Wink, Poppy, Midnight (April Genevieve Tucholke, 2016)

Every story needs a hero. Every story needs a villain. Every story needs a secret.

Wink is the odd, mysterious neighbor girl, wild red hair and freckles. Poppy is the blond bully and the beautiful, manipulative high school queen bee. Midnight is the sweet, uncertain boy caught between them. Wink. Poppy. Midnight. Two girls. One boy. Three voices that burst onto the page in short, sharp, bewitching chapters, and spiral swiftly and inexorably toward something terrible or tricky or tremendous.

What really happened? Someone knows. Someone is lying.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må blankt indrømme at dette var en af de bøger jeg bestilte hjem udelukkende baseret på dens smukke omslag. Jeg kunne absolut ikke stå for det, og da jeg læste nærmere omkring hvad bogen rent faktisk handler om, og det viste sig at være en bog med 3 forskellige fortællere, og man selv skulle bedømme hvem der var troværdig eller ej, blev min nysgerrighed vækket til live. Jeg har altid syntes at konceptet med troværdige/utroværdige fortællere har været ganske interessant, hvis det altså er udført med stil og man først indser problemet med fortælleren til sidst. Det giver et eller andet ekstra til en historie, når en fortæller viser sig at være lidt mere suspekt end hvad godt er.

Historien her handler om Midnight, der så længe han kan huske har været vanvittigt forelsket i naboens datter, Poppy, som er den enormt populære pige, der ved at hun er det, og udnytter det til fulde. Men Midnight beslutter at han skal komme videre i sit liv, og ikke mere være forelsket i Poppy, og da er det passende nok at han møder Wink, den bestemte modsætning til Poppy. Herfra udvikler historien sig fra hvert synspunkt, og man bliver hele tiden i tvivl om hvem der skal forestille at være ’den gode’ i dramaet der udspiller sig.

”She was quiet as I walked her back home, but then, she’d been pretty quiet the whole night. And I didn’t know her well enough to know if that’s how she usually was anyway. She didn’t talk in school, but neither did I, and it didn’t prove a thing.”

Midnight var for mig ganske interessant, for han virker til at starte med som en ganske solid karakter, der beslutter at ville lægge sit liv om, og han træffer nogle konsekvente beslutninger hertil. Desværre sker der bare det, som historien skrider frem, at det bliver mere og mere tydeligt at Midnight blot skulle have en anden person han kunne følge og forgude. Det viser sig at Midnight ikke er nær så karakterstærk som han måske gerne vil være, hvilket han på sin vis også er klar over. Det lille punkt vendte min mening om ham en lille smule. For det er en ting at være karaktersvag, men hvis man er klar over det, så bliver det en anden sag.

Det hele blev noget mere kompliceret med Poppy og Wink. De kapitler var nok de mest interessante syntes jeg. For her fik man indblikket i den populære piges tanker, og den mere atypiske piges tanker. Og de var ikke altid hvad man regnede med de var.

”I watched them all and they didn’t see me, not one damn speck of me. I liked being invisible, I was learning things, there were so many things I’d missed before, back when I always needed to be the center of attention.”

Historien om de tre personer her kom med nogle sving igennem forløbet, og det var alle sammen nogle jeg ikke helt havde forventet. Slutningen var bestemt heller ikke hvad jeg havde forventet, og det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at blive overrasket af slutninger på den måde, og det formåede denne bog at gøre. Den var ganske kort i sin handling, og meget ligefrem på nogle punkter. Det var nok en af de ting, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere udvikling af enkelte små detaljer. Det var som om der var et par små historier i den overordnede historie, som ikke helt fik samme liv som de 3 hovedpersoner fik. Hvilket jeg syntes er synd, for jeg tror sagtens bogen kunne fungere hvis man gav plads til de små detaljer i forbindelse med deres historier.

Hvis man er til multifortællere der krydser hinanden hele tiden, og en uforudset slutning, og et uopklaret spørgsmål om hvem der er helt/heltinde, så vil jeg mene man skal give Wink, Poppy, Mignight et godt forsøg. Jeg blev i hvert fald fanget af de store forskelle som hver især udviste. Derudover skal det siges at den jo er ganske kort, og er forholdsvis hurtigt læst, for stilen er ikke voldsomt tung. Det er en typisk YA roman på det punkt, men så giver den alligevel stof til eftertanke.

Continue Reading

Dumplin’ (Julie Murphy, 2015)

Self-proclaimed fat girl Willowdean Dickson (dubbed “Dumplin’” by her former beauty queen mom) has always been at home in her own skin. Her thoughts on having the ultimate bikini body? Put a bikini on your body. With her all-American beauty best friend, Ellen, by her side, things have always worked…until Will takes a job at Harpy’s, the local fast-food joint. There she meets Private School Bo, a hot former jock. Will isn’t surprised to find herself attracted to Bo. But she is surprised when he seems to like her back.

