Barselslivet #02

I fredags var der præcis 2 uger til termin. Og jeg må indrømme at jeg begynder at se frem til at baby rent faktisk kommer. For hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg maven er ved at være godt og grundigt i vejen. De små ting, som man til dagligt tager for givet (som at rejse sig fra sofaen) er pludselig blevet store forhindringer. Det betyder også at huset har fået lov til at stå lidt for sig selv på nogle punkter, noget så simpelt som at støvsuge kan jeg nemlig heller ikke helt holde til længere – lægen har i hvert fald sagt at den slags opgaver skal jeg holde mig fra.

Hvilket er en anden ting jeg ser frem til vejs ende – ture ind til byen for at tage til lægen eller jordmoderen. Det er som sådan ikke fordi de besøg i sig selv er slemme, det er bare det faktum at jeg skal frem og tilbage hele tiden og så igen, når det hele bare bliver mere og mere besværligt med maven og at manøvre mig rundt omkring. I lang tid nu har min jordmoder (og læge for den sags skyld) nemlig ikke været tilfreds med mit blodtryk – hvilket også resulterede i at jeg startede min barsel en uge før planlagt – og derfor skal jeg ind en gang om ugen for at tjekke op på det. Og det er da klart at mit blodtryk er for højt, når jeg skal bruge energi og kræfter på at traske igennem byen og op af trapper, i modsætning til når jeg sidder hjemme i sofaen med fødderne oppe. Men på den anden side skal jeg nok også bare være glad for, at læge og jordmoder er opmærksomme og holder øje, for i værste tilfælde hedder det svangerskabsforgiftning. Det er ikke just noget jeg har sat mig alt for meget ind i, men hvis det skulle ske at det kom – hvilket det kan gøre fra den ene dag til den anden – så ville det betyde at baby skal ud, og det lige med det samme. Så med det i betragtning skal jeg vel bare være glad for at der bliver holdt øje med mig, det er bare mere og mere besværligt at skulle bevæge mig fra A til B igennem byen. Især når alle folk sender de samme blikke og griner den samme kluklatter hver gang man kommer vraltende med sin kæmpe gravide mave. Det er en ting jeg ikke helt forstår; hvorfor er det lige præcis den der kluklatter der skal følges med en stor gravid mave? Og især af ældre folk, deres blik drages nærmest magnetisk til maven, som om jeg slet ikke eksisterer. Men det er vel bare noget jeg må vænne mig til, for når først baby kommer, så er det der al opmærksom hed ryger hen.

Udover at huset får lov til at vente lidt med rengøring, så er vi så småt ved at være klar til baby på de praktiske punkter. Jeg har efterhånden fået vasket næsten alt tøj, tæpper og diverse så alt det er klart. Vuggen er gjort klar og venter bare på at baby skal sove, det samme er liften, som vi har valgt at bruge som seng de første måneder, når baby alligevel skal sove inde ved os i soveværelset. Puslebordet er pakket og klart med alverdens gratis ting vi har fået samlet ind fra de startpakker man kan hente rundt omkring i butikkerne. Vi/jeg har efterhånden fået fat på alle dem der er noget værd at få fat på, og det betyder at vi allerede nu har et lille lager at bleer i forskellige mærker, alverdens cremer og salver, vådservietter, sutter, små bamser og andre småting man kunne få brug for til de første par uger (måske måneder, alt efter hvor meget man bruger af tingene) med baby. På de praktiske områder er vi klar; spørgsmålet er bare om vi er klar mentalt.

Forleden morgen tror jeg faktisk vi blev enige om et navn. Vi snakkede om noget helt andet, da vi begge begynder at snakke om, at når vi tænker på baby og omtaler baby, så havde vi begge et navn i tankerne, som efterhånden sad fast, og blev brugt ved intern omtale. Vi kiggede lidt skævt på hinanden, og efter et par øjeblikke fik vi fremstammet om det så var det samme af de 4 vi havde tilbage fra listen. Det var det ikke helt, men alligevel var det. Det navn Kæresten havde i tankerne, havde jeg blot afskrevet af en årsag jeg troede han ikke ville vælge det, og derfor havde jeg tænkt et andet, men da jeg fandt ud af, at han var til det første navn, blev vi hurtigt enige om det da var hvad bettemusen skal hedde.

