De magiske møgunger (Neil Patrick Harris, 2017)

Bogen er tilsendt af forlaget.

When street magician Carter runs away, he never expects to find friends and magic in a sleepy New England town. But like any good trick, things change instantly as greedy B.B. Bosso and his crew of crooked carnies arrive to steal anything and everything they can get their sticky fingers on.

After a fateful encounter with the local purveyor of illusion, Dante Vernon, Carter teams up with five other like-minded kids. Together, using both teamwork and magic, they’ll set out to save the town of Mineral Wells from Bosso’s villainous clutches. These six Magic Misfits will soon discover adventure, friendship, and their own self-worth in this delightful new series.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at en bog næsten sælger sig selv, bare fordi det er en såkaldt celebrity der har skrevet den? Det er tilfældet med De magiske møgunger, som er skrevet af den kendte skuespiller Neil Patrick Harris, og det er hans første bog, som er en børnebog. Allerede ved de første sider kan man mærke, at det her er en anderledes bog, fordi det er en anerledes forfatter bag den. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det var noget man lige skulle vænne sig til som læser. Når man først fik drejet hovedet om den stil Harris har, så sidder man tilbage med en rigtig sød historie til den tænkte aldersgruppe.

Carters historie tager udgangspunkt i nok det største ønske, som alle børn har; at finde et sted at kalde hjem, hvor man virkelig føler man hører til. Og den essens stråler igennem hele bogen og Carters karakter, og det kunne lyde deprimerende, men det bliver det heldigvis ikke. For Carter er så heldig at finde små ting på sin vej, der gør at han føler sig hjemme, og ikke mindst da han ender hos sin nye vennegruppe, som virkelig tager ham til sig, som uskyldige børn har det med at gøre uden at tænke sig om.

”Selvfølgelig var det nok bare et af de sædvanlige spåkonetricks, tænkte Carter, men hvad nu, hvis hun havde ret? Hvad nu, hvis Skæbnens Dørvogtere rent faktisk ville have Carter til at blive her?”

Udover at Harris har skrevet en ret underholdende krimi/detektivroman for børn, som har han også spædet den med sjove trylletricks løbende. De hører ikke nødvendigvis til fortællingen som sådan, men de er en sjov tilføjelse til at underholde læseren på en anden facon, og alligevel kan de sagtens undværes. Det kan også være fordi jeg er en årrække over målgruppen på bogen her, for jeg kunne sagtens forestille mig at en 10-årig vil finde det meget sjovt at forsøge at lære sig selv korttricks til at underholde og snyde sine forældre med.

Man skal læse De magiske møgunger hvis man sidder som en 10-årig der gerne vil være med til at løse et mysterium og fange en skurk, og samtidig lære lidt trylleri undervejs. Eller også hvis man sidder som voksen og vil have et indblik ind i barnets verden, og hvordan de forestiller sig at vil fange en skurk, eller finde nye venner og opdage at finde et sted hvor man pludselig hører til, så man mærker den der varme følelse omkring sit barnehjerte. Eller også skal man læse den for at få sig en helt anden læseoplevelse end hvad man måske er vant til.

 

Continue Reading

Nevermoor #1 – Morrigan Crows forbandelse (Jessica Townsend, 2017)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Morrigan Crow er forbandet. Fordi hun er født på den forkerte dag, får hun skylden for enhver ulykke i landet – lige fra hjerteanfald til haglvejr – og værst af alt betyder forbandelsen, at Morrigan vil dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.

Men i stedet for sin hårde skæbne møder Morrigan en bemærkelsesværdig mand ved navn Jupiter North. Med skyggeagtigt mørke jagthunde og ryttere i hælene flygter de sammen til en hemmelig, magisk by ved navn Nevermoor.

