A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Harry Potter; A History of Magic (British Library, 2017)

Tak til Plusbog.dk for det sponsorerede eksemplar.

Harry Potter: A History of Magic is the official book of the exhibition, a once-in-a-lifetime collaboration between Bloomsbury, J.K. Rowling and the brilliant curators of the British Library. It promises to take readers on a fascinating journey through the subjects studied at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry – from Alchemy and Potions classes through to Herbology and Care of Magical Creatures.

(Tekst fra goodreads)

Bogen for 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år åbnede British Library en udstilling med fokus på Harry Potter, og mit Potterhjerte har længdes efter at komme til London og opleve den, men jeg må nok indse at det desværre ikke kommer til at ske. Heldigvis har de også udgivet en følgebog til udstillingen, så man kan få indblik i det hele hjemme fra sin egen sofa, og sikke et indblik.

Ved at læse bogen bag udstillingen bliver man ved med at blive forbløffet over den mængde research som Rowling har lagt i sine bøger. Og selv hvis det er elementer, som hun måske ikke har gjort den samme research på som andre, så er der ingen tvivl om at hendes ideer har rødder i historier og mytologier. Det er imponerende at læse om de gamle mytologier og tanker bag Rowlings planlægning. Det der gør det endnu mere spændende er at læse og se Rowlings egne gamle skitser og tegninger, og jeg blev ret overrasket over hvor god hun faktisk er til at tegne. Endnu mere imponerende er de tanker hun har gjort sig for hvert kapitel, og det viser virkelig en hjerne der forstå at planlægge og udtænke plots.

Der er ingen tvivl om at udstillingen vil være det hele værd, men bogen her er en god måde at opleve det uden at være der. Men det er også lidt derfor jeg ikke kan give den sidste stjerne, for bogen er altså ikke helt det samme som hvis man stod foran en montre og kiggede ned på de originale papirer med Rowlings egen håndskrift. En anden måde man kan opveje for turen til London er den medfølgende BBC dokumentar med samme navn som udstillingen. Her får man interviews med Rowling også, og det giver lidt mere baggrundshistorie for udstillingens mange elementer. I forhold til de udvalgte ting til udstillingen er det mange af de samme der går igen i bog og dokumentar. Men under alle omstændigheder er det en bog/dokumentar/udstilling for alle der kalder sig Harry Potter fans, eller bare fans af hvordan man udtænker en solid historie, for det udstillingen også bevis på; at Rowling har gjort sit forarbejde og har sat sit mærke i rækken af store fortællere.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Great Series #05 – The Crown’s Game

(Tak til forlaget Gyldendal, som jeg har fået begge bøger fra til anmeldelse.)

Af årsager jeg ikke kan forklare, så har jeg altid været fascineret af det gamle Rusland og det var derfor jeg i første omgang faldt for The Crown’s Game bøgerne. At der også var tilsat magi i kombinationen det gjorde det bare endnu mere tiltalende og efter at have læst begge bøger i den korte serie er jeg ikke i tvivl; magi og det gamle Rusland fungerer bare!

Det er historien om Vika, Nikolaj og Pasha og deres livshistorier der vikler sig ind i hinanden på kryds og tværs, uden at de selv er klar over det til at starte med. Og lige netop den ukendte faktor, blandt de tre, var noget af det fascinerende ved den første bog, og efter min mening er det også den stærkeste af de to. Det er både en styrke og en svaghed at der kun er to bøger i denne korte serie, for der er visse ting jeg godt kunne tænke mig at læse mere om, samtidig med at historien ikke har behov for at fortælle mere efter de to bøger.

Den første bog handler primært om spillet om at blive den kongelig magiker, et spil som Vika og Nikolaj deltager i, men som ingen andre kender til, for magi i Rusland (og resten af verden) findes ikke, af hensigt for at folket ikke skal skræmmes. De skal derfor imponere tsaren på forskellig vis, og den som udfører det mest imponerende stykke arbejde – eller slår den anden ihjel – vinder titlen som kongelig magiker. Den anden bog handler om det eftervirke som spillet selvfølgelig efterlader sig, for ikke alle slipper helskindet igennem, både psykisk og mentalt.

