A Bloody Chamber and Other Stories (Angela Carter, 1979)

Angela Carter had recently finished translating Charles Perrault’s works when she began her own virtuoso retellings of classic fairy tales. In this astonishing collection, first published in 1979, familiar stories become seductive, enchanting and terrifying. In the title story, Bluebeard is a sado-masochist who lures his inexperienced bride to his castle on the coast of Brittany – but is defeated by a most unexpected adversary. Subversive twists abound: in ‘The Werewolf’, a retelling of ‘Little Red Riding Hood’, a girl hacks off a wolf’s paw, only to find it turning into a warty, withered old hand that she recognises as her grandmother’s. Carter’s women are more likely to outwit their attackers than fall prey to them – as the heroine of ‘The Company of Wolves’ puts it, ‘she knew she was nobody’s meat’.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4999

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For et par år siden læste jeg et par af novellerne fra Angela Carters Bloody Chamber, men det var kun dem der var baseret på Skønheden og Udyret, fordi det var det eventyr jeg skulle skrive opgave om. Men jeg huskede dem som interessante i deres måde at tackle det gamle eventyr i mere dramatiske settings og mere komplekse karakterer. Nu til dags findes der utallige eventyrgenfortællinger, men det er få der er skrevet som noveller, hvilket, hvis vi skal være tekstnære, vel egentlig passer bedst til det korte format som eventyr ellers har.

Selv i novelle form formår Carter at skabe en større indsigt i de ikoniske karakterer, og give liv på ny til gamle eventyr. Titelhistorien er baseret på eventyret om Blåskæg, som for mange er et ukendt eventyr. Som eventyr har det ellers mange lærerige elementer, hvoraf det tydeligste er at nysgerrighed kan være farligt – og især for kvinder. Således er det at Blåskæg bliver til den morderiske greve, med et dystert torturkammer, men alligevel lever vores heltinde lykkeligt til sine dages ende, fordi hun bliver reddet af sin mor. Allerede i det første eventyr ses det at Carter twister sine genfortællinger med et snert af feminisme. På sin vis er det vel en del af hvad der gør dem interessante stadig nu til dags, til trods for at samlingen er over 30 år gammel. Herefter kommer de par genfortællinger af Skønheden og Udyret, som begge er noget mere modne i deres form, og den lykkelige slutning er måske ikke lige som forventet. Jeg er også fan af hvordan Carter formår at beskrive de – til tider – meget negative sider af eventyrdelen, det er ikke alt sammen en dans på roser.

”My father lost me to The Beast at cards.”

En lille portion af genfortællingerne er ikke koblet konkret på egentlig eventyr, i hvert fald måske ikke som vi kender dem, men de er mere forbundet til eventyrmyter. Det gjorde også, for mit vedkommende i hvert fald, at jeg sad tilbage med en lidt mærkelig følelse i at forsøge at finde ud af hvilke eventyr de var relateret til. For de var mærkværdige og der er stadig detaljer der sidder fast i hukommelsen, selv flere uger efter at have læst den. The Snow Child for eksempel var højst mærkværdig og brutal i sin vildskab, men måske det også er derfor en enkelt scene derfra står så tydeligt i hukommelsen. Den sidste portion af novellerne er alle baseret på Rødhætte, som jeg ved mange flere har psykoanalyseret til hudløshed, og vendt op og ned for at finde skjulte budskaber deri.

”Children do not stay young for long in this savage country. There are no toys for them to play with so they work hard and grow wise but thi sone, so pretty and the youngest of her family, a little late-comer, had been indulged by her mother and the grandmother who’d knotted her the red shawl that, today has the ominous if brilliant look of blood on snow. Her breasts have begun to swell; her hair is like lint, so fair t hardly makes a shadow on her pale forehead; her cheeks are an emblematic scarlet and white and she has just started her woman’s bleeding, the clock inside her that will strike, henceforward, once a month.”