Instead of finding new heights of self-assurance in her relationship with Bo, Will starts to doubt herself. So she sets out to take back her confidence by doing the most horrifying thing she can imagine: entering the Miss Clover City beauty pageant—along with several other unlikely candidates—to show the world that she deserves to be up there as much as any twiggy girl does. Along the way, she’ll shock the hell out of Clover City—and maybe herself most of all.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f44

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg blev faktisk positivt overrasket over Dumplin’ og det har nok at gøre med jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente. Den har fået rigtig meget god omtale, for at være en vigtig ungdomsbog fordi den omhandler det sarte emne omkring vægt og selvværd, hvorfor jeg også syntes den lød interessant. Det er historien om Willow Dean der umiddelbart lader til at have selvtilliden i orden, på trods af at hun – ifølge sig selv – vejer noget mere end de andre piger på skolen. Og måske netop på trods af dette, vælger at stille op i den lokale skønhedskonkurrence.

Præmissen bag historien på denne facon lyder som sådan rigtig god, og den gør op med en masse stereotyper, og det hele starter ganske godt i den forstand. Desværre holder Willow Dean den bare ikke kørende hele vejen fra start til slut. For som sagt så er det umiddelbart kun udadtil at hun har selvtilliden i orden, i hvert fald sådan som det skal forestille sig. I sidste ende så er hun lige så usikker som alle os andre. Det gjorde mig ikke rigtig noget på nogle punkter, for det gjorde hende også mere virkelig og troværdig. Jeg tror en overvægtig teenager med stor selvtillid hører til de sjældne, hvorfor Willow Dean også ville virke lidt søgt. Desværre ødelagde det bare lidt af historien, for stort set hele affæren med den overvægtige pige i skønhedskonkurrencen blev båret meget af den selvtillid der skulle følge med der.

På en del småpunkter irriterede Willow Dean mig, mens hun på andre vandt mig tilbage. Det lyder forkert, for på mange punkter reagerede hun bare som jeg tror enhver anden teenager, der er lidt usikker på sig selv, vil gøre. Desværre går det bare lidt imod den facade hun får sat op omkring sig selv, eller retter den facade som Murphy får skabt omkring Willow Dean. Og det er synd, for hvis Willow Dean bare havde taget imod den kærlighed og det venskab som hun tydeligvis er værd, uden at brokke sig over det, og lade være med at tro hun ikke er god nok, og i stedet stå ved den selvtillid der bliver vist i de første kapitler, så havde bogen været lige den tand bedre.

På nogle punkter er det derfor en solid ungdomsroman, med et godt budskab, men jeg vil også sige at man ikke skal følge Willow Deans overbevisning hele vejen igennem. På den anden side, så gennemgår Willow Dean også en udvikling, som enhver ungdomsroman også skal, og det viser at hun ikke er perfekt, selvom hun gerne vil lade som om – i starten i hvert fald. Lige på det punkt viser bogen at vi skal lære at acceptere os selv, inden vi kan lære at tage imod kærlighed og venskab fra andre – hvilket i sig selv er et smukt budskab.

Continue Reading

Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

Continue Reading

The Rest of Us Just Live Here (Patrick Ness, 2015)

What if you aren t the Chosen One? The one who’s supposed to fight the zombies, or the soul-eating ghosts, or whatever the heck this new thing is, with the blue lights and the death? What if you’re like Mikey? Who just wants to graduate and go to prom and maybe finally work up the courage to ask Henna out before someone goes and blows up the high school. Again.

Because sometimes there are problems bigger than this week s end of the world, and sometimes you just have to find the extraordinary in your ordinary life. Even if your best friend is worshipped by mountain lions.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f08

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Ideen bag den her bog er faktisk ret så interessant, og på sin vis får man to separate historier i en bog, hvilket jo er en bonus på enhver måde. Og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af ikke at have fået hele historien med. For selvom der i princippet var to historier, så fik jeg på nogle punkter kun halvdelen af begge historier, dog selvfølgelig mere af Mikey og den historier han er en del af.

Jeg kunne faktisk godt lide bogen, en hel del endda, og dog er det svært for mig at skrive en anmeldelse. Og det hænger sammen med det faktum at bogen er lidt sær i sig selv. Det er sidehistorien til den spektakulære historie man normalt ville læse. I starten af hvert kapitel får man lige et kort resume af hvad der ellers sker for ’helte-børnene’ i det kapitel, alt imens man så kan læse videre om det helt almindelige og trivielle liv som Mikey lever sammen med sine venner. Og fordi det jo er en ungdomsbog, som selvfølgelig har ’red-verden’-aspektet over sig, så har den også identitetsspørgsmålet og kærlighed som emner. Identitetsspørgsmålet er nok især vigtig i den her bog, for ikke nok med at Mikey er lidt i tvivl om sin egen seksualitet, så sætter han også spørgsmålstegn ved sine venner og sine egne evner.

