Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

The Graces (Laure Eve, 2016)

Tak for anmeldereksemplar fra Carlsen.

Fenrin Grace is larger than life, almost mythical. He’s the school Pan, seducing girls without really meaning to. He’s biding his time until someone special comes along. Someone different, who will make him wonder how he got along all this time without her. Someone like me.
Fenrin’s twin, Thalia, is a willowy beauty with rippling, honey-colored hair. Wherever she goes, Thalia leaves behind a band of followers who want to emulate her. She casts spells over everyone she encounters, just like Fenrin—even if they both deny it.

Then there’s Summer. She’s the youngest Grace, and the only one who admits she’s really a witch. Summer is dark on the outside—with jet-black hair and kohl-rimmed eyes—and on the inside. It was inevitable that she’d find me, the new girl—a loner with secrets lurking under the surface.
I am River. I am not a Grace. But I’ll do anything to become one.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En mystisk bog, som nok også ender med en lidt mystisk anmeldelse. For The Graces er sådan en bog man næsten ikke kan snakke om uden at ville afsløre alt for meget af handlingen, for den er svær at snakke om uden at komme ind på handlingen. Men jeg skal forsøge ikke at spoile for meget for de af jer der ikke har læst bogen endnu.

Historien bliver fortalt fra Rivers synsvinkel, og det bliver hurtigt klart at hun er en lidt speciel pige. Men lige præcis hvad der er specielt ved hende finder man ikke rigtig ud af. Der strøgs ud med hints hele bogen igennem, men vi får aldrig noget direkte at vide, og det er faktisk først i løbet af de sidste par kapitler at alle sløjferne på dette mysterium bliver bundet sammen. Det var faktisk noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen; den var mystisk og forvirrende fra start til slut og vedholdt mystikken på den måde. Det er sjældent bøger rent faktisk formår at gøre dette, medmindre det er krimiromaner hvor vi først hører hvem skurken er til sidst. Så når det lykkedes på den her måde, og ovenikøbet i en ungdomsroman, så er jeg ret meget fan.

”Jeg var allerede begyndt lige så forsigtigt at stykke sammen, hvordan livet som en Grace måtte være. Hvis jeg kendte opskriften, den kombination af elementer, der gjorde dem til netop dem, de var, ville jeg måske kunne forstå dem. Og at forstå noget var første skridt på vej mod at blive som det.”

Jeg læste i et kort interview med forfatteren at hun gerne ville skrive om usympatiske hovedpersoner. Og det kan jeg sagtens se når det kommer til Rivers, for på mange måder var hun ikke lige den typiske hovedperson. På den anden side syntes jeg ikke hun var helt så usympatisk, i hvert fald ikke som hun kunne være. Jeg skal gerne være den første til at sige, at hendes besættelse med den her familie fra starten var en smule bizar. Der var flere gange hvor det lå på grænsen af lidt for meget, men det venskab der trods alt også blev opbygget virkede alligevel virkeligt nok. Det var nok også derfor min holdning til Rivers svingede fra kapitel til kapitel, fra at hun var okay til hun var på vej til at gå over grænsen. Men på den anden side, sådan var det også sommetider med Grace familien.

”Jeg havde mareridt, men jeg havde altid haft mareridt, og det var umuligt at afgøre, om det skyldtes dem eller mig selv. Jeg begyndte at kime familien Grace ned, kunne ikke lade være. Hvis bare de ville lade mig forklare. Men telefonen blev aldrig taget.”

Jeg syntes det var forfriskende for en gangs skyld at læse en ungdomsbog om hekse, fremfor vampyrer og de sædvanlige overnaturlige væsener de fleste ungdomsbøger efterhånden har sat monopol på. Samtidig var det ikke hekse i den forstand, som man måske ville forvente. Det var hekseri i det skjulte, og ikke åbenlyst med tryllestave og besværgelser. Tværtimod var det den ’gammeldags’ metode, som lagde baggrund for hele denne fascination med familien Grace.

I bund og grund er det her en solid ungdomsroman, som jeg personligt syntes formår at holde en ved siderne fra start til slut. Det eneste der nok trækker ned i min bedømmelse, det må være Rivers som person. Hun svinger så meget efter min mening, at jeg ikke kan give hende topkarakter. Dog skal det siges, at da jeg først fik slutningen med, gav hun pludselig meget mere mening for mig. Hendes handlinger var pludselig ikke nær så forrykte, som de kunne virke tidligere i bogen. Desuden bliver der lagt op til noget af et brag i den efterfølgende bog, og jeg håber virkelig at det er et brag der bliver indfriet. Oven på den slutning og de afsløringer vi får i de sidste kapitler, vil jeg blive slemt skuffet hvis den efterfølgende bog ikke siger Bang! på den ene eller den anden måde, så det skal blive spændende at se.

