Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

Queen of Hearts (Colleen Oakes, 2014)

This is not the story of the Wonderland we know. Alice has not fallen down a rabbit hole. There is no all-knowing cat with a taunting smile. This is a Wonderland where beneath each smile lies a secret, each tart comes with a demand, and only prisoners tell the truth.

Dinah is the princess who will one day reign over Wonderland. She has not yet seen the dark depths of her kingdom; she longs only for her father’s approval and a future with the boy she loves. But when a betrayal breaks her heart and threatens her throne, she is launched into Wonderland’s dangerous political game. Dinah must stay one step ahead of her cunning enemies or she’ll lose not just the crown but her head.
Evil is brewing in Wonderland and maybe, most frighteningly, in Dinah herself.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund er jeg begyndt at finde flere og flere Alice i Eventyrland genfortællinger, men mange af dem handler faktisk ikke om Alice, men om den onde dronning. Det er også tilfældet med Queen of Hearts, som er historien om Dina der må leve med en ret så sindsforvirret far, som ovenikøbet er magtliderlig. Heldigvis har Dina et par andre folk omkring sig, til at komme igennem den svære hverdag.

Jeg startede med gode forventninger til den her bog, men de blev aldrig helt indfriet som jeg havde håbet. Dinah som hovedkarakter sagde mig ikke så meget som jeg havde håbet. Der var sågar nogle tidspunkter hvor hun ren og skær irriterede mig. For mig var hun ret så naiv på nogle punkter, som for eksempel hendes urealistiske forelskelse i hendes barndomskammerat, som tydeligvis ikke er interesseret i hende på samme måde. Selv efter han klart og tydeligt siger fra på det punkt, bliver hun ved med at fantasere og hun bruger det sågar til at udnytte hans medlidenhed til at hjælpe hende senere hen.

”That was the short version of the story. Really, Dinah cowered in a corner while her father shouted at Harris all the things that Dinah was doing wrong and the depth of his disappointment in her. She wasn’t pretty, she was stupid, she wasn’t a lady, she wasted her time daydreaming and exploring the castle, she was horrible at croquet, she was unfit to rule…”

For mig var det her ikke så meget en genfortælling, som det var en helt almindelig historie om en skræmt prinsesse i en verden vi kender lidt til. Der var ikke synderligt meget Eventyrland som man kender det, det var mest af alt en syret verden med nogle få elementer som man måske kunne relatere til Eventyrland, som vi kender det. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil mene at der er meget mere potentiale i en så skør verden som Eventyrland.

En af de ting jeg godt kunne lide var måde hvorpå de kendte figurer blev indarbejdet i Dinas verden. Den skøre hattemager for eksempel bliver pludselig til Dinahs mentalt forstyrret bror, der laver hatte for ikke at blive helt og aldeles sindssyg. Den hvide kanin er Dinahs tætteste hjælp på slottet, den eneste person der lader til at syntes om Dinah. I bund og grund havde jeg forventet mere genkendelighed i den her genfortælling end jeg rent faktisk fik. Historien er som sådan ganske god, hvis man ser bort fra at det skal være en genfortælling. Hvis man læser historien som en god historie, så fejler den ikke noget. Den har hemmeligheder og et plot, der kan byde på meget mere. Den slutter også med en klar cliffhanger, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved om jeg vil læse videre, for på mange punkter bekymrer jeg mig ikke voldsomt meget om hvad der sker med Dinah.

Continue Reading

Giveaway #ACOTAR

I slutningen af februar har Gyldendal store planer om at udgive den danske oversættelse af Sarah J Maas’ A Court of Thorns and Roses, og de har været noget så søde at sende et eksemplar min vej. Jeg syntes dog at det er synd at det kun er mig, der får lov til at læse denne fantastiske begyndelse på en endnu mere fabelagtig historie, og vi blev enige om at den skulle sendes afsted til en heldig vinder.

