Wonderland i en kasse

I dag er det vist på tide at jeg får vist min seneste #Owlcrate frem. Jeg har fået den tilsendt de sidste to måneder, men især november var jeg spændt på, for den havde temaet Wonderland. Det er altid spændende at se hvad de finder på at putte i kasserne af interessante ting, og jeg må ærligt sige at kvaliteten af udbuddet varierer gevaldigt. Der er enkelt måneder jeg har fået, hvor jeg har været lettere skuffet, mens andre har jeg været helt oppe under loftet af glæde. November-kassen var lidt en blanding derimellem, og jeg skal fortælle hvorfor.

fullsizeoutput_f23

Temaet var som sagt Wonderland, og derfor forventede jeg alverdens ting der havde med Alice i Eventyrland at gøre, og det var der skam også i forskellig vis. Jeg tror det er præcis et år siden jeg modtog min første Owlcrate, og der var der sjovt nok også en pakke te i, ligesom denne gang (jeg har endnu ikke drukket noget af den pakke fra sidste år, for ærlig talt det duftede lidt mærkeligt, og har på fornemmelsen at det er lidt det samme med det her). Jeg er ikke den største te-drikker, så spørgsmålet om jeg nogensinde får taget hul på den her er uvist, men om ikke andet, så er det nogle utrolig flotte æsker af metal de kommer i, som altid kan gemmes til andet brug.

fullsizeoutput_f24

NB: Alice Pop Funko! figuren er min egen, og fulgte ikke med i denne omgangs Owlcrate.

img_6031

De næste ting jeg fik gravet frem, var blandt andet et fint lille bogmærke med et citat fra den klassiske bog. Det er et rigtig fint og gammeltudseende bogmærke, som har sin helt egen stil, og jeg tror kun det egner sig til bestemte bøger på grund af sit udseende. Desuden var der en magnet der matchede den paperback udgave man fik af den klassiske fortælling om Alice, som var en meget farverig udgave med nogle illustrationer der nok godt kan tåle lidt farvelægning. Der var også en fint lille badge med Alice på, som skal sættes på min badge-rygsæk.

Indtil nu var jeg ikke rigtig blæst bagover af indholdet, hvis jeg skal være ærlig. Det var da okay det hele, men det meste vil jeg nok ikke få så meget brug ud af. Så jeg var begyndt at fortryde November-kassen. Det var lige indtil jeg så hvilken bog de havde gemt nederst, som var denne måneds udvalgte! Kæresten kan skrive under på at jeg gispede (meget) højlydt af glæde da jeg så at det er Marissa Meyers seneste skud på stammen i eventyrgenfortællinger, nemlig Heartless. Lige siden den udkom i starten af november har jeg gået og overvejet at købe den, men på den anden side kunne jeg også ønske mig den i julegave, så jeg holdt mig i skinnet. Og så kom den her og overraskede mig så dejligt efter en meget lang arbejdsdag! Og ikke nok med at det er en super, ekstremt flot hardback udgave, så er det ovenikøbet en udgave de har trykt specielt til Owlcrate, så man kan slet ikke købe denne smukke udgave i butikkerne! Det får mit bogelskende hjerte til at banke lidt hurtigere. Det eneste jeg mangler nu er tid til rent faktisk at læse den, for nøj hvor jeg glæder mig. Hvis den er bare det mindste lige så godt som hendes Lunar Chronicles serie, så kan det kun være godt.

fullsizeoutput_f25

fullsizeoutput_f26

Nu har jeg så også besluttet mig at sætte mit Owlcrate abonnement på pause for et godt stykke tid. Med to ind af døren inden for de sidste to måneder, har jeg vist fået opfyldt mit bogboksbehov for resten af året. Har I prøvet Owlcrate, eller andre bogkasser, og hvor tilfredse har I været?

img_6027

Continue Reading

Beauty & the Beast

Kan vi lige tale om hvor meget jeg bliver teenager og fangirl igen når det kommer til den nye trailer for live-action Beauty & the Beast?! Jeg glæder mig som til jul, til at jeg kan få lov til at se den film, og jeg har så store forventninger til den, at det nok ikke er helt sundt, men sådan er det altså. Skønheden & Udyret har i mange år været et af mine absolut favoriteventyr, og efter at have skrevet speciale om eventyr, hvor jeg bl.a. arbejdede med lige det eventyr, har jeg bare elsket det så meget mere. Derfor er jeg også helt ekset med at se forskellige versioner der adapterer eventyret til den store skærm, for at se hvad de gør ved den klassiske fortælling og hvordan de eventuelt har moderniseret historien. Derudover har Disney bare en speciel magi, der kan frembringe en helt bestemt stemning og en række følelser man ikke kan slippe af med lige med det samme igen. Af samme grund ser jeg også spændt frem mod premieren og hvad de har gjort ved det klassiske eventyr. I sidste uge fik vi allerede en række billeder derfra, og jeg syntes det ser helt fænomenalt ud.