”Then I wonder what Henna meant when she said my name as the last thing before unconsciousness. Then I wonder what she meant by saying she didn’t think I loved her.”

Forholdet mellem de forskellige personer i bogen fungerede rigtig godt, og der var også plads til overraskelser fra tid til anden, hvilket jeg var glad for. Mikey var også en interessant person at følge som hovedkarakter, ikke mindst på grund af hans fejl og mangler. For han er absolut ikke den typiske helt, som man er vant til, og det var et friskt pust. Hans omgangskreds af venner var også rigtig god, jeg kunne især godt lide hans søster, og hele hendes væremåde. Jeg syntes især det var sjovt, hvordan hun scorede lægen der tilså Mikey.

Selvom man ikke læser om heltene som sådan, så kommer der lidt heltemod over dem, i det de lever på sidelinjen af alt det mærkelige der sker omkring dem. Mikey er ikke selv en helt, men når man er bedste venner med en halvgud, så kan man ikke rigtig slippe helt for den slags ting. Det spøjse var at se hvordan venskabet mellem Mikey hans lille kreds af venner udviklede sig, for som alle andre normale venskaber, så opstod der også skænderier og akavede samtaler.

fullsizeoutput_f09

”But this time I actually stop myself. I rub it in and leave it. I wait to see how that feels. But no, I’m not trapped. I can see the trap. I can see it waiting for me to step into, if I want, see the spiral just there, ahead of me, waiting. But I can also wash my hands and dry them and leave the little bathroom at the cabin. The medication must be working, because that’s what I do, after taking one last long look at my scar.”

Der var også humor til stede i bogen, for selvom der sker alt muligt mærkeligt og uhyggeligt på sidelinjen, så syntes jeg personligt at det var sjovt at lige Mikeys by blev invaderet med jævne mellemrum, hvad enten det var af vampyrer eller mega vrede guder, eller hvad de kalder sig selv. Endnu sjovere var det, at som man blev voksen, lod man til at glemme alle de forfærdelige ting, og nærmest leve i uvidenhed om hvad der sker omkring en. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor sørgeligt det er, at man som voksen i den forstand vælger at distancere sig så voldsomt, fordi noget ikke lige passer til ens virkelighed.

Som voksen vælger man dermed at gå glip af halvdelen af ’det sjove’, og dermed kan man sige at man igennem bogen her fravælger den historie som vi kun får små resumebidder af. Jeg sad faktisk tilbage med en uafsluttet følelse da jeg havde vendt den sidste side. For selvom jeg var glad for at have læst om Mikey, og hans meget virkelige problemer med at finde sig selv i den verden han befinder sig i, så var jeg faktisk også meget interesseret i den ’egentlige’ historie, som vi kun fik små bidder af. Under alle omstændigheder er The Rest of Us Just Live Here en meget speciel, og lidt særlig, fortælling, som jeg ikke syntes man skal snyde sig selv for, hvis man har læst rigtig mange ’heltefortællinger’.

Bogen udkommer på dansk her den 10 november fra Gyldendal, som også var så søde at sende mig et tidligt læsereksemplar.

Continue Reading

Babyen (Lisa Drakeford, 2015)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Midt i sin 17-års fødselsdagsfest åbner Olivia badeværelsesdøren og mødes af det sidste, hun forventer at se: Sin bedste veninde, Nicola, som er i fødsel midt på gulvet. Nicola selv er mildest talt overrasket. Hun er ikke klar til at blive mor, og hun har brug for Olivias hjælp. Men Olivia har sine egne problemer. Eksempelvis Jonty, hendes tyran af en kæreste, og hendes autistiske lillesøster, Alice, som hun tit står med ansvaret for. Og så er der Ben, Olivias bedste ven, som har sine egne hemmeligheder at kæmpe med …

(Tekst fra goodreads)

img_5411

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg fald tilfældigvis over den her ungdomsbog og syntes den lød interessant. Jeg må dog indrømme at mine forventninger ikke blev indfriet helt og aldeles. Ideen med bogen syntes jeg var rigtig god, hele aspektet med unge mødre forbliver jo et ømt diskussionsområde nu til dags, og at skrive ungdomsbøger om netop det emne, virker jo umiddelbart som en god ide. Desværre, var udførelsen bare ikke helt som jeg havde regnet med.

Historien fokuserer primært på en lille håndfuld venner, og hvert (lidt lange) kapitel bliver fortalt fra en forskellig synsvinkel af de fem personer involveret i historien. Det princip fungerede ganske godt de første to kapitler, men derefter faldt det lidt til jorden for mit vedkommende. Da kapitlet fra søsterens synspunkt kom manglede jeg substans. Jeg kunne ikke se hvad hun havde at skulle fortælle til historien. Hendes kapitel handlede mest af alt bare om at hun skulle komme ud af sin skal og få sig en rigtig ven. Det var efter min mening et unødvendigt kapitel for bogens centrale historie, som jeg sad og savnede i lige præcis det kapitel.

