A Study in Charlotte (Brittany Cavallaro, 2016)

The last thing Jamie Watson wants is a rugby scholarship to Sherringford, a Connecticut prep school just an hour away from his estranged father. But that’s not the only complication: Sherringford is also home to Charlotte Holmes, the famous detective’s great-great-great-granddaughter, who has inherited not only Sherlock’s genius but also his volatile temperament. From everything Jamie has heard about Charlotte, it seems safer to admire her from afar.

From the moment they meet, there’s a tense energy between them, and they seem more destined to be rivals than anything else. But when a Sherringford student dies under suspicious circumstances, ripped straight from the most terrifying of the Sherlock Holmes stories, Jamie can no longer afford to keep his distance. Jamie and Charlotte are being framed for murder, and only Charlotte can clear their names. But danger is mounting and nowhere is safe—and the only people they can trust are each other.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5372

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi kender vist alle sammen til historien om Sherlock Holmes, hvad enten vi har læst bøgerne eller set den ene eller den anden form for filmudgave af de ikoniske historier om den ikoniske detektiv. Da jeg tilfældigvis faldt over A Study in Charlotte, som samtidig også blev beskrevet som perfek til fans af Veronica Mars, kunne jeg jo ikke sige nej. Den blev jeg nødt til at stifte bekendtskab med, og det fortryder jeg ikke på noget tidspunkt. Den kendte historie om Holmes og Watson er sat i det 21. Århundrede og rollerne er en smule anerledes fordelt, ikke mindst det faktum at Holmes er en teenagepige.

Som titlen lidt indikerer, så læner historien sig en hel del op af de originale Sherlock Holmes historier, og de kendte figurer bindes ind i historien ved at vores 2 hovedpersoner nedstammer fra de rigtige Holmes og Watson; det er altså grand-børnebørn, som, hvis de valgte at lytte til deres familier, skulle holde sig fra hinanden. Men ingen historie uden lidt oprør, og Watson opsøger Holmes for at få stillet sin nysgerrighed om alle rygterne om hende. Der ville ikke været noget mysterium eller historie hvis ikke de begyndte at tilbringe tid med hinanden, og der opstår hurtigt en helt bestemt dynamik mellem de to.

”They way we were with each other wouldn’t have made sense to anyone else if I’d tried to explain it. I had a habit of volleying any riddiculous statement she’d make back over the net with stop spin, and we’d ramp ourselves up into fierce arguments that way about beetles and Christmas plays and the color of Dr. Watson’s eyes.”

Jamie Watson virker til at begynde med en smule nørdet, med brug for lidt for meget hjælp fra sin familie, hvad enten han vil det eller ej. Men som historien skrider frem blev jeg mere og mere hooked på ham. Det er ham der fortæller historien, ligesom det er Watson der fortæller om sine eventyr med Sherlock, og det fungerer bare rigtig godt. Jamie tilføjer en del baggrundshistorie både om deres to familiers fejder igennem årerne, men også om hele verdens fascination omkring deres forfædre, og selvom man godt ved at begge karaktere er fiktive, så bliver de pludselig meget virkelige på den her facon.

IMG_5370

Charlotte Holmes er en helt igennem besværlig karakter at gennemskue, og det gør hende bare mere interessant. På mange punkter ligner hun den ’gamle’ Holmes, men på mange måder er hun helt sin egen. Hun overraskede mig også et par gange, og det syntes jeg er fantastisk, at der rent faktisk kan være overraskelser i en karakter, som man tror man kender rigtig godt. Dynamikken mellem hende og Jamie er også helt sin egen. Og alligevel minder den på nogle punkter om de gamle versioner, og så alligevel ikke. For det første er der det faktum at Jamie er rimelig meget forelsket i Charlotte, og et eller andet sted tror jeg godt hun er klar over det, og måske udnytter hun det endda også engang imellem. Den spænding og akavede boble der hele tiden ligger under overfladen hos dem, giver en helt bestemt følelse til hele bogen, og jeg blev grebet af det!

”The world slowed to a standstill, as it does when things go so wrong, the bad news closing in like a lowering ceiling. I should have been thinking up a solution. A way out. Deciding if I should grovel for her forgiveness, or if I should tell Detective Shepard that she and I should be pulled from the case. But I didn’t. I curled up against her in the cold and listened for her breathing.”

Mysteriet i historien starter ret brutalt, og skurken viser sig også at være ret skingrende sindssyg, men som enhver anden Sherlock Holmes historie skal vores helte jo sejre til sidste, hvilket de også gør, selvom jeg på et tidspunkt var i tvivl om begge ville komme helskindet igennem. Det var først da jeg var nået til den sidste fjerdel at jeg fandt ud af at det er en planlagt trilogi, så jeg blev klar over at vores hovedpersoner selvfølgelig ikke ville dø, men det var alligevel en smule nervepirrende for en stund.

Det her er en af de bøger, hvor jeg glæder mig enormt meget til at få lov til at læse de næste bøger i serien, og jeg ærgrer mig en smule over at der kun er planlagt 3 bøger. Jeg glæder mig til at læse mere om hvordan Moriarty familien kommer til at spille en rolle, og hvordan forholdet mellem Holmes og Watson vil komme til at udvikle sig, og så håber jeg lidt at Cavallaro ombestemmer sig og vil skrive mere en 3 bøger, for det kunne der sikkert godt være til. Trilogien kan fungere rigtig godt som supplement til de originale Holmes historier, men man behøver heller ikke kende dem for at få noget ud af de nye her. Uanset om man kender de originale eller ej, så er den her ungdomsfortolkning værd at læse.

Continue Reading

Things we Know by Heart (Jessi Kirby, 2015)

When Quinn Sullivan meets the recipient of her boyfriend’s donated heart, the two form an unexpected connection.

After Quinn loses her boyfriend, Trent, in an accident their junior year, she reaches out to the recipients of his donated organs in hopes of picking up the pieces of her now-unrecognizable life. She hears back from some of them, but the person who received Trent’s heart has remained silent. The essence of a person, she has always believed, is in the heart. If she finds Trent’s, then maybe she can have peace once and for all.

