Toothiana, Queen of the Tooth Fairy Army (William Joyce, 2012)

When last we heard, the Guardians were resting easy with the knowledge that the children of Santoff Clausen were finally safe from Pitch’s dastardly plans.

But is it all a ruse, a scheme, a lull the evil Nightmare King has deviously concocted?

Whatever Pitch’s plans, what he doesn’t know is that there’s a new Guardian in town, and she’s not the type to forget old grudges. Actually, she’s not the type to forget anything–because this Guardian is none other than Toothiana, the Tooth Fairy herself. She’s fierce and fast and crossing her will lead to a multitude of troubles. And, it turns out that, well, all those teeth she has been collecting? They contain memories. The forgotten memories of childhood… including the memories of how to fly. Young Katherine is hopeful that these memories might help her to remember her parents. The Guardians hope they’ll offer even further protection from Pitch.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4950

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den tredje bog om The Guardians er en smule anerledes end de forrige to, da historien ikke fokuserer så meget på jagten efter Pitch, men den handler mere om historien bag den såkaldte tandfe. Det var faktisk lidt rart at læse en lidt anden historie, end den sædvanlige kamp mellem de gode og den onde. Til gengæld gør det nu at jeg savner lidt mere baggrundshistorie for de andre Guardians en smule.

Baggrundshistorien om tandfeen er ret trist. Det er som om at alle Guardians bliver forældreløse på et eller andet tidspunkt, og det er utrolig trist, men på en eller anden måde binder det de forskellige personer og historien sammen på en fin måde. Igennem historien får man også et indblik i hvordan resten af verden ser ud, og det er rart at se at det ikke kun er indelukkede steder der er magiske. Desværre betyder det også der findes ondskab i resten af verden, og som forventet dukker Pitch selvfølgelig op igen.

”Katherine shook as doubt and fear coursed through her. She had seen it. She’d had that nightmare – of being Pitch’s daughter.”

Bøgerne er skrevet i kort format, ment på den måde at kapitlerne også er rigtig korte, og det gør det helt vildt let at suse igennem dem. Historierne er også rigtig fængende, både for børn og voksne, og med den slutning på bogen er der pludselig lagt op til mere baggrundshistorie der skal for lys. Hver bog kommer med mere information i forskellige mystiske portioner, og jeg vil faktisk gerne finde ud af hvordan det hele hænger sammen, og om the Guardians vil lykkedes i deres færd på at besejre mareridtene.

Continue Reading

Worlds of Ink and Shadows (Leona Coakly, 2016)

Charlotte, Branwell, Emily, and Anne. The Brontë siblings have always been inseparable. After all, nothing can bond four siblings quite like life in an isolated parsonage out on the moors. Their vivid imaginations lend them escape from their strict upbringing, actually transporting them into their created worlds: the glittering Verdopolis and the romantic and melancholy Gondal. But at what price? As Branwell begins to slip into madness and the sisters feel their real lives slipping away, they must weigh the cost of their powerful imaginations, even as their characters—the brooding Rogue and dashing Duke of Zamorna—refuse to let them go.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4700

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist ikke løbe fra det faktum at Brontë bøgerne ikke ligger blandt mine favoritter, som de gør hos så mange andre. Ikke desto mindre syntes jeg at Worlds of Ink and Shadow lød utrolig spændende, og da den var i en tidligere Owlcrate boks blev jeg umådelig glad. Ikke alene er bogen i sig selv super flot, men selve historien læner sig også meget op af den drøm/fantasi som jeg er sikker på de fleste af os har; at blive en del af vores yndlingshistorie og selv tage del i plottet.

Brontë familien lever et middelmådigt liv, alt imens søskendeflokken stille og roligt udvikler sig til hver deres personlighed. Anne er den stille pige, der hele tiden skal agere mellemmand mellem sine andre søskende. Emily er den viltre, passionerede unge pige der længes efter eventyr. Charlotte er den ansvarlige unge dame, der langsomt begynder at indse hvad det vil sige at være voksen. Branwell er den eneste dreng i søskendeflokken og har alene af den grund sit hyr at se til. Samtidig har Charlotte og Branwell deres hemmelighed sammen, som Emily og Anne er blevet forbud at deltage i. Det skaber selvfølgelig en del følelser under overfladen på mange af deres interne forhold.

”Charlotte had once let it slip that creating a story – either by writing or by telling it – put her in the right frame of mind for crossing over. Did it work for drawing, too? Was Emily in the right frame of mind now?”

Det er tydeligt at Coakly har gjort sin del research til den her bog, for mange af detaljerne ligger meget tæt op af virkelighedens Brontë familie. Deres triste skæbne bliver flettet ind i historien på meget dramatisk vis, som også får store betydninger for den fiktive historie Charlotte og Branwell har skabt. Selv uden at vide voldsomt meget om Brontë skæbnerne, så var det ikke svært at gennemskue hvad Coakly har taget fra virkeligheden og hvad hun selv har fundet på.

IMG_4706

De fiktive karakterer som Charlotte og Branwell har skabt er også helt vildt interessante. De afspejler flere forskellige sider af deres skabere, og selvom de ikke selv kan se det, så bliver det mere og mere tydligt for læseren, samtidig med at det står klar at de fiktive karaktere har fået deres eget liv.

”The truth in his words rang clear like the peal of a bell. Charlotte felt that Rogue must have heard it, and indeed, he frowned and turned in circle where he stood, squinting at the peers and spectators. His eyes stopped at Emily, who was staring at him in her white dress like a frightened little dove.”