Continue Reading

På Kant med Livet (Jennifer Niven, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske da jeg færdiglæste den første af Nivens bøger, der var jeg grædefærdig og jeg låste mig næsten inde på toilettet i et kvarters tid for at få styr på mig selv. Det skete dog ikke med hendes anden bog. Jeg blev ikke nær så rørt, men dermed ikke sagt at bogen var dårlig. Den var skam stadig ganske god, og jeg blev bare rørt på andre niveauer. For bogen tackler stadig nogle livsbekræftende emner, og måske endda også spørgsmål omkring livet og ens plads deri.

Bogen skifter synsvinkel fra henholdsvis Jack og Libby, hvis liv på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden, og der opstår et usandsynligt venskab imellem de to, som (lidt) forudsigeligt selvfølgelig også udvikler sig til lidt andet. Skolelivet der bliver fortalt og skildret fandt jeg ganske realistisk, så meget endda at jeg begyndte at finde nogle af Jacks kammerater gevaldigt irriterende. De var nogle ordentlige idioter for at sige det lige ud. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den københavnske udvekslingsstudent som Libby stifter bekendtskab med. Hans rolle i historien er ikke særlig stor, men jeg syntes nu han var rigtig fin.

”Men den eneste, der skiller sig ud fra den stirrende, skræppende flok, er hverken min bror eller kvinden, som har ødelagt mine forældres ægteskab. Det er en pige, jeg ikke engang kender, den største pige i rummet.”

Af de to hovedpersoner Jack og Libby, foretrak jeg nok mest Jack. Hans problem virkede for mig mere hjerteskærende end Libbys vægtproblem. Hermed ikke sagt at jeg ikke godt kunne spejle mig lidt i Libbys problem fra tid til anden, men Jacks problem virkede bare mere sørgeligt og alvorligt. Det lyder måske en smule hårdt at sige, men det var sådan jeg havde det igennem bogen. Det bunder måske også ud i, at jeg fra tid til anden havde svært ved at forene mig med de handlinger som Libby gjorde. Jeg forstår udmærket at hun har en stor selvtillid og ikke er flov over sin størrelse, men den kæmpe store mængde selvtillid hun udviste stort set hele tiden, ja, ærlig talt så fandt jeg den en smule falsk og påtaget fra Nivens siden.

”Men jeg har det fint her. Det kan godt være, jeg taber mig. Eller også gør jeg ikke. Men hvorfor kommer min vægt andre mennesker ved? Jeg mener, medmindre jeg ligefrem sidder på dem, kan de så ikke bare være ligeglade?”

Bortset fra det så syntes jeg i det hele taget at det var en god bog. Jeg kunne godt lide at Niven tog fat på alvorlige problemer, uden at de skulle være nær så alvorlige som i hendes første bog. Det gjorde den en smule lettere, hvis det giver mening. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvad jeg syntes om slutningen. På den ene side syntes jeg den var super fin, på den anden side faldt den også lidt ind under den forudsigelige del af bogen. Alt i alt er På kant med livet en rigtig fin bog. Den tager fat i nogle seriøse emner, uden at det bliver for tungt eller tekstbog-agtigt, og den gør det igennem nogle personer man kan relatere til på den ene eller den anden måde.

Jeg vil måske endda gå så langt at sige, at man faktisk bør starte med den her bog, og først bagefter læse Som stjerner på himlen, bare fordi den her kan lade op til hendes første bog. Det er selvfølgelig taget i betragtning af emnerne og måden de bliver behandlet på, for derudover har de to bøger intet med hinanden at gøre.

Continue Reading

Wink, Poppy, Midnight (April Genevieve Tucholke, 2016)

Every story needs a hero. Every story needs a villain. Every story needs a secret.

Wink is the odd, mysterious neighbor girl, wild red hair and freckles. Poppy is the blond bully and the beautiful, manipulative high school queen bee. Midnight is the sweet, uncertain boy caught between them. Wink. Poppy. Midnight. Two girls. One boy. Three voices that burst onto the page in short, sharp, bewitching chapters, and spiral swiftly and inexorably toward something terrible or tricky or tremendous.