Jeg syntes mest af alt at Vika var mest interessant at læse om, hun var rigtig interessant som person, og hun udviklede sig rigtig godt igennem de to bøger, som egentlig dækker ganske kort tid. Hendes baggrundshistorie var også rigtig spændende, og selvom man ikke får alle detaljerne, så er det nok også hvad der gør den interessant. Pashas karakter fandt jeg ikke synderligt interessant, han var mest af alt lidt af en flødebolle, der forventede at få alt hvad han pegede på – i det virke at han var arving til den russiske trone. Godt nok udvikler han sig også til en noget stærkere personlighed, men han var alligevel ikke min favorit. Nikolaj var en noget mere kompleks karakter at finde ud af. Jeg syntes rigtig godt om ham i den første bog, men uden at sige for meget, så var han ret modbydelig i den anden bog af udefrakommende sider. Der savnede jeg noget af det samspil mellem karaktererne, som fungerede så godt i den første bog.

Plottet på tværs af de to bøger var rigtig godt, og magien bliver også udnyttet helt fantastisk og beskrevet rigtig godt. Desværre syntes jeg at den anden bog var lidt for hurtigt i spyttet, om man så må sige. Det var som om der hele tiden skulle et eller andet ind i historien for at skynde på plottet, og det hele var bare lidt for belejligt ift plottet hele tiden. Der kunne jeg godt have tænkt mig at enkelte ting blev forklaret lidt mere, eller de fik lidt ekstra handlingstid, og så tror jeg ikke det vil gøre synderligt meget hvis det havde mundet ud i en 3 bog, så det i sidste ende blev en trilogi. For slutningen kom også noget hurtigt i spil, og var ret hurtigt overstået. Ærlig talt var jeg ikke helt tilfreds med hvordan slutningen udspillede sig, det virkede for nemt ift Nikolajs rolle i historien, men jeg kunne rigtig godt lide den symbolik der var mellem de to bøger i deres måde at slutte på, det bandt dem rigtig godt sammen.

Alt i alt er det her en rigtig god serie, med et utrolig fremskredent plot, hvor der hele tiden sker noget for de medrivende karakterer. Selvom det hele godt kunne have brugt nogle flere sider hist og her, så fungerer de altså også helt okay bare som to bøger. Magien i det gamle Rusland er altså ikke helt død, og jeg håber at finde andre bøger i samme stil.

Continue Reading

Great Series #04 – A Court of Thorns and Roses

Hvis man har fulgt bare lidt med her på bloggen, så hersker der vist ingen tvivl om at jeg er ret så glad for Sarah J Maas og stort set alt hvad hun har skrevet. Det gælder ikke mindst hendes serie om Feyre i A Court of Thorns and Roses trilogien (som er på vej til at få flere bøger i serien), hvor hver bog også har et lag af eventyrgenfortælling i sig; jeg elsker det! Der er en helt speciel fankultur omkring Maas’ bøger, og især på de sociale medier hersker der vilde udbrud når der kommer nyt om hendes bøger.

Serien handler om Feyre, der ved et tilfælde (måske ikke helt så meget tilfælde alligevel, finder man senere ud af) kommer til at slå en kæmpeulv ihjel, og dermed bliver hun, som almindelig dødelig menneske, viklet ind i et liv med feer og magiske problemer uden sammenligning med hvad hun tidligere har oplevet. Den første bog bygger meget på Feyres udvikling som karakter og hun gennemgår nogle vilde oplevelser, og det er overraskende at hun kommer levende igennem det. Dertil at hun gør det hele for en mand, som hun tror hun elsker. Den anden bog i serien starter stort set lige hvor den første sluttede, Feyre har vundet den første kamp, men det havde sin pris. I anden bog skal hun tilpasse sig sin nye tilværelse, for med sejren kom også et nyt liv som udødelig fe. Det har gjort Feyre til en anden person, og det liv hun vendte tilbage til passer ikke rigtig til hende længere. En god portion nye karakterer kommer på banen, og Feyre finder sig et nyt liv samtidig med hun finder sig selv. Alt dette skal hun kæmper yderligere for i den sidst bog i serien, som selvfølgelig er det store opgør mod alt og alle.