Continue Reading

Barselslivet #01

Med et har min hverdag ændret sig. Jeg har ikke længere vækkeuret til at få mig op om morgenen, for det kan jeg slå fra de næste mange dage. Lige indtil der kommer noget andet og vækker mig. Den her uge begynder jeg nemlig min barsel. Det er dog sket lidt før tid, i hvert fald i forhold til hvad jeg selv og min arbejdsgiver havde planlagt. Ifølge planen skulle jeg have sidste arbejdsdag i morgen, torsdag, så jeg også kunne nå at sige pænt farvel til mine elever på de få hold jeg nu havde tilbage. Det skulle dog vise sig ikke at være sådan tingene skulle udfolde sig.

I fredags var jeg til det sædvanlige besøg hos lægen, som var lidt utilfreds med mit blodtryk – hun mente det var lige lidt for højt. Jeg blev derfor sendt hjem med en lille, handy blodtryksmåler for at jeg kunne måle det henover weekenden. Alt efter resultaterne ville hun så bedømme mandag morgen om jeg måtte få lov til at tage på arbejde min sidste uge, eller om jeg skulle sygemeldes de par dage. Mandag morgen besluttede lægen så at jeg skulle sygemeldes de sidste dage, og dermed begynde min barsel en uge før det var planlagt. Det var ikke lige hvad jeg havde planlagt, og jeg har desuden også måtte indfinde mig med pludselig at skulle tage det noget mere roligt end jeg plejer. Det sidste er nok det sværeste, eftersom jeg godt kan finde det lidt for kedeligt at sidde stille i sofaen hele dagen lang. Jo jo, det er da rart at få tid til at slappe af og læse gode bøger, men der er bare også meget andet jeg gerne vil nå at lave. Vasketøjet vasker jo ikke sig selv, rodet rydder jo ikke sig selv op og så videre. Det betyder bare at jeg har måtte dele mine små opgaver herhjemme ud på flere dage, indlagt med en del flere pauser. Pludselig er jeg blevet hjemmegående!

På nogle punkter har det været både godt og skidt at starte barsel før tid. På den ene side kan jeg jo godt se det fornuftige i at jeg skal passe på mig selv og tage den med ro, og det er da også rart at jeg ikke skal tænke på mere arbejde i det næste lange stykke tid. På den anden side var jeg lidt ærgerlig over ikke at få sagt ordentlig farvel til mine elever. Især det ene hold hvor jeg har været klasselærer det sidste halvandet år. I dag var jeg så på kort visit for at få styr på de sidste ting med rektor og lige sige et kort farvel til den klasse. Og de var simpelthen så søde at have købt en rigtig fin gave til mig/baby, og jeg blev så varm om hjertet. Det er den slags ting der gør, at jeg virkelig sætter pris på mit arbejde. For selvom jeg kan komme hjem nogle dage og brokke mig over at elever ikke laver deres lektier, eller de larmer for meget i timerne; når det kommer til stykket så er de nogle rigtig søde unge mennesker. Det faktum at man som lærer får en hvilken størrelse betydning hos en flok unge mennesker, det viser sig pludselig og man bliver bare glad. Det gør også at jeg kun kan glæde mig til at vende tilbage til mit arbejde om et lille års tid.

Nu er mit liv på barsel så begyndt. Nu skal jeg til at finde ud af en helt anden hverdag, og finde på små projekter at holde mig beskæftiget med. Jeg har stadig en god portion bøger at give mig i kast med, det projekt tror jeg aldrig udløber. Dertil har jeg også et børneværelse/babyting der skal vaskes og gøres klar, selvom vi allerede er nået et godt stykke vej der. Kæresten var også så sød at købe en kæmpe omgang perler til mig i weekenden, så jeg kan gå i gang med projekt kreativ mor, og lave ting til babyværelset. Og så er der jo også huset der skal holdes nogenlunde rent og ryddeligt, og efter alligevel kun et år, er der allerede små oprydningsprojekter der pludselig har hobet sig op. Der er sikkert nok at give mig til, det er bare et spørgsmål om hvordan jeg skal planlægge tingene uden at overanstrenge mig for babys skyld. Hvis alt andet fejler, så har man vel altid Netflix.

