Great Series #03 – Fairyland (Catherynne M. Valente)

Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med September og tog med på hendes første eventyr til Fairyland. Jeg kan huske at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for at jeg tog afsted sammen med hende. For ikke så lang tid siden drog vi så afsted på det sidste eventyr med den sidste bog i serien. Det var lidt vemodigt, men på den anden side, så kan vi på et eller andet tidspunkt starte forfra.

Bogserien starter hvor September er lige på den anden side af 10 år gammel, og som bøgerne forsætter ældes hun stille og roligt, så man får lov til at vokse op sammen med hende. Jeg syntes det er så rart når bøger vokser på den måde, at man stille og roligt kan vokse op med sine yndlingskaraktere og lære lidt om livet side om side. Og det skal jeg love for man gør her, for September bliver ikke blot udsat for Fairylands eventyr, hun bliver også stillet overfor nogle personlige spørgsmål der sætter hende på prøve med at finde ud af hvem hun egentlig er. Hun starter som et barn, der bare stikker af fordi hun keder sig, og slutter som en ung kvinde, der har fundet ud af hvad hun vil med sit liv efter at have prøvet lidt af hvert.

Som så mange andre serier svinger hver bog lidt i kvalitet; alle bøger er ikke lige gode, og jeg har også mine favoritter. Den første og sidste bog er klart mine favoritter, og det har nok noget at gøre med det faktum at de minder en smule om hinanden, hvilket bare binder serien så godt sammen. Den klassiske quest sammen med hendes bedste venner Saturday og A-Through-L, som da bare er de bedste sidekicks! Hvem har ikke altid ønsket sig en drage, som for øvrigt også er halvt bibliotek og ved næsten alt der kan slås op.

Valente har på en eller anden måde formået at skrive et morderne eventyr, som inddrager klassiske elementer og alligevel giver det hele et godt og grundigt twist. Det hele bliver fortalt med et smil i mundvigen hele tiden, og en fortællerstemme, der ikke helt kan holde sig tilbage fra at komme med sin egen mening, endnu en ting jeg syntes er rigtig fin. I modsætning til mange andre klassiske eventyr har vi ikke en klassisk skurk som sådan. Men det behøves faktisk heller ikke, for September laver selv nok unoder eller har nok spørgsmål der skal opklares til at skabe nok eventyr til hver bog. På sin vis er hun sin egen skurk hvilket giver bøgerne et dybere lag af mening, som man måske skal være lidt ældre for at kunne se.

Fairyland-bøgerne kan læses af flere aldre, og jeg har bestemt tænkt mig at læse dem højt for min datter når hun engang er gammel nok. Umiddelbart tænker jeg at hun skal være lige så gammel som September selv er i den første bog. Indtil hun bliver så gammel må jeg bare ’nøjes’ med at genlæse dem selv et par gange, for Fairyland skal klart besøges igen.

Continue Reading

Great Series #02 – Ædelsten-trilogien (Kerstin Geir)

Jeg fik øje på den her serie for nogle år tilbage, og den har faktisk været på min mentale TBR liste i lang tid, men af uforklarlige årsager er den altid blevet glemt lidt igen. Hvilket er lidt underligt, for bøger med tidsrejser skal normalt ikke ligge længe hos mig før jeg begraver mig i dem. Da jeg endelig fik fingre i dem, fordi en god veninde ikke var vild fan af dem, og derfor begavede mig med dem (Mange tak!), gik der derfor heller ikke lang tid før jeg stak næsen i dem og stiftede bekendtskab med Gwendolyn.

Historien handler om Gwendoly Shepherd, som pludselig finder ud af at hun kan rejse i tiden. Hele sit liv har hun ellers troet det var hendes stramtantede kusine, der skulle leve det liv, men sådan gik det altså ikke. Pludselig hvirvles Gwen ind i et hemmeligt selskab, og sendes på hemmelige missioner til fortiden, til en Greve som sidder mageligt og hiver i alle trådende. Hertil krydres historien med lidt solidt teenagevenskab og den upåklagelige kærlighed-ved-første-blik, som man jo ikke kan komme udenom. Det er som I kan se en trilogi, men hvis jeg skal være ærlig så syntes jeg personligt godt den kan holdes i 2 bøger. Det vil givetvis være et par lidt lange bøger, men på den anden side er der også en del i historien, som jeg syntes sagtens kan sorteres fra.

