August Wrap-Up

August har virkelig været en blandet måned, og der er sket så mange ting at mit hoved næsten ikke kan finde rundt i det hele. Den første halvdel af måneden brugte jeg på mine sidste feriedage, men eftersom vejret ikke syntes det var sommerferie længere, så var det lidt triste feriedage. Da jeg også blev forkølet efter min tur til London, var de første par dage ikke lige de fedeste. Selv en måned efter, har jeg stadig en træls tusse sidende i halsen jeg ikke kan få helt bugt med. Netop på grund af sygdom havde jeg heller ikke voldsomt meget læselyst, og de første par uger var derfor ikke præget af særlig mange bøger. I det hele taget har jeg i august ikke haft synderligt meget tid, eller lyst desværre, til at læse meget, så det er kun blevet til 4 bøger denne måned. Med start på arbejde igen forsvandt en hel del læsetid også, især fordi jeg skal på en frygtelig masse kurser i løbet af det kommende år, og der vil blive krævet en del mere af mig, så mit hoved har ikke altid overskud til at læse når jeg kommer hjem. Den sidste uge når jeg kom hjem fra arbejde, har jeg for eksempel haft behov for at sove en halv time på sofaen for ikke at falde om af udmattelse.

IMG_1138

Ikke desto mindre blev det dog til 4 bøger, hvor en af dem var en lydbog. Det var samtidig månedens bogklubvalg, Wild af Cheryl Strayed. Det var en meget blandet oplevelse, for på den ene side var det en imponerende historie, men oplæseren irriterede min blindtarm noget så gevaldigt at det ødelagde hele bogoplevelsen. I starten af måneden kunne jeg heller ikke holde mig fra Harry Potter and the Cursed Child, ligesom stort set halvdelen af resten af verdens befolkning. Det var også en blandet oplevelse, men det tror jeg at jeg vil gemme til min anmeldelse, som gerne snart skulle komme til jer på bloggen. Som en herlig afslutning læste Louise og jeg den sidste bog om Lyra og Will, The Amber Spyglass, som var så glædeligt og ikke mindst sørgeligt gensyn, som I kan læse mere om her. Derfor kunne jeg heller ikke holde mig fra at læse mere om Lyra i Lyra’s Oxford i den lille bonusbog sat et par år efter, og den er simpelthen så fin.

Nu er vi så gået ind i september, og jeg ved endnu ikke hvordan mit læsehumør kommer til at udarte sig. Det er stadig ikke helt vendt tilbage, men det er stille og roligt på vej. September betyder jo også Bogbloggertræf, og tingene begynder virkelig at tage ved, og der sker ting dagligt, og jeg glæder mig gevaldigt til at kunne dele det hele med jer når vi forhåbentligt ses den 24. Derudover skal jeg et smut til København til stort familiebryllup, endnu et kursus og fejre mine forældres sølvbryllup. Ellers vil jeg se om jeg ikke kan komme lidt efter det med at få bloggen up til date og læst nogle af alle de bøger jeg stadig gerne vil læse.

Månedens anbefaling: Eftersom jeg ikke har læst voldsomt meget den her måned, har jeg valgt ikke at anbefale nogen. Jeg kunne godt anbefale His Dark Materials igen, men det tænker jeg at I allerede godt ved.

Hvordan har jeres august måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i september måned?

Continue Reading

The Amber Spyglass (Phillip Pullman, 2000) + Lyra’s Oxford (2003)

Will is the bearer of the knife. Now, accompanied by angels, his task is to deliver that powerful, dangerous weapon to Lord Asriel – by the command of his dying father.

But how can he go looking for Lord Asriel when Lyra is gone? Only with her help can he fathom the myriad plots and and intrigues that beset him.

The two great powers of the many worlds are lining up for war, and Will must find Lyra, for together they are on their way to battle, an inevitable journey that will even take them to the world of the dead…

(Tekst fra goodreads)

IMG_5376

Begge bøger får 5 ud af 5 stjerner.

