Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

Northanger Abbey (Jane Austen, 1817)

During an eventful season at Bath, young, naïve Catherine Morland experiences the joys of fashionable society for the first time. She is delighted with her new acquaintances: flirtatious Isabella, who shares Catherine’s love of Gothic romance and horror, and sophisticated Henry and Eleanor Tilney, who invite her to their father’s mysterious house, Northanger Abbey. There, her imagination influenced by novels of sensation and intrigue, Catherine imagines terrible crimes committed by General Tilney. With its broad comedy and irrepressible heroine, this is the most youthful and and optimistic of Jane Austen’s works.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4294

Det er nogle år siden jeg læste Northanger Abbey for første gang, og jeg kan huske jeg syntes den var ganske underholdende i sin parodi på den gotiske genre der havde sit gennembrud i Austens tid. Nu, næsten 5 år senere hvor jeg har læst den igen syntes jeg stadig den er ligeså underholdende i sine karikerede personer og hvor overdrevet visse begivenheder er.

Noget af det jeg syntes er så herligt ved Austens skrivestil er hendes subtile måde at kommentere på sine egne karakterer og de begivenheder hun beskriver. Hun formår lige indirekte her og der at indskyde en sætning der påvirker hvordan vi skal have det med hendes heltinde for eksempel. For som Austen selv siger det, så er Catherine Morland ikke en typisk heltinde, men det er hun alligevel i denne bog.

”Every young lady may feel for my heroine in this critical moment, for every young lady has at some time or other known the same agitation. All have been, or at least all have believed themselves to be, in danger from the pursuit of some one whom they wished to avoid: and all have been axious for the attentions of some one whom they wished to please.”

Austen skriver så fint og hendes komiske kommentarer er ganske underholdende, især når de formår at blive en smule spydige i det. Hendes beskrivelse af Catherine i starten af bogen er heller ikke just flatterende, men hun formår alligevel at få os til at syntes rigtig godt om hende.

Catherine kommer fra en stor familie, og det er først da hun får muligheden for at tage til Bath med venner af familien at hendes eventyr for alvor kan begynde. Her møder hun familien Thorpe der ved første møde virker som de perfekte ledsagere til at opleve Bath. Før det møder hun også Tilney familien, som virker meget imødekommende. Hvilken familie der skal blive den udvalgte for Catherines gunst går der lidt tid med at finde ud af, alt sammen mens Catherine gør sit bedste for at behage alle sammen. Hun lover sin første dans til den ene, mens hun piner sig selv over at skulle sige nej til en anden.

”No man is offended by another man’s admiration of the woman he loves; it is the woman only who can make it a torment.”

Jeg indrømmer gerne at Northanger Abbey ikke er Austens bedste værk, men det er alligevel en underholdende historie med en henrivende heltinde. Jeg mindede kun at tænke positivt om Catherine, og det gjorde jeg også igen ved min genlæsning. De andre personer hun møder havde jeg dog glemt en del om, og jeg blev overrasket hvor lidt jeg brød mig om Thorpe søskende. De var da noget af det mest overfladiske jeg længe er stødt på. De virkede så flinke i starten, men der gik ikke lang tid før de viste deres sande farver og så gik de ret hurtigt fra at være underholdende til at være utålelige.

Jeg mangler stadig at læse et par af Austens romaner, selvom jeg måske nok har stiftet bekendtskab med hendes historier i genfortællinger eller filmatiseringer. Så jeg er faktisk ret glad for at kunne se frem til for eksempel af læse Fornuft og Følelse eller Mansfield Park, som er et par af hendes romaner jeg stadig mangler at læse. For selv når Austen ikke er på sit højeste, som her i Northanger Abbey, så er hun stadig fyldt med spydige kommentarer til samfundet på den tid, og det er bare noget af det jeg syntes så godt om.

4-star1

Continue Reading