Det skal forestille at historien over de 3 bøger ikke strækker sig over mere end en lille uges tid, og med det i baghovedet tænker jeg umiddelbart at 3 bøger til den korte tid er for meget. Ganske vist bliver der rejst en del i tiden, men alligevel. Den del af historien hvor Gwen skal forestille at agere ’normal’ teenager, syntes jeg mange gange var unødvendige. Det fungerede meget bare som pause mellem de mere interessante tidsrejser – og så var der alt for meget drama i Gwens hoved (hun har set lidt for mange film, hvis du spørger mig).

Tidsrejse aspektet af historien fungerer så godt! Jeg var især begejstret for de detaljer, der lader til at blive lagt i hele det faktum at de ikke må stå ud og virke fremmed. Så alt bliver tænkt over i forhold til tidsrejserne; med undtagelse af de handlinger som Gwen finder på. For selvfølgelig opdager hun noget hun ikke skulle, og så starter hele hurlumhejet med at underminere det hemmelige selskab og afsløre det over for alt og alle. Al den forvirring der kan opstå med tidsrejsebøger fandt jeg ikke noget af. Nogle gange kan en forfatter tydeligvis ikke holde styr på sine egne ideer/tidsrejser, men det kunne det her, og det spillede igennem alle bøgerne, hvilket jeg syntes er rigtig godt. Især de små twists der kom til sidst i bogen af afsløringer for de interne forhold mellem forskellige personer syntes jeg var rigtig fint gjort. I det hele taget hang tidsrejserne meget godt sammen, jeg havde bare ønsket der var flere af dem, og knap så struktureret som de i praksis endte med at blive.

Denne trilogi er ganske god, men jeg må også indrømme at jeg nok havde været mere fan af den, hvis jeg havde læst den for 10 år siden. Jeg kunne flere gange godt mærke at det der teenage-pladder som Gwen befinder sig i, ikke sagde mig en dyt. Og ærlig talt, så gik Gwen mig også ret meget på nerverne somme tider med hendes dramatiske følelsesudbrud, som om jorden gik under hvis den pæne dreng ikke ville tale med hende. Det blev en tand for meget fra tid til anden. Men hvis jeg nu havde været en teenage-pige selv, så var jeg nok blevet opslugt meget mere af serien og havde slet ikke kunne se nogle fejl eller mangler, men sådan er det med alder. Især når man får mere af den, så begynder man at blive lidt mere kritisk overfor den der kærlighed ved første blik.

Continue Reading

Månedens udvalgte #03

Månedens udvalgte er nok mere efterårets udvalgt i denne omgang. Med de månedlige wrap-ups på time-out, er månedens udvalgte også sat lidt på standby, men selvom min læsning stadig vil være meget lyst- og tidspræget, så kan jeg jo ikke lade være med at have nogle forhåbninger om et par bestemte bøger, som jeg virkelig gerne vil læse over de næste par måneder.

Som tidlige nævnt har jeg ikke selv købt nye bøger siden engang tilbage i februar, men her til efteråret kommer alle de gode! Blandt andet har jeg bestilt Tower of Dawn af Sarah J Maas, for alt hvad hun skriver bliver jeg bare nødt til at læse! Nanna Foss kommer også med nyeste skud på Spektrum-stammen, men indtil jeg kan få mine fingre i den nye, så er jeg lige i færd med at genlæse/lytte til de første to i serien.