Der er ingen tvivl om at Carter har skrevet nogle særlige genfortællinger, og en jeg helt har glemt at nævne er hendes udgave af den Bestøvlede kat, for den var så interessant. Her fungerer den bestøvlede kat næsten som en Kirsten-giftekniv, og hjælper med at begå mord for at sin herre kan få den skønne dame, han har forelsket sig i. Den er skrevet fra kattens synsvinkel, hvilket jeg syntes var ret underholdende, og i det hele taget kunne jeg rigtig godt lide den drejning. De sidste tre, der som sagt, tager udgangspunkt i den lille rødhætte, er alle sammen vidt forskellige, fordi de belyser næsten forskellige begærlige sider af sagen. Den der nok var min favorit, var A Company of Wolves, fordi her er det den unge pige, der sjovt nok får overtaget i sidste ende alligevel, til trods for at hun stadig er tæt på at blive spist af varulven – ikke bare en almindelig ulv, men en varulv, som også har både dyriske og menneskelige lyster.

IMG_4996

Man kan heller ikke komme udenom at en anden måde Carter formår at modne sine genfortællinger er igennem erotik, som alligevel ikke spiller en stor rolle, men der bliver heller ikke lagt skjul på den del af følelsesregistret. Det kan godt være det er en åbenlys måde at modne eventyr, ved at tilføje sex, men jeg syntes alligevel at Carter har ramt en rigtig fin grænse, for det bliver på intet tidspunkt gjort til noget negativt. Det er der bare, som den reelle del af virkeligheden det nu, og derfor er det også naturligt at det vil være en del af den måde Carter fortæller sine eventyr.

Efter at have læst alle novellerne i A Bloody Chamber og i det hele taget lidt mere af Angela Carter, er jeg nu mere spændt på at læse hendes egen eventyrsamling, for at se hvordan hun selv skaber eventyr – både med den barnlige side af tingene, men også hvordan den voksne side af sagen bliver flettet ind i det hele. Uanset hvad, så begynder jeg at sætte mere og mere pris på Angela Carter, og jeg kan godt forstå hvorfor hun stadig er så populær den dag i dag. Jeg har i hvert fald i sinde at læse en del mere af hendes værker. Har du læst noget af hende, og hvad syntes du i så fald om det?

Continue Reading

Barndommens gade (Tove Ditlevsen, 1943)

Romanen handler om Ester, hendes familie og om de fattige kår på Vesterbro i de tidlige 1930’erne. Vi følger situationer i Esters barndom, både når hun er glad sammen med sin veninde Lisa, og når hun er bange for manden med det røde skæg.

En københavnsk baggårdspiges tidligste ungdom beskrevet på godt og ondt og skildret med både varme og indlevelse helt frem i Esters voksenliv.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4498

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist roligt sige at jeg aldrig bliver Tove Ditlevsen fan. Dette var mit første møde med hende, og jeg må nok indrømme at hvis ikke det også bliver det sidste, så kommer der i hvert fald til at gå umådelig lang tid inden jeg kommer til at støde på hende igen. Hvilket nok er ærgerligt på en del punkter, men i det mindste kan jeg nu sige med knap så bævrende stemme at jeg rent faktisk har læst noget Ditlevsen, når folk pludselig spørger meget kritisk til den slags.

Allerede fra start blev det klar at Ditlevsen har sin helt egen stil, som det ville tage lidt tid at vænne sig til. Det er meget gnidret, forstået på den måde at det er meget tætskrevet på den facon at det kan være svært at skelne mellem enkelte ting. Jeg fandt det for eksempel meget svært at dialogerne også hvad skrevet ind som alm. ’brødtekst’ og at der ikke i det mindste var noget linjeskift for at indikere tale mellem diverse personer. Det tog mig en del tid at finde rundt i de mange ting og skille det ene fra det andet, og faktisk at finde ud af hvem det var jeg skulle læse en historie om.

Esters historie er måske ikke så særpræget, faktisk er den meget lig alle andres unge Københavnske piger. Hvad der så gjorde den særlig var måske nok måden Ditlevsen skrev den på, og jeg har ladet mig fortælle at den også er tæt inspireret af hendes eget liv. Bogen er inddelt i tre dele, først med Ester som barn efterfulgt af Ester som ung pige for til sidst at fortælle om hende som ung kvinde. Den inddeling syntes jeg nu godt om, selvom den sidste del gik mig lidt imod.

”Børnene i gaden leger far-mor-børn. De trækker lod om, hvem der skal være far, for det er et lidet eftertragtet hverv. Nå, her er din mad far, siger den lille mor fornuftigt, gå så på arbejde! Farvel tak, så er han af vejen, og står utålmodigt oppe på køkkentrappen og råber ud af vinduet, om det ikke snart er fyraften.”