Bogen starter meget direkte med handlingen, og selvom det forvirrede mig lidt i starten så satte det godt skub i tingene. Jeg blev meget hurtigt grebet af historien, og det tog ikke lang tid før jeg havde svært ved at ligge den fra mig. Jeg blev ret så glad for de her versioner af Brontë søskende, og deres interne intriger og håb og drømme for hver deres fremtid. Der er tydeligt lagt meget arbejde i at skrive hver af dem så forskelligt som muligt, så de ikke vil komme til at ligne hinanden, på trods af hvor lidt vi måske rent faktisk ved om dem.

Sproget i bogen er også ganske let og mange svæver hurtigt igennem de dramatiske scener. I det hele taget er det en bog der fanger lige fra første side, og dramaet og eventyret i det hel sætter sig fast hos dig, at du ikke har lyst til at ligge bogen fra dig.

Continue Reading

2016 – Top 5 Reads So Far

Vi er ved at være halvvejs igennem året – faktisk så er vi over halvvejs igennem året! – og jeg tænkte, at det var tid til at kigge lidt tilbage på nogle af de bedste bøger jeg har læst i år. Jeg har læst rigtig mange gode bøger i det her år, mine stjerner er pænt fordelt, men der er alligevel enkelte bøger der skiller sig ud fra de andre, og stadig spøger i hukommelsen. Og når jeg ser på den lille stak af min Top 5 indtil nu, så er de faktisk også pænt fordelt i deres forskellige genrer. Der er både lidt YA, lidt fantasy, lidt chick-lit, lidt humor, lidt eventyr, lidt romance og et par diverse andre ting. Alt i alt burde der være lidt til enhver.

IMG_5155

To af disse bøger har jeg hørt som lydbøger, og det er derfor de ikke er med på billederne. Det er først Jojo Moyes One Plus One og Fredrick Backmans Min mormor hilser og siger undskyld. One Plus One er en rørende historie om at finde sig selv igen, trods hele verdens modgang, og at man samtidig finder en der ser alle de gode ting i dig, på trods af verdens modgang. Jeg elskede simpelthen denne historie om Jess og hendes børns prøvelser, og hvordan det hele bare ser ud til at gå ned af bakke, kun for at vende i sidste øjeblik, som kun Moyes kan skrive det. Min mormor hilser og siger undskyld var en sådan bog, der fik mig til at tænke lidt over hvor ondskabsfulde børn rent faktisk kan være, men også hvor fantastisk andre børn kan være. Det kræver bare at man tager sig tiden til at kende disse børn, for når man konstant render rundt med et Gryffindor halstørklæde, kan man kun være det værd at lære at kende. Hver bog har lidt feel-good-stemning over sig, jeg blev i hvert fald i rigtig godt humør af at læse/høre dem. Det er bøger jeg forestiller mig også ville passe rigtig godt sammen med en kold drink ved pool eller strandkanten.

En af de bedste YA bøger jeg har læst i år, må helt klart være Fangirl af Rainbow Rowell. Det var sågar også mit første møde med Rowell, og det imponerede mig kun til at ville læse mere. Det er endnu en typisk find-dig-selv YA, men kombinationen med fanfiction universet var en finurlig tilføjelse, der gjorde at bogen næsten havde en ekstra historie, ud over Caths. Ikke at Caths historie ikke også var helt igennem herlig, der var overraskende, skræmmende mange punkter i Caths liv jeg kunne genkende mig selv i, og det gjorde at jeg blev des mere glad for bogen. Det er helt klart en bog man skal læse, hvis man har behov for noget let og ikke alt for livstungt til en dag på terrassen.

IMG_5161

IMG_5165

Når det kommer til fantasy har jeg læst en del, men der er to inden for de seneste par måneder, jeg stadig ikke kan glemme. Begge to hører også lidt ind under genren eventyrgenfortællinger, om end de er spinkle i den ende. Det er selvfølgelig A Court of Mist and Fury af Sarah J Maas og Uprooted af Naomi Novik. ACOMAF er godt nok en to’er i en serie, og derfor vil det nok være fordelagtigt at læse den første bog i serien, men dertil skal man bare vide at serien bliver så meget bedre i bog to.  Uprooted bygger løst på eventyret om Skønheden & Udyret, og da jeg først var kommet godt i gang med den, faldt jeg pladask for personerne deri og havde slet ikke lyst til at skulle slip på dem. Det kan godt være det er en lidt ’tungere’ fantasy bog, men når først man er hooked, bliver det svært at ligge den fra sig. Jeg forstiller mig at den vil passe perfekt til de regnfulde sommerdage vi har for tiden.

Det var et kort indblik i mine Top 5 for året indtil nu. Der har selvfølgelig, som sagt, været mange andre rigtig gode historier. Jeg er også sikker på at der kommer til at være ligeså mange i den sidste halvdel af året, det håber jeg i hvert fald. Har I læst mange gode bøger i år indtil nu, og hvilke er så med i jeres Top 5?

Continue Reading

The Girl Who Soared over Fairyland and Cut the Moon in Half (Catherynne M. Valente, 2013)

September misses Fairyland and her friends Ell, the Wyverary, and the boy Saturday. She longs to leave the routines of home and embark on a new adventure. Little does she know that this time, she will be spirited away to the moon, reunited with her friends, and find herself faced with saving Fairyland from a moon-Yeti with great and mysterious powers.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4676

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Det er så hyggeligt at tage på eventyr med September, og når September så endelig bliver forenet med sine rigtige venner fra Fairyland, så kan det kun blive godt. September er efterhånden blevet noget ældre og hun er ikke sikker på hun overhovedet kan komme tilbage til Fairyland, så da hun får chancen er hun ikke tøvende med at hoppe om bord.

