Mørke Vande (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Serafina er nu ikke længere en fortabt og forvirret prinsesse, men i stedet den selvsikre leder af modstandsgruppen De Sorte Finner.  Mens hun kæmper for at sabotere sin fjende og samle allierede til kampen, står hendes veninder over for deres egne udfordringer. 
Ling er fanget i Rafe Mfemes gigantiske trawler, som fragter hende til et fængsel. Becca mødes med Astrid og finder ud af, hvorfor den ondalianske havfrue altid er så vred: Hun gemmer på en pinefuld hemmelighed. Ava kan ikke vende hjem, fordi dødsrytterne venter på hende der.

Og det bliver mere og mere vanskeligt for Mahdi – Serafinas forlovede – at opretholde løgnen om, at han er forelsket i Lucia Volerno. Hvis Lucias forældre fatter mistanke til ham, vil hans liv og alle Serafinas håb for fremtiden blive slukket.
Politiske intriger, farlige forbindelser og hårrejsende spænding hvirvler som en malstrøm gennem denne næstsidste bog i Vandflammes saga.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f71

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

I den tredje bog om havfruerne tager konflikt til, og havene er ikke længere sikre for nogle af dem. Ligesom vi i bog to fik et større indblik ind i Serafina og Neelas verden, så er turen i bog 3 kommet til Ling, Astrid og Becca (og lidt Ava, selvom jeg personligt syntes hun spillede en meget lille rolle i den her, men måske hun kommer mere på banen i den sidste bog). Taget i betragtning at der er 6 havfruer, hvis historier vi alle skal høre, så er der et ganske fint flow i bogen. For ikke nok med de 6 heltinder, så får vi også fortalt noget af historien fra den anden side af sagen, altså fra dem man nok vil kalde de onde.

Man kan ikke komme udenom at den her bogserie har en meget ung målgruppe, hvilket jeg tog mig selv i at tænke flere gange jeg læste den. De forskellige havfruer udviser hver deres niveau af naivitet og uskyld på hver deres facon, og jeg må indrømme at jeg måtte rulle lidt med øjnene af dem et par gange. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens se hvorfor en pige (der nok er 10-15 år yngre end jeg) vil blive helt forgabt i den her serie. For selvom jeg måske ruller lidt med øjnene, så vil andre yngre piger måske sidde og blive helt opslugt at de mange følelser som kommer til overfladen.

”Ling svømmede så højt op som hendes lænker tillod for at se, hvad der foregik. Hun fik et glimt af vældige bure, som fangerne blev tvunget ind i. Hver gang et bur var fuldt, blev en stor lem åbnet, og buret forsvandt ned i et lastrum under dem.”

fullsizeoutput_f72

I den her bog var jeg nok mest glad for at læse om Ling og hendes eventyr. For der er stadig ingen tvivl om at eventyrdelen i den her serie er helt i top. Der sker noget hele tiden, og hvert kapitel udfolder der sig nye eventyr. Det kan også mærkes at det er tredje bog, for alvoren tager til, og det syntes jeg især kunne mærkes i det kapitler med Ling. Hun er nok den af de 6 jeg syntes bedst om, og måske det har noget at gøre med hun er den mindst pigede af dem alle. Hun er noget mere jordnær, og har lidt mere ben i næsen, efter min mening i hvert fald.

”Astrid rullede med øjnene. Hun og Desi havde rejst sammen i tre dage nu, og de havde vænnet sit til at være sammen på en afslappet, drilagtig måde. Og der var nok at drille med. Elskan havde nær kastet dem begge to af, da hun stormede ud af Ludos stald. De havde begge to prøvet at blive smidt af flere gange siden.”

Jeg syntes stadig at den verden Donnelly har fået skabt sig er ganske god, selvom den kan være lidt ’tynd’ i det nogle gange. Men på den anden side, så har hun virkelig også udtænkt en hel masse, og den overordnede historie bliver udfoldet bid for bid, og man bliver mere interesseret i hvordan det store opgør kommer til at udfolde sig. Så jeg skal da også læse den sidste bog, for nu har jeg efterhånden fået levet mig ind i den konflikt, til at jeg har behov for en solid afslutning, som jeg håber inderligt på at få med den sidste bog.

Continue Reading

December Wrap-Up

Det føles som om december er kommet og gået alt for hurtigt, jeg føler jeg har haft ufattelig travlt og alligevel formået at slappe af gevaldigt, og trække stikket ud og bare nyde dagene i godt selskab. December er jo måneden for sammenkomster på kryds og tværs, og jeg har da også været til 3 sæt julefrokoster heldigvis fordelt over hver deres weekend, så de ikke klumpede sig helt sammen og jeg ikke kunne holde til meget andet. Alligevel er weekenderne forsvundet i en tåge af julehygge, julebag og familie og venner. På arbejde har der heldigvis været skruet lidt ned, hvilket jeg har været meget taknemmelig for, eftersom bettemusen begynder at gøre sig mere og mere bemærket i mit maveskind og jeg bliver forpustet af de mest irriterende ting.

Udover julefrokoster har december måned også budt på flere dage med babyforberedelser, det vil jeg komme mere ind på i et kommende indlæg, en tur i biografen for at se den nye Star Wars film, som var en del af Kærestens gave da han også fyldte år denne måned – rundt endda! Weekenden før jul var derfor afsat til at fejre Kæresten med hele familien, inden vi nogle dage senere drog sydpå til hans familie for at fejre jul hos dem. I år var en ganske stille og rolig jul, hvilket var rigtig rart taget i betragtning hvad vi sikkert kan forvente os næste år.

fullsizeoutput_f6b

Jeg ved ikke om det har været lidt december-blues, eller hvad der har hængt over hovedet på mig (eller om det bare har været ren og skær udmattelse), men mit energiniveau til at læse i denne måned var meget lav. Heldigvis findes der små korte bøger, man kan finde julestemning i udover de store lidt tungere bøger jeg også har haft fat i. I det hele kom jeg da op på 7 bøger, heri også et par lydbøger og nogle hængepartier fra sidste måned, der tog lidt længere tid at komme igennem end jeg havde regnet med – mest af alt fordi jeg ikke kunne finde tiden til at få dem læst, for de var rigtig gode.