Her opdager Morrigan, at Jupiter har valgt hende som sin kandidat til at blive medlem af byens mest prestigefyldte klub: Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem skal man klare fire svære og farlige prøvelser i skarp konkurrence med hundredvis af andre børn med hvert sit unikke og fantastiske talent. Men har Morrigan overhovedet et talent? For at få lov at blive i Nevermoor og undslippe forbandelsen skal hun klare sig igennem alle fire prøvelser – og imens får hun hjælp af en ny flok venner til at finde hemmeligheden bag forbandelsen.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg ret så glad for fantasygenren – det er de bøger jeg oftest griber fat i, og de bøger der bedst kan holde mig ved siderne. Derfor vågnede min nysgerrighed også overfor Morrigan Crows historie, som fra trailertrådende lagde op til en ny storslået fortælling, i stil med Harry Potter, dog uden at det skal sammenlignes med Harry Potter. Normalt afviger jeg altid fra de bøger der begynder at sammenligne sig selv som den nye Harry Potter, for det er der alligevel aldrig nogen der kan leve op til. Heldigvis stod Morrigan ved at være sin egen og hun fik derfor også sin egen historie.

Jeg kan dog godt se hvorfor folk ser ligheder med Harry Potter i Morrigans historie, for Morrigan bliver udsat for en række prøver igennem sin historie for at skulle leve op til en række forventninger med et specifikt mål. Og det kan måske sammenlignes med Harrys skolegang, som har et mål om at bestå en eksamen. For Morrigan er det bare et noget andet mål, nemlig overlevelse. Der er virkelig en motivation for Morrigans prøvelser, og det viser en helt bestemt karakter og karakterudvikling, som jeg syntes var rigtig god. Hun udvikler sig virkelig fra starten af bogen til slutningen, nemlig fordi hun gennemgår en række prøvelser, og det understreger den person hun viser sig at være.

”Morrigan satte sig modfaldent ned på kanten af springvandet, overvældet af raseri over Cadences forræderi og Noelles snyderi, såvel som den knusende erkendelse af sit eget nederlad. Hun følte sig så dum. Og hvad der var værre – hun var skrækslagen ved tanken om, hvad der nu ville ske.”

En ting jeg godt kunne lide ved bogen, udover Morrigan selv, var det univers der bliver præsenteret allerede fra start. Hele Morrigans verden er kendt, men også ukendt som et rigtig godt fantasy-univers skal være. Det var rigtig sjovt at opleve hele to forskellige universer udspille sig, næsten lidt mod hinanden, og samtidig bliver der lagt op til at der faktisk er flere universer parallelle med de to som Morrigan befinder sig i. Det ligger også op til meget mere i kommende bøger, og med den slutning som Morrigan får sig, er der også lagt op til meget mere end bog et udspiller sig i. Det er nogle store valg, som bliver præsenteret, der skal tages til overvejelse i de kommende bøger.

Man skal læse Morrigan Crows forbandelse hvis man er til klassiske fantasyfortællinger, for den har rigtig mange fede elementer, som en talende katteperson, et hotel der nærmest er levende og lærer din behov at kende fra dag til dag og magiske prøvelser for at bevise sig selv. Man skal også bare være forberedt på at man kommer til at sidde med en manglende følelse, fordi den har den slutning den har, for der bliver lagt op til mere, som de kommende bøger forhåbentligt kan åbne op for, og forløse hos læseren. Man skal læse Morrigans historie hvis man er frisk på et solidt eventyr med en voksende heltinde, som virkelig har noget at kæmpe for, nemlig sit eget liv allerede fra den første side. Det er hårdt som hovedperson at skulle kæmpe for at overleve, allerede fra første side, velvidende at man står med en dødsdom over hovedet, men det klarer Morrigan ganske flot.

 

Continue Reading

La Belle Sauvage (Phillip Pullman, 2017)

Malcolm Polstead’s life in the pub beside the Thames is safe and happy enough, if uneventful. But during a winter of unceasing rain the forces of science, religion and politics begin to clash, and as the weather rises to a pitch of ferocity, all of Malcolm’s certainties are torn asunder.

