Nevermoor #1 – Morrigan Crows forbandelse (Jessica Townsend, 2017)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Morrigan Crow er forbandet. Fordi hun er født på den forkerte dag, får hun skylden for enhver ulykke i landet – lige fra hjerteanfald til haglvejr – og værst af alt betyder forbandelsen, at Morrigan vil dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.

Men i stedet for sin hårde skæbne møder Morrigan en bemærkelsesværdig mand ved navn Jupiter North. Med skyggeagtigt mørke jagthunde og ryttere i hælene flygter de sammen til en hemmelig, magisk by ved navn Nevermoor.

Her opdager Morrigan, at Jupiter har valgt hende som sin kandidat til at blive medlem af byens mest prestigefyldte klub: Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem skal man klare fire svære og farlige prøvelser i skarp konkurrence med hundredvis af andre børn med hvert sit unikke og fantastiske talent. Men har Morrigan overhovedet et talent? For at få lov at blive i Nevermoor og undslippe forbandelsen skal hun klare sig igennem alle fire prøvelser – og imens får hun hjælp af en ny flok venner til at finde hemmeligheden bag forbandelsen.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg ret så glad for fantasygenren – det er de bøger jeg oftest griber fat i, og de bøger der bedst kan holde mig ved siderne. Derfor vågnede min nysgerrighed også overfor Morrigan Crows historie, som fra trailertrådende lagde op til en ny storslået fortælling, i stil med Harry Potter, dog uden at det skal sammenlignes med Harry Potter. Normalt afviger jeg altid fra de bøger der begynder at sammenligne sig selv som den nye Harry Potter, for det er der alligevel aldrig nogen der kan leve op til. Heldigvis stod Morrigan ved at være sin egen og hun fik derfor også sin egen historie.

Jeg kan dog godt se hvorfor folk ser ligheder med Harry Potter i Morrigans historie, for Morrigan bliver udsat for en række prøver igennem sin historie for at skulle leve op til en række forventninger med et specifikt mål. Og det kan måske sammenlignes med Harrys skolegang, som har et mål om at bestå en eksamen. For Morrigan er det bare et noget andet mål, nemlig overlevelse. Der er virkelig en motivation for Morrigans prøvelser, og det viser en helt bestemt karakter og karakterudvikling, som jeg syntes var rigtig god. Hun udvikler sig virkelig fra starten af bogen til slutningen, nemlig fordi hun gennemgår en række prøvelser, og det understreger den person hun viser sig at være.

”Morrigan satte sig modfaldent ned på kanten af springvandet, overvældet af raseri over Cadences forræderi og Noelles snyderi, såvel som den knusende erkendelse af sit eget nederlad. Hun følte sig så dum. Og hvad der var værre – hun var skrækslagen ved tanken om, hvad der nu ville ske.”

En ting jeg godt kunne lide ved bogen, udover Morrigan selv, var det univers der bliver præsenteret allerede fra start. Hele Morrigans verden er kendt, men også ukendt som et rigtig godt fantasy-univers skal være. Det var rigtig sjovt at opleve hele to forskellige universer udspille sig, næsten lidt mod hinanden, og samtidig bliver der lagt op til at der faktisk er flere universer parallelle med de to som Morrigan befinder sig i. Det ligger også op til meget mere i kommende bøger, og med den slutning som Morrigan får sig, er der også lagt op til meget mere end bog et udspiller sig i. Det er nogle store valg, som bliver præsenteret, der skal tages til overvejelse i de kommende bøger.

