I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Sommer Wrap-Up

(Reklame – Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra de respektive forlag; Turbine og Politikkens forlag.)

Som I også har kunnet læse fra min anden update for noget tid side, stod denne sommer i familiens og oplevelsernes tegn, og det er derfor heller ikke blevet til alt for mange bøger, men lidt har der også været plads til i de spinkle timer hvor E valgte at ville sove til middag. Hvilket til sammen bliver til små 6 bøger fordelt på de sidste sommermåneder, og det syntes jeg selv er ret så godt med den tid jeg har til at læse efterhånden. Og ikke mindst har det været en god blanding af forskellige bøger, så jeg har været på vidt forskellige oplevelser i mere end en forstand. Først og fremmest blev jeg endelig færdig med Dragonfly in Amberaf Diana Gabaldon, som er den anden bog om Claire og Jamie. Den har også kun taget mig over et år at komme igennem, og noget af det tilskriver jeg mor-livet, men en del vil jeg også tilskrive det faktum at den første halvdel af bogen foregår i Paris, og først i den sidste halvdel vender de hjem til Skotland, som var det jeg forelskede mig i ved den første bog. Den slutter selvfølgelig også på en ret irriterende cliffhanger, så det er godt jeg har den tredje bog klar, til når jeg selv er klar til at give mig i kast med endnu en tur tilbage i tiden. Med Drømmetyvenekom jeg på flere eventyr i drømmenes verden, og serien om Ravnedrengene begynder at tage mere til, kan jeg godt mærke. Den første var en tydelig start på en serie, og det hænger stadig lidt ved den, men det betyder også at jeg ser frem til næste bog i serien, så jeg håber forlaget arbejder hårdt på at den snart kommer. Philip Pullman tog mig med på endnu et fortryllende eventyr, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse La Belle Sauvage, og vi drog afsted i en kano sammen. Det var næsten som at starte på His Dark Materials helt på ny, for den fornemmelse var der igen, selvom det var en helt anden bog og en meget anerledes historie. Jeg elsker at han gerne vil skrive mere fra den verden, og jeg er egentlig glad for jeg ventede lidt med at læse den, fremfor at læse den lige med det samme da alle andre gjorde, hvor hypen omkring den var størst. Jeg tror jeg havde brug for at den lige lå og kiggede lidt på mig, så jeg også var klar til at vende tilbage til den verden og blive genforelsket i den.

Det seneste valg i bogklubben var Maria Semples I dag skal det være, som vi valgte fordi vi regnede med samme humor som hun skrev i Hvor blev du af Bernadette. Det fik vi desværre ikke helt, og det var mere en historie om at finde tilbage til sin familie og komme overens med denne, end det var en humoristisk fortælling. Så selvom den ikke lige var hvad jeg havde forventet, så havde den sine små perleanekdoter. Jeg var spændt på at opleve hvad Jessie Burton kunne præstere, for jeg har hørt meget om hende, men endnu ikke læst noget af hende. Min muse var derfor en overraskende, gribende fortælling på tværs af tiden om to meget forskellige kvinder og jeg blev helt revet med. Den fortalte så meget på så mange planer og jeg kan godt forstå hvorfor folk råber højt om Jessie Burton, og jeg tror bestemt heller ikke det er sidste gang jeg læser noget af hende. Sidst, men ikke mindst, fik jeg en lektie i hvor vigtig vores minder er i Fordele og ulemper ved at huske, som ramte lige i hjertet. Det var en bog jeg ikke lige havde regnet med ville sætte sine spor som den gjorde, men i karakteren Joan gjorde den virkelig sit indtryk.

Seks meget forskellige bøger blev det altså til, og jeg er da allerede gået i gang med efterårets bøger. Det kan være det kan blive til lidt flere, nu hvor jeg er sygemeldt herhjemme, og går og venter på lillesøsters ankomst. Men, der er jo stadigvæk lille E at underholde, så bøgerne får nok ikke altid første prioritet. Det er også lidt svært, eftersom størstedelen af mine bøger er pakket ned i kasser, da vi stadig er i en proces om at bytte rundt på børneværelse og kontor/bibliotek herhjemme. Jeg har derfor et begrænset lille bibliotek, med udvalgte bøger jeg endnu ikke har fået læst, men som er den jeg helst vil læse i nærmeste fremtid.

