Bogglæde

Sidste weekend var i særdeleshed en weekend i bøgernes tegn, på mange forskellige måder. Jeg elsker at dele min bogglæde med andre og for nogle år siden fik jeg lidt inspiration fra venner og bekendte til at starte et Bogbyttemarked her i Aalborg. Det begyndte i det lille, hos den lokale Bog & ide, hvor jeg lånte lidt af deres tid og lokaler til det første event, som gik rigtig fint og der blev byttet rigtig mange bøger. Siden da har jeg stået for #Bogbyttemarked hvert forår og hvert efterår, og det er som om det bare vokser for hver gang. Det er så fint at jeg kan genkende ansigter fra gang til gang, og se hvor meget de nyder at få byttet ud i deres bogsamlinger.

Jeg elsker at se hvor glade folk kan blive over bøger, som jeg måske ikke finder den største glæde i længere. Derfor er det så fint at bøgerne kan finde nye hjem, hvor de kan blive endnu mere værdsat og læst på ny. Selv finder jeg jo også nye skatte iblandt de mange bøger som alle andre glade bogbyttere kommer med, og det var sandelig også tilfældet denne weekend. Jeg kom både hjem med en dejlig stak børnebøger til Es voksende bibliotek, samtidig med jeg fandt en lille stak til mig selv, heriblandt en bog der vil følge mig i julemåneden og fantasy jeg har haft blik på længe, som dukkede op i originalsprog.

Hvis du endnu ikke har opdaget #Bogbyttemarked, så kan du finde mere information på facebooksiden.

#Bogbyttemarked tog min tid om lørdagen, og om søndagen stod den på bogklub. Vi er på nuværende tidspunkt 7 i vores lille bogklub, hvilket passer rigtig godt for så er der stadig plads til at ikke alle kan komme hver gang, og man kan alligevel mødes og sidde 3 eller 4 mennesker og snakke om bøger, og alt muligt andet. Det var også lid tilfældet denne omgang, da vi kun var 3 – og 2 babyer – da vi skulle snakke om bogen #Girlboss. Desværre var det ikke en bog jeg var fan af, men sådan er det med bogklubber, man kommer nogle gange til at læse noget man ikke vil elske, men så er man blevet udfordret på noget man ellers ikke selv ville have valgt at læse.

Bogklubber er altså hyggeligt, især når der er plads til at snakke om alt muligt andet end lige præcis den ene bog man læste til mødegangen. Hvilket der er i vores bogklub, og jeg nyder virkelig at mødes med pigerne (damerne?) hver gang, for så ved jeg at eftermiddagen står i bøgernes tegn. Som du kunne læse sidste uge, så er jeg også på vej ind i en separat fantasybogklub. Puha, tænke du måske, det lyder af meget med 2 bogklubber og alle de bøger man lige pludselig skal læse, men der er jo heldigvis aldrig nogen tvang til at læse bøgerne. Hvis man ikke når det, så når man det ikke, og hvis man ikke kan lide bogen, så går det også. For i sidste ende er det jo også noget man kan snakke om i bogklubben.

Continue Reading

Fantasy med stort F

I går var jeg til fantasy bogevent, det første bogevent jeg har været til i lang tid, og det var i det hele taget bare enormt hyggeligt at komme ud og snakke bøger med lidt mennesker. Arrangementet blev afholdt af The Fantasy Fellowship, som også til dels er folkene bag Esbjerg Fantasy Festival. Det er en gruppe mennesker, fra 18 år og opefter, som arbejder på at gøre fantasygenren cool og hip. For af en eller anden grund er det som om at fantasy bliver forbundet med børnebøger, men der er altså overraskende mange voksne der også læser fantasy, faktisk rigtig mange endda.

Eventet i går startede med et oplæg fra Line Lybecker, forfatter og grundlægger af forlaget Ulven og Uglen, som arbejder på kun af udgive fantasy til voksne. Hun fortalte lidt om hendes kærlighed til fantasy, og hvordan hendes forlag kom til, netop fordi flere og flere forlag blev ved med at afvise bøger ”fordi de ikke passede til målgruppen” – altså børn, selvom historierne faktisk var skrevet med voksne i tankerne som målgruppe. Line fortalte en del fakta og teori omkring fantasy genren igennem hendes oplæg også, og kom med en rigtig god pointe til hvorfor voksne læser fantasy. Vi er den generation der er vokset op med Harry Potter, og her er nøgleordene ’vokset op’ – for nu er vi jo voksne mennesker, der gerne vil blive ved med at læse fantasy, men nu rækker det bare ikke altid med børnefantasy, som det bliver kaldt hos mange.

