Great Series #03 – Fairyland (Catherynne M. Valente)

Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med September og tog med på hendes første eventyr til Fairyland. Jeg kan huske at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for at jeg tog afsted sammen med hende. For ikke så lang tid siden drog vi så afsted på det sidste eventyr med den sidste bog i serien. Det var lidt vemodigt, men på den anden side, så kan vi på et eller andet tidspunkt starte forfra.

Bogserien starter hvor September er lige på den anden side af 10 år gammel, og som bøgerne forsætter ældes hun stille og roligt, så man får lov til at vokse op sammen med hende. Jeg syntes det er så rart når bøger vokser på den måde, at man stille og roligt kan vokse op med sine yndlingskaraktere og lære lidt om livet side om side. Og det skal jeg love for man gør her, for September bliver ikke blot udsat for Fairylands eventyr, hun bliver også stillet overfor nogle personlige spørgsmål der sætter hende på prøve med at finde ud af hvem hun egentlig er. Hun starter som et barn, der bare stikker af fordi hun keder sig, og slutter som en ung kvinde, der har fundet ud af hvad hun vil med sit liv efter at have prøvet lidt af hvert.

Som så mange andre serier svinger hver bog lidt i kvalitet; alle bøger er ikke lige gode, og jeg har også mine favoritter. Den første og sidste bog er klart mine favoritter, og det har nok noget at gøre med det faktum at de minder en smule om hinanden, hvilket bare binder serien så godt sammen. Den klassiske quest sammen med hendes bedste venner Saturday og A-Through-L, som da bare er de bedste sidekicks! Hvem har ikke altid ønsket sig en drage, som for øvrigt også er halvt bibliotek og ved næsten alt der kan slås op.

Valente har på en eller anden måde formået at skrive et morderne eventyr, som inddrager klassiske elementer og alligevel giver det hele et godt og grundigt twist. Det hele bliver fortalt med et smil i mundvigen hele tiden, og en fortællerstemme, der ikke helt kan holde sig tilbage fra at komme med sin egen mening, endnu en ting jeg syntes er rigtig fin. I modsætning til mange andre klassiske eventyr har vi ikke en klassisk skurk som sådan. Men det behøves faktisk heller ikke, for September laver selv nok unoder eller har nok spørgsmål der skal opklares til at skabe nok eventyr til hver bog. På sin vis er hun sin egen skurk hvilket giver bøgerne et dybere lag af mening, som man måske skal være lidt ældre for at kunne se.

Fairyland-bøgerne kan læses af flere aldre, og jeg har bestemt tænkt mig at læse dem højt for min datter når hun engang er gammel nok. Umiddelbart tænker jeg at hun skal være lige så gammel som September selv er i den første bog. Indtil hun bliver så gammel må jeg bare ’nøjes’ med at genlæse dem selv et par gange, for Fairyland skal klart besøges igen.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

Zarens Spil (Evelyn Skye, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Vik og Nikolaj er magikere – de eneste i Rusland i året 1825 – og med trusler fra flere sider har Zaren brug for en stærk magiker. Kun den bedste er god nok. derfor sætter han gang i Zarens spil, en duel på magiske evner. Vinderen bliver imperiets magiker og Zarens mest respekterede rådgiver. Taberen dømmes til døden. 
Vika er ivrig efter at komme til hovedstaden Sankt Petersborg og vise sit talent. og også den forældreløse Nikolaj ser Zarens Spil som sit livs chance. Men han ser også Vika – og kan slet ikke lade vær med at tænke på hende. Da Pasja, Nikolajs bedste ven og arving til tronen, også begynder at falde for den mystiske Vika, går det op for Nikolaj, at han må besejre den pige, de begge elsker … eller selv blive dømt til døden.  Efterhånden som ældgamle hemmeligheder kommer frem i lyset og truer imperiets fremtid, bliver det klart, at det ikke er en mulighed at tabe Zarens Spil.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Da jeg så den her bog, måtte jeg straks eje den. Den handler om det gamle Rusland og der er magi i spillet – ret bogstaveligt talt, ting der tiltaler mit hjerte på flere punkter. Det er den første bog i et duologi, selvom jeg i første omgang troede det var en trilogi. Det gør mig faktisk ikke noget at der kun kommer to bøger, for efter at have læst den, så må jeg være ærlig og sige at jeg tvivler på at der er nok historie til tre bøger. Men to bøger som er skrevet bedre og mere solidt, er trods alt bedre end 3 bøger som er en smule tynde i det.