For at sige det kort, så knuselsker jeg den her serie. Jeg startede den første bog i sin tid, fordi jeg manglede flere bøger i hendes anden bogserie (Throne of Glass), og med en præmis der stjæler fra Skønheden & Udyret, var jeg solgt allerede inden jeg havde åbnet bogen. Maas kan et eller andet med stærke karakterer, og at skabe verdner der virkelig sparker røv. Feyre er en utrolig stærk karakter, men hun er stadig menneskelig og ikke perfekt, hvilket bare gør hende det mere solid i sin personlighed. Hun har fejl og mangler, men hun kæmper for hvad hun elsker, og det er til at beundre. Maas skriver utrolig rørende og hendes liv i siderne er med til at man læser de her bøger hurtigere end hvad godt er, for selvom man vil læse dem helt vildt hurtigt for at finde ud af hvad der sker, så har man heller ikke lyst til at det skal slutte. Jeg kan huske da jeg havde læst den anden bog i serien, i ugerne efterfølgende havde jeg den største bookhangover jeg længe kan huske. Den bog satte sig virkelig fast i mig, og den forbliver min favorit i serien.

Udover Feyre har Maas skabt et væld af andre fantastiske karakterer, som man bliver helt opslugt af. Rhysand er oplagt at nævne, for han er den mest fantastiske person du vil støde på i bogverden. Ord kan ikke beskrive ham og hans loyalitet og kærlighed til sin omgangskreds. Lucien fortjener også en bemærkning, selvom det tager ham lidt tid at finde ud af hvordan landet ligger, men i bund og grund er han en hæderlig person, og mit hjerte blødte et par gange for ham. Feyres søstre er også værd at nævne, for de er så forskellige som nat og dag, og alligevel er de vidunderlige på hver deres måde. Jeg er vild med de fællesskaber som Maas for opbygget på kryds og tværs af alle sine karakterer, og hvordan hun får skabt disse personligheder, som stille og roligt sniger sig ind under huden på dig, og bliver dine nye bedste venner.

Oprindeligt var det kun planlagt at serien skulle bestå af 3 bøger, men Maas selv har erklæret at hun har svært ved at give slip på Feyre og hendes venner endnu, så os heldige læsere får mere at fryde os over. Allerede her til foråret kommer den fjerde bog i fe-verdenen med Feyre i centrum. Det er måske også godt nok, for jeg havde det faktisk lidt svært med slutningen på den tredje bog. Ikke at den var dårlig, den var bare lidt for perfekt. Det var som om alt lykkedes lidt for nemt for Feyre i sidste ende alligevel, uden de store omkostninger, som hun tidligere har måtte give. Måske er det også derfor at bog to stadig er min favorit, men det kan jo nå at ændre sig med de bøger, der endnu ikke er kommet. Dertil kan det kun siges som det sidste, at det stykke arbejde der bliver lagt i at lave covers til disse bøger bør belønnes med tjenestemedaljer, for de er gudesmukke! Jeg er desuden vild med at de bruger noget af den fanart som florerer rundt omkring på de sociale medier, for det er simpelthen bare spot on. Jeg har kun tilbage at sige, at du bør læse dem med det samme, hvis du ikke allerede har læst dem. Og hvis du allerede har læst dem, så læs dem igen (og igen), for det gør dem kun bedre.

 

Continue Reading

2017 i Bøger

Det er blevet tid til at se tilbage på mit boglige 2017. I de forgangne år har jeg læst flere og flere bøger for hvert år, dog blev dette år ikke i samme række. Det vidste jeg også godt på forhånd ikke ville komme til at ske, med en lille baby til at melde i sin ankomst i starten af året. Jeg satte derfor mit mål for året til mindre end de 100, men jeg endte med at måtte justere det løbende igennem året alligevel. Mit endelige mål endte derfor på 50 bøger, som jeg formåede at nå, med lidt hjælp fra nogle af de børnebøger jeg har læst med E. Og selvom en god del også har været lydbøger og e-bøger, så er jeg alligevel ret tilfreds med at have fået læst de 50+ bøger.

Samlet set har det desværre været sparsomt med bøger, der har skudt helt til vejrs og scoret topkarakter. Ærligt talt har der været meget få af den slags, i hvert fald den slags som jeg stadig husker som fabelagtige. Faktisk har det været et ret middelmådigt år hvad kvalitet af bøgerne angår, og det er også 3 stjerner jeg har givet flest af. Alligevel har jeg formået at finde 2 små top-tre frem af nogle af de bedste bøger jeg har læst i år.

