The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Alias Alex (Jenn Bennett, 2017)

Tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplaret.

Bailey “Mink” Rydell har fundet sin drømmefyr. Han er en lige så stor filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Alex er intet mindre end perfekt … der er bare lige det, at Bailey kun har mødt ham online.
Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere end som så. Og da Baileys irriterende, men karismatiske (og måske lidt søde?) kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Efterhånden som sommeren går, må Bailey da også beslutte sig for, om hun skal klamre sig til den onlinefantasi, der før virkede så rigtig, eller om hun skal kaste sig ud i virkeligheden med Porter. Valget er både enklere og mere kompliceret, end hun kunne have forestillet sig, for Porter er ikke den eneste, der bærer på en hemmelighed: Porter er nemlig Alex … Alias Alex.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Alias Alex har efterhånden fået en del hype på diverse medier, og den er blevet sammenlignet med filmen You’ve Got Mail – en film, som jeg er ret så vild med – og derfor skabte jeg mig også nogle ret store forventninger til bogen. Det er altid skræmmende når man har forholdsvis store forventninger til en bog på den måde, for hvad nu hvis den skuffer? Det gjorde Alias Alex heldigvis ikke, ikke så meget som den kunne have gjort.  Når man på forhånd ved at den er blevet sammenlignet med You’ve Got Mail, så er hele historien næsten blevet spoilet for en, og man sidder næsten bare og venter på en slutning man godt kender til.

Selvom det var tilfældet med Alias Alex, så nød jeg at læse den alligevel for hvad den er. En sød ungdomsbog om den første store kærlighed og om at finde sig selv på tærsklen fra teenager til voksen. På de punkter rammer bogen rigtig godt, for der er mange følelser med og de er i højt spil uden på tøjet, så at sige. Det er historien om Bailey, der flytter til Californien for at bo hos sin far, og hun skal nu til at finde rundt i et nyt liv i en ny by. Der betyder både nyt job og nye venner. Allerede her får man en fornemmelse af hvad der kommer til at ske.

”Min ærkenemesis. Hans øjne møder mine. Og så flytter han blikket ned på mine fødder. Han tjekker, om mine sko matcher. Selvom jeg ved, at de gør, tjekker jeg dem igen, og så får jeg lyst til  at tage dem af og slå ham oven i hans store, fede hoved med dem.”

Bailey som hovedperson fungerer okay, selvom jeg ikke var lige stor fan af hende hele vejen igennem. Hun udvikler sig godt nok også igennem bogen, men det er en lidt underlig og hurtig udvikling vil jeg påstå. I starten af bogen præsenterer hun sig selv som lurendrejer – hvilket i sig selv er en underlig oversættelse, men det er en anden sag – som jeg ser det, er hun bare en smule genert, og vil helst holde sig i baggrunden, uden nødvendigvis at lure på nogen. Som bogen skrider frem, udvikler hun sig godt nok, men dele af den udvikling syntes jeg bare er en smule ved siden af i forhold til den person hun starter ud som. Til gengæld kan jeg godt lide den person hun ender med at være, selvom vejen dertil måske var lidt utroværdig.

Modspillet til Bailey er selvfølgelig den flotte fyr der dukker op; Porter. De to starter ud med at næsten hade hinanden, og når man ved bogen bliver sammenlignet med You’ve Got Mail, så ved man allerede der hvordan bogen med stor sandsynlighed skrider frem. Eller i hvert fald hvordan den ender, for midten kan jo udspille sig på hvilken som helst måde. Hvilket også var noget jeg var glad for. For selvom jeg måske godt vidste hvad bogen ville slutte med, så var vejen dertil rigtig underholdende. For Alias Alex er under alle omstændigheder en rigtig god ungdomskærlighedsroman.