What really happened? Someone knows. Someone is lying.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må blankt indrømme at dette var en af de bøger jeg bestilte hjem udelukkende baseret på dens smukke omslag. Jeg kunne absolut ikke stå for det, og da jeg læste nærmere omkring hvad bogen rent faktisk handler om, og det viste sig at være en bog med 3 forskellige fortællere, og man selv skulle bedømme hvem der var troværdig eller ej, blev min nysgerrighed vækket til live. Jeg har altid syntes at konceptet med troværdige/utroværdige fortællere har været ganske interessant, hvis det altså er udført med stil og man først indser problemet med fortælleren til sidst. Det giver et eller andet ekstra til en historie, når en fortæller viser sig at være lidt mere suspekt end hvad godt er.

Historien her handler om Midnight, der så længe han kan huske har været vanvittigt forelsket i naboens datter, Poppy, som er den enormt populære pige, der ved at hun er det, og udnytter det til fulde. Men Midnight beslutter at han skal komme videre i sit liv, og ikke mere være forelsket i Poppy, og da er det passende nok at han møder Wink, den bestemte modsætning til Poppy. Herfra udvikler historien sig fra hvert synspunkt, og man bliver hele tiden i tvivl om hvem der skal forestille at være ’den gode’ i dramaet der udspiller sig.

”She was quiet as I walked her back home, but then, she’d been pretty quiet the whole night. And I didn’t know her well enough to know if that’s how she usually was anyway. She didn’t talk in school, but neither did I, and it didn’t prove a thing.”

Midnight var for mig ganske interessant, for han virker til at starte med som en ganske solid karakter, der beslutter at ville lægge sit liv om, og han træffer nogle konsekvente beslutninger hertil. Desværre sker der bare det, som historien skrider frem, at det bliver mere og mere tydeligt at Midnight blot skulle have en anden person han kunne følge og forgude. Det viser sig at Midnight ikke er nær så karakterstærk som han måske gerne vil være, hvilket han på sin vis også er klar over. Det lille punkt vendte min mening om ham en lille smule. For det er en ting at være karaktersvag, men hvis man er klar over det, så bliver det en anden sag.

Det hele blev noget mere kompliceret med Poppy og Wink. De kapitler var nok de mest interessante syntes jeg. For her fik man indblikket i den populære piges tanker, og den mere atypiske piges tanker. Og de var ikke altid hvad man regnede med de var.

”I watched them all and they didn’t see me, not one damn speck of me. I liked being invisible, I was learning things, there were so many things I’d missed before, back when I always needed to be the center of attention.”

Historien om de tre personer her kom med nogle sving igennem forløbet, og det var alle sammen nogle jeg ikke helt havde forventet. Slutningen var bestemt heller ikke hvad jeg havde forventet, og det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at blive overrasket af slutninger på den måde, og det formåede denne bog at gøre. Den var ganske kort i sin handling, og meget ligefrem på nogle punkter. Det var nok en af de ting, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere udvikling af enkelte små detaljer. Det var som om der var et par små historier i den overordnede historie, som ikke helt fik samme liv som de 3 hovedpersoner fik. Hvilket jeg syntes er synd, for jeg tror sagtens bogen kunne fungere hvis man gav plads til de små detaljer i forbindelse med deres historier.

Hvis man er til multifortællere der krydser hinanden hele tiden, og en uforudset slutning, og et uopklaret spørgsmål om hvem der er helt/heltinde, så vil jeg mene man skal give Wink, Poppy, Mignight et godt forsøg. Jeg blev i hvert fald fanget af de store forskelle som hver især udviste. Derudover skal det siges at den jo er ganske kort, og er forholdsvis hurtigt læst, for stilen er ikke voldsomt tung. Det er en typisk YA roman på det punkt, men så giver den alligevel stof til eftertanke.

Continue Reading

Dumplin’ (Julie Murphy, 2015)

Self-proclaimed fat girl Willowdean Dickson (dubbed “Dumplin’” by her former beauty queen mom) has always been at home in her own skin. Her thoughts on having the ultimate bikini body? Put a bikini on your body. With her all-American beauty best friend, Ellen, by her side, things have always worked…until Will takes a job at Harpy’s, the local fast-food joint. There she meets Private School Bo, a hot former jock. Will isn’t surprised to find herself attracted to Bo. But she is surprised when he seems to like her back.