Finding himself linked to a baby by the name of Lyra, Malcolm is forced to undertake the challenge of his life and to make the dangerous journey that will change him and Lyra for ever …

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at det nogle gange kan være svært at anmelde en bog, fordi man ved man allerede har en holdning til den inden man går i gang, ja sågar inden man får den i hånden? Sådan havde jeg det med La Belle Sauvage. Fordi jeg knuselsker Pullmans Dark Materials serie, og jeg var både bange for at La Belle Sauvage ikke ville kunne leve op til den kærlighed, eller at den ville overtage for meget fra Dark Materials. Heldigvis skete ingen af delene, for La Belle Sauvage er sin egen, samtidig med at den refererer utrolig meget til de historier man kender og elsker.

Det er ikke decideret en historie om Lyra, selvom hun spiller en stor rolle i bogen, men det er mere Malcolms historie og hvordan han går fra at være en uskyldig dreng, til en noget nær voksen mand med større indsigt i den verden han befærder sig i. Det er en historie om en rejse fra barn til voksen med alle de komplikationer der kan opstå, og så lidt til, for ellers ville det jo ikke være en Pullman historie. Det er et indblik i den verden vi kender og elsker, men uden at den endnu er nået at blevet så forskruet som den er i Lyras barndom.

”And it was Lyra who woke them, when the grey light of a wet dawn crept into the cave. Asta sleepily nipped Malcolm’s ear, and he came like someone struggling to swim to the surface of a lake of laudanum, where the strongest delights were the deepest and there was nothing above but cold and fear and duty.”

Selvom man forventer en historie med og om Lyra, så gjorde det i mine øjne ikke noget at det var Malcolm vi fulgte, om end det tog mig en håndfuld kapitler at forene mig med ham. For jeg syntes klart at Malcolms historie er vigtig at fortælle også, for den vidner om den manipulation og intriger som lurer bag facaden, og endnu ikke er sprunget ud i fuld flor (som vi kender det fra Dark Materials). Samtidig på Malcolms rejse bliver vi introduceret for nogle af de væsener som man kender og elsker fra Pullmans fantasi og bliver mindet om den magi han kan skabe med simple ord.

Man skal læse La Belle Sauvage hvis man er til Phillip Pullmans univers, og det er lige meget om man kender til His Dark Materials eller ej, så vil jeg klart anbefale den. Det er en solid fantasy-roman med et klassisk coming-of-age tema, som alligevel får et twist igennem de skjulte agendaer i baggrundshistorien. Og man skal læse La Belle Sauvage hvis man i forvejen kender til His Dark Materials fordi den giver et skræmmende indblik i hvordan en religiøs organisation kan starte stille og roligt, men med en enkelt lille ’flamme’ pludselig kan blusse op til en steppebrand. I det hele taget syntes jeg bare man skal læse La Belle Sauvage og lade sig blive forført af Malcolm langs floden i hans kano på vej på eventyr.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Harry Potter; A History of Magic (British Library, 2017)

Tak til Plusbog.dk for det sponsorerede eksemplar.

Harry Potter: A History of Magic is the official book of the exhibition, a once-in-a-lifetime collaboration between Bloomsbury, J.K. Rowling and the brilliant curators of the British Library. It promises to take readers on a fascinating journey through the subjects studied at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry – from Alchemy and Potions classes through to Herbology and Care of Magical Creatures.

(Tekst fra goodreads)

Bogen for 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år åbnede British Library en udstilling med fokus på Harry Potter, og mit Potterhjerte har længdes efter at komme til London og opleve den, men jeg må nok indse at det desværre ikke kommer til at ske. Heldigvis har de også udgivet en følgebog til udstillingen, så man kan få indblik i det hele hjemme fra sin egen sofa, og sikke et indblik.