”Min gamle psykolog advarede mig om, at undvigelse er en dysfunktionel måde at omgås folk, man holder af, på, men nu begynder jeg at forstå, hvad han mente, da han sagde, at det også kunne såre dem. Måske er det på tide at finde en bedre måde at håndtere mine problemer på. Måske fungerer Lurendrejeren ikke så godt for mig længere.”

Porter er som sagt den flotte fyr som fordrejer hovedet på Bailey, og jeg kan egentlig godt forstå hende. For Porter kan både være den sødeste, men også den mest irriterende. Modspillet og samspillet mellem de to fungerer rigtig godt i bogen, og det er også en af faktorerne der gør den underholdende. Når man fra start af næsten godt ved at han også er Alex, bliver deres små chat-korrespondancer det lidt mere sjovere at læse; hvordan de opfordrer hinanden til at date hinanden, uden at vide det. Den slags små detaljer var ganske fine.

Der var en del ting med oversættelsen som jeg ikke var helt tilfreds med, men efter et par kapitler kunne jeg begynde at se igennem fingrene med det, og bare læse historien for hvad den var; en god historie. Sammenligningen med You’ve Got Mail holder helt klart stik, og af samme grund syntes jeg også Alias Alex er en rigtig god bog. Det er lidt svært at sige om den er YA eller NA, for der er enkelte scener som er noget på grænsen, men måske er det også bare med til at give den lidt ekstra. Under alle omstændigheder er Alias Alex anbefalelsesværdig, også selvom jeg kun giver den 4 stjerner. Jeg giver den ’kun’ 4 stjerner simpelthen fordi slutningen var for nem at gætte, i hvert fald for mit vedkommende. Dertil det faktum at oversættelsen var lidt irriterende fra tid til anden, men kan man se igennem fingrene på de ting, så er bogen til topkarakter.

Continue Reading

Eleanor & Park (Rainbow Rowell, 2013)

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil – vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Så vidt jeg ved er Eleanor & Park Rowells gennembrudsroman her i Danmark, og der er vel efterhånden en håndfuld år siden det skete. Hvorfor jeg så først får den læst nu, det kan jeg desværre ikke svare på. På en måde er jeg faktisk glad for at det ikke er den første af hendes bøger jeg har læst, for efter min mening er det ikke den stærkeste og jeg er ærligt talt ikke sikker på hvor mange flere af hendes bøger jeg ville have læst yderligere, hvis det her havde været den første jeg fik læst. Men heldigvis da (!) var det ikke tilfældet, og jeg har læst en del af hendes andre bøger, før jeg skulle stifte bekendtskab med Eleanor og Park.

Der findes det der ordsprog ’opposites attract’ og det er vist tilfældet med Eleanor og Park. Selv efter at have læst bogen færdig, kan jeg ikke helt gennemskue hvordan de lige pludselig endte som kærester, og med de fejl de hver især har, at de rent faktisk også holdt sammen som de gjorde. Selvom de virker så perfekte sammen, så virker de også så forkerte sammen. Det er virkelig yin og yang i forskellige grader, og alligevel så passer de bare som fod i hose. Det er en mærkelig og rundt-om forklaring, men det er forvirrende og giver ikke mening, og derfor gør min forklaring nok heller ikke.

”Hun havde ikke engang sagt noget pænt om ham. Hun havde ikke fortalt ham, at han var pænere end alle pigerne, og at hans hud var ligesom solskin med solbrun hud. Og det var præcis derfor, hun ikke havde sagt det. Fordi alle hendes følelser for ham –så hede og smukke inde i hjertet. blev til vrøvlerim og remser, når de nåede frem til munden.”

Jeg kan faktisk godt lide Eleanor og Park – hver for sig. Hver deres historie syntes jeg er rigtig god. Når jeg tænker tilbage så var det faktisk deres seperate dele af historien jeg syntes bedst om. For i de tilfælde oplevede man den virkelige Eleanor og den virkelig Park. Især Eleanors historie er hjerteskærende med forældre, der ikke rigtig gider være forældre eller bare skyggen af det. Man ved næsten ikke hvem man skal have mest ondt af, Eleanor eller alle hendes søskende som ikke ved helt så meget om hvor skidt de har det. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en hel bog, bare med Eleanors historie, jeg tror der er meget mere at fortælle om hendes fortid.