Den første lille top 3 jeg har sammensat er af bøger som ikke er del af serier. Med sparsomt tid har jeg forsøgt at finde bøger, som ikke var dele af serier for at jeg ikke skulle vente for lang tid med at kunne få læst næste bog i serien. På en 3. plads er det Ting, min søn skal vide om verden af Fredrick Backman. Jeg læste den som e-bog imens E stadig var ganske lille og vi ammede. Den passede bare så godt til situationen og hele fornemmelsen med at være blevet mor, og jeg kluklo af flere af de små historier. Dog har jeg endnu ikke formået at få Rasmus til at læse bogen også, selvom jeg er sikker på han ville finde den næsten lige så underholdende. På 2. pladsen er det min anden læseoplevelse med Colleen Hoover, nemlig 9 November. Den bog var både romantisk og havde et plot twist jeg ikke havde set komme. Når en sukkersød chick-litt alligevel formår at komme med sådan et plot-twist, så er jeg altså solgt, for mange af dem ligner hinanden, men det gjorde denne her heldigvis ikke, og det var en sand fornøjelse at læse. Førstepladsen indtages minsandten også af Backman med Bjørneby. Den bog har i den grad sat sine spor i mig, og jeg kan stadig tænke tilbage på den med varme i hjertet og harme på ærmet. Det var 3 ret så forskellige bøger, men alle tre ret så gode på hver deres måde.

Årets anden top 3 er af bøger som er en del af serier. For selvom jeg ikke har haft meget tid, så er der seriebøger som ikke kan undgås, og som bare skal læses for at kunne forelske mig personer og verdner på ny. På 3. Pladsen er det afslutningen af historien om September og hendes eventyr i Fairyland med The Girl who Raced Fairyland all the Way Home. Det var en rigtig fin afslutning på serien, og den endelig slutning var bare så passende til September og alle hendes venner. På 2. pladsen befinder den 3 bog i serien Spektrum sig, Ursiderne. Nanan Foss har skrevet en tidsrejsende bogserie som fænger fra første færd, og jeg er ret så hooked. Det eneste negative der næsten kan siges om serien er, at der kun er 3 bøger indtil videre og vi skal vente mindst et år på at få næste bog. Som den absolut bedste bog i en serie dette år, og dermed førstepladsen, er selvfølgelig A Court of Wings and Fury af Sarah J Maas. Det er egentlig lidt unfair at lave favoritlister når hendes bøger er med i spillet, for hun skriver fabelagtig hver gang, og jeg knuselsker hendes bøger faktisk næsten inden jeg har læst dem. Godt nok var den sidste bog i denne trilogi ikke den bedste – for det er 2eren – men den var alligevel ret så fantastisk og medrivende.

2017 blev ikke året hvor jeg læste flere end 100 bøger. Til gengæld blev det året hvor jeg blev mor og oplevede så mange andre fantastiske ting udenfor bøgernes verden. Jeg er på ingen måde færdig med bøgernes verden, og min læselyst vender mere og mere tilbage for hver dag der går. Tiden til at læse bliver også større og jeg håber da også på at kunne få læst 30 bøger i år. Jeg har sat mit uofficielle mål lavt, for jeg har ikke planer om at lade mig styre så stringent af goodreads challenge, men jeg kommer nok til at bruge den til at holde styr på de bøger jeg læser i år. 2018 bliver året hvor jeg ikke vil lade mig styre af nogle form for challenges, og bare læse af ren og skær lyst. Af samme grund kommer jeg nok også til at begrænse mig i at efterspørge læseeksemplarer, og virkelig udse mig de bøger jeg har mest lyst til at læse. Jeg har ikke undersøgt hvilke bøger der udkommer næste år, men jeg er sikker på der kommer et par bøger der vil fange min interesse.

Har I nogle bøger på radaren for næste år, som bare skal tilføjes læselisten for 2018?

Continue Reading

Great Series #03 – Fairyland (Catherynne M. Valente)

Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med September og tog med på hendes første eventyr til Fairyland. Jeg kan huske at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for at jeg tog afsted sammen med hende. For ikke så lang tid siden drog vi så afsted på det sidste eventyr med den sidste bog i serien. Det var lidt vemodigt, men på den anden side, så kan vi på et eller andet tidspunkt starte forfra.