Risking everything in order to finally lay her memories to rest, Quinn goes outside the system to track down nineteen-year-old Colton Thomas—a guy whose life has been forever changed by this priceless gift. But what starts as an accidental run-in quickly develops into more, sparking an undeniable attraction. She doesn’t want to give in to it—especially since he has no idea how they’re connected—but their time together has made Quinn feel alive again. No matter how hard she’s falling for Colton, each beat of his heart reminds her of all she’s lost…and all that remains at stake.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5015

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog er den perfekte bog til din sommerlæsning, hvis du lige har brug for noget sukkersødt og ekstremt fluffy. Og ja, jeg kan godt omtale bøger som fluffy, det er jo ikke fordi de er behårede i sig selv, men fordi indholdet bare er så ekstremt kærlighedssødt at det til tider kan være for meget, med mindre man lige er i humør til den slags – og til det, er den her bog lige perfekt. Det lyder måske ikke helt sådan ud fra bogens om-handlings-tekst; en pige der ikke kan komme sig helt over sin kærestes død og begynder at opsøge de personer som kærestens organer blev doneret til. Jep, det er en sikker katastrofe in the making. Og der kommer skam også en hel del dårlige følelser igennem Quinn, som vi får indblik i, men der er også rigtig mange søde ting at tage fat på.

Jeg må nok indrømme at jeg til at starte med var lidt irriteret på Quinn, for jo, det er utroligt synd for hende at hun har mistet sin kæreste, men hele ideen med at opsøge organdoner-modtagerne var til at starte med den dummeste ide hun kunne få. Jeg syntes også hun var alt for hård ved sig selv i den første halvdel af bogen, og lidt den sidste halvdel, men det var trods alt bedre. Hun giver ikke sig selv nok tiltro, og hun bliver ved med at tvinge sig selv til at have dårlig samvittighed over at hun kommer videre i sit liv, til trods for at det er hvad alle i hendes familie og omgangskreds bliver ved med at sige til hende at hun skal. Hendes måde at komme videre på kan vi så også diskutere.

Da Quinn og Colton begyndte at lære hinanden at kende, gik der ikke mere en et kapitel – som også var et af de første kapitler – før man sagtens kunne forudsige hvor det skulle bevæge sig hen, også til trods for Quinns konstante selvmedlidenhed og dårlige samvittighed. Hvis man ser bort fra det faktum at Colton har hendes ekskærestes hjerte, så er det den helt almindelige ungdommelige forelskelse, som enhver YA bog behandler. Men sådan er det jo ikke, for det der hjerte spiller bare en eller anden rolle, hvad end de to vil det eller ej. Det gjorde historien det lige mere interessant at læse om, også selvom det stadig var en smule forudsigeligt.

Der var dog også et par enkelte ting der irriterede mig, foruden Quinns hårde selvmedlidenhed fra tid til anden. Hele scenen med solsikken syntes jeg var lige i overkanten. Den blev en tand for meget for mig, og jeg blev lettere irriteret på forfatteren på at være så, ja cheasy kan jeg vist kun sige. Det var der slet ikke behov for, og slet ikke den måde Colton og ekskæresten lige pludselig blev sammenlignet som de gjorde, det var lidt for søgt i mine øjne.

I sidste ende er det alligevel en rigtig sød bog. Den har den perfekte mængde af sommerromance, så man sidder og bliver lidt blød i knæene, og måske kan tænke tilbage på sin egen første forelskelse, eller en sommerforelskelse på sidste års ferie, og hele den intense del der består i at lære hinanden at kende og opdage at begge parter så småt er ved at blive forelsket. Men der er også hjertesorg og heling af denne i bogen, for det at miste nogen er også hårdt, og at komme ovenpå igen kan være ekstremt svært. Det handler bare om at finde den rette vej til overfladen igen, så at sige. Der kan det muligvis diskuteres om vejen i denne historie er den rette, men om ikke andet så udgjorde det for en rigtig sød sommerhistorie.

Continue Reading

Simon vs. The Homo Sapiens Agenda (Becky Albertalli, 2015)

Sixteen-year-old and not-so-openly gay Simon Spier prefers to save his drama for the school musical. But when an email falls into the wrong hands, his secret is at risk of being thrust into the spotlight. Now Simon is actually being blackmailed: if he doesn’t play wingman for class clown Martin, his sexual identity will become everyone’s business. Worse, the privacy of Blue, the pen name of the boy he’s been emailing, will be compromised.

With some messy dynamics emerging in his once tight-knit group of friends, and his email correspondence with Blue growing more flirtatious every day, Simon’s junior year has suddenly gotten all kinds of complicated. Now, change-averse Simon has to find a way to step out of his comfort zone before he’s pushed out—without alienating his friends, compromising himself, or fumbling a shot at happiness with the most confusing, adorable guy he’s never met.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5002

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog har floreret en del i bloggerverden et stykke tid, og jeg var lidt i tvivl om den ville være noget for mig. Den lød fin nok i sig selv, men da den lige kom frem var der lige lovlig meget fremme i YA genren, så den bed ikke rigtig på mig. For nylig opdagede jeg den så som lydbog og tænkte at jeg ville give den en chance, og det er jeg godt nok glad for at jeg gjorde.

I det hele taget er jeg glad for at have stiftet bekendtskab med Simon Spear. Simon er en meget særlig dreng, for at sige det mildt. Han kæmper med high school og det faktum at han er bøsse, men har ikke fortalt det til nogen, selvom de nok allerede ved det alligevel. Alt imens han kæmper med alt det her, så har han et fristed i sine mails med hans ukendte ven, Blue, som også er bøsse, og som han ret hurtigt forelsker sig i.

Bogen er fortalt i første persons-fortæller, men mellem hvert kapitel kommer der også bidder af deres mails, og det syntes jeg passede rigtig godt. For det giver et helt bestemt indblik i det forhold Simon opbygger med Blue, og det er simpelthen så sødt, i de historier og hemmeligheder de deler med hinanden. Når Simon fortæller om sit liv, så fortæller han hudløst ærligt, og det er bare fantastisk! Han ligger ikke skjul på noget, og han kommer med vittigheder der er virkelig sjove, og de passer bare til hans karakter. Der er en bestemt joke om, at nogle gange skal man lære at vaske sine egne sokker, som jeg stadig kan grine meget højlydt af.

Det forhold der udfolder sig mellem Simon og Blue var bare så sødt. Jeg kunne virkelig forstille mig hvordan Simon ville sidde og vente nervøst ved computeren for at få den næste email fra Blue, og hans nervøse blikke til alle på skolen, for at finde ud af hvem der gemmer sig bag Blue bag skærmen. I det hele taget var der rigtig mange ting ved den her historie, som er utrolig fængende. Den her historie skal læses fordi den er noget så sød, og fordi det er en af de få LGBT YA romaner, som belyser emnet at være teenager, der lige finder ud af hvem de er, ret godt.