Park er også en interessant personlighed. Af mystiske årsager er han blandt de populære på skolen og i kvarteret, og det på trods af at han ikke rigtig gør noget for det, han er det bare. Heldigvis får man en hel del frihed med sig, når man tilhører den gruppe, og det har Park benyttet sig af. Så meget af han kommer på tværs af sin – måske – lidt gammeldags far. Parks historie er også spændende, men ikke i samme grad som Eleanor. Parks historie handler mere om den identitetskrise som de fleste teenagere gennemgår, ikke at man skal tilsidesætte den, men Eleanors historie sidder bare mere fast hos mig.

”Hun føltes så godt under ham, endnu bedre end han havde forventet. (Og han havde forventet noget i retning af himlen, plus nirvana, plus den scene i Charlie og Chokoladefabrikken, hvor Charlie begynder at flyve). Park trak vejret så tungt, at han nærmest ikke kunne få luft.”

Romancen mellem Eleanor og Park er usandsynlig, men den er der, og den bliver mere og mere sødsuppe for hvert kapitel. Det er teenagekærlighed med akavede berøringer, hede kys og varme blikke. Det er fjollede forældre, der ikke ved hvordan de skal håndtere deres barns første store kærlighed, og venner, der skal finde ud af hvordan den nye kæreste skal passe ind i kliken. Det er voksende kærlighed som man næsten bare sidder og venter på skal kulminere på en eller anden katastrofal måde. Jeg havde dog ikke regnet helt så meget med den ende det nåede. På en eller anden måde kunne den ikke slutte på anden vis.

Jeg holder fast i at Eleanor & Park ikke er Rowells stærkeste roman. Den er meget sød, og holdt mig da også til siderne, men jeg blev aldrig helt fortryllet som jeg blev ved nogle af hendes andre bøger, og jeg slugte den heller ikke nær så hurtigt som hendes andre. Måske havde det været en anerledes oplevelse, hvis jeg havde udnyttet soundtracket til bogen, for musikken har en stor rolle deri, og samtidig kan det ikke have været den store forskel, for bogen har en del andre sjove referencer, som jeg smilte let af. Om ikke andet, så vil jeg forsætte med at læse hvad jeg endnu ikke har læst af Rowells. Hvis du ikke har læst Eleanor & Park endnu, så sæt et par efterårskolde eftermiddage af til det. Hav et varmt tæppe klar og en kop varm the eller kakao, måske et stykke gulerodskage, og fordyb dig i historien og den kærlighed der blomstrer mellem siderne.

Continue Reading

Måske en dag (Colleen Hoover, 2014)

Bogen er en gave fra bogbloggertræf fra Lovebooks (Reklame).

Sydney lever en drømmetilværelse – hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag…

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Mit første møde med frøken Hoover viste sig at være et ganske godt et. Hun er ret så populær i bookstagramverden, og jeg har set hende florere flere gange rundt omkring, uden egentlig at se mere efter hvad hun skrev, andet end at det var ungdomsromantik, og så tænkte jeg lidt at det havde jeg fået nok af på den front. Men til sidste års bogbloggertræf fik vi denne fine oversatte udgave af en af hendes bøger, og jeg besluttede for lidt tid siden, at nu måtte det vist være på tide at jeg stiftede bekendtskab med hendes skriverier. Og ganske rigtig, så er det ungdomsromantik, men ikke helt i samme stil som så mange andre fra den genre, det her er trods alt den lidt ældre ungdom, hvis det giver mening?