Man skal læse Morrigan Crows forbandelse hvis man er til klassiske fantasyfortællinger, for den har rigtig mange fede elementer, som en talende katteperson, et hotel der nærmest er levende og lærer din behov at kende fra dag til dag og magiske prøvelser for at bevise sig selv. Man skal også bare være forberedt på at man kommer til at sidde med en manglende følelse, fordi den har den slutning den har, for der bliver lagt op til mere, som de kommende bøger forhåbentligt kan åbne op for, og forløse hos læseren. Man skal læse Morrigans historie hvis man er frisk på et solidt eventyr med en voksende heltinde, som virkelig har noget at kæmpe for, nemlig sit eget liv allerede fra den første side. Det er hårdt som hovedperson at skulle kæmpe for at overleve, allerede fra første side, velvidende at man står med en dødsdom over hovedet, men det klarer Morrigan ganske flot.

 

Continue Reading

Fordele og ulemper ved at huske (Val Emmich, 2017)

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes?
Gavin Winters har mistet sit livs kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og Gavin flygter fra LA til New Jersey for at holde ferie hos en gammel vens familie. Her møder han Joan.

Joan er familiens tiårige datter. Hun har en et hundrede procent fotografisk hukommelse og kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed. Joan har aldrig mødt Gavin, men hun kendte Sydney, og i hendes ufattelige hjerne venter beviset – en håndfuld helt klare minder.

Gavin slår en handel af med Joan; hvis Joan deler sine minder om Sydney med ham, vil han til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence, som hun er overbevist om vil forvandle hende fra Pigen der huskede alting til Hende ingen kunne glemme. Men Joans uventede afsløringer tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.
Set gennem disse to uimodståelige figurers perspektiver bliver Fordele og ulemper ved at huske en sjov og inderlig undersøgelse af det at miste, at mindes og finde fodfæste i en ny virkelighed.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Der er bøger man ikke helt ved hvad man skal forvente af, og det var tilfældet med Fordele og ulemper ved at huske. Jeg kendte intet til forfatteren inden jeg fik fingrene i bogen, og den lå da også en del måneder på min hylde før jeg tog mig sammen til at læse den, hvilket jeg fortryder efter at have læst den, for historien er noget så fin. Egentlig er det to historier i en, for det er ikke kun Joans historie om at ville sikre sig at folk husker hende, det er også Gavins historie om at overleve et tab og finde en mening med livet igen (og det lyder ret barskt sat i ord på den måde).

Joan er kun 10 år gammel, og med den hukommelse hun har, er det sønderrivende for hende når andre ikke kan huske hvad hun kan huske, og hun drømmer flere gange om ikke at have den hukommelse, samtidig med at hun forsøger at finde på ideer til ikke selv at blive glemt. Man bliver helt rørt af Joans tanker omkring det at blive husket, for hvem ønsker at blive glemt? Det er der jo ingen der gør, og med Joans hukommelse er det meget mere klart hvorfor hun så desperat forsøger at finde veje hvor ingen vil glemme hende. Der var tider hvor jeg glemt at Joan kun skulle forestille at være 10 år gammel, hvilket nok kommer sig af den hukommelse hun har, og de ting hun kan huske, for sommetider opførte hun sig meget mere voksent end de voksne.

”Det snurrer også rundt i mit hoved, som rotorbladene på en helikopter, og jeg stiger til vejrs, op over alle de hårde følelser, for jeg har muligvis lige fundet ud af, hvordan jeg kan sikre mig, at far og mor og farfar og miss Caroline og alle andre mennesker aldrig vil glemme mig.”

Gavins historie var noget mere hjerteskærende, og den blev ikke mindre hjerteskærende som han begyndte at danne et venskab med Joan. Modsat Joan vil Gavin gerne glemme, men det er svært når så mange ting fremtvinger minder, og det viser os at Joans frygt for at blive glemt måske nok også er irrationel, men sådan er det ikke når man kun er 10 år gammel. Gavin og Joans historier flettes sammen og der skabes et uventet venskab mellem de to, et venskab som er noget så fint at følge i sin udfoldelse, for samtidig med at det viser Joans frygt for at blive glemt, så viser det også Gavins udvikling til at blive et helt og modigt menneske igen.

Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi det sætter sig fast i hjertet. Historien er ikke hjerteskærende til at frembringe tårer – det var den i hvert fald ikke hos mig, men måske den er det hos dig, hvilket også er grunden til at den ikke får den sidst stjerne fra mig af -, men den har alligevel et rigtig fint budskab i sin todelte fortælling. Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi man herigennem bliver mindet om, at det faktisk er svært at glemme bestemte personer når først de har sat deres bestemte præg på vores tilværelse, og selvom folk selv tror de let bliver glemt, så er det ikke tilfældet, og det er historien her med til at understrege.

Continue Reading

Leah on the Off Beat (Becky Albertalli, 2018)

(Reklame) Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.

When it comes to drumming, Leah Burke is usually on beat—but real life isn’t always so rhythmic. An anomaly in her friend group, she’s the only child of a young, single mom, and her life is decidedly less privileged. She loves to draw but is too self-conscious to show it. And even though her mom knows she’s bisexual, she hasn’t mustered the courage to tell her friends—not even her openly gay BFF, Simon.

So Leah really doesn’t know what to do when her rock-solid friend group starts to fracture in unexpected ways. With prom and college on the horizon, tensions are running high. It’s hard for Leah to strike the right note while the people she loves are fighting—especially when she realizes she might love one of them more than she ever intended.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Albertalli gør det endnu engang med Leahs historie denne gang, først gjorde hun det med Simon efterfulgt af Mollys historie, og nu tilføjes Leahs pinagtigheder til listen over fornøjelige ungdomsromaner, man sagtens kan læse selvom man er på den anden side af 25. Leahs historie foregår efter Simons, og man kan derfor vende tilbage til en masse kendte personer, som man kender i forvejen. Dog var der et par stykker jeg ikke rigtig kunne huske, eftersom det er i hvert fald et år siden jeg læste Simons historie, så det tog lige et par kapitler for mig at blive velkendt med de mange ansigter. Dertil var der jo Simons nye kæreste, som var noget så sød, og de to som par var bare herlige hele bogen igennem. Det er desuden også rigtig fint hvordan Albertalli har koblet alle tre af hendes bøger stille og roligt, uden at gøre det for meget. Det er stadig 3 enkeltstående bøger, men koblingen mellem de forskellige karakterer og deres interne forhold fungerer bare super godt.

Endnu engang har Albertalli skrevet en velfungerende protagonist, som alligevel har sine ting at kæmpe med. Leah lever på sin vis kun et halvt liv, for ligesom Simon, lever hun også med en stor hemmelighed – hun er biseksuel og den eneste hun har fortalt det til er sin mor, ikke engang sin bedste ven, Simon, der sprang ud som homoseksuel har hun fortalt det til, og det er nok der skoen trykker mest for hende. Dertil opblomstrer et af hendes pigevenskaber pludselig op igen og så opstår der flere problemer for Leah.

”Når jeg er vred, flygter jeg. Det er det, jeg gør. Jeg stormer ud af værelser og hen ad gange og forsvinder ind på toiletter. For hvis jeg bliver. Ender jeg med at flippe helt ud på en eller anden. Det gør jeg. Jeg sværger. Jeg ved ikke engang, hvem jeg er mest sur på.”

Ligesom jeg havde et lille problem med Mollys karakter og hendes forhold til hendes kropsideal, så har jeg lidt det samme med Leah og hendes kropsideal, for hun nedgør også sig selv fra tid til anden over at hun er en stor pige. Hun er ikke helt så nedgørende overfor sig selv som Molly var, men det er alligevel nok til at jeg syntes det var synd at det i det hele taget skulle med i bogen. Jeg kunne bare godt tænke mig at det ikke skulle nedgøres i det hele taget at man måske lige er lidt til den buttede side, for det har intet med ens personlighed at gøre. Hvilket også understreges af Leah, for hun har mere end rigeligt personlighed, som også er med til at skabe lidt problemer for hende fra tid til anden. Jeg tror til gengæld også at bogen ville være en helt anden, hvis Leah havde haft den slags selvtillid, som det virker til hun nærmer sig i slutningen af bogen.