Simone fra Boghjørnet holdt også et kort oplæg med debat fra os deltagere om hvad der gør en til en fantasylæser, og om man selv betragter sig som en fantasylæser. Jeg fik ikke selv deltaget særlig meget i denne debat, fordi E – som jo selvfølgelig var med – valgte at skulle udforske sin stemme på det tidspunkt, og det meget højlydt. Men efter at have lidt tid til at tænke over det, så kan jeg kun sætte label på mig selv som Fantasylæser med stort F. Som så mange andre var det Harry Potter der fandt læseglæden ved mig, og imellem de bøger måtte jeg jo finde andet fantasy at udfylde tiden med. Og sidenhen har det været min fortrukne genre, og den jeg altid tyr tilbage til, og den hylde jeg altid stiler mod først i boghandlen eller på biblioteket.

Aalborg bibliotekerne havde også et kort oplæg om hvordan man som bogklub kan udnytte deres hjælp, hvilket jeg ærlig talt aldrig rigtig har tænkt over. Jeg vidste godt de gjorde den slags, men eftersom jeg ikke selv har udnyttet det før, så tænker man bare ikke over det. Det er nok også bare fordi at lige netop fantasybøger har jeg altid købt eftersom jeg har en stor forventning om at ville læse dem mere end en gang.

Efter de forskellige oplæg satte de fleste af os sammen for at snakke lidt om hvad vi gerne vil fremover. Målet/håbet fra folkene bag The Fantasy Fellowship er nemlig at skabe små læsegrupper omkring fantasygenren. Eftersom der var en del af de folk der viste interesse for eventet i dag, som ikke dukkede op, blev vi enige om at tage første skridt stille og roligt. Vi har alle meldt os ind i facebook-gruppen (som du også er velkommen til at melde dig ind i – der er både en DK og tre lokale til henholdsvis Esbjerg, Odense, København, Roskilde og Aalborg), og så tager vi den derfra. Håbet fra alles vedkommende er at komme til at læse en masse fantasy og finde folk at snakke med det om, og sammen arbejde mod at gøre op med den stereotyp at man kun læser fantasy hvis man er barn eller kæmpe rollespilsnørd – for det er vi altså ikke.

Ingen bogevent uden en lille goodiebag, som vi også var så heldige at få. Udover en masse flotte bogmærker og et lille gavekort til en kop kaffe fra Frk Rønne, fik vi to flotte bøger, selvfølgelig i fantasygenren. Tidevandet af Nick Clausen og Kongelig Snigmorder af Robin Hobb. Jeg kender ikke rigtig noget til nogen af dem, men jeg syntes det er så fint at det er en dansk bog og en oversat fra engelsk – for engelske fantasybøger findes der nemlig flest af til os ’voksne’ fantasylæsere, endnu en ting vi håber på at få sat lidt skub i.

Så du har hermed fået en opfordring fra mig til at slå dig til fællesskabet om fantasy og tage del i læseglæden sammen med os andre.

Come and join the Fellowship.

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Wild (Cheryl Strayed, 2012)

Cheryl Strayed var 22 år, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin … Fire år senere havde hun nået bunden og tog så den mest impulsive beslutning i sit liv: Helt alene begav hun sig ud på ekstremt krævende vandrerute, Pacific Crest Trail, der strækker sig i et 4000 km langt bælte fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indladt sig på. Hun er for stolt til at opgive, så hun trodser sin angst – og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1f

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

At læse om Cheryl Strayed historie var en meget blandet oplevelse for mig. Meget af det skyldes nok også det faktum at jeg hørte den som lydbog, og at oplæseren af denne gik mig grundigt på nerverne en hel del gange i løbet af historien.

For hvis jeg bare ser på Cheryls historie som en enkelt ting, så kan jeg ikke lade være med både at være forbløffet over hendes bedrift – på flere måder. På den ene side er jeg forbløffet over at hun rent faktisk turde tage på den tur, og at hun rent faktisk gennemførte den. På den anden side er jeg forbløffet over hvor naiv hun var i sin mangel på planlægning, men at hun stadig formåede at gennemføre det med alle de forhindringer hun kom igennem. Hendes baggrundshistorie, eller bare historie kan man vel kalde det, sagde mig måske ikke nær så meget som resten af historien. Brudstykkerne kom meget blandet hele vejen igennem, og det hang egentlig fint sammen, men de bidder sagde mig måske bare ikke nær så meget som hendes komiske møder med elge i bjergene.