Af julebøger fik jeg læst to; The Night Before Christmas og A Merry Christmas and Other Christmas Stories. Begge har jeg allerede skrevet anmeldelser af, som I kan læse her og her. The Doctor kom også på julevisit, i lydbogen The Twelve Doctors of Christmas, som var en novellesamling med 12 historier fra de 12 forskellige Doctors, alle med jul som tema. Den var meget sjov at høre, især fordi man tydeligt kunne høre hvornår det var den ene Doctor frem for den anden, der var klare personligheder at bemærke. En bog som måske ikke var så meget julet, men blot havde et vintertema var The Snow Child, som jeg blev færdig med på juleaften sjovt nok. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den til at starte med, men som siderne vendte sig selv, blev den bedre og bedre, og jeg blev mere og mere fanget af de personer og deres forhold i bogen.

Ellers måtte jeg næsten tvinge mig selv til at færdiglæse den lille bitte Black Penguin Classic The Night is Darkening Round Me, en lille digtsamling af Emily Brontë, og jeg må nok desværre bare indse at digte slet ikke er mig. For selvom jeg da godt kunne se mange af dem var smukke, så blev jeg slet ikke rørt på samme måde, som jeg ved mange andre mennesker kan blive at digte. En bog der til gengæld rørte mig stort var den sidste bog i Justin Cronins trilogi, Spejlbyen. Det var en ordentlig moppedreng at komme igennem, men hold op den var værd at vente på! Jeg er stadig lidt i tvivl om hvordan jeg skal have det med epilogen, men det må I vente på min anmeldelse for at høre mere om. Derudover fik jeg også endelig slutningen på Claudia Grays Firebird trilogi med A Million Worlds With You, som også var værd at vente på. Det er to vidt forskellige trilogier og jeg er vild med dem hver især for hver deres specielle historie. Cronins overvejer jeg at genlæse på et eller andet tidspunkt, men de er simpelthen så tykke at det bliver et større projekt. Firebird trilogien kunne jeg nok godt genlæse på en uge eller 2, hvilket jeg også stærkt overvejer, for der er virkelig nogle personer der har sat sig fast hos mig.

fullsizeoutput_f6d

Månedens anbefaling: Det kommer nok derfor heller ikke som nogen overraskelse at jeg vil anbefale Firebird trilogien. Den har så mange ting, og jeg har i sinde at skrive et indlæg om hele trilogien for sig selv, for at gøre den retfærdighed. Så i mellemtiden syntes jeg bare du bør få fingrene i den og læse den, så du kan hoppe med på bølgen.

Januar tror jeg bliver svær at spå hvordan den kommer til at se ud. Jeg har 2 ½ uge tilbage på arbejde inden jeg går på barsel, og der er en del ting jeg gerne skal nå inden jeg går på barsel. På hjemmefronten er der en del ting der skal ses til; vores kontor ligner jeg ved ikke hvad, og det er mit personlige oprydningsprojekt til når jeg går på barsel. Det inkluderer blandt andet også mine bogreoler, som efterhånden har ladet stå til i alt for lang tid. De er stadig godt fyldte med ulæste bøger, så på den front har jeg masser at se til. Problemet er bare snart at kunne finde rundt i de mange ekstra stakke der har sneget sig ind på hylderne fordi der ikke rigtig er plads til dem ellers.

Hvordan har jeres december måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i januar måned?

Continue Reading

Howl’s Moving Castle (Diane Wynne Jones, 1986)

In the land of Ingary, where seven-league boots and cloaks of invisibility really exist, Sophie Hatter attracts the unwelcome attention of the Witch of the Waste, who puts a curse on her. Determined to make the best of things, Sophie travels to the one place where she might get help – the moving castle which hovers on the nearby hills.

But the castle belongs to the dreaded Wizard Howl whose appetite, they say, is satisfied only by the hearts of young girls…

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f3b

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

De japanske tegnefilm af Miyasaki har aldrig været en del af mine favoritter, men lige præcis hans udgave af Det levende slot, den har jeg altid været svært glad for. Da jeg derfor fandt ud af, at den rent faktisk er baseret på den første bog i en serie af Dianne W. Jones, måtte jeg jo eje den og ikke mindst læse den. Men det var også med lidt nervøsitet at jeg gik i gang med den, for ville den nu leve op til mine forventninger i forhold til hvor glad jeg er for filmen?

Bogen læner sig meget op af filmen, eller rettere er det måske filmen der læner sig meget op af bogen, men alligevel var det som en helt anden historie. Som altid er der meget mere baggrundshistorie igennem bogen, og nogle af personerne er da også helt og aldeles anerledes end hvad de er i filmen. Og jeg er faktisk i tvivl om hvilken version af dem jeg bedst kunne lide. Den nok største forskel er personen Michael, som har en væsentlig aldersforskel i bog i forhold til film. Og hver udgave af dem passer fint som de, for det hænger også sammen med de andre udgaver af de andre personer i historien. Howl var interessant på flere niveauer, men her i bogen fik man lidt mere af ham, og så alligevel ikke.

”There was nothing Sophie could do but hobble away with her bucket clanking by her side. She was a little shaken, and very surprised that Howl had not thrown her out of the castle on the spot. But since he had not, she thought of the next thing that needed doing at once.”