De sidste sider er vendt, og jeg har tørt tårerne væk fra mine kinder. Det var med lidt vemodigt hjerte at jeg gav mig til at læse den sidste bog i His Dark Materials, for selvom det har været noget så hyggeligt at læse i fællesskab med Louise og resten af jer, så var det også bare lidt trist at det nu skulle være slut. Ikke mindst fordi slutningen på den sidste bog fik mit hjerte til at knuse, men også bare det faktum at der ikke er mere Will og Lyra at læse om. Her nogle dage efter, kan jeg allerede mærke at jeg savner dem. Derfor gik der da heller ikke mere end en enkelt dag, før jeg fandt min udgave af Lyra’s Oxford frem, for at få det meget lille gensyn den bog kunne give mig, også selvom det kun var med Lyra, så var det trods alt bedre end ingenting.

Den sidste bog i serien er mange ting, den er både eventyrlig, tankevækkende, dyster, sød, skræmmende, hjertevarm, men også hjerteskærende. Den rummer så mange ting at det kan være svært at sammenfatte det hele på en gang. Jeg troede jeg havde husket de fleste ting, men det viste sig, at der var mange små detaljer som havde smuttet igennem min hukommelse, og det gjorde kun min genlæsning des mere fornøjelig, for jeg kunne opdage/finde ud af ting på ny, sammen med Lyra og Will.

”Will put his hand on hers. A new mood had taken hold of him, and he felt resolute and peaceful. Knowing exactly what he was doing and exactly what it would mean, he moved his hand from Lyra’s wrist and stroked the red-gold fur of her dæmon. Lyra gasped.”

På mange punkter vil jeg mene at den her bogserie er vigtig, både for børn og voksne. Jeg har selv læst den et par gange som teenager, og godt nok forstod jeg størstedelen af den, men med årerne kan jeg mærke der er andre ting der melder sig på banen. Pludselig ser jeg ikke Mrs Coulter i nær så sort et lys, for hun er trods alt en mor, der i sidste ende vil gøre alt for sit barn. Det var ikke mange der fik et nyt syn som dette, men hun er nok den vigtigste. Lyra og Will er stadig idoliseret, og jeg savner dem – jeg savner dem sammen, for de er bare bedre sammen.

Ligesom Lyra’s Oxford giver et indblik i hendes liv nogle år efter handlingen i The Amber Spyglass, kunne jeg virkelig også godt tænke mig en fra Wills synspunkt for at se hvordan han kom videre med sit liv. Modsat tror jeg også at jeg ville knuse mit hjerte endnu engang, som jeg gjorde da jeg læste slutningen på Amber Spyglass. Jeg mindes ikke at den rørte mig så dybt de andre gange jeg har læst den, men måske det er de ekstra års erfaring der har sat sine spor der. Om ikke andet, så er det bøger jeg vil blive ved med at anbefale til hvem der end vil lytte, så tak til jer der rent faktisk lyttede, og læste med i de sidste par måneder.

Continue Reading

#ViLæserDarkMaterials – The Subtle Knife

Jeg håber at I har nydt at læse med om Lyra og de farefulde bedrifter hun har begivet sig ud, jeg har i hvert fald nydt at genlæse den første bog i serien, og det har været en fornøjelse at følge med og se jer andre læse med. Nu er vi så kommet til juli måned og det betyder at vi skal i gang med bog nummer to, The Subtle Knife, på dansk Skyggernes kniv. Ligesom sidste måned har Louise og jeg lavet en læseplan, for de af jer der har behov for at kunne strukturere jeres læsning en smule. I behøver selvfølgelig ikke at følge planen slavisk, det er helt op til jer.

IMG_5038

IMG_0664

IMG_5040

Hvis I deltager, har lyst til at hoppe med på vognen, så husk endelig at bruge #KæreWonders og #ViLæserDarkMaterials på de sociale medier, og endnu mere nu, for som vi nævnte kort sidste måned, så har vi også en konkurrence. Som sagt, jo mere I deler, jo større chance har I for at vinde præmien. Præmien, som I kan se, er den lille følgebog; Lyra’s Oxford, som foregår efter afslutningen på trilogien. Dertil har vi tilføjet et fint lille bogmærke med Lyra og Iorek til at holde jer med selskab når I skal læse denne lille bog. Det er altså præmien, men hvordan vinder du den så? Jo, det gør du igennem din deltagelse i readalongen selvfølgelig. For hvert billede du deler på instagram med # har du en chance, om en måned, altså lige til vi skal begynde den sidste bog, bliver der nemlig udvalgt 3 af de bedste billeder. Af de 3 billeder er det så op til jer at stemme om hvem vinderen bliver. Det vil altså sige at jeres deltagelse fra juni og juli måned afgør om I kan blive udvalgt til at deltage i de 3 afstemningsbilleder i august måned.