”Mine tanker triller også langsomt. Jeg har ikke lyst til at kysse Garrett. Jeg har ikke lyst til at kysse nogen. Undtagen hende.”

Simons historie handlede om at finde sig selv, og det tager Leah et skridt videre med problematikken i at skulle finde ud af hvilket college man skal vælge, og hvordan man skal vokse fra at være teenager til at begynde sit såkaldte voksenliv. Det syntes jeg var rigtig godt, som en slags afrunding på alle tre bøger, hvis man har læst dem i den rækkefølge jeg har læst dem, selvfølgelig. Hele dramaet omkring det sidste skolebal syntes jeg også var rigtig fint beskrevet og behandlet i hele bogen. Man blev fint fanget af hvor vigtig en aften det er for mange unge mennesker i USA samtidig med det blæses ekstremt meget op hos visse unge mennesker. Her kunne jeg godt lide hvor afslappet og seriøst Leah og venneslænget tog hele aftenen, og hvor hyggelig en aften de gerne ville have ud af det.

Continue Reading

Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading

En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading

Alias Alex (Jenn Bennett, 2017)

Tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplaret.

Bailey “Mink” Rydell har fundet sin drømmefyr. Han er en lige så stor filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Alex er intet mindre end perfekt … der er bare lige det, at Bailey kun har mødt ham online.
Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere end som så. Og da Baileys irriterende, men karismatiske (og måske lidt søde?) kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Efterhånden som sommeren går, må Bailey da også beslutte sig for, om hun skal klamre sig til den onlinefantasi, der før virkede så rigtig, eller om hun skal kaste sig ud i virkeligheden med Porter. Valget er både enklere og mere kompliceret, end hun kunne have forestillet sig, for Porter er ikke den eneste, der bærer på en hemmelighed: Porter er nemlig Alex … Alias Alex.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Alias Alex har efterhånden fået en del hype på diverse medier, og den er blevet sammenlignet med filmen You’ve Got Mail – en film, som jeg er ret så vild med – og derfor skabte jeg mig også nogle ret store forventninger til bogen. Det er altid skræmmende når man har forholdsvis store forventninger til en bog på den måde, for hvad nu hvis den skuffer? Det gjorde Alias Alex heldigvis ikke, ikke så meget som den kunne have gjort.  Når man på forhånd ved at den er blevet sammenlignet med You’ve Got Mail, så er hele historien næsten blevet spoilet for en, og man sidder næsten bare og venter på en slutning man godt kender til.

Selvom det var tilfældet med Alias Alex, så nød jeg at læse den alligevel for hvad den er. En sød ungdomsbog om den første store kærlighed og om at finde sig selv på tærsklen fra teenager til voksen. På de punkter rammer bogen rigtig godt, for der er mange følelser med og de er i højt spil uden på tøjet, så at sige. Det er historien om Bailey, der flytter til Californien for at bo hos sin far, og hun skal nu til at finde rundt i et nyt liv i en ny by. Der betyder både nyt job og nye venner. Allerede her får man en fornemmelse af hvad der kommer til at ske.

”Min ærkenemesis. Hans øjne møder mine. Og så flytter han blikket ned på mine fødder. Han tjekker, om mine sko matcher. Selvom jeg ved, at de gør, tjekker jeg dem igen, og så får jeg lyst til  at tage dem af og slå ham oven i hans store, fede hoved med dem.”

Bailey som hovedperson fungerer okay, selvom jeg ikke var lige stor fan af hende hele vejen igennem. Hun udvikler sig godt nok også igennem bogen, men det er en lidt underlig og hurtig udvikling vil jeg påstå. I starten af bogen præsenterer hun sig selv som lurendrejer – hvilket i sig selv er en underlig oversættelse, men det er en anden sag – som jeg ser det, er hun bare en smule genert, og vil helst holde sig i baggrunden, uden nødvendigvis at lure på nogen. Som bogen skrider frem, udvikler hun sig godt nok, men dele af den udvikling syntes jeg bare er en smule ved siden af i forhold til den person hun starter ud som. Til gengæld kan jeg godt lide den person hun ender med at være, selvom vejen dertil måske var lidt utroværdig.