Til de af jer, som endnu ikke kender noget til Sarah J Maas, så har hun efterhånden sat sit præg på fantasyverden, og hendes bøger bliver mere og mere populære for hvert bind hun udgiver. At Danmark endelig har fået øjnene op for hende, syntes jeg personligt kun er på tide. Indtil videre har hun skrevet 2 separate serier, hvor Gyldendal har taget det på sig at udgive hendes eventyrinspireret fortælling om Feyre og de forskellige High Courts i Fe-verdenen. Hendes anden serie, A Throne of Glass, har et andet forlag taget til sig. Men i dag skal det handle om ACOTAR, som er akronymet der bliver brugt i flæng. Jeg har læst de første to bøger i serien, og du kan læse mine anmeldelser her og her, og se for dig selv hvor meget jeg elsker de her bøger, og ikke mindst Miss Maas. Derfor er jeg også meget glad for at kunne være med til, sammen med Gyldendal, forhåbentligt at en af jer vil blive lige så vild med serien som jeg selv er.

Bogen udkommer fra Gyldendal den 28 februar, og det er også indtil den dato I har til at deltage om at vinde bogen (Jeg vil dog tillade mig at indsætte et lille forbehold ind her; det hedder fødsel og ny baby, som kan komme på tværs af trækningen af en vinder og videre sendelse af præmien, men selv om baby kommer på tværs, så lover jeg at jeg får trukket en vinder og sendt præmien af sted, om end det kan blive lidt forsinket). Til den heldige vinder, og de af jer, der allerede har fået fat i jeres kopi, så kan vi jo se om ikke vi skal forsøge os med en fælleslæsning i løbet af marts måned? Jeg tænker i hvert fald det kunne være rart at få læst bogen igen, især op til at den sidste bog i trilogien udkommer her til maj! 😀 Hvis folk er friske på en gang fælleslæsning, så kommer der et indlæg senere med mere information omkring dette.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at skrive en kommentar nedenfor hvor du beskriver den bedste bog du har læst der har feer med, på den ene eller den anden facon (og gerne om I kunne have lyst til at være med til en fælleslæsning i marts). Du er også meget velkommen til at følge bloggen på bloglovin’ og/eller facebook, men det er ikke et krav. Konkurrencen løber som sagt til den 28 februar, måske plus et par dage, alt efter hvornår baby har tænkt sig at melde sin ankomst.

Continue Reading

Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

Continue Reading

Zarens Spil (Evelyn Skye, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Vik og Nikolaj er magikere – de eneste i Rusland i året 1825 – og med trusler fra flere sider har Zaren brug for en stærk magiker. Kun den bedste er god nok. derfor sætter han gang i Zarens spil, en duel på magiske evner. Vinderen bliver imperiets magiker og Zarens mest respekterede rådgiver. Taberen dømmes til døden. 
Vika er ivrig efter at komme til hovedstaden Sankt Petersborg og vise sit talent. og også den forældreløse Nikolaj ser Zarens Spil som sit livs chance. Men han ser også Vika – og kan slet ikke lade vær med at tænke på hende. Da Pasja, Nikolajs bedste ven og arving til tronen, også begynder at falde for den mystiske Vika, går det op for Nikolaj, at han må besejre den pige, de begge elsker … eller selv blive dømt til døden.  Efterhånden som ældgamle hemmeligheder kommer frem i lyset og truer imperiets fremtid, bliver det klart, at det ikke er en mulighed at tabe Zarens Spil.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Da jeg så den her bog, måtte jeg straks eje den. Den handler om det gamle Rusland og der er magi i spillet – ret bogstaveligt talt, ting der tiltaler mit hjerte på flere punkter. Det er den første bog i et duologi, selvom jeg i første omgang troede det var en trilogi. Det gør mig faktisk ikke noget at der kun kommer to bøger, for efter at have læst den, så må jeg være ærlig og sige at jeg tvivler på at der er nok historie til tre bøger. Men to bøger som er skrevet bedre og mere solidt, er trods alt bedre end 3 bøger som er en smule tynde i det.

Bogen følger primært Vika og Nikolai, som begge har magiske evner og bliver påbudt at deltage i Zarens spil, der går ud på at vise deres evner på bedste vis for at blive den royale magiker til Zaren. Der er altså lagt op til en magtdemonstration af magisk vis lige fra start af. Og der kommer også et par højdepunkter igennem bogen, men andre gange går det nu alligevel lidt for stille for sig. Hvilket jeg har det lidt blandet med, for på den ene side var det fantastisk med de store udskejelser af magi, men de små og mere elegante spil af magi var også fascinerende på deres egen måde. For de gav et indblik i de to karakterer, hvilket jeg syntes var en interessant måde at gøre det på.