Hvad har I af planer at læse i efteråret?

(Og nå ja, så er jeg så småt ved at gå i gang med at planlægge hvordan mine dage på Bogforum kommer til at se ud i år.)

 

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Bogglæde

Sidste weekend var i særdeleshed en weekend i bøgernes tegn, på mange forskellige måder. Jeg elsker at dele min bogglæde med andre og for nogle år siden fik jeg lidt inspiration fra venner og bekendte til at starte et Bogbyttemarked her i Aalborg. Det begyndte i det lille, hos den lokale Bog & ide, hvor jeg lånte lidt af deres tid og lokaler til det første event, som gik rigtig fint og der blev byttet rigtig mange bøger. Siden da har jeg stået for #Bogbyttemarked hvert forår og hvert efterår, og det er som om det bare vokser for hver gang. Det er så fint at jeg kan genkende ansigter fra gang til gang, og se hvor meget de nyder at få byttet ud i deres bogsamlinger.

Jeg elsker at se hvor glade folk kan blive over bøger, som jeg måske ikke finder den største glæde i længere. Derfor er det så fint at bøgerne kan finde nye hjem, hvor de kan blive endnu mere værdsat og læst på ny. Selv finder jeg jo også nye skatte iblandt de mange bøger som alle andre glade bogbyttere kommer med, og det var sandelig også tilfældet denne weekend. Jeg kom både hjem med en dejlig stak børnebøger til Es voksende bibliotek, samtidig med jeg fandt en lille stak til mig selv, heriblandt en bog der vil følge mig i julemåneden og fantasy jeg har haft blik på længe, som dukkede op i originalsprog.

Hvis du endnu ikke har opdaget #Bogbyttemarked, så kan du finde mere information på facebooksiden.

#Bogbyttemarked tog min tid om lørdagen, og om søndagen stod den på bogklub. Vi er på nuværende tidspunkt 7 i vores lille bogklub, hvilket passer rigtig godt for så er der stadig plads til at ikke alle kan komme hver gang, og man kan alligevel mødes og sidde 3 eller 4 mennesker og snakke om bøger, og alt muligt andet. Det var også lid tilfældet denne omgang, da vi kun var 3 – og 2 babyer – da vi skulle snakke om bogen #Girlboss. Desværre var det ikke en bog jeg var fan af, men sådan er det med bogklubber, man kommer nogle gange til at læse noget man ikke vil elske, men så er man blevet udfordret på noget man ellers ikke selv ville have valgt at læse.

Bogklubber er altså hyggeligt, især når der er plads til at snakke om alt muligt andet end lige præcis den ene bog man læste til mødegangen. Hvilket der er i vores bogklub, og jeg nyder virkelig at mødes med pigerne (damerne?) hver gang, for så ved jeg at eftermiddagen står i bøgernes tegn. Som du kunne læse sidste uge, så er jeg også på vej ind i en separat fantasybogklub. Puha, tænke du måske, det lyder af meget med 2 bogklubber og alle de bøger man lige pludselig skal læse, men der er jo heldigvis aldrig nogen tvang til at læse bøgerne. Hvis man ikke når det, så når man det ikke, og hvis man ikke kan lide bogen, så går det også. For i sidste ende er det jo også noget man kan snakke om i bogklubben.

Continue Reading

Fantasy med stort F

I går var jeg til fantasy bogevent, det første bogevent jeg har været til i lang tid, og det var i det hele taget bare enormt hyggeligt at komme ud og snakke bøger med lidt mennesker. Arrangementet blev afholdt af The Fantasy Fellowship, som også til dels er folkene bag Esbjerg Fantasy Festival. Det er en gruppe mennesker, fra 18 år og opefter, som arbejder på at gøre fantasygenren cool og hip. For af en eller anden grund er det som om at fantasy bliver forbundet med børnebøger, men der er altså overraskende mange voksne der også læser fantasy, faktisk rigtig mange endda.