Historien starter med røde roser og alt er godt, for begge vores to hovedpersoner; Sydney og Rigde. Men som tingene nu skal gå, så går det galt og de to personer bliver bragt sammen af uransalige veje. Det er som om hele bogen er bygget op omkring de typiske klicheer omkring romantiske historier af den slags; pige går fra første kæreste for, måske, at finde sammen med ny fyr, som først lige skal finde ud af hvad han vil. Alligevel, eller måske på trods af det faktum at historien har så mange klicheer så fungerer den alligevel. Desværre må jeg nok også indrømme at det er der min sidste stjerne ikke kan udfyldes, netop fordi den var gennemskuelig på det punkt. Hvilket der ikke er noget galt i, for jeg slugte da den sidste halvdel af bogen noget hurtigere end den første halvdel.

“Han er umulig at læse det meste af tiden, men jeg kunne sværge på, at jeg så et lille glimt af jalousi i hans øjne. Og jeg kan lide den måde, det at se ham være jaloux over, at jeg læner mig ind mod Warren, faktisk føles godt. At blive toogtyve har fordærvet min sjæl. Hvem er jeg, og hvorfor har jeg de her forfærdelige reaktioner?”

Noget andet der virkelig får den her bog til at fungere rigtig godt er bipersonerne, nærmere betegnet Ridges kammerater og de situationer de er med til at skabe. Jeg kunne især godt lide Warren og hans brutale ærlighed, det gav et frisk pust mange gange, også selvom han for det meste var et røvhul i sine kommentarer. Faktisk syntes jeg det var synd at han ikke havde en lidt større rolle at spille i bogen, men jeg blev så positivt overrasket over at høre hans skjulte del af historien til sidst i bogen.

Sydney og Ridge som hver deres personer fungerede faktisk også rigtig godt, både sammen og hver for sig. Sydney kunne dog være lidt til den selvmedlidende side et par gange, men det blev ikke for meget som jeg før har oplevet i den slags bøger/med den slags piger, for hun havde stadig nok selvtillid til at bede sin utro eks om at skride af helvede til, også selvom hun ikke reelt set ikke havde fundet en ny kæreste endnu selv. Ridge var lige på grænsen til at være for sød et par gange, jeg finder det næsten, men også kun næsten, fysisk umuligt at en fyr kan være så betænksom og uselvisk overfor en pige, både på kærestefronten og bare i det hele taget. Han lyder jo total uvirkelig i sin loyalitet til venner og kærester. Når det nu er sagt, så er han jo bare helt igennem sød, og man får da lidt et blødt hjerte for ham.

“Mine albuer møder mine knæ, idet jeg læner mig frem og vender mig bort fra hende. Jeg kan ikke klare at se hende sige et ord mere til mig. Hvert eneste ord, hun siger, knuser ikke bare mit hjerte, men føles, som om det også knuser hjertet inden i mit hjerte. Det gør så ondt, og jeg er så forbandet bange, for der er et øjeblik, hvor jeg begynder at tænke, at der er en mulighed for, at hun har ret.”

Alt taget i betragtning så blev jeg ikke voldsomt overrasket over Hoovers bog, den følger meget pænt sine klicheer, hvilket er helt fint, for jeg nød da at læse den. Men eftersom jeg heller ikke rigtig blev overrasket kan jeg ikke give den alle stjerner. Der var et tidspunkt hvor jeg spekulerede om den ville slutte på en anden måde en jeg havde forventet, men på det tidspunkt var der stadig noget over 50 sider tilbage, så det indså jeg hurtigt ikke var tilfældet. At den slutter som den gør passer vel egentlig også ganske godt til bogen og dens personer. Så ja, jeg syntes det er en rigtig fin kærlighedsbog, som jeg da blev en smule rørt over, og Hoover har da bestemt fundet sig en niche at skrive i (siger jeg, selvom jeg kun har læst en af hendes bøger), så det kan da godt være jeg skal læse et par andre af hendes, eftersom stilen også er ligetil.

