Stars Above (Marissa Meyer, 2016)

The enchantment continues….

The universe of the Lunar Chronicles holds stories—and secrets—that are wondrous, vicious, and romantic. How did Cinder first arrive in New Beijing? How did the brooding soldier Wolf transform from young man to killer? When did Princess Winter and the palace guard Jacin realize their destinies?

(Tekst fra goodreads)

IMG_5011

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Stars Above er en samling af små noveller, alle sammen fra Lunar Chronicle universet. Det er små fortællinger, der forsøger at binde de forskellige bøger sammen, med et par historier der giver mere baggrundsinformation om de forskellige personer fra historien. Man får blandt andet mere information om Wolf og livet på Luna inden man bliver ’sværget’ ind i Levanas hær. Man får mulighed for at høre mere om Cinders oplevelse at finde sig selv, uden at vide hvem hun er og en del andre. Lige siden jeg læste første bog om Cinder i forbindelse med jeg skrev speciale om eventyrgenfortællinger, var jeg fanget i hendes verden, og måtte bare læse videre hvad der skete for hende og hendes kammerater, så der var ingen tvivl om at jeg også måtte eje denne lille samling.

Der er i alt 9 små historier og tæt på halvdelen havde jeg læst i forvejen, men det var meget rart at læse dem igen, for ærlig talt var der et par detaljer jeg havde glemt. Derudover gav det også et rigtig flot samlet billede igennem novellerne, der koblede et par ting meget bedre sammen. Efter at have læst den sidste bog i serien, gav det en helt anden følelse at læse novellerne igen. Det gav en anden forståelse af personerne og deres handlinger. Der er tydeligt lagt meget i de forskellige personer og deres baggrund og deres forbindelse end bare det man læser i de oprindelige 4 bøger, det læses tydeligt i de forskellige synspunkter. Nogle af dem overraskede mig også med hvor meget de faktisk rørte mig. Jeg fik nærmest helt ondt af Scarletts bedstemor, og kunne næsten lugte hendes marker inden hendes hjem blev omvendt.

”The door to the house opened before he’d taken a step and two girls about Cinder’s own age came barreling down the front steps, squealing. The man crouched down on the pathway, holding out his arms as the girls launched themselves into him. From her place inside the hover, Cinder heard the man laugh for the first time.”

Der var en historie, The Little Android, som ikke rigtig har noget med de fire centrale personer at gøre, den foregår bare i Lunar universet. Jeg kan huske da jeg læste den, at den ikke sagde mig voldsomt meget. Jeg tror det var fordi det var med ukendte personer, og selvom den skulle forstille at være en genfortælling af Den lille havfrue, så opnåede den bare ikke det samme som de andre noveller. Jeg må derfor også indrømme at jeg i denne omgang sprang let og elegant over den, i min iver for at læse mere om de personer jeg holder så meget af.

IMG_5012

Historiemæssigt har de alle sammen formået at fortælle en separat historie, samtidig med at de hænger sammen med de andre 4 bøger. Der er stadig forskel i graden af hvem det handler om, og af den grund har jeg da også klart mine favoritter. Nogle af historierne er bare bedre end andre, fordi jeg har mine yndlingskarakterer. Jeg var især fascineret af Thornes historie, som jeg ikke havde forventet at ville syntes om på nogen måde. Taget i betragning af hvor meget han har fortalt om sig selv fra før han mødte Cinder, var jeg overbevist om at han ville være lidt af en…. Nå ja, et ikke så pænt ord. Men helt sådan var han faktisk ikke.

”The other girls were anxiously anticipating Scarlet’s return, and her appearance brought on another chorus of swoons. Winter pulled up the zipper and Scarlet gave a half turn, letting the full skirt swish around her legs. It was the girliest thing Cinder had ever seen her do, and even Scarlet was beaming when she caught sight of herself in the full-length mirror in the corner.”