Til bonusinfo kan jeg fortælle at Høst & Søn udgiver den danske oversættelse i næste måned.

Continue Reading

Worlds of Ink and Shadows (Leona Coakly, 2016)

Charlotte, Branwell, Emily, and Anne. The Brontë siblings have always been inseparable. After all, nothing can bond four siblings quite like life in an isolated parsonage out on the moors. Their vivid imaginations lend them escape from their strict upbringing, actually transporting them into their created worlds: the glittering Verdopolis and the romantic and melancholy Gondal. But at what price? As Branwell begins to slip into madness and the sisters feel their real lives slipping away, they must weigh the cost of their powerful imaginations, even as their characters—the brooding Rogue and dashing Duke of Zamorna—refuse to let them go.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4700

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist ikke løbe fra det faktum at Brontë bøgerne ikke ligger blandt mine favoritter, som de gør hos så mange andre. Ikke desto mindre syntes jeg at Worlds of Ink and Shadow lød utrolig spændende, og da den var i en tidligere Owlcrate boks blev jeg umådelig glad. Ikke alene er bogen i sig selv super flot, men selve historien læner sig også meget op af den drøm/fantasi som jeg er sikker på de fleste af os har; at blive en del af vores yndlingshistorie og selv tage del i plottet.

Brontë familien lever et middelmådigt liv, alt imens søskendeflokken stille og roligt udvikler sig til hver deres personlighed. Anne er den stille pige, der hele tiden skal agere mellemmand mellem sine andre søskende. Emily er den viltre, passionerede unge pige der længes efter eventyr. Charlotte er den ansvarlige unge dame, der langsomt begynder at indse hvad det vil sige at være voksen. Branwell er den eneste dreng i søskendeflokken og har alene af den grund sit hyr at se til. Samtidig har Charlotte og Branwell deres hemmelighed sammen, som Emily og Anne er blevet forbud at deltage i. Det skaber selvfølgelig en del følelser under overfladen på mange af deres interne forhold.

”Charlotte had once let it slip that creating a story – either by writing or by telling it – put her in the right frame of mind for crossing over. Did it work for drawing, too? Was Emily in the right frame of mind now?”

Det er tydeligt at Coakly har gjort sin del research til den her bog, for mange af detaljerne ligger meget tæt op af virkelighedens Brontë familie. Deres triste skæbne bliver flettet ind i historien på meget dramatisk vis, som også får store betydninger for den fiktive historie Charlotte og Branwell har skabt. Selv uden at vide voldsomt meget om Brontë skæbnerne, så var det ikke svært at gennemskue hvad Coakly har taget fra virkeligheden og hvad hun selv har fundet på.

IMG_4706

De fiktive karakterer som Charlotte og Branwell har skabt er også helt vildt interessante. De afspejler flere forskellige sider af deres skabere, og selvom de ikke selv kan se det, så bliver det mere og mere tydligt for læseren, samtidig med at det står klar at de fiktive karaktere har fået deres eget liv.

”The truth in his words rang clear like the peal of a bell. Charlotte felt that Rogue must have heard it, and indeed, he frowned and turned in circle where he stood, squinting at the peers and spectators. His eyes stopped at Emily, who was staring at him in her white dress like a frightened little dove.”

Bogen starter meget direkte med handlingen, og selvom det forvirrede mig lidt i starten så satte det godt skub i tingene. Jeg blev meget hurtigt grebet af historien, og det tog ikke lang tid før jeg havde svært ved at ligge den fra mig. Jeg blev ret så glad for de her versioner af Brontë søskende, og deres interne intriger og håb og drømme for hver deres fremtid. Der er tydeligt lagt meget arbejde i at skrive hver af dem så forskelligt som muligt, så de ikke vil komme til at ligne hinanden, på trods af hvor lidt vi måske rent faktisk ved om dem.

Sproget i bogen er også ganske let og mange svæver hurtigt igennem de dramatiske scener. I det hele taget er det en bog der fanger lige fra første side, og dramaet og eventyret i det hel sætter sig fast hos dig, at du ikke har lyst til at ligge bogen fra dig.

Continue Reading

Uprooted (Naomi Novik, 2015)

Agnieszka loves her valley home, her quiet village, the forests and the bright shining river. But the corrupted Wood stands on the border, full of malevolent power, and its shadow lies over her life. Her people rely on the cold, driven wizard known only as the Dragon to keep its powers at bay. But he demands a terrible price for his help: one young woman handed over to serve him for ten years, a fate almost as terrible as falling to the Wood.

The next choosing is fast approaching, and Agnieszka is afraid. She knows—everyone knows—that the Dragon will take Kasia: beautiful, graceful, brave Kasia, all the things Agnieszka isn’t, and her dearest friend in the world. And there is no way to save her. But Agnieszka fears the wrong things. For when the Dragon comes, it is not Kasia he will choose.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5088

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg begyndte den her bog oven på en ret stor bookhangover, og jeg kan kun sige at den hjalp den lidt på afveje – altså bookhangoveren. Jeg kan huske da jeg bestilte bogen her hjem, for nok vel et år siden, og der faldt jeg udelukkende for coveret – det sker igen og igen, også selvom jeg godt ved man ikke skal dømme en bog på dens cover, men prøv lige at kig en ekstra gang på hvor smukt det her er! Jeg kan kun rose min egen næse for at finde en bog som ikke bare er smuk udenpå, men også helt igennem fantastisk indeni. Først skal det siges at det er en enkeltstående bog, så man kommer ikke til at sidde med længsel og suk efter at have læst den færdig, fordi man nu skal sidde og vente på næste bog i serien. Det faktum at bogen er så god at der burde være flere, er en helt anden sag, men på den anden side ville det også ødelægge noget at den charme som bogen har i sig selv.

Historien fortælles af Nieszka, som mod al forventning bliver den udvalgte der skal leve hos Dragen de næste 10 år. Hvert 10 år kommer troldmanden, også kendt som Dragen, og vælger en ung pige til at bo i sit tårnslot og opvarte ham igennem de næste 10 år, indtil der er brug for en ny pige. Rygterne flyver i de lokale landsbyer, om hvad han rent faktisk sætter pigerne til, og da Nieszka på usandsynligvis bliver valgt, begynder hendes hjerne straks at fabrikere scenarioer. Tingene går dog ikke helt som forventet, for Nieszka er ikke som de andre piger, af den simple grund at hun også har lidt magi i sig, og hendes tid i tårnslottet kommer ikke bare til at gå med at opvarte Dragen, men også i at blive udlært i magi. For på den anden side af landsbyerne lurer den mørke skov, som ikke har i sinde at holde sig tilbage fra at sluge alt og alle den kan få fingrene i.