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading

Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

My Lady Jane (Hand, Ashton & Meadows, 2016)

The comical, fantastical, romantical, (not) entirely true story of Lady Jane Grey. In My Lady Jane, coauthors Cynthia Hand, Brodi Ashton, and Jodi Meadows have created a one-of-a-kind fantasy in the tradition of The Princess Bride, featuring a reluctant king, an even more reluctant queen, a noble steed, and only a passing resemblance to actual history—because sometimes history needs a little help.

At sixteen, Lady Jane Grey is about to be married off to a stranger and caught up in a conspiracy to rob her cousin, King Edward, of his throne. But those trifling problems aren’t for Jane to worry about. Jane is about to become the Queen of England.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7a

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog kom på min radar for en del måneder siden, så da jeg modtog den i en Owlcrate blev jeg bare endnu mere glad. Jeg startede med den som lydbog, og hertil må jeg også sige at oplæseren af den engelske lydbog er helt fænomenal. Hun har den helt perfekte accent og indlevelse i bogen, som gør oplevelse af lydbogen det meget mere bedre. Som historien skred frem, skiftede jeg lidt mellem at høre lydbogen og selv læse, hvilket fungerede helt fint, for på mange punkter kunne jeg faktisk stadig forestille mig oplæseren for mit indre øre når jeg selv læste.

My Lady Jane er historien om Jane Grey, som var en virkelig person i den engelske kongefamilie, og mange af de andre personer man bliver præsenteret for igennem bogen var også virkelige personer i den engelske kongefamilie og resten af den europæiske kongefamilie. Og mange af begivenhederne fandt også sted, men det er vist også der at fakta-delen i bogen stopper. Resten er helt igennem det pureste opspind fra de tre forfattere for at skabe en underholdende historie. Og det må man sige at de også får gjort! Jeg var i hvert fald gedigent underholdt fra første til sidste kapitel.

”Jane couldn’t seem to catch her breath. (And it wasn’t just that her corset was too tight, although it was. Extremely.) She’d always known she’d have to get married, of course. The string of destitute ex-fiancés could not continue forever. But to someone who’d spent time with dozens – maybe hundreds – of women, how could she compare?”

Bogen er fortalt fra 3 synspunkter; Jane, hendes fætter kong Edward og hendes kommende mand, Gifford. Rækkefølgen er fastlagt, og den bliver der ikke rigtig pillet ved, hvilket irriterede mig en smule til at starte med, men som historien skred frem, så var det faktisk rart at jeg kunne forudsige hvem det efterfølgende kapitel ville blive fortalt af – det gav mig en lille ting at se frem til. Især kapitlerne fra Janes synspunkt syntes jeg var rigtig fine, hun er den inkarnerede bogorm, og selv i den tid hun levede, kan jeg lige forestille mig hvordan hun kunne finde på at medbringe en bog hvor end hun skulle hen. Gifford blev jeg faktisk også ret glad for som historien skred frem, selvom han var lidt af en kujon fra tid til anden. Edward kan jeg stadig ikke helt finde ud hvordan jeg har det med, han var lidt sværere at forholde sig til. Det hænger nok mest sammen med, at han så vidt jeg ved aldrig nogensinde fik mulighed for at sidde på tronen inden han faktisk døde.

img_6020

”Every violent sound that pierced the night air could be the harbinger of her death. The death of his wife. His beloved. G loved her. But he hadn’t told her he loved her. She had begged him to stay, and he’d wanted to, especially given the way she had kissed him. How had a girl like Jane kissed him like that?”

Udover det historiske aspekt som den her historie helt klart har – om end i deres egen version – så har den også den ungdommelige kærlighed, for Jane skal kun forestille at være 16 år gammel. Tilsæt dertil en omgang overnaturlig magi og shapeshifting og så kan det næsten ikke blive bedre. Verden i den her version er delt ind i almindelige mennesker, og så dem der kan forvandle sig til et udvalgt dyr. Her hunger Jane næsten efter at kunne forvandle sig til et dyr, og det kommer også til at præge historien på flere punkter, som jeg ikke vil nævne for ikke at spoile for meget. Jeg vil dog sige, at den her inddeling af folk som almindelige og dyr-skiftere var ret interessant, for den kan afspejles i så mange andre samfund, og viser bare at vi som folk altid vil finde et eller andet galt med en eller anden folkemængde for at skille ’os’ fra ’dem’.