Modspillet til Bailey er selvfølgelig den flotte fyr der dukker op; Porter. De to starter ud med at næsten hade hinanden, og når man ved bogen bliver sammenlignet med You’ve Got Mail, så ved man allerede der hvordan bogen med stor sandsynlighed skrider frem. Eller i hvert fald hvordan den ender, for midten kan jo udspille sig på hvilken som helst måde. Hvilket også var noget jeg var glad for. For selvom jeg måske godt vidste hvad bogen ville slutte med, så var vejen dertil rigtig underholdende. For Alias Alex er under alle omstændigheder en rigtig god ungdomskærlighedsroman.

”Min gamle psykolog advarede mig om, at undvigelse er en dysfunktionel måde at omgås folk, man holder af, på, men nu begynder jeg at forstå, hvad han mente, da han sagde, at det også kunne såre dem. Måske er det på tide at finde en bedre måde at håndtere mine problemer på. Måske fungerer Lurendrejeren ikke så godt for mig længere.”

Porter er som sagt den flotte fyr som fordrejer hovedet på Bailey, og jeg kan egentlig godt forstå hende. For Porter kan både være den sødeste, men også den mest irriterende. Modspillet og samspillet mellem de to fungerer rigtig godt i bogen, og det er også en af faktorerne der gør den underholdende. Når man fra start af næsten godt ved at han også er Alex, bliver deres små chat-korrespondancer det lidt mere sjovere at læse; hvordan de opfordrer hinanden til at date hinanden, uden at vide det. Den slags små detaljer var ganske fine.

Der var en del ting med oversættelsen som jeg ikke var helt tilfreds med, men efter et par kapitler kunne jeg begynde at se igennem fingrene med det, og bare læse historien for hvad den var; en god historie. Sammenligningen med You’ve Got Mail holder helt klart stik, og af samme grund syntes jeg også Alias Alex er en rigtig god bog. Det er lidt svært at sige om den er YA eller NA, for der er enkelte scener som er noget på grænsen, men måske er det også bare med til at give den lidt ekstra. Under alle omstændigheder er Alias Alex anbefalelsesværdig, også selvom jeg kun giver den 4 stjerner. Jeg giver den ’kun’ 4 stjerner simpelthen fordi slutningen var for nem at gætte, i hvert fald for mit vedkommende. Dertil det faktum at oversættelsen var lidt irriterende fra tid til anden, men kan man se igennem fingrene på de ting, så er bogen til topkarakter.

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Eleanor & Park (Rainbow Rowell, 2013)

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil – vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Så vidt jeg ved er Eleanor & Park Rowells gennembrudsroman her i Danmark, og der er vel efterhånden en håndfuld år siden det skete. Hvorfor jeg så først får den læst nu, det kan jeg desværre ikke svare på. På en måde er jeg faktisk glad for at det ikke er den første af hendes bøger jeg har læst, for efter min mening er det ikke den stærkeste og jeg er ærligt talt ikke sikker på hvor mange flere af hendes bøger jeg ville have læst yderligere, hvis det her havde været den første jeg fik læst. Men heldigvis da (!) var det ikke tilfældet, og jeg har læst en del af hendes andre bøger, før jeg skulle stifte bekendtskab med Eleanor og Park.

Der findes det der ordsprog ’opposites attract’ og det er vist tilfældet med Eleanor og Park. Selv efter at have læst bogen færdig, kan jeg ikke helt gennemskue hvordan de lige pludselig endte som kærester, og med de fejl de hver især har, at de rent faktisk også holdt sammen som de gjorde. Selvom de virker så perfekte sammen, så virker de også så forkerte sammen. Det er virkelig yin og yang i forskellige grader, og alligevel så passer de bare som fod i hose. Det er en mærkelig og rundt-om forklaring, men det er forvirrende og giver ikke mening, og derfor gør min forklaring nok heller ikke.

