Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Great Series #03 – Fairyland (Catherynne M. Valente)

Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med September og tog med på hendes første eventyr til Fairyland. Jeg kan huske at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for at jeg tog afsted sammen med hende. For ikke så lang tid siden drog vi så afsted på det sidste eventyr med den sidste bog i serien. Det var lidt vemodigt, men på den anden side, så kan vi på et eller andet tidspunkt starte forfra.

Bogserien starter hvor September er lige på den anden side af 10 år gammel, og som bøgerne forsætter ældes hun stille og roligt, så man får lov til at vokse op sammen med hende. Jeg syntes det er så rart når bøger vokser på den måde, at man stille og roligt kan vokse op med sine yndlingskaraktere og lære lidt om livet side om side. Og det skal jeg love for man gør her, for September bliver ikke blot udsat for Fairylands eventyr, hun bliver også stillet overfor nogle personlige spørgsmål der sætter hende på prøve med at finde ud af hvem hun egentlig er. Hun starter som et barn, der bare stikker af fordi hun keder sig, og slutter som en ung kvinde, der har fundet ud af hvad hun vil med sit liv efter at have prøvet lidt af hvert.

Som så mange andre serier svinger hver bog lidt i kvalitet; alle bøger er ikke lige gode, og jeg har også mine favoritter. Den første og sidste bog er klart mine favoritter, og det har nok noget at gøre med det faktum at de minder en smule om hinanden, hvilket bare binder serien så godt sammen. Den klassiske quest sammen med hendes bedste venner Saturday og A-Through-L, som da bare er de bedste sidekicks! Hvem har ikke altid ønsket sig en drage, som for øvrigt også er halvt bibliotek og ved næsten alt der kan slås op.

Valente har på en eller anden måde formået at skrive et morderne eventyr, som inddrager klassiske elementer og alligevel giver det hele et godt og grundigt twist. Det hele bliver fortalt med et smil i mundvigen hele tiden, og en fortællerstemme, der ikke helt kan holde sig tilbage fra at komme med sin egen mening, endnu en ting jeg syntes er rigtig fin. I modsætning til mange andre klassiske eventyr har vi ikke en klassisk skurk som sådan. Men det behøves faktisk heller ikke, for September laver selv nok unoder eller har nok spørgsmål der skal opklares til at skabe nok eventyr til hver bog. På sin vis er hun sin egen skurk hvilket giver bøgerne et dybere lag af mening, som man måske skal være lidt ældre for at kunne se.

Fairyland-bøgerne kan læses af flere aldre, og jeg har bestemt tænkt mig at læse dem højt for min datter når hun engang er gammel nok. Umiddelbart tænker jeg at hun skal være lige så gammel som September selv er i den første bog. Indtil hun bliver så gammel må jeg bare ’nøjes’ med at genlæse dem selv et par gange, for Fairyland skal klart besøges igen.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

Zarens Spil (Evelyn Skye, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Vik og Nikolaj er magikere – de eneste i Rusland i året 1825 – og med trusler fra flere sider har Zaren brug for en stærk magiker. Kun den bedste er god nok. derfor sætter han gang i Zarens spil, en duel på magiske evner. Vinderen bliver imperiets magiker og Zarens mest respekterede rådgiver. Taberen dømmes til døden. 
Vika er ivrig efter at komme til hovedstaden Sankt Petersborg og vise sit talent. og også den forældreløse Nikolaj ser Zarens Spil som sit livs chance. Men han ser også Vika – og kan slet ikke lade vær med at tænke på hende. Da Pasja, Nikolajs bedste ven og arving til tronen, også begynder at falde for den mystiske Vika, går det op for Nikolaj, at han må besejre den pige, de begge elsker … eller selv blive dømt til døden.  Efterhånden som ældgamle hemmeligheder kommer frem i lyset og truer imperiets fremtid, bliver det klart, at det ikke er en mulighed at tabe Zarens Spil.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Da jeg så den her bog, måtte jeg straks eje den. Den handler om det gamle Rusland og der er magi i spillet – ret bogstaveligt talt, ting der tiltaler mit hjerte på flere punkter. Det er den første bog i et duologi, selvom jeg i første omgang troede det var en trilogi. Det gør mig faktisk ikke noget at der kun kommer to bøger, for efter at have læst den, så må jeg være ærlig og sige at jeg tvivler på at der er nok historie til tre bøger. Men to bøger som er skrevet bedre og mere solidt, er trods alt bedre end 3 bøger som er en smule tynde i det.