”De hektiske udfoldelser på gader og kanaler kunne måle sig med kaosset i Nikolajs hoved. Men mens folket udenfor var drevet af løftet om festligheder, var det kun dødens skygge, der drev Nikolaj.”

Af de to hovedpersoner var jeg mest fanget af Nikolaj; for mig var hans prøvelser og problemer mest spændende, og hans måde at håndtere tingene på sagde mig bare mere. Det var lidt som om der var mere substans i hans person i forhold til Vika. Hun kunne til tider virke en smule overfladisk og det irriterede mig en smule. Til at starte med havde jeg ellers det indtryk at hun skulle være bogens hovedperson, men som den skred frem syntes jeg at Nikolajs historie blev mere interessant, og hans indtog lidt pladsen som hovedperson for mit vedkommende.

Men der er også andre fortællere i bogen end lige Vika og Nikolaj, og til at starte med irriterede det mig en smule, for jeg syntes jo deres historier var mest spændende. Efterhånden bidrog de forskellige fortællere til historien med dybere mening, og det gav også et indblik i den store mængde research der er gjort i den russiske historie.

”Vika havde heller ingen anelse om, hvad hun kunne vente sig fra Nikolajs side. Eller fra sig selv for den sags skyld. Hvis han angreb, ville hun reagere. Men hvis han lod være, tja… Hun vidste det ikke.”

De mange detaljer om Rusland og den royale historie syntes jeg var indarbejdet rigtig godt. Som jeg ser det var det halvt fakta og halvt fiktion, og den kombination passede mig helt fint. For på den måde fik jeg en dosis historie, men samtidig blev jeg også underholdt med en gribende historie med spændende personer.

Slutningen på bogen gør også at jeg glæder mig endnu mere til den næste og sidste bog i serien, for hold nu op en cliff hanger! Selvom der er små ting ved bogen og historien der ikke lige var hvad jeg havde forventet, så ser jeg alligevel meget frem til at få slutningen og høre hvad der videre er sket med Vika, Nikolaj og alle de andre. Mest af alt ser jeg frem til et gensyn med Nikolaj og den baggrundshistorie der langsomt udvikler sig for ham. Så hvis du er den mindste smule til det gamle Rusland, magi eller lidt romantik – for ja, det kan vi heller ikke komme udenom i denne bog -, så vi jeg helt klart anbefale dig Zarens Spil. Også selvom du ikke er til de ting, så er det en solid fantasyroman der er værd at læse.

Continue Reading

Mørke Vande (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Serafina er nu ikke længere en fortabt og forvirret prinsesse, men i stedet den selvsikre leder af modstandsgruppen De Sorte Finner.  Mens hun kæmper for at sabotere sin fjende og samle allierede til kampen, står hendes veninder over for deres egne udfordringer. 
Ling er fanget i Rafe Mfemes gigantiske trawler, som fragter hende til et fængsel. Becca mødes med Astrid og finder ud af, hvorfor den ondalianske havfrue altid er så vred: Hun gemmer på en pinefuld hemmelighed. Ava kan ikke vende hjem, fordi dødsrytterne venter på hende der.

Og det bliver mere og mere vanskeligt for Mahdi – Serafinas forlovede – at opretholde løgnen om, at han er forelsket i Lucia Volerno. Hvis Lucias forældre fatter mistanke til ham, vil hans liv og alle Serafinas håb for fremtiden blive slukket.
Politiske intriger, farlige forbindelser og hårrejsende spænding hvirvler som en malstrøm gennem denne næstsidste bog i Vandflammes saga.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f71

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

I den tredje bog om havfruerne tager konflikt til, og havene er ikke længere sikre for nogle af dem. Ligesom vi i bog to fik et større indblik ind i Serafina og Neelas verden, så er turen i bog 3 kommet til Ling, Astrid og Becca (og lidt Ava, selvom jeg personligt syntes hun spillede en meget lille rolle i den her, men måske hun kommer mere på banen i den sidste bog). Taget i betragtning at der er 6 havfruer, hvis historier vi alle skal høre, så er der et ganske fint flow i bogen. For ikke nok med de 6 heltinder, så får vi også fortalt noget af historien fra den anden side af sagen, altså fra dem man nok vil kalde de onde.