”Hun kan ikke sige noget med hovedet trukket bagover på den måde. Han skubber til hende, så hendes hoved knalder ind i døren til garderobeskabet. Der lyder et højt smæld i hendes hoved. Hun kan mærke døren vibrere bag sig. Men hun ved, at hun skal berolige Jonty. Hendes stemmer dirrer en smule.”

Venindeforholdet mellem Olivia og Nicola er nok det mest interessante i bogen, for de to har udvekslet alverdens hemmeligheder, og så alligevel ikke. I starten havde jeg mest af alt ondt af Oliva, men som bogen skred frem begyndte hun at fremstå lidt som en dum veninde, og en smule overfladisk. Heldigvis ændrede hun sig løbende, og hun sneg sig tilbage til min gode side. Til gengæld, gennemgik Nicola den største forandring og jeg blev nærmest en smule forundret over hvor godt hun tacklede tingene, først næsten helt alene og senere med en smule hjælp.

”Hun vil ikke holde op med at græde. Hun vil ikke holde op med at fucking græde. Ikke engang da hans mormor stikker sutteflasken ind i hendes røde, vrede mund. Hendes lille ansigt er fordrejet som en dæmons i en gyserfilm. Forfærdelig at se på. Forfærdelig at høre på.”

De sidste par kapitler er fortalt fra to fyres synspunkt, og selvom de var mere centrale til historien end søsteren, så manglede jeg stadig den dybde der var i historiens første to kapitler fra henholdsvis Oliva og Nicola, da de fortalte det fra deres synsvinkel. Alligevel formåede historien at overraske mig til sidst, og den lettere åbne slutning var et fint twist på hele affæren.

Den her bog skal man læse fordi den netop berører et ømtåleligt emne, som ikke desto mindre er vigtigt at tale om. For vi kan ikke komme udenom at den slags sker, og jo mere der bliver talt om det, og jo mere vi addresseer emnet jo mindre tabu håber jeg det bliver. Og så er det ikke mindst vigtigt at veninder holder sammen uanset hvad, for lige netop i sådanne situationer har vi alle brug for bare en god veninde.

Continue Reading

Emmy & Oliver (Robin Benway, 2015)

Emmy’s best friend, Oliver, reappears after being kidnapped by his father ten years ago. Emmy hopes to pick up their relationship right where it left off. Are they destined to be together? Or has fate irreparably driven them apart?

Emmy just wants to be in charge of her own life. She wants to stay out late, surf her favorite beach—go anywhere without her parents’ relentless worrying. But Emmy’s parents can’t seem to let her grow up—not since the day Oliver disappeared.

Oliver needs a moment to figure out his heart. He’d thought, all these years, that his dad was the good guy. He never knew that it was his father who kidnapped him and kept him on the run. Discovering it, and finding himself returned to his old hometown, all at once, has his heart racing and his thoughts swirling.

Emmy and Oliver were going to be best friends forever, or maybe even more, before their futures were ripped apart. In Emmy’s soul, despite the space and time between them, their connection has never been severed. But is their story still written in the stars? Or are their hearts like the pieces of two different puzzles—impossible to fit together?

(Tekst fra goodreads)

img_5422

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Emmy & Oliver er endnu en super sød, og rigtig fluffy – ja, jeg bruger ordet fluffy om bøger – ungdomsroman, der bare gerne vil være lige netop det. Den handler både om at finde sig selv, men også om at indse hvordan verden til tider kan hænge sammen, og bare fordi man elsker nogen, bliver man også nødt til at give slip og lade dem være, fordi ens kærlighed måske kan være for meget. Men fremfor alt så er det også en bog om at finde hinanden igen, efter at have været skilt ad of tro man aldrig ville finde hinanden igen.

Bogen følger Emmy, som er enebarn, og som konsekvens efter hendes bedste barndomsven blev bortført, har fået det mest overbeskyttende forældre man kan forestille sig. Alligevel ser det ud til at Emmy lever et nogenlunde normalt lidt; hun går i skole og er sammen med sine venner, hvor de laver normale teenager-ting, hun tænker på hvor hun skal gå på college, hun tjener sine lommepenge ved at babysitte for naboen. Men hun tænker også stadigvæk meget på Oliver, for lige inden han blev taget af sin far, havde han skrevet at han godt kunne lide Emmy. Og måske som mere end en ven, og den tanke har siddet fast i Emmys minder i al denne tid. Da det pludselig går op for Emmy at Oliver er fundet, og vil vende hjem, begynder det straks at sætte en masse tanker i gang.