Det negative kommer som sagt fra det faktum at jeg hørte den som lydbog. Hvis nu jeg havde hørt den som engelsk lydbog frem for dansk, havde det måske ikke gjort mig så meget. Nu var det bare sådan at oplæserens udtale af amerikanske bynavne og steder irriterede mig grænseløst, fordi hun konsekvent udtalte dem forkert. Jeg var flere gange på nippet til at stoppe lydbogen, men blev ved med at give den en chance, bare for endnu en gang at skære tænder over udtalelsen. Og desværre påvirkede det nok også min opfattelse af Cheryl som karakter. Og det er nok også med til at påvirke min endelig bedømmelse.

Der er ingen tvivl om at det er en imponerende historie, men en dårlig oplæser af en lydbog kan altså have en meget klar indvirkning på hvordan man som læser/lytter kommer til at opleve så imponerende en historie.

Continue Reading

A Bloody Chamber and Other Stories (Angela Carter, 1979)

Angela Carter had recently finished translating Charles Perrault’s works when she began her own virtuoso retellings of classic fairy tales. In this astonishing collection, first published in 1979, familiar stories become seductive, enchanting and terrifying. In the title story, Bluebeard is a sado-masochist who lures his inexperienced bride to his castle on the coast of Brittany – but is defeated by a most unexpected adversary. Subversive twists abound: in ‘The Werewolf’, a retelling of ‘Little Red Riding Hood’, a girl hacks off a wolf’s paw, only to find it turning into a warty, withered old hand that she recognises as her grandmother’s. Carter’s women are more likely to outwit their attackers than fall prey to them – as the heroine of ‘The Company of Wolves’ puts it, ‘she knew she was nobody’s meat’.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4999

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For et par år siden læste jeg et par af novellerne fra Angela Carters Bloody Chamber, men det var kun dem der var baseret på Skønheden og Udyret, fordi det var det eventyr jeg skulle skrive opgave om. Men jeg huskede dem som interessante i deres måde at tackle det gamle eventyr i mere dramatiske settings og mere komplekse karakterer. Nu til dags findes der utallige eventyrgenfortællinger, men det er få der er skrevet som noveller, hvilket, hvis vi skal være tekstnære, vel egentlig passer bedst til det korte format som eventyr ellers har.

Selv i novelle form formår Carter at skabe en større indsigt i de ikoniske karakterer, og give liv på ny til gamle eventyr. Titelhistorien er baseret på eventyret om Blåskæg, som for mange er et ukendt eventyr. Som eventyr har det ellers mange lærerige elementer, hvoraf det tydeligste er at nysgerrighed kan være farligt – og især for kvinder. Således er det at Blåskæg bliver til den morderiske greve, med et dystert torturkammer, men alligevel lever vores heltinde lykkeligt til sine dages ende, fordi hun bliver reddet af sin mor. Allerede i det første eventyr ses det at Carter twister sine genfortællinger med et snert af feminisme. På sin vis er det vel en del af hvad der gør dem interessante stadig nu til dags, til trods for at samlingen er over 30 år gammel. Herefter kommer de par genfortællinger af Skønheden og Udyret, som begge er noget mere modne i deres form, og den lykkelige slutning er måske ikke lige som forventet. Jeg er også fan af hvordan Carter formår at beskrive de – til tider – meget negative sider af eventyrdelen, det er ikke alt sammen en dans på roser.

”My father lost me to The Beast at cards.”

En lille portion af genfortællingerne er ikke koblet konkret på egentlig eventyr, i hvert fald måske ikke som vi kender dem, men de er mere forbundet til eventyrmyter. Det gjorde også, for mit vedkommende i hvert fald, at jeg sad tilbage med en lidt mærkelig følelse i at forsøge at finde ud af hvilke eventyr de var relateret til. For de var mærkværdige og der er stadig detaljer der sidder fast i hukommelsen, selv flere uger efter at have læst den. The Snow Child for eksempel var højst mærkværdig og brutal i sin vildskab, men måske det også er derfor en enkelt scene derfra står så tydeligt i hukommelsen. Den sidste portion af novellerne er alle baseret på Rødhætte, som jeg ved mange flere har psykoanalyseret til hudløshed, og vendt op og ned for at finde skjulte budskaber deri.

”Children do not stay young for long in this savage country. There are no toys for them to play with so they work hard and grow wise but thi sone, so pretty and the youngest of her family, a little late-comer, had been indulged by her mother and the grandmother who’d knotted her the red shawl that, today has the ominous if brilliant look of blood on snow. Her breasts have begun to swell; her hair is like lint, so fair t hardly makes a shadow on her pale forehead; her cheeks are an emblematic scarlet and white and she has just started her woman’s bleeding, the clock inside her that will strike, henceforward, once a month.”