Ved at læse bogen bag udstillingen bliver man ved med at blive forbløffet over den mængde research som Rowling har lagt i sine bøger. Og selv hvis det er elementer, som hun måske ikke har gjort den samme research på som andre, så er der ingen tvivl om at hendes ideer har rødder i historier og mytologier. Det er imponerende at læse om de gamle mytologier og tanker bag Rowlings planlægning. Det der gør det endnu mere spændende er at læse og se Rowlings egne gamle skitser og tegninger, og jeg blev ret overrasket over hvor god hun faktisk er til at tegne. Endnu mere imponerende er de tanker hun har gjort sig for hvert kapitel, og det viser virkelig en hjerne der forstå at planlægge og udtænke plots.

Der er ingen tvivl om at udstillingen vil være det hele værd, men bogen her er en god måde at opleve det uden at være der. Men det er også lidt derfor jeg ikke kan give den sidste stjerne, for bogen er altså ikke helt det samme som hvis man stod foran en montre og kiggede ned på de originale papirer med Rowlings egen håndskrift. En anden måde man kan opveje for turen til London er den medfølgende BBC dokumentar med samme navn som udstillingen. Her får man interviews med Rowling også, og det giver lidt mere baggrundshistorie for udstillingens mange elementer. I forhold til de udvalgte ting til udstillingen er det mange af de samme der går igen i bog og dokumentar. Men under alle omstændigheder er det en bog/dokumentar/udstilling for alle der kalder sig Harry Potter fans, eller bare fans af hvordan man udtænker en solid historie, for det udstillingen også bevis på; at Rowling har gjort sit forarbejde og har sat sit mærke i rækken af store fortællere.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Great Series #05 – The Crown’s Game

(Tak til forlaget Gyldendal, som jeg har fået begge bøger fra til anmeldelse.)

Af årsager jeg ikke kan forklare, så har jeg altid været fascineret af det gamle Rusland og det var derfor jeg i første omgang faldt for The Crown’s Game bøgerne. At der også var tilsat magi i kombinationen det gjorde det bare endnu mere tiltalende og efter at have læst begge bøger i den korte serie er jeg ikke i tvivl; magi og det gamle Rusland fungerer bare!

Det er historien om Vika, Nikolaj og Pasha og deres livshistorier der vikler sig ind i hinanden på kryds og tværs, uden at de selv er klar over det til at starte med. Og lige netop den ukendte faktor, blandt de tre, var noget af det fascinerende ved den første bog, og efter min mening er det også den stærkeste af de to. Det er både en styrke og en svaghed at der kun er to bøger i denne korte serie, for der er visse ting jeg godt kunne tænke mig at læse mere om, samtidig med at historien ikke har behov for at fortælle mere efter de to bøger.

Den første bog handler primært om spillet om at blive den kongelig magiker, et spil som Vika og Nikolaj deltager i, men som ingen andre kender til, for magi i Rusland (og resten af verden) findes ikke, af hensigt for at folket ikke skal skræmmes. De skal derfor imponere tsaren på forskellig vis, og den som udfører det mest imponerende stykke arbejde – eller slår den anden ihjel – vinder titlen som kongelig magiker. Den anden bog handler om det eftervirke som spillet selvfølgelig efterlader sig, for ikke alle slipper helskindet igennem, både psykisk og mentalt.

Jeg syntes mest af alt at Vika var mest interessant at læse om, hun var rigtig interessant som person, og hun udviklede sig rigtig godt igennem de to bøger, som egentlig dækker ganske kort tid. Hendes baggrundshistorie var også rigtig spændende, og selvom man ikke får alle detaljerne, så er det nok også hvad der gør den interessant. Pashas karakter fandt jeg ikke synderligt interessant, han var mest af alt lidt af en flødebolle, der forventede at få alt hvad han pegede på – i det virke at han var arving til den russiske trone. Godt nok udvikler han sig også til en noget stærkere personlighed, men han var alligevel ikke min favorit. Nikolaj var en noget mere kompleks karakter at finde ud af. Jeg syntes rigtig godt om ham i den første bog, men uden at sige for meget, så var han ret modbydelig i den anden bog af udefrakommende sider. Der savnede jeg noget af det samspil mellem karaktererne, som fungerede så godt i den første bog.