Udover den smukke række billeder, blev der også delt lidt om et par ændringer de har lavet ift. selve historien. Det er en af de ting jeg nok er mest nervøs over. For da jeg så Disney live-action af Cinderella, blev jeg slemt skuffet. Den var da flot lavet, men der var ikke noget nyt i den, og det syntes jeg der skal være i en eller anden format når man forsøger sig med en live-action. For mig er det ikke nok bare at ’kopiere’ den samme film 100%, det kræver lidt mere, og det lyder det til at vi får en smule af med Beauty & the Beast. Det forlyder sig at de har ændret lidt på Belles baggrundshistorie, så nu er hun ikke bare anerledes fordi hun læser, men fordi hun også er lidt af en underlig opfinder ligesom sin far. Så nu har hun pludselig en grund til at opfinde for eksempel en vaskemaskine, for at hun har mere tid til at læse. Det forlyder sig også noget om nogle spilledåser, med verdensmusik, som skal være med til at fodre Belles eventyrlyst for at se resten af verden. Når man hører dem, er det måske nogle små detaljer, men det er alligevel nogle detaljer jeg er spændt på at se udfolde sig, i håb om at der er lidt ekstra dybde i historien i forhold til tegnefilmen.

Ikke nok med at filmen ser vanvittig flot ud med kostumer og animation, så er rollelisten da også to die for! Den første man selvfølgelig ligger mærke til er Emma Watson som Belle, og den er jeg meget spændt på. Jeg læste noget om at hun fik sangtimer med Page O’Hara der lagde stemme til tegnefilms-Belle, som en hjælp til de par sange hun skal synge i filmen. Beast er knap så genkendelig, men det er altså Dan Stevens fra Downton Abbey som har fået gevaldigt mange lag make-up i fjæset, og det er jeg også spændt på at opleve, for jeg ser ham mest af alt som en alt for venlig lyshåret gut, så det skal blive interessant at se ham i en helt anden rolle. Så har vi på stemmelisten ikke mindre end Ewan McGregor som Lumiere, Ian McKellen som Cogsworth og Emma Thompson som Mrs Potts! Jeg mener, helt ærligt, så bliver det da ikke meget bedre. Det er vitterligt creme-de-la-creme med den rolleliste af mange af de store britiske skuespillere. Belles far spilles desuden af Kevin Kline, mens Gaston spilles af Luke Evans. Der er en håndfuld andre talentfulde mennesker med deri, men hvis alle skulle listes, så ville det her indlæg blive alt for langt. Så til slut vil jeg bare efterlade jer med den nyeste trailer der blev offentliggjort i dag, så I kan sidde og få gåsehud sammen med mig.

Continue Reading

Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

Continue Reading

Empire of Storms (Sarah J. Maas, 2016)

The long path to the throne has only just begun for Aelin Galathynius. Loyalties have been broken and bought, friends have been lost and gained, and those who possess magic find themselves at odds with those who don’t.

As the kingdoms of Erilea fracture around her, enemies must become allies if Aelin is to keep those she loves from falling to the dark forces poised to claim her world. With war looming on all horizons, the only chance for salvation lies in a desperate quest that may mark the end of everything Aelin holds dear.

Aelin’s journey from assassin to queen has entranced millions across the globe, and this fifth installment will leave fans breathless. Will Aelin succeed in keeping her world from splintering, or will it all come crashing down?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f16

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er rigtig svært at skrive, og det er nok også derfor det har taget mig i hvert fald over en måned at få den ned på skrift. For selv inden jeg begyndte på bogen havde jeg så store forventninger og bekymringer om den ville leve op til alt hvad jeg gik og håbede på den ville være. Det ændrede da ikke på det faktum at jeg gik i gang med den, lige så snart jeg fik mine små fingre i den, og jeg slugte den så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Det er den anden sidste bog i serien om Celeana/Aelin, og tempoet er virkelig sat i et ekstra gear, og alt imens der sker en hel masse, får vi også så meget mere information at vide, der gør at jeg snart skal have genlæs alle bøgerne fra start af, så jeg er klar til den sidste bog i serien næste år.