Septembers tur til Fairyland er ikke helt som hun regnede med, for tingene i Fairyland er ikke som de plejer, og September begiver sig afsted på at fikse hvad der skal ordnes. Det betyder at hun skal en tur til månen for at redde månen fra den afskyelige snemand. Heldigvis støder hun på gamle bekendte og nye ansigter der kan hjælpe hende på hendes færd.

”Of course, nothing is really harmless. Sometimes telling the truth can bang the world about its ears just as much as any lie. But you must always be careful when you visit that little shop where lies are kept. They are always looking for a way out.”

Som altid skriver Valente utroligt gribende og lyrisk, som kun kan forvilde en ind i et eventyrland. Hun sætter sætninger sammen der skaber billeder, og giver liv til uvirkelige ting. Jeg er fan af den måde hun fremsætter verden, og både kan se den med børns øjne, men også med voksnes øjne. De små ting bliver sat i stort perspektiv, og de store beslutninger bliver minimeret og det hele bliver vendt lidt på hovedet.

Selvom hun skriver det hele på en lidt kryptisk måde så giver det mening, fordi de tager udgangspunkt i sandheden. Der er lidt filosofi over nogle af de spørgsmål som September begynder at tænke over.

”So it is written – bot so, too, it is crossed out. You can write over it again. You can make notes in the margins. You can cut out the whole page. You can, and you must, edit and rewrite and reshape and pull out the wrong parts like bones and ind just the thing you can forever, forever write more and more and more, and thicker and longer and clearer. Living is a paragraph, constantly rewritten.”

I forhold til de andre bøger så var den her godt på vej tilbage til hvad jeg var mest vild med i den første bog. Det handler om September og hendes venner på eventyr, i håb om at redde Fairyland og finde ud af mere om dem selv. Det var ikke bare skygger af dem selv, men de virkelige personer som vi mødte i den første bog, og jeg kunne meget bedre lide den første bog frem for den anden. Derfor er det også lidt ærgerligt med måden bogen sluttede på, for det hinter lidt til at den næste bog ikke kommer til at afsløre hvad der sker med September.

Slutningen ved jeg stadig ikke helt om jeg er tilfreds med. Om ikke andet så var den betydeligt anerledes end de forrige bøger, og det kom som en overraskelse hvis ikke andet. Uanset hvad så skal jeg da læse de næste bøger i serien, i håb om at jeg kommer til at finde ud af hvad der sker med September.

Continue Reading

Nothern Lights (Philip Pullman, 1995) #KæreWonders

When Lyra’s friend Roger disappears, she and her daemon, Pantalaimon, determine to find him. The ensuing quest leads them into the bleak splendour of the North, where armoured bears rule the ice and witch-queens fly through the frozen skies.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5030

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Det er vist mere end 10 år siden jeg sidst tog på eventyr med Lyra, men hvor var det fantastisk at rejse til Norden igen sammen med Lyra, Iorek og Gypsies. Sammen med Louise har vi i juni måned afholdt fælles read-a-long med den første bog i His Dark Materials, i næste måned fortsætter vi med bog to og i august slutter vi af med den sidste bog. Du kan stadig nå at være med.

For de få af jer, der ikke kender Lyra historie, så handler det i bund og grund om kirkens frygt for Støv. Men det hele foregår i en alternativ verden, hvor folks sjæle tager form i en følgesvend, der kaldes en Daemon, som har form af et dyr. Lyra vokser op på et kollegium i Oxford, hvor hendes onkel, Lord Asriel, kommer og besøger hende fra tid til anden. En dag skjuler Lyra sig i klædeskabet, og her opdager hun en masse ting, som pludselig leder til hendes fantastiske rejse til Norden sammen med en flok fantastiske mennesker.

Jeg kan huske første gang jeg læste de her bøger, det var imens jeg ventede på flere Harry Potter bøger, og så opdagede jeg Lyra og fik benene slået væk under mig med hendes karakter og hvad hun turde gøre. Og på trods af filmen for nogle år siden, så forestillede jeg mig stadig størstedelen af bogen som jeg kan huske det fra første gang jeg læste den. Jeg blev overrasket over hvor hurtigt bogen skred frem, jeg huskede den som meget længere, og det var ærgerligt at bogen sluttede da den gjorde. Heldigvis er der jo 2 bøger mere, som bare bliver bedre og bedre.

”He smiled at her in the way Mrs Coulter had; as if they were both in on a secret. She smiled politely back and he turned away to talk to someone else. She and Pantalaimon could sense each other’s horror. She wanted to go away by herself and talk to him; she wanted to leave the flat; she wanted to go back to Jordan College and her little shabby bedroom on Staircase Twelve; she wanted to find Lord Asriel…”

Hele den verden som Pullman har opbygget i His Dark Materials er simpelthen utrolig, lige fra den første side ved man at man sidder med noget specielt. Pullmans beskrivelse af Oxford knitrer ud fra siderne, og jeg fik helt nostalgi og ønskede mig til Oxford for hver side jeg vendte fra Lyras tid i Oxford. Jeg bliver ved med at bliver forbløffet over hvor meget ben i næsten Lyra har, hun forstår virkelig at blæse på at være bange, og bare gøre som hun har lyst til. Hendes karakter i det hele taget er bare betagende, og Pullman forstår at beskrive hende både som en lille pige, men også som en lille voksen dame. Jeg tror Lyra har meget af kompleksiteten fra begge sine forældre, men hvis I ikke har læst den, vil jeg ikke afsløre hvem det er for jer endnu.