Man kan ikke komme udenom at den her bogserie har en meget ung målgruppe, hvilket jeg tog mig selv i at tænke flere gange jeg læste den. De forskellige havfruer udviser hver deres niveau af naivitet og uskyld på hver deres facon, og jeg må indrømme at jeg måtte rulle lidt med øjnene af dem et par gange. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens se hvorfor en pige (der nok er 10-15 år yngre end jeg) vil blive helt forgabt i den her serie. For selvom jeg måske ruller lidt med øjnene, så vil andre yngre piger måske sidde og blive helt opslugt at de mange følelser som kommer til overfladen.

”Ling svømmede så højt op som hendes lænker tillod for at se, hvad der foregik. Hun fik et glimt af vældige bure, som fangerne blev tvunget ind i. Hver gang et bur var fuldt, blev en stor lem åbnet, og buret forsvandt ned i et lastrum under dem.”

fullsizeoutput_f72

I den her bog var jeg nok mest glad for at læse om Ling og hendes eventyr. For der er stadig ingen tvivl om at eventyrdelen i den her serie er helt i top. Der sker noget hele tiden, og hvert kapitel udfolder der sig nye eventyr. Det kan også mærkes at det er tredje bog, for alvoren tager til, og det syntes jeg især kunne mærkes i det kapitler med Ling. Hun er nok den af de 6 jeg syntes bedst om, og måske det har noget at gøre med hun er den mindst pigede af dem alle. Hun er noget mere jordnær, og har lidt mere ben i næsen, efter min mening i hvert fald.

”Astrid rullede med øjnene. Hun og Desi havde rejst sammen i tre dage nu, og de havde vænnet sit til at være sammen på en afslappet, drilagtig måde. Og der var nok at drille med. Elskan havde nær kastet dem begge to af, da hun stormede ud af Ludos stald. De havde begge to prøvet at blive smidt af flere gange siden.”

Jeg syntes stadig at den verden Donnelly har fået skabt sig er ganske god, selvom den kan være lidt ’tynd’ i det nogle gange. Men på den anden side, så har hun virkelig også udtænkt en hel masse, og den overordnede historie bliver udfoldet bid for bid, og man bliver mere interesseret i hvordan det store opgør kommer til at udfolde sig. Så jeg skal da også læse den sidste bog, for nu har jeg efterhånden fået levet mig ind i den konflikt, til at jeg har behov for en solid afslutning, som jeg håber inderligt på at få med den sidste bog.

Continue Reading

December Wrap-Up

Det føles som om december er kommet og gået alt for hurtigt, jeg føler jeg har haft ufattelig travlt og alligevel formået at slappe af gevaldigt, og trække stikket ud og bare nyde dagene i godt selskab. December er jo måneden for sammenkomster på kryds og tværs, og jeg har da også været til 3 sæt julefrokoster heldigvis fordelt over hver deres weekend, så de ikke klumpede sig helt sammen og jeg ikke kunne holde til meget andet. Alligevel er weekenderne forsvundet i en tåge af julehygge, julebag og familie og venner. På arbejde har der heldigvis været skruet lidt ned, hvilket jeg har været meget taknemmelig for, eftersom bettemusen begynder at gøre sig mere og mere bemærket i mit maveskind og jeg bliver forpustet af de mest irriterende ting.