Emmy som fortæller af den her historie fungerer rigtig godt. På en eller anden mærkelig vis er hun i stand til at sætte sig i flere forskellige sko, og se sagen fra flere vinkler, ud over sin egen, som i forvejen er kompliceret af hendes følelser. Det hele kommer til udtryk i de samtaler og til tider mærkværdige situationer som Emmy kommer til at befinde sig i, og jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af hende til tider. For som vi alle godt ved, så kan børn virkelig være onde, og ikke mindst teenagere. Man skulle tro at det at være blevet ’kidnappet’ af sin far, ville give lidt frirum fra mobbere og drillerierne, men tværtimod er det bare som om det inviterer til mere af den slags, og som tidligere ven til Oliver, bliver Emmy også trukket ind i det.

I det hele taget kommer Emmy til at fungere som mellemmand hele tiden. Jeg syntes det var lidt synd for hende, men så igen, det fungerede, og fordi hun netop kunne se det hele fra alles vinkler, gav det også god mening. Alle scenerne med Oliver var simpelthen de bedste, det kan jeg lige så godt indrømme. Det var de typiske, akavede scener hvor man skulle tro de mødtes for første gang, og ikke genmødtes efter 10 års adskillelse. På mange punkter begyndte de hvor de slap, hvilket mærkedes i kemien mellem dem, og deres samtaler, mens på andre punkter skulle de begynde helt forfra, hvilket afspejlede sig i de ting deres samtaler drejede sig om.

En af de finere ting ved den her historie, som jeg syntes den kom elegant om, var hele det faktum at det ikke kun er personen der bliver ’kidnappet’ som skal tilpasse sig til en ny/gammel hverdag. Det kan godt være det er denne person det er hårdest for, men alle andre involverede har det næsten ligeså hårdt, og det var noget jeg syntes den her historie skildrede rigtig fint. Og det var flere personer dette blev illustreret igennem, så man ikke kun så det fra familiens, men også venner og skolekammerater. Det var også fint hvordan bogen skildrede at forældre kan træffe nogle virkelige dårlige valg, som Olivers far i det her tilfælde har gjort. Hvad jeg syntes var godt ved slutningen, var at Olivers far stod ved sine fejl, og ikke forsøgte at fralægge sig sit ansvar. Alt i alt er det en rigtig sød ungdomsbog, som alligevel behandler er ret alvorligt emne.

Continue Reading

A Study in Charlotte (Brittany Cavallaro, 2016)

The last thing Jamie Watson wants is a rugby scholarship to Sherringford, a Connecticut prep school just an hour away from his estranged father. But that’s not the only complication: Sherringford is also home to Charlotte Holmes, the famous detective’s great-great-great-granddaughter, who has inherited not only Sherlock’s genius but also his volatile temperament. From everything Jamie has heard about Charlotte, it seems safer to admire her from afar.

From the moment they meet, there’s a tense energy between them, and they seem more destined to be rivals than anything else. But when a Sherringford student dies under suspicious circumstances, ripped straight from the most terrifying of the Sherlock Holmes stories, Jamie can no longer afford to keep his distance. Jamie and Charlotte are being framed for murder, and only Charlotte can clear their names. But danger is mounting and nowhere is safe—and the only people they can trust are each other.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5372

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi kender vist alle sammen til historien om Sherlock Holmes, hvad enten vi har læst bøgerne eller set den ene eller den anden form for filmudgave af de ikoniske historier om den ikoniske detektiv. Da jeg tilfældigvis faldt over A Study in Charlotte, som samtidig også blev beskrevet som perfek til fans af Veronica Mars, kunne jeg jo ikke sige nej. Den blev jeg nødt til at stifte bekendtskab med, og det fortryder jeg ikke på noget tidspunkt. Den kendte historie om Holmes og Watson er sat i det 21. Århundrede og rollerne er en smule anerledes fordelt, ikke mindst det faktum at Holmes er en teenagepige.

Som titlen lidt indikerer, så læner historien sig en hel del op af de originale Sherlock Holmes historier, og de kendte figurer bindes ind i historien ved at vores 2 hovedpersoner nedstammer fra de rigtige Holmes og Watson; det er altså grand-børnebørn, som, hvis de valgte at lytte til deres familier, skulle holde sig fra hinanden. Men ingen historie uden lidt oprør, og Watson opsøger Holmes for at få stillet sin nysgerrighed om alle rygterne om hende. Der ville ikke været noget mysterium eller historie hvis ikke de begyndte at tilbringe tid med hinanden, og der opstår hurtigt en helt bestemt dynamik mellem de to.

”They way we were with each other wouldn’t have made sense to anyone else if I’d tried to explain it. I had a habit of volleying any riddiculous statement she’d make back over the net with stop spin, and we’d ramp ourselves up into fierce arguments that way about beetles and Christmas plays and the color of Dr. Watson’s eyes.”