”He looked at me, baffled and for the first time uncertain, as though he had stumbled into something, unprepared. His long narrow hands were cradled around mine, both of us holding the rose together. Magic was singing in me, through me; I felt the murmur of his power singing back that same song. I was abruptly too hot, and strangely conscious of myself. I pulled my hands free.”

Nieszka som fortæller og hovedperson fungerer utrolig godt. Det var interessant at høre om alt det ukendte fra hendes synsvinkel, mest af alt fordi det på den måde gjorde det hele lidt mere mystisk, fordi hun netop ikke vidste alt hvad der var at vide, ligesom Dragen for eksempel gør. Hun bliver taget til tårnslottet i de første par kapitler, og det er en ganske god start, for som læser sidder man lidt spændt og venter på hvad mon der nu vil ske, og ikke mindst venter man på sammenstød med denne Drage, som Nieszka frygter så grusomt. Den første tredjedel af bogen, ventede jeg nervøst på disse sammenstød, mest af alt fordi Nieszka var så utrolig bange for hvad han kunne finde på, men også fordi han bare var så utrolig ligeglad og nedladende at deres sammenstød ikke kunne skabe andet end mundtlige opgør og drama. Sammenspillet mellem de to karaktere fungerede i det hele taget fantastisk hele bogen igennem, og der var en del af bogen hvor jeg savnede Dragen noget så forfærdeligt, næsten lige så meget som Nieszka gjorde.

IMG_5090

Uprooted står på en del goodreadslister som en eventyrgenfortælling, og i starten var jeg ikke helt sikker på hvor det skulle bære hen. I starten kunne jeg ærligt talt ikke se hvordan det skulle passe sammen. Men som siderne vendtes og Nieszka udviklede sig personligt, og hendes forhold til Dragen også udviklede sig, begyndte der sig at danne et mønster, og Skønheden & Udyret trådte pludselig lidt frem i lyset. Dog ikke Skønheden & Udyret på den traditionelle måde, og det syntes jeg var herligt. Da det først stod klart at det var det eventyr der blev bygget på, kunne jeg slet ikke stå for det, og Sarkan, som Dragen også hedder, blev endnu mere uimodståelig i sin stædighed og overbærenhed overfor Nieszka. Men begge karaktere kommer også til at vise sårbarhed, og jeg elsker når karaktere kan være alsidige på den måde, og vise flere sider af sig selv. Jeg nød at følge Nieszka på sin udvikling, ikke blot som ung pige/kvinde, men også som troldkvinde for at finde den selvtillid hun får brug for.

”But I couldn’t belong here with him, either. Sarkan had shut himself up in this tower; he’d taken us one after another; he’d used our connection, all so he wouldn’t have to make one of his own. There was a reason he never came down into the valley. I didn’t need him to tell me that he couldn’t come to Olshanka and dance the circle without putting down his own roots, and he didn’t want them. He’d kept himself apart for a century behind these stone walls full of old magic.”

Uprooted er på mange måder en helt traditionel fantasy-roman, med magi og noget ondt der skal bekæmpes, men på andre punkter er den så meget mere. Den behandler også menneskelige emner, om at overkomme sorg og tilgivelse, at finde sig selv og se i øjnene hvem man er over for andre, og ikke mindst sig selv, og stå ved det og omfavne det – og hinanden. Det er den slags scener der skiller sig ud og gør at man tænker tilbage på en bog, og får lyst til at læse den igen lige med det samme. Da jeg havde læst det sidste kapitel sad jeg og manglede mere, ikke fordi at slutningen ikke var helt tip-top i orden, som den skulle være, jeg ville bare gerne læse mere om Nieszka og Sarkan og hvad de nu skulle stå til opgør med – både over for hinanden og udefra. Alt jeg vist kan slutte med at sige er, at den her bog bare er helt fantastisk fra start til slut, og jeg syntes du skal gøre dig selv den tjeneste at læse den, hvis du ikke allerede har gjort det – i så fald, så læs den igen, bare fordi du kan.

Continue Reading

2016 – Top 5 Reads So Far

Vi er ved at være halvvejs igennem året – faktisk så er vi over halvvejs igennem året! – og jeg tænkte, at det var tid til at kigge lidt tilbage på nogle af de bedste bøger jeg har læst i år. Jeg har læst rigtig mange gode bøger i det her år, mine stjerner er pænt fordelt, men der er alligevel enkelte bøger der skiller sig ud fra de andre, og stadig spøger i hukommelsen. Og når jeg ser på den lille stak af min Top 5 indtil nu, så er de faktisk også pænt fordelt i deres forskellige genrer. Der er både lidt YA, lidt fantasy, lidt chick-lit, lidt humor, lidt eventyr, lidt romance og et par diverse andre ting. Alt i alt burde der være lidt til enhver.

IMG_5155

To af disse bøger har jeg hørt som lydbøger, og det er derfor de ikke er med på billederne. Det er først Jojo Moyes One Plus One og Fredrick Backmans Min mormor hilser og siger undskyld. One Plus One er en rørende historie om at finde sig selv igen, trods hele verdens modgang, og at man samtidig finder en der ser alle de gode ting i dig, på trods af verdens modgang. Jeg elskede simpelthen denne historie om Jess og hendes børns prøvelser, og hvordan det hele bare ser ud til at gå ned af bakke, kun for at vende i sidste øjeblik, som kun Moyes kan skrive det. Min mormor hilser og siger undskyld var en sådan bog, der fik mig til at tænke lidt over hvor ondskabsfulde børn rent faktisk kan være, men også hvor fantastisk andre børn kan være. Det kræver bare at man tager sig tiden til at kende disse børn, for når man konstant render rundt med et Gryffindor halstørklæde, kan man kun være det værd at lære at kende. Hver bog har lidt feel-good-stemning over sig, jeg blev i hvert fald i rigtig godt humør af at læse/høre dem. Det er bøger jeg forestiller mig også ville passe rigtig godt sammen med en kold drink ved pool eller strandkanten.