Instead of finding new heights of self-assurance in her relationship with Bo, Will starts to doubt herself. So she sets out to take back her confidence by doing the most horrifying thing she can imagine: entering the Miss Clover City beauty pageant—along with several other unlikely candidates—to show the world that she deserves to be up there as much as any twiggy girl does. Along the way, she’ll shock the hell out of Clover City—and maybe herself most of all.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f44

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg blev faktisk positivt overrasket over Dumplin’ og det har nok at gøre med jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente. Den har fået rigtig meget god omtale, for at være en vigtig ungdomsbog fordi den omhandler det sarte emne omkring vægt og selvværd, hvorfor jeg også syntes den lød interessant. Det er historien om Willow Dean der umiddelbart lader til at have selvtilliden i orden, på trods af at hun – ifølge sig selv – vejer noget mere end de andre piger på skolen. Og måske netop på trods af dette, vælger at stille op i den lokale skønhedskonkurrence.

Præmissen bag historien på denne facon lyder som sådan rigtig god, og den gør op med en masse stereotyper, og det hele starter ganske godt i den forstand. Desværre holder Willow Dean den bare ikke kørende hele vejen fra start til slut. For som sagt så er det umiddelbart kun udadtil at hun har selvtilliden i orden, i hvert fald sådan som det skal forestille sig. I sidste ende så er hun lige så usikker som alle os andre. Det gjorde mig ikke rigtig noget på nogle punkter, for det gjorde hende også mere virkelig og troværdig. Jeg tror en overvægtig teenager med stor selvtillid hører til de sjældne, hvorfor Willow Dean også ville virke lidt søgt. Desværre ødelagde det bare lidt af historien, for stort set hele affæren med den overvægtige pige i skønhedskonkurrencen blev båret meget af den selvtillid der skulle følge med der.

På en del småpunkter irriterede Willow Dean mig, mens hun på andre vandt mig tilbage. Det lyder forkert, for på mange punkter reagerede hun bare som jeg tror enhver anden teenager, der er lidt usikker på sig selv, vil gøre. Desværre går det bare lidt imod den facade hun får sat op omkring sig selv, eller retter den facade som Murphy får skabt omkring Willow Dean. Og det er synd, for hvis Willow Dean bare havde taget imod den kærlighed og det venskab som hun tydeligvis er værd, uden at brokke sig over det, og lade være med at tro hun ikke er god nok, og i stedet stå ved den selvtillid der bliver vist i de første kapitler, så havde bogen været lige den tand bedre.

På nogle punkter er det derfor en solid ungdomsroman, med et godt budskab, men jeg vil også sige at man ikke skal følge Willow Deans overbevisning hele vejen igennem. På den anden side, så gennemgår Willow Dean også en udvikling, som enhver ungdomsroman også skal, og det viser at hun ikke er perfekt, selvom hun gerne vil lade som om – i starten i hvert fald. Lige på det punkt viser bogen at vi skal lære at acceptere os selv, inden vi kan lære at tage imod kærlighed og venskab fra andre – hvilket i sig selv er et smukt budskab.

Continue Reading

Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

Continue Reading

The Rest of Us Just Live Here (Patrick Ness, 2015)

What if you aren t the Chosen One? The one who’s supposed to fight the zombies, or the soul-eating ghosts, or whatever the heck this new thing is, with the blue lights and the death? What if you’re like Mikey? Who just wants to graduate and go to prom and maybe finally work up the courage to ask Henna out before someone goes and blows up the high school. Again.

Because sometimes there are problems bigger than this week s end of the world, and sometimes you just have to find the extraordinary in your ordinary life. Even if your best friend is worshipped by mountain lions.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f08

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Ideen bag den her bog er faktisk ret så interessant, og på sin vis får man to separate historier i en bog, hvilket jo er en bonus på enhver måde. Og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af ikke at have fået hele historien med. For selvom der i princippet var to historier, så fik jeg på nogle punkter kun halvdelen af begge historier, dog selvfølgelig mere af Mikey og den historier han er en del af.

Jeg kunne faktisk godt lide bogen, en hel del endda, og dog er det svært for mig at skrive en anmeldelse. Og det hænger sammen med det faktum at bogen er lidt sær i sig selv. Det er sidehistorien til den spektakulære historie man normalt ville læse. I starten af hvert kapitel får man lige et kort resume af hvad der ellers sker for ’helte-børnene’ i det kapitel, alt imens man så kan læse videre om det helt almindelige og trivielle liv som Mikey lever sammen med sine venner. Og fordi det jo er en ungdomsbog, som selvfølgelig har ’red-verden’-aspektet over sig, så har den også identitetsspørgsmålet og kærlighed som emner. Identitetsspørgsmålet er nok især vigtig i den her bog, for ikke nok med at Mikey er lidt i tvivl om sin egen seksualitet, så sætter han også spørgsmålstegn ved sine venner og sine egne evner.