Der er rigtig mange seriebøger jeg gerne vil forsætte med, eller nye serier jeg rigtig gerne vil starte. Jeg vil rigtig gerne læse videre om Claire Fraser/Randall i Outlander, og den er jeg så småt gået i gang med. Jeg vil rigtig gerne stifte bekendtskab med Malene Sølvstens Ravnenes hvisken efter kun at have hørt fantastiske ting om den, og den har stået på min hylde i over et år snart. Jeg vil gerne læse videre i mine genderswop teen Sherlock Holmes for at få lidt YA krimi, en af de få slags krimier jeg gider at læse. Jeg vil gerne tilbage til den dystopiske tvillingeverden i Map of Bones, for at se hvad der sker i den serie, for den første bog sluttede meget åbent. I det hele taget har jeg rigtig mange serier at forsætte i, men også rigtig mange som jeg bare venter på at gå i gang med. Men jeg har også forsøgt at finde nogle enkeltstående bøger, så jeg ikke vil komme til at sidde og bide negle af at vente på flere bøger i serien. Her er Everland for eksempel et godt bud, som en genfortælling af Peter Pan historien med et eller andet twist, som jeg ikke helt ved meget om endnu. Jeg ved bare den kan kobles til Peter Pan, og så må jeg bare eje det. Spørgsmålet er bare hvor meget jeg får læst af hvad jeg faktisk har lyst til at læse. Egentlig håber jeg bare på at få læst et eller andet.

Hvad håber du at få læst i løbet af de næste måneder?

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

Queen of Hearts (Colleen Oakes, 2014)

This is not the story of the Wonderland we know. Alice has not fallen down a rabbit hole. There is no all-knowing cat with a taunting smile. This is a Wonderland where beneath each smile lies a secret, each tart comes with a demand, and only prisoners tell the truth.

Dinah is the princess who will one day reign over Wonderland. She has not yet seen the dark depths of her kingdom; she longs only for her father’s approval and a future with the boy she loves. But when a betrayal breaks her heart and threatens her throne, she is launched into Wonderland’s dangerous political game. Dinah must stay one step ahead of her cunning enemies or she’ll lose not just the crown but her head.
Evil is brewing in Wonderland and maybe, most frighteningly, in Dinah herself.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund er jeg begyndt at finde flere og flere Alice i Eventyrland genfortællinger, men mange af dem handler faktisk ikke om Alice, men om den onde dronning. Det er også tilfældet med Queen of Hearts, som er historien om Dina der må leve med en ret så sindsforvirret far, som ovenikøbet er magtliderlig. Heldigvis har Dina et par andre folk omkring sig, til at komme igennem den svære hverdag.

Jeg startede med gode forventninger til den her bog, men de blev aldrig helt indfriet som jeg havde håbet. Dinah som hovedkarakter sagde mig ikke så meget som jeg havde håbet. Der var sågar nogle tidspunkter hvor hun ren og skær irriterede mig. For mig var hun ret så naiv på nogle punkter, som for eksempel hendes urealistiske forelskelse i hendes barndomskammerat, som tydeligvis ikke er interesseret i hende på samme måde. Selv efter han klart og tydeligt siger fra på det punkt, bliver hun ved med at fantasere og hun bruger det sågar til at udnytte hans medlidenhed til at hjælpe hende senere hen.

”That was the short version of the story. Really, Dinah cowered in a corner while her father shouted at Harris all the things that Dinah was doing wrong and the depth of his disappointment in her. She wasn’t pretty, she was stupid, she wasn’t a lady, she wasted her time daydreaming and exploring the castle, she was horrible at croquet, she was unfit to rule…”

For mig var det her ikke så meget en genfortælling, som det var en helt almindelig historie om en skræmt prinsesse i en verden vi kender lidt til. Der var ikke synderligt meget Eventyrland som man kender det, det var mest af alt en syret verden med nogle få elementer som man måske kunne relatere til Eventyrland, som vi kender det. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil mene at der er meget mere potentiale i en så skør verden som Eventyrland.