Jeg kan heller ikke sige hvilken af de to jeg foretrække frem for den anden, for selvom filmen er baseret på bogen, så er det 2 vidt forskellige historier, i hvert fald i mit hoved. Det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen, var den konflikt der var lagt op til mellem Howl og den skræmmende heks, som også forbander Sophie. For det lader til at der er mere i den, end bare lige ved første øjekast. Når man så også tænker på at det faktisk er en bogserie, så var det interessant at se udviklingen igennem bogen, både på den konflikt, men også mellem personerne.

fullsizeoutput_f3a

Sophie som hovedperson var rigtig underholdende. Hun er en svært alsidig person, som fungerer både som ung såvel som gammel, og af en eller anden grund foretrak jeg hende som gammel. Det hænger nok sammen med, at hun fik mere rygrad som gammel, og hun turde nogle flere ting end hvad hun ville have gjort som sit unge jeg. Det var bare lidt sjovere at læse om hende, når hun turde gøre ting, i stedet for bare at vente på der skulle ske noget.

”Below the mist was a band of dark green. Sophie nodded. Though she could not see the moving castle this far away, she was sure the mist marked the place of flowers. She took another careful stride.”

Jeg er ikke sikker på jeg vil læse videre i serien, historien kunne faktisk godt virke afsluttet på nogle punkter. Og de punkter der ikke var helt afsluttet, har jeg det fint med ikke at vide hvad der sket. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg nok at jeg i fremtiden blot vil se filmen, for i sidste ende så er det nok den jeg foretrækker, selvom der er mere dybde i personerne i bogen. Men nu kan jeg jo så selv ligge den dybde i personerne næste gang jeg ser filmen.

Continue Reading

Half Bad (Sally Green, 2014)

Sixteen-year-old Nathan lives in a cage: beaten, shackled, trained to kill. In a modern-day England where two warring factions of witches live amongst humans, Nathan is an abomination, the illegitimate son of the world’s most terrifying and violent witch, Marcus. Nathan’s only hope for survival is to escape his captors, track down Marcus, and receive the three gifts that will bring him into his own magical powers—before it’s too late. But how can Nathan find his father when there is no one safe to trust, not even family, not even the girl he loves?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f21

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endnu en af de bøger jeg har haft stående på hylden, i hvad der ligner uendelig lang tid. Det er en af de bøger der tiltalte mig på heksekonceptet, og jeg ved faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at få den læst; ikke andet end der har været så mange andre bøger der tog præcedens. Nu efter at have læst den, sidder jeg måske også lidt tilbage med en underlig følelse, for der er ting jeg var ret vild med, men også en del ting der irriterede mig.

Selve den verden der er bygget op i Greens hekseverden fungerer, for mit, vedkommende overraskende godt. Ideen med at der er sorte og hvide hekse er jo en meget gammel ide når det kommer til hekse, og Green har bare trukket den linje endnu mere tydelig. Vi følger historien fra Nathans synsvinkel, en teenage dreng, som desværre lever med det faktum at han er halvt af hvert, hvilket komplicerer livet en hel del for ham. Ikke nok med at hekserådet, eller hvad man nu lige skal kalde det, hele tiden vil holde mere og mere øje med ham, og næsten på en Big Brother facon overvåge hvert eneste bevægelse han foretager sig, så skal han også døje med doser af had fra dele af sin familie.

”After the fight I leave school at lunchtimes and hang out in the streets nearby, avoiding the O’Briens and everyone I can, but it’s a miserable existence and within two weeks I’ve had enough of hiding.”

fullsizeoutput_f20

Nathan er faktisk en ganske god hovedperson. Dog irriterede fortællestilen mig på nogle punkter. Bogen er delt ind i sektioner, og fortællestilen skifter henholdsvis mellem jeg-fortæller og en slags 2. Persons-fortæller. Jeg-fortælleren havde jeg intet imod, og den foretrak jeg hele vejen igennem, men 2. persons-fortælleren irriterede mig. Den passede ikke ind i mit hoved, og jeg kunne ikke forene de to personer på nogle punkter, og eftersom den startede med 2. persons-fortæller, gik der desværre lidt tid for mig, før jeg forbandt de to fortællere som den samme. Hvilket er ret ærgerligt, for Nathan var en ret herlig fortæller, hans måde at forholde sig til verden er måske en smule naiv og uskyldig, men han fortæller det godt.

”I’m not sure I should tell him what happened today. I’m not supposed to leave the apartment, but maybe if I tell him about the Hunters he’ll take me to Mercury. I decide to tell him. But when I open my eyes Gabriel has gone.”

Der er stadig en del plothuller der mangler at blive fyldt ud, men eftersom det jo er en trilogi, skal der vel være plads til den slags. Jeg syntes dog alligevel at forholdet med Nathan og Analiese kunne være udforsket noget mere. Jeg syntes på nogle punkter det var meget overfladisk, og det blev tydeligt fra tid til anden at det fra Nathans side især var fysisk tiltrækning, der vedligeholdt hans fascination hos hende. Hun er også utrolig fraværende i hele historien til at kærlighedsforholdet, i hvert fald efter min mening, endnu er andet end en forelskelse. Der mangler altså noget mere for at det kan blive den der nærmest udødelige romance for at redde hinanden fra verdens ondskab.

En yderst positiv ting ved den her, er den engelske lydbogsoplæser. Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men uanset hvad, så har han den mest fascinerede og herlige nordbritiske accent, og den fangede mig fra start af. Nu hvor jeg er begyndt på bog to, er jeg yderst glad for at det er den samme oplæser. Man har nemlig før oplevet at oplæsere bliver skiftet ud fra bog til bog.