Der er ingen tvivl om at Carter har skrevet nogle særlige genfortællinger, og en jeg helt har glemt at nævne er hendes udgave af den Bestøvlede kat, for den var så interessant. Her fungerer den bestøvlede kat næsten som en Kirsten-giftekniv, og hjælper med at begå mord for at sin herre kan få den skønne dame, han har forelsket sig i. Den er skrevet fra kattens synsvinkel, hvilket jeg syntes var ret underholdende, og i det hele taget kunne jeg rigtig godt lide den drejning. De sidste tre, der som sagt, tager udgangspunkt i den lille rødhætte, er alle sammen vidt forskellige, fordi de belyser næsten forskellige begærlige sider af sagen. Den der nok var min favorit, var A Company of Wolves, fordi her er det den unge pige, der sjovt nok får overtaget i sidste ende alligevel, til trods for at hun stadig er tæt på at blive spist af varulven – ikke bare en almindelig ulv, men en varulv, som også har både dyriske og menneskelige lyster.

IMG_4996

Man kan heller ikke komme udenom at en anden måde Carter formår at modne sine genfortællinger er igennem erotik, som alligevel ikke spiller en stor rolle, men der bliver heller ikke lagt skjul på den del af følelsesregistret. Det kan godt være det er en åbenlys måde at modne eventyr, ved at tilføje sex, men jeg syntes alligevel at Carter har ramt en rigtig fin grænse, for det bliver på intet tidspunkt gjort til noget negativt. Det er der bare, som den reelle del af virkeligheden det nu, og derfor er det også naturligt at det vil være en del af den måde Carter fortæller sine eventyr.

Efter at have læst alle novellerne i A Bloody Chamber og i det hele taget lidt mere af Angela Carter, er jeg nu mere spændt på at læse hendes egen eventyrsamling, for at se hvordan hun selv skaber eventyr – både med den barnlige side af tingene, men også hvordan den voksne side af sagen bliver flettet ind i det hele. Uanset hvad, så begynder jeg at sætte mere og mere pris på Angela Carter, og jeg kan godt forstå hvorfor hun stadig er så populær den dag i dag. Jeg har i hvert fald i sinde at læse en del mere af hendes værker. Har du læst noget af hende, og hvad syntes du i så fald om det?

Continue Reading

Barndommens gade (Tove Ditlevsen, 1943)

Romanen handler om Ester, hendes familie og om de fattige kår på Vesterbro i de tidlige 1930’erne. Vi følger situationer i Esters barndom, både når hun er glad sammen med sin veninde Lisa, og når hun er bange for manden med det røde skæg.

En københavnsk baggårdspiges tidligste ungdom beskrevet på godt og ondt og skildret med både varme og indlevelse helt frem i Esters voksenliv.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4498

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist roligt sige at jeg aldrig bliver Tove Ditlevsen fan. Dette var mit første møde med hende, og jeg må nok indrømme at hvis ikke det også bliver det sidste, så kommer der i hvert fald til at gå umådelig lang tid inden jeg kommer til at støde på hende igen. Hvilket nok er ærgerligt på en del punkter, men i det mindste kan jeg nu sige med knap så bævrende stemme at jeg rent faktisk har læst noget Ditlevsen, når folk pludselig spørger meget kritisk til den slags.

Allerede fra start blev det klar at Ditlevsen har sin helt egen stil, som det ville tage lidt tid at vænne sig til. Det er meget gnidret, forstået på den måde at det er meget tætskrevet på den facon at det kan være svært at skelne mellem enkelte ting. Jeg fandt det for eksempel meget svært at dialogerne også hvad skrevet ind som alm. ’brødtekst’ og at der ikke i det mindste var noget linjeskift for at indikere tale mellem diverse personer. Det tog mig en del tid at finde rundt i de mange ting og skille det ene fra det andet, og faktisk at finde ud af hvem det var jeg skulle læse en historie om.

Esters historie er måske ikke så særpræget, faktisk er den meget lig alle andres unge Københavnske piger. Hvad der så gjorde den særlig var måske nok måden Ditlevsen skrev den på, og jeg har ladet mig fortælle at den også er tæt inspireret af hendes eget liv. Bogen er inddelt i tre dele, først med Ester som barn efterfulgt af Ester som ung pige for til sidst at fortælle om hende som ung kvinde. Den inddeling syntes jeg nu godt om, selvom den sidste del gik mig lidt imod.

”Børnene i gaden leger far-mor-børn. De trækker lod om, hvem der skal være far, for det er et lidet eftertragtet hverv. Nå, her er din mad far, siger den lille mor fornuftigt, gå så på arbejde! Farvel tak, så er han af vejen, og står utålmodigt oppe på køkkentrappen og råber ud af vinduet, om det ikke snart er fyraften.”