Bogen følger primært Vika og Nikolai, som begge har magiske evner og bliver påbudt at deltage i Zarens spil, der går ud på at vise deres evner på bedste vis for at blive den royale magiker til Zaren. Der er altså lagt op til en magtdemonstration af magisk vis lige fra start af. Og der kommer også et par højdepunkter igennem bogen, men andre gange går det nu alligevel lidt for stille for sig. Hvilket jeg har det lidt blandet med, for på den ene side var det fantastisk med de store udskejelser af magi, men de små og mere elegante spil af magi var også fascinerende på deres egen måde. For de gav et indblik i de to karakterer, hvilket jeg syntes var en interessant måde at gøre det på.

”De hektiske udfoldelser på gader og kanaler kunne måle sig med kaosset i Nikolajs hoved. Men mens folket udenfor var drevet af løftet om festligheder, var det kun dødens skygge, der drev Nikolaj.”

Af de to hovedpersoner var jeg mest fanget af Nikolaj; for mig var hans prøvelser og problemer mest spændende, og hans måde at håndtere tingene på sagde mig bare mere. Det var lidt som om der var mere substans i hans person i forhold til Vika. Hun kunne til tider virke en smule overfladisk og det irriterede mig en smule. Til at starte med havde jeg ellers det indtryk at hun skulle være bogens hovedperson, men som den skred frem syntes jeg at Nikolajs historie blev mere interessant, og hans indtog lidt pladsen som hovedperson for mit vedkommende.

Men der er også andre fortællere i bogen end lige Vika og Nikolaj, og til at starte med irriterede det mig en smule, for jeg syntes jo deres historier var mest spændende. Efterhånden bidrog de forskellige fortællere til historien med dybere mening, og det gav også et indblik i den store mængde research der er gjort i den russiske historie.

”Vika havde heller ingen anelse om, hvad hun kunne vente sig fra Nikolajs side. Eller fra sig selv for den sags skyld. Hvis han angreb, ville hun reagere. Men hvis han lod være, tja… Hun vidste det ikke.”

De mange detaljer om Rusland og den royale historie syntes jeg var indarbejdet rigtig godt. Som jeg ser det var det halvt fakta og halvt fiktion, og den kombination passede mig helt fint. For på den måde fik jeg en dosis historie, men samtidig blev jeg også underholdt med en gribende historie med spændende personer.

Slutningen på bogen gør også at jeg glæder mig endnu mere til den næste og sidste bog i serien, for hold nu op en cliff hanger! Selvom der er små ting ved bogen og historien der ikke lige var hvad jeg havde forventet, så ser jeg alligevel meget frem til at få slutningen og høre hvad der videre er sket med Vika, Nikolaj og alle de andre. Mest af alt ser jeg frem til et gensyn med Nikolaj og den baggrundshistorie der langsomt udvikler sig for ham. Så hvis du er den mindste smule til det gamle Rusland, magi eller lidt romantik – for ja, det kan vi heller ikke komme udenom i denne bog -, så vi jeg helt klart anbefale dig Zarens Spil. Også selvom du ikke er til de ting, så er det en solid fantasyroman der er værd at læse.