Jamie Watson virker til at begynde med en smule nørdet, med brug for lidt for meget hjælp fra sin familie, hvad enten han vil det eller ej. Men som historien skrider frem blev jeg mere og mere hooked på ham. Det er ham der fortæller historien, ligesom det er Watson der fortæller om sine eventyr med Sherlock, og det fungerer bare rigtig godt. Jamie tilføjer en del baggrundshistorie både om deres to familiers fejder igennem årerne, men også om hele verdens fascination omkring deres forfædre, og selvom man godt ved at begge karaktere er fiktive, så bliver de pludselig meget virkelige på den her facon.

IMG_5370

Charlotte Holmes er en helt igennem besværlig karakter at gennemskue, og det gør hende bare mere interessant. På mange punkter ligner hun den ’gamle’ Holmes, men på mange måder er hun helt sin egen. Hun overraskede mig også et par gange, og det syntes jeg er fantastisk, at der rent faktisk kan være overraskelser i en karakter, som man tror man kender rigtig godt. Dynamikken mellem hende og Jamie er også helt sin egen. Og alligevel minder den på nogle punkter om de gamle versioner, og så alligevel ikke. For det første er der det faktum at Jamie er rimelig meget forelsket i Charlotte, og et eller andet sted tror jeg godt hun er klar over det, og måske udnytter hun det endda også engang imellem. Den spænding og akavede boble der hele tiden ligger under overfladen hos dem, giver en helt bestemt følelse til hele bogen, og jeg blev grebet af det!

”The world slowed to a standstill, as it does when things go so wrong, the bad news closing in like a lowering ceiling. I should have been thinking up a solution. A way out. Deciding if I should grovel for her forgiveness, or if I should tell Detective Shepard that she and I should be pulled from the case. But I didn’t. I curled up against her in the cold and listened for her breathing.”

Mysteriet i historien starter ret brutalt, og skurken viser sig også at være ret skingrende sindssyg, men som enhver anden Sherlock Holmes historie skal vores helte jo sejre til sidste, hvilket de også gør, selvom jeg på et tidspunkt var i tvivl om begge ville komme helskindet igennem. Det var først da jeg var nået til den sidste fjerdel at jeg fandt ud af at det er en planlagt trilogi, så jeg blev klar over at vores hovedpersoner selvfølgelig ikke ville dø, men det var alligevel en smule nervepirrende for en stund.

Det her er en af de bøger, hvor jeg glæder mig enormt meget til at få lov til at læse de næste bøger i serien, og jeg ærgrer mig en smule over at der kun er planlagt 3 bøger. Jeg glæder mig til at læse mere om hvordan Moriarty familien kommer til at spille en rolle, og hvordan forholdet mellem Holmes og Watson vil komme til at udvikle sig, og så håber jeg lidt at Cavallaro ombestemmer sig og vil skrive mere en 3 bøger, for det kunne der sikkert godt være til. Trilogien kan fungere rigtig godt som supplement til de originale Holmes historier, men man behøver heller ikke kende dem for at få noget ud af de nye her. Uanset om man kender de originale eller ej, så er den her ungdomsfortolkning værd at læse.

Continue Reading

Things we Know by Heart (Jessi Kirby, 2015)

When Quinn Sullivan meets the recipient of her boyfriend’s donated heart, the two form an unexpected connection.

After Quinn loses her boyfriend, Trent, in an accident their junior year, she reaches out to the recipients of his donated organs in hopes of picking up the pieces of her now-unrecognizable life. She hears back from some of them, but the person who received Trent’s heart has remained silent. The essence of a person, she has always believed, is in the heart. If she finds Trent’s, then maybe she can have peace once and for all.

Risking everything in order to finally lay her memories to rest, Quinn goes outside the system to track down nineteen-year-old Colton Thomas—a guy whose life has been forever changed by this priceless gift. But what starts as an accidental run-in quickly develops into more, sparking an undeniable attraction. She doesn’t want to give in to it—especially since he has no idea how they’re connected—but their time together has made Quinn feel alive again. No matter how hard she’s falling for Colton, each beat of his heart reminds her of all she’s lost…and all that remains at stake.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5015

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog er den perfekte bog til din sommerlæsning, hvis du lige har brug for noget sukkersødt og ekstremt fluffy. Og ja, jeg kan godt omtale bøger som fluffy, det er jo ikke fordi de er behårede i sig selv, men fordi indholdet bare er så ekstremt kærlighedssødt at det til tider kan være for meget, med mindre man lige er i humør til den slags – og til det, er den her bog lige perfekt. Det lyder måske ikke helt sådan ud fra bogens om-handlings-tekst; en pige der ikke kan komme sig helt over sin kærestes død og begynder at opsøge de personer som kærestens organer blev doneret til. Jep, det er en sikker katastrofe in the making. Og der kommer skam også en hel del dårlige følelser igennem Quinn, som vi får indblik i, men der er også rigtig mange søde ting at tage fat på.