Jeg kunne godt lide den første del med Ester som barn, fordi den har uskylden og naiviteten omkring resten af verden, og Ester kæmper med hele verden og sit eget liv for at finde sin plads i livet. Hun kan ikke finde ud af at stjæle slik i den lokale butik, som de andre børn, men hun har ingen problemer med at spise det slik som de andre spiser. Jeg syntes måden Esters barndom er beskrevet på var så fin, selvom den virkede uoverskuelig på nogle punkter. Jeg kunne godt lide Esters tilgang til verden, selvom den var ret så naiv gang på gang.

De to sidste dele af bogen brød jeg mig knap så meget om. Det handler måske knap så meget om hvad der skete for Ester, men mere om måden det blev fortalt. Jeg sad flere gange og savnede at Ditlevsen var noget mere direkte i sin fortælling, for Ester kommer ud for nogle ting som ikke altid er så positive, men de blev fortalt alt for lyrisk og overfladisk – kom nu ind til sagens kerne, har jeg næste lyst til at sige. Sig tingene som de er, i stedet for at sugar coat it! Til sidst må jeg nok også indrømme at Ester gik mig lidt på nerverne, hun blev alt for desperat og rent ud sagt dum nogle gange. Det var som om hun søgte lykken, men med vilje spændte ben for sig selv for rent faktisk at opnå den.

Alt i alt var det en oplevelse at læse Barndommens gade på flere punkter. Det er en skrivestil jeg ikke lige er stødt på før, og heller ikke regner med at gøre lige foreløbig. Det var en historie som startede godt, men endte knap så godt. En person som begyndte interessant, men bare tog en al for desperat og negativ drejning. Der var klart ting jeg syntes var gode, men også en del ting jeg ikke brød mig om. Men som sagt, nu kan jeg sige at jeg har læse Tove Ditlevsen.

Continue Reading

Heroes and Villains (Angela Carter, 1969)

After the apocalypse the world is neatly divided.

Rational civilization rests with the Professors in their steel and concrete villages; marauding tribes of Barbarians roam the surrounding jungles; mutilated Out People inhabit the burnt scars of cities.

But Marianne, a Professor’s daughter, is carried away into the jungle–a grotesque vegetable paradise–where she will become the captive bride of Jewel, the proud and beautiful Barbarian. There she will witness the savage rituals of the snake worshippers, indulge her voluptuous, virginal fantasies, taste the forbidden fruit of chaos…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4722

Bogen får  3 ud af 5 stjerner.

Jeg har sat mig selv i gang med et projekt der hedder at læse meget mere af Angela Carter, for jeg har kun læst et meget lille uddrag, men af det jeg har læst syntes jeg er vildt interessant i et feministisk synspunkt. Da jeg fandt en lille stak bøger af hende på skolens bibliotek, sneg jeg dem straks med tilbage til mig kontor for at få dem læst i den nære fremtid. Den første er denne her apokalyptiske fortælling om Marianne, der lever i den civiliserede del af den tilbageværende verden. Hun lever et umiddelbart godt liv, med folk omkring hende der passer på hende og materielle goder. Dog bliver hendes verden til tider invaderet af de vilde barbarer.

Heroes and Villains var lidt tung at komme ind i, for den verden Marianne lever i var ganske let beskrevet og jeg sad et par gange og manglede lidt flere detaljer. Men som den stille og roligt skred frem, blev det mere og mere tydeligt hvordan tingene hang sammen. Dertil blev det også ret tydeligt at Mariannes verden kun var perfekt på overfladen, for af en eller anden grund var der flere og flere kvinder der stak af for at leve i vildskab med disse barbarer. Hvilket også er hvad der sker for Marianne da hun får chancen.

”She sighed. But all the same, she was as smug and comfortablr as if wolves and tigers did not roam forests where no trees had grown previously and Marianne must learn to reconcile herself to everything from rape to mortality, just as her father had also told her she would have to do.”

IMG_4724

Baseret på titlen skulle man tro det ville være nemt at skelne mellem hvem er der heltene i historien, og hvem der er skuren. Sådan er det bare ikke lige. Carter formår på magisk vis at slørre denne ellers meget klare grænse mellem hvad der er hvad, og barbererne som man nok skulle tro var skurkene viser sig til tider frem fra helt andre måder. Det samme kan man sige om de såkaldte kloge professorer, der skjuler der sig en helt anden patriarkalsk verden, som enkelte individer næsten flygter fra.