Jeg kunne godt lide den første del med Ester som barn, fordi den har uskylden og naiviteten omkring resten af verden, og Ester kæmper med hele verden og sit eget liv for at finde sin plads i livet. Hun kan ikke finde ud af at stjæle slik i den lokale butik, som de andre børn, men hun har ingen problemer med at spise det slik som de andre spiser. Jeg syntes måden Esters barndom er beskrevet på var så fin, selvom den virkede uoverskuelig på nogle punkter. Jeg kunne godt lide Esters tilgang til verden, selvom den var ret så naiv gang på gang.

De to sidste dele af bogen brød jeg mig knap så meget om. Det handler måske knap så meget om hvad der skete for Ester, men mere om måden det blev fortalt. Jeg sad flere gange og savnede at Ditlevsen var noget mere direkte i sin fortælling, for Ester kommer ud for nogle ting som ikke altid er så positive, men de blev fortalt alt for lyrisk og overfladisk – kom nu ind til sagens kerne, har jeg næste lyst til at sige. Sig tingene som de er, i stedet for at sugar coat it! Til sidst må jeg nok også indrømme at Ester gik mig lidt på nerverne, hun blev alt for desperat og rent ud sagt dum nogle gange. Det var som om hun søgte lykken, men med vilje spændte ben for sig selv for rent faktisk at opnå den.

Alt i alt var det en oplevelse at læse Barndommens gade på flere punkter. Det er en skrivestil jeg ikke lige er stødt på før, og heller ikke regner med at gøre lige foreløbig. Det var en historie som startede godt, men endte knap så godt. En person som begyndte interessant, men bare tog en al for desperat og negativ drejning. Der var klart ting jeg syntes var gode, men også en del ting jeg ikke brød mig om. Men som sagt, nu kan jeg sige at jeg har læse Tove Ditlevsen.

Continue Reading

How to Be a Woman (Caitlin Moran, 2011)

Though they have the vote and the Pill and haven’t been burned as witches since 1727, life isn’t exactly a stroll down the catwalk for modern women. They are beset by uncertainties and questions: Why are they supposed to get Brazilians? Why do bras hurt? Why the incessant talk about babies? And do men secretly hate them? Caitlin Moran interweaves provocative observations on women’s lives with laugh-out-loud funny scenes from her own, from adolescence to her development as a writer, wife, and mother.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4507

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den udvalgte bog til april måneds Our Shared Shelf var et feministisk rant uden lige. Caitlin Moran kommer i sin bog ind på alverdens emner, lige fra problematikken i at vælge undertøj til det komplicerede i at opretholde den perfekte facade som forældre der har styr på alt i verden. Det hele bliver fortalt hudløst ærligt og med en god dosis humor for at give det hele et pust af sandhed, uden at det bliver for deprimerende.

Moran bruger personlige eksempler til at understrege en hel del pointer, og der var flere gange hvor jeg grinte højlydt over de situationer hun præsenterer. Jeg har også læst hendes How to Build a Girl, og hvor nogle mennesker siger at hvis man har læst den ene, har man læst den anden. Den påstand vil jeg ikke melde med helt og holdent enig i. Jovist, der er nogle ting der bærer tydeligt præg af at have været brugt i begge tilfælde, men måden de er brugt er jo vidt forskellige. Hvor How to Build a Girl er en fiktionshistorie (som dog er baseret tæt på Morans eget liv), så er How to be a Woman en langt mere diskuterende og debaterende bog. På den måde syntes jeg de er vidt forskellige; her præsenterer Moran det store spørgsmål hvorfor bh’er skal gøre så vanvittigt ond nogle gange, og sætter det op imod det store undertøjsspørgsmål kvinder skal igennem for at virke korrekte feminine. Hvorimod hendes ungdomsroman fremstiller en humoristisk situation hvor emne bliver sat på en spids.

Generelt set var jeg godt underholdt af Morans bog. Der var da enkelte passager der sagde mig mindre end andre, men jeg kunne rigtig godt lide hvordan hun belyser visse emner fra begge synsvinkler. Som kapitlerne om hvorfor du skal være mor i forhold til hvorfor du ikke skal være mor. Hun kan både belyse det romantiske og idylliske aspekt af at være blevet forældre, men også det vildt skræmmende og forvirrende ved at være ansvarlig for et andet menneske. For ikke at tale om det meget ømtålelige emne af abort; som i Morans tilfælde var et spørgsmål om overlevelse. For når man har fået 2 børn, og været tæt på at forbløde begge gange, så kan det altså være mere forsvarligt at få en abort en at gennemføre en graviditet og potentiel livsfarlig fødsel, og der må jeg være helt enig. Selvom jeg intet har at holde det i, for jeg er endnu ikke blevet mor, men måden Moran forklarer situationen giver mening, og jeg bebrejdede hende ikke noget på trods af at mange andre gjorde netop det.