Jeg må nok indrømme at jeg til at starte med var lidt irriteret på Quinn, for jo, det er utroligt synd for hende at hun har mistet sin kæreste, men hele ideen med at opsøge organdoner-modtagerne var til at starte med den dummeste ide hun kunne få. Jeg syntes også hun var alt for hård ved sig selv i den første halvdel af bogen, og lidt den sidste halvdel, men det var trods alt bedre. Hun giver ikke sig selv nok tiltro, og hun bliver ved med at tvinge sig selv til at have dårlig samvittighed over at hun kommer videre i sit liv, til trods for at det er hvad alle i hendes familie og omgangskreds bliver ved med at sige til hende at hun skal. Hendes måde at komme videre på kan vi så også diskutere.

Da Quinn og Colton begyndte at lære hinanden at kende, gik der ikke mere en et kapitel – som også var et af de første kapitler – før man sagtens kunne forudsige hvor det skulle bevæge sig hen, også til trods for Quinns konstante selvmedlidenhed og dårlige samvittighed. Hvis man ser bort fra det faktum at Colton har hendes ekskærestes hjerte, så er det den helt almindelige ungdommelige forelskelse, som enhver YA bog behandler. Men sådan er det jo ikke, for det der hjerte spiller bare en eller anden rolle, hvad end de to vil det eller ej. Det gjorde historien det lige mere interessant at læse om, også selvom det stadig var en smule forudsigeligt.

Der var dog også et par enkelte ting der irriterede mig, foruden Quinns hårde selvmedlidenhed fra tid til anden. Hele scenen med solsikken syntes jeg var lige i overkanten. Den blev en tand for meget for mig, og jeg blev lettere irriteret på forfatteren på at være så, ja cheasy kan jeg vist kun sige. Det var der slet ikke behov for, og slet ikke den måde Colton og ekskæresten lige pludselig blev sammenlignet som de gjorde, det var lidt for søgt i mine øjne.

I sidste ende er det alligevel en rigtig sød bog. Den har den perfekte mængde af sommerromance, så man sidder og bliver lidt blød i knæene, og måske kan tænke tilbage på sin egen første forelskelse, eller en sommerforelskelse på sidste års ferie, og hele den intense del der består i at lære hinanden at kende og opdage at begge parter så småt er ved at blive forelsket. Men der er også hjertesorg og heling af denne i bogen, for det at miste nogen er også hårdt, og at komme ovenpå igen kan være ekstremt svært. Det handler bare om at finde den rette vej til overfladen igen, så at sige. Der kan det muligvis diskuteres om vejen i denne historie er den rette, men om ikke andet så udgjorde det for en rigtig sød sommerhistorie.

Continue Reading

Simon vs. The Homo Sapiens Agenda (Becky Albertalli, 2015)

Sixteen-year-old and not-so-openly gay Simon Spier prefers to save his drama for the school musical. But when an email falls into the wrong hands, his secret is at risk of being thrust into the spotlight. Now Simon is actually being blackmailed: if he doesn’t play wingman for class clown Martin, his sexual identity will become everyone’s business. Worse, the privacy of Blue, the pen name of the boy he’s been emailing, will be compromised.

With some messy dynamics emerging in his once tight-knit group of friends, and his email correspondence with Blue growing more flirtatious every day, Simon’s junior year has suddenly gotten all kinds of complicated. Now, change-averse Simon has to find a way to step out of his comfort zone before he’s pushed out—without alienating his friends, compromising himself, or fumbling a shot at happiness with the most confusing, adorable guy he’s never met.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5002

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog har floreret en del i bloggerverden et stykke tid, og jeg var lidt i tvivl om den ville være noget for mig. Den lød fin nok i sig selv, men da den lige kom frem var der lige lovlig meget fremme i YA genren, så den bed ikke rigtig på mig. For nylig opdagede jeg den så som lydbog og tænkte at jeg ville give den en chance, og det er jeg godt nok glad for at jeg gjorde.

I det hele taget er jeg glad for at have stiftet bekendtskab med Simon Spear. Simon er en meget særlig dreng, for at sige det mildt. Han kæmper med high school og det faktum at han er bøsse, men har ikke fortalt det til nogen, selvom de nok allerede ved det alligevel. Alt imens han kæmper med alt det her, så har han et fristed i sine mails med hans ukendte ven, Blue, som også er bøsse, og som han ret hurtigt forelsker sig i.

Bogen er fortalt i første persons-fortæller, men mellem hvert kapitel kommer der også bidder af deres mails, og det syntes jeg passede rigtig godt. For det giver et helt bestemt indblik i det forhold Simon opbygger med Blue, og det er simpelthen så sødt, i de historier og hemmeligheder de deler med hinanden. Når Simon fortæller om sit liv, så fortæller han hudløst ærligt, og det er bare fantastisk! Han ligger ikke skjul på noget, og han kommer med vittigheder der er virkelig sjove, og de passer bare til hans karakter. Der er en bestemt joke om, at nogle gange skal man lære at vaske sine egne sokker, som jeg stadig kan grine meget højlydt af.

