsen skal hun klare sig igennem alle fire prøvelser – og imens får hun hjælp af en ny flok venner til at finde hemmeligheden bag forbandelsen.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg ret så glad for fantasygenren – det er de bøger jeg oftest griber fat i, og de bøger der bedst kan holde mig ved siderne. Derfor vågnede min nysgerrighed også overfor Morrigan Crows historie, som fra trailertrådende lagde op til en ny storslået fortælling, i stil med Harry Potter, dog uden at det skal sammenlignes med Harry Potter. Normalt afviger jeg altid fra de bøger der begynder at sammenligne sig selv som den nye Harry Potter, for det er der alligevel aldrig nogen der kan leve op til. Heldigvis stod Morrigan ved at være sin egen og hun fik derfor også sin egen historie.

Jeg kan dog godt se hvorfor folk ser ligheder med Harry Potter i Morrigans historie, for Morrigan bliver udsat for en række prøver igennem sin historie for at skulle leve op til en række forventninger med et specifikt mål. Og det kan måske sammenlignes med Harrys skolegang, som har et mål om at bestå en eksamen. For Morrigan er det bare et noget andet mål, nemlig overlevelse. Der er virkelig en motivation for Morrigans prøvelser, og det viser en helt bestemt karakter og karakterudvikling, som jeg syntes var rigtig god. Hun udvikler sig virkelig fra starten af bogen til slutningen, nemlig fordi hun gennemgår en række prøvelser, og det understreger den person hun viser sig at være.

”Morrigan satte sig modfaldent ned på kanten af springvandet, overvældet af raseri over Cadences forræderi og Noelles snyderi, såvel som den knusende erkendelse af sit eget nederlad. Hun følte sig så dum. Og hvad der var værre – hun var skrækslagen ved tanken om, hvad der nu ville ske.”

En ting jeg godt kunne lide ved bogen, udover Morrigan selv, var det univers der bliver præsenteret allerede fra start. Hele Morrigans verden er kendt, men også ukendt som et rigtig godt fantasy-univers skal være. Det var rigtig sjovt at opleve hele to forskellige universer udspille sig, næsten lidt mod hinanden, og samtidig bliver der lagt op til at der faktisk er flere universer parallelle med de to som Morrigan befinder sig i. Det ligger også op til meget mere i kommende bøger, og med den slutning som Morrigan får sig, er der også lagt op til meget mere end bog et udspiller sig i. Det er nogle store valg, som bliver præsenteret, der skal tages til overvejelse i de kommende bøger.

Man skal læse Morrigan Crows forbandelse hvis man er til klassiske fantasyfortællinger, for den har rigtig mange fede elementer, som en talende katteperson, et hotel der nærmest er levende og lærer din behov at kende fra dag til dag og magiske prøvelser for at bevise sig selv. Man skal også bare være forberedt på at man kommer til at sidde med en manglende følelse, fordi den har den slutning den har, for der bliver lagt op til mere, som de kommende bøger forhåbentligt kan åbne op for, og forløse hos læseren. Man skal læse Morrigans historie hvis man er frisk på et solidt eventyr med en voksende heltinde, som virkelig har noget at kæmpe for, nemlig sit eget liv allerede fra den første side. Det er hårdt som hovedperson at skulle kæmpe for at overleve, allerede fra første side, velvidende at man står med en dødsdom over hovedet, men det klarer Morrigan ganske flot.

 

Continue Reading

BogForum 2018 (Dag 2)

Om lørdagen tog jeg manden med på BogForum og vi tog det stille og roligt. Efter en god lang morgenmad, og en lille formiddagslur, begav vi os derefter afsted til Bella Centret, hvor jeg faktisk kun havde 2 punkter på mit program. Efter at have vist manden lidt af stemningen, forsøgte jeg at finde et sted at sidde ned til at høre Sofie Linde fortælle om sin nye bog. Det gjorde hun ganske godt, og hvis jeg ikke så frem til at læse den før, så gør jeg det i hvert fald nu. Det er sjovt hvordan graviditeter og kvinders reaktioner til dem kan være så forskellige, og jeg ser frem til at læse hvordan hele Sofies oplevelse var, især nu hvor jeg sidder med en stor mave endnu engang. Heldigvis signerede Sofie lige efter sit lille interview, hvilket gjorde at jeg kunne komme til et af dagens andre punkter; den store Harry Potter quiz.