Noget af det jeg især er vild med ved de her bøger, er det faktum at selvom der går et år imellem dem, så tager det mig ikke synderligt lang tid at finde kontakten til personerne, så at sige. Hvis man selvfølgelig har læst alle bøgerne, for så kender man efterhånden de forskellige personer så godt, at det ikke tager mere end et kapitel eller to, og så er man med på alt hvad der sker igen. Maas formår også at inkludere ganske små resumer til forskellige begivenheder, uden at det tager for meget af fokus fra den historie der rent faktisk skal udspille sig i den nuværende bog. Jeg bliver hver gang imponeret over hvor meget hun formår at fortælle fra hver af de mange synspunkter der efterhånden er i hver bog. For hvad der startede med Celeana og et par andre, er det efterhånden oppe at tælle tæt på 10 forskellige synspunkter. Det i sig selv syntes jeg er vildt, og ikke nok med at historien stadig hænger sammen på tværs af de forskellige synspunkter, så formår hun at skrive dem så man kommer til at holde af dem alle sammen på en eller anden måde.

”Aelin lowered her hands, propping both on the rail and examining the scar across each palm. So many promises and oaths made. So many debts and favors to still call in. Aelin wondered what answers and oaths she might find waiting in Skull’s Bay.”

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg stødte på Manon for første gang i Heir of Fire, så var jeg ikke just fan af hende. Jeg kunne ærligt talt ikke se hvorfor hun skulle være med, og jeg syntes de kapitler var overflødige. Det er de så sandelig ikke længere. Manon er blevet en utrolig spændende karakter at følge, især med de afsløringer der kom i den her bog. Dertil begynder Dorian også at blive meget mere interessant end den flødebolle han var lidt i starten. Han har fået lidt mere kant, og der er lidt mere at byde på fra hans side. En anden person jeg blev lidt betaget af i den her bog var Lysandra, for ærlig talt så kunne jeg ikke huske voldsomt meget om hende fra forrige bog. Det tog hun dog revanche for i den her bog, og jeg er blevet meget glad for Lysandra og de ting hun er med i.

fullsizeoutput_f17

I det hele taget er den her serie spækket med fantastiske personer, som jeg har svært ved at slippe, og man bliver så opslugt i hele historien med hver enkelt af dem. Aelin og Rowan kan man ikke komme udenom at snakke, men jeg vil forsøge, for de to kan man næste ikke andet end af holde af, og deres forhold udvikler sig også helt gevaldigt i den her bog. De nye personer på tavlen, så at sige, er Elide og Lorchan. Og her er det et godt eksempel på hvordan Maas formår at forvandle en udadtil skiderik i Lorchan, til en man ender med at få lidt ondt af.

”She snorted, and surveyed the other maps they’d spread across the floor of their cabin. Together, they formed a patchwork of their world – not just the continent, but the lands beyond. She stood, towering over it, as if she could spy those armies, both near and far. Rowan, still kneeling, looked upon the world spread at her feet. And she realized it indeed was – if she won this war, won the continent back.”

Jeg kan simpelthen ikke kommer over det faktum at der nu kun skal forestille at være en bog tilbage i serien. Det kan jeg næsten ikke holde til, og da slet ikke at jeg skal vente helt til september næste år, før jeg rent faktisk kan få læst slutningen. Det er helt ualmindelig urimeligt når Maas efterlader os med sådan en følelsestung cliff-hanger af en slutning. Jeg kan huske jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde den dag, fordi jeg bare var nødt til at skulle læse den færdig. Da jeg så endelig havde læst den færdig, hikstede jeg med tårer i hele ansigtet og kunne ikke forstå hvordan en sådan slutning var mulig.

Jeg har efterhånden rost den her bogserie flere steder, og anbefalet den til rigtig mange mennesker, og det kunne jeg sikkert også blive ved med. For den her serie vokser bare med/for hver bog. Den startede måske nok som en ungdomsbog, men det er den så sandelig ikke længere. For hver bog er der virkelig sket en udvikling uden lige, og jeg forelsker mig mere og mere jo mere jeg læser. Som jeg også har sagt tidligere, så er Sarah J Maas ved at indtage en plads hos mig som ny yndlingsforfatter.

Har du læst noget i serien? Hvis ikke, så syntes jeg du skal se at komme igang 😉

Continue Reading

Anya’s Ghost (Vera Brosgol, 2011)

Anya could really use a friend. But her new BFF isn’t kidding about the “Forever” part.

Of all the things Anya expected to find at the bottom of an old well, a new friend was not one of them. Especially not a new friend who’s been dead for a century.