Udover julefrokoster har december måned også budt på flere dage med babyforberedelser, det vil jeg komme mere ind på i et kommende indlæg, en tur i biografen for at se den nye Star Wars film, som var en del af Kærestens gave da han også fyldte år denne måned – rundt endda! Weekenden før jul var derfor afsat til at fejre Kæresten med hele familien, inden vi nogle dage senere drog sydpå til hans familie for at fejre jul hos dem. I år var en ganske stille og rolig jul, hvilket var rigtig rart taget i betragtning hvad vi sikkert kan forvente os næste år.

fullsizeoutput_f6b

Jeg ved ikke om det har været lidt december-blues, eller hvad der har hængt over hovedet på mig (eller om det bare har været ren og skær udmattelse), men mit energiniveau til at læse i denne måned var meget lav. Heldigvis findes der små korte bøger, man kan finde julestemning i udover de store lidt tungere bøger jeg også har haft fat i. I det hele kom jeg da op på 7 bøger, heri også et par lydbøger og nogle hængepartier fra sidste måned, der tog lidt længere tid at komme igennem end jeg havde regnet med – mest af alt fordi jeg ikke kunne finde tiden til at få dem læst, for de var rigtig gode.

Af julebøger fik jeg læst to; The Night Before Christmas og A Merry Christmas and Other Christmas Stories. Begge har jeg allerede skrevet anmeldelser af, som I kan læse her og her. The Doctor kom også på julevisit, i lydbogen The Twelve Doctors of Christmas, som var en novellesamling med 12 historier fra de 12 forskellige Doctors, alle med jul som tema. Den var meget sjov at høre, især fordi man tydeligt kunne høre hvornår det var den ene Doctor frem for den anden, der var klare personligheder at bemærke. En bog som måske ikke var så meget julet, men blot havde et vintertema var The Snow Child, som jeg blev færdig med på juleaften sjovt nok. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den til at starte med, men som siderne vendte sig selv, blev den bedre og bedre, og jeg blev mere og mere fanget af de personer og deres forhold i bogen.

Ellers måtte jeg næsten tvinge mig selv til at færdiglæse den lille bitte Black Penguin Classic The Night is Darkening Round Me, en lille digtsamling af Emily Brontë, og jeg må nok desværre bare indse at digte slet ikke er mig. For selvom jeg da godt kunne se mange af dem var smukke, så blev jeg slet ikke rørt på samme måde, som jeg ved mange andre mennesker kan blive at digte. En bog der til gengæld rørte mig stort var den sidste bog i Justin Cronins trilogi, Spejlbyen. Det var en ordentlig moppedreng at komme igennem, men hold op den var værd at vente på! Jeg er stadig lidt i tvivl om hvordan jeg skal have det med epilogen, men det må I vente på min anmeldelse for at høre mere om. Derudover fik jeg også endelig slutningen på Claudia Grays Firebird trilogi med A Million Worlds With You, som også var værd at vente på. Det er to vidt forskellige trilogier og jeg er vild med dem hver især for hver deres specielle historie. Cronins overvejer jeg at genlæse på et eller andet tidspunkt, men de er simpelthen så tykke at det bliver et større projekt. Firebird trilogien kunne jeg nok godt genlæse på en uge eller 2, hvilket jeg også stærkt overvejer, for der er virkelig nogle personer der har sat sig fast hos mig.

fullsizeoutput_f6d

Månedens anbefaling: Det kommer nok derfor heller ikke som nogen overraskelse at jeg vil anbefale Firebird trilogien. Den har så mange ting, og jeg har i sinde at skrive et indlæg om hele trilogien for sig selv, for at gøre den retfærdighed. Så i mellemtiden syntes jeg bare du bør få fingrene i den og læse den, så du kan hoppe med på bølgen.

Januar tror jeg bliver svær at spå hvordan den kommer til at se ud. Jeg har 2 ½ uge tilbage på arbejde inden jeg går på barsel, og der er en del ting jeg gerne skal nå inden jeg går på barsel. På hjemmefronten er der en del ting der skal ses til; vores kontor ligner jeg ved ikke hvad, og det er mit personlige oprydningsprojekt til når jeg går på barsel. Det inkluderer blandt andet også mine bogreoler, som efterhånden har ladet stå til i alt for lang tid. De er stadig godt fyldte med ulæste bøger, så på den front har jeg masser at se til. Problemet er bare snart at kunne finde rundt i de mange ekstra stakke der har sneget sig ind på hylderne fordi der ikke rigtig er plads til dem ellers.

Hvordan har jeres december måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i januar måned?