Utroligt nok dukkede der lige knap 300 mennesker op til at deltage i den store Harry Potter quiz, og ikke overraskende vandt jeg ikke noget som helst. Til gengæld syntes jeg det var helt fair at alle 5 vindere var børn. Herefter brugte vi lidt tid på at tulle rundt i børnebogsforum og sikke en forskel der var fra sidste års børnebogsforum til dette års. Jeg husker sidste år som værende meget mere rolig end resten af messen, men det var det slet ikke i år. Måske er jeg bare blevet mere opmærksom på småbørnsstøj end normalt.

Dagens, og årets, sidste programpunkt for mig var at se Karen M McManus, forfatteren til En af os lyver. Jeg måtte dog lige vralte noget hurtigt fordi jeg havde fejlset hvilken scene hun kom til, men jeg nåede det og fik også signeret bagefter. McManus afslørede både lidt om inspirationen bag hendes bog, og hvilke projekter hun har på skrivebordet, og hvis hendes fremtidige romaner er lige så spændende som hendes første, så kan det kun blive godt.

Hvis jeg kort skal sammenligne mit besøg på BogForum med sidste år, så kan jeg klart anbefale at man bruger mere end en dag derinde. En dag kan godt virke som alt for lidt, alt efter hvor meget man vil få ud af det. I år har jeg i hvert fald nydt godt at af kunne vralte rundt i mit gravide tempo, og kunne sidde og lytte til forfatteroplæg og bare generelt holde gode pauser, i stedet for at skulle jage rundt fra den ene ende af messen til den anden, i håb om at nå det hele på en gang. Hvis jeg kommer afsted næste år, er det i hvert fald planen endnu engang at tage en overnatning eller to med, og så kan det være jeg vil forsøge at få et værelse på Bella Sky, som folk roser til skyerne.

Continue Reading

BogForum 2018 (Dag 1)

Mit andet år på BogForum har været en noget mere afslappet fornøjelse end sidste års forhastede jagen rundt på kun en enkelt eftermiddag. I år havde jeg afsat halvanden dag, med overnatninger til at gøre det hele meget mere afslappende, og jeg havde taget manden med som support til min store gravide mave – hvilket var årsagen til at mit program i det hele taget var meget afslappet. Vi tog en færge over til Sjælland tidlig morgen og jeg kunne derfor tage ind til Bella Centret lidt efter frokosttid, og bruge resten af eftermiddagen på at snuse bøger og opsuge den stemning, som kun BogForum kan skabe.

Jeg startede med at finde en fælles ven, som også var afsted, og sammen tullede vi lidt rundt, imens vi ventede på et programpunkt; Monopolet hos People’s Press. Her fortalte Mads Steffensen, sammen med Søren Pind og Hella Joof, lidt om den nye bog der er kommet med mange af de kloge citater fra de forgangne års mange Monopol-programmer. Det var meget specielt at opleve et lille monopol ’live’ på denne måde, og især Hella var jeg spændt på at se/høre. I det hele taget blev mit fredagsprogram præget en hel del af Hella Joof, for efterfølgende var mit andet programpunkt et interview med Hella Joof og Karen Thisted om deres nye samtalebog. Det var en bog jeg var en smule i tvivl om jeg skulle have med hjem, signeret eller ej, og efter at have hørt deres interview var jeg stadig en smule i tvivl. En samtalebog har aldrig været min favoritgenre, men efter at have hørt hvordan de snakker meget om det at være mor til døtre – som jeg snart har 2 af – følte jeg, at jeg lidt blev nødt til at læse den. Jeg tøffede lidt rundt efter at have hørt Joof og Thisted, og ved et rent tilfælde endte jeg ved Arnold Buscks stand, hvor de stadig sad og signerede deres bog, og så slog jeg altså til.