Falling down a well is bad enough, but Anya’s normal life might actually be worse. She’s embarrassed by her family, self-conscious about her body, and she’s pretty much given up on fitting in at school. A new friend—even a ghost—is just what she needs. Or so she thinks.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f14

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvordan anmelder man en graphic novel? Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv i første omgang, da jeg begyndte tankerne omkring Anya’s Ghost. Men lad mig begynde med historien, som er lidt af en klassisk coming of age historie, med Anya der skal finde sig selv, og lære at stole på sig selv og den selvtillid der ligger dybt, dybt begravet i hende. Personligt kunne jeg rigtig godt lide Anya fra starten af, fordi hun har en rigtig tør, sarkastisk humor som er lige mig. Hendes spydige kommentarer til sin familie, og ikke mindst de få venner hun har, var bare spot on for en teenage pige, der egentlig gerne vil være unik, men samtidig bare passe ind med alle de andre.

Jeg syntes det billede der blev tegnet af teenagelivet generelt på Anyas skole var ret godt rammende. Der kom et par afsløringer hen af vejen, og man sad med en fornemmelse af at alt måske ikke er helt perfekt for alle, selvom det kan se sådan udadtil. Det var rart at der var gjort plads til lidt skår i overfladen. Det hjalp også lidt på den historie vi fik med spøgelset som Anya pludselig kan kalde en form for bedste ven. Et spøgelse som vil Anya det bedste, både på godt og ondt, hvad enten hun vil det eller ej. Det bliver hurtigt klart at Anya ikke har noget valg om hun vil tage imod den hjælp som spøgelset klart mener at hun har brug for.

fullsizeoutput_f15

Det lyder måske mærkeligt, men det at spøgelset tog en lidt uventet drejning, var faktisk et frisk pust på en eller anden måde. Jeg havde hele tiden en forventning om at Anyas liv bare ville blive perfekt med hjælp fra hendes personlige spøgelse, men det blev det langt fra. Det vendte nogle ting på hovedet, som kun gjorde historien det bedre.

Selve udførelsen rent grafisk er også flot. Tegningerne er simple og ikke i overkanten af det kunstneriske, men det behøver de heller ikke være, for de fortæller den historie de skal, og det er det vigtigste. Jeg kan godt lide den simple, men alligevel realistiske stil, som alle tegninger har over sig, det gør på en eller anden måde det hele en smule mere troværdigt.

Continue Reading

#Bogbloggertræf – De mange bøger (Sponsorere)

Man kan ikke holde bogbloggertræf uden at skabe kontakt til en masse sponsorer, for vi vil også meget gerne forkæle alle træffets deltagere på boglig vis. Det har været en lang proces, med rigtig mange mails og mange (læs usandsynligt mange!) bogkasser. Eftersom jeg var den af os 3, der havde mest plads blev vi hurtigt enige om at alle bøger skulle leveres hjem til mig. En beslutning jeg tror især Kæresten blev ret utilfreds med, som bogkasserne hobede sig op, og jeg ikke selv var i bedste stand til at slæbe rundt på dem. Som kontoret derhjemme blev fyldt op, måtte jeg stille og roligt begynde at pakke bøgerne, så det fyldte knap så voldsomt derinde.

img_5649

Alligevel brugte vi det meste af fredag eftermiddag/aften på at pakke alle bøgerne færdig, og ikke mindst pakke dem lidt om for at det hele passede. Til trods for at vi pludselig var 3 til at pakke og ikke kun 1, så tog det meget længere tid end jeg havde regnet med. En ting der dog gjorde det forholdsvis nemmere, var det faktum at selvom der var enkelte forskellige bøger fra enkelte forlag, så tog vi den nemme beslutning at vi ikke ville navnepakke bookiebagsne, men i stedet lade deltagerne bytte indbyrdes på dagen, hvis de lystede. Og det fungerede også rigtig fint, og gjorde det hele meget nemmere for os.

 

img_5664

img_5657 img_5661

Men vi kunne slet ikke lave bookiebags uden den kæmpe generøsitet fra diverse forlag, der pludselig næsten smed bøger i nakken på os, og gjorde det svært at sige nej til nogle frem for andre. Vi havde i starten af planlægningsprocessen besluttet at skære ned på antallet af sponsorere og udvælge lidt mere præcist hvilke bøger vi gættede på ville gøre flest mulige deltagere mest glade. Alligevel tror jeg vi endte med omkring 15 bøger til hver deltager, og det er altså utrolig mange bøger jeg har haft stående hjemme hos mig, når jeg tænker over det. Og hvilken samling det er – og dertil det helt vildt lækre krus fra Gyldendal Ung, som lige passer til de kolde aftener i efteråret når vi skal til at læse de mange bøger.