Jeg var næsten tryllebundet af den her historie lige fra side et, og blev det kun mere og mere for hvert kapitel. Den har en rigtig spændende historie med drama og intriger og forræderi. Den har romantik, som ikke opstår lige med det samme, men ligger under overfladen og titter frem fra tid til anden. Den har magi der påvirker samfundet i flere aspekter. Og alle de ting spiller sammen til at skabe fængslende historie, som ikke mindst er sjov. For de tre forfattere har tydeligvis haft en fest da de skrev den her bog, det kan mærkes. De kommer med spydige bemærkninger enkelte steder, og indskyder hele paragraffer om det ene eller det andet, alt sammen med henblik på at iscenesætte komikken i historien. Mange vil måske finde den slags indblanding irriterende, men jeg nød det, for det gav virkelig komikken et spark med deres kvikke bemærkninger. Til slut vil jeg bare sige at hvis man er til historie, romantik og magi så skal man straks give sig i kast med den her historie.

Continue Reading

Outlander (Diana Gabaldon, 1991)

The year is 1945. Claire Randall, a former combat nurse, is just back from the war and reunited with her husband on a second honeymoon when she walks through a standing stone in one of the ancient circles that dot the British Isles. Suddenly she is a Sassenach—an “outlander”—in a Scotland torn by war and raiding border clans in the year of Our Lord…1743.

Hurled back in time by forces she cannot understand, Claire is catapulted into the intrigues of lairds and spies that may threaten her life, and shatter her heart. For here James Fraser, a gallant young Scots warrior, shows her a love so absolute that Claire becomes a woman torn between fidelity and desire—and between two vastly different men in two irreconcilable lives.

(Tekst fra goodreads)

img_5393

Bogen får  5 ud af 5 stjerner.

Jeg har hørt meget om Outlander på nettet og fra andre i rigtig lang tid, og i sommerferien fik jeg fat i den første bog, for at se hvorvidt det ville være noget for mig. Jeg vidste fra starten at det var en historie der havde med tidsrejser at gøre, og at den foregik i Skotland, og allerede på bare de to punkter var historien solgt ret godt til mig. Jeg elsker Skotland og tidsrejser i bøger er også bare et hit. Så man kan godt sige jeg havde ret store forventninger til den her bog, og heldigvis blev stort set alle sammen indfriet, også nogle jeg måske ikke var klar over jeg havde til bogen.

Claire som hovedperson fungerer både godt og skidt for mit vedkommende. På den ene side falder hun i hak på mange måder når hun lander i fortidens Skotland, og hun har ben nok i næsen til at ikke at blive fuldstændig panisk over de mindste ting. Hun tager tingene i stiv arm, lige indtil det bliver for meget for hende. For der var punkter hvor hun blev lidt for klynkende over sin situation og de ting hun næsten blev tvunget til at gøre for overlevelse. Jeg kan huske at jeg flere gange, blev irriteret over hendes klagesang over hendes dårlige skyldfølelse for sin første mand, på trods af at hun befinder sig ret tilfreds i sit nye ægteskab. Nogle gange blev det bare for meget, men heldigvis skete der så mange andre ting at det alligevel hurtigt var glemt.

”Still, I had to admit that he was responsible for my not marrying in grey serge. Marrying. Oh, God. Buoyed temporarily by port wine and cream lace, I had momentarily managed to ignore the significance of the occasion. I gripped the banister as fresh realization hit like a blow in the stomach.”