”Hun havde ikke engang sagt noget pænt om ham. Hun havde ikke fortalt ham, at han var pænere end alle pigerne, og at hans hud var ligesom solskin med solbrun hud. Og det var præcis derfor, hun ikke havde sagt det. Fordi alle hendes følelser for ham –så hede og smukke inde i hjertet. blev til vrøvlerim og remser, når de nåede frem til munden.”

Jeg kan faktisk godt lide Eleanor og Park – hver for sig. Hver deres historie syntes jeg er rigtig god. Når jeg tænker tilbage så var det faktisk deres seperate dele af historien jeg syntes bedst om. For i de tilfælde oplevede man den virkelige Eleanor og den virkelig Park. Især Eleanors historie er hjerteskærende med forældre, der ikke rigtig gider være forældre eller bare skyggen af det. Man ved næsten ikke hvem man skal have mest ondt af, Eleanor eller alle hendes søskende som ikke ved helt så meget om hvor skidt de har det. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en hel bog, bare med Eleanors historie, jeg tror der er meget mere at fortælle om hendes fortid.

Park er også en interessant personlighed. Af mystiske årsager er han blandt de populære på skolen og i kvarteret, og det på trods af at han ikke rigtig gør noget for det, han er det bare. Heldigvis får man en hel del frihed med sig, når man tilhører den gruppe, og det har Park benyttet sig af. Så meget af han kommer på tværs af sin – måske – lidt gammeldags far. Parks historie er også spændende, men ikke i samme grad som Eleanor. Parks historie handler mere om den identitetskrise som de fleste teenagere gennemgår, ikke at man skal tilsidesætte den, men Eleanors historie sidder bare mere fast hos mig.

”Hun føltes så godt under ham, endnu bedre end han havde forventet. (Og han havde forventet noget i retning af himlen, plus nirvana, plus den scene i Charlie og Chokoladefabrikken, hvor Charlie begynder at flyve). Park trak vejret så tungt, at han nærmest ikke kunne få luft.”

Romancen mellem Eleanor og Park er usandsynlig, men den er der, og den bliver mere og mere sødsuppe for hvert kapitel. Det er teenagekærlighed med akavede berøringer, hede kys og varme blikke. Det er fjollede forældre, der ikke ved hvordan de skal håndtere deres barns første store kærlighed, og venner, der skal finde ud af hvordan den nye kæreste skal passe ind i kliken. Det er voksende kærlighed som man næsten bare sidder og venter på skal kulminere på en eller anden katastrofal måde. Jeg havde dog ikke regnet helt så meget med den ende det nåede. På en eller anden måde kunne den ikke slutte på anden vis.

Jeg holder fast i at Eleanor & Park ikke er Rowells stærkeste roman. Den er meget sød, og holdt mig da også til siderne, men jeg blev aldrig helt fortryllet som jeg blev ved nogle af hendes andre bøger, og jeg slugte den heller ikke nær så hurtigt som hendes andre. Måske havde det været en anerledes oplevelse, hvis jeg havde udnyttet soundtracket til bogen, for musikken har en stor rolle deri, og samtidig kan det ikke have været den store forskel, for bogen har en del andre sjove referencer, som jeg smilte let af. Om ikke andet, så vil jeg forsætte med at læse hvad jeg endnu ikke har læst af Rowells. Hvis du ikke har læst Eleanor & Park endnu, så sæt et par efterårskolde eftermiddage af til det. Hav et varmt tæppe klar og en kop varm the eller kakao, måske et stykke gulerodskage, og fordyb dig i historien og den kærlighed der blomstrer mellem siderne.