”Then I wonder what Henna meant when she said my name as the last thing before unconsciousness. Then I wonder what she meant by saying she didn’t think I loved her.”

Forholdet mellem de forskellige personer i bogen fungerede rigtig godt, og der var også plads til overraskelser fra tid til anden, hvilket jeg var glad for. Mikey var også en interessant person at følge som hovedkarakter, ikke mindst på grund af hans fejl og mangler. For han er absolut ikke den typiske helt, som man er vant til, og det var et friskt pust. Hans omgangskreds af venner var også rigtig god, jeg kunne især godt lide hans søster, og hele hendes væremåde. Jeg syntes især det var sjovt, hvordan hun scorede lægen der tilså Mikey.

Selvom man ikke læser om heltene som sådan, så kommer der lidt heltemod over dem, i det de lever på sidelinjen af alt det mærkelige der sker omkring dem. Mikey er ikke selv en helt, men når man er bedste venner med en halvgud, så kan man ikke rigtig slippe helt for den slags ting. Det spøjse var at se hvordan venskabet mellem Mikey hans lille kreds af venner udviklede sig, for som alle andre normale venskaber, så opstod der også skænderier og akavede samtaler.

fullsizeoutput_f09

”But this time I actually stop myself. I rub it in and leave it. I wait to see how that feels. But no, I’m not trapped. I can see the trap. I can see it waiting for me to step into, if I want, see the spiral just there, ahead of me, waiting. But I can also wash my hands and dry them and leave the little bathroom at the cabin. The medication must be working, because that’s what I do, after taking one last long look at my scar.”

Der var også humor til stede i bogen, for selvom der sker alt muligt mærkeligt og uhyggeligt på sidelinjen, så syntes jeg personligt at det var sjovt at lige Mikeys by blev invaderet med jævne mellemrum, hvad enten det var af vampyrer eller mega vrede guder, eller hvad de kalder sig selv. Endnu sjovere var det, at som man blev voksen, lod man til at glemme alle de forfærdelige ting, og nærmest leve i uvidenhed om hvad der sker omkring en. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor sørgeligt det er, at man som voksen i den forstand vælger at distancere sig så voldsomt, fordi noget ikke lige passer til ens virkelighed.

Som voksen vælger man dermed at gå glip af halvdelen af ’det sjove’, og dermed kan man sige at man igennem bogen her fravælger den historie som vi kun får små resumebidder af. Jeg sad faktisk tilbage med en uafsluttet følelse da jeg havde vendt den sidste side. For selvom jeg var glad for at have læst om Mikey, og hans meget virkelige problemer med at finde sig selv i den verden han befinder sig i, så var jeg faktisk også meget interesseret i den ’egentlige’ historie, som vi kun fik små bidder af. Under alle omstændigheder er The Rest of Us Just Live Here en meget speciel, og lidt særlig, fortælling, som jeg ikke syntes man skal snyde sig selv for, hvis man har læst rigtig mange ’heltefortællinger’.

Bogen udkommer på dansk her den 10 november fra Gyldendal, som også var så søde at sende mig et tidligt læsereksemplar.

Continue Reading

Babyen (Lisa Drakeford, 2015)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Midt i sin 17-års fødselsdagsfest åbner Olivia badeværelsesdøren og mødes af det sidste, hun forventer at se: Sin bedste veninde, Nicola, som er i fødsel midt på gulvet. Nicola selv er mildest talt overrasket. Hun er ikke klar til at blive mor, og hun har brug for Olivias hjælp. Men Olivia har sine egne problemer. Eksempelvis Jonty, hendes tyran af en kæreste, og hendes autistiske lillesøster, Alice, som hun tit står med ansvaret for. Og så er der Ben, Olivias bedste ven, som har sine egne hemmeligheder at kæmpe med …

(Tekst fra goodreads)

img_5411

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg fald tilfældigvis over den her ungdomsbog og syntes den lød interessant. Jeg må dog indrømme at mine forventninger ikke blev indfriet helt og aldeles. Ideen med bogen syntes jeg var rigtig god, hele aspektet med unge mødre forbliver jo et ømt diskussionsområde nu til dags, og at skrive ungdomsbøger om netop det emne, virker jo umiddelbart som en god ide. Desværre, var udførelsen bare ikke helt som jeg havde regnet med.