IMG_5031

Det fantastiske – ja, jeg ved godt jeg bruger det ord en del i den her anmeldelse – ved den her bog er måden den er skrevet. Sproget er som sådan ret simpelt, man kan godt mærke den skal kunne læses af børn/teenagere, og alligevel er emnet noget af det mest voksne og seriøse man kan få fat på. Den kombination skaber en gribende historie med et kæmpe spørgsmål, der stadig mangler at bliver besvaret.

”She looked at him and saw his green wildcat-eyes ablaze with her own excitement. She felt dizzy, as if the whole world were turning beneath her. If Dust were a good thing… If it were to be sought and welcomed and cherished…

Der bliver præsenteret så mange fabelagtige karakterer allerede i den første bog, at det er svært at vælge en favorit, fordi de alle sammen er skønne på hver deres måde, hvad enten der er positivt eller negativt ment. En af de måske lidt mindre roller der fascinerer mig mest er nok heksen Serafina Pekkala; hun er helt sin egen og ved alverden og alligevel er hun endnu et mysterium. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre og forsætte mig genmøde med alle de skønne karakterer og forsætte mig eventyr med Lyra, og snart Will.

På fredag kommer næste læseplan her på bloggen, så vend endelig tilbage, og der afsløres præmien også for vores lille konkurrence. Du kan stadig nå at være med, dokumenter dine læseoplevelser på de sociale medier og brug #KæreWonders og #ViLæserDarkMaterials for at være med. I denne måned har det været dejligt at se, at udover Louise og jeg, har Irene og Bente også læst med. Vi håber at se dem igen, og andre med, henover de næste par måneder.

Hvis du har læst med, hvordan har din første læsning eller genlæsning så været?

Continue Reading

Kelley (Lesley Livingston, 2015)

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

17-årige Kelley håber og tror at rollen som alfedronningen Titianai en opsætning af Shakespeares En skærsommernats drøm, er hendes store chance for at bryde igennem som skuespiller. Men da Kelley møder den flotte Sonny må hun indse den chokerende sandhed, at alfernes verden virkelig findes, og at hun er en del af den. Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv, hvis hun vil redde ikke blot sig selv, men også Sonny og hele menneskeverdenen fra Alferigets magtfulde kræfter…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4682

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Den her bog er lidt svær at anmelde må jeg indrømme, for på den ene side syntes jeg den var ganske god, men på den anden side var der noget jeg ikke var helt tilfreds med. Sådan var det lidt hele vejen igennem, og det ærgrer mig en smule, for det er faktisk en ganske okay bog. Da jeg læste baggrundsteksten om den syntes jeg med det samme den lød interessant; feer, en hemmelig verden og Shakespeare! What’s not to like? Det skulle vise sig at blive meget blandet med hvad jeg syntes var godt, og hvad jeg syntes var knap så godt.

Historien er som sådan ganske fin, den bliver præsenteret meget hurtigt og man er godt med på hvad der sker i Kelleys liv, desværre er der også et par huller. Det hele bliver beskrevet en smule overfladisk enkelte steder, som om der mangler en del information, som jeg kun kan håbe vil blive udfoldet i de næste to bøger. Der er en hel del omkring de Shakespeareanske aner i den almindelige verden jeg var helt vild med, men efter min mening var der ikke nok af det, og når det så kom, blev det ret hurtigt en stor altafgørende kamp for livet, som om der ikke var andet i den verden.

Kelley og Sonny er begge interessante karakterer i bogen, på hver deres måde, og jeg ved ærligt talt ikke hvem af dem jeg foretrækker. Kelley blev jeg først virkelig glad for i den sidste halvdel af bogen, selvom hun havde sine gode sider hele vejen igennem. Der var måske bare lidt for meget ’piget’ over hende på nogle punkter. Jeg kunne godt have brugt at hun havde lidt mere ben i næsen fra starten af, og ikke først i slutningen af bogen hvor hun nærmest bliver tvunget ud i det. Sonny derimod havde lige præcis den mængde bid i næsen som der var behov for. Han var skarp og vittig og havde næsten altid den rigtige kommentar klar til øjeblikket. Han var det indblik i feverden som jeg helst ville læse om.

”Der var forvirring i Kelleys sind. Hun kunne genkalde sig et virvar af billeder fra sekunder før hun gik i sort. Svævende indtryk af lys og lyd, og sælsom, vidunderlig musik… Eller for at bruge det tekniske udtryk, iltmangel.”

En ting der gik mig lidt på bogen igennem var oversættelsen, ikke at den var dårligt oversat som sådan – jeg har læst bøger der er betydeligt værre. Men det der gik mig lidt på var at Shakespeare også var blevet oversat, og det fungerer bare slet ikke på samme måde på dansk som det gør på engelsk. I mit hoved skal Shakespeare altid være på engelsk, og det er bare så synd når han bliver oversat, for det virker bare forkert. Det er måske en lille detalje, men for mig stjal det alt for meget at glæden ved det.