Continue Reading

2016 var året hvor…

I dag vil jeg se lidt tilbage på hvordan 2016 udfoldede sig for mig. Det her indlæg er nok over i den personlige side af mig, for 2016 var året hvor der skete store omvæltninger hos mig. Når jeg tænker et år tilbage, så er der sket gevaldige ting i mit liv, som har gjort at jeg i dag sidder og tænker ”Hvor er tiden dog blevet af?” Jeg vil i et senere indlæg se lidt tilbage på hvordan mit boglige år har været, sammen med hvordan jeg tænker mit boglige 2017 vil udfolde sig.

For et år siden havde vi lige overtaget vores nye hus, og vi var gået i gang med at banke gulve op og bogstaveligt talt grave et hul i jorden i stuen. Når jeg ser tilbage på billeder fra dengang, kan jeg næsten ikke genkende det hus vi bor i nu. Det ligner slet ikke sig selv, og gudskelov for det. Jeg er vanvittig glad for at vi ikke længere bog i den lejlighed vi sad i. For hvis jeg skal være ærlig, så var jeg i det sidste halve års tid vi boede der, blevet mere og mere ked af at bo der. Jeg var meget parat til at komme det skridt videre i livet, og det gjorde det ikke bedre at vi var ude og se på store flotte huse stort set hver weekend. Derfor var det også med stor glæde i hjertet at vi i vinterferien endelig kunne flytte ind i huset, med nye gulve og gulvvarme sågar også. Der skulle da gå yderligere 2-3 måneder før vi kom egentlig på plads og de sidste flyttekasser var blevet pakket ud, og vi kunne invitere gæster til at se hvad vi havde bedrevet. Nu, et helt år efter, kan jeg se tilbage på et år med hårdt arbejde for at få huset gjort klar, men hvor er jeg også taknemmelig for at vi pressede og selv så meget som vi gjorde. Det har betydet at vi har kunne slappe af i løbet af efteråret på andre punkter.

img_0209

img_0214

fullsizeoutput_66a

2016 blev også året hvor jeg på arbejdet skulle udfordres mere end jeg har været vant til. Med starten på pædagogikum, skulle jeg lige pludselig observeres og vurderes hele tiden, og min egen undervisning har skulle tages op til genovervejelse og vurdering dagligt. Det har været yderst krævende, men også givende på mange andre måder. Jeg har indtil nu lært en hel del om mig selv som underviser, hvilket også er en del af processen. Desuden har arbejdet med at være klasselærer været noget hårdere end jeg havde forventet. Jeg vidste godt at klasselærerposten ville kræve mere end normalt af mig, men jeg havde aldrig forventet at det ville tage så mange af mine kræfter. At være klasselærer er både enormt givende, men også enormt tærende, men jeg gør det gerne igen, for det forhold man får til sine elever er noget helt særligt.

2016 blev året hvor Kæresten og jeg pludselig måtte tage stilling til en meget stor beslutning, da vi fandt ud af at jeg var blevet gravid. Godt nok var det delvist planlagt og vi håbede på at det ville ske, men vi havde ikke forventet det ville ske lige på det tidspunkt. Vores tidsplan havde skubbet graviditeten en 3-4 måneder senere end hvad den rent faktisk blev, men sådan er det nu engang med den slags ting, det kan man ikke planlægge, hvor meget man gerne ville. Det var vanvittigt overvældende lige da vi fandt ud af det, og der gik længe inden det blev realistisk for os. Jeg kan stadig huske de uger hvor det kun var os to der vidste det, og jeg næsten brændte for at råbe det højt det til resten af verden. Det var så befriende endelig at kunne fortælle det til familie og venner, og opleve hvor megen glæde der pludselig var på vores vegne. Efteråret har derfor også været præget at lægebesøg og mavetjek igen og igen, og nu sidder jeg her med omkring 2 måneder til termin, og har svært ved at rejse mig fra sofaen. Der er godt nok sket store ting i løbet af et halvt år, både fysisk og psykisk. For ikke nok med at jeg kan se maven vokser, og mærke hvordan baby danser tango fra dag til dag; pludselig skal jeg også tage stilling til at jeg skal være forældre! Jeg glæder mig gevaldigt til at byde vores lille nye menneske til verden, og derfor har jeg også store forventninger til hvad 2017 kommer til at byde på.