Eventet i går startede med et oplæg fra Line Lybecker, forfatter og grundlægger af forlaget Ulven og Uglen, som arbejder på kun af udgive fantasy til voksne. Hun fortalte lidt om hendes kærlighed til fantasy, og hvordan hendes forlag kom til, netop fordi flere og flere forlag blev ved med at afvise bøger ”fordi de ikke passede til målgruppen” – altså børn, selvom historierne faktisk var skrevet med voksne i tankerne som målgruppe. Line fortalte en del fakta og teori omkring fantasy genren igennem hendes oplæg også, og kom med en rigtig god pointe til hvorfor voksne læser fantasy. Vi er den generation der er vokset op med Harry Potter, og her er nøgleordene ’vokset op’ – for nu er vi jo voksne mennesker, der gerne vil blive ved med at læse fantasy, men nu rækker det bare ikke altid med børnefantasy, som det bliver kaldt hos mange.

Simone fra Boghjørnet holdt også et kort oplæg med debat fra os deltagere om hvad der gør en til en fantasylæser, og om man selv betragter sig som en fantasylæser. Jeg fik ikke selv deltaget særlig meget i denne debat, fordi E – som jo selvfølgelig var med – valgte at skulle udforske sin stemme på det tidspunkt, og det meget højlydt. Men efter at have lidt tid til at tænke over det, så kan jeg kun sætte label på mig selv som Fantasylæser med stort F. Som så mange andre var det Harry Potter der fandt læseglæden ved mig, og imellem de bøger måtte jeg jo finde andet fantasy at udfylde tiden med. Og sidenhen har det været min fortrukne genre, og den jeg altid tyr tilbage til, og den hylde jeg altid stiler mod først i boghandlen eller på biblioteket.

Aalborg bibliotekerne havde også et kort oplæg om hvordan man som bogklub kan udnytte deres hjælp, hvilket jeg ærlig talt aldrig rigtig har tænkt over. Jeg vidste godt de gjorde den slags, men eftersom jeg ikke selv har udnyttet det før, så tænker man bare ikke over det. Det er nok også bare fordi at lige netop fantasybøger har jeg altid købt eftersom jeg har en stor forventning om at ville læse dem mere end en gang.

Efter de forskellige oplæg satte de fleste af os sammen for at snakke lidt om hvad vi gerne vil fremover. Målet/håbet fra folkene bag The Fantasy Fellowship er nemlig at skabe små læsegrupper omkring fantasygenren. Eftersom der var en del af de folk der viste interesse for eventet i dag, som ikke dukkede op, blev vi enige om at tage første skridt stille og roligt. Vi har alle meldt os ind i facebook-gruppen (som du også er velkommen til at melde dig ind i – der er både en DK og tre lokale til henholdsvis Esbjerg, Odense, København, Roskilde og Aalborg), og så tager vi den derfra. Håbet fra alles vedkommende er at komme til at læse en masse fantasy og finde folk at snakke med det om, og sammen arbejde mod at gøre op med den stereotyp at man kun læser fantasy hvis man er barn eller kæmpe rollespilsnørd – for det er vi altså ikke.

Ingen bogevent uden en lille goodiebag, som vi også var så heldige at få. Udover en masse flotte bogmærker og et lille gavekort til en kop kaffe fra Frk Rønne, fik vi to flotte bøger, selvfølgelig i fantasygenren. Tidevandet af Nick Clausen og Kongelig Snigmorder af Robin Hobb. Jeg kender ikke rigtig noget til nogen af dem, men jeg syntes det er så fint at det er en dansk bog og en oversat fra engelsk – for engelske fantasybøger findes der nemlig flest af til os ’voksne’ fantasylæsere, endnu en ting vi håber på at få sat lidt skub i.

Så du har hermed fået en opfordring fra mig til at slå dig til fællesskabet om fantasy og tage del i læseglæden sammen med os andre.

Come and join the Fellowship.