Historien fokuserer primært på en lille håndfuld venner, og hvert (lidt lange) kapitel bliver fortalt fra en forskellig synsvinkel af de fem personer involveret i historien. Det princip fungerede ganske godt de første to kapitler, men derefter faldt det lidt til jorden for mit vedkommende. Da kapitlet fra søsterens synspunkt kom manglede jeg substans. Jeg kunne ikke se hvad hun havde at skulle fortælle til historien. Hendes kapitel handlede mest af alt bare om at hun skulle komme ud af sin skal og få sig en rigtig ven. Det var efter min mening et unødvendigt kapitel for bogens centrale historie, som jeg sad og savnede i lige præcis det kapitel.

”Hun kan ikke sige noget med hovedet trukket bagover på den måde. Han skubber til hende, så hendes hoved knalder ind i døren til garderobeskabet. Der lyder et højt smæld i hendes hoved. Hun kan mærke døren vibrere bag sig. Men hun ved, at hun skal berolige Jonty. Hendes stemmer dirrer en smule.”

Venindeforholdet mellem Olivia og Nicola er nok det mest interessante i bogen, for de to har udvekslet alverdens hemmeligheder, og så alligevel ikke. I starten havde jeg mest af alt ondt af Oliva, men som bogen skred frem begyndte hun at fremstå lidt som en dum veninde, og en smule overfladisk. Heldigvis ændrede hun sig løbende, og hun sneg sig tilbage til min gode side. Til gengæld, gennemgik Nicola den største forandring og jeg blev nærmest en smule forundret over hvor godt hun tacklede tingene, først næsten helt alene og senere med en smule hjælp.

”Hun vil ikke holde op med at græde. Hun vil ikke holde op med at fucking græde. Ikke engang da hans mormor stikker sutteflasken ind i hendes røde, vrede mund. Hendes lille ansigt er fordrejet som en dæmons i en gyserfilm. Forfærdelig at se på. Forfærdelig at høre på.”

De sidste par kapitler er fortalt fra to fyres synspunkt, og selvom de var mere centrale til historien end søsteren, så manglede jeg stadig den dybde der var i historiens første to kapitler fra henholdsvis Oliva og Nicola, da de fortalte det fra deres synsvinkel. Alligevel formåede historien at overraske mig til sidst, og den lettere åbne slutning var et fint twist på hele affæren.

Den her bog skal man læse fordi den netop berører et ømtåleligt emne, som ikke desto mindre er vigtigt at tale om. For vi kan ikke komme udenom at den slags sker, og jo mere der bliver talt om det, og jo mere vi addresseer emnet jo mindre tabu håber jeg det bliver. Og så er det ikke mindst vigtigt at veninder holder sammen uanset hvad, for lige netop i sådanne situationer har vi alle brug for bare en god veninde.

Continue Reading

Emmy & Oliver (Robin Benway, 2015)

Emmy’s best friend, Oliver, reappears after being kidnapped by his father ten years ago. Emmy hopes to pick up their relationship right where it left off. Are they destined to be together? Or has fate irreparably driven them apart?

Emmy just wants to be in charge of her own life. She wants to stay out late, surf her favorite beach—go anywhere without her parents’ relentless worrying. But Emmy’s parents can’t seem to let her grow up—not since the day Oliver disappeared.

Oliver needs a moment to figure out his heart. He’d thought, all these years, that his dad was the good guy. He never knew that it was his father who kidnapped him and kept him on the run. Discovering it, and finding himself returned to his old hometown, all at once, has his heart racing and his thoughts swirling.

Emmy and Oliver were going to be best friends forever, or maybe even more, before their futures were ripped apart. In Emmy’s soul, despite the space and time between them, their connection has never been severed. But is their story still written in the stars? Or are their hearts like the pieces of two different puzzles—impossible to fit together?

(Tekst fra goodreads)

img_5422

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Emmy & Oliver er endnu en super sød, og rigtig fluffy – ja, jeg bruger ordet fluffy om bøger – ungdomsroman, der bare gerne vil være lige netop det. Den handler både om at finde sig selv, men også om at indse hvordan verden til tider kan hænge sammen, og bare fordi man elsker nogen, bliver man også nødt til at give slip og lade dem være, fordi ens kærlighed måske kan være for meget. Men fremfor alt så er det også en bog om at finde hinanden igen, efter at have været skilt ad of tro man aldrig ville finde hinanden igen.