IMG_5035

IMG_5037

Jeg håber at I vil fortsætte med at læse sammen med os, og dele jeres oplevelse. Ligesom sidste måned har vi også lavet et lille puslespil, hvis man mangler noget at fordrive tiden med. Det er en lille smule svære end sidste måned, for der er lidt flere brikker, og man kan stadig gøre det på tid.

Continue Reading

Juni Wrap-Up

Juni har været lidt af en blanding af dejlig afslapning og hektiske eksamensdage. Eleverne gik på sommerferie i slutningen af maj, læseferien gik i gang og jeg fik et lidt mere åbent skema, lige med undtagelse af en uges tid og et par ekstra dage. I sidste uge var der også den årlige farvelfest, hvor vi siger farvel til årets studenter og fester (næsten hele) natten lang. Igen i år var jeg med i lærerrevyen, hvilket lyder helt vildt nørdet, men det er også helt vildt sjovt. Især på selve aftenen hvor vi opfører revyen for eleverne, for den er skrevet med dem i tankerne, og i år gik de fuldstændig amok (jeg tror en del alkohol var røget igennem blodet allerede inden forretten kom på bordet den aften), og når det sker, så bliver det hele bare lidt sjovere. Jeg håber at jeg kan være med næste år også.

Med en del dage uden et normalt skema betød det også en del fritid til mig selv, og en del ekstra læsetid. Jeg har måtte ty lidt til lydbøger i denne måned, mest af alt fordi at selv en måned efter at have læst A Court of Mist and Fury, har jeg stadig en lille smule bookhangover. Af samme grund har jeg også bevidst gået efter lette, romantiske og fluffy bøger. Måske er det fordi jeg har holdt mig til små, søde romantiske bøger at jeg har formået at få læst hele 11 bøger, inklusiv lydbøger.

IMG_5046

I starten af måneden gik jeg ombord i børnebøger, fordi jeg tænkte de var lette og der var ikke så meget i den dybe ende, så at sige. Jeg fik tilsendt Brødrene Løvehjerte, som en del af Simones rejsende bog, og selvom jeg kan huske at få den læst højt som barn, så var det desværre ikke helt det samme da jeg selv læste den. Jeg blev ikke rørt nær så meget som jeg havde regnet med. En anden børnebog, som jeg nok nød lidt mere, var den fjerde bog i The Guardians serien, denne gang om Sandman. Måske er det fordi jeg i løbet af den sidste måned har læst de andre bøger i den serie, at jeg syntes bedre om den. Jeg læste også en kort digtsamling, for at komme i en helt anden genre, jeg har nemlig fået tilsendt Pulsens Koordinater af forfatteren selv. Digte har aldrig rigtig været mig, men jeg tænkte at de skulle have en chance mere. Desværre må jeg nok bare holde ved at digte aldrig rigtig bliver noget for mig.

Da børnebøger blev lidt for lette i det, havde jeg behov for en god omgang YA og gerne med masser af akavet kærlighed. På lige præcis det sidste punkt var det en fantastisk start jeg fik med Simon vs. The Homo Sapiens Agenda, som ramte plet med den akavede kærlighedsdel. Den har været ret populær i bloggersamfundet et stykke tid, og jeg er rigtig glad for endelige også at kunne være med på bølgen af at være glad for Simon Spear. Jeg fortsatte i den søde ende af YA bøger med Things We Know by Heart, som var en noget anerledes ungdomsbog. Den var forudsigelig på mange punkter, men emnet organdoner og de efterladte, syntes jeg blev fortalt rigtig flot og hjertevarmt. Månedens sidste lydbog, og sidste ungdomsbog også, var Emmy & Oliver, der handler om at blive revet fra hinanden, kun for at finde hinanden med flere års mellemrum, og en kriminel far, der kan finde på at rive jer fra hinanden igen hvornår det skal være. Endnu en rigtig sød historie, som jeg måske nok foretrak lidt mere fremfor Things We Know by Heart, måske af den simple grund at jeg i den her kunne se bort fra forudsigeligheden.