En af de bedste YA bøger jeg har læst i år, må helt klart være Fangirl af Rainbow Rowell. Det var sågar også mit første møde med Rowell, og det imponerede mig kun til at ville læse mere. Det er endnu en typisk find-dig-selv YA, men kombinationen med fanfiction universet var en finurlig tilføjelse, der gjorde at bogen næsten havde en ekstra historie, ud over Caths. Ikke at Caths historie ikke også var helt igennem herlig, der var overraskende, skræmmende mange punkter i Caths liv jeg kunne genkende mig selv i, og det gjorde at jeg blev des mere glad for bogen. Det er helt klart en bog man skal læse, hvis man har behov for noget let og ikke alt for livstungt til en dag på terrassen.

IMG_5161

IMG_5165

Når det kommer til fantasy har jeg læst en del, men der er to inden for de seneste par måneder, jeg stadig ikke kan glemme. Begge to hører også lidt ind under genren eventyrgenfortællinger, om end de er spinkle i den ende. Det er selvfølgelig A Court of Mist and Fury af Sarah J Maas og Uprooted af Naomi Novik. ACOMAF er godt nok en to’er i en serie, og derfor vil det nok være fordelagtigt at læse den første bog i serien, men dertil skal man bare vide at serien bliver så meget bedre i bog to.  Uprooted bygger løst på eventyret om Skønheden & Udyret, og da jeg først var kommet godt i gang med den, faldt jeg pladask for personerne deri og havde slet ikke lyst til at skulle slip på dem. Det kan godt være det er en lidt ’tungere’ fantasy bog, men når først man er hooked, bliver det svært at ligge den fra sig. Jeg forstiller mig at den vil passe perfekt til de regnfulde sommerdage vi har for tiden.

Det var et kort indblik i mine Top 5 for året indtil nu. Der har selvfølgelig, som sagt, været mange andre rigtig gode historier. Jeg er også sikker på at der kommer til at være ligeså mange i den sidste halvdel af året, det håber jeg i hvert fald. Har I læst mange gode bøger i år indtil nu, og hvilke er så med i jeres Top 5?

Continue Reading

Kelley (Lesley Livingston, 2015)

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

17-årige Kelley håber og tror at rollen som alfedronningen Titianai en opsætning af Shakespeares En skærsommernats drøm, er hendes store chance for at bryde igennem som skuespiller. Men da Kelley møder den flotte Sonny må hun indse den chokerende sandhed, at alfernes verden virkelig findes, og at hun er en del af den. Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv, hvis hun vil redde ikke blot sig selv, men også Sonny og hele menneskeverdenen fra Alferigets magtfulde kræfter…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4682

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Den her bog er lidt svær at anmelde må jeg indrømme, for på den ene side syntes jeg den var ganske god, men på den anden side var der noget jeg ikke var helt tilfreds med. Sådan var det lidt hele vejen igennem, og det ærgrer mig en smule, for det er faktisk en ganske okay bog. Da jeg læste baggrundsteksten om den syntes jeg med det samme den lød interessant; feer, en hemmelig verden og Shakespeare! What’s not to like? Det skulle vise sig at blive meget blandet med hvad jeg syntes var godt, og hvad jeg syntes var knap så godt.

Historien er som sådan ganske fin, den bliver præsenteret meget hurtigt og man er godt med på hvad der sker i Kelleys liv, desværre er der også et par huller. Det hele bliver beskrevet en smule overfladisk enkelte steder, som om der mangler en del information, som jeg kun kan håbe vil blive udfoldet i de næste to bøger. Der er en hel del omkring de Shakespeareanske aner i den almindelige verden jeg var helt vild med, men efter min mening var der ikke nok af det, og når det så kom, blev det ret hurtigt en stor altafgørende kamp for livet, som om der ikke var andet i den verden.

Kelley og Sonny er begge interessante karakterer i bogen, på hver deres måde, og jeg ved ærligt talt ikke hvem af dem jeg foretrækker. Kelley blev jeg først virkelig glad for i den sidste halvdel af bogen, selvom hun havde sine gode sider hele vejen igennem. Der var måske bare lidt for meget ’piget’ over hende på nogle punkter. Jeg kunne godt have brugt at hun havde lidt mere ben i næsen fra starten af, og ikke først i slutningen af bogen hvor hun nærmest bliver tvunget ud i det. Sonny derimod havde lige præcis den mængde bid i næsen som der var behov for. Han var skarp og vittig og havde næsten altid den rigtige kommentar klar til øjeblikket. Han var det indblik i feverden som jeg helst ville læse om.

”Der var forvirring i Kelleys sind. Hun kunne genkalde sig et virvar af billeder fra sekunder før hun gik i sort. Svævende indtryk af lys og lyd, og sælsom, vidunderlig musik… Eller for at bruge det tekniske udtryk, iltmangel.”

En ting der gik mig lidt på bogen igennem var oversættelsen, ikke at den var dårligt oversat som sådan – jeg har læst bøger der er betydeligt værre. Men det der gik mig lidt på var at Shakespeare også var blevet oversat, og det fungerer bare slet ikke på samme måde på dansk som det gør på engelsk. I mit hoved skal Shakespeare altid være på engelsk, og det er bare så synd når han bliver oversat, for det virker bare forkert. Det er måske en lille detalje, men for mig stjal det alt for meget at glæden ved det.

”De nærmede sig et orkester af alfemusikere, og Sonny smilede da Kelley svajede yndefuldt til den overjordiske musik. Hans nytårskineser. Han var pinagtig bevidst om at hun efter al sandsynlighed ikke ville være ’hans’ ret meget længere. Ikke hvis hun bestemte sig for at acceptere sin sande identitet.”

Selve historien er egentlig god, den er klassisk med en pige der tror hun er helt som alle andre, men så opdager at det er hun slet ikke. Så skal hun tage stilling til hvad hun så vil med livet og hvem hun vil være. Jeg blev lidt overrasket over hvor let hun havde ved at træffe sine valg omkring al den nye viden hun fik smidt i hovedet, det syntes jeg måske var lidt urealistisk. Hun var i det hele taget meget hurtigt til at godtage alting uden at sætte store spørgsmålstegn ved særlig meget. Det eneste problem lod til at være at Sonny var lidt for meget stalker.

Kærlighedsaspektet var lidt forudsigeligt, men det gjorde mig ikke noget. Der blev præsenteret en dreng og en pige, og så var det oplagt at de skulle lære at kende hinanden og senere falde for hinanden. Det gik godt nok også hurtigt at de blev så vildt forelsket at de næsten ikke kunne leve uden hinanden. Slutningen var lidt kryptisk, men ligger også op til at der selvfølgelig kommer en bog mere. Jeg er stadig lidt i tvivl om jeg rent faktisk vil læse videre i serien; på den ene side vil jeg gerne vide mere om den feverden der er opbygget, men på den anden side så siger resten mig ikke så sindssygt meget.