Selvfølgelig er der også lettere og knap så alvorlige emner der bliver behandlet. Ud over undertøjsproblematikken, kan man vel ikke komme uden om det store spørgsmål om sko! Jeg kluklo hele vejen igennem kapitlet om hvor mange forskellige par sko alle kvinder har, også dem som man aldrig vil komme til at bruge, men som man skulle have bare fordi de var så pæne.

Uanset om Moran snakker om seriøse emner eller overfladiske trivielle emner, så summer de af humor. Jeg vil ikke sige at jeg har lært mere om feminisme eller hvad dertil hører, men jeg har fået et godt grin og et solidt indspark i at jeg ikke er den eneste der ikke altid kan finde ud af at være kvinde. Der er mange store spørgsmål der stadig mangler besvarelser, og hvis de kommer til at være bare halvt så sjove som Moran har oplevet dem, så kan jeg kun glæde mig.

Continue Reading

The Color Purle (Alice Walker, 1982)

Taking place mostly in rural Georgia, the story focuses on the life of women of color in the southern United States in the 1930s, addressing numerous issues including their exceedingly low position in American social culture. The novel has been the frequent target of censors and appears on the American Library Association list of the 100 Most Frequently Challenged Books of 2000-2009 at number seventeen because of the sometimes explicit content, particularly in terms of violence.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4302

Farven Lilla er en af de klassiske bøger som stort set alle siger de har læst, men det er først nu jeg kan være med i den klub. Og efter at have læst den forstår jeg faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid. For selvom det er en bog man lige skal vænne sig til, så sidder den stadig fast i hukommelsen flere dage senere. Jeg læste den i forbindelse med HeForShe online bogklub fordi den efter sigende skulle sætte fokus på kønsforskelle – og det skal jeg love for at den gør.

Historien om de to søstre Nettie og Celie starter i syden og et brutalt liv der ikke skåner nogle af kvinderne eller børnene i familien. Og af en eller anden grund er det Celie der tager de fleste slag og bukker nakken for alt og alle, uden nogensinde at stå frem for sig selv. Hun er underdanig og ydmyg og tør ikke gøre noget for sig selv, det er kun i værste tilfælde at hun vil gøre noget for andre. Hun er så blid som dagen er lang, men desværre tør hun kun at gå imod strømmen hvis det er for andre. På det punkt tog det ikke lang tid at opbygge medlidenhed med Celie og det barske liv hun lever, og da hun næsten bliver ’solgt’ til hendes nye mand, begynder et nyt liv som måske er mindre barsk i form af vold, men stadig er lige så deprimerende.

”I spend my wedding day running from the oldest boy. He twelve. His mama died in his arms and he don’t want to hear nothing bout no new one. He pick up a rock and laid my head open. The blood run all down tween my breasts. His daddy say Don’t do that! But that’s all he say.”

Selve bogens stil er i begyndelsen ret lav, for den er skrevet med Celies sydstatsaccent og mangel på uddannelse, og det påvirker sproget en hel del. Nu har jeg efterhånden læst en del af den slags bøger på engelsk og elsker kun når man kan mærke karaktererne på den måde. Hvis man ikke er gængs i engelsk skrevet på den måde vil det nok være lidt en udfordring, men jeg elskede det for i mt hoved blev Celie meget mere tydelig af det. Det skabte også en meget større kontrast mellem de to søstre, for Nettie er tydeligvis mere uddannet end Celie og de ender med at leve vidt forskellige liv.

”I hope when you receive this news of your sister’s forward behavior you will not be shocked or inclined to judge me harshly. Especially when I tell you what a total joy it was. I was transported by ecstasy in Samuel’s arms.”

Det her er en bog der rammer hårdt på flere punkter; den afdækker livet i syden på brutal vis og ligger ikke skjul på noget. Jeg begyndte bogen naivt og troede at jeg vidste hvordan det brutale liv i syden var for de sorte på det tidspunkt, men der tog jeg grueligt fejl. Jeg blev derfor uddannet en lille smule ved at læse The Color Purple.

4-star1

Continue Reading

The Circle (Dave Eggers, 2013)

Tak til People’s Press for dette eksemplar fra Bogbloggertræf 2015.

Da Mae bliver ansat i firmaet Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance.

Hendes begejstring vil ingen ende tage, da hun bliver vist rundt i Circles åbne kontorlandskab, ser kantinens uendelige glaslandskab og de hyggelige værelser for dem, der hænger ud og ender med at sove på kontoret. Hun er fascineret og betaget af firmaets dynamik og moderne holdning til arbejde, de fede fester, musikerne, der altid hænger ud på plænen foran, aktiviteterne og klubberne for alt, hvad hjertet kan begære.