Plottet på tværs af de to bøger var rigtig godt, og magien bliver også udnyttet helt fantastisk og beskrevet rigtig godt. Desværre syntes jeg at den anden bog var lidt for hurtigt i spyttet, om man så må sige. Det var som om der hele tiden skulle et eller andet ind i historien for at skynde på plottet, og det hele var bare lidt for belejligt ift plottet hele tiden. Der kunne jeg godt have tænkt mig at enkelte ting blev forklaret lidt mere, eller de fik lidt ekstra handlingstid, og så tror jeg ikke det vil gøre synderligt meget hvis det havde mundet ud i en 3 bog, så det i sidste ende blev en trilogi. For slutningen kom også noget hurtigt i spil, og var ret hurtigt overstået. Ærlig talt var jeg ikke helt tilfreds med hvordan slutningen udspillede sig, det virkede for nemt ift Nikolajs rolle i historien, men jeg kunne rigtig godt lide den symbolik der var mellem de to bøger i deres måde at slutte på, det bandt dem rigtig godt sammen.

Alt i alt er det her en rigtig god serie, med et utrolig fremskredent plot, hvor der hele tiden sker noget for de medrivende karakterer. Selvom det hele godt kunne have brugt nogle flere sider hist og her, så fungerer de altså også helt okay bare som to bøger. Magien i det gamle Rusland er altså ikke helt død, og jeg håber at finde andre bøger i samme stil.

Continue Reading

Great Series #04 – A Court of Thorns and Roses

Hvis man har fulgt bare lidt med her på bloggen, så hersker der vist ingen tvivl om at jeg er ret så glad for Sarah J Maas og stort set alt hvad hun har skrevet. Det gælder ikke mindst hendes serie om Feyre i A Court of Thorns and Roses trilogien (som er på vej til at få flere bøger i serien), hvor hver bog også har et lag af eventyrgenfortælling i sig; jeg elsker det! Der er en helt speciel fankultur omkring Maas’ bøger, og især på de sociale medier hersker der vilde udbrud når der kommer nyt om hendes bøger.

Serien handler om Feyre, der ved et tilfælde (måske ikke helt så meget tilfælde alligevel, finder man senere ud af) kommer til at slå en kæmpeulv ihjel, og dermed bliver hun, som almindelig dødelig menneske, viklet ind i et liv med feer og magiske problemer uden sammenligning med hvad hun tidligere har oplevet. Den første bog bygger meget på Feyres udvikling som karakter og hun gennemgår nogle vilde oplevelser, og det er overraskende at hun kommer levende igennem det. Dertil at hun gør det hele for en mand, som hun tror hun elsker. Den anden bog i serien starter stort set lige hvor den første sluttede, Feyre har vundet den første kamp, men det havde sin pris. I anden bog skal hun tilpasse sig sin nye tilværelse, for med sejren kom også et nyt liv som udødelig fe. Det har gjort Feyre til en anden person, og det liv hun vendte tilbage til passer ikke rigtig til hende længere. En god portion nye karakterer kommer på banen, og Feyre finder sig et nyt liv samtidig med hun finder sig selv. Alt dette skal hun kæmper yderligere for i den sidst bog i serien, som selvfølgelig er det store opgør mod alt og alle.

For at sige det kort, så knuselsker jeg den her serie. Jeg startede den første bog i sin tid, fordi jeg manglede flere bøger i hendes anden bogserie (Throne of Glass), og med en præmis der stjæler fra Skønheden & Udyret, var jeg solgt allerede inden jeg havde åbnet bogen. Maas kan et eller andet med stærke karakterer, og at skabe verdner der virkelig sparker røv. Feyre er en utrolig stærk karakter, men hun er stadig menneskelig og ikke perfekt, hvilket bare gør hende det mere solid i sin personlighed. Hun har fejl og mangler, men hun kæmper for hvad hun elsker, og det er til at beundre. Maas skriver utrolig rørende og hendes liv i siderne er med til at man læser de her bøger hurtigere end hvad godt er, for selvom man vil læse dem helt vildt hurtigt for at finde ud af hvad der sker, så har man heller ikke lyst til at det skal slutte. Jeg kan huske da jeg havde læst den anden bog i serien, i ugerne efterfølgende havde jeg den største bookhangover jeg længe kan huske. Den bog satte sig virkelig fast i mig, og den forbliver min favorit i serien.