”De nærmede sig et orkester af alfemusikere, og Sonny smilede da Kelley svajede yndefuldt til den overjordiske musik. Hans nytårskineser. Han var pinagtig bevidst om at hun efter al sandsynlighed ikke ville være ’hans’ ret meget længere. Ikke hvis hun bestemte sig for at acceptere sin sande identitet.”

Selve historien er egentlig god, den er klassisk med en pige der tror hun er helt som alle andre, men så opdager at det er hun slet ikke. Så skal hun tage stilling til hvad hun så vil med livet og hvem hun vil være. Jeg blev lidt overrasket over hvor let hun havde ved at træffe sine valg omkring al den nye viden hun fik smidt i hovedet, det syntes jeg måske var lidt urealistisk. Hun var i det hele taget meget hurtigt til at godtage alting uden at sætte store spørgsmålstegn ved særlig meget. Det eneste problem lod til at være at Sonny var lidt for meget stalker.

Kærlighedsaspektet var lidt forudsigeligt, men det gjorde mig ikke noget. Der blev præsenteret en dreng og en pige, og så var det oplagt at de skulle lære at kende hinanden og senere falde for hinanden. Det gik godt nok også hurtigt at de blev så vildt forelsket at de næsten ikke kunne leve uden hinanden. Slutningen var lidt kryptisk, men ligger også op til at der selvfølgelig kommer en bog mere. Jeg er stadig lidt i tvivl om jeg rent faktisk vil læse videre i serien; på den ene side vil jeg gerne vide mere om den feverden der er opbygget, men på den anden side så siger resten mig ikke så sindssygt meget.

Continue Reading

Smoke & Mirrors (Neil Gaiman, 1998)

“The distinctive storytelling genius of Neil Gaiman has been acclaimed by writers as diverse as Norman Mailer and Stephen King. Now in this new collection of stories–several of which have never before appeared in print and more than half that have never been collected–that will dazzle the senses and haunt the imagination.

Miraculous inventions and unforgettable characters inhabit these pages: an elderly widow who finds the Holy Grail in a second-hand store…a frightened little boy who bargains for his life with a troll living under a bridge by the railroad tracks…a stray cat who battles nightly against a recurring evil that threatens his unsuspecting adoptive family. In these stories, Gaiman displays the power, wit, insight and outrageous originality that has made him one of the most unique literary artists of our day.”

(Tekst fra goodreads)

IMG_4418

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Dette er den første samling noveller jeg har læst af Neil Gaiman, jeg har læst en del af hans romaner og enkelte noveller her og der i forskellige andre antologier. Umiddelbart virker det ikke til at der er noget tema i Smoke & Mirrors, men efter at have læst de forskellige noveller, er der alligevel et par ting jeg i hvert fald syntes går igen. Død, sex og brutalitet i en eller anden form optræder flere gange på tværs af de forskellige noveller.

Novellerne er så forskellige både i form og indhold og det gør også at nogle af dem stadig sidder fast i hukommelsen, mens andre blev glemt kort efter at have vendt den sidste side i den pågældende novelle. På forunderlig vis er den første og den sidste novelle dem jeg bedst kan huske.

”He slept in the day. Nobody cared. He stood alone in the night and shivered, in the cold. It came to him then that he was standing on the edge of a precipice. The voice came from the night all around him, in his head and out of it.”

Selvom novellerne ikke decideret er overnaturlige i deres indhold, så sniger det sig alligevel ind blandt siderne. Det er som om Gaiman ikke kan holde sig fra det fantastiske element på den ene eller den anden måde. Det kan både være et mysterium der pludselig giver mening på forunderlig vis, eller en genstand der fordrejer historien på magisk vis. Den første historie, som en af dem jeg husker bedst, handler for eksempel om en ældre dame der finder den hellige gral, uden helt at være klar over hvad hun har fundet. En ridder kommer forbi og vil købe den af hende, men det vil hun ikke gå med til. Ikke fordi hun er klar over hvad hun har fundet, men fordi hun er en stædig gammel kone.

”I do not know what manner of thing she is. None of us do. She killed her mother in the birthing, but that’s never enough to account for it. They call me wise, but I am far from wise, for all that I foresaw fragments of it, frozen moments caught in pools of water or in the cold glass of my mirror.”

Enkelte noveller må jeg indrømme var deciderede frastødende, og det er nok også grunden til at jeg var hurtig til at glemme dem. Andre historier var simpelthen for mærkværdige til at finde hoved og hale i, at de gik i glemslen af den grund. Men så var der også de historier som var så specielle at de stadig hjemsøger mig en smule. Der var for eksempel den bagvendte historie om Snehvide, som er langt fra den historie man kender. Den bevidner blot om Gaimans evne til at genfortolke klassiske eventyr, og de få stykker jeg har læst af ham giver mig bare mere lyst til at læse flere af ham.

Eller historien om et mord på en engel, der skal løses af detektivenglen. En historie der vender religionen på hovedet og sætter engle op mod hinanden, med menneskeligt begær. Selv de unaturlige elementer får tilføjet en grad af menneskelighed, og omvendt. Gaiman formår at skabe små verdner der ikke nødvendigvis hænger sammen, men alligevel kan der skabes en sammenhæng mellem dem i deres tilgang til emnet, som efter min mening måske kun kan snævres ind til brutalitet i enhver udformning.

Min grund til at give bogen middel bedømmelse bunder nok også i at historierne var så forskellige i karakter. Nogle kunne jeg rigtig godt lide, mens andre blev jeg lettere frastødt af.  Ikke desto mindre bliver Gaiman ved med at forundre og jeg er bestemt ikke færdig med ham og hans arbejde.