Jeg håber at alle træffets deltagere er kommet bare i nærheden af den glæde jeg får i maven når jeg ser på bogstakken hjemme på min reol. For de ligger stadig i en stor bunke, for jeg har slet ikke plads i mine bogreoler længere, så der skal lige udtænkes en ny plan på det punkt.

En stor tak til alle træffets sponsorere;

Bog & ide, Aalborg, ØsteraaDreamlittForlaget FacetGads forlagGyldendalJentasLindhardt & Ringhof PlusbogPolitikens forlagRosinante & Co.StorytelTurbineTellerupDansk Bibelselskab

Continue Reading

#Bogbloggertræf16 – Del 2

På mange måder var det heldigt at vi var i forholdsvis god tid til at klokken blev 12, for allerede 15-20 min før, begyndte de første spændte bogbloggere at ankomme, og personligt syntes jeg det var lidt nervepirrende at rende frem og tilbage mellem lokale og køkken mens folk bare stod og ventede. Vi nåede selv lige at få klædt om, inden vi bød folk velkommen. Som altid var det mildt kaos for folk at finde ud af hvor de skulle sidde, men det gik overraskende hurtigt alt taget i betragtning. Her var det planen at folk med det samme skulle have lov til at pakke den hemmelige gave op, men da gæsten selv var faret lidt vild, måtte vi holde det hele lidt hen.

img_5609

img_5616

img_5618

img_5620

Det ændrede dog ikke på det faktum at overraskelsesglæden var oprigtig da folk fandt ud af, at det var Malene Sølvsten som til sidst fandt vejen til vores lokaler. Imens vi andre sad og spiste – en meget tiltrængt – frokost, fortalte Malene, interviewet af Irene, om sin fantasy debut og hvordan hendes inspiration af Nordjylland spillede ind i hele hendes skriveprocess. Når man selv kommer fra Nordjylland, så syntes jeg i hvert faldt at bogen pludselig blev noget mere interessant, og jeg glæder mig til at give mig i kast med den. Som billederne også fortæller, så var der stor iver til at få signeret Malenes bog efterfølgende. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror det var køen her der gjorde at vores oprindelige program skred en smule. Vi måtte tænke lidt hurtigt og finde på nødløsninger hen af vejen, så tingene stadig hang sammen.

De 4 forfattere vi havde inviteret, Marie-Louise Rønning, Nanna Foss, Nick Clausen og Pernille Vørs, havde hver især taget lidt boggodter med til deltagerne, og efter en lille konkurrence var det tid til at folk kunne få signeret de bøger de nu havde af de 4 forfattere. Alt imens folk stod i kø endnu engang, havde vi travlt i køkkenet – igen. Denne gang var det for at forberede det grande entre for føromtalte kage. Irene og jeg nåede knap at sætte pladen på bordet før vi hørte alle stole skrabe mod gulvet i hastværk for at komme op og tage billede af kagen. Man skulle tro det var kagetræf, og ikke bogbloggertræf lige i de 5 minutter hvor instagram og twitter var i overflod af billeder af den kage.

img_5624

img_5637

img_5638

img_5644

img_5647

Da folk endelig tog mod til sig rent faktisk at skære i kagen, var det blevet Mies tur til at holde oplæg om det at oversætte bøger. Hun har oversat de to første Brandon Sanderson bøger udgivet hos Dreamlitt, og personligt hæftede jeg mig ved det hun sagde, om at man ikke nødvendigvis skal være god til engelsk. I stedet handler det om hvor godt man kender sit eget sprog, altså dansk, hvilket jeg syntes var en interessant tanke. Sidste punkt på dagen var den tilbagevendende debat. I først omgang lod det til at folk ikke rigtig havde noget at sige, og vi blev hurtigt nervøse for om vi måtte droppe det alligevel. Heldigvis trak vi på nogle af de diskussioner der har floreret på facebooksiden, og pludselig løb vi næsten tør for tid, og måtte sige ikke flere kommentarer.

Bogbloggertræf er efterhånden en fast dag i kalenderen, og selvom der nu er et helt år til igen, så glæder jeg mig allerede på ny. En af grundende til at det er så helt igennem en fabelagtig dag, det er alle de skønne deltagere. Hele det netværk man stille og roligt får opbygget af bogbloggere på tværs af landet, det kan næsten ikke beskrives med ord. Jeg har i hvert fald fået en hel del flere venskaber, siden jeg blev en del af bogbloggerverden, og det kunne jeg ikke finde på at bytte for noget. Derfor skal der også lyde en helt bestemt tak til alle jer, der havde lyst og tid til at tage en hel dag ud af kalenderen for at tage til Aalborg, og tilbringe den sammen med mig og en masse andre bogbloggere.