Continue Reading

Howl’s Moving Castle (Diane Wynne Jones, 1986)

In the land of Ingary, where seven-league boots and cloaks of invisibility really exist, Sophie Hatter attracts the unwelcome attention of the Witch of the Waste, who puts a curse on her. Determined to make the best of things, Sophie travels to the one place where she might get help – the moving castle which hovers on the nearby hills.

But the castle belongs to the dreaded Wizard Howl whose appetite, they say, is satisfied only by the hearts of young girls…

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f3b

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

De japanske tegnefilm af Miyasaki har aldrig været en del af mine favoritter, men lige præcis hans udgave af Det levende slot, den har jeg altid været svært glad for. Da jeg derfor fandt ud af, at den rent faktisk er baseret på den første bog i en serie af Dianne W. Jones, måtte jeg jo eje den og ikke mindst læse den. Men det var også med lidt nervøsitet at jeg gik i gang med den, for ville den nu leve op til mine forventninger i forhold til hvor glad jeg er for filmen?

Bogen læner sig meget op af filmen, eller rettere er det måske filmen der læner sig meget op af bogen, men alligevel var det som en helt anden historie. Som altid er der meget mere baggrundshistorie igennem bogen, og nogle af personerne er da også helt og aldeles anerledes end hvad de er i filmen. Og jeg er faktisk i tvivl om hvilken version af dem jeg bedst kunne lide. Den nok største forskel er personen Michael, som har en væsentlig aldersforskel i bog i forhold til film. Og hver udgave af dem passer fint som de, for det hænger også sammen med de andre udgaver af de andre personer i historien. Howl var interessant på flere niveauer, men her i bogen fik man lidt mere af ham, og så alligevel ikke.

”There was nothing Sophie could do but hobble away with her bucket clanking by her side. She was a little shaken, and very surprised that Howl had not thrown her out of the castle on the spot. But since he had not, she thought of the next thing that needed doing at once.”

Jeg kan heller ikke sige hvilken af de to jeg foretrække frem for den anden, for selvom filmen er baseret på bogen, så er det 2 vidt forskellige historier, i hvert fald i mit hoved. Det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen, var den konflikt der var lagt op til mellem Howl og den skræmmende heks, som også forbander Sophie. For det lader til at der er mere i den, end bare lige ved første øjekast. Når man så også tænker på at det faktisk er en bogserie, så var det interessant at se udviklingen igennem bogen, både på den konflikt, men også mellem personerne.

fullsizeoutput_f3a

Sophie som hovedperson var rigtig underholdende. Hun er en svært alsidig person, som fungerer både som ung såvel som gammel, og af en eller anden grund foretrak jeg hende som gammel. Det hænger nok sammen med, at hun fik mere rygrad som gammel, og hun turde nogle flere ting end hvad hun ville have gjort som sit unge jeg. Det var bare lidt sjovere at læse om hende, når hun turde gøre ting, i stedet for bare at vente på der skulle ske noget.

”Below the mist was a band of dark green. Sophie nodded. Though she could not see the moving castle this far away, she was sure the mist marked the place of flowers. She took another careful stride.”

Jeg er ikke sikker på jeg vil læse videre i serien, historien kunne faktisk godt virke afsluttet på nogle punkter. Og de punkter der ikke var helt afsluttet, har jeg det fint med ikke at vide hvad der sket. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg nok at jeg i fremtiden blot vil se filmen, for i sidste ende så er det nok den jeg foretrækker, selvom der er mere dybde i personerne i bogen. Men nu kan jeg jo så selv ligge den dybde i personerne næste gang jeg ser filmen.

Continue Reading

Half Bad (Sally Green, 2014)

Sixteen-year-old Nathan lives in a cage: beaten, shackled, trained to kill. In a modern-day England where two warring factions of witches live amongst humans, Nathan is an abomination, the illegitimate son of the world’s most terrifying and violent witch, Marcus. Nathan’s only hope for survival is to escape his captors, track down Marcus, and receive the three gifts that will bring him into his own magical powers—before it’s too late. But how can Nathan find his father when there is no one safe to trust, not even family, not even the girl he loves?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f21

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endnu en af de bøger jeg har haft stående på hylden, i hvad der ligner uendelig lang tid. Det er en af de bøger der tiltalte mig på heksekonceptet, og jeg ved faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at få den læst; ikke andet end der har været så mange andre bøger der tog præcedens. Nu efter at have læst den, sidder jeg måske også lidt tilbage med en underlig følelse, for der er ting jeg var ret vild med, men også en del ting der irriterede mig.