Udover Feyre har Maas skabt et væld af andre fantastiske karakterer, som man bliver helt opslugt af. Rhysand er oplagt at nævne, for han er den mest fantastiske person du vil støde på i bogverden. Ord kan ikke beskrive ham og hans loyalitet og kærlighed til sin omgangskreds. Lucien fortjener også en bemærkning, selvom det tager ham lidt tid at finde ud af hvordan landet ligger, men i bund og grund er han en hæderlig person, og mit hjerte blødte et par gange for ham. Feyres søstre er også værd at nævne, for de er så forskellige som nat og dag, og alligevel er de vidunderlige på hver deres måde. Jeg er vild med de fællesskaber som Maas for opbygget på kryds og tværs af alle sine karakterer, og hvordan hun får skabt disse personligheder, som stille og roligt sniger sig ind under huden på dig, og bliver dine nye bedste venner.

Oprindeligt var det kun planlagt at serien skulle bestå af 3 bøger, men Maas selv har erklæret at hun har svært ved at give slip på Feyre og hendes venner endnu, så os heldige læsere får mere at fryde os over. Allerede her til foråret kommer den fjerde bog i fe-verdenen med Feyre i centrum. Det er måske også godt nok, for jeg havde det faktisk lidt svært med slutningen på den tredje bog. Ikke at den var dårlig, den var bare lidt for perfekt. Det var som om alt lykkedes lidt for nemt for Feyre i sidste ende alligevel, uden de store omkostninger, som hun tidligere har måtte give. Måske er det også derfor at bog to stadig er min favorit, men det kan jo nå at ændre sig med de bøger, der endnu ikke er kommet. Dertil kan det kun siges som det sidste, at det stykke arbejde der bliver lagt i at lave covers til disse bøger bør belønnes med tjenestemedaljer, for de er gudesmukke! Jeg er desuden vild med at de bruger noget af den fanart som florerer rundt omkring på de sociale medier, for det er simpelthen bare spot on. Jeg har kun tilbage at sige, at du bør læse dem med det samme, hvis du ikke allerede har læst dem. Og hvis du allerede har læst dem, så læs dem igen (og igen), for det gør dem kun bedre.

 

Continue Reading

2017 i Bøger

Det er blevet tid til at se tilbage på mit boglige 2017. I de forgangne år har jeg læst flere og flere bøger for hvert år, dog blev dette år ikke i samme række. Det vidste jeg også godt på forhånd ikke ville komme til at ske, med en lille baby til at melde i sin ankomst i starten af året. Jeg satte derfor mit mål for året til mindre end de 100, men jeg endte med at måtte justere det løbende igennem året alligevel. Mit endelige mål endte derfor på 50 bøger, som jeg formåede at nå, med lidt hjælp fra nogle af de børnebøger jeg har læst med E. Og selvom en god del også har været lydbøger og e-bøger, så er jeg alligevel ret tilfreds med at have fået læst de 50+ bøger.

Samlet set har det desværre været sparsomt med bøger, der har skudt helt til vejrs og scoret topkarakter. Ærligt talt har der været meget få af den slags, i hvert fald den slags som jeg stadig husker som fabelagtige. Faktisk har det været et ret middelmådigt år hvad kvalitet af bøgerne angår, og det er også 3 stjerner jeg har givet flest af. Alligevel har jeg formået at finde 2 små top-tre frem af nogle af de bedste bøger jeg har læst i år.