Continue Reading

A Court of Mist and Fury (Sarah J Maas, 2016)

Feyre survived Amarantha’s clutches to return to the Spring Court—but at a steep cost. Though she now has the powers of the High Fae, her heart remains human, and it can’t forget the terrible deeds she performed to save Tamlin’s people.

Nor has Feyre forgotten her bargain with Rhysand, High Lord of the feared Night Court. As Feyre navigates its dark web of politics, passion, and dazzling power, a greater evil looms—and she might be key to stopping it. But only if she can harness her harrowing gifts, heal her fractured soul, and decide how she wishes to shape her future—and the future of a world cleaved in two.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4890

Bogen får 5 (x uendelig) ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er svær at skrive. Det er en uge siden jeg læste de sidste sider, og jeg er stadig ikke kommet mig. Det er længe siden jeg har haft sådan en book hangover, og har måtte finkæmme nettet for fanart og fanfiction for at indfri mit ønske om MERE, MERE, MERE. Så er det sagt, og I er advaret for en anmeldelse der kommer til at være præget af mange af de følelser jeg gennemgik da jeg læste den her bog. For jeg skal love for at jeg sad på kanten af sofaen, lænede mig godt tilbage og nød bogen, mens jeg også næsten bed negle ved flere lejligheder. Selvom der måske er knap så meget action i den her bog i forhold til den første, så er den alligevel 10 gange bedre end den første på grund af alt det andet der sker. Jeg bliver også nødt til at advare om spoilers, for jeg kan ikke snakke om den her bog uden at gå i detaljer!

Vi følger Feyre umiddelbart efter hendes succes Under Bjerget, men succes kommer altid med en pris, og for Feyre er det at leve med hvad hun har gjort, nu for al tid og evighed efter hun blev forvandlet til en fe ligesom dem hun nu skal leve sammen med. Ikke nok med at hun skal lære at begå sig som fe lige pludselig, hun har ovenikøbet fået diverse magiske kræfter med i købet, som hun endnu ikke helt kan kontrollere og med stærke følelsesudbrud gør det bare situationen meget værre. For Feyre kan ikke kontrollere sig selv emotionelt, hun er bogstavelig talt et følelsesmæssigt vrag, og selv det opkommende ægteskab til manden hun kæmpede så bravt for at redde, er måske ikke det lyspunkt hun ser ud til at have brug for.

Jeg elsker Feyre og hendes kampgejst. Sådan, nu har jeg sagt det. I den første bog var hun lidt på kanten til at være irriterende og ynkelig nogle gange (måske det havde noget at gøre med at hun var ’almindelig menneske’ dengang), men nu er jeg vild med hende! Hun er indbegrebet af den slags stærke kvindelige karakterer som Sarah J Maas efterhånden har gjort til sin mærkevare. Selvom det tager lidt tid for Feyre at udvikle sig til denne kick-ass-female, så var det også helt vild interessant at læse om hvordan hendes karakter næsten blev bygget op fra bunden. Jeg syntes måden Maas har gjort det, med at bryde Feyre helt ned, for så at være nødt til at forme hende igen til noget stærkere fungerede rigtig godt hele bogen igennem. For det var ikke uden forhindringer og prøvelser, som ikke alle sammen lykkedes. Sammenstødet med The Weaver var især nervepirrende, og jeg kan huske at de kapitler blev læst meget hurtigt for at finde ud af hvordan Feyre ville klare det.

”He meant it, too. Even if I could tell from the ire in his eyes that he didn’t like it. He’d bring me back to the Spring Court the moment I asked. Bring me back to silence, and those sentries, and a life of doing nothing but dressing and dining and planning parties. He crossed his ankle over a knee. ”I made you an offer when you first came here: help me, and food, shelter, clothing… All of it is yours.””

Den første halvdel af den her bog, for mig, handlede for det første lige om at sætte det hele sammen med hvad jeg kunne huske af hvad der var sket i den første bog. Det tog et par kapitler, men det gjorde mig ikke så meget, for det gav lidt ekstra til bogens mystik og de ting som Feyre kæmper med. Da Rhys endelig træder ind i billedet er det som om det hele bliver vendt på hovedet. Jeg sad hele tiden og tænkte at Tamlin var lidt af en (ærligt talt) svagpisser, taget i betragtning af hvad Feyre gjorde for hans skyld, og den måde han behandler hende på efterfølgende. Det er et meget patrikalt forhold, hvor hun næsten kun er der til hans fornøjelse og hendes rigtige følelser tæller ikke. Jeg syntes det er både skræmmende og imponerende at Maas kan sætte sådan et univers op, hvor der tilsyneladende ikke er pillet synderligt ved kønsrollerne, men alligevel har hun en håndfuld virkelig stærke kvinder, der bare sparker røv og ikke vil finde sig i noget.

Man kan jo ikke snakke om A Court of Mist and Fury uden at snakke om Rhysand. (SPOILERS!) Han skulle forestille at være skurken i det hele, men det viser sig stille og roligt at han er stik det modsatte. Stille og roligt igennem bogen viser Rhys sig mere og mere positivt, og han bliver ved med at overraske. Han har stadig sine hemmeligheder, men dem får vi også at vide senere i bogen, og pludselig giver det hele meget mere mening. Jeg må indrømme at jeg ikke helt havde set den del af historie komme, men når jeg ser tilbage på det hele, så passer det bare så godt sammen! De to skal jo bare være sammen, det giver meget bedre mening end med Tamlin. Tamlin er bogstaveligt talt et udyr i forhold til Rhys, og Tamlin lever også meget mere efter de ’gamle’ regler, hvor han faktisk betragter sig selv som herre over Feyre. Jeg mener, helt ærligt, det er så forkert på mere end en måde.