Carter har formået at skildre en had-kærlighedsforhold mellem de to hovedpersoner Marianne og Jewel. Jewel starter ud med at være hendes frelser/kidnapper, men ender med at være hendes mand. Godt nok er det lidt et tvangsægteskab, men det viser sig at de begge har brug for hinanden på flere plan. Det er som om at dagslyset skildrer alt hvad de hader ved hinanden og hvad de står for, men når natten kommer kryber de alligevel tæt ind til hinanden for at søge den tryghed de kan finde hos et andet menneske. Jeg syntes det var interessant at læse hvordan Carter her fremstillet forskellen mellem det fysiske behov for et andet menneske modsat den kærlighed man kan føle for hinanden, og hvordan de to ikke nødvendigvis går hånd i hånd.

Man skal læse Angela Carter for at få et andet syn på tilværelsen. Hun formår at skabe billeder af verden, der sætter tingene i et helt andet lys. Man skal måske huske at hun ikke er bange for at skrive begærrige scener, men hun kan skrive dem både smukt og dyriske, hvilket afspejler virkeligheden fint, for alt kan jo ikke altid være rosenrødt? Eller kan det?

Continue Reading

How to Be a Woman (Caitlin Moran, 2011)

Though they have the vote and the Pill and haven’t been burned as witches since 1727, life isn’t exactly a stroll down the catwalk for modern women. They are beset by uncertainties and questions: Why are they supposed to get Brazilians? Why do bras hurt? Why the incessant talk about babies? And do men secretly hate them? Caitlin Moran interweaves provocative observations on women’s lives with laugh-out-loud funny scenes from her own, from adolescence to her development as a writer, wife, and mother.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4507

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den udvalgte bog til april måneds Our Shared Shelf var et feministisk rant uden lige. Caitlin Moran kommer i sin bog ind på alverdens emner, lige fra problematikken i at vælge undertøj til det komplicerede i at opretholde den perfekte facade som forældre der har styr på alt i verden. Det hele bliver fortalt hudløst ærligt og med en god dosis humor for at give det hele et pust af sandhed, uden at det bliver for deprimerende.

Moran bruger personlige eksempler til at understrege en hel del pointer, og der var flere gange hvor jeg grinte højlydt over de situationer hun præsenterer. Jeg har også læst hendes How to Build a Girl, og hvor nogle mennesker siger at hvis man har læst den ene, har man læst den anden. Den påstand vil jeg ikke melde med helt og holdent enig i. Jovist, der er nogle ting der bærer tydeligt præg af at have været brugt i begge tilfælde, men måden de er brugt er jo vidt forskellige. Hvor How to Build a Girl er en fiktionshistorie (som dog er baseret tæt på Morans eget liv), så er How to be a Woman en langt mere diskuterende og debaterende bog. På den måde syntes jeg de er vidt forskellige; her præsenterer Moran det store spørgsmål hvorfor bh’er skal gøre så vanvittigt ond nogle gange, og sætter det op imod det store undertøjsspørgsmål kvinder skal igennem for at virke korrekte feminine. Hvorimod hendes ungdomsroman fremstiller en humoristisk situation hvor emne bliver sat på en spids.

Generelt set var jeg godt underholdt af Morans bog. Der var da enkelte passager der sagde mig mindre end andre, men jeg kunne rigtig godt lide hvordan hun belyser visse emner fra begge synsvinkler. Som kapitlerne om hvorfor du skal være mor i forhold til hvorfor du ikke skal være mor. Hun kan både belyse det romantiske og idylliske aspekt af at være blevet forældre, men også det vildt skræmmende og forvirrende ved at være ansvarlig for et andet menneske. For ikke at tale om det meget ømtålelige emne af abort; som i Morans tilfælde var et spørgsmål om overlevelse. For når man har fået 2 børn, og været tæt på at forbløde begge gange, så kan det altså være mere forsvarligt at få en abort en at gennemføre en graviditet og potentiel livsfarlig fødsel, og der må jeg være helt enig. Selvom jeg intet har at holde det i, for jeg er endnu ikke blevet mor, men måden Moran forklarer situationen giver mening, og jeg bebrejdede hende ikke noget på trods af at mange andre gjorde netop det.