Selvom jeg kun var på BogForum en eftermiddag, kunne jeg mærke det tungt i maven, og jeg måtte derfor også se mig nødsaget til at tage hjem til hotellet tidligere end planlagt. Jeg ville gerne have været med til uddelingen af Danish Book Blogger Award, hvor jeg havde været med til at stemme på vinderen, men jeg måtte erkende at den gravide mave havde brug for hvile, for også at skulle kunne klare en dag mere på BogForum. Derfor fandt jeg hjem til hotellet og manden, før vi begav os afsted for at finde noget at spise og slappe af resten af aftenen.

Continue Reading

I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

Månedens udvalgte #04 (Efteråret)

Som jeg vel også kan kalde efterårets udvalgte, og måske nogle kan genkende en genganger fra sidste år. Det viser også bare hvor lystpræget min læsning kan være fra tid til anden, og hvordan bøger kan blive opprioriteret over andre, som jeg pludselig finder mere interessant end andre. Om ikke andet, så har jeg igen forsøgt at udvælge en lille håndpluk af de ulæste bøger jeg ikke har pakket ned i kasser (mens vi stadig roder rundt i ommøblering af kontoret herhjemme), som jeg virkelig gerne vil læse inden året er omme.

Lad os starte med de to bøger jeg har fået tilsendt af forlaget Carlsen (sponsoreret), den ene nyere end den anden, men begge to jeg virkelig gerne vil læse, og mit håb er også lidt at få dem læst inden Bogforum sidst i næste måned. De Magiske Møgungeraf Neil Patrick Harris har jeg fået sendt for noget tid siden, og den ligger som en af de øverste i min TBR stak af anmeldereksemplarer, af den grund at det er Neil Patrick Harris der har skrevet den, og det faktum han inkorporerer sin viden for magi i bogen, alt sammen noget jeg syntes lyder interessant for en børnebog. Den blev dog lige bumpet en tak ned i stakken da Hvis det er osaf Albertalli og Silvera kom indenfor min dør, for det er en YA bog jeg – sammen med mange andre – har ventet længe på, nok lige siden sidste år, hvor de annoncerede at de var i gang med at skrive en bog sammen.

Jeg har også en bog til låns fra en i bogklubben; My Plain Janeog derfor er den røget med i toppen af efterårets TBR. Jeg læste den første i serien om historiens Jane sidste år, og var ganske underholdt af den, og jeg tænker at den her er i samme stil, og derfor vil jeg gerne se om de kan holde fanen for humor videre. Crown of Ice er en eventyrgenfortælling jeg har haft stående på hylden alt for længe, og nu må jeg snart få den læst. I det hele taget er det også bare alt for længe siden jeg har læst en eventyrgenfortælling, og jeg trænger til det. Sidst men ikke mindst, vil jeg stadig rigtig gerne læse Everland, som også var med på min liste sidste år. Den kan man vel også kalde en slags genfortælling da den bygger på den velkendte historie om Peter Pan og Neverland.

Det var altså et lille udpluk af nogle af mine bøger fra min TBR stak, selvom der er mange flere (hvor en god portion desværre er pakket ned i kasserne, indtil det kontor bliver lavet færdig), men det her er nogle af dem jeg allerhelst vil læse og ser mest frem til at bladre op på første side af. Hvilke bøger vil du gerne læse inden året er omme? Har du et læsemål på det punkt?

Continue Reading

Sommer Wrap-Up

(Reklame – Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra de respektive forlag; Turbine og Politikkens forlag.)