Selve den verden der er bygget op i Greens hekseverden fungerer, for mit, vedkommende overraskende godt. Ideen med at der er sorte og hvide hekse er jo en meget gammel ide når det kommer til hekse, og Green har bare trukket den linje endnu mere tydelig. Vi følger historien fra Nathans synsvinkel, en teenage dreng, som desværre lever med det faktum at han er halvt af hvert, hvilket komplicerer livet en hel del for ham. Ikke nok med at hekserådet, eller hvad man nu lige skal kalde det, hele tiden vil holde mere og mere øje med ham, og næsten på en Big Brother facon overvåge hvert eneste bevægelse han foretager sig, så skal han også døje med doser af had fra dele af sin familie.

”After the fight I leave school at lunchtimes and hang out in the streets nearby, avoiding the O’Briens and everyone I can, but it’s a miserable existence and within two weeks I’ve had enough of hiding.”

fullsizeoutput_f20

Nathan er faktisk en ganske god hovedperson. Dog irriterede fortællestilen mig på nogle punkter. Bogen er delt ind i sektioner, og fortællestilen skifter henholdsvis mellem jeg-fortæller og en slags 2. Persons-fortæller. Jeg-fortælleren havde jeg intet imod, og den foretrak jeg hele vejen igennem, men 2. persons-fortælleren irriterede mig. Den passede ikke ind i mit hoved, og jeg kunne ikke forene de to personer på nogle punkter, og eftersom den startede med 2. persons-fortæller, gik der desværre lidt tid for mig, før jeg forbandt de to fortællere som den samme. Hvilket er ret ærgerligt, for Nathan var en ret herlig fortæller, hans måde at forholde sig til verden er måske en smule naiv og uskyldig, men han fortæller det godt.

”I’m not sure I should tell him what happened today. I’m not supposed to leave the apartment, but maybe if I tell him about the Hunters he’ll take me to Mercury. I decide to tell him. But when I open my eyes Gabriel has gone.”

Der er stadig en del plothuller der mangler at blive fyldt ud, men eftersom det jo er en trilogi, skal der vel være plads til den slags. Jeg syntes dog alligevel at forholdet med Nathan og Analiese kunne være udforsket noget mere. Jeg syntes på nogle punkter det var meget overfladisk, og det blev tydeligt fra tid til anden at det fra Nathans side især var fysisk tiltrækning, der vedligeholdt hans fascination hos hende. Hun er også utrolig fraværende i hele historien til at kærlighedsforholdet, i hvert fald efter min mening, endnu er andet end en forelskelse. Der mangler altså noget mere for at det kan blive den der nærmest udødelige romance for at redde hinanden fra verdens ondskab.

En yderst positiv ting ved den her, er den engelske lydbogsoplæser. Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men uanset hvad, så har han den mest fascinerede og herlige nordbritiske accent, og den fangede mig fra start af. Nu hvor jeg er begyndt på bog to, er jeg yderst glad for at det er den samme oplæser. Man har nemlig før oplevet at oplæsere bliver skiftet ud fra bog til bog.

Selvom jeg havde en lidt flad oplevelse med den første bog om Nathan, læser jeg alligevel videre. Slutningen på den første bog var lidt cliff-hanger-agtig, og det gør automatisk at jeg bliver bare lidt nysgerrig. Så jeg kan kun håbe at historien bliver bedre bog for bog.

(EDIT: Jeg begyndte på bog 2, men indså halvvejs igennem den at jeg faktisk var ret ligeglad med hvad der skete for Nathan og de andre. Derfor er det endt med at jeg har droppet den her serie, og har i stedet ladet mig fortælle/spoile hvad den slutter med fra en der har læst hele serien, og var glad for den.)

Continue Reading