Selvfølgelig er der også lettere og knap så alvorlige emner der bliver behandlet. Ud over undertøjsproblematikken, kan man vel ikke komme uden om det store spørgsmål om sko! Jeg kluklo hele vejen igennem kapitlet om hvor mange forskellige par sko alle kvinder har, også dem som man aldrig vil komme til at bruge, men som man skulle have bare fordi de var så pæne.

Uanset om Moran snakker om seriøse emner eller overfladiske trivielle emner, så summer de af humor. Jeg vil ikke sige at jeg har lært mere om feminisme eller hvad dertil hører, men jeg har fået et godt grin og et solidt indspark i at jeg ikke er den eneste der ikke altid kan finde ud af at være kvinde. Der er mange store spørgsmål der stadig mangler besvarelser, og hvis de kommer til at være bare halvt så sjove som Moran har oplevet dem, så kan jeg kun glæde mig.

Continue Reading

The Color Purle (Alice Walker, 1982)

Taking place mostly in rural Georgia, the story focuses on the life of women of color in the southern United States in the 1930s, addressing numerous issues including their exceedingly low position in American social culture. The novel has been the frequent target of censors and appears on the American Library Association list of the 100 Most Frequently Challenged Books of 2000-2009 at number seventeen because of the sometimes explicit content, particularly in terms of violence.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4302

Farven Lilla er en af de klassiske bøger som stort set alle siger de har læst, men det er først nu jeg kan være med i den klub. Og efter at have læst den forstår jeg faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid. For selvom det er en bog man lige skal vænne sig til, så sidder den stadig fast i hukommelsen flere dage senere. Jeg læste den i forbindelse med HeForShe online bogklub fordi den efter sigende skulle sætte fokus på kønsforskelle – og det skal jeg love for at den gør.

Historien om de to søstre Nettie og Celie starter i syden og et brutalt liv der ikke skåner nogle af kvinderne eller børnene i familien. Og af en eller anden grund er det Celie der tager de fleste slag og bukker nakken for alt og alle, uden nogensinde at stå frem for sig selv. Hun er underdanig og ydmyg og tør ikke gøre noget for sig selv, det er kun i værste tilfælde at hun vil gøre noget for andre. Hun er så blid som dagen er lang, men desværre tør hun kun at gå imod strømmen hvis det er for andre. På det punkt tog det ikke lang tid at opbygge medlidenhed med Celie og det barske liv hun lever, og da hun næsten bliver ’solgt’ til hendes nye mand, begynder et nyt liv som måske er mindre barsk i form af vold, men stadig er lige så deprimerende.

”I spend my wedding day running from the oldest boy. He twelve. His mama died in his arms and he don’t want to hear nothing bout no new one. He pick up a rock and laid my head open. The blood run all down tween my breasts. His daddy say Don’t do that! But that’s all he say.”

Selve bogens stil er i begyndelsen ret lav, for den er skrevet med Celies sydstatsaccent og mangel på uddannelse, og det påvirker sproget en hel del. Nu har jeg efterhånden læst en del af den slags bøger på engelsk og elsker kun når man kan mærke karaktererne på den måde. Hvis man ikke er gængs i engelsk skrevet på den måde vil det nok være lidt en udfordring, men jeg elskede det for i mt hoved blev Celie meget mere tydelig af det. Det skabte også en meget større kontrast mellem de to søstre, for Nettie er tydeligvis mere uddannet end Celie og de ender med at leve vidt forskellige liv.

”I hope when you receive this news of your sister’s forward behavior you will not be shocked or inclined to judge me harshly. Especially when I tell you what a total joy it was. I was transported by ecstasy in Samuel’s arms.”

Det her er en bog der rammer hårdt på flere punkter; den afdækker livet i syden på brutal vis og ligger ikke skjul på noget. Jeg begyndte bogen naivt og troede at jeg vidste hvordan det brutale liv i syden var for de sorte på det tidspunkt, men der tog jeg grueligt fejl. Jeg blev derfor uddannet en lille smule ved at læse The Color Purple.

4-star1

Continue Reading

Litteratur og Feminisme

I den seneste tid er der dukket et nyt fænomen op i den online bogverden, som jeg pludselig føler et lille behov for at kommentere lidt på. Det skal ikke forstås som at det er noget helt originalt nyt, det er blot noget der pludselig har fået rigtig meget opmærksomhed. Mange af jer har sikkert også lagt mærke til det, fordi det har været en del udbredt i den online verden af bøger og bogelskere, såvel nationalt som internationalt.