Selvom jeg havde en lidt flad oplevelse med den første bog om Nathan, læser jeg alligevel videre. Slutningen på den første bog var lidt cliff-hanger-agtig, og det gør automatisk at jeg bliver bare lidt nysgerrig. Så jeg kan kun håbe at historien bliver bedre bog for bog.

(EDIT: Jeg begyndte på bog 2, men indså halvvejs igennem den at jeg faktisk var ret ligeglad med hvad der skete for Nathan og de andre. Derfor er det endt med at jeg har droppet den her serie, og har i stedet ladet mig fortælle/spoile hvad den slutter med fra en der har læst hele serien, og var glad for den.)

Continue Reading

Empire of Storms (Sarah J. Maas, 2016)

The long path to the throne has only just begun for Aelin Galathynius. Loyalties have been broken and bought, friends have been lost and gained, and those who possess magic find themselves at odds with those who don’t.

As the kingdoms of Erilea fracture around her, enemies must become allies if Aelin is to keep those she loves from falling to the dark forces poised to claim her world. With war looming on all horizons, the only chance for salvation lies in a desperate quest that may mark the end of everything Aelin holds dear.

Aelin’s journey from assassin to queen has entranced millions across the globe, and this fifth installment will leave fans breathless. Will Aelin succeed in keeping her world from splintering, or will it all come crashing down?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f16

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er rigtig svært at skrive, og det er nok også derfor det har taget mig i hvert fald over en måned at få den ned på skrift. For selv inden jeg begyndte på bogen havde jeg så store forventninger og bekymringer om den ville leve op til alt hvad jeg gik og håbede på den ville være. Det ændrede da ikke på det faktum at jeg gik i gang med den, lige så snart jeg fik mine små fingre i den, og jeg slugte den så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Det er den anden sidste bog i serien om Celeana/Aelin, og tempoet er virkelig sat i et ekstra gear, og alt imens der sker en hel masse, får vi også så meget mere information at vide, der gør at jeg snart skal have genlæs alle bøgerne fra start af, så jeg er klar til den sidste bog i serien næste år.

Noget af det jeg især er vild med ved de her bøger, er det faktum at selvom der går et år imellem dem, så tager det mig ikke synderligt lang tid at finde kontakten til personerne, så at sige. Hvis man selvfølgelig har læst alle bøgerne, for så kender man efterhånden de forskellige personer så godt, at det ikke tager mere end et kapitel eller to, og så er man med på alt hvad der sker igen. Maas formår også at inkludere ganske små resumer til forskellige begivenheder, uden at det tager for meget af fokus fra den historie der rent faktisk skal udspille sig i den nuværende bog. Jeg bliver hver gang imponeret over hvor meget hun formår at fortælle fra hver af de mange synspunkter der efterhånden er i hver bog. For hvad der startede med Celeana og et par andre, er det efterhånden oppe at tælle tæt på 10 forskellige synspunkter. Det i sig selv syntes jeg er vildt, og ikke nok med at historien stadig hænger sammen på tværs af de forskellige synspunkter, så formår hun at skrive dem så man kommer til at holde af dem alle sammen på en eller anden måde.

”Aelin lowered her hands, propping both on the rail and examining the scar across each palm. So many promises and oaths made. So many debts and favors to still call in. Aelin wondered what answers and oaths she might find waiting in Skull’s Bay.”

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg stødte på Manon for første gang i Heir of Fire, så var jeg ikke just fan af hende. Jeg kunne ærligt talt ikke se hvorfor hun skulle være med, og jeg syntes de kapitler var overflødige. Det er de så sandelig ikke længere. Manon er blevet en utrolig spændende karakter at følge, især med de afsløringer der kom i den her bog. Dertil begynder Dorian også at blive meget mere interessant end den flødebolle han var lidt i starten. Han har fået lidt mere kant, og der er lidt mere at byde på fra hans side. En anden person jeg blev lidt betaget af i den her bog var Lysandra, for ærlig talt så kunne jeg ikke huske voldsomt meget om hende fra forrige bog. Det tog hun dog revanche for i den her bog, og jeg er blevet meget glad for Lysandra og de ting hun er med i.

fullsizeoutput_f17

I det hele taget er den her serie spækket med fantastiske personer, som jeg har svært ved at slippe, og man bliver så opslugt i hele historien med hver enkelt af dem. Aelin og Rowan kan man ikke komme udenom at snakke, men jeg vil forsøge, for de to kan man næste ikke andet end af holde af, og deres forhold udvikler sig også helt gevaldigt i den her bog. De nye personer på tavlen, så at sige, er Elide og Lorchan. Og her er det et godt eksempel på hvordan Maas formår at forvandle en udadtil skiderik i Lorchan, til en man ender med at få lidt ondt af.

”She snorted, and surveyed the other maps they’d spread across the floor of their cabin. Together, they formed a patchwork of their world – not just the continent, but the lands beyond. She stood, towering over it, as if she could spy those armies, both near and far. Rowan, still kneeling, looked upon the world spread at her feet. And she realized it indeed was – if she won this war, won the continent back.”

Jeg kan simpelthen ikke kommer over det faktum at der nu kun skal forestille at være en bog tilbage i serien. Det kan jeg næsten ikke holde til, og da slet ikke at jeg skal vente helt til september næste år, før jeg rent faktisk kan få læst slutningen. Det er helt ualmindelig urimeligt når Maas efterlader os med sådan en følelsestung cliff-hanger af en slutning. Jeg kan huske jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde den dag, fordi jeg bare var nødt til at skulle læse den færdig. Da jeg så endelig havde læst den færdig, hikstede jeg med tårer i hele ansigtet og kunne ikke forstå hvordan en sådan slutning var mulig.