img_1204

img_1467

Jeg har store forventninger til 2017, ikke mindst fordi jeg lige om lidt går på barsel og går en helt anden hverdag i møde. Jeg skal finde mig nye døgnrytmer og rutiner, jeg skal tilpasse mit liv til et nyt lille liv om nogle måneder. Mere kan jeg faktisk ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til. Resten står i det uvisse for mig, for om ikke så længe har jeg ikke kun mig selv at tænke på, der kommer en anden lille person der vil være vigtigere end mig, og som skal i første række med hvad jeg ellers skal lave. Det betyder dog ikke at jeg vil forsvinde herfra. Jeg har stadig i sinde at blogge for jer. Det kan godt være at det bliver lidt færre end normalt, men jeg har ikke planer om at forsvinde helt og aldeles. For bøgerne vil med stor sandsynlighed ikke forsvinde fra mit liv; måske vil de blot træde lidt i baggrunden. Men under alle omstændigheder bliver jeg ved lige så længe jeg kan holde til det, og så længe I gider læse med.

Continue Reading

Godt Nytår

Her på årets sidste dag vil jeg bare sige først og fremmest tak. Tak fordi I har gidet at følge med et helt år endnu, og mere tak hvis I har i sinde at følge med helt igennem 2017 også. 2016 har været et år med mange omvæltninger i flere forskellige afskygninger. Tak til diverse forlag og forfattere for det samarbejde vi har haft indtil nu, jeg håber det kan forsætte videre i det nye år også.

Jeg sidder lige nu og slapper lidt af, inden jeg skal til at dække bord til gæsterne kommer og den sidste mad skal ordnes/forberedes, så vi er klar til Daisys tale kl. 18.00 og resten af aftenen.

Rigtig glædeligt nytår til alle jer derude, som bliver ved med at læse med herinde, det betyder enormt meget. Jeg håber I alle får en skøn aften og kan gå et spændende 2017 i møde.

Lad os krydse fingre for at vi ikke alle får et nytår ligesom vores 6 kære venner her.

Continue Reading

Gravide tanker

Denne weekend får I et af de lidt mere personlige indlæg, for i den her weekend gik det op for mig (os) hvor lang tid der faktisk er gået, og hvor lang tid der egentlig er tilbage inden vores lille familie bliver udvidet. Det er stadig meget svært at forholde sig til nogle gange, men når jeg kigger ned, kan jeg jo godt se at maven er blevet noget større de sidste par måneder. Hvilket mit tøjskab også vidner på, eftersom jeg har måtte rydde gevaldigt ud og flytte nyt ind, som jeg rent faktisk kan være i! Det er især underligt at tænke på, at der vokser noget levende inden i mig som der gør.

Kalenderen siger nu 24 uger, hvorfor der er de 16 tilbage (plus, minus alt efter hvilket humør det viser sig at baby er i). Vi er altså over halvvejs, og jeg er begyndt at kunne mærke liv oftere og oftere. Især når jeg sidder stille, så er det som om der skal ske noget i maven, og der bliver møffet rundt hele tiden, og jeg får spark i blære og hvad der nu ellers kommer i vejen. At køre bil er også en dejlig ting har jeg fundet ud af. Der kan ikke gå mere end 10-15 minutter før jeg kan mærke de der herlige små skub, som jo så gør, at hvis jeg ikke skulle tisse før, så skal jeg da i hvert fald nu. Det er vildt underligt at kunne mærke noget levende i maven på den måde, men samtidig er jeg også allerede blevet meget vant til det, og hvis jeg ikke lige mærker noget i nogle timer, bliver jeg alt for hurtigt nervøs og begynder at panikke. Hvilket jeg godt ved er dumt, for alt er sikkert som det skal være, men jeg kan godt allerede mærke at jeg gerne vil have at alt er som det skal være for den lille.

At være gravid bringer også flere forskellige udfordringer med sig. Rent fysisk for mig har det sine udfordringer; bare det at binde sine sko bliver sværere og sværere for hver dag, og jeg tænker at velcro må være vejen frem. Visse madvarer, som jeg før i tiden elskede, kan jeg mærke jeg ikke kan spise i så store mængder. Jeg plejede altid at elske popcorn når vi var i biografen, men det er først for nylig at jeg er begyndt at kunne udholde duften af dem. Det er vildt hvor meget man pludselig ser sig villig til at ofre for sådan en lille person, som kræver så meget af en uden selv at være klar over det. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg jo stadig ’kun’ er gravid, ungen er jo ikke engang kommet til verden endnu!?