Continue Reading

My Lady Jane (Hand, Ashton & Meadows, 2016)

The comical, fantastical, romantical, (not) entirely true story of Lady Jane Grey. In My Lady Jane, coauthors Cynthia Hand, Brodi Ashton, and Jodi Meadows have created a one-of-a-kind fantasy in the tradition of The Princess Bride, featuring a reluctant king, an even more reluctant queen, a noble steed, and only a passing resemblance to actual history—because sometimes history needs a little help.

At sixteen, Lady Jane Grey is about to be married off to a stranger and caught up in a conspiracy to rob her cousin, King Edward, of his throne. But those trifling problems aren’t for Jane to worry about. Jane is about to become the Queen of England.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7a

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog kom på min radar for en del måneder siden, så da jeg modtog den i en Owlcrate blev jeg bare endnu mere glad. Jeg startede med den som lydbog, og hertil må jeg også sige at oplæseren af den engelske lydbog er helt fænomenal. Hun har den helt perfekte accent og indlevelse i bogen, som gør oplevelse af lydbogen det meget mere bedre. Som historien skred frem, skiftede jeg lidt mellem at høre lydbogen og selv læse, hvilket fungerede helt fint, for på mange punkter kunne jeg faktisk stadig forestille mig oplæseren for mit indre øre når jeg selv læste.

My Lady Jane er historien om Jane Grey, som var en virkelig person i den engelske kongefamilie, og mange af de andre personer man bliver præsenteret for igennem bogen var også virkelige personer i den engelske kongefamilie og resten af den europæiske kongefamilie. Og mange af begivenhederne fandt også sted, men det er vist også der at fakta-delen i bogen stopper. Resten er helt igennem det pureste opspind fra de tre forfattere for at skabe en underholdende historie. Og det må man sige at de også får gjort! Jeg var i hvert fald gedigent underholdt fra første til sidste kapitel.

”Jane couldn’t seem to catch her breath. (And it wasn’t just that her corset was too tight, although it was. Extremely.) She’d always known she’d have to get married, of course. The string of destitute ex-fiancés could not continue forever. But to someone who’d spent time with dozens – maybe hundreds – of women, how could she compare?”

Bogen er fortalt fra 3 synspunkter; Jane, hendes fætter kong Edward og hendes kommende mand, Gifford. Rækkefølgen er fastlagt, og den bliver der ikke rigtig pillet ved, hvilket irriterede mig en smule til at starte med, men som historien skred frem, så var det faktisk rart at jeg kunne forudsige hvem det efterfølgende kapitel ville blive fortalt af – det gav mig en lille ting at se frem til. Især kapitlerne fra Janes synspunkt syntes jeg var rigtig fine, hun er den inkarnerede bogorm, og selv i den tid hun levede, kan jeg lige forestille mig hvordan hun kunne finde på at medbringe en bog hvor end hun skulle hen. Gifford blev jeg faktisk også ret glad for som historien skred frem, selvom han var lidt af en kujon fra tid til anden. Edward kan jeg stadig ikke helt finde ud hvordan jeg har det med, han var lidt sværere at forholde sig til. Det hænger nok mest sammen med, at han så vidt jeg ved aldrig nogensinde fik mulighed for at sidde på tronen inden han faktisk døde.

img_6020

”Every violent sound that pierced the night air could be the harbinger of her death. The death of his wife. His beloved. G loved her. But he hadn’t told her he loved her. She had begged him to stay, and he’d wanted to, especially given the way she had kissed him. How had a girl like Jane kissed him like that?”

Udover det historiske aspekt som den her historie helt klart har – om end i deres egen version – så har den også den ungdommelige kærlighed, for Jane skal kun forestille at være 16 år gammel. Tilsæt dertil en omgang overnaturlig magi og shapeshifting og så kan det næsten ikke blive bedre. Verden i den her version er delt ind i almindelige mennesker, og så dem der kan forvandle sig til et udvalgt dyr. Her hunger Jane næsten efter at kunne forvandle sig til et dyr, og det kommer også til at præge historien på flere punkter, som jeg ikke vil nævne for ikke at spoile for meget. Jeg vil dog sige, at den her inddeling af folk som almindelige og dyr-skiftere var ret interessant, for den kan afspejles i så mange andre samfund, og viser bare at vi som folk altid vil finde et eller andet galt med en eller anden folkemængde for at skille ’os’ fra ’dem’.