Ikke engang da hendes liv uden for kontoret langsomt sygner hen, mærkelige sammenstød med kollegaer ryster hende, eller da hendes egen rolle i Circle bliver mere og mere … offentlig. Det, der begynder som en fængslende historie om en ung kvinde med ambitioner og idealisme, forvandles til en neglebidende thriller, om erindring, historie, det personlige, demokratiets og grænserne for den menneskelige erkendelse.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4262

The Circle er blevet blæst utrolig meget op i medierne, både på godt og ondt. Derfor var jeg meget spændt på at finde ud af hvad jeg selv ville syntes om Maes historie. Bogen er inddelt i 3 dele (og ingen kapitler!) og de kan godt være en smule langtrukne. Den første bog fungerede mest af alt som introduktion til hele The Circle imperium og hvilken magt og indflydelse det kæmpestore firma har, og hvor vildt det er at få et job hos dem. Mae er i starten meget blåøjet og naiv overfor sin nye stilling i firmaet, men hun gør alt for at vise sig frem positivt så hun kan stige i graderne og bibeholde sit job.

Anden del af bogen har taget skridtet videre og Mae er blevet godt og grundigt indoktrineret i firmaet og hele deres politik. Det er på det her tidspunkt jeg begynder at rulle med øjnene af Mae og have utrolig meget lyst til at smide bogen langt væk og råbe Mae ind i hovedet! På det her tidspunkt har Mae overskredet grænsen fra at være blåøjet og naiv til at være fuldstændig hjernevasket og inkompetent til at danne sine egne meninger og holdninger, og hun er super angst for at alle ikke kan lide hende – hun er definitionen af en crowd-pleaser og det er til at brække sig over.

”Ordene Hemmeligheder Er Løgne tonede frem på skærmen bag Mae. Da hun så ordene stå med meterhøje bogstaver, opstod der en kompliceret følelse i hende – en blanding af begejstring og rædsel. Bailey sad som et stort smil og beundrede ordene med en lille hovedrysten.”

Tredje og sidste del af bogen har Mae overskredet grænsen og ser slet ikke tilbage på den, hun har fuldstændig glemt at den overhovedet eksisterede og lever i sin indbildske verden. Det kan vist ikke skjules at jeg ikke brød mig synderligt om denne bog. Jo mere jeg læste jo mere irriterede Mae mig langt ind i sjælen, og jeg havde så tit lyst til at slå hende i hovedet i et forsøg på at få hende til at vågne op. Hun er så svag en karakter og der var så mange ting jeg ikke kunne forene mig med. Hele hendes forhold til at sejle kajak kunne jeg ikke se nogen som helst mening i. Det kunne fungere rigtig godt som afbrækket i hele fadæsen med The Circle, men det bliver alt for hurtigt skubbet til siden frem for alt det andet postyr.

”Mercer lo derimod som sædvanligvis ikke. Mae havde ikke hørt fra ham i over en måned, men i fredagens post (den eneste dag, postvæsenet stadig opererede) lå der pludselig et brev. Hun havde ikke lyst til at læse det, for hun vidste, at det ville være surt og anklagende og fordømmende. Men på den anden side havde han jo allerede skrevet sådan et brev. Hun åbnede det med den tanke, at han næppe kunne være mere irriterende nu, end han havde været før. Hun tog fejl.”

Det mest skræmmende ved hele bogen er nok for tæt på virkeligheden den er. Og det kunne have været en ganske god slutning, hvis ikke det var for Mae. Et eller andet sted så syntes jeg bogen ville virke meget bedre hvis tredje del slet ikke havde været med. Hvis det havde været tilfældet kunne jeg nok også forlige mig en smule med Mae. Desværre var det ikke hvad der skete, og jeg sad tilbage med intet tilovers for de forskellige karakterer i hele bogen. Selv Maes forældre, der i starten blev præsenteret som sympatiske mennesker, gled ud i periferien og endte med at trække sig helt tilbage som skræmte børn der ikke tør tage en diskussion op.

Den eneste grund til at The Circle får mere end 1 stjerne af mig, er af dem simple grund at Mae formåede at irritere mig grænseløst! Jeg tænker at det er en bedrift i sig selv, og den skal egentlig også have ros for at stille et kulturspørgsmål på kanten af hvordan vores samfund ser ud i dag. Den store debat som bogen har fremprovokeret er vel også en god ting, for om ikke andet så kan jeg i hvert fald debattere omkring bogen, både på godt og ondt (nok mest ondt).