Bogen følger Emmy, som er enebarn, og som konsekvens efter hendes bedste barndomsven blev bortført, har fået det mest overbeskyttende forældre man kan forestille sig. Alligevel ser det ud til at Emmy lever et nogenlunde normalt lidt; hun går i skole og er sammen med sine venner, hvor de laver normale teenager-ting, hun tænker på hvor hun skal gå på college, hun tjener sine lommepenge ved at babysitte for naboen. Men hun tænker også stadigvæk meget på Oliver, for lige inden han blev taget af sin far, havde han skrevet at han godt kunne lide Emmy. Og måske som mere end en ven, og den tanke har siddet fast i Emmys minder i al denne tid. Da det pludselig går op for Emmy at Oliver er fundet, og vil vende hjem, begynder det straks at sætte en masse tanker i gang.

Emmy som fortæller af den her historie fungerer rigtig godt. På en eller anden mærkelig vis er hun i stand til at sætte sig i flere forskellige sko, og se sagen fra flere vinkler, ud over sin egen, som i forvejen er kompliceret af hendes følelser. Det hele kommer til udtryk i de samtaler og til tider mærkværdige situationer som Emmy kommer til at befinde sig i, og jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af hende til tider. For som vi alle godt ved, så kan børn virkelig være onde, og ikke mindst teenagere. Man skulle tro at det at være blevet ’kidnappet’ af sin far, ville give lidt frirum fra mobbere og drillerierne, men tværtimod er det bare som om det inviterer til mere af den slags, og som tidligere ven til Oliver, bliver Emmy også trukket ind i det.

I det hele taget kommer Emmy til at fungere som mellemmand hele tiden. Jeg syntes det var lidt synd for hende, men så igen, det fungerede, og fordi hun netop kunne se det hele fra alles vinkler, gav det også god mening. Alle scenerne med Oliver var simpelthen de bedste, det kan jeg lige så godt indrømme. Det var de typiske, akavede scener hvor man skulle tro de mødtes for første gang, og ikke genmødtes efter 10 års adskillelse. På mange punkter begyndte de hvor de slap, hvilket mærkedes i kemien mellem dem, og deres samtaler, mens på andre punkter skulle de begynde helt forfra, hvilket afspejlede sig i de ting deres samtaler drejede sig om.

En af de finere ting ved den her historie, som jeg syntes den kom elegant om, var hele det faktum at det ikke kun er personen der bliver ’kidnappet’ som skal tilpasse sig til en ny/gammel hverdag. Det kan godt være det er denne person det er hårdest for, men alle andre involverede har det næsten ligeså hårdt, og det var noget jeg syntes den her historie skildrede rigtig fint. Og det var flere personer dette blev illustreret igennem, så man ikke kun så det fra familiens, men også venner og skolekammerater. Det var også fint hvordan bogen skildrede at forældre kan træffe nogle virkelige dårlige valg, som Olivers far i det her tilfælde har gjort. Hvad jeg syntes var godt ved slutningen, var at Olivers far stod ved sine fejl, og ikke forsøgte at fralægge sig sit ansvar. Alt i alt er det en rigtig sød ungdomsbog, som alligevel behandler er ret alvorligt emne.

Continue Reading

A Study in Charlotte (Brittany Cavallaro, 2016)

The last thing Jamie Watson wants is a rugby scholarship to Sherringford, a Connecticut prep school just an hour away from his estranged father. But that’s not the only complication: Sherringford is also home to Charlotte Holmes, the famous detective’s great-great-great-granddaughter, who has inherited not only Sherlock’s genius but also his volatile temperament. From everything Jamie has heard about Charlotte, it seems safer to admire her from afar.

From the moment they meet, there’s a tense energy between them, and they seem more destined to be rivals than anything else. But when a Sherringford student dies under suspicious circumstances, ripped straight from the most terrifying of the Sherlock Holmes stories, Jamie can no longer afford to keep his distance. Jamie and Charlotte are being framed for murder, and only Charlotte can clear their names. But danger is mounting and nowhere is safe—and the only people they can trust are each other.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5372

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi kender vist alle sammen til historien om Sherlock Holmes, hvad enten vi har læst bøgerne eller set den ene eller den anden form for filmudgave af de ikoniske historier om den ikoniske detektiv. Da jeg tilfældigvis faldt over A Study in Charlotte, som samtidig også blev beskrevet som perfek til fans af Veronica Mars, kunne jeg jo ikke sige nej. Den blev jeg nødt til at stifte bekendtskab med, og det fortryder jeg ikke på noget tidspunkt. Den kendte historie om Holmes og Watson er sat i det 21. Århundrede og rollerne er en smule anerledes fordelt, ikke mindst det faktum at Holmes er en teenagepige.