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Wild (Cheryl Strayed, 2012)

Cheryl Strayed var 22 år, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin … Fire år senere havde hun nået bunden og tog så den mest impulsive beslutning i sit liv: Helt alene begav hun sig ud på ekstremt krævende vandrerute, Pacific Crest Trail, der strækker sig i et 4000 km langt bælte fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indladt sig på. Hun er for stolt til at opgive, så hun trodser sin angst – og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1f

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

At læse om Cheryl Strayed historie var en meget blandet oplevelse for mig. Meget af det skyldes nok også det faktum at jeg hørte den som lydbog, og at oplæseren af denne gik mig grundigt på nerverne en hel del gange i løbet af historien.

For hvis jeg bare ser på Cheryls historie som en enkelt ting, så kan jeg ikke lade være med både at være forbløffet over hendes bedrift – på flere måder. På den ene side er jeg forbløffet over at hun rent faktisk turde tage på den tur, og at hun rent faktisk gennemførte den. På den anden side er jeg forbløffet over hvor naiv hun var i sin mangel på planlægning, men at hun stadig formåede at gennemføre det med alle de forhindringer hun kom igennem. Hendes baggrundshistorie, eller bare historie kan man vel kalde det, sagde mig måske ikke nær så meget som resten af historien. Brudstykkerne kom meget blandet hele vejen igennem, og det hang egentlig fint sammen, men de bidder sagde mig måske bare ikke nær så meget som hendes komiske møder med elge i bjergene.

Det negative kommer som sagt fra det faktum at jeg hørte den som lydbog. Hvis nu jeg havde hørt den som engelsk lydbog frem for dansk, havde det måske ikke gjort mig så meget. Nu var det bare sådan at oplæserens udtale af amerikanske bynavne og steder irriterede mig grænseløst, fordi hun konsekvent udtalte dem forkert. Jeg var flere gange på nippet til at stoppe lydbogen, men blev ved med at give den en chance, bare for endnu en gang at skære tænder over udtalelsen. Og desværre påvirkede det nok også min opfattelse af Cheryl som karakter. Og det er nok også med til at påvirke min endelig bedømmelse.

Der er ingen tvivl om at det er en imponerende historie, men en dårlig oplæser af en lydbog kan altså have en meget klar indvirkning på hvordan man som læser/lytter kommer til at opleve så imponerende en historie.

Continue Reading

A Bloody Chamber and Other Stories (Angela Carter, 1979)

Angela Carter had recently finished translating Charles Perrault’s works when she began her own virtuoso retellings of classic fairy tales. In this astonishing collection, first published in 1979, familiar stories become seductive, enchanting and terrifying. In the title story, Bluebeard is a sado-masochist who lures his inexperienced bride to his castle on the coast of Brittany – but is defeated by a most unexpected adversary. Subversive twists abound: in ‘The Werewolf’, a retelling of ‘Little Red Riding Hood’, a girl hacks off a wolf’s paw, only to find it turning into a warty, withered old hand that she recognises as her grandmother’s. Carter’s women are more likely to outwit their attackers than fall prey to them – as the heroine of ‘The Company of Wolves’ puts it, ‘she knew she was nobody’s meat’.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4999

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For et par år siden læste jeg et par af novellerne fra Angela Carters Bloody Chamber, men det var kun dem der var baseret på Skønheden og Udyret, fordi det var det eventyr jeg skulle skrive opgave om. Men jeg huskede dem som interessante i deres måde at tackle det gamle eventyr i mere dramatiske settings og mere komplekse karakterer. Nu til dags findes der utallige eventyrgenfortællinger, men det er få der er skrevet som noveller, hvilket, hvis vi skal være tekstnære, vel egentlig passer bedst til det korte format som eventyr ellers har.

Selv i novelle form formår Carter at skabe en større indsigt i de ikoniske karakterer, og give liv på ny til gamle eventyr. Titelhistorien er baseret på eventyret om Blåskæg, som for mange er et ukendt eventyr. Som eventyr har det ellers mange lærerige elementer, hvoraf det tydeligste er at nysgerrighed kan være farligt – og især for kvinder. Således er det at Blåskæg bliver til den morderiske greve, med et dystert torturkammer, men alligevel lever vores heltinde lykkeligt til sine dages ende, fordi hun bliver reddet af sin mor. Allerede i det første eventyr ses det at Carter twister sine genfortællinger med et snert af feminisme. På sin vis er det vel en del af hvad der gør dem interessante stadig nu til dags, til trods for at samlingen er over 30 år gammel. Herefter kommer de par genfortællinger af Skønheden og Udyret, som begge er noget mere modne i deres form, og den lykkelige slutning er måske ikke lige som forventet. Jeg er også fan af hvordan Carter formår at beskrive de – til tider – meget negative sider af eventyrdelen, det er ikke alt sammen en dans på roser.