Jeg var næsten tryllebundet af den her historie lige fra side et, og blev det kun mere og mere for hvert kapitel. Den har en rigtig spændende historie med drama og intriger og forræderi. Den har romantik, som ikke opstår lige med det samme, men ligger under overfladen og titter frem fra tid til anden. Den har magi der påvirker samfundet i flere aspekter. Og alle de ting spiller sammen til at skabe fængslende historie, som ikke mindst er sjov. For de tre forfattere har tydeligvis haft en fest da de skrev den her bog, det kan mærkes. De kommer med spydige bemærkninger enkelte steder, og indskyder hele paragraffer om det ene eller det andet, alt sammen med henblik på at iscenesætte komikken i historien. Mange vil måske finde den slags indblanding irriterende, men jeg nød det, for det gav virkelig komikken et spark med deres kvikke bemærkninger. Til slut vil jeg bare sige at hvis man er til historie, romantik og magi så skal man straks give sig i kast med den her historie.

Continue Reading

Mørke Vande (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Serafina er nu ikke længere en fortabt og forvirret prinsesse, men i stedet den selvsikre leder af modstandsgruppen De Sorte Finner.  Mens hun kæmper for at sabotere sin fjende og samle allierede til kampen, står hendes veninder over for deres egne udfordringer. 
Ling er fanget i Rafe Mfemes gigantiske trawler, som fragter hende til et fængsel. Becca mødes med Astrid og finder ud af, hvorfor den ondalianske havfrue altid er så vred: Hun gemmer på en pinefuld hemmelighed. Ava kan ikke vende hjem, fordi dødsrytterne venter på hende der.

Og det bliver mere og mere vanskeligt for Mahdi – Serafinas forlovede – at opretholde løgnen om, at han er forelsket i Lucia Volerno. Hvis Lucias forældre fatter mistanke til ham, vil hans liv og alle Serafinas håb for fremtiden blive slukket.
Politiske intriger, farlige forbindelser og hårrejsende spænding hvirvler som en malstrøm gennem denne næstsidste bog i Vandflammes saga.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f71

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

I den tredje bog om havfruerne tager konflikt til, og havene er ikke længere sikre for nogle af dem. Ligesom vi i bog to fik et større indblik ind i Serafina og Neelas verden, så er turen i bog 3 kommet til Ling, Astrid og Becca (og lidt Ava, selvom jeg personligt syntes hun spillede en meget lille rolle i den her, men måske hun kommer mere på banen i den sidste bog). Taget i betragtning at der er 6 havfruer, hvis historier vi alle skal høre, så er der et ganske fint flow i bogen. For ikke nok med de 6 heltinder, så får vi også fortalt noget af historien fra den anden side af sagen, altså fra dem man nok vil kalde de onde.

Man kan ikke komme udenom at den her bogserie har en meget ung målgruppe, hvilket jeg tog mig selv i at tænke flere gange jeg læste den. De forskellige havfruer udviser hver deres niveau af naivitet og uskyld på hver deres facon, og jeg må indrømme at jeg måtte rulle lidt med øjnene af dem et par gange. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens se hvorfor en pige (der nok er 10-15 år yngre end jeg) vil blive helt forgabt i den her serie. For selvom jeg måske ruller lidt med øjnene, så vil andre yngre piger måske sidde og blive helt opslugt at de mange følelser som kommer til overfladen.