Bogen følger primært Vika og Nikolai, som begge har magiske evner og bliver påbudt at deltage i Zarens spil, der går ud på at vise deres evner på bedste vis for at blive den royale magiker til Zaren. Der er altså lagt op til en magtdemonstration af magisk vis lige fra start af. Og der kommer også et par højdepunkter igennem bogen, men andre gange går det nu alligevel lidt for stille for sig. Hvilket jeg har det lidt blandet med, for på den ene side var det fantastisk med de store udskejelser af magi, men de små og mere elegante spil af magi var også fascinerende på deres egen måde. For de gav et indblik i de to karakterer, hvilket jeg syntes var en interessant måde at gøre det på.

”De hektiske udfoldelser på gader og kanaler kunne måle sig med kaosset i Nikolajs hoved. Men mens folket udenfor var drevet af løftet om festligheder, var det kun dødens skygge, der drev Nikolaj.”

Af de to hovedpersoner var jeg mest fanget af Nikolaj; for mig var hans prøvelser og problemer mest spændende, og hans måde at håndtere tingene på sagde mig bare mere. Det var lidt som om der var mere substans i hans person i forhold til Vika. Hun kunne til tider virke en smule overfladisk og det irriterede mig en smule. Til at starte med havde jeg ellers det indtryk at hun skulle være bogens hovedperson, men som den skred frem syntes jeg at Nikolajs historie blev mere interessant, og hans indtog lidt pladsen som hovedperson for mit vedkommende.

Men der er også andre fortællere i bogen end lige Vika og Nikolaj, og til at starte med irriterede det mig en smule, for jeg syntes jo deres historier var mest spændende. Efterhånden bidrog de forskellige fortællere til historien med dybere mening, og det gav også et indblik i den store mængde research der er gjort i den russiske historie.

”Vika havde heller ingen anelse om, hvad hun kunne vente sig fra Nikolajs side. Eller fra sig selv for den sags skyld. Hvis han angreb, ville hun reagere. Men hvis han lod være, tja… Hun vidste det ikke.”

De mange detaljer om Rusland og den royale historie syntes jeg var indarbejdet rigtig godt. Som jeg ser det var det halvt fakta og halvt fiktion, og den kombination passede mig helt fint. For på den måde fik jeg en dosis historie, men samtidig blev jeg også underholdt med en gribende historie med spændende personer.

Slutningen på bogen gør også at jeg glæder mig endnu mere til den næste og sidste bog i serien, for hold nu op en cliff hanger! Selvom der er små ting ved bogen og historien der ikke lige var hvad jeg havde forventet, så ser jeg alligevel meget frem til at få slutningen og høre hvad der videre er sket med Vika, Nikolaj og alle de andre. Mest af alt ser jeg frem til et gensyn med Nikolaj og den baggrundshistorie der langsomt udvikler sig for ham. Så hvis du er den mindste smule til det gamle Rusland, magi eller lidt romantik – for ja, det kan vi heller ikke komme udenom i denne bog -, så vi jeg helt klart anbefale dig Zarens Spil. Også selvom du ikke er til de ting, så er det en solid fantasyroman der er værd at læse.

Continue Reading

My Lady Jane (Hand, Ashton & Meadows, 2016)

The comical, fantastical, romantical, (not) entirely true story of Lady Jane Grey. In My Lady Jane, coauthors Cynthia Hand, Brodi Ashton, and Jodi Meadows have created a one-of-a-kind fantasy in the tradition of The Princess Bride, featuring a reluctant king, an even more reluctant queen, a noble steed, and only a passing resemblance to actual history—because sometimes history needs a little help.

At sixteen, Lady Jane Grey is about to be married off to a stranger and caught up in a conspiracy to rob her cousin, King Edward, of his throne. But those trifling problems aren’t for Jane to worry about. Jane is about to become the Queen of England.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7a

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog kom på min radar for en del måneder siden, så da jeg modtog den i en Owlcrate blev jeg bare endnu mere glad. Jeg startede med den som lydbog, og hertil må jeg også sige at oplæseren af den engelske lydbog er helt fænomenal. Hun har den helt perfekte accent og indlevelse i bogen, som gør oplevelse af lydbogen det meget mere bedre. Som historien skred frem, skiftede jeg lidt mellem at høre lydbogen og selv læse, hvilket fungerede helt fint, for på mange punkter kunne jeg faktisk stadig forestille mig oplæseren for mit indre øre når jeg selv læste.