2 star

Continue Reading

Litteratur og Feminisme

I den seneste tid er der dukket et nyt fænomen op i den online bogverden, som jeg pludselig føler et lille behov for at kommentere lidt på. Det skal ikke forstås som at det er noget helt originalt nyt, det er blot noget der pludselig har fået rigtig meget opmærksomhed. Mange af jer har sikkert også lagt mærke til det, fordi det har været en del udbredt i den online verden af bøger og bogelskere, såvel nationalt som internationalt.

IMG_0189

Jeg taler selvfølgelig om feministiske bogklubber der opstår online. Jeg må indrømme at da jeg fandt ud af var jeg ikke helt klar over hvordan jeg skulle have det med det. Inderst inde ved jeg jo godt at jeg er feminist, men det er meget forskelligt i hvor stor grad det kommer til udtryk. Det kommer nok mest til udtryk når jeg bliver udfordret med smarte kommentarer. Som for eksempel i sidste uge hvor jeg var i færd med at fortælle en flok elever om præsidentsystemet i USA, og en (drenge)elev (næsten) uskyldigt rækker hånden op, og spørger om en kvinde egentlig godt MÅ blive præsident i USA? Da kunne jeg godt mærke at jeg skulle ligge lidt bånd på mig selv inden jeg svarede, men alligevel rakte en af pigerne hånden op bagefter for at spørge om jeg egentlig var feminist. Når det kommer til stykket er jeg nok ikke så god til at ligge skjul på min indre feminist som jeg troede jeg var (Jeg vil dog lige pointere at det heller ikke er noget jeg går og reklamerer med).

Den første feministiske bogklub, der opstod og banebrudte vejen for de efterfølgende i medierne, var (selvfølgelig) Emma Watsons #OurSharedShelf bogklub. Watson har i et godt stykke tid været meget aktiv inde for medieverdenen med hendes He for She kampagne der er et samarbejde med UN Women. Her bliver der udvalgt en bog hver måned til fælleslæsning og løbende diskussion igennem måneden. Den første måned var en non-fiktion som jeg ikke fik læst, men anden bog er The Colour Purple, som jeg vil se om jeg ikke kan få fingre i på en eller anden måde og læse med, for den har jeg faktisk aldrig læst (ej heller har jeg set filmen!).

IMG_0184

Da disse feministiske bogklubber opstod var det faktisk også en ret nem beslutning for mig om jeg skulle deltage eller ej. Jeg vidste dog også på forhånd at jeg med stor sandsynlighed ikke ville være med til at læse hver eneste bog hver måned, for det første fordi jeg kan se at non-fiktionsbøger selvfølgelig også kommer til at få deres indtræden, og de er lidt tungere at komme igennem. Men under alle omstændigheder er min feministiske interesse vågnet op til dåd.

Senest opdagede jeg i min youtube-opdatering at Jean fra BookishThoughts har gjort alvor i sine tanker om at oprette en feministisk bogklub i booktuber-verdenen. The #FeministOrchestra er måske en smule mere reaktionsoprettet end jeg lige havde troet, men det syntes jeg faktisk ikke gør så meget. Selvom der bliver sagt at det også her vil være et bredt udvalg af fiktion og non-fiktion så er de første udvalgte bøger primært non-fiktion. Her må jeg nok indrømme at jeg indtil videre ser lidt på fra sidelinjen. Dog har jeg tænkt at følge med og se hvilke bøger der bliver tilføjet.

Det er blot to feministiske bogklubber der er dukket frem i medierne siden vi gik ind i 2016, og det kunne godt lyde som om de ikke er de eneste. Begge bogklubber har vist også fået ret blandede modtagelser, og ikke overraskende har de højst sandsynlig også modtage en del kritik. Men der ligger grobunden for hvorfor de er opstået – og det syntes jeg er vigtigt at tænke over.

Som sagt, så ved jeg ikke hvor aktiv jeg kommer til at være i disse feministiske bogklubber, men jeg syntes alligevel de er værd at nævne. Mest af alt nok fordi jeg ikke kan lade være med at tænke over hvorfor de er opstået? Hvordan kan det være at der pludselig er opstået et behov for at proklamere sig selv som feminist på så markant en måde? Personligt har jeg aldrig selv haft behov for at råbe det højt, men det er som om samfundet efterhånden kræver at man gør sig til kende om man er feminist eller ej. Derefter kan man så stå til takke for alverdens kommentarer der må strømme ind fra skulderklap til lussinger.

Hvad med jer, betragter I jer som feminister (eller modstandere deraf)? Har I tænkt på at deltage i nogle af disse feministiske bogklubber, og i så fald hvilke tanker har du gjort dig med dem? Hvorfor tror I at feminister bliver næsten ’tvunget’ frem i lyset som de gør for tiden?

Continue Reading