Scarlet har altid været min favorit, og da jeg kom til den sidste historie havde jeg mine forventninger for hvad der ville ske. Hvilket også gjorde at jeg ikke kunne få læst den historie hurtigt nok. Jeg fik dog ikke helt ret i mine antagelser, men til gengæld blev jeg det mere glad for hvad selve historien rent faktisk gik ud på. Jeg sad vitterligt med smilet helt oppe ved ørerne og bagefter kunne jeg ikke stoppe med at smile, og jeg havde enkelte små tårer i øjnene. Den slutning var så fin og rørende, og den skulle ikke have været anerledes. Måske lige med den undtagelse af, at det hele gerne måtte have været længere, men jeg er også godt klar over at den så slet ikke vil være i stil med resten af bøgerne, og derfor er det måske meget godt at den slutter hvor den gør.

Man kan sagtens læse The Lunar Chronicles uden at læse den her samling noveller. De er ikke nødvendige. Det de er, er en sød tilføjelse som giver et dybere indblik til de forskellige sider af historien, som man har hørt om, men som der alligevel ligger mere i. Det er den definitive afslutning på historien som der kun åbnes op for i den sidste bog. Men som sagt er den ikke nødvendig. Jeg sad dog med et kæmpe smil og kunne godt læse den sidste novelle igen. Den sidste novelle kunne jeg godt læse igen og igen, bare for at komme i så godt humør og få plastret et smil på læben.

Continue Reading

Series of Unfortunate Events #4-7 (Lemony Snicket, 2000-01)

You have undoubtedly picked up this book by mistake, so please put it down. Nobody in their right mind would read this particular book about the lives of Violet, Klaus, and Sunny Baudelaire on purpose, because each dismal moment of their stay in the village of V.F.D. has been faithfully and dreadfully recorded in these pages. I can think of no single reason why anyone would want to open a book containing such unpleasant matters as migrating crows, an angry mob, a newspaper headline, the arrest of innocent people, the Deluxe Cell, and some very strange hats. It is my solemn and sacred occupation to research each detail of the Baudelaire children’s lives and write them all down, but you may prefer to do some other solemn and sacred thing, such as reading another book instead.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5019

Hver bog får 3 ud af 5 stjerner.

Baudelaire søskende bliver ved med at blive sendt til uduelige værger, og de bliver ved med at blive jagtet af grev Olaf, som altid på meget forunderlig vis finder ud af hvor de er, uanset hvor de bliver sendt hen. Mysteriet og søskendes forældre og forbindelsen til bogens forfatter løftes ganske let, men intet er endnu afsløret.

Det kan godt blive en smule trægt at læse/høre sig igennem den næsten samme historie med Baudelaire søskende i hver eneste bog. Man ved godt hvad der kommer til at ske i hver bog, uanset hvordan man sætter den op. Det eneste man rent faktisk kan se en smule frem til, er hvor meget der bliver afsløret af det store spørgsmål om forbindelsen mellem børnene og forfatteren Snicket.

I den fjerde bog bliver børnene sendt på en tømrerfabrik, hvor de bliver sat til at skære træstammer og slibe dem til. Det er hårdt arbejde, men måske nok også en okay forberedelse til deres triste liv i den femte bog hvor de bliver sendt i skole som trist forældreløse børn og kommer ud for alverdens mobning, både fra de andre elever, men også fra lærerne. Der er dog et lille lyspunkt på skolen, og det er Quagmire søskende de møder og bliver rigtig gode venner med. Desværre er Olaf også ude efter dem og deres formue, og så ved man godt hvad det ender med.

I den sjette bog bliver børnene sendt afsted til hvad der virker som de perfekte værger, der bog i en kæmpe lejlighed hvor børnene ikke kommer til at mangle noget. Desværre er der det, at den påståede beskyttende kvinde viser sig at stå i ledtog med Olaf, og pludselig har Baudelaire børnene endnu en skurk i hælene. Olaf og hans nye kæreste følger da også efter børnene i den syvende bog, hvor de bliver opdraget af en hel landsby med en forfærdelig masse regler. Dog går det endnu mere galt end før, for det lykkedes Olaf at få børnene falsk anklaget for mordet på ham selv.