AmalieAmandaAnne MetteAnneBenteBjørgCamillaCarolineChristinaEvaHelleIbenJosefineJulieKarinKarinaKirstenKirstineKristineLineLisbethLoneLouiseLunaMaleneMarie L.Marie T.MelaniMette J.Mette S.MiaNenaPernilleRegitzeRikkeSabinaSidselSofieSusanneTanjaXenia – og ikke mindst Simone og Irene

Continue Reading

#Bogbloggertræf – Nanna Foss

Som bekendt, for nogle af jer, så havde vi i år inviteret 4 forfattere med til arrangementet, som deltog på næsten lige fod med de andre bogbloggere. En af de 4 var Nanna Foss, som jo ikke – i hendes egne ord – er nogen blogtræfjomfru. Hun har selv skrevet lidt om det på sin egen hjemmeside, men jeg vil også rigtig gerne dele med jer andre, hvordan Nannas oplevelse af dagen var, i tilfælde af at I ikke lige kommer forbi Nannas side.

Søvnunderskud, nørdehygge og bogkage

Her i 2016 havde planlægningsteamet som noget nyt inviteret en lille håndfuld forfattere med som ‘almindelige’ deltagere – så ud over Malene Sølvsten der var weekendens surprisegæst, havde jeg forfatterselskab af Nick ClausenMarie-Louise Rønning og Pernille Vørs.

Jeg havde allieret mig med Marie-Louise Rønning til en episk roadtrip fra Sjælland til Aalborg. Det var egentlig meningen at jeg ville have sovet inden, men jeg skulle være færdig med nogle rettelser i URSIDERNE til min betalæser Boris (som jeg lavede Instagram-takeoveren #BagomBøgerne sammen med før sommerferien) – så jeg endte med at sidde hele natten og drikke kaffe og lappe plothuller og snakke med en grøn døgnflue som troligt holdt mig med selskab på kontoret.

Jeg fik smidt en PDF med URSIDERNE vol. 3 af sted til Boris tidligt lørdag morgen og tonsede i bad – hvorefter jeg kørte til Vig for at blive samlet op af Marie-Louise. På Odden-Aarhus-færgen købte vi to STORE kopper kaffe og forsøgte at få sparket forfatterhjernerne ud af starthullerne.

Selvom det var en lang tur, gik den alligevel hurtigt. Men kan den andet i godt selskab? På vejen tur/retur til Aalborg fik vi både snakket om vores yndlings/hadebøger, vores arbejdsmetoder og udfordringer, udvalget af LGBT-bøger i YA og/eller fantasy, sociale medier og balancen mellem at være mor og skør forfattertype med usynlige venner. Tusind tak for turen, Marie-Louise ?

Og se lige, hvor glade de var for deres kaffe:

Da vi ankom til Aalborg, var de fleste af bloggerne allerede kommet. Det var sjovt at se velkendte ansigter igen (både fra træffet i 2014 og fra bogmesserne) – men der var også ansigter og navne som jeg kun kendte fra cyberspace.

Rigtig god idé med navneskiltene, hvor der stod både navn og blognavn (eller ‘forfatter’). Jeg er ret god til at genkende ansigter, men desværre tilsvarende dårlig til at huske hvad ansigterne hedder – så navneskiltene gjorde det lettere at sætte deltagerne ind på de mentale hylder.

Der var indlagt tid i programmet til at bloggerne kunne få signeret forfatternes bøger, men ellers deltog vi på lige fod med bloggerne – altså fik mad og kage (åh, kage!) og hørte oplæg fra Malene Sølvsten og Mie fra forlaget DreamLitt. Malene fortalte om sin debutserie RAVNENES HVISKEN, og Mie fortalte om sit arbejde med at oversætte Brandon Sandersons STEELHEART-serie. Virkelig spændende at høre deres tanker.

Og se, jeg fik Malenes bog med hjem! Den glæder jeg mig sygt meget til at læse. Har haft den hjemme fra biblioteket uden at have haft tid til at åbne den – men nu står den på min bogreol og venter på at URSIDERNE er sendt af sted til forlaget.

Der var også en rigtig spændende debat som afslutning på dagen, hvor bloggerne bl.a. diskuterede pros/cons ved brugen af stjerner i deres anmeldelser – og der opstod en interessant snak om forfatteres interaktion med læsere/bloggere på de sociale medier. Er det fx negativt eller positivt for den generelle debat om en bog, hvis forfatteren kommenterer på anmeldelser de er blevet tagget i? Det var fedt at høre bloggernes tanker – og også fedt at de langtfra var enige i de emner der blev taget op.