Jeg har efterhånden rost den her bogserie flere steder, og anbefalet den til rigtig mange mennesker, og det kunne jeg sikkert også blive ved med. For den her serie vokser bare med/for hver bog. Den startede måske nok som en ungdomsbog, men det er den så sandelig ikke længere. For hver bog er der virkelig sket en udvikling uden lige, og jeg forelsker mig mere og mere jo mere jeg læser. Som jeg også har sagt tidligere, så er Sarah J Maas ved at indtage en plads hos mig som ny yndlingsforfatter.

Har du læst noget i serien? Hvis ikke, så syntes jeg du skal se at komme igang 😉

Continue Reading

The Boy who Lost Fairyland (Catherynne M Valente, 2015)

When a young troll named Hawthorn is stolen from Fairyland by the Golden Wind, he becomes a changeling – a human boy — in the strange city of Chicago, a place no less bizarre and magical than Fairyland when seen through trollish eyes. Left with a human family, Hawthorn struggles with his troll nature and his changeling fate. But when he turns twelve, he stumbles upon a way back home, to a Fairyland much changed from the one he remembers. Hawthorn finds himself at the center of a changeling revolution–until he comes face to face with a beautiful young Scientiste with very big, very red assistant.

(Tekst fra goodreads)

img_5384

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg har det lidt blandet med den her bog. På den ene side var det som at læse en helt anden bog end hvad jeg havde forventet mig af serien om Fairyland, men samtidig var det også et let frisk pust på en måske til tider gentagende historie. Det her er den fjerde bog i serien om Fairyland, men hvor vi indtil videre har fulgt September på eventyr igennem diverse kroge af Fairyland, så starter denne bog i vores ’normale’ verden hos en dreng som ikke kan huske hans rigtige navn, Hawthorn, men i stedet kalder sig Thomas, som hans forældre kalder ham. Det bliver starten på en anerledes fortælling om magien og den form for ondskab der er at finde i vores egen verden, og hvor utilgivende børn kan være. For hvis man som Thomas er bare en lille smule anerledes, så kræver det alverden for at passe ind og blive accepteret af de andre børn i skolegården, noget han lærer alt for tidligt.

På trods af den skiftende fortælling med en anden hovedperson, så er stilen heldigvis stadig den samme. Valente skriver stadig lige underholdende og lige finurligt, at man ikke lægger voldsomt mærke til at vi rent faktisk ikke befinder os i Fairyland, i hvert fald ikke til at starte med. Det er som om hun får lagt et lag meget tynd magi henover vores kedelige hverdag, så historien stadig er lige så spændende, hvad enten vi tager med Thomas afsted til sin første skoledag, eller jagter yeti på månen med September.

”Certain benefits are granted to narrators as part of the hiring package, to compensate for our irregular hours and unsafe working condition. As clear as waking, I remember your hands on the cover of the book, your bright eyes moving swiftly over the pages, the light of your reading lamp, your small laughs and occasional puzzlements.”

img_5385

Noget jeg også syntes fint om ved den her bog, var den anden side af historien som den bidrog med. For selvom vi bedst syntes om September, og stadig vil på eventyr med hende, så glemmer vi hvad der ellers sker tilbage når hun er taget afsted. Det skildrede den her bog rigtig fint, i sine små interludes, og selvom det aldrig blev klargjort helt konkret, så fik man straks en fornemmelse af hvem der var tale om, og linket til September var sat op.

Jeg kunne egentlig godt lide Hawthorn og de venner han fik sig på sin tur, men jeg sad alligevel hele vejen igennem bogen og ventede på at September ville dukke op. For Fairyland bøgerne handler jo mest af alt om hende, og det virkede bare forkert at hun ikke var med. Uden, forhåbentligt at afsløre for meget, så kan jeg sige at mine forventninger blev indfriet, om end ganske kort.

”A peal of indigo fire exploded through the air above them all, boiling and popping a trail through the sky. Something hurtled toward them at breakneck speed, something huge and bright and winged. A colossal red Wyvern beat his wings against a hundred rum-barrels moons. A man all of blue and black clung to his long crimson neck.”

Nu hvor der kun er en bog tilbage er jeg spændt på at se hvad den vil bringe af sig. For selvom jeg glæder mig til at læse mere om September, så er jeg nok alligevel ikke helt klar til at give slip på Hawthorn. Han satte alligevel sit præg på mig, og han må gerne vise sin i den sidste historie også. For på mange måder repræsenterer han de håb og drømme vi alle sammen har som børn. Den der usagte drøm/fantasi om at vi ikke hører til her, men at vores hjem er at finde i en anden verden. Måske fordi vi ikke lige passer ind sammen med de andre ’normale’ børn, men står i udkanten af legepladsen og ser til, mens vi forsøger at gennemskue hvordan verden hænger sammen, alt imens vi længes efter en anden. For mange af os, må vi nøjes med at rejse dertil igennem bøgernes verden, og på det punkt er det heldigt at Valente skriver så forførende som hun gør, for ofte føles det næsten som om vi er med Hawthorn eller September selv.

Continue Reading

Harry Potter and the Cursed Child (Jack Thornton, 2016)

It was always difficult being Harry Potter and it isn’t much easier now that he is an overworked employee of the Ministry of Magic, a husband and father of three school-age children.

While Harry grapples with a past that refuses to stay where it belongs, his youngest son Albus must struggle with the weight of a family legacy he never wanted. As past and present fuse ominously, both father and son learn the uncomfortable truth: sometimes, darkness comes from unexpected places.