De er næsten alt for nemme at komme igennem i den her serie, fordi de ligner hinanden så meget. Heldigvis bliver der i slutningen af den syvende bog her lagt op til at de næste i serien ikke følger helt samme mønster som alle de forrige. Der bliver også afsløret flere små detaljer om deres forældres fortid og forbindelsen mellem dem og den såkaldte forfatter Lemony Snicket, som jeg håber at finde mere ud af i den sidste halvdel af serien. Hvis ikke det var fordi jeg nu er kommet så langt i serien, så kunne jeg godt finde på at stoppe nu, men på den anden side; jeg er over halvvejs, nu kan jeg lige så godt gøre dem færdige og håbe at de sidste bøger er lidt mere spændende og afslørende om det store mysterium.

Har du læst/lyttet til dem, og hvad syntes du i så fald om dem?

Continue Reading

A Court of Mist and Fury (Sarah J Maas, 2016)

Feyre survived Amarantha’s clutches to return to the Spring Court—but at a steep cost. Though she now has the powers of the High Fae, her heart remains human, and it can’t forget the terrible deeds she performed to save Tamlin’s people.

Nor has Feyre forgotten her bargain with Rhysand, High Lord of the feared Night Court. As Feyre navigates its dark web of politics, passion, and dazzling power, a greater evil looms—and she might be key to stopping it. But only if she can harness her harrowing gifts, heal her fractured soul, and decide how she wishes to shape her future—and the future of a world cleaved in two.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4890

Bogen får 5 (x uendelig) ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er svær at skrive. Det er en uge siden jeg læste de sidste sider, og jeg er stadig ikke kommet mig. Det er længe siden jeg har haft sådan en book hangover, og har måtte finkæmme nettet for fanart og fanfiction for at indfri mit ønske om MERE, MERE, MERE. Så er det sagt, og I er advaret for en anmeldelse der kommer til at være præget af mange af de følelser jeg gennemgik da jeg læste den her bog. For jeg skal love for at jeg sad på kanten af sofaen, lænede mig godt tilbage og nød bogen, mens jeg også næsten bed negle ved flere lejligheder. Selvom der måske er knap så meget action i den her bog i forhold til den første, så er den alligevel 10 gange bedre end den første på grund af alt det andet der sker. Jeg bliver også nødt til at advare om spoilers, for jeg kan ikke snakke om den her bog uden at gå i detaljer!

Vi følger Feyre umiddelbart efter hendes succes Under Bjerget, men succes kommer altid med en pris, og for Feyre er det at leve med hvad hun har gjort, nu for al tid og evighed efter hun blev forvandlet til en fe ligesom dem hun nu skal leve sammen med. Ikke nok med at hun skal lære at begå sig som fe lige pludselig, hun har ovenikøbet fået diverse magiske kræfter med i købet, som hun endnu ikke helt kan kontrollere og med stærke følelsesudbrud gør det bare situationen meget værre. For Feyre kan ikke kontrollere sig selv emotionelt, hun er bogstavelig talt et følelsesmæssigt vrag, og selv det opkommende ægteskab til manden hun kæmpede så bravt for at redde, er måske ikke det lyspunkt hun ser ud til at have brug for.

Jeg elsker Feyre og hendes kampgejst. Sådan, nu har jeg sagt det. I den første bog var hun lidt på kanten til at være irriterende og ynkelig nogle gange (måske det havde noget at gøre med at hun var ’almindelig menneske’ dengang), men nu er jeg vild med hende! Hun er indbegrebet af den slags stærke kvindelige karakterer som Sarah J Maas efterhånden har gjort til sin mærkevare. Selvom det tager lidt tid for Feyre at udvikle sig til denne kick-ass-female, så var det også helt vild interessant at læse om hvordan hendes karakter næsten blev bygget op fra bunden. Jeg syntes måden Maas har gjort det, med at bryde Feyre helt ned, for så at være nødt til at forme hende igen til noget stærkere fungerede rigtig godt hele bogen igennem. For det var ikke uden forhindringer og prøvelser, som ikke alle sammen lykkedes. Sammenstødet med The Weaver var især nervepirrende, og jeg kan huske at de kapitler blev læst meget hurtigt for at finde ud af hvordan Feyre ville klare det.