My Lady Jane er historien om Jane Grey, som var en virkelig person i den engelske kongefamilie, og mange af de andre personer man bliver præsenteret for igennem bogen var også virkelige personer i den engelske kongefamilie og resten af den europæiske kongefamilie. Og mange af begivenhederne fandt også sted, men det er vist også der at fakta-delen i bogen stopper. Resten er helt igennem det pureste opspind fra de tre forfattere for at skabe en underholdende historie. Og det må man sige at de også får gjort! Jeg var i hvert fald gedigent underholdt fra første til sidste kapitel.

”Jane couldn’t seem to catch her breath. (And it wasn’t just that her corset was too tight, although it was. Extremely.) She’d always known she’d have to get married, of course. The string of destitute ex-fiancés could not continue forever. But to someone who’d spent time with dozens – maybe hundreds – of women, how could she compare?”

Bogen er fortalt fra 3 synspunkter; Jane, hendes fætter kong Edward og hendes kommende mand, Gifford. Rækkefølgen er fastlagt, og den bliver der ikke rigtig pillet ved, hvilket irriterede mig en smule til at starte med, men som historien skred frem, så var det faktisk rart at jeg kunne forudsige hvem det efterfølgende kapitel ville blive fortalt af – det gav mig en lille ting at se frem til. Især kapitlerne fra Janes synspunkt syntes jeg var rigtig fine, hun er den inkarnerede bogorm, og selv i den tid hun levede, kan jeg lige forestille mig hvordan hun kunne finde på at medbringe en bog hvor end hun skulle hen. Gifford blev jeg faktisk også ret glad for som historien skred frem, selvom han var lidt af en kujon fra tid til anden. Edward kan jeg stadig ikke helt finde ud hvordan jeg har det med, han var lidt sværere at forholde sig til. Det hænger nok mest sammen med, at han så vidt jeg ved aldrig nogensinde fik mulighed for at sidde på tronen inden han faktisk døde.

img_6020

”Every violent sound that pierced the night air could be the harbinger of her death. The death of his wife. His beloved. G loved her. But he hadn’t told her he loved her. She had begged him to stay, and he’d wanted to, especially given the way she had kissed him. How had a girl like Jane kissed him like that?”

Udover det historiske aspekt som den her historie helt klart har – om end i deres egen version – så har den også den ungdommelige kærlighed, for Jane skal kun forestille at være 16 år gammel. Tilsæt dertil en omgang overnaturlig magi og shapeshifting og så kan det næsten ikke blive bedre. Verden i den her version er delt ind i almindelige mennesker, og så dem der kan forvandle sig til et udvalgt dyr. Her hunger Jane næsten efter at kunne forvandle sig til et dyr, og det kommer også til at præge historien på flere punkter, som jeg ikke vil nævne for ikke at spoile for meget. Jeg vil dog sige, at den her inddeling af folk som almindelige og dyr-skiftere var ret interessant, for den kan afspejles i så mange andre samfund, og viser bare at vi som folk altid vil finde et eller andet galt med en eller anden folkemængde for at skille ’os’ fra ’dem’.

Jeg var næsten tryllebundet af den her historie lige fra side et, og blev det kun mere og mere for hvert kapitel. Den har en rigtig spændende historie med drama og intriger og forræderi. Den har romantik, som ikke opstår lige med det samme, men ligger under overfladen og titter frem fra tid til anden. Den har magi der påvirker samfundet i flere aspekter. Og alle de ting spiller sammen til at skabe fængslende historie, som ikke mindst er sjov. For de tre forfattere har tydeligvis haft en fest da de skrev den her bog, det kan mærkes. De kommer med spydige bemærkninger enkelte steder, og indskyder hele paragraffer om det ene eller det andet, alt sammen med henblik på at iscenesætte komikken i historien. Mange vil måske finde den slags indblanding irriterende, men jeg nød det, for det gav virkelig komikken et spark med deres kvikke bemærkninger. Til slut vil jeg bare sige at hvis man er til historie, romantik og magi så skal man straks give sig i kast med den her historie.