”I crawled over the bed to the side tucked almost against the slanted ceiling and shimmied beneath the quilt. Cool, crisp sheets wrapped around me like an icy hand. But my shiver was from something else entirely as the mattress shifted, the blanket moved, and then the two candles beside the bed went out. Darkness hit me at the same moment the warmth from his body did. It was an effort not to nudge toward it. Neither one of us moved, though.”

Mit hjerte blødte for Feyre og Rhysand i slutningen. Det gjorde det faktisk flere gange mange gange tidligere, for hold op det er en romance der er blevet bygget op til, men utallige flirts på tværs af dem begge to. Al den magi der spænder imellem dem, gør det heller ikke bedre. Men hold op en barsk slutning. Jeg kunne godt fornemme at der skulle en drastisk slutning til, men jeg havde trods alt ikke forventet lige det. Og endnu engang er det op til Feyre at opofre sig, fordi en flok mænd ikke kan tænke klart! Jeg indrømmer gerne at jeg græd til de sidste kapitler, og jeg nærmest skreg af frustration da der ikke var flere sider tilbage, for den slutning er så unfair som noget kan være. Det er helt urimeligt at vi nu skal vente et helt år mere næste, før at sidste bog i serien kommer.

IMG_4907

Den her bog leder også op til en meget større kamp i den sidste bog. Det står meget tydeligt at Amarantha fra den første bog kun var toppen af isbjerget, når det kommer til ondskab og decideret modbydelighed uden omtanke for andre. Da vi endelig bliver præsenteret for den øverste skurk af dem alle, er der i hvert fald ingen tvivl om at han ikke tager hensyn til mange andre end sig selv, og han hjælper kun andre hvis han får noget ud af det. Jeg er lidt nervøs for hvad han finder på i næste bog. I det hele taget er der mange ting jeg er nervøs over for den sidste bog.

Jeg ved ikke om jeg vil anbefale at læse bogen med det samme eller at vente. På den ene side ’LÆS DEN NU’ fordi den bare er fantastisk, men så kommer du til at sidde i samme desperate situation som mig, med trang til mere der bare ikke findes endnu. På den anden side ’VENT’, fordi så kan du læse den med kortere tid til sidste bog, så du ikke kommer til at sidde med samme desperate trang som jeg har lige nu. Uanset hvad, så syntes jeg bare du skal læse den. For Sarah J Maas er stille og roligt ved at indarbejde sig en plads som nye yndlingsforfatter.

Continue Reading

His Dark Materials #KæreWonders

“Lyra had to adjust to her new sense of her own story, and that couldn’t be done in a day.”

Kender I det med at have læst en rigtig god bog, og man har bare ikke lyst til at lægge den fra sig igen? Når man fordyber sig så voldsomt i en bog og den verden, der bliver penslet at man ikke har lyst til at give slip på den. At man rejser dertil i sine drømme fordi man bliver så opslugt af at læse, at man ikke kan tænke på andet, selv når man har lagt bogen fra sig. Når man pludselig bliver plaget af de berømte book-hangovers. Det er der sikkert mange af jer der gør. Den følelse man har, når man føler man lever i verden mellem siderne og ikke på nogen tidspunkt har lyst til at give slip. Og når den sidste side er vendt og bogen er lukket, har man kun lyst til at starte forfra, men hvad så med alle de andre bøger man også gerne vil læse?

For det store problem er ikke så meget at man ikke kan læse sig ind i nye verdner, men mere at finde tiden til rent faktisk at genopleve de elskede verdner man har stiftet bekendtskab med, og sukker for at vende tilbage til. For efter ny-forelskelsen ved opdagelsen af den nye verden vil det jo ikke være det samme som første gang man læste den. Måske kan det være at det kun var i første omgang at verdenen var så magisk og medrivende som den var. Hvad gør man så når man rent faktisk har fundet tiden til at vende tilbage til den magiske verden, man husker som fantastisk? Det er præcis det dilemma som Louise (fra Kære Dig) og jeg besluttede os for at tackle. Vi fandt ud af, at for begges vedkommende, er det rigtig lang tid siden vi har læst His Dark Materials trilogien af Philip Pullman, og blev enige om at finde ikke mindst tiden, men også fællesskabet ved at genlæse de tre bøger.

IMG_4852

Vi har begge længe overvejet at det var på tide at genlæse dem, personligt kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har læst dem, og jeg kan kun huske de større detaljer, men jeg savner at kunne grave ned i de mindre detaljer. Jeg savner at fordybe mig i Lyras London, løbe afsted med Will, dykke ned i mysterierne og opdage hvad Støv er for første gang igen. Og for at vi ikke skal være ene om fornøjelse ved en genlæsning besluttede vi os for at lave en fælles read-a-long for alle der har lyst over de næste 3 måneder hen over sommerferien.