Til forskel fra 2014, hvor ingen anede hvad hende freaken med de lilla bøger lavede i Aalborg, så var der i år mange som kendte SPEKTRUM-serien. Flere spurgte til bind 3 eller kommenterede den nylige forsideafsløring. Jeg fik også et par teorier om hvem fortælleren i næste bog kunne være. Det gav lige mit massive søvnunderskud en ekstra dimension at det var sådan nogle skønne, engagerede læsere jeg havde siddet oppe med kaffe & døgnflue hele natten og skrevet en bog til.

Jeg er rigtig glad for at jeg blev inviteret med til bogbloggertræf igen. Jeg kan ikke tale for de andre forfattere, men jeg havde en fest. Måske især fordi jeg ikke kun var der som forfatter, men også som læser. Det er en vigtig grund til at jeg bruger de sociale medier – nemlig at interagere med andre læsere og bogelskere.

Og så er det altid hyggeligt at få tid til at snakke med folk som man ellers har fulgt på afstand i lang tid (altså på nettet – jeg lover at det ikke var mig der stod foran dit stuevindue forleden aften *hosthost*). Jeg nåede desværre ikke at snakke med alle. Men jeg glæder mig til at møde både bloggerne og mine kolleger igen, både på nettet og i virkeligheden. Hvis du har lyst til at snakke eller spørge om noget, så skriv endelig til mig, enten på mail eller på de sociale medier (oversigt på forsiden). Og kom over og sig hej til bogmesserne hvis du spotter mig. Jeg bider kun, hvis du lugter af kage … ?

Tak for denne gang, Bogbloggertræf!

 

Tusind tak til Nanna for at hun gad tage hele turen til Nordjylland og tilbringe dagen i selskab med et lokale fyldt med glade bogbloggere.

Continue Reading

#Bogbloggertræf16 – Del 1

En weekend er ved at være slut, og selvom den kun har været 2 dage, så føles det på mange andre punkter som om den har været meget længere, nærmere betegnet flere uger. For lørdag i denne weekend kulminerede flere ugers forberedelse i årets Bogbloggertræf her i Aalborg. For tredje år i træk tilbragte jeg dagen med et hel selskab af bogbloggere fra hele landet, men som noget nyt var jeg ikke blot deltager. I år var jeg nemlig en af medarrangørerne og det var en helt anden oplevelse, stadig lige så herlig som de andre år, bare på en helt anden måde.

Dagen forsvandt alt for hurtigt, og jeg nåede ikke at snakke med nær så mange mennesker jeg havde troet jeg ville. Ikke desto mindre havde jeg en helt igennem god dag, og alle forberedelserne har været det hele værd, ikke mindst når man så alle de glade ansigter, der også havde en god dag. Selvom vores plan ikke holdt hele dagen, så syntes jeg alligevel vi nåede de ting vi gerne ville opnå med dagen. Jeg havde især en anerledes dag, bag scenen om man så må sige, hvilket betød at mine fødder var meget taknemmelige for at komme hjem i sofaen om aftenen.

Men inden lørdag fandt vej i kalenderen, har der været en masse ting at se til inden da. Allerede tilbage i foråret, hvor vi begyndte planlægningen, blev vi enige om at alle sponsorgaver skulle sendes hjem til min adresse, eftersom jeg har mest plads af os alle 3. Jeg havde dog ikke regnet med at så mange bøger ville komme, og optage så meget plads. I løbet af de sidste par måneder har vi ikke rigtig været i stand til at bruge vores kontor, fordi der stod bogkasser overalt på gulvet i forskellige stabelstørrelser. Og selvom de kom i portioner, så tog det sin tid at få dem pakket ud og pakket om i nettene, som ret hurtigt blev fyldt og var tæt på at sprænges. Det var først fredag aften, efter Simone og Irene havde været forbi til at hjælpe med det sidste, at vi rent faktisk begyndte at kunne se gulvet på kontoret igen.

img_1227

Efter at bilen blev pakket til bristepunktet fredag, betød det at jeg ikke skulle have så meget med i bilen lørdag, heldigt nok eftersom jeg både skulle hente Irene og kagen. Det er måske ikke pænt at sige, men det var måske vigtigst at der var plads til kagen, og at den blev fragtet i sikker stand og ikke faldt fra hinanden på turen. Det var Irene god til at hjælpe med, og kagen overlevede turen, til stor fryd da vi endelig satte den på bordet.