Som I ved, så læser Louise og jeg i disse måneder Philip Pullmans His Dark Materials, og i juni fik jeg derfor læst Northern Lights, som er den første bog om Lyra. Alt hvad jeg vil sige om de bøger, er at de bare bliver bedre og bedre for hver gang jeg læser dem. Jeg besluttede dog også at gå i gang med en større fantasy bog; Uprooted, som jeg har haft stående på hylden alt for længe, for hold nu op hvor var den fantastisk! Den hjalp en smule på min vedvarende bookhangover, og jeg har genlæst flere passager derfra siden jeg blev færdig med den. Plus, det er ovenikøbet også en eventyrgenfortælling; af Skønheden og Udyret. En Rainbow Rowell bog blev der også plads til, og den var ligeså god som de få andre bøger jeg kender fra hende. Attachments handler om kærlighed ved første email, og den var simpelthen så gribende at jeg var lige så nervøs som karaktererne i bogen var til tider. Jeg nåede også lige at klemme en enkelt fantasybog mere ind i løbet af den sidste weekend. For at lade op til Sarah J Maas næste bog om Celeana Sardothien fik jeg endelig læst den lille novellesamling i The Assassin’s Blade, for er en slags forhistorie til hvordan Celeana endte hvor hun gjorde da man møder hende første gang. Det var meget rart at få det indblik, og nu glæder jeg mig bare endnu mere til Empire of Storms.

IMG_5048

Jeg ved godt jeg siger det hver måned – næste -, men når jeg ser tilbage kan jeg ikke forstå hvor jeg finder tiden til at læse så mange bøger. Jo jo, godt nok er en del af dem, lydbøger, men det er altså også helt vildt praktisk til en rask gåtur i solen, fremfor blot at sidde stille og blive alt for solskoldet. Selvom jeg godt ved der ikke er kæmpe risiko for solskoldning i den danske sommer, men derfor er det stadig praktisk med en lydbog i ørerne til en tur i skoven, når jeg kan finde rundt der. Ellers vil min sommerferie bestå af rigtig meget afslapning og læsning, for at slappe helt og holdent af og lade op til næste skoleår, hvor jeg ved jeg får enormt travlt, men mere om det en anden gang. Jeg håber at få læst en del videre i mange af de serier jeg stadig er i gang med, og så ser jeg frem til at dele flere #KæreWonders med jer alle. Til sidst vil jeg komme med månedens anbefaling, som er en ny feature jeg vil introducere i min månedlige wrap up fremover.

Månedens anbefaling: Til de af jer der, ligesom mig, har haft brug for en gang sød YA, vil jeg anbefale Emmy & Oliver fordi den tager fat på et ret delikat emne, når en forældre beslutter at tage forældreretten fra den anden, og når det hele så skal forsøge at vende tilbage til normalen, og de kvaler der følger med det. Hvis man har behov for lidt fantasy vil jeg helt klart anbefale Uprooted, jeg kan simpelthen ikke rose den bog nok; den har karakterkonflikter, en ukendt skurk, og en lille smule kærlighed; det er en perfekt kombination.

Hvordan har jeres juni måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juli måned?

Continue Reading

Nothern Lights (Philip Pullman, 1995) #KæreWonders

When Lyra’s friend Roger disappears, she and her daemon, Pantalaimon, determine to find him. The ensuing quest leads them into the bleak splendour of the North, where armoured bears rule the ice and witch-queens fly through the frozen skies.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5030

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Det er vist mere end 10 år siden jeg sidst tog på eventyr med Lyra, men hvor var det fantastisk at rejse til Norden igen sammen med Lyra, Iorek og Gypsies. Sammen med Louise har vi i juni måned afholdt fælles read-a-long med den første bog i His Dark Materials, i næste måned fortsætter vi med bog to og i august slutter vi af med den sidste bog. Du kan stadig nå at være med.

For de få af jer, der ikke kender Lyra historie, så handler det i bund og grund om kirkens frygt for Støv. Men det hele foregår i en alternativ verden, hvor folks sjæle tager form i en følgesvend, der kaldes en Daemon, som har form af et dyr. Lyra vokser op på et kollegium i Oxford, hvor hendes onkel, Lord Asriel, kommer og besøger hende fra tid til anden. En dag skjuler Lyra sig i klædeskabet, og her opdager hun en masse ting, som pludselig leder til hendes fantastiske rejse til Norden sammen med en flok fantastiske mennesker.