”Ling svømmede så højt op som hendes lænker tillod for at se, hvad der foregik. Hun fik et glimt af vældige bure, som fangerne blev tvunget ind i. Hver gang et bur var fuldt, blev en stor lem åbnet, og buret forsvandt ned i et lastrum under dem.”

fullsizeoutput_f72

I den her bog var jeg nok mest glad for at læse om Ling og hendes eventyr. For der er stadig ingen tvivl om at eventyrdelen i den her serie er helt i top. Der sker noget hele tiden, og hvert kapitel udfolder der sig nye eventyr. Det kan også mærkes at det er tredje bog, for alvoren tager til, og det syntes jeg især kunne mærkes i det kapitler med Ling. Hun er nok den af de 6 jeg syntes bedst om, og måske det har noget at gøre med hun er den mindst pigede af dem alle. Hun er noget mere jordnær, og har lidt mere ben i næsen, efter min mening i hvert fald.

”Astrid rullede med øjnene. Hun og Desi havde rejst sammen i tre dage nu, og de havde vænnet sit til at være sammen på en afslappet, drilagtig måde. Og der var nok at drille med. Elskan havde nær kastet dem begge to af, da hun stormede ud af Ludos stald. De havde begge to prøvet at blive smidt af flere gange siden.”

Jeg syntes stadig at den verden Donnelly har fået skabt sig er ganske god, selvom den kan være lidt ’tynd’ i det nogle gange. Men på den anden side, så har hun virkelig også udtænkt en hel masse, og den overordnede historie bliver udfoldet bid for bid, og man bliver mere interesseret i hvordan det store opgør kommer til at udfolde sig. Så jeg skal da også læse den sidste bog, for nu har jeg efterhånden fået levet mig ind i den konflikt, til at jeg har behov for en solid afslutning, som jeg håber inderligt på at få med den sidste bog.

Continue Reading

Howl’s Moving Castle (Diane Wynne Jones, 1986)

In the land of Ingary, where seven-league boots and cloaks of invisibility really exist, Sophie Hatter attracts the unwelcome attention of the Witch of the Waste, who puts a curse on her. Determined to make the best of things, Sophie travels to the one place where she might get help – the moving castle which hovers on the nearby hills.

But the castle belongs to the dreaded Wizard Howl whose appetite, they say, is satisfied only by the hearts of young girls…

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f3b

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

De japanske tegnefilm af Miyasaki har aldrig været en del af mine favoritter, men lige præcis hans udgave af Det levende slot, den har jeg altid været svært glad for. Da jeg derfor fandt ud af, at den rent faktisk er baseret på den første bog i en serie af Dianne W. Jones, måtte jeg jo eje den og ikke mindst læse den. Men det var også med lidt nervøsitet at jeg gik i gang med den, for ville den nu leve op til mine forventninger i forhold til hvor glad jeg er for filmen?

Bogen læner sig meget op af filmen, eller rettere er det måske filmen der læner sig meget op af bogen, men alligevel var det som en helt anden historie. Som altid er der meget mere baggrundshistorie igennem bogen, og nogle af personerne er da også helt og aldeles anerledes end hvad de er i filmen. Og jeg er faktisk i tvivl om hvilken version af dem jeg bedst kunne lide. Den nok største forskel er personen Michael, som har en væsentlig aldersforskel i bog i forhold til film. Og hver udgave af dem passer fint som de, for det hænger også sammen med de andre udgaver af de andre personer i historien. Howl var interessant på flere niveauer, men her i bogen fik man lidt mere af ham, og så alligevel ikke.

”There was nothing Sophie could do but hobble away with her bucket clanking by her side. She was a little shaken, and very surprised that Howl had not thrown her out of the castle on the spot. But since he had not, she thought of the next thing that needed doing at once.”