Det forhold der udfolder sig mellem Simon og Blue var bare så sødt. Jeg kunne virkelig forstille mig hvordan Simon ville sidde og vente nervøst ved computeren for at få den næste email fra Blue, og hans nervøse blikke til alle på skolen, for at finde ud af hvem der gemmer sig bag Blue bag skærmen. I det hele taget var der rigtig mange ting ved den her historie, som er utrolig fængende. Den her historie skal læses fordi den er noget så sød, og fordi det er en af de få LGBT YA romaner, som belyser emnet at være teenager, der lige finder ud af hvem de er, ret godt.

Til bonusinfo kan jeg fortælle at Høst & Søn udgiver den danske oversættelse i næste måned.

Continue Reading

Worlds of Ink and Shadows (Leona Coakly, 2016)

Charlotte, Branwell, Emily, and Anne. The Brontë siblings have always been inseparable. After all, nothing can bond four siblings quite like life in an isolated parsonage out on the moors. Their vivid imaginations lend them escape from their strict upbringing, actually transporting them into their created worlds: the glittering Verdopolis and the romantic and melancholy Gondal. But at what price? As Branwell begins to slip into madness and the sisters feel their real lives slipping away, they must weigh the cost of their powerful imaginations, even as their characters—the brooding Rogue and dashing Duke of Zamorna—refuse to let them go.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4700

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist ikke løbe fra det faktum at Brontë bøgerne ikke ligger blandt mine favoritter, som de gør hos så mange andre. Ikke desto mindre syntes jeg at Worlds of Ink and Shadow lød utrolig spændende, og da den var i en tidligere Owlcrate boks blev jeg umådelig glad. Ikke alene er bogen i sig selv super flot, men selve historien læner sig også meget op af den drøm/fantasi som jeg er sikker på de fleste af os har; at blive en del af vores yndlingshistorie og selv tage del i plottet.

Brontë familien lever et middelmådigt liv, alt imens søskendeflokken stille og roligt udvikler sig til hver deres personlighed. Anne er den stille pige, der hele tiden skal agere mellemmand mellem sine andre søskende. Emily er den viltre, passionerede unge pige der længes efter eventyr. Charlotte er den ansvarlige unge dame, der langsomt begynder at indse hvad det vil sige at være voksen. Branwell er den eneste dreng i søskendeflokken og har alene af den grund sit hyr at se til. Samtidig har Charlotte og Branwell deres hemmelighed sammen, som Emily og Anne er blevet forbud at deltage i. Det skaber selvfølgelig en del følelser under overfladen på mange af deres interne forhold.

”Charlotte had once let it slip that creating a story – either by writing or by telling it – put her in the right frame of mind for crossing over. Did it work for drawing, too? Was Emily in the right frame of mind now?”

Det er tydeligt at Coakly har gjort sin del research til den her bog, for mange af detaljerne ligger meget tæt op af virkelighedens Brontë familie. Deres triste skæbne bliver flettet ind i historien på meget dramatisk vis, som også får store betydninger for den fiktive historie Charlotte og Branwell har skabt. Selv uden at vide voldsomt meget om Brontë skæbnerne, så var det ikke svært at gennemskue hvad Coakly har taget fra virkeligheden og hvad hun selv har fundet på.

IMG_4706

De fiktive karakterer som Charlotte og Branwell har skabt er også helt vildt interessante. De afspejler flere forskellige sider af deres skabere, og selvom de ikke selv kan se det, så bliver det mere og mere tydligt for læseren, samtidig med at det står klar at de fiktive karaktere har fået deres eget liv.

”The truth in his words rang clear like the peal of a bell. Charlotte felt that Rogue must have heard it, and indeed, he frowned and turned in circle where he stood, squinting at the peers and spectators. His eyes stopped at Emily, who was staring at him in her white dress like a frightened little dove.”

Bogen starter meget direkte med handlingen, og selvom det forvirrede mig lidt i starten så satte det godt skub i tingene. Jeg blev meget hurtigt grebet af historien, og det tog ikke lang tid før jeg havde svært ved at ligge den fra mig. Jeg blev ret så glad for de her versioner af Brontë søskende, og deres interne intriger og håb og drømme for hver deres fremtid. Der er tydeligt lagt meget arbejde i at skrive hver af dem så forskelligt som muligt, så de ikke vil komme til at ligne hinanden, på trods af hvor lidt vi måske rent faktisk ved om dem.

Sproget i bogen er også ganske let og mange svæver hurtigt igennem de dramatiske scener. I det hele taget er det en bog der fanger lige fra første side, og dramaet og eventyret i det hel sætter sig fast hos dig, at du ikke har lyst til at ligge bogen fra dig.

Continue Reading