”My father lost me to The Beast at cards.”

En lille portion af genfortællingerne er ikke koblet konkret på egentlig eventyr, i hvert fald måske ikke som vi kender dem, men de er mere forbundet til eventyrmyter. Det gjorde også, for mit vedkommende i hvert fald, at jeg sad tilbage med en lidt mærkelig følelse i at forsøge at finde ud af hvilke eventyr de var relateret til. For de var mærkværdige og der er stadig detaljer der sidder fast i hukommelsen, selv flere uger efter at have læst den. The Snow Child for eksempel var højst mærkværdig og brutal i sin vildskab, men måske det også er derfor en enkelt scene derfra står så tydeligt i hukommelsen. Den sidste portion af novellerne er alle baseret på Rødhætte, som jeg ved mange flere har psykoanalyseret til hudløshed, og vendt op og ned for at finde skjulte budskaber deri.

”Children do not stay young for long in this savage country. There are no toys for them to play with so they work hard and grow wise but thi sone, so pretty and the youngest of her family, a little late-comer, had been indulged by her mother and the grandmother who’d knotted her the red shawl that, today has the ominous if brilliant look of blood on snow. Her breasts have begun to swell; her hair is like lint, so fair t hardly makes a shadow on her pale forehead; her cheeks are an emblematic scarlet and white and she has just started her woman’s bleeding, the clock inside her that will strike, henceforward, once a month.”

Der er ingen tvivl om at Carter har skrevet nogle særlige genfortællinger, og en jeg helt har glemt at nævne er hendes udgave af den Bestøvlede kat, for den var så interessant. Her fungerer den bestøvlede kat næsten som en Kirsten-giftekniv, og hjælper med at begå mord for at sin herre kan få den skønne dame, han har forelsket sig i. Den er skrevet fra kattens synsvinkel, hvilket jeg syntes var ret underholdende, og i det hele taget kunne jeg rigtig godt lide den drejning. De sidste tre, der som sagt, tager udgangspunkt i den lille rødhætte, er alle sammen vidt forskellige, fordi de belyser næsten forskellige begærlige sider af sagen. Den der nok var min favorit, var A Company of Wolves, fordi her er det den unge pige, der sjovt nok får overtaget i sidste ende alligevel, til trods for at hun stadig er tæt på at blive spist af varulven – ikke bare en almindelig ulv, men en varulv, som også har både dyriske og menneskelige lyster.

IMG_4996

Man kan heller ikke komme udenom at en anden måde Carter formår at modne sine genfortællinger er igennem erotik, som alligevel ikke spiller en stor rolle, men der bliver heller ikke lagt skjul på den del af følelsesregistret. Det kan godt være det er en åbenlys måde at modne eventyr, ved at tilføje sex, men jeg syntes alligevel at Carter har ramt en rigtig fin grænse, for det bliver på intet tidspunkt gjort til noget negativt. Det er der bare, som den reelle del af virkeligheden det nu, og derfor er det også naturligt at det vil være en del af den måde Carter fortæller sine eventyr.

Efter at have læst alle novellerne i A Bloody Chamber og i det hele taget lidt mere af Angela Carter, er jeg nu mere spændt på at læse hendes egen eventyrsamling, for at se hvordan hun selv skaber eventyr – både med den barnlige side af tingene, men også hvordan den voksne side af sagen bliver flettet ind i det hele. Uanset hvad, så begynder jeg at sætte mere og mere pris på Angela Carter, og jeg kan godt forstå hvorfor hun stadig er så populær den dag i dag. Jeg har i hvert fald i sinde at læse en del mere af hendes værker. Har du læst noget af hende, og hvad syntes du i så fald om det?