Continue Reading

Stars Above (Marissa Meyer, 2016)

The enchantment continues….

The universe of the Lunar Chronicles holds stories—and secrets—that are wondrous, vicious, and romantic. How did Cinder first arrive in New Beijing? How did the brooding soldier Wolf transform from young man to killer? When did Princess Winter and the palace guard Jacin realize their destinies?

(Tekst fra goodreads)

IMG_5011

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Stars Above er en samling af små noveller, alle sammen fra Lunar Chronicle universet. Det er små fortællinger, der forsøger at binde de forskellige bøger sammen, med et par historier der giver mere baggrundsinformation om de forskellige personer fra historien. Man får blandt andet mere information om Wolf og livet på Luna inden man bliver ’sværget’ ind i Levanas hær. Man får mulighed for at høre mere om Cinders oplevelse at finde sig selv, uden at vide hvem hun er og en del andre. Lige siden jeg læste første bog om Cinder i forbindelse med jeg skrev speciale om eventyrgenfortællinger, var jeg fanget i hendes verden, og måtte bare læse videre hvad der skete for hende og hendes kammerater, så der var ingen tvivl om at jeg også måtte eje denne lille samling.

Der er i alt 9 små historier og tæt på halvdelen havde jeg læst i forvejen, men det var meget rart at læse dem igen, for ærlig talt var der et par detaljer jeg havde glemt. Derudover gav det også et rigtig flot samlet billede igennem novellerne, der koblede et par ting meget bedre sammen. Efter at have læst den sidste bog i serien, gav det en helt anden følelse at læse novellerne igen. Det gav en anden forståelse af personerne og deres handlinger. Der er tydeligt lagt meget i de forskellige personer og deres baggrund og deres forbindelse end bare det man læser i de oprindelige 4 bøger, det læses tydeligt i de forskellige synspunkter. Nogle af dem overraskede mig også med hvor meget de faktisk rørte mig. Jeg fik nærmest helt ondt af Scarletts bedstemor, og kunne næsten lugte hendes marker inden hendes hjem blev omvendt.

”The door to the house opened before he’d taken a step and two girls about Cinder’s own age came barreling down the front steps, squealing. The man crouched down on the pathway, holding out his arms as the girls launched themselves into him. From her place inside the hover, Cinder heard the man laugh for the first time.”

Der var en historie, The Little Android, som ikke rigtig har noget med de fire centrale personer at gøre, den foregår bare i Lunar universet. Jeg kan huske da jeg læste den, at den ikke sagde mig voldsomt meget. Jeg tror det var fordi det var med ukendte personer, og selvom den skulle forstille at være en genfortælling af Den lille havfrue, så opnåede den bare ikke det samme som de andre noveller. Jeg må derfor også indrømme at jeg i denne omgang sprang let og elegant over den, i min iver for at læse mere om de personer jeg holder så meget af.

IMG_5012

Historiemæssigt har de alle sammen formået at fortælle en separat historie, samtidig med at de hænger sammen med de andre 4 bøger. Der er stadig forskel i graden af hvem det handler om, og af den grund har jeg da også klart mine favoritter. Nogle af historierne er bare bedre end andre, fordi jeg har mine yndlingskarakterer. Jeg var især fascineret af Thornes historie, som jeg ikke havde forventet at ville syntes om på nogen måde. Taget i betragning af hvor meget han har fortalt om sig selv fra før han mødte Cinder, var jeg overbevist om at han ville være lidt af en…. Nå ja, et ikke så pænt ord. Men helt sådan var han faktisk ikke.

”The other girls were anxiously anticipating Scarlet’s return, and her appearance brought on another chorus of swoons. Winter pulled up the zipper and Scarlet gave a half turn, letting the full skirt swish around her legs. It was the girliest thing Cinder had ever seen her do, and even Scarlet was beaming when she caught sight of herself in the full-length mirror in the corner.”

Scarlet har altid været min favorit, og da jeg kom til den sidste historie havde jeg mine forventninger for hvad der ville ske. Hvilket også gjorde at jeg ikke kunne få læst den historie hurtigt nok. Jeg fik dog ikke helt ret i mine antagelser, men til gengæld blev jeg det mere glad for hvad selve historien rent faktisk gik ud på. Jeg sad vitterligt med smilet helt oppe ved ørerne og bagefter kunne jeg ikke stoppe med at smile, og jeg havde enkelte små tårer i øjnene. Den slutning var så fin og rørende, og den skulle ikke have været anerledes. Måske lige med den undtagelse af, at det hele gerne måtte have været længere, men jeg er også godt klar over at den så slet ikke vil være i stil med resten af bøgerne, og derfor er det måske meget godt at den slutter hvor den gør.

Man kan sagtens læse The Lunar Chronicles uden at læse den her samling noveller. De er ikke nødvendige. Det de er, er en sød tilføjelse som giver et dybere indblik til de forskellige sider af historien, som man har hørt om, men som der alligevel ligger mere i. Det er den definitive afslutning på historien som der kun åbnes op for i den sidste bog. Men som sagt er den ikke nødvendig. Jeg sad dog med et kæmpe smil og kunne godt læse den sidste novelle igen. Den sidste novelle kunne jeg godt læse igen og igen, bare for at komme i så godt humør og få plastret et smil på læben.

Continue Reading

Fangirl (Rainbow Rowell, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Cath er Simon Snow-fan – kæmpe Simon Snow-fan! Hun og hendes søster Wren levede og åndede for Simon Snow-serien, da de var børn. De læste og læste og læste. De skrev Simon Snow-fanfiction. De klædte sig ud som karaktererne til filmpremiererne.

Det er Caths søster vokset fra nu. Men det er Cath ikke – hun VIL ikke vokse fra det.

De to søstre skal på college, og Wren har meddelt Cath, at hun ikke gider dele værelse med hende. Så Cath står alene – helt uden for sin comfort-zone. Hun har en sur roommate med en sød kæreste, som hele tiden er i nærheden. Hun har en lækker klassekammerat, som kun gider tale om tekster. Og hun kan ikke lade være med at bekymre sig om sin far, som aldrig før har været alene.