”He meant it, too. Even if I could tell from the ire in his eyes that he didn’t like it. He’d bring me back to the Spring Court the moment I asked. Bring me back to silence, and those sentries, and a life of doing nothing but dressing and dining and planning parties. He crossed his ankle over a knee. ”I made you an offer when you first came here: help me, and food, shelter, clothing… All of it is yours.””

Den første halvdel af den her bog, for mig, handlede for det første lige om at sætte det hele sammen med hvad jeg kunne huske af hvad der var sket i den første bog. Det tog et par kapitler, men det gjorde mig ikke så meget, for det gav lidt ekstra til bogens mystik og de ting som Feyre kæmper med. Da Rhys endelig træder ind i billedet er det som om det hele bliver vendt på hovedet. Jeg sad hele tiden og tænkte at Tamlin var lidt af en (ærligt talt) svagpisser, taget i betragtning af hvad Feyre gjorde for hans skyld, og den måde han behandler hende på efterfølgende. Det er et meget patrikalt forhold, hvor hun næsten kun er der til hans fornøjelse og hendes rigtige følelser tæller ikke. Jeg syntes det er både skræmmende og imponerende at Maas kan sætte sådan et univers op, hvor der tilsyneladende ikke er pillet synderligt ved kønsrollerne, men alligevel har hun en håndfuld virkelig stærke kvinder, der bare sparker røv og ikke vil finde sig i noget.

Man kan jo ikke snakke om A Court of Mist and Fury uden at snakke om Rhysand. (SPOILERS!) Han skulle forestille at være skurken i det hele, men det viser sig stille og roligt at han er stik det modsatte. Stille og roligt igennem bogen viser Rhys sig mere og mere positivt, og han bliver ved med at overraske. Han har stadig sine hemmeligheder, men dem får vi også at vide senere i bogen, og pludselig giver det hele meget mere mening. Jeg må indrømme at jeg ikke helt havde set den del af historie komme, men når jeg ser tilbage på det hele, så passer det bare så godt sammen! De to skal jo bare være sammen, det giver meget bedre mening end med Tamlin. Tamlin er bogstaveligt talt et udyr i forhold til Rhys, og Tamlin lever også meget mere efter de ’gamle’ regler, hvor han faktisk betragter sig selv som herre over Feyre. Jeg mener, helt ærligt, det er så forkert på mere end en måde.

”I crawled over the bed to the side tucked almost against the slanted ceiling and shimmied beneath the quilt. Cool, crisp sheets wrapped around me like an icy hand. But my shiver was from something else entirely as the mattress shifted, the blanket moved, and then the two candles beside the bed went out. Darkness hit me at the same moment the warmth from his body did. It was an effort not to nudge toward it. Neither one of us moved, though.”

Mit hjerte blødte for Feyre og Rhysand i slutningen. Det gjorde det faktisk flere gange mange gange tidligere, for hold op det er en romance der er blevet bygget op til, men utallige flirts på tværs af dem begge to. Al den magi der spænder imellem dem, gør det heller ikke bedre. Men hold op en barsk slutning. Jeg kunne godt fornemme at der skulle en drastisk slutning til, men jeg havde trods alt ikke forventet lige det. Og endnu engang er det op til Feyre at opofre sig, fordi en flok mænd ikke kan tænke klart! Jeg indrømmer gerne at jeg græd til de sidste kapitler, og jeg nærmest skreg af frustration da der ikke var flere sider tilbage, for den slutning er så unfair som noget kan være. Det er helt urimeligt at vi nu skal vente et helt år mere næste, før at sidste bog i serien kommer.

IMG_4907

Den her bog leder også op til en meget større kamp i den sidste bog. Det står meget tydeligt at Amarantha fra den første bog kun var toppen af isbjerget, når det kommer til ondskab og decideret modbydelighed uden omtanke for andre. Da vi endelig bliver præsenteret for den øverste skurk af dem alle, er der i hvert fald ingen tvivl om at han ikke tager hensyn til mange andre end sig selv, og han hjælper kun andre hvis han får noget ud af det. Jeg er lidt nervøs for hvad han finder på i næste bog. I det hele taget er der mange ting jeg er nervøs over for den sidste bog.