Continue Reading

Barndommens gade (Tove Ditlevsen, 1943)

Romanen handler om Ester, hendes familie og om de fattige kår på Vesterbro i de tidlige 1930’erne. Vi følger situationer i Esters barndom, både når hun er glad sammen med sin veninde Lisa, og når hun er bange for manden med det røde skæg.

En københavnsk baggårdspiges tidligste ungdom beskrevet på godt og ondt og skildret med både varme og indlevelse helt frem i Esters voksenliv.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4498

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist roligt sige at jeg aldrig bliver Tove Ditlevsen fan. Dette var mit første møde med hende, og jeg må nok indrømme at hvis ikke det også bliver det sidste, så kommer der i hvert fald til at gå umådelig lang tid inden jeg kommer til at støde på hende igen. Hvilket nok er ærgerligt på en del punkter, men i det mindste kan jeg nu sige med knap så bævrende stemme at jeg rent faktisk har læst noget Ditlevsen, når folk pludselig spørger meget kritisk til den slags.

Allerede fra start blev det klar at Ditlevsen har sin helt egen stil, som det ville tage lidt tid at vænne sig til. Det er meget gnidret, forstået på den måde at det er meget tætskrevet på den facon at det kan være svært at skelne mellem enkelte ting. Jeg fandt det for eksempel meget svært at dialogerne også hvad skrevet ind som alm. ’brødtekst’ og at der ikke i det mindste var noget linjeskift for at indikere tale mellem diverse personer. Det tog mig en del tid at finde rundt i de mange ting og skille det ene fra det andet, og faktisk at finde ud af hvem det var jeg skulle læse en historie om.

Esters historie er måske ikke så særpræget, faktisk er den meget lig alle andres unge Københavnske piger. Hvad der så gjorde den særlig var måske nok måden Ditlevsen skrev den på, og jeg har ladet mig fortælle at den også er tæt inspireret af hendes eget liv. Bogen er inddelt i tre dele, først med Ester som barn efterfulgt af Ester som ung pige for til sidst at fortælle om hende som ung kvinde. Den inddeling syntes jeg nu godt om, selvom den sidste del gik mig lidt imod.

”Børnene i gaden leger far-mor-børn. De trækker lod om, hvem der skal være far, for det er et lidet eftertragtet hverv. Nå, her er din mad far, siger den lille mor fornuftigt, gå så på arbejde! Farvel tak, så er han af vejen, og står utålmodigt oppe på køkkentrappen og råber ud af vinduet, om det ikke snart er fyraften.”

Jeg kunne godt lide den første del med Ester som barn, fordi den har uskylden og naiviteten omkring resten af verden, og Ester kæmper med hele verden og sit eget liv for at finde sin plads i livet. Hun kan ikke finde ud af at stjæle slik i den lokale butik, som de andre børn, men hun har ingen problemer med at spise det slik som de andre spiser. Jeg syntes måden Esters barndom er beskrevet på var så fin, selvom den virkede uoverskuelig på nogle punkter. Jeg kunne godt lide Esters tilgang til verden, selvom den var ret så naiv gang på gang.

De to sidste dele af bogen brød jeg mig knap så meget om. Det handler måske knap så meget om hvad der skete for Ester, men mere om måden det blev fortalt. Jeg sad flere gange og savnede at Ditlevsen var noget mere direkte i sin fortælling, for Ester kommer ud for nogle ting som ikke altid er så positive, men de blev fortalt alt for lyrisk og overfladisk – kom nu ind til sagens kerne, har jeg næste lyst til at sige. Sig tingene som de er, i stedet for at sugar coat it! Til sidst må jeg nok også indrømme at Ester gik mig lidt på nerverne, hun blev alt for desperat og rent ud sagt dum nogle gange. Det var som om hun søgte lykken, men med vilje spændte ben for sig selv for rent faktisk at opnå den.

Alt i alt var det en oplevelse at læse Barndommens gade på flere punkter. Det er en skrivestil jeg ikke lige er stødt på før, og heller ikke regner med at gøre lige foreløbig. Det var en historie som startede godt, men endte knap så godt. En person som begyndte interessant, men bare tog en al for desperat og negativ drejning. Der var klart ting jeg syntes var gode, men også en del ting jeg ikke brød mig om. Men som sagt, nu kan jeg sige at jeg har læse Tove Ditlevsen.