Jeg kan heller ikke sige hvilken af de to jeg foretrække frem for den anden, for selvom filmen er baseret på bogen, så er det 2 vidt forskellige historier, i hvert fald i mit hoved. Det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen, var den konflikt der var lagt op til mellem Howl og den skræmmende heks, som også forbander Sophie. For det lader til at der er mere i den, end bare lige ved første øjekast. Når man så også tænker på at det faktisk er en bogserie, så var det interessant at se udviklingen igennem bogen, både på den konflikt, men også mellem personerne.

fullsizeoutput_f3a

Sophie som hovedperson var rigtig underholdende. Hun er en svært alsidig person, som fungerer både som ung såvel som gammel, og af en eller anden grund foretrak jeg hende som gammel. Det hænger nok sammen med, at hun fik mere rygrad som gammel, og hun turde nogle flere ting end hvad hun ville have gjort som sit unge jeg. Det var bare lidt sjovere at læse om hende, når hun turde gøre ting, i stedet for bare at vente på der skulle ske noget.

”Below the mist was a band of dark green. Sophie nodded. Though she could not see the moving castle this far away, she was sure the mist marked the place of flowers. She took another careful stride.”

Jeg er ikke sikker på jeg vil læse videre i serien, historien kunne faktisk godt virke afsluttet på nogle punkter. Og de punkter der ikke var helt afsluttet, har jeg det fint med ikke at vide hvad der sket. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg nok at jeg i fremtiden blot vil se filmen, for i sidste ende så er det nok den jeg foretrækker, selvom der er mere dybde i personerne i bogen. Men nu kan jeg jo så selv ligge den dybde i personerne næste gang jeg ser filmen.

Continue Reading

Half Bad (Sally Green, 2014)

Sixteen-year-old Nathan lives in a cage: beaten, shackled, trained to kill. In a modern-day England where two warring factions of witches live amongst humans, Nathan is an abomination, the illegitimate son of the world’s most terrifying and violent witch, Marcus. Nathan’s only hope for survival is to escape his captors, track down Marcus, and receive the three gifts that will bring him into his own magical powers—before it’s too late. But how can Nathan find his father when there is no one safe to trust, not even family, not even the girl he loves?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f21

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endnu en af de bøger jeg har haft stående på hylden, i hvad der ligner uendelig lang tid. Det er en af de bøger der tiltalte mig på heksekonceptet, og jeg ved faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at få den læst; ikke andet end der har været så mange andre bøger der tog præcedens. Nu efter at have læst den, sidder jeg måske også lidt tilbage med en underlig følelse, for der er ting jeg var ret vild med, men også en del ting der irriterede mig.

Selve den verden der er bygget op i Greens hekseverden fungerer, for mit, vedkommende overraskende godt. Ideen med at der er sorte og hvide hekse er jo en meget gammel ide når det kommer til hekse, og Green har bare trukket den linje endnu mere tydelig. Vi følger historien fra Nathans synsvinkel, en teenage dreng, som desværre lever med det faktum at han er halvt af hvert, hvilket komplicerer livet en hel del for ham. Ikke nok med at hekserådet, eller hvad man nu lige skal kalde det, hele tiden vil holde mere og mere øje med ham, og næsten på en Big Brother facon overvåge hvert eneste bevægelse han foretager sig, så skal han også døje med doser af had fra dele af sin familie.

”After the fight I leave school at lunchtimes and hang out in the streets nearby, avoiding the O’Briens and everyone I can, but it’s a miserable existence and within two weeks I’ve had enough of hiding.”

fullsizeoutput_f20

Nathan er faktisk en ganske god hovedperson. Dog irriterede fortællestilen mig på nogle punkter. Bogen er delt ind i sektioner, og fortællestilen skifter henholdsvis mellem jeg-fortæller og en slags 2. Persons-fortæller. Jeg-fortælleren havde jeg intet imod, og den foretrak jeg hele vejen igennem, men 2. persons-fortælleren irriterede mig. Den passede ikke ind i mit hoved, og jeg kunne ikke forene de to personer på nogle punkter, og eftersom den startede med 2. persons-fortæller, gik der desværre lidt tid for mig, før jeg forbandt de to fortællere som den samme. Hvilket er ret ærgerligt, for Nathan var en ret herlig fortæller, hans måde at forholde sig til verden er måske en smule naiv og uskyldig, men han fortæller det godt.