Som titlen lidt indikerer, så læner historien sig en hel del op af de originale Sherlock Holmes historier, og de kendte figurer bindes ind i historien ved at vores 2 hovedpersoner nedstammer fra de rigtige Holmes og Watson; det er altså grand-børnebørn, som, hvis de valgte at lytte til deres familier, skulle holde sig fra hinanden. Men ingen historie uden lidt oprør, og Watson opsøger Holmes for at få stillet sin nysgerrighed om alle rygterne om hende. Der ville ikke været noget mysterium eller historie hvis ikke de begyndte at tilbringe tid med hinanden, og der opstår hurtigt en helt bestemt dynamik mellem de to.

”They way we were with each other wouldn’t have made sense to anyone else if I’d tried to explain it. I had a habit of volleying any riddiculous statement she’d make back over the net with stop spin, and we’d ramp ourselves up into fierce arguments that way about beetles and Christmas plays and the color of Dr. Watson’s eyes.”

Jamie Watson virker til at begynde med en smule nørdet, med brug for lidt for meget hjælp fra sin familie, hvad enten han vil det eller ej. Men som historien skrider frem blev jeg mere og mere hooked på ham. Det er ham der fortæller historien, ligesom det er Watson der fortæller om sine eventyr med Sherlock, og det fungerer bare rigtig godt. Jamie tilføjer en del baggrundshistorie både om deres to familiers fejder igennem årerne, men også om hele verdens fascination omkring deres forfædre, og selvom man godt ved at begge karaktere er fiktive, så bliver de pludselig meget virkelige på den her facon.

IMG_5370

Charlotte Holmes er en helt igennem besværlig karakter at gennemskue, og det gør hende bare mere interessant. På mange punkter ligner hun den ’gamle’ Holmes, men på mange måder er hun helt sin egen. Hun overraskede mig også et par gange, og det syntes jeg er fantastisk, at der rent faktisk kan være overraskelser i en karakter, som man tror man kender rigtig godt. Dynamikken mellem hende og Jamie er også helt sin egen. Og alligevel minder den på nogle punkter om de gamle versioner, og så alligevel ikke. For det første er der det faktum at Jamie er rimelig meget forelsket i Charlotte, og et eller andet sted tror jeg godt hun er klar over det, og måske udnytter hun det endda også engang imellem. Den spænding og akavede boble der hele tiden ligger under overfladen hos dem, giver en helt bestemt følelse til hele bogen, og jeg blev grebet af det!

”The world slowed to a standstill, as it does when things go so wrong, the bad news closing in like a lowering ceiling. I should have been thinking up a solution. A way out. Deciding if I should grovel for her forgiveness, or if I should tell Detective Shepard that she and I should be pulled from the case. But I didn’t. I curled up against her in the cold and listened for her breathing.”

Mysteriet i historien starter ret brutalt, og skurken viser sig også at være ret skingrende sindssyg, men som enhver anden Sherlock Holmes historie skal vores helte jo sejre til sidste, hvilket de også gør, selvom jeg på et tidspunkt var i tvivl om begge ville komme helskindet igennem. Det var først da jeg var nået til den sidste fjerdel at jeg fandt ud af at det er en planlagt trilogi, så jeg blev klar over at vores hovedpersoner selvfølgelig ikke ville dø, men det var alligevel en smule nervepirrende for en stund.

Det her er en af de bøger, hvor jeg glæder mig enormt meget til at få lov til at læse de næste bøger i serien, og jeg ærgrer mig en smule over at der kun er planlagt 3 bøger. Jeg glæder mig til at læse mere om hvordan Moriarty familien kommer til at spille en rolle, og hvordan forholdet mellem Holmes og Watson vil komme til at udvikle sig, og så håber jeg lidt at Cavallaro ombestemmer sig og vil skrive mere en 3 bøger, for det kunne der sikkert godt være til. Trilogien kan fungere rigtig godt som supplement til de originale Holmes historier, men man behøver heller ikke kende dem for at få noget ud af de nye her. Uanset om man kender de originale eller ej, så er den her ungdomsfortolkning værd at læse.

Continue Reading