Continue Reading

Efterårsferie

Efterårsferie. Det er nu et rart ord, og jeg tror ikke du kan finde nogen der vil sige anerledes. I løbet af den sidste uges tid har jeg i hvert fald talt dagene stille og roligt indvendigt. Den kommer altid på et meget tiltrængt tidspunkt her i efteråret, både for mit vedkommende som lærer, men jeg er sikker på at eleverne også syntes den er tiltrængt. Jeg syntes som sådan ikke mit skoleår har set voldsomt meget anerledes ud end de sidste år, men hele aspektet med at blive observeret i sin undervisning næsten hver dag, gør altså noget ved en, uden at man måske kan sætte ord på det. Da eleverne i torsdags derfor besluttede at strejke i protest, var vi mange der støttede eleverne i deres fortagende. Det betød ikke at vi som lærer fik en fridag, det betød bare en meget anerledes arbejdsdag end normalt. Den var mere afslappet, men ikke som en fridag, for pludselig var der bare andre ting at se til og forberede. Det betød på et positivt punkt, at noget af den planlægning jeg havde skubbet til side til efterårsferien, fik jeg taget hul på allerede der, og arbejdsbyrden blev lettet bare en lille smule den kommende uge. Der er stadig masser af ting at se til, prøver og afleveringer der skal rettes, men der er skam også plads til en del andre ting.

Jeg har store forhåbninger om at få læst en del, man kan vel ikke holde ferie uden at læse en smule? Hvad jeg får læst er endnu uvist, men lige pt. ligger der to bøger på sofabordet herhjemme. Den ene gik jeg i gang med i lydbogsformat forleden, og tænker at læse videre i fysisk henover weekenden, det er tredje bind i Vandflammens Saga, som Alvilda har sendt mig til anmeldelse. Der er lidt mere gang i ’eventyret’, men nogle af personerne deri virker mig stadig lidt overfladiske. The Princess and the Goblin er en børneeventyrbog jeg længe har ville fordybe mig i, og jeg tænker dunkle aftener i stearinlysets skær er lige passende til den.
img_1304

img_5693

Ellers byder ugen herhjemme ikke på de store ting. Vi har snakket om en lille roadtrip til Odense i starten af ugen; jeg kunne enormt gerne tænke mig at komme ned og se Disney-udstillingen jeg har hørt og set så meget om dernede. Jeg har planlagt et par venindebesøg og en shoppetur med mor, for når maven vokser, så svinder klædeskabets udvalg. I den sammenhæng skal vi også ind og scannes igen, og denne gang håber vi at få kønnet at vide. Egentlig er jeg lidt splittet om jeg vil have det at vide. På den ene side, syntes jeg det kunne være helt vildt sejt at vente og blive dejligt overrasket når han/hun endelig kommer ud. På den anden side, er jeg så forbandet nysgerrig at jeg sikkert ikke kan vente, og så er der de mange praktiske ting man kan forberede inden babys ankomst.

Sidst på ugen er der jo også det megen omtalte Readathon, som jeg håber meget på at kunne deltage i. Jeg var forhindret i at deltage 100% i foråret, så jeg satser meget på at tage revanche denne gang. Dog har min mor også fødselsdag, og hun har snakket om en middag lige den weekend, men mon ikke den kan arbejdes ind i læseplanen også? Om ikke andet, så håber jeg på at kunne være med en god del af vejen, og få gjort indhug i mange af de ulæste bøger jeg stadig har stående. Men, men, i den sammenhæng vil jeg også gerne lige give mig selv et skulderklap, for jeg har ikke købt nye bøger siden starten af september! Lad os håbe det kan holde lidt ved endnu.

Hvad har I af planer i efterårsferien? Hvis I da har ferie?

Continue Reading

En Lille Opdatering

Der sker forandringer hele tiden, og det er både her på bloggen og i privatlivet. I foråret købte vi hus, som vi på nuværende tidspunkt er nogenlunde færdig med at renovere (selvom i virkeligheden bliver man aldrig færdig med den slags, som husejer har man altid noget at lave) og med slutningen på sommerferien kunne vi vende tilbage til en normal hverdag, dog som husejer. Det ville skæbnen dog ikke helt være med til, for der blev lige smidt en overraskelse mere ind fra højre (eller venstre) af.