”I’m not sure I should tell him what happened today. I’m not supposed to leave the apartment, but maybe if I tell him about the Hunters he’ll take me to Mercury. I decide to tell him. But when I open my eyes Gabriel has gone.”

Der er stadig en del plothuller der mangler at blive fyldt ud, men eftersom det jo er en trilogi, skal der vel være plads til den slags. Jeg syntes dog alligevel at forholdet med Nathan og Analiese kunne være udforsket noget mere. Jeg syntes på nogle punkter det var meget overfladisk, og det blev tydeligt fra tid til anden at det fra Nathans side især var fysisk tiltrækning, der vedligeholdt hans fascination hos hende. Hun er også utrolig fraværende i hele historien til at kærlighedsforholdet, i hvert fald efter min mening, endnu er andet end en forelskelse. Der mangler altså noget mere for at det kan blive den der nærmest udødelige romance for at redde hinanden fra verdens ondskab.

En yderst positiv ting ved den her, er den engelske lydbogsoplæser. Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men uanset hvad, så har han den mest fascinerede og herlige nordbritiske accent, og den fangede mig fra start af. Nu hvor jeg er begyndt på bog to, er jeg yderst glad for at det er den samme oplæser. Man har nemlig før oplevet at oplæsere bliver skiftet ud fra bog til bog.

Selvom jeg havde en lidt flad oplevelse med den første bog om Nathan, læser jeg alligevel videre. Slutningen på den første bog var lidt cliff-hanger-agtig, og det gør automatisk at jeg bliver bare lidt nysgerrig. Så jeg kan kun håbe at historien bliver bedre bog for bog.

(EDIT: Jeg begyndte på bog 2, men indså halvvejs igennem den at jeg faktisk var ret ligeglad med hvad der skete for Nathan og de andre. Derfor er det endt med at jeg har droppet den her serie, og har i stedet ladet mig fortælle/spoile hvad den slutter med fra en der har læst hele serien, og var glad for den.)

Continue Reading

Empire of Storms (Sarah J. Maas, 2016)

The long path to the throne has only just begun for Aelin Galathynius. Loyalties have been broken and bought, friends have been lost and gained, and those who possess magic find themselves at odds with those who don’t.

As the kingdoms of Erilea fracture around her, enemies must become allies if Aelin is to keep those she loves from falling to the dark forces poised to claim her world. With war looming on all horizons, the only chance for salvation lies in a desperate quest that may mark the end of everything Aelin holds dear.

Aelin’s journey from assassin to queen has entranced millions across the globe, and this fifth installment will leave fans breathless. Will Aelin succeed in keeping her world from splintering, or will it all come crashing down?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f16

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er rigtig svært at skrive, og det er nok også derfor det har taget mig i hvert fald over en måned at få den ned på skrift. For selv inden jeg begyndte på bogen havde jeg så store forventninger og bekymringer om den ville leve op til alt hvad jeg gik og håbede på den ville være. Det ændrede da ikke på det faktum at jeg gik i gang med den, lige så snart jeg fik mine små fingre i den, og jeg slugte den så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Det er den anden sidste bog i serien om Celeana/Aelin, og tempoet er virkelig sat i et ekstra gear, og alt imens der sker en hel masse, får vi også så meget mere information at vide, der gør at jeg snart skal have genlæs alle bøgerne fra start af, så jeg er klar til den sidste bog i serien næste år.