Continue Reading

How to Be a Woman (Caitlin Moran, 2011)

Though they have the vote and the Pill and haven’t been burned as witches since 1727, life isn’t exactly a stroll down the catwalk for modern women. They are beset by uncertainties and questions: Why are they supposed to get Brazilians? Why do bras hurt? Why the incessant talk about babies? And do men secretly hate them? Caitlin Moran interweaves provocative observations on women’s lives with laugh-out-loud funny scenes from her own, from adolescence to her development as a writer, wife, and mother.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4507

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den udvalgte bog til april måneds Our Shared Shelf var et feministisk rant uden lige. Caitlin Moran kommer i sin bog ind på alverdens emner, lige fra problematikken i at vælge undertøj til det komplicerede i at opretholde den perfekte facade som forældre der har styr på alt i verden. Det hele bliver fortalt hudløst ærligt og med en god dosis humor for at give det hele et pust af sandhed, uden at det bliver for deprimerende.

Moran bruger personlige eksempler til at understrege en hel del pointer, og der var flere gange hvor jeg grinte højlydt over de situationer hun præsenterer. Jeg har også læst hendes How to Build a Girl, og hvor nogle mennesker siger at hvis man har læst den ene, har man læst den anden. Den påstand vil jeg ikke melde med helt og holdent enig i. Jovist, der er nogle ting der bærer tydeligt præg af at have været brugt i begge tilfælde, men måden de er brugt er jo vidt forskellige. Hvor How to Build a Girl er en fiktionshistorie (som dog er baseret tæt på Morans eget liv), så er How to be a Woman en langt mere diskuterende og debaterende bog. På den måde syntes jeg de er vidt forskellige; her præsenterer Moran det store spørgsmål hvorfor bh’er skal gøre så vanvittigt ond nogle gange, og sætter det op imod det store undertøjsspørgsmål kvinder skal igennem for at virke korrekte feminine. Hvorimod hendes ungdomsroman fremstiller en humoristisk situation hvor emne bliver sat på en spids.

Generelt set var jeg godt underholdt af Morans bog. Der var da enkelte passager der sagde mig mindre end andre, men jeg kunne rigtig godt lide hvordan hun belyser visse emner fra begge synsvinkler. Som kapitlerne om hvorfor du skal være mor i forhold til hvorfor du ikke skal være mor. Hun kan både belyse det romantiske og idylliske aspekt af at være blevet forældre, men også det vildt skræmmende og forvirrende ved at være ansvarlig for et andet menneske. For ikke at tale om det meget ømtålelige emne af abort; som i Morans tilfælde var et spørgsmål om overlevelse. For når man har fået 2 børn, og været tæt på at forbløde begge gange, så kan det altså være mere forsvarligt at få en abort en at gennemføre en graviditet og potentiel livsfarlig fødsel, og der må jeg være helt enig. Selvom jeg intet har at holde det i, for jeg er endnu ikke blevet mor, men måden Moran forklarer situationen giver mening, og jeg bebrejdede hende ikke noget på trods af at mange andre gjorde netop det.

Selvfølgelig er der også lettere og knap så alvorlige emner der bliver behandlet. Ud over undertøjsproblematikken, kan man vel ikke komme uden om det store spørgsmål om sko! Jeg kluklo hele vejen igennem kapitlet om hvor mange forskellige par sko alle kvinder har, også dem som man aldrig vil komme til at bruge, men som man skulle have bare fordi de var så pæne.

Uanset om Moran snakker om seriøse emner eller overfladiske trivielle emner, så summer de af humor. Jeg vil ikke sige at jeg har lært mere om feminisme eller hvad dertil hører, men jeg har fået et godt grin og et solidt indspark i at jeg ikke er den eneste der ikke altid kan finde ud af at være kvinde. Der er mange store spørgsmål der stadig mangler besvarelser, og hvis de kommer til at være bare halvt så sjove som Moran har oplevet dem, så kan jeg kun glæde mig.

Continue Reading