Jeg ved ikke om jeg vil anbefale at læse bogen med det samme eller at vente. På den ene side ’LÆS DEN NU’ fordi den bare er fantastisk, men så kommer du til at sidde i samme desperate situation som mig, med trang til mere der bare ikke findes endnu. På den anden side ’VENT’, fordi så kan du læse den med kortere tid til sidste bog, så du ikke kommer til at sidde med samme desperate trang som jeg har lige nu. Uanset hvad, så syntes jeg bare du skal læse den. For Sarah J Maas er stille og roligt ved at indarbejde sig en plads som nye yndlingsforfatter.

Continue Reading

Ten Thousand Skies Above You (Claudia Gray, 2015)

Ever since she used the Firebird, her parents’ invention, to cross into alternate dimensions, Marguerite has caught the attention of enemies who will do anything to force her into helping them dominate the multiverse—even hurting the people she loves. She resists until her boyfriend, Paul, is attacked and his consciousness scattered across multiple dimensions.

Marguerite has no choice but to search for each splinter of Paul’s soul. The hunt sends her racing through a war-torn San Francisco, the criminal underworld of New York City, and a glittering Paris where another Marguerite hides a shocking secret. Each world brings Marguerite one step closer to rescuing Paul. But with each trial she faces, she begins to question the destiny she thought they shared.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4711

Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg elsker den her serie! Jeg ved godt at den kun er på 2 bøger indtil videre, men hold nu op for nogle bøger. Det er ikke tidsrejser, men det er næsten lige så godt, eller bedre på nogle punkter. Anden bog i serien Firebird med Marguerite begynder fluks med action, og historien er i gang med det samme. Det fungerer ganske godt på den måde, med at de første par kapitler er en blanding af begyndelsen på den her historie, men samtidig er der flashback til hvad der er sket siden første bog. Det gør at man befinder sig midt i handlingen fra første side, og jeg blev rigtig hurtigt grebet af historien. Selvom jeg måske ikke kunne huske hver eneste bitte detalje fra første bog, så fik jeg samtidig genopfrisket de små ting igennem flashback kapitlerne. Det lyder måske en smule forvirrende, men da jeg læste det hang det bare rigtig godt sammen i overgangene.

Marguerite som hovedperson fungerer bare så godt, hun er en medrivende førstepersonsfortæller og man bliver virkelig hvirvlet ind i hendes følelser.  Det påvirker også historien voldsomt at det er en førstepersonsfortæller. Dem oplever jeg ikke så mange af, men dem jeg har læst, mindes jeg som nogle af de mest spændende bøger. Det er jo fordi jeg sætter mig selv i hendes sted. I den her bog giver det bare Marguerite et ekstra lag af karakterudvikling, fordi hun også selv oplever at træede ind i sine dusinvis af andre personligheder fra dimension til dimension. Måden hvorpå der skiftes fra minde til minde hænger overraskende godt sammen, selvom det måske kan lyde lidt indviklet. For mig at se var det fordi minderne blev koblet sammen med karaktererne, det gjorde det en smule nemmere at skelne mellem de forskellige episoder. Og på en eller anden måde virker det, og hele familiedynamikken der er i Caine familien portrætteres rigtig godt.

”My Paul was only a sliver of consciousness within Lieutenant Markov that night in Russiaverse, because he was separated from his Firebird and unable to receive any reminders. But he was there throughout that entire night – so he remembers having sex as vividly as I do. I said,” Does it still count as our first time? Since it’s just our first time in this dimension?””