IMG_0189

Jeg taler selvfølgelig om feministiske bogklubber der opstår online. Jeg må indrømme at da jeg fandt ud af var jeg ikke helt klar over hvordan jeg skulle have det med det. Inderst inde ved jeg jo godt at jeg er feminist, men det er meget forskelligt i hvor stor grad det kommer til udtryk. Det kommer nok mest til udtryk når jeg bliver udfordret med smarte kommentarer. Som for eksempel i sidste uge hvor jeg var i færd med at fortælle en flok elever om præsidentsystemet i USA, og en (drenge)elev (næsten) uskyldigt rækker hånden op, og spørger om en kvinde egentlig godt MÅ blive præsident i USA? Da kunne jeg godt mærke at jeg skulle ligge lidt bånd på mig selv inden jeg svarede, men alligevel rakte en af pigerne hånden op bagefter for at spørge om jeg egentlig var feminist. Når det kommer til stykket er jeg nok ikke så god til at ligge skjul på min indre feminist som jeg troede jeg var (Jeg vil dog lige pointere at det heller ikke er noget jeg går og reklamerer med).

Den første feministiske bogklub, der opstod og banebrudte vejen for de efterfølgende i medierne, var (selvfølgelig) Emma Watsons #OurSharedShelf bogklub. Watson har i et godt stykke tid været meget aktiv inde for medieverdenen med hendes He for She kampagne der er et samarbejde med UN Women. Her bliver der udvalgt en bog hver måned til fælleslæsning og løbende diskussion igennem måneden. Den første måned var en non-fiktion som jeg ikke fik læst, men anden bog er The Colour Purple, som jeg vil se om jeg ikke kan få fingre i på en eller anden måde og læse med, for den har jeg faktisk aldrig læst (ej heller har jeg set filmen!).

IMG_0184

Da disse feministiske bogklubber opstod var det faktisk også en ret nem beslutning for mig om jeg skulle deltage eller ej. Jeg vidste dog også på forhånd at jeg med stor sandsynlighed ikke ville være med til at læse hver eneste bog hver måned, for det første fordi jeg kan se at non-fiktionsbøger selvfølgelig også kommer til at få deres indtræden, og de er lidt tungere at komme igennem. Men under alle omstændigheder er min feministiske interesse vågnet op til dåd.

Senest opdagede jeg i min youtube-opdatering at Jean fra BookishThoughts har gjort alvor i sine tanker om at oprette en feministisk bogklub i booktuber-verdenen. The #FeministOrchestra er måske en smule mere reaktionsoprettet end jeg lige havde troet, men det syntes jeg faktisk ikke gør så meget. Selvom der bliver sagt at det også her vil være et bredt udvalg af fiktion og non-fiktion så er de første udvalgte bøger primært non-fiktion. Her må jeg nok indrømme at jeg indtil videre ser lidt på fra sidelinjen. Dog har jeg tænkt at følge med og se hvilke bøger der bliver tilføjet.

Det er blot to feministiske bogklubber der er dukket frem i medierne siden vi gik ind i 2016, og det kunne godt lyde som om de ikke er de eneste. Begge bogklubber har vist også fået ret blandede modtagelser, og ikke overraskende har de højst sandsynlig også modtage en del kritik. Men der ligger grobunden for hvorfor de er opstået – og det syntes jeg er vigtigt at tænke over.

Som sagt, så ved jeg ikke hvor aktiv jeg kommer til at være i disse feministiske bogklubber, men jeg syntes alligevel de er værd at nævne. Mest af alt nok fordi jeg ikke kan lade være med at tænke over hvorfor de er opstået? Hvordan kan det være at der pludselig er opstået et behov for at proklamere sig selv som feminist på så markant en måde? Personligt har jeg aldrig selv haft behov for at råbe det højt, men det er som om samfundet efterhånden kræver at man gør sig til kende om man er feminist eller ej. Derefter kan man så stå til takke for alverdens kommentarer der må strømme ind fra skulderklap til lussinger.

Hvad med jer, betragter I jer som feminister (eller modstandere deraf)? Har I tænkt på at deltage i nogle af disse feministiske bogklubber, og i så fald hvilke tanker har du gjort dig med dem? Hvorfor tror I at feminister bliver næsten ’tvunget’ frem i lyset som de gør for tiden?

Continue Reading