Så spørgsmålet er: Kan Cath klare livet på college uden sin søster ved hånden? Er hun klar til at starte et liv på egen hånd? Og har hun overhovedet lyst til at starte et nyt liv – uden Simon Snow?

(Tekst fra goodreads)

IMG_4893

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Det her er mit første rigtig møde med Rainbow Rowell, og jeg kan roligt sige at det ikke bliver mit sidste. Indtil nu har jeg kun læst en enkelt novelle af hende, som var så sød, så sød, så sød, og det er hvad der også smyger sig imellem alle siderne i Fangirl. Jeg havde ikke regnet med jeg ville blive så glad for bogen som jeg rent faktisk blev. Ud fra bogens beskrivelse af Cath, gav jeg hende ikke just de største tanker, men efter blot et par kapitler måtte jeg hurtigt revurdere mine holdninger.

Selvom Cath måske ikke er den typiske unge pige, så satte hun sig hurtigt fast ved mig, måske netop fordi hun ikke er den typiske pige. Der er meget mere ved Cath der er værd at læse videre om. Jeg kunne spejle så mange sider af mig selv i hendes personlighed; hele hendes akavede stilling overfor sociale forhold med andre mennesker, også selvom det kun er 2 eller 3 personer af gangen, hendes begejstring og passion til creative writing og derigennem fan fiction. Og et par andre mindre detaljer, det blev nærmest skræmmende hvor meget af mig selv jeg kunne se i bogen, men det gjorde også bare at jeg blev mere og mere glad for Cath og investerede mere og mere i hvad der skulle ske med hende.

Caths forhold til hendes tvillingesøster Wren var yderst interessant, på flere forskellige faconer. Der var bidder igennem bogen hvor deres forhold inden de startede på college skinnede tydeligt igennem, men så var der situationerne hvor deres anstrengte forhold på college skyggede for hvordan de havde haft det. Under alle omstændigheder var det altid klart at de har et yderst specielt forhold, og det var jeg lidt misundelig på. Bare det at have et eller andet søsterforhold tror jeg betyder en hel del for enhver pige. At det så er en tvillingesøster, og med den familie Cath og Wren har, kommer ens søster bare til at betyde så meget mere, og det var så rørende i de kapitler hvor det lyste igennem.

”Men Cath havde ingen hemmeligheder, og hun ville ikke holde noget hemmeligt for Wren. Ikke når det føltes så godt, så let, at vide, at når hun var sammen med Wren, behøvede hun ikke bekymre sig om at filtrere.”

Fan fiction spiller også en stor rolle i den her bog, og mellem hvert kapitel får man en bid af enten noget af Caths fan fiction eller bidder af det der har fået Cath til at skrive fan fiction. Det er et magisk univers, ikke langt fra det vi kender fra Harry Potter. I starten var jeg lidt skeptisk over for det forestillede univers, nok fordi det var så tæt på Harry Potter, men jo mere Cath talte for hendes videre-digtede udgaver af sine karaktere, jo mere blev jeg også overbevist om glæden ved dem. Sproget i bogen er også bare rigtig godt flydende, og jeg bed mig ikke fast i oversættelsen på noget tidspunkt, og det er altså en stor kompliment for mit vedkommende. Der var enkelte ordbrug hvor jeg rynkede lidt på næsen, men ikke store ting der fik mig til at vende bogen på hovedet. I det hele taget var flowet i bogen bare rigtig god, men det vil jeg også tilskrive Rowell størstedelen for, det er trods alt hende der har skabt Cath og presset hende til de situationer hun ender i.

IMG_4896

De få gange hvor Cath bliver overtalt til at læse højt af sine fan fictions syntes jeg fungerede overraskende godt. I starten var det lidt mystisk, men som bogen skred frem og man også fik mere og mere information og Simon og hans univers, passede det bare fint at Cath skulle fortælle hans historie, for at være komfortabel med sin egen. Og ikke mindst at komme til at føle sig tilpas i Levi selskab.

”Han ringende for at fortælle hende, at han var kommet tilbage. Tanken, om at de var i samme by igen, fik savnet efter ham til at flamme op inde i hende. I hendes mave. Hvorfor ævlede folk altid om hjertet? Næsten alt med Levi foregik i Caths mave.”

Uden at have læst mere end den her af Rowell, så tror jeg allerede jeg ved at hun formår at skrive ungdommelig kærlighed til perfektion. Hvis Fanirl er nogen indikation, kan jeg sige med sikkerhed at jeg skal læse mere. På en eller anden mystisk vis fanger hun bare alle de der tungnemme situationer hvor begge parter føler sig utilpas, men det er alligevel ualmindelig sødt og romantisk på nørdet vis. Jeg troede først at Cath ville finde sammen med hendes skrivepartner, men det blev hurtigt klart at han var lidt af en nar og bare udnyttede hende. Heldigvis kom Levi svingende ind og tog pladsen som storsmilende charmør, og sommerfuglene i Caths mave fandt også lidt frem til min mave. For hvem kan ikke huske fornemmelsen af de første dage med den første forelskelse. Der sidder de fleste følelser og andre ting nemlig i maven, der vil jeg altså give Cath (/Rowell) ret.

Udover at Fangirl fangede mig med sin ungdommelighed og livet på college og alt hvad der dertil hører, så blev min egen interesse for fan fiction pludselig vækket til live igen. Det har aldrig været noget jeg har haft den største interesse for, men efter den her bog har jeg fundet lysten igen til at dykke lidt mere ned i det univers og se hvad det kan byde på. Derfor ved jeg heller ikke helt om jeg kan vente på oversættelsen af Carry On, eller om jeg bliver nødt til at investere i den engelske udgave, for hvis den bare er i nærheden af at være lige så god som Fangirl, så må det være den perfekte sommerferielæsning.

Continue Reading

Ten Thousand Skies Above You (Claudia Gray, 2015)

Ever since she used the Firebird, her parents’ invention, to cross into alternate dimensions, Marguerite has caught the attention of enemies who will do anything to force her into helping them dominate the multiverse—even hurting the people she loves. She resists until her boyfriend, Paul, is attacked and his consciousness scattered across multiple dimensions.