(Tekst fra goodreads)

img_5364

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

**ADVARSEL** Kan indeholde spoilers

Hvis man bevægede sig bare lidt rundt i cyberspace omkring den første august, eller i engelske gader, så ville man ikke kunne undgå at se det ene eller det andet der havde med Harry Potter at gøre. Hele verden har nærmest ventet i spænding på at få lov til at læse manuskriptet til teaterstykket der er blevet sat op i West End, London, og jeg selv var da ingen undtagelse. Så da jeg dagen efter midnatsudgivelsen, befandt mig i Oxford sneg jeg gennem de mange fanatiske unge mennesker der stod i flok omkring kassen, for også at få min kopi med hjem i tasken. Der gik dog lige en dag mere før jeg vendte de første sider, men derefter gik der heller ikke lang tid før den sidste side var vendt, og jeg endte med at sidde tilbage med en utrolig blandet oplevelse.

De første sider tager os tilbage til hvad vi kan huske, det er 19 år senere og Harry skal sende sin børn afsted til Hogwarts, hvilket vi alle kan huske fra epilogen, hvad enten vi syntes om epilogen eller ej. Og efter den første følelse af nostalgi, svandt den desværre lige så stille ind. Mange af de velkendte karaktere var der, Harry, Ron, Hermione og Ginny var stort set som man husker dem, Ron især. Allerede nu kan jeg med lethed sige at Ron altid vil være en af mine favoritter, og det blev kun slået fast i denne historie også, på trods af mange andre små detaljer der ikke stemmede overens hos mig. For når man er kommet over den første følelse af nostalgi, så går det hurtigt op for en af det er en helt anden historie. Hvilket i sig selv er helt i orden, men hvis man sad og forventede en historie som de første oprindelig 7, så vil man automatisk blive lidt skuffet.

Allerede stilen af bogen er anerledes, fordi det netop er et manuskript til et teaterstykke. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man ser den her historie på scenen, så vil man blive blæst omkuld. Der var flere gange jeg sad og læste scene direktioner og tænkte på hvor vanvittigt det lød, men hvor absolut fantastisk det ville se ud på scenen. Der er klart dele, der er skabt for scenens skyld mere end historiens skyld, og det er helt i orden, desværre taber det bare lidt af magien på den skrevne side. Og der vil teaterstykket komme til sin fulde ret, men efter jeg havde vendt de sidste sider, må jeg indrømme at jeg ikke længere var så forhippet på at ville ind og se stykket.

”Harry; I thought for a long time I wasn’t a good enough dad for you because you didn’t like me. It’s only now I realise that I don’t need you to like me, I need you to obey me because I’m your dad and I do know better. I’m sorry Albus. It has to be this way.”

Det bliver klart at der på sin vis er to historier at fortælle; Harrys og hans søn, Albus. Umiddelbart ville mange være mest interesseret i Harrys, for det er ham vi kender bedst til, hvor Albus bare er den nye Harry, på godt og ondt. Harrys historie blev desværre også lidt for gentagen hen af vejen. Det gode ved Harrys side af sagen er hans evige venskab til Ron og Hermione, som mit hjerte blev varmt af endnu engang selv da de var blevet voksne. For selvom deres kærlighed virker usandsynlig hos mange, så virker det bare så rigtig hos mig, og det blev slået endnu mere fast i den her historie.

Albus og hans nye bedste ven, Scorpius, som (surprise, surprise *sarkasme) er Dracos søn beslutter at tage på en ordentlig omgang tidrejser, og selvfølgelig laver de ged i den, så Harry endnu engang må redde dagen, med hjælp fra venner og familie. Den første halvdel, Part One, virkede fint for mig, historien fangede mig ikke som Harrys oprindelig historier gjorde, men det var lidt en selvfølge. Da det så kom til Part Two stod jeg desværre lidt af. Overordnet set er det en rigtig god historie. Tidsrejseaspektet fungerer som det skal, og karakterene lærer det de skal lære af deres fejl. Hvis det havde været ethvert andet univers havde jeg ikke haft noget problem. Der hvor problemet opstår hos mig, er den måde Voldemort bliver inddraget igen.

Det faktum at Voldemort rent faktisk skulle have fået et barn, er for mig helt og aldeles hen i vejret. Det ville aldrig kunne ske! Ja, undskyld, men det billede Rowling fremsatte af Voldemort, som et barn der ikke kan forstå noget som helst ved kærligheden, vil i mine øjne på ingen måde kunne få et barn, på den ene eller den anden måde. Da det kom til det punkt skred historien fra at hænge sammen som den skulle, til at det pludselig virkede som fanfiction. Selvom jeg ved det er Rowlings egen ide, så kan jeg ikke indfinde mig med det, det går stik imod min opfattelse af den evige skurk som Rowling skabte i sin tid.

Altså, på mange måder var det en rigtig god historie, og jeg nød at være tilbage i hele Potter universet, men på andre måder sprang kæden desværre. Jeg er stadig glad for at have læst den, for mit behov for at se teaterstykket faldt en smule, og jeg har derfor ikke været helt så deprimeret over at billetterne er udsolgt til langt ud i fremtiden. I starten havde jeg faktisk også givet den 4 stjerner, men efter lidt overvejelse har jeg måtte fjerne den ene, netop på grund af de ting jeg har skrevet her.

Continue Reading

Outlander (Diana Gabaldon, 1991)

The year is 1945. Claire Randall, a former combat nurse, is just back from the war and reunited with her husband on a second honeymoon when she walks through a standing stone in one of the ancient circles that dot the British Isles. Suddenly she is a Sassenach—an “outlander”—in a Scotland torn by war and raiding border clans in the year of Our Lord…1743.

Hurled back in time by forces she cannot understand, Claire is catapulted into the intrigues of lairds and spies that may threaten her life, and shatter her heart. For here James Fraser, a gallant young Scots warrior, shows her a love so absolute that Claire becomes a woman torn between fidelity and desire—and between two vastly different men in two irreconcilable lives.

(Tekst fra goodreads)

img_5393

Bogen får  5 ud af 5 stjerner.