Kæresten og jeg fandt nemlig i sommers ud af at vi skal være forældre på den anden side af nytår! Helt planlagt kan vi ikke sige det har været, men delvist planlagt var det dog. Det har betydet en del nye ting vi skulle tage hensyn til, og ikke mindst for mit vedkommende. Pludselig er der ting jeg skal gøre, og ting jeg ikke længere må gøre. Alt sammen imens jeg skal forholde mig til at der rent faktisk vokser en lille person inde i maven på mig. Jeg skal dog ikke klage, jeg har hørt værre historier fra veninder og deres graviditet, og indtil videre tyder det på at jeg har trukket det længere strå.

Det betyder selvfølgelig også at jeg (desværre) nok bliver nødt til at skære lidt ned på min aktivitet herinde på bloggen, forhåbentlig bare i perioder. For det er ingen hemmelighed at jeg er noget mere træt end jeg plejer at være, og selvom jeg stadig læser en hel del, så er energien for at sammensætte anmeldelserne til jer på et lidt lavere niveau (især når sofaen er så tiltrækkende når jeg kommer hjem fra arbejde), men jeg lover at jeg ikke forsvinder helt og aldeles. Bloggen vil stadig primært være tilholdssted for bogkærlighed, men jeg kan nok ikke love at der ikke kommer til at snige sig lidt mere personlig indlæg ind fra tid til anden. Bøger kommer stille og roligt til at dele en førsteplads om min kærlighed, hvis ikke de langsomt rykker ned på en andenplads.

Continue Reading

Januar Wrap-Up

Den første måned af 2016 er allerede forbi, og når jeg ser tilbage på hvad måneden har bidraget med kan jeg ikke rigtig gennemskue hvad jeg selv har lavet. For hvad har jeg egentlig fået min tid til at gå med når jeg ikke har været på arbejde? Januar måned er fløjet forbi i et virvar af SRPer der skulle rettes og voteres, lange arbejdsdage og ensomme aftener mens Kæresten var på langtidsjob. Når weekenderne indfandt sig, blev de tilbragt i vores nye hus for at arbejde så hårdt som muligt, i håb om at nå den plan vi har mht. ønskeindflytningsdato. Fritiden har været sat på standby i januar, og når jeg ser tilbage på hvad jeg alligevel har formået at få læst, overrasker det mig ret meget at jeg nåede hele 5 bøger, det havde jeg ikke regnet med. Når jeg kigger tilbage i kalenderen har min sociale kalender da ikke været helt sort. Jeg har da også været til en enkelt familiefødselsdag, ude at bowle med skønne kollegaer og mødtes med nye mennesker i bogklubben.

Inden jeg går lidt mere i dybden om min januarlæsestak, vil jeg give jer en lille update på hvordan det står til med huset (hvis dette ikke interesserer dig, kan du lystigt hoppe videre til næste paragraf). Vi startede året meget ivrige for at fjerne så meget som muligt at de gamle gulvtæpper, tapet og en enkelt mur før vi kunne gå i gang med mere af gulvet. Kort fortalt kan gulvtæpper der ligger i mere end 40 år udvikle sig i ret så klam facon. Da gulvtæpperne kom af, opdagede vi så at der var et rigtig fint parketgulv under – men kun i halvdelen af stuen! (?) Det har vi forsøgt at gemme, i håb om at vi kan genbruge det i fx fremtidige kontor. Efter gulvplader osv. var fjernet kom det store projekt i at fjerne 10 cm tyk beton og grave en kæmpe containerfuld gang sand ud. Samtidig blev en væk væltet så køkkenet bliver åbnet helt op til resten af spisestuen/stuen. Imens de hårdtarbejdende mænd knoklede på livet løs, gik svigermor og jeg glædeligt i gang med at fjerne gammelt tapet over det hele – hvilket vi er færdige med de steder vi kan komme til. Den sidste uge her i januar blev vi klar til at ligge isolering og gulvvarmen, for at mureren endelig kunne komme og støbe gulvet, og for alvor gå i gang med badeværelset. Nu er vi færdige med at smide ting ud af huset, og processen med at træffe beslutninger til hvad der skal ind i huset går i gang. Det betyder mange valg der skal træffes for ting der ikke bare sådan lige kan skiftes ud!