Continue Reading

Mørke Vande (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Serafina er nu ikke længere en fortabt og forvirret prinsesse, men i stedet den selvsikre leder af modstandsgruppen De Sorte Finner.  Mens hun kæmper for at sabotere sin fjende og samle allierede til kampen, står hendes veninder over for deres egne udfordringer. 
Ling er fanget i Rafe Mfemes gigantiske trawler, som fragter hende til et fængsel. Becca mødes med Astrid og finder ud af, hvorfor den ondalianske havfrue altid er så vred: Hun gemmer på en pinefuld hemmelighed. Ava kan ikke vende hjem, fordi dødsrytterne venter på hende der.

Og det bliver mere og mere vanskeligt for Mahdi – Serafinas forlovede – at opretholde løgnen om, at han er forelsket i Lucia Volerno. Hvis Lucias forældre fatter mistanke til ham, vil hans liv og alle Serafinas håb for fremtiden blive slukket.
Politiske intriger, farlige forbindelser og hårrejsende spænding hvirvler som en malstrøm gennem denne næstsidste bog i Vandflammes saga.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f71

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

I den tredje bog om havfruerne tager konflikt til, og havene er ikke længere sikre for nogle af dem. Ligesom vi i bog to fik et større indblik ind i Serafina og Neelas verden, så er turen i bog 3 kommet til Ling, Astrid og Becca (og lidt Ava, selvom jeg personligt syntes hun spillede en meget lille rolle i den her, men måske hun kommer mere på banen i den sidste bog). Taget i betragtning at der er 6 havfruer, hvis historier vi alle skal høre, så er der et ganske fint flow i bogen. For ikke nok med de 6 heltinder, så får vi også fortalt noget af historien fra den anden side af sagen, altså fra dem man nok vil kalde de onde.

Man kan ikke komme udenom at den her bogserie har en meget ung målgruppe, hvilket jeg tog mig selv i at tænke flere gange jeg læste den. De forskellige havfruer udviser hver deres niveau af naivitet og uskyld på hver deres facon, og jeg må indrømme at jeg måtte rulle lidt med øjnene af dem et par gange. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens se hvorfor en pige (der nok er 10-15 år yngre end jeg) vil blive helt forgabt i den her serie. For selvom jeg måske ruller lidt med øjnene, så vil andre yngre piger måske sidde og blive helt opslugt at de mange følelser som kommer til overfladen.

”Ling svømmede så højt op som hendes lænker tillod for at se, hvad der foregik. Hun fik et glimt af vældige bure, som fangerne blev tvunget ind i. Hver gang et bur var fuldt, blev en stor lem åbnet, og buret forsvandt ned i et lastrum under dem.”

fullsizeoutput_f72

I den her bog var jeg nok mest glad for at læse om Ling og hendes eventyr. For der er stadig ingen tvivl om at eventyrdelen i den her serie er helt i top. Der sker noget hele tiden, og hvert kapitel udfolder der sig nye eventyr. Det kan også mærkes at det er tredje bog, for alvoren tager til, og det syntes jeg især kunne mærkes i det kapitler med Ling. Hun er nok den af de 6 jeg syntes bedst om, og måske det har noget at gøre med hun er den mindst pigede af dem alle. Hun er noget mere jordnær, og har lidt mere ben i næsen, efter min mening i hvert fald.

”Astrid rullede med øjnene. Hun og Desi havde rejst sammen i tre dage nu, og de havde vænnet sit til at være sammen på en afslappet, drilagtig måde. Og der var nok at drille med. Elskan havde nær kastet dem begge to af, da hun stormede ud af Ludos stald. De havde begge to prøvet at blive smidt af flere gange siden.”

Jeg syntes stadig at den verden Donnelly har fået skabt sig er ganske god, selvom den kan være lidt ’tynd’ i det nogle gange. Men på den anden side, så har hun virkelig også udtænkt en hel masse, og den overordnede historie bliver udfoldet bid for bid, og man bliver mere interesseret i hvordan det store opgør kommer til at udfolde sig. Så jeg skal da også læse den sidste bog, for nu har jeg efterhånden fået levet mig ind i den konflikt, til at jeg har behov for en solid afslutning, som jeg håber inderligt på at få med den sidste bog.

Continue Reading
1 2 3 6