I første bog var hele dimensionsrejserne nyt og spændende, og det er det absolut stadig. I første bog var vi i en Ruslandsdimension, en underverdensdimension og en Londondimension og i bog nummer 2 kommer vi til mindst 3 nye dimensioner. Og hver nye dimension er bare en lille smule bedre, eller i dårligere tilstand, men ikke desto mindre mere og mere spændende end den forrige. Jeg kan ikke lade være med at være vildt imponeret over den fantasi og de påfund Gray har udtænkt sig med alle de dimensioner vi oplever. Det er så fantastisk hvordan hver enkelt dimension adskiller sig fa de andre, men alligevel kan være så ens på visse punkter. Jeg syntes det er så interessant at læse, ikke mindst fordi hver dimension er vanvittig spændende i sig selv med hvordan den afskiller sig fra vores virkelige verden. Vi vender også tilbage til en verden vi stødte på i første bog, en af dem jeg var virkelig glad for. Det var helt rart at følge med Marguerite tilbage til en verden hun havde besøgt før, for det bandt det hele rigtig godt sammen, også selvom der er sket en hel del ændringer i denne verden, som overrasker og forbløffer.

IMG_4713

For hver verden lærer både Marguerite og læseren bid for bid mere om hvordan universet skal forestille at hænge sammen, og hvordan skæbnen (hvis den findes) kan finde på at drille dem alle sammen. Det er som bittesmå plottwist, der bliver strøget igennem hele bogen, og jeg bliver ved med at blive forbavset for hvert af dem. Fordi der hoppes fra dimension til dimension er det tæt på umuligt at forudsige hvad der kan ske, og det er simpelthen så spændende for hver eneste side! Man bliver helt glad for en dimension og hvad der sker i denne, for pludselig at være tvunget til at give slip på den og de versioner af de andre karakterer der følger med, til at skulle vænne sig til en ny dimension. Og man ved godt at der kommer flere overraskelser, men man skal også lige give sig tid til at fordøje dem man allerede har fået smidt i hovedet som en kold spand vand. Der er bogstaveligt overraskelser omkring hvert hjørne, fordi dimensionernes udgaver af karaktererne er så forskellige.

”Theo’s been by my side this entire trip. More than that: I’ve realized how much more we can be to each other. Paul is the only one O live, but I’ve connected with Theo on an entirely new level. The friend I cared so much for before the Triadverse and the Home Office started screwing with our lives – I have that Theo back. And I’m so glad.”

Det følelsesmæssige aspekt i bogen går også langt videre end det der bliver opbygget i den første bog. Den første bog slutter med at Marguerite og Paul finder sammen som par, men eftersom hun i denne bog er på jagt for at finde resterne af ham, er det igen Theo som er ved hendes side. Forskellen er bare at det er den rigtige Theo denne gang, og ikke den ’falske’ fra forrige bog, der prøvede at sabotere tingene for hende hele tiden. Når man så tilføjer at Theo også er forelsket i Marguerite, og hun har uklare følelser for ham, er det så meget sjovere at læse om deres oplevelser i de forskellige dimensioner, hvor det viser sig at deres følelser har overvundet dem hun har for Paul. Sammen med Marguerite går man igennem lidt af en følelsesladet rutsjebanetur, og selv i slutningen af bogen lader det ikke til at der er fundet nogen konkret løsning, og der er anspændte forhold at forholde sig til og akavede scener, som ikke kun er med til at skabe humor for læseren, men som også sætter en del tanker i gang.

Den store afsløring der er i bog to her var uden tvivl helt og aldeles mind blowing! Vi vidste godt at et eller andet ville komme på tværs af historien og sætte den i et andet lys, men jeg blev så overrasket og kunne ikke helt forstå det, selv kapitler senere. Det ko virkelig ud af det blå, jeg havde på intet tidspunkt set det komme, selv med de ting vi finder ud af i hver dimension. Claudia Gray har virkelig formået at stable en fantastisk historie, og jeg begynder at overveje meget kraftigt at få fat på flere af hendes bøger. For med den slutning der er i denne bog bliver jeg nødt til at finde andet at læse imens jeg venter som på nåle på afslutningen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så grusom en cliffhanger, der næsten fik mig til at skrige højlydt af arrigskab over at bogen ikke var længere. Jeg håber bare hun har fart på at skrive den næste bog i serien!

5 star

Continue Reading