Bogserien starter hvor September er lige på den anden side af 10 år gammel, og som bøgerne forsætter ældes hun stille og roligt, så man får lov til at vokse op sammen med hende. Jeg syntes det er så rart når bøger vokser på den måde, at man stille og roligt kan vokse op med sine yndlingskaraktere og lære lidt om livet side om side. Og det skal jeg love for man gør her, for September bliver ikke blot udsat for Fairylands eventyr, hun bliver også stillet overfor nogle personlige spørgsmål der sætter hende på prøve med at finde ud af hvem hun egentlig er. Hun starter som et barn, der bare stikker af fordi hun keder sig, og slutter som en ung kvinde, der har fundet ud af hvad hun vil med sit liv efter at have prøvet lidt af hvert.

Som så mange andre serier svinger hver bog lidt i kvalitet; alle bøger er ikke lige gode, og jeg har også mine favoritter. Den første og sidste bog er klart mine favoritter, og det har nok noget at gøre med det faktum at de minder en smule om hinanden, hvilket bare binder serien så godt sammen. Den klassiske quest sammen med hendes bedste venner Saturday og A-Through-L, som da bare er de bedste sidekicks! Hvem har ikke altid ønsket sig en drage, som for øvrigt også er halvt bibliotek og ved næsten alt der kan slås op.

Valente har på en eller anden måde formået at skrive et morderne eventyr, som inddrager klassiske elementer og alligevel giver det hele et godt og grundigt twist. Det hele bliver fortalt med et smil i mundvigen hele tiden, og en fortællerstemme, der ikke helt kan holde sig tilbage fra at komme med sin egen mening, endnu en ting jeg syntes er rigtig fin. I modsætning til mange andre klassiske eventyr har vi ikke en klassisk skurk som sådan. Men det behøves faktisk heller ikke, for September laver selv nok unoder eller har nok spørgsmål der skal opklares til at skabe nok eventyr til hver bog. På sin vis er hun sin egen skurk hvilket giver bøgerne et dybere lag af mening, som man måske skal være lidt ældre for at kunne se.

Fairyland-bøgerne kan læses af flere aldre, og jeg har bestemt tænkt mig at læse dem højt for min datter når hun engang er gammel nok. Umiddelbart tænker jeg at hun skal være lige så gammel som September selv er i den første bog. Indtil hun bliver så gammel må jeg bare ’nøjes’ med at genlæse dem selv et par gange, for Fairyland skal klart besøges igen.

Continue Reading

Great Series #02 – Ædelsten-trilogien (Kerstin Geir)

Jeg fik øje på den her serie for nogle år tilbage, og den har faktisk været på min mentale TBR liste i lang tid, men af uforklarlige årsager er den altid blevet glemt lidt igen. Hvilket er lidt underligt, for bøger med tidsrejser skal normalt ikke ligge længe hos mig før jeg begraver mig i dem. Da jeg endelig fik fingre i dem, fordi en god veninde ikke var vild fan af dem, og derfor begavede mig med dem (Mange tak!), gik der derfor heller ikke lang tid før jeg stak næsen i dem og stiftede bekendtskab med Gwendolyn.

Historien handler om Gwendoly Shepherd, som pludselig finder ud af at hun kan rejse i tiden. Hele sit liv har hun ellers troet det var hendes stramtantede kusine, der skulle leve det liv, men sådan gik det altså ikke. Pludselig hvirvles Gwen ind i et hemmeligt selskab, og sendes på hemmelige missioner til fortiden, til en Greve som sidder mageligt og hiver i alle trådende. Hertil krydres historien med lidt solidt teenagevenskab og den upåklagelige kærlighed-ved-første-blik, som man jo ikke kan komme udenom. Det er som I kan se en trilogi, men hvis jeg skal være ærlig så syntes jeg personligt godt den kan holdes i 2 bøger. Det vil givetvis være et par lidt lange bøger, men på den anden side er der også en del i historien, som jeg syntes sagtens kan sorteres fra.

Det skal forestille at historien over de 3 bøger ikke strækker sig over mere end en lille uges tid, og med det i baghovedet tænker jeg umiddelbart at 3 bøger til den korte tid er for meget. Ganske vist bliver der rejst en del i tiden, men alligevel. Den del af historien hvor Gwen skal forestille at agere ’normal’ teenager, syntes jeg mange gange var unødvendige. Det fungerede meget bare som pause mellem de mere interessante tidsrejser – og så var der alt for meget drama i Gwens hoved (hun har set lidt for mange film, hvis du spørger mig).