Jeg kan huske første gang jeg læste de her bøger, det var imens jeg ventede på flere Harry Potter bøger, og så opdagede jeg Lyra og fik benene slået væk under mig med hendes karakter og hvad hun turde gøre. Og på trods af filmen for nogle år siden, så forestillede jeg mig stadig størstedelen af bogen som jeg kan huske det fra første gang jeg læste den. Jeg blev overrasket over hvor hurtigt bogen skred frem, jeg huskede den som meget længere, og det var ærgerligt at bogen sluttede da den gjorde. Heldigvis er der jo 2 bøger mere, som bare bliver bedre og bedre.

”He smiled at her in the way Mrs Coulter had; as if they were both in on a secret. She smiled politely back and he turned away to talk to someone else. She and Pantalaimon could sense each other’s horror. She wanted to go away by herself and talk to him; she wanted to leave the flat; she wanted to go back to Jordan College and her little shabby bedroom on Staircase Twelve; she wanted to find Lord Asriel…”

Hele den verden som Pullman har opbygget i His Dark Materials er simpelthen utrolig, lige fra den første side ved man at man sidder med noget specielt. Pullmans beskrivelse af Oxford knitrer ud fra siderne, og jeg fik helt nostalgi og ønskede mig til Oxford for hver side jeg vendte fra Lyras tid i Oxford. Jeg bliver ved med at bliver forbløffet over hvor meget ben i næsten Lyra har, hun forstår virkelig at blæse på at være bange, og bare gøre som hun har lyst til. Hendes karakter i det hele taget er bare betagende, og Pullman forstår at beskrive hende både som en lille pige, men også som en lille voksen dame. Jeg tror Lyra har meget af kompleksiteten fra begge sine forældre, men hvis I ikke har læst den, vil jeg ikke afsløre hvem det er for jer endnu.

IMG_5031

Det fantastiske – ja, jeg ved godt jeg bruger det ord en del i den her anmeldelse – ved den her bog er måden den er skrevet. Sproget er som sådan ret simpelt, man kan godt mærke den skal kunne læses af børn/teenagere, og alligevel er emnet noget af det mest voksne og seriøse man kan få fat på. Den kombination skaber en gribende historie med et kæmpe spørgsmål, der stadig mangler at bliver besvaret.

”She looked at him and saw his green wildcat-eyes ablaze with her own excitement. She felt dizzy, as if the whole world were turning beneath her. If Dust were a good thing… If it were to be sought and welcomed and cherished…

Der bliver præsenteret så mange fabelagtige karakterer allerede i den første bog, at det er svært at vælge en favorit, fordi de alle sammen er skønne på hver deres måde, hvad enten der er positivt eller negativt ment. En af de måske lidt mindre roller der fascinerer mig mest er nok heksen Serafina Pekkala; hun er helt sin egen og ved alverden og alligevel er hun endnu et mysterium. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre og forsætte mig genmøde med alle de skønne karakterer og forsætte mig eventyr med Lyra, og snart Will.

På fredag kommer næste læseplan her på bloggen, så vend endelig tilbage, og der afsløres præmien også for vores lille konkurrence. Du kan stadig nå at være med, dokumenter dine læseoplevelser på de sociale medier og brug #KæreWonders og #ViLæserDarkMaterials for at være med. I denne måned har det været dejligt at se, at udover Louise og jeg, har Irene og Bente også læst med. Vi håber at se dem igen, og andre med, henover de næste par måneder.

Hvis du har læst med, hvordan har din første læsning eller genlæsning så været?

Continue Reading

#KæreWonders #ViLæserDarkMaterials

Invitationen til at deltage i Louise og jegs fælles readalong henover sommeren er klar. Udover at deltage i fælleslæsningen på diverse sociale medier, vil vi også gerne invitere til at deltage i de andre ting vi har planlagt.

Som nævnt i det første indlæg, så har vi planlagt en konkurrence. Denne konkurrence kommer til at løbe henover alle tre måneder. Vi går lidt ud fra at størstedelen af jer er på instagram eller et andet socialt medie med billeder, og det er jeres billeder der udgør jeres deltagelse i konkurrencen. Til august præsenterer vi et udvalgt antal billeder fra jeres deltagelse, som I får lov til at stemme om en vinder ud fra. Så det er sådan set op til jer, hvor meget I har lyst til at deltage og hvem der endelig skal vinde. Selve præmien vil vi afsløre i næste måned, men som sagt så er den meget relateret til trilogien.