Som I også har kunnet læse fra min anden update for noget tid side, stod denne sommer i familiens og oplevelsernes tegn, og det er derfor heller ikke blevet til alt for mange bøger, men lidt har der også været plads til i de spinkle timer hvor E valgte at ville sove til middag. Hvilket til sammen bliver til små 6 bøger fordelt på de sidste sommermåneder, og det syntes jeg selv er ret så godt med den tid jeg har til at læse efterhånden. Og ikke mindst har det været en god blanding af forskellige bøger, så jeg har været på vidt forskellige oplevelser i mere end en forstand. Først og fremmest blev jeg endelig færdig med Dragonfly in Amberaf Diana Gabaldon, som er den anden bog om Claire og Jamie. Den har også kun taget mig over et år at komme igennem, og noget af det tilskriver jeg mor-livet, men en del vil jeg også tilskrive det faktum at den første halvdel af bogen foregår i Paris, og først i den sidste halvdel vender de hjem til Skotland, som var det jeg forelskede mig i ved den første bog. Den slutter selvfølgelig også på en ret irriterende cliffhanger, så det er godt jeg har den tredje bog klar, til når jeg selv er klar til at give mig i kast med endnu en tur tilbage i tiden. Med Drømmetyvenekom jeg på flere eventyr i drømmenes verden, og serien om Ravnedrengene begynder at tage mere til, kan jeg godt mærke. Den første var en tydelig start på en serie, og det hænger stadig lidt ved den, men det betyder også at jeg ser frem til næste bog i serien, så jeg håber forlaget arbejder hårdt på at den snart kommer. Philip Pullman tog mig med på endnu et fortryllende eventyr, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse La Belle Sauvage, og vi drog afsted i en kano sammen. Det var næsten som at starte på His Dark Materials helt på ny, for den fornemmelse var der igen, selvom det var en helt anden bog og en meget anerledes historie. Jeg elsker at han gerne vil skrive mere fra den verden, og jeg er egentlig glad for jeg ventede lidt med at læse den, fremfor at læse den lige med det samme da alle andre gjorde, hvor hypen omkring den var størst. Jeg tror jeg havde brug for at den lige lå og kiggede lidt på mig, så jeg også var klar til at vende tilbage til den verden og blive genforelsket i den.

Det seneste valg i bogklubben var Maria Semples I dag skal det være, som vi valgte fordi vi regnede med samme humor som hun skrev i Hvor blev du af Bernadette. Det fik vi desværre ikke helt, og det var mere en historie om at finde tilbage til sin familie og komme overens med denne, end det var en humoristisk fortælling. Så selvom den ikke lige var hvad jeg havde forventet, så havde den sine små perleanekdoter. Jeg var spændt på at opleve hvad Jessie Burton kunne præstere, for jeg har hørt meget om hende, men endnu ikke læst noget af hende. Min muse var derfor en overraskende, gribende fortælling på tværs af tiden om to meget forskellige kvinder og jeg blev helt revet med. Den fortalte så meget på så mange planer og jeg kan godt forstå hvorfor folk råber højt om Jessie Burton, og jeg tror bestemt heller ikke det er sidste gang jeg læser noget af hende. Sidst, men ikke mindst, fik jeg en lektie i hvor vigtig vores minder er i Fordele og ulemper ved at huske, som ramte lige i hjertet. Det var en bog jeg ikke lige havde regnet med ville sætte sine spor som den gjorde, men i karakteren Joan gjorde den virkelig sit indtryk.

Seks meget forskellige bøger blev det altså til, og jeg er da allerede gået i gang med efterårets bøger. Det kan være det kan blive til lidt flere, nu hvor jeg er sygemeldt herhjemme, og går og venter på lillesøsters ankomst. Men, der er jo stadigvæk lille E at underholde, så bøgerne får nok ikke altid første prioritet. Det er også lidt svært, eftersom størstedelen af mine bøger er pakket ned i kasser, da vi stadig er i en proces om at bytte rundt på børneværelse og kontor/bibliotek herhjemme. Jeg har derfor et begrænset lille bibliotek, med udvalgte bøger jeg endnu ikke har fået læst, men som er den jeg helst vil læse i nærmeste fremtid.

Hvad har I af planer at læse i efteråret?

(Og nå ja, så er jeg så småt ved at gå i gang med at planlægge hvordan mine dage på Bogforum kommer til at se ud i år.)

 

Continue Reading

Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading
1 2 3 9