Tidsrejse aspektet af historien fungerer så godt! Jeg var især begejstret for de detaljer, der lader til at blive lagt i hele det faktum at de ikke må stå ud og virke fremmed. Så alt bliver tænkt over i forhold til tidsrejserne; med undtagelse af de handlinger som Gwen finder på. For selvfølgelig opdager hun noget hun ikke skulle, og så starter hele hurlumhejet med at underminere det hemmelige selskab og afsløre det over for alt og alle. Al den forvirring der kan opstå med tidsrejsebøger fandt jeg ikke noget af. Nogle gange kan en forfatter tydeligvis ikke holde styr på sine egne ideer/tidsrejser, men det kunne det her, og det spillede igennem alle bøgerne, hvilket jeg syntes er rigtig godt. Især de små twists der kom til sidst i bogen af afsløringer for de interne forhold mellem forskellige personer syntes jeg var rigtig fint gjort. I det hele taget hang tidsrejserne meget godt sammen, jeg havde bare ønsket der var flere af dem, og knap så struktureret som de i praksis endte med at blive.

Denne trilogi er ganske god, men jeg må også indrømme at jeg nok havde været mere fan af den, hvis jeg havde læst den for 10 år siden. Jeg kunne flere gange godt mærke at det der teenage-pladder som Gwen befinder sig i, ikke sagde mig en dyt. Og ærlig talt, så gik Gwen mig også ret meget på nerverne somme tider med hendes dramatiske følelsesudbrud, som om jorden gik under hvis den pæne dreng ikke ville tale med hende. Det blev en tand for meget fra tid til anden. Men hvis jeg nu havde været en teenage-pige selv, så var jeg nok blevet opslugt meget mere af serien og havde slet ikke kunne se nogle fejl eller mangler, men sådan er det med alder. Især når man får mere af den, så begynder man at blive lidt mere kritisk overfor den der kærlighed ved første blik.

Continue Reading

Månedens udvalgte #03

Månedens udvalgte er nok mere efterårets udvalgt i denne omgang. Med de månedlige wrap-ups på time-out, er månedens udvalgte også sat lidt på standby, men selvom min læsning stadig vil være meget lyst- og tidspræget, så kan jeg jo ikke lade være med at have nogle forhåbninger om et par bestemte bøger, som jeg virkelig gerne vil læse over de næste par måneder.

Som tidlige nævnt har jeg ikke selv købt nye bøger siden engang tilbage i februar, men her til efteråret kommer alle de gode! Blandt andet har jeg bestilt Tower of Dawn af Sarah J Maas, for alt hvad hun skriver bliver jeg bare nødt til at læse! Nanna Foss kommer også med nyeste skud på Spektrum-stammen, men indtil jeg kan få mine fingre i den nye, så er jeg lige i færd med at genlæse/lytte til de første to i serien.

Der er rigtig mange seriebøger jeg gerne vil forsætte med, eller nye serier jeg rigtig gerne vil starte. Jeg vil rigtig gerne læse videre om Claire Fraser/Randall i Outlander, og den er jeg så småt gået i gang med. Jeg vil rigtig gerne stifte bekendtskab med Malene Sølvstens Ravnenes hvisken efter kun at have hørt fantastiske ting om den, og den har stået på min hylde i over et år snart. Jeg vil gerne læse videre i mine genderswop teen Sherlock Holmes for at få lidt YA krimi, en af de få slags krimier jeg gider at læse. Jeg vil gerne tilbage til den dystopiske tvillingeverden i Map of Bones, for at se hvad der sker i den serie, for den første bog sluttede meget åbent. I det hele taget har jeg rigtig mange serier at forsætte i, men også rigtig mange som jeg bare venter på at gå i gang med. Men jeg har også forsøgt at finde nogle enkeltstående bøger, så jeg ikke vil komme til at sidde og bide negle af at vente på flere bøger i serien. Her er Everland for eksempel et godt bud, som en genfortælling af Peter Pan historien med et eller andet twist, som jeg ikke helt ved meget om endnu. Jeg ved bare den kan kobles til Peter Pan, og så må jeg bare eje det. Spørgsmålet er bare hvor meget jeg får læst af hvad jeg faktisk har lyst til at læse. Egentlig håber jeg bare på at få læst et eller andet.

Hvad håber du at få læst i løbet af de næste måneder?

Continue Reading
1 2 3 5