Formiddagen blev brugt på de allersidste forberedelser, så lokalet var bogbloggere (og forfattere) værdigt, med opdækning og buffeten klar. Det tog overraskende kortere tid end jeg måske lige havde regnet med, og vi havde fint med tid til lige at stoppe og trække vejret inden vi bød alle de spændte bogbloggere velkommen, men mere om det senere.

img_1231

img_5589

img_5590

img_5593

img_5594

img_5596

Continue Reading

The Assassin’s Blade (Sarah J Maas, 2014)

Celaena Sardothien owes her reputation to Arobynn Hamel. He gave her a home at the Assassins’ Guild and taught her the skills she needed to survive.

Arobynn’s enemies stretch far and wide – from Adarlan’s rooftops and its filthy dens, to remote islands and hostile deserts. Celaena is duty-bound to hunt them down. But behind her assignments lies a dark truth that will seal her fate – and cut her heart in two forever…

(Tekst fra goodreads)

img_5056

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg har det faktisk lidt blandet med den her bog, for på den ene side så elsker jeg den, men på den anden side, så har jeg det lidt svært med den. For at tage den fra begyndelsen af, så var jeg enormt glad for at få et indblik ind i Celaenas fortid, og se hvordan hun blev den hun er da man møder hende i den første officielle bog i serien. Det var ganske interessant at se hvordan hendes karakter var blevet formet, og hvordan hun endte som koldblodig morder, men alligevel med et hjerte. Derfor var jeg rigtig glad for den første historie, hvor det virkelig kommer til udtryk, og hun kæmper for at befri en hel flåde af slaver.

I det hele taget var den første novelle nok den bedste, hvis jeg skal se på dem alle 5. Og det er baseret mest på den karakter Celaena er i den historie, for i de andre så jeg knap så meget af den karakter jeg kender, end jeg gjorde i den første. Selvfølgelig er hun ikke den samme kick-ass Celaena som i de senere bøger, men det var alligevel kun i den første og tredje novelle af jeg kunne fornemme den Celaena under overfladen. Den tredje novelle var også en af de bedre, her er Celaena taget lidt væk fra vante rammer, og det gav også et interessant indspark i hendes udvikling.

”With Ben, after she’d come back from a mission two hours late and with a sprained ankle. He’d been worried, and given how close she’d come to being captured by the royal guards, she was more than a bit shaken. But embracing Sam was different, somehow.”

img_5058

Det forhold til Sam, som har været omdrejningspunktet for Celaenas hævntørst i alle bøgerne, må jeg desværre indrømme at jeg ikke blev helt fanget af. Hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg det var alt for anstrengt og tvunget frem i løbet af bogen. Det var som om at Celaena ændrede mening om Sam fra den ene dag til den anden, og hendes følelser for ham dukkede næste op af det blå.

Jeg fik i hvert fald ikke fornemmelsen af den der sønderrivende og hvirvelvindskærlighed, som den var blevet lagt op til i bøgerne. Det kan også være det er mig der husker forkert, men jeg havde bare forventet mig lidt andet. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så faldt jeg aldrig rigtig for Sam. I den sidste novelle, måske også lidt den anden sidste, blev han faktisk lidt af en nar. Det hele handlede om at hvis de skulle være sammen, så skulle det næsten kun foregå på hans præmisser. Og Celaena sagde ja til stort set det hele, uden sure miner! Noget jeg absolut ikke kunne forligne mig med.

”The  silence peeled back, and thoughts tumbled in. It had been a mistake. And when she figured out where they were keeping him – where they were hiding him – she’d stop at nothing to find him. And then she’d slaughter them all.”

Det der rørte mig mest ved alle novellerne, var måden hvordan Celaena brudte sammen i slutningen, som følge af Sams død. Det var et rigtig godt indblik i hendes karakter, og her kunne jeg skimte noget af det jeg absolut elsker ved hendes person. Det er tydeligt at mærke at det her er en forgængerbog, den er meget let og den mangler lidt dybde. Dog var det fint hvordan novellerne næsten alligevel hang pænt sammen, det gav fint mening og gjorde lidt ekstra for dem.

I sidste ende sidder jeg nok bare og savner det fabelagtige spektakel som Sarah J Maas formår at kunne skabe igennem sine historier og karaktere; jeg savner mere af det hele, og mere dybde i de centrale karakterere. Heldigvis er det jo kun en lille pre-quel, og der er resten af serien man kan fordybe sig i til den slags, og med den anden sidste bog lige rundt om hjørnet, glæder jeg mig bare endnu mere til at fingrene i den nu.

UPDATE: Jeg har nu endelig modtaget seneste bog, og er allerede godt begravet i den!

Continue Reading