Continue Reading

Great Series #02 – Ædelsten-trilogien (Kerstin Geir)

Jeg fik øje på den her serie for nogle år tilbage, og den har faktisk været på min mentale TBR liste i lang tid, men af uforklarlige årsager er den altid blevet glemt lidt igen. Hvilket er lidt underligt, for bøger med tidsrejser skal normalt ikke ligge længe hos mig før jeg begraver mig i dem. Da jeg endelig fik fingre i dem, fordi en god veninde ikke var vild fan af dem, og derfor begavede mig med dem (Mange tak!), gik der derfor heller ikke lang tid før jeg stak næsen i dem og stiftede bekendtskab med Gwendolyn.

Historien handler om Gwendoly Shepherd, som pludselig finder ud af at hun kan rejse i tiden. Hele sit liv har hun ellers troet det var hendes stramtantede kusine, der skulle leve det liv, men sådan gik det altså ikke. Pludselig hvirvles Gwen ind i et hemmeligt selskab, og sendes på hemmelige missioner til fortiden, til en Greve som sidder mageligt og hiver i alle trådende. Hertil krydres historien med lidt solidt teenagevenskab og den upåklagelige kærlighed-ved-første-blik, som man jo ikke kan komme udenom. Det er som I kan se en trilogi, men hvis jeg skal være ærlig så syntes jeg personligt godt den kan holdes i 2 bøger. Det vil givetvis være et par lidt lange bøger, men på den anden side er der også en del i historien, som jeg syntes sagtens kan sorteres fra.

Det skal forestille at historien over de 3 bøger ikke strækker sig over mere end en lille uges tid, og med det i baghovedet tænker jeg umiddelbart at 3 bøger til den korte tid er for meget. Ganske vist bliver der rejst en del i tiden, men alligevel. Den del af historien hvor Gwen skal forestille at agere ’normal’ teenager, syntes jeg mange gange var unødvendige. Det fungerede meget bare som pause mellem de mere interessante tidsrejser – og så var der alt for meget drama i Gwens hoved (hun har set lidt for mange film, hvis du spørger mig).

Tidsrejse aspektet af historien fungerer så godt! Jeg var især begejstret for de detaljer, der lader til at blive lagt i hele det faktum at de ikke må stå ud og virke fremmed. Så alt bliver tænkt over i forhold til tidsrejserne; med undtagelse af de handlinger som Gwen finder på. For selvfølgelig opdager hun noget hun ikke skulle, og så starter hele hurlumhejet med at underminere det hemmelige selskab og afsløre det over for alt og alle. Al den forvirring der kan opstå med tidsrejsebøger fandt jeg ikke noget af. Nogle gange kan en forfatter tydeligvis ikke holde styr på sine egne ideer/tidsrejser, men det kunne det her, og det spillede igennem alle bøgerne, hvilket jeg syntes er rigtig godt. Især de små twists der kom til sidst i bogen af afsløringer for de interne forhold mellem forskellige personer syntes jeg var rigtig fint gjort. I det hele taget hang tidsrejserne meget godt sammen, jeg havde bare ønsket der var flere af dem, og knap så struktureret som de i praksis endte med at blive.

Denne trilogi er ganske god, men jeg må også indrømme at jeg nok havde været mere fan af den, hvis jeg havde læst den for 10 år siden. Jeg kunne flere gange godt mærke at det der teenage-pladder som Gwen befinder sig i, ikke sagde mig en dyt. Og ærlig talt, så gik Gwen mig også ret meget på nerverne somme tider med hendes dramatiske følelsesudbrud, som om jorden gik under hvis den pæne dreng ikke ville tale med hende. Det blev en tand for meget fra tid til anden. Men hvis jeg nu havde været en teenage-pige selv, så var jeg nok blevet opslugt meget mere af serien og havde slet ikke kunne se nogle fejl eller mangler, men sådan er det med alder. Især når man får mere af den, så begynder man at blive lidt mere kritisk overfor den der kærlighed ved første blik.

Continue Reading