Jeg har hørt meget om Outlander på nettet og fra andre i rigtig lang tid, og i sommerferien fik jeg fat i den første bog, for at se hvorvidt det ville være noget for mig. Jeg vidste fra starten at det var en historie der havde med tidsrejser at gøre, og at den foregik i Skotland, og allerede på bare de to punkter var historien solgt ret godt til mig. Jeg elsker Skotland og tidsrejser i bøger er også bare et hit. Så man kan godt sige jeg havde ret store forventninger til den her bog, og heldigvis blev stort set alle sammen indfriet, også nogle jeg måske ikke var klar over jeg havde til bogen.

Claire som hovedperson fungerer både godt og skidt for mit vedkommende. På den ene side falder hun i hak på mange måder når hun lander i fortidens Skotland, og hun har ben nok i næsen til at ikke at blive fuldstændig panisk over de mindste ting. Hun tager tingene i stiv arm, lige indtil det bliver for meget for hende. For der var punkter hvor hun blev lidt for klynkende over sin situation og de ting hun næsten blev tvunget til at gøre for overlevelse. Jeg kan huske at jeg flere gange, blev irriteret over hendes klagesang over hendes dårlige skyldfølelse for sin første mand, på trods af at hun befinder sig ret tilfreds i sit nye ægteskab. Nogle gange blev det bare for meget, men heldigvis skete der så mange andre ting at det alligevel hurtigt var glemt.

”Still, I had to admit that he was responsible for my not marrying in grey serge. Marrying. Oh, God. Buoyed temporarily by port wine and cream lace, I had momentarily managed to ignore the significance of the occasion. I gripped the banister as fresh realization hit like a blow in the stomach.”

Dynamikken mellem Claire og Jamie overraskede mig, for selvom jeg godt ved at forfatteren har skabt hele scenarioet, så var det måske ikke lige det forhold jeg ville have set for mig. I starten var Jamie ret uinteressant, men hans karakter trådte også mere og mere i kraft som historien skred frem, og jeg kunne rigtig godt lide måden tingene blev afsløret løbende hen af vejen, så man ikke fik alle detaljer på en gang, og der stadig var noget at se frem til på den måde.

img_5395

Den stemning der bliver skabt af Skotland var fortryllende. Jeg kunne nemt forestille mig hvordan de store skove så ud, hvordan de gamle slotte ville se ud på lang afstand, og hvordan det ville være at befinde sig i de store sale med alle mænd i kilte omkring mig. Det kunne virkelig mærkes at Gabaldon har gjort sin research for den her bog og det univers hun har sat sammen. Jeg er vild med det historiske aspekt der også kommer ind over bogen, og hvordan Claire desperat med sin viden om fremtiden forsøger at redde dem hun holder af.

”Rationality did not appear to be helping much. I turned to emotion, and began, shrinking from the task, to reconstruct the details of my married lives – first with Frank, then with Jamie. The only result of this was to leave me shattered and weeping, the tears forming icy trails on my face.”

Jeg ved at den her historie har delt vandende meget klart hos dem der har læst dem. Der er dem der enten elsker dem, og så er der dem der hader dem. Jeg må indrømme at jeg melder mig i den første gruppe. For jo, selvom bogen har sine små mangler så opvejer resten småtingene. Jeg kunne næsten ikke ligge bogen fra mig i de dage jeg læste den, og da jeg var halvvejs igennem den, begyndte jeg på den første sæson af tv-serien, hvilket gav en helt særlig oplevelse af bogen. Det jeg blot er spændt på af de næste bøger, er hvordan Gabaldon har tænkt sig at stykke dem sammen. Jeg har smuglæst mig lidt til at Claire skal forestille at kunne rejse frem og tilbage mellem 1600-tals Skotland og 1900-tals England, hvilket jeg ikke helt kan forholde mig til, for i mit hoved valgte hun at blive i Skotland hos Jamie, og at hun pludselig skal forestille at være tilbage vil jeg lige skulle vende mig til, men det må jeg læse mig frem til.

Continue Reading

The Assassin’s Blade (Sarah J Maas, 2014)

Celaena Sardothien owes her reputation to Arobynn Hamel. He gave her a home at the Assassins’ Guild and taught her the skills she needed to survive.

Arobynn’s enemies stretch far and wide – from Adarlan’s rooftops and its filthy dens, to remote islands and hostile deserts. Celaena is duty-bound to hunt them down. But behind her assignments lies a dark truth that will seal her fate – and cut her heart in two forever…

(Tekst fra goodreads)

img_5056

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg har det faktisk lidt blandet med den her bog, for på den ene side så elsker jeg den, men på den anden side, så har jeg det lidt svært med den. For at tage den fra begyndelsen af, så var jeg enormt glad for at få et indblik ind i Celaenas fortid, og se hvordan hun blev den hun er da man møder hende i den første officielle bog i serien. Det var ganske interessant at se hvordan hendes karakter var blevet formet, og hvordan hun endte som koldblodig morder, men alligevel med et hjerte. Derfor var jeg rigtig glad for den første historie, hvor det virkelig kommer til udtryk, og hun kæmper for at befri en hel flåde af slaver.

I det hele taget var den første novelle nok den bedste, hvis jeg skal se på dem alle 5. Og det er baseret mest på den karakter Celaena er i den historie, for i de andre så jeg knap så meget af den karakter jeg kender, end jeg gjorde i den første. Selvfølgelig er hun ikke den samme kick-ass Celaena som i de senere bøger, men det var alligevel kun i den første og tredje novelle af jeg kunne fornemme den Celaena under overfladen. Den tredje novelle var også en af de bedre, her er Celaena taget lidt væk fra vante rammer, og det gav også et interessant indspark i hendes udvikling.

