Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

Continue Reading

Ten Thousand Skies Above You (Claudia Gray, 2015)

Ever since she used the Firebird, her parents’ invention, to cross into alternate dimensions, Marguerite has caught the attention of enemies who will do anything to force her into helping them dominate the multiverse—even hurting the people she loves. She resists until her boyfriend, Paul, is attacked and his consciousness scattered across multiple dimensions.

Marguerite has no choice but to search for each splinter of Paul’s soul. The hunt sends her racing through a war-torn San Francisco, the criminal underworld of New York City, and a glittering Paris where another Marguerite hides a shocking secret. Each world brings Marguerite one step closer to rescuing Paul. But with each trial she faces, she begins to question the destiny she thought they shared.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4711

Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg elsker den her serie! Jeg ved godt at den kun er på 2 bøger indtil videre, men hold nu op for nogle bøger. Det er ikke tidsrejser, men det er næsten lige så godt, eller bedre på nogle punkter. Anden bog i serien Firebird med Marguerite begynder fluks med action, og historien er i gang med det samme. Det fungerer ganske godt på den måde, med at de første par kapitler er en blanding af begyndelsen på den her historie, men samtidig er der flashback til hvad der er sket siden første bog. Det gør at man befinder sig midt i handlingen fra første side, og jeg blev rigtig hurtigt grebet af historien. Selvom jeg måske ikke kunne huske hver eneste bitte detalje fra første bog, så fik jeg samtidig genopfrisket de små ting igennem flashback kapitlerne. Det lyder måske en smule forvirrende, men da jeg læste det hang det bare rigtig godt sammen i overgangene.

Marguerite som hovedperson fungerer bare så godt, hun er en medrivende førstepersonsfortæller og man bliver virkelig hvirvlet ind i hendes følelser.  Det påvirker også historien voldsomt at det er en førstepersonsfortæller. Dem oplever jeg ikke så mange af, men dem jeg har læst, mindes jeg som nogle af de mest spændende bøger. Det er jo fordi jeg sætter mig selv i hendes sted. I den her bog giver det bare Marguerite et ekstra lag af karakterudvikling, fordi hun også selv oplever at træede ind i sine dusinvis af andre personligheder fra dimension til dimension. Måden hvorpå der skiftes fra minde til minde hænger overraskende godt sammen, selvom det måske kan lyde lidt indviklet. For mig at se var det fordi minderne blev koblet sammen med karaktererne, det gjorde det en smule nemmere at skelne mellem de forskellige episoder. Og på en eller anden måde virker det, og hele familiedynamikken der er i Caine familien portrætteres rigtig godt.

”My Paul was only a sliver of consciousness within Lieutenant Markov that night in Russiaverse, because he was separated from his Firebird and unable to receive any reminders. But he was there throughout that entire night – so he remembers having sex as vividly as I do. I said,” Does it still count as our first time? Since it’s just our first time in this dimension?””

I første bog var hele dimensionsrejserne nyt og spændende, og det er det absolut stadig. I første bog var vi i en Ruslandsdimension, en underverdensdimension og en Londondimension og i bog nummer 2 kommer vi til mindst 3 nye dimensioner. Og hver nye dimension er bare en lille smule bedre, eller i dårligere tilstand, men ikke desto mindre mere og mere spændende end den forrige. Jeg kan ikke lade være med at være vildt imponeret over den fantasi og de påfund Gray har udtænkt sig med alle de dimensioner vi oplever. Det er så fantastisk hvordan hver enkelt dimension adskiller sig fa de andre, men alligevel kan være så ens på visse punkter. Jeg syntes det er så interessant at læse, ikke mindst fordi hver dimension er vanvittig spændende i sig selv med hvordan den afskiller sig fra vores virkelige verden. Vi vender også tilbage til en verden vi stødte på i første bog, en af dem jeg var virkelig glad for. Det var helt rart at følge med Marguerite tilbage til en verden hun havde besøgt før, for det bandt det hele rigtig godt sammen, også selvom der er sket en hel del ændringer i denne verden, som overrasker og forbløffer.

IMG_4713

For hver verden lærer både Marguerite og læseren bid for bid mere om hvordan universet skal forestille at hænge sammen, og hvordan skæbnen (hvis den findes) kan finde på at drille dem alle sammen. Det er som bittesmå plottwist, der bliver strøget igennem hele bogen, og jeg bliver ved med at blive forbavset for hvert af dem. Fordi der hoppes fra dimension til dimension er det tæt på umuligt at forudsige hvad der kan ske, og det er simpelthen så spændende for hver eneste side! Man bliver helt glad for en dimension og hvad der sker i denne, for pludselig at være tvunget til at give slip på den og de versioner af de andre karakterer der følger med, til at skulle vænne sig til en ny dimension. Og man ved godt at der kommer flere overraskelser, men man skal også lige give sig tid til at fordøje dem man allerede har fået smidt i hovedet som en kold spand vand. Der er bogstaveligt overraskelser omkring hvert hjørne, fordi dimensionernes udgaver af karaktererne er så forskellige.

”Theo’s been by my side this entire trip. More than that: I’ve realized how much more we can be to each other. Paul is the only one O live, but I’ve connected with Theo on an entirely new level. The friend I cared so much for before the Triadverse and the Home Office started screwing with our lives – I have that Theo back. And I’m so glad.”

Det følelsesmæssige aspekt i bogen går også langt videre end det der bliver opbygget i den første bog. Den første bog slutter med at Marguerite og Paul finder sammen som par, men eftersom hun i denne bog er på jagt for at finde resterne af ham, er det igen Theo som er ved hendes side. Forskellen er bare at det er den rigtige Theo denne gang, og ikke den ’falske’ fra forrige bog, der prøvede at sabotere tingene for hende hele tiden. Når man så tilføjer at Theo også er forelsket i Marguerite, og hun har uklare følelser for ham, er det så meget sjovere at læse om deres oplevelser i de forskellige dimensioner, hvor det viser sig at deres følelser har overvundet dem hun har for Paul. Sammen med Marguerite går man igennem lidt af en følelsesladet rutsjebanetur, og selv i slutningen af bogen lader det ikke til at der er fundet nogen konkret løsning, og der er anspændte forhold at forholde sig til og akavede scener, som ikke kun er med til at skabe humor for læseren, men som også sætter en del tanker i gang.

Den store afsløring der er i bog to her var uden tvivl helt og aldeles mind blowing! Vi vidste godt at et eller andet ville komme på tværs af historien og sætte den i et andet lys, men jeg blev så overrasket og kunne ikke helt forstå det, selv kapitler senere. Det ko virkelig ud af det blå, jeg havde på intet tidspunkt set det komme, selv med de ting vi finder ud af i hver dimension. Claudia Gray har virkelig formået at stable en fantastisk historie, og jeg begynder at overveje meget kraftigt at få fat på flere af hendes bøger. For med den slutning der er i denne bog bliver jeg nødt til at finde andet at læse imens jeg venter som på nåle på afslutningen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så grusom en cliffhanger, der næsten fik mig til at skrige højlydt af arrigskab over at bogen ikke var længere. Jeg håber bare hun har fart på at skrive den næste bog i serien!

5 star

Continue Reading