IMG_4940

Når I deltager så brug endelig vores fælles #, vi har både #KæreWonders og #ViLæserDarkMaterials til at samle vores readalong, og brug dem endelig på kryds og tværs, jo flere jo bedre. En ekstra ting I kan hygge jer med, er et lille puslespil til at få pauserne mellem kapitlerne til at gå med, som I kan finde her. Det er sågar et der foregår på tid, så hvis I er virkelig konkurrencelystne, så kan I også dyste på færdigheder om hvem der er hurtigst.

Som det sidste vil jeg bare sig rigtig god læselyst til de af jer, der har lyst til at deltage, og her får i læseplanen.

readalong

Continue Reading

His Dark Materials #KæreWonders

“Lyra had to adjust to her new sense of her own story, and that couldn’t be done in a day.”

Kender I det med at have læst en rigtig god bog, og man har bare ikke lyst til at lægge den fra sig igen? Når man fordyber sig så voldsomt i en bog og den verden, der bliver penslet at man ikke har lyst til at give slip på den. At man rejser dertil i sine drømme fordi man bliver så opslugt af at læse, at man ikke kan tænke på andet, selv når man har lagt bogen fra sig. Når man pludselig bliver plaget af de berømte book-hangovers. Det er der sikkert mange af jer der gør. Den følelse man har, når man føler man lever i verden mellem siderne og ikke på nogen tidspunkt har lyst til at give slip. Og når den sidste side er vendt og bogen er lukket, har man kun lyst til at starte forfra, men hvad så med alle de andre bøger man også gerne vil læse?

For det store problem er ikke så meget at man ikke kan læse sig ind i nye verdner, men mere at finde tiden til rent faktisk at genopleve de elskede verdner man har stiftet bekendtskab med, og sukker for at vende tilbage til. For efter ny-forelskelsen ved opdagelsen af den nye verden vil det jo ikke være det samme som første gang man læste den. Måske kan det være at det kun var i første omgang at verdenen var så magisk og medrivende som den var. Hvad gør man så når man rent faktisk har fundet tiden til at vende tilbage til den magiske verden, man husker som fantastisk? Det er præcis det dilemma som Louise (fra Kære Dig) og jeg besluttede os for at tackle. Vi fandt ud af, at for begges vedkommende, er det rigtig lang tid siden vi har læst His Dark Materials trilogien af Philip Pullman, og blev enige om at finde ikke mindst tiden, men også fællesskabet ved at genlæse de tre bøger.

IMG_4852

Vi har begge længe overvejet at det var på tide at genlæse dem, personligt kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har læst dem, og jeg kan kun huske de større detaljer, men jeg savner at kunne grave ned i de mindre detaljer. Jeg savner at fordybe mig i Lyras London, løbe afsted med Will, dykke ned i mysterierne og opdage hvad Støv er for første gang igen. Og for at vi ikke skal være ene om fornøjelse ved en genlæsning besluttede vi os for at lave en fælles read-a-long for alle der har lyst over de næste 3 måneder hen over sommerferien.

Hvis du har lyst til at deltage, hvad end det er første gang eller 17 gang du læser bøgerne, så har du stadig lidt tid endnu til at finde dine udgaver frem og støve dem lidt af, hvis det er ligeså lang tid siden du har læst dem, som det er for os. Den 1 juni vil vi begge offentliggøre vores fælles læseplan og diverse andre ting vi har planlagt. Jeg kan dog løfte sløret for at vi har planlagt en konkurrence i forbindelse med readalongen, hvor aktiv deltagelse er en stor del af konkurrencen. Den vil vi også fortælle mere om i næste indlæg. Jeg kan da sige at præmien til konkurrencen er meget relateret til bøgerne.

IMG_4860

IMG_4871

Om du har lyst til at læse bøgerne på dansk eller engelsk er helt op til dig, for historierne er jo de samme, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele min læsning med jer over de næste par måneder, og jeg håber at høre hvordan jeres læseoplevelse også bliver. Hvis du har lyst til at være med så brug endelig #KæreWonders så vi alle kan følge med i hinandens læsning.

Stay tuned til den 1 Juni, hvor næste del af fælleslæsningsplanen bliver tilgængelig samt en del andre ting vi har planlagt i forbindelse med vores sommer readalong. I mellemtiden kunne jeg godt tænke mig at høre dine tidligere oplevelser med at læse His Dark Materials, og om I har lyst til at deltage?

Continue Reading