Den første lille top 3 jeg har sammensat er af bøger som ikke er del af serier. Med sparsomt tid har jeg forsøgt at finde bøger, som ikke var dele af serier for at jeg ikke skulle vente for lang tid med at kunne få læst næste bog i serien. På en 3. plads er det Ting, min søn skal vide om verden af Fredrick Backman. Jeg læste den som e-bog imens E stadig var ganske lille og vi ammede. Den passede bare så godt til situationen og hele fornemmelsen med at være blevet mor, og jeg kluklo af flere af de små historier. Dog har jeg endnu ikke formået at få Rasmus til at læse bogen også, selvom jeg er sikker på han ville finde den næsten lige så underholdende. På 2. pladsen er det min anden læseoplevelse med Colleen Hoover, nemlig 9 November. Den bog var både romantisk og havde et plot twist jeg ikke havde set komme. Når en sukkersød chick-litt alligevel formår at komme med sådan et plot-twist, så er jeg altså solgt, for mange af dem ligner hinanden, men det gjorde denne her heldigvis ikke, og det var en sand fornøjelse at læse. Førstepladsen indtages minsandten også af Backman med Bjørneby. Den bog har i den grad sat sine spor i mig, og jeg kan stadig tænke tilbage på den med varme i hjertet og harme på ærmet. Det var 3 ret så forskellige bøger, men alle tre ret så gode på hver deres måde.

Årets anden top 3 er af bøger som er en del af serier. For selvom jeg ikke har haft meget tid, så er der seriebøger som ikke kan undgås, og som bare skal læses for at kunne forelske mig personer og verdner på ny. På 3. Pladsen er det afslutningen af historien om September og hendes eventyr i Fairyland med The Girl who Raced Fairyland all the Way Home. Det var en rigtig fin afslutning på serien, og den endelig slutning var bare så passende til September og alle hendes venner. På 2. pladsen befinder den 3 bog i serien Spektrum sig, Ursiderne. Nanan Foss har skrevet en tidsrejsende bogserie som fænger fra første færd, og jeg er ret så hooked. Det eneste negative der næsten kan siges om serien er, at der kun er 3 bøger indtil videre og vi skal vente mindst et år på at få næste bog. Som den absolut bedste bog i en serie dette år, og dermed førstepladsen, er selvfølgelig A Court of Wings and Fury af Sarah J Maas. Det er egentlig lidt unfair at lave favoritlister når hendes bøger er med i spillet, for hun skriver fabelagtig hver gang, og jeg knuselsker hendes bøger faktisk næsten inden jeg har læst dem. Godt nok var den sidste bog i denne trilogi ikke den bedste – for det er 2eren – men den var alligevel ret så fantastisk og medrivende.

2017 blev ikke året hvor jeg læste flere end 100 bøger. Til gengæld blev det året hvor jeg blev mor og oplevede så mange andre fantastiske ting udenfor bøgernes verden. Jeg er på ingen måde færdig med bøgernes verden, og min læselyst vender mere og mere tilbage for hver dag der går. Tiden til at læse bliver også større og jeg håber da også på at kunne få læst 30 bøger i år. Jeg har sat mit uofficielle mål lavt, for jeg har ikke planer om at lade mig styre så stringent af goodreads challenge, men jeg kommer nok til at bruge den til at holde styr på de bøger jeg læser i år. 2018 bliver året hvor jeg ikke vil lade mig styre af nogle form for challenges, og bare læse af ren og skær lyst. Af samme grund kommer jeg nok også til at begrænse mig i at efterspørge læseeksemplarer, og virkelig udse mig de bøger jeg har mest lyst til at læse. Jeg har ikke undersøgt hvilke bøger der udkommer næste år, men jeg er sikker på der kommer et par bøger der vil fange min interesse.

Har I nogle bøger på radaren for næste år, som bare skal tilføjes læselisten for 2018?

Continue Reading
1 2 3 5