En af de ting jeg godt kunne lide var måde hvorpå de kendte figurer blev indarbejdet i Dinas verden. Den skøre hattemager for eksempel bliver pludselig til Dinahs mentalt forstyrret bror, der laver hatte for ikke at blive helt og aldeles sindssyg. Den hvide kanin er Dinahs tætteste hjælp på slottet, den eneste person der lader til at syntes om Dinah. I bund og grund havde jeg forventet mere genkendelighed i den her genfortælling end jeg rent faktisk fik. Historien er som sådan ganske god, hvis man ser bort fra at det skal være en genfortælling. Hvis man læser historien som en god historie, så fejler den ikke noget. Den har hemmeligheder og et plot, der kan byde på meget mere. Den slutter også med en klar cliffhanger, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved om jeg vil læse videre, for på mange punkter bekymrer jeg mig ikke voldsomt meget om hvad der sker med Dinah.

Continue Reading

Giveaway #ACOTAR

I slutningen af februar har Gyldendal store planer om at udgive den danske oversættelse af Sarah J Maas’ A Court of Thorns and Roses, og de har været noget så søde at sende et eksemplar min vej. Jeg syntes dog at det er synd at det kun er mig, der får lov til at læse denne fantastiske begyndelse på en endnu mere fabelagtig historie, og vi blev enige om at den skulle sendes afsted til en heldig vinder.

Til de af jer, som endnu ikke kender noget til Sarah J Maas, så har hun efterhånden sat sit præg på fantasyverden, og hendes bøger bliver mere og mere populære for hvert bind hun udgiver. At Danmark endelig har fået øjnene op for hende, syntes jeg personligt kun er på tide. Indtil videre har hun skrevet 2 separate serier, hvor Gyldendal har taget det på sig at udgive hendes eventyrinspireret fortælling om Feyre og de forskellige High Courts i Fe-verdenen. Hendes anden serie, A Throne of Glass, har et andet forlag taget til sig. Men i dag skal det handle om ACOTAR, som er akronymet der bliver brugt i flæng. Jeg har læst de første to bøger i serien, og du kan læse mine anmeldelser her og her, og se for dig selv hvor meget jeg elsker de her bøger, og ikke mindst Miss Maas. Derfor er jeg også meget glad for at kunne være med til, sammen med Gyldendal, forhåbentligt at en af jer vil blive lige så vild med serien som jeg selv er.

Bogen udkommer fra Gyldendal den 28 februar, og det er også indtil den dato I har til at deltage om at vinde bogen (Jeg vil dog tillade mig at indsætte et lille forbehold ind her; det hedder fødsel og ny baby, som kan komme på tværs af trækningen af en vinder og videre sendelse af præmien, men selv om baby kommer på tværs, så lover jeg at jeg får trukket en vinder og sendt præmien af sted, om end det kan blive lidt forsinket). Til den heldige vinder, og de af jer, der allerede har fået fat i jeres kopi, så kan vi jo se om ikke vi skal forsøge os med en fælleslæsning i løbet af marts måned? Jeg tænker i hvert fald det kunne være rart at få læst bogen igen, især op til at den sidste bog i trilogien udkommer her til maj! 😀 Hvis folk er friske på en gang fælleslæsning, så kommer der et indlæg senere med mere information omkring dette.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at skrive en kommentar nedenfor hvor du beskriver den bedste bog du har læst der har feer med, på den ene eller den anden facon (og gerne om I kunne have lyst til at være med til en fælleslæsning i marts). Du er også meget velkommen til at følge bloggen på bloglovin’ og/eller facebook, men det er ikke et krav. Konkurrencen løber som sagt til den 28 februar, måske plus et par dage, alt efter hvornår baby har tænkt sig at melde sin ankomst.