Hvis du har lyst til at deltage, hvad end det er første gang eller 17 gang du læser bøgerne, så har du stadig lidt tid endnu til at finde dine udgaver frem og støve dem lidt af, hvis det er ligeså lang tid siden du har læst dem, som det er for os. Den 1 juni vil vi begge offentliggøre vores fælles læseplan og diverse andre ting vi har planlagt. Jeg kan dog løfte sløret for at vi har planlagt en konkurrence i forbindelse med readalongen, hvor aktiv deltagelse er en stor del af konkurrencen. Den vil vi også fortælle mere om i næste indlæg. Jeg kan da sige at præmien til konkurrencen er meget relateret til bøgerne.

IMG_4860

IMG_4871

Om du har lyst til at læse bøgerne på dansk eller engelsk er helt op til dig, for historierne er jo de samme, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele min læsning med jer over de næste par måneder, og jeg håber at høre hvordan jeres læseoplevelse også bliver. Hvis du har lyst til at være med så brug endelig #KæreWonders så vi alle kan følge med i hinandens læsning.

Stay tuned til den 1 Juni, hvor næste del af fælleslæsningsplanen bliver tilgængelig samt en del andre ting vi har planlagt i forbindelse med vores sommer readalong. I mellemtiden kunne jeg godt tænke mig at høre dine tidligere oplevelser med at læse His Dark Materials, og om I har lyst til at deltage?

Continue Reading

The Fire Sermon (Francesca Haig, 2014)

What would you do if you had to leave everything you knew behind? If what made you perfect also made you an outcast? If your twin, once your only friend, was now your worst enemy?

Since the blast that reshaped the earth, only twins are born. The imperfect one of each pair is branded at birth and sent away. Twins share nothing but the moment of their death: when one dies, so does the other. But Cass and her twin Zach cannot be separated.

In this scorched and broken world, Cass’s bond with her brother may be the most dangerous thing of all.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4411

Den her bog købte jeg stort set kun på grund af udseendet, og jeg ved godt man ikke må det, men det var altså tilfældet ved den her. Det var i hvert fald noget af det første jeg faldt for, da jeg så havde læst coverteksten blev jeg kun overbevist om at den skulle med mig hjem. Jeg var meget spændt på at komme i gang med den, og jeg skal love for der er action lige fra starten. Cass bliver inddraget i det store politiske spil lige fra kapitel 1, hvor hendes lille by bliver rendt over ende af en flok ryttere på rov.

Den verden Haig har opbygget i hendes roman er brutal og simpel, men også nådesløs og skræmmende. For udeforstående ser det simple liv for Omegaerne ganske fredfyldt ud. De lever af jorden og passer på hinanden. Alt imens Alfaerne lever i ro og mag, som de rigeste i landet uden at skulle tænke på noget. Det eneste der binder de to folkefærd sammen er det unægtelige link mellem hver tvilling; for hvis en dør, dør dennes tvilling. Lige præcis dette dilemma var noget af det jeg fandt yderst spændende ved denne historie. Det er i grunden ikke kun mig der sikkert finder tvillinger interessante, det har videnskaben egentlig gjort igennem tiderne. At Haig har indarbejdet det i sin roman på den måde hun har, giver plottet et helt nyt twist.

”Although I’d been branded an Omega when I left the village, I hadn’t really known what it meant. I remembered how hurt I’d been when my mother hadn’t hugged me goodbye. Now, as she stood awkwardly in my small kitchen, I knew better event han to reach out to her.”

Udover at Cass tilhører Omega gruppen, så er hun ovenikøbet også forholdsvis udstødt derfra, for hun har også evnen til at Se, hvilket adskiller hende endnu mere. Cass kommer ud for en del prøvelser igennem hendes rejse i bogen, alt sammen med til at åbne hendes øjne for hendes eget potentiale. For Cass er den eneste der ikke kan se hvilken rolle hun kan spille i det store politiske spil hendes bror forsøger at lede. Haig udsætter Cass for en del etiske og politiske korrekte dilemmaer igennem historien, og selv jeg sad og rynkede lidt på næsen et par gange over de valg der skulle træffes og de holdninger der blev ytret.

”They think you’re dangerous because you’re a seer, and because of your link to Zach. But they’re all wrong. There are other seers, other Omegas with powerful twins. That’s not it.” He was shouting, his voice ragged in the gusting wind. ”It’s because of how you see the world. How you don’t see Aplhas and Omegas as opposed.”

The Fire Sermon viste sig senere at være den første i en trilogi, og selvom jeg blev let irriteret over det lige da jeg opdagede det (endnu en serie!), men med den slutning er det virkelig behov for det. Jeg blev simpelthen så overrasket over den slutning at jeg ikke kunne ligge bogen fra mig før jeg havde slugt de sidste kapitler. Inden da har der været rigelig af dramatiske opgør og flugtforsøg. Cass’ flugt fra sin bror er en lang rejse, lige fra de var små børn til hendes tidlige 20ere hvor jagten forsætter gennem hele landet, hvor hun så også for selskab.

The Fire Sermon præsenterer en hel række etiske spørgsmål, som er skræmmende at skulle tage stilling til, men Haig formår alligevel at præsentere dem og sætte tankerne i gang. Jeg er meget spændt på at se hvad de næste bøger i serien vil bringe, for det står meget klart at der er mange ting at få løst. Det kan godt være at det umiddelbare problem blev løst i denne bog, men bolden er i spil og måske er Cass’ bror ikke den af bagmændene man skal frygte mest? Eller også prøver han bare at holde Cass i live for sit eget livs skyld, hvem ved, men det håber jeg bliver mere klart i de næste bøger i serien. En ting er sikkert, den her bog var nervepirrende og enormt fængende!

5 star

Continue Reading