IMG_0160

Som sagt formåede jeg at komme igennem 5 bøger i januar måned, og en stor del af det må nok også tillægges at jeg har hørt rigtig meget lydbog denne måned fordi jeg har været meget alene hjemme og kørt meget mere selv end jeg normalt har gjort i et stykke tid. 2,5 af bøgerne har jeg derfor lyttet til som lydbog, mens 2,5 er blevet læst i fysisk form.

IMG_4233

Jeg kunne ikke have startet året bedre end jeg gjorde med En mand der hedder Ove, og han holdt mig med selskab i timer hvor jeg rev gammelt tapet ned, så derfor vil jeg nok altid huske på ham i den sammenhæng. Og hold da op, hvor blev jeg positivt overrasket over den bog, den var meget mere end jeg havde regnet med, og noget så hjertevarm og hjerteskærende. Jeg må da også indrømme at jeg fik lidt våde øjne da jeg kom til slutningen, for Ove kan man ikke andet end at holde af. Efter at være blevet lidt imponeret over Fredrik Backmans fortælling om Ove, gav jeg mig i kast med Brit-Marie var her, hans anden bog. Igen fik jeg en rørende historie om en ældre dame, som endnu mangler for alvor at tage hul på livet. Brit-Marie rørte mig, men ikke lige så meget som Ove formåede at gøre.

Denne måned til læseklubben skulle vi læse The Circle, og den irriterede mig noget så gevaldigt. Jeg blev aldrig glad for protagonisten og så mange ting ved den bog gik mig på. Jeg kæmpede mig dog igennem den, i håb om at protagonisten ville indfri det håb jeg havde for hende, men hun endte (lidt forudsigeligt, desværre) med at skuffe mig grusomt. Lidt bedre blev det med Morder-Anders og hans venner (samt en uven eller to). Efter at have læst Jonassons andre bøger, har jeg efterhånden dannet mig visse forventninger til hans bøger, og de blev desværre kun delvist indfriet med Morder-Anders. Det var en lidt blandet oplevelse hvad jeg syntes om den, for vist var den meget underholdende, men der var også ting der ikke helt passede efter mit hoved. Til gengæld var månedens sidst læste bog den der klart får topscorer; Ten Thousand Skies Above You er anden bog i Firebird serien, og jeg skal love for den er fantastisk! Jeg gjorde mit bedste for at strække den ud over flere dage for at kunne blive i de(n) verden(er) længere, men fordi hvert eneste kapitel var som en cliffhanger var det ufatteligt svært at ligge den fra mig i længere tid af gangen. Jeg er stadig rystet over den slutning den havde – jeg kan ikke vente på den 3 og sidste bog!

Nu lurer februar lige rundt om hjørnet, og jeg har allerede affundet mig lidt med at min fritid er sat på standby, for at vi kan komme så langt med huset som overhovedet muligt. Håbet er at vi kan flytte ind i vinterferien i uge 8, for vi er godt nok også ved at blive trætte af vores nuværende (larmende) naboer. Desuden glæder vi os også bare til at kunne sætte os i vores nye stue og slappe helt og holdent af, uden at skulle tænke på hvilke fliser vi vil have i badeværelse, hvilken farve maling vi vil have i soveværelset eller hvilke gardiner der skal op i kontoret. Men forhåbentligt bliver der også lidt tid i februar til at læse her og der, og være en smule social, ikke mindst i bogklubben, hvor vi til næste måned har besluttet at læse lidt Jane Austen, og det kan man vel aldrig gå helt galt i byen med efter min mening.

Serier afsluttet i år:

    • Chris Colfer – Land of Stories
    • Sarah J. Maas – Throne of Glass
    • Catherynne M. Valente – Fairyland
    • Sarah J. Maas – A Court of Thorns and Roses
    • Claudia Gray – Firebird
    • Genevieve Cogman – The Invisible Library
    • Nanna Foss – Spektrum
    • William Joyce – The Guardians
    • Ransom Riggs – Miss Peregrine’s Peculiar Children

Hvordan har jeres januar måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i februar måned?

Continue Reading