Continue Reading

Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

Continue Reading

Zarens Spil (Evelyn Skye, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Vik og Nikolaj er magikere – de eneste i Rusland i året 1825 – og med trusler fra flere sider har Zaren brug for en stærk magiker. Kun den bedste er god nok. derfor sætter han gang i Zarens spil, en duel på magiske evner. Vinderen bliver imperiets magiker og Zarens mest respekterede rådgiver. Taberen dømmes til døden. 
Vika er ivrig efter at komme til hovedstaden Sankt Petersborg og vise sit talent. og også den forældreløse Nikolaj ser Zarens Spil som sit livs chance. Men han ser også Vika – og kan slet ikke lade vær med at tænke på hende. Da Pasja, Nikolajs bedste ven og arving til tronen, også begynder at falde for den mystiske Vika, går det op for Nikolaj, at han må besejre den pige, de begge elsker … eller selv blive dømt til døden.  Efterhånden som ældgamle hemmeligheder kommer frem i lyset og truer imperiets fremtid, bliver det klart, at det ikke er en mulighed at tabe Zarens Spil.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Da jeg så den her bog, måtte jeg straks eje den. Den handler om det gamle Rusland og der er magi i spillet – ret bogstaveligt talt, ting der tiltaler mit hjerte på flere punkter. Det er den første bog i et duologi, selvom jeg i første omgang troede det var en trilogi. Det gør mig faktisk ikke noget at der kun kommer to bøger, for efter at have læst den, så må jeg være ærlig og sige at jeg tvivler på at der er nok historie til tre bøger. Men to bøger som er skrevet bedre og mere solidt, er trods alt bedre end 3 bøger som er en smule tynde i det.

Bogen følger primært Vika og Nikolai, som begge har magiske evner og bliver påbudt at deltage i Zarens spil, der går ud på at vise deres evner på bedste vis for at blive den royale magiker til Zaren. Der er altså lagt op til en magtdemonstration af magisk vis lige fra start af. Og der kommer også et par højdepunkter igennem bogen, men andre gange går det nu alligevel lidt for stille for sig. Hvilket jeg har det lidt blandet med, for på den ene side var det fantastisk med de store udskejelser af magi, men de små og mere elegante spil af magi var også fascinerende på deres egen måde. For de gav et indblik i de to karakterer, hvilket jeg syntes var en interessant måde at gøre det på.

”De hektiske udfoldelser på gader og kanaler kunne måle sig med kaosset i Nikolajs hoved. Men mens folket udenfor var drevet af løftet om festligheder, var det kun dødens skygge, der drev Nikolaj.”

Af de to hovedpersoner var jeg mest fanget af Nikolaj; for mig var hans prøvelser og problemer mest spændende, og hans måde at håndtere tingene på sagde mig bare mere. Det var lidt som om der var mere substans i hans person i forhold til Vika. Hun kunne til tider virke en smule overfladisk og det irriterede mig en smule. Til at starte med havde jeg ellers det indtryk at hun skulle være bogens hovedperson, men som den skred frem syntes jeg at Nikolajs historie blev mere interessant, og hans indtog lidt pladsen som hovedperson for mit vedkommende.

Men der er også andre fortællere i bogen end lige Vika og Nikolaj, og til at starte med irriterede det mig en smule, for jeg syntes jo deres historier var mest spændende. Efterhånden bidrog de forskellige fortællere til historien med dybere mening, og det gav også et indblik i den store mængde research der er gjort i den russiske historie.

”Vika havde heller ingen anelse om, hvad hun kunne vente sig fra Nikolajs side. Eller fra sig selv for den sags skyld. Hvis han angreb, ville hun reagere. Men hvis han lod være, tja… Hun vidste det ikke.”

De mange detaljer om Rusland og den royale historie syntes jeg var indarbejdet rigtig godt. Som jeg ser det var det halvt fakta og halvt fiktion, og den kombination passede mig helt fint. For på den måde fik jeg en dosis historie, men samtidig blev jeg også underholdt med en gribende historie med spændende personer.

Slutningen på bogen gør også at jeg glæder mig endnu mere til den næste og sidste bog i serien, for hold nu op en cliff hanger! Selvom der er små ting ved bogen og historien der ikke lige var hvad jeg havde forventet, så ser jeg alligevel meget frem til at få slutningen og høre hvad der videre er sket med Vika, Nikolaj og alle de andre. Mest af alt ser jeg frem til et gensyn med Nikolaj og den baggrundshistorie der langsomt udvikler sig for ham. Så hvis du er den mindste smule til det gamle Rusland, magi eller lidt romantik – for ja, det kan vi heller ikke komme udenom i denne bog -, så vi jeg helt klart anbefale dig Zarens Spil. Også selvom du ikke er til de ting, så er det en solid fantasyroman der er værd at læse.

Continue Reading