Noget af det jeg især er vild med ved de her bøger, er det faktum at selvom der går et år imellem dem, så tager det mig ikke synderligt lang tid at finde kontakten til personerne, så at sige. Hvis man selvfølgelig har læst alle bøgerne, for så kender man efterhånden de forskellige personer så godt, at det ikke tager mere end et kapitel eller to, og så er man med på alt hvad der sker igen. Maas formår også at inkludere ganske små resumer til forskellige begivenheder, uden at det tager for meget af fokus fra den historie der rent faktisk skal udspille sig i den nuværende bog. Jeg bliver hver gang imponeret over hvor meget hun formår at fortælle fra hver af de mange synspunkter der efterhånden er i hver bog. For hvad der startede med Celeana og et par andre, er det efterhånden oppe at tælle tæt på 10 forskellige synspunkter. Det i sig selv syntes jeg er vildt, og ikke nok med at historien stadig hænger sammen på tværs af de forskellige synspunkter, så formår hun at skrive dem så man kommer til at holde af dem alle sammen på en eller anden måde.

”Aelin lowered her hands, propping both on the rail and examining the scar across each palm. So many promises and oaths made. So many debts and favors to still call in. Aelin wondered what answers and oaths she might find waiting in Skull’s Bay.”

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg stødte på Manon for første gang i Heir of Fire, så var jeg ikke just fan af hende. Jeg kunne ærligt talt ikke se hvorfor hun skulle være med, og jeg syntes de kapitler var overflødige. Det er de så sandelig ikke længere. Manon er blevet en utrolig spændende karakter at følge, især med de afsløringer der kom i den her bog. Dertil begynder Dorian også at blive meget mere interessant end den flødebolle han var lidt i starten. Han har fået lidt mere kant, og der er lidt mere at byde på fra hans side. En anden person jeg blev lidt betaget af i den her bog var Lysandra, for ærlig talt så kunne jeg ikke huske voldsomt meget om hende fra forrige bog. Det tog hun dog revanche for i den her bog, og jeg er blevet meget glad for Lysandra og de ting hun er med i.

fullsizeoutput_f17

I det hele taget er den her serie spækket med fantastiske personer, som jeg har svært ved at slippe, og man bliver så opslugt i hele historien med hver enkelt af dem. Aelin og Rowan kan man ikke komme udenom at snakke, men jeg vil forsøge, for de to kan man næste ikke andet end af holde af, og deres forhold udvikler sig også helt gevaldigt i den her bog. De nye personer på tavlen, så at sige, er Elide og Lorchan. Og her er det et godt eksempel på hvordan Maas formår at forvandle en udadtil skiderik i Lorchan, til en man ender med at få lidt ondt af.

”She snorted, and surveyed the other maps they’d spread across the floor of their cabin. Together, they formed a patchwork of their world – not just the continent, but the lands beyond. She stood, towering over it, as if she could spy those armies, both near and far. Rowan, still kneeling, looked upon the world spread at her feet. And she realized it indeed was – if she won this war, won the continent back.”

Jeg kan simpelthen ikke kommer over det faktum at der nu kun skal forestille at være en bog tilbage i serien. Det kan jeg næsten ikke holde til, og da slet ikke at jeg skal vente helt til september næste år, før jeg rent faktisk kan få læst slutningen. Det er helt ualmindelig urimeligt når Maas efterlader os med sådan en følelsestung cliff-hanger af en slutning. Jeg kan huske jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde den dag, fordi jeg bare var nødt til at skulle læse den færdig. Da jeg så endelig havde læst den færdig, hikstede jeg med tårer i hele ansigtet og kunne ikke forstå hvordan en sådan slutning var mulig.

Jeg har efterhånden rost den her bogserie flere steder, og anbefalet den til rigtig mange mennesker, og det kunne jeg sikkert også blive ved med. For den her serie vokser bare med/for hver bog. Den startede måske nok som en ungdomsbog, men det er den så sandelig ikke længere. For hver bog er der virkelig sket en udvikling uden lige, og jeg forelsker mig mere og mere jo mere jeg læser. Som jeg også har sagt tidligere, så er Sarah J Maas ved at indtage en plads hos mig som ny yndlingsforfatter.

Har du læst noget i serien? Hvis ikke, så syntes jeg du skal se at komme igang 😉

Continue Reading
1 2 3 6