Marguerite has no choice but to search for each splinter of Paul’s soul. The hunt sends her racing through a war-torn San Francisco, the criminal underworld of New York City, and a glittering Paris where another Marguerite hides a shocking secret. Each world brings Marguerite one step closer to rescuing Paul. But with each trial she faces, she begins to question the destiny she thought they shared.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4711

Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg elsker den her serie! Jeg ved godt at den kun er på 2 bøger indtil videre, men hold nu op for nogle bøger. Det er ikke tidsrejser, men det er næsten lige så godt, eller bedre på nogle punkter. Anden bog i serien Firebird med Marguerite begynder fluks med action, og historien er i gang med det samme. Det fungerer ganske godt på den måde, med at de første par kapitler er en blanding af begyndelsen på den her historie, men samtidig er der flashback til hvad der er sket siden første bog. Det gør at man befinder sig midt i handlingen fra første side, og jeg blev rigtig hurtigt grebet af historien. Selvom jeg måske ikke kunne huske hver eneste bitte detalje fra første bog, så fik jeg samtidig genopfrisket de små ting igennem flashback kapitlerne. Det lyder måske en smule forvirrende, men da jeg læste det hang det bare rigtig godt sammen i overgangene.

Marguerite som hovedperson fungerer bare så godt, hun er en medrivende førstepersonsfortæller og man bliver virkelig hvirvlet ind i hendes følelser.  Det påvirker også historien voldsomt at det er en førstepersonsfortæller. Dem oplever jeg ikke så mange af, men dem jeg har læst, mindes jeg som nogle af de mest spændende bøger. Det er jo fordi jeg sætter mig selv i hendes sted. I den her bog giver det bare Marguerite et ekstra lag af karakterudvikling, fordi hun også selv oplever at træede ind i sine dusinvis af andre personligheder fra dimension til dimension. Måden hvorpå der skiftes fra minde til minde hænger overraskende godt sammen, selvom det måske kan lyde lidt indviklet. For mig at se var det fordi minderne blev koblet sammen med karaktererne, det gjorde det en smule nemmere at skelne mellem de forskellige episoder. Og på en eller anden måde virker det, og hele familiedynamikken der er i Caine familien portrætteres rigtig godt.

”My Paul was only a sliver of consciousness within Lieutenant Markov that night in Russiaverse, because he was separated from his Firebird and unable to receive any reminders. But he was there throughout that entire night – so he remembers having sex as vividly as I do. I said,” Does it still count as our first time? Since it’s just our first time in this dimension?””

I første bog var hele dimensionsrejserne nyt og spændende, og det er det absolut stadig. I første bog var vi i en Ruslandsdimension, en underverdensdimension og en Londondimension og i bog nummer 2 kommer vi til mindst 3 nye dimensioner. Og hver nye dimension er bare en lille smule bedre, eller i dårligere tilstand, men ikke desto mindre mere og mere spændende end den forrige. Jeg kan ikke lade være med at være vildt imponeret over den fantasi og de påfund Gray har udtænkt sig med alle de dimensioner vi oplever. Det er så fantastisk hvordan hver enkelt dimension adskiller sig fa de andre, men alligevel kan være så ens på visse punkter. Jeg syntes det er så interessant at læse, ikke mindst fordi hver dimension er vanvittig spændende i sig selv med hvordan den afskiller sig fra vores virkelige verden. Vi vender også tilbage til en verden vi stødte på i første bog, en af dem jeg var virkelig glad for. Det var helt rart at følge med Marguerite tilbage til en verden hun havde besøgt før, for det bandt det hele rigtig godt sammen, også selvom der er sket en hel del ændringer i denne verden, som overrasker og forbløffer.

IMG_4713

For hver verden lærer både Marguerite og læseren bid for bid mere om hvordan universet skal forestille at hænge sammen, og hvordan skæbnen (hvis den findes) kan finde på at drille dem alle sammen. Det er som bittesmå plottwist, der bliver strøget igennem hele bogen, og jeg bliver ved med at blive forbavset for hvert af dem. Fordi der hoppes fra dimension til dimension er det tæt på umuligt at forudsige hvad der kan ske, og det er simpelthen så spændende for hver eneste side! Man bliver helt glad for en dimension og hvad der sker i denne, for pludselig at være tvunget til at give slip på den og de versioner af de andre karakterer der følger med, til at skulle vænne sig til en ny dimension. Og man ved godt at der kommer flere overraskelser, men man skal også lige give sig tid til at fordøje dem man allerede har fået smidt i hovedet som en kold spand vand. Der er bogstaveligt overraskelser omkring hvert hjørne, fordi dimensionernes udgaver af karaktererne er så forskellige.

”Theo’s been by my side this entire trip. More than that: I’ve realized how much more we can be to each other. Paul is the only one O live, but I’ve connected with Theo on an entirely new level. The friend I cared so much for before the Triadverse and the Home Office started screwing with our lives – I have that Theo back. And I’m so glad.”

Det følelsesmæssige aspekt i bogen går også langt videre end det der bliver opbygget i den første bog. Den første bog slutter med at Marguerite og Paul finder sammen som par, men eftersom hun i denne bog er på jagt for at finde resterne af ham, er det igen Theo som er ved hendes side. Forskellen er bare at det er den rigtige Theo denne gang, og ikke den ’falske’ fra forrige bog, der prøvede at sabotere tingene for hende hele tiden. Når man så tilføjer at Theo også er forelsket i Marguerite, og hun har uklare følelser for ham, er det så meget sjovere at læse om deres oplevelser i de forskellige dimensioner, hvor det viser sig at deres følelser har overvundet dem hun har for Paul. Sammen med Marguerite går man igennem lidt af en følelsesladet rutsjebanetur, og selv i slutningen af bogen lader det ikke til at der er fundet nogen konkret løsning, og der er anspændte forhold at forholde sig til og akavede scener, som ikke kun er med til at skabe humor for læseren, men som også sætter en del tanker i gang.

Den store afsløring der er i bog to her var uden tvivl helt og aldeles mind blowing! Vi vidste godt at et eller andet ville komme på tværs af historien og sætte den i et andet lys, men jeg blev så overrasket og kunne ikke helt forstå det, selv kapitler senere. Det ko virkelig ud af det blå, jeg havde på intet tidspunkt set det komme, selv med de ting vi finder ud af i hver dimension. Claudia Gray har virkelig formået at stable en fantastisk historie, og jeg begynder at overveje meget kraftigt at få fat på flere af hendes bøger. For med den slutning der er i denne bog bliver jeg nødt til at finde andet at læse imens jeg venter som på nåle på afslutningen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så grusom en cliffhanger, der næsten fik mig til at skrige højlydt af arrigskab over at bogen ikke var længere. Jeg håber bare hun har fart på at skrive den næste bog i serien!

5 star

Continue Reading