”With Ben, after she’d come back from a mission two hours late and with a sprained ankle. He’d been worried, and given how close she’d come to being captured by the royal guards, she was more than a bit shaken. But embracing Sam was different, somehow.”

img_5058

Det forhold til Sam, som har været omdrejningspunktet for Celaenas hævntørst i alle bøgerne, må jeg desværre indrømme at jeg ikke blev helt fanget af. Hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg det var alt for anstrengt og tvunget frem i løbet af bogen. Det var som om at Celaena ændrede mening om Sam fra den ene dag til den anden, og hendes følelser for ham dukkede næste op af det blå.

Jeg fik i hvert fald ikke fornemmelsen af den der sønderrivende og hvirvelvindskærlighed, som den var blevet lagt op til i bøgerne. Det kan også være det er mig der husker forkert, men jeg havde bare forventet mig lidt andet. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så faldt jeg aldrig rigtig for Sam. I den sidste novelle, måske også lidt den anden sidste, blev han faktisk lidt af en nar. Det hele handlede om at hvis de skulle være sammen, så skulle det næsten kun foregå på hans præmisser. Og Celaena sagde ja til stort set det hele, uden sure miner! Noget jeg absolut ikke kunne forligne mig med.

”The  silence peeled back, and thoughts tumbled in. It had been a mistake. And when she figured out where they were keeping him – where they were hiding him – she’d stop at nothing to find him. And then she’d slaughter them all.”

Det der rørte mig mest ved alle novellerne, var måden hvordan Celaena brudte sammen i slutningen, som følge af Sams død. Det var et rigtig godt indblik i hendes karakter, og her kunne jeg skimte noget af det jeg absolut elsker ved hendes person. Det er tydeligt at mærke at det her er en forgængerbog, den er meget let og den mangler lidt dybde. Dog var det fint hvordan novellerne næsten alligevel hang pænt sammen, det gav fint mening og gjorde lidt ekstra for dem.

I sidste ende sidder jeg nok bare og savner det fabelagtige spektakel som Sarah J Maas formår at kunne skabe igennem sine historier og karaktere; jeg savner mere af det hele, og mere dybde i de centrale karakterere. Heldigvis er det jo kun en lille pre-quel, og der er resten af serien man kan fordybe sig i til den slags, og med den anden sidste bog lige rundt om hjørnet, glæder jeg mig bare endnu mere til at fingrene i den nu.

UPDATE: Jeg har nu endelig modtaget seneste bog, og er allerede godt begravet i den!

Continue Reading

August Wrap-Up

August har virkelig været en blandet måned, og der er sket så mange ting at mit hoved næsten ikke kan finde rundt i det hele. Den første halvdel af måneden brugte jeg på mine sidste feriedage, men eftersom vejret ikke syntes det var sommerferie længere, så var det lidt triste feriedage. Da jeg også blev forkølet efter min tur til London, var de første par dage ikke lige de fedeste. Selv en måned efter, har jeg stadig en træls tusse sidende i halsen jeg ikke kan få helt bugt med. Netop på grund af sygdom havde jeg heller ikke voldsomt meget læselyst, og de første par uger var derfor ikke præget af særlig mange bøger. I det hele taget har jeg i august ikke haft synderligt meget tid, eller lyst desværre, til at læse meget, så det er kun blevet til 4 bøger denne måned. Med start på arbejde igen forsvandt en hel del læsetid også, især fordi jeg skal på en frygtelig masse kurser i løbet af det kommende år, og der vil blive krævet en del mere af mig, så mit hoved har ikke altid overskud til at læse når jeg kommer hjem. Den sidste uge når jeg kom hjem fra arbejde, har jeg for eksempel haft behov for at sove en halv time på sofaen for ikke at falde om af udmattelse.

IMG_1138

Ikke desto mindre blev det dog til 4 bøger, hvor en af dem var en lydbog. Det var samtidig månedens bogklubvalg, Wild af Cheryl Strayed. Det var en meget blandet oplevelse, for på den ene side var det en imponerende historie, men oplæseren irriterede min blindtarm noget så gevaldigt at det ødelagde hele bogoplevelsen. I starten af måneden kunne jeg heller ikke holde mig fra Harry Potter and the Cursed Child, ligesom stort set halvdelen af resten af verdens befolkning. Det var også en blandet oplevelse, men det tror jeg at jeg vil gemme til min anmeldelse, som gerne snart skulle komme til jer på bloggen. Som en herlig afslutning læste Louise og jeg den sidste bog om Lyra og Will, The Amber Spyglass, som var så glædeligt og ikke mindst sørgeligt gensyn, som I kan læse mere om her. Derfor kunne jeg heller ikke holde mig fra at læse mere om Lyra i Lyra’s Oxford i den lille bonusbog sat et par år efter, og den er simpelthen så fin.

Nu er vi så gået ind i september, og jeg ved endnu ikke hvordan mit læsehumør kommer til at udarte sig. Det er stadig ikke helt vendt tilbage, men det er stille og roligt på vej. September betyder jo også Bogbloggertræf, og tingene begynder virkelig at tage ved, og der sker ting dagligt, og jeg glæder mig gevaldigt til at kunne dele det hele med jer når vi forhåbentligt ses den 24. Derudover skal jeg et smut til København til stort familiebryllup, endnu et kursus og fejre mine forældres sølvbryllup. Ellers vil jeg se om jeg ikke kan komme lidt efter det med at få bloggen up til date og læst nogle af alle de bøger jeg stadig gerne vil læse.

Månedens anbefaling: Eftersom jeg ikke har læst voldsomt meget den her måned, har jeg valgt ikke at anbefale nogen. Jeg kunne godt anbefale His Dark Materials igen, men det tænker jeg at I allerede godt ved.

Hvordan har jeres august måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i september måned?

Continue Reading