Dynamikken mellem Claire og Jamie overraskede mig, for selvom jeg godt ved at forfatteren har skabt hele scenarioet, så var det måske ikke lige det forhold jeg ville have set for mig. I starten var Jamie ret uinteressant, men hans karakter trådte også mere og mere i kraft som historien skred frem, og jeg kunne rigtig godt lide måden tingene blev afsløret løbende hen af vejen, så man ikke fik alle detaljer på en gang, og der stadig var noget at se frem til på den måde.

img_5395

Den stemning der bliver skabt af Skotland var fortryllende. Jeg kunne nemt forestille mig hvordan de store skove så ud, hvordan de gamle slotte ville se ud på lang afstand, og hvordan det ville være at befinde sig i de store sale med alle mænd i kilte omkring mig. Det kunne virkelig mærkes at Gabaldon har gjort sin research for den her bog og det univers hun har sat sammen. Jeg er vild med det historiske aspekt der også kommer ind over bogen, og hvordan Claire desperat med sin viden om fremtiden forsøger at redde dem hun holder af.

”Rationality did not appear to be helping much. I turned to emotion, and began, shrinking from the task, to reconstruct the details of my married lives – first with Frank, then with Jamie. The only result of this was to leave me shattered and weeping, the tears forming icy trails on my face.”

Jeg ved at den her historie har delt vandende meget klart hos dem der har læst dem. Der er dem der enten elsker dem, og så er der dem der hader dem. Jeg må indrømme at jeg melder mig i den første gruppe. For jo, selvom bogen har sine små mangler så opvejer resten småtingene. Jeg kunne næsten ikke ligge bogen fra mig i de dage jeg læste den, og da jeg var halvvejs igennem den, begyndte jeg på den første sæson af tv-serien, hvilket gav en helt særlig oplevelse af bogen. Det jeg blot er spændt på af de næste bøger, er hvordan Gabaldon har tænkt sig at stykke dem sammen. Jeg har smuglæst mig lidt til at Claire skal forestille at kunne rejse frem og tilbage mellem 1600-tals Skotland og 1900-tals England, hvilket jeg ikke helt kan forholde mig til, for i mit hoved valgte hun at blive i Skotland hos Jamie, og at hun pludselig skal forestille at være tilbage vil jeg lige skulle vende mig til, men det må jeg læse mig frem til.

Continue Reading

Emmy & Oliver (Robin Benway, 2015)

Emmy’s best friend, Oliver, reappears after being kidnapped by his father ten years ago. Emmy hopes to pick up their relationship right where it left off. Are they destined to be together? Or has fate irreparably driven them apart?

Emmy just wants to be in charge of her own life. She wants to stay out late, surf her favorite beach—go anywhere without her parents’ relentless worrying. But Emmy’s parents can’t seem to let her grow up—not since the day Oliver disappeared.

Oliver needs a moment to figure out his heart. He’d thought, all these years, that his dad was the good guy. He never knew that it was his father who kidnapped him and kept him on the run. Discovering it, and finding himself returned to his old hometown, all at once, has his heart racing and his thoughts swirling.

Emmy and Oliver were going to be best friends forever, or maybe even more, before their futures were ripped apart. In Emmy’s soul, despite the space and time between them, their connection has never been severed. But is their story still written in the stars? Or are their hearts like the pieces of two different puzzles—impossible to fit together?

(Tekst fra goodreads)

img_5422

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Emmy & Oliver er endnu en super sød, og rigtig fluffy – ja, jeg bruger ordet fluffy om bøger – ungdomsroman, der bare gerne vil være lige netop det. Den handler både om at finde sig selv, men også om at indse hvordan verden til tider kan hænge sammen, og bare fordi man elsker nogen, bliver man også nødt til at give slip og lade dem være, fordi ens kærlighed måske kan være for meget. Men fremfor alt så er det også en bog om at finde hinanden igen, efter at have været skilt ad of tro man aldrig ville finde hinanden igen.

Bogen følger Emmy, som er enebarn, og som konsekvens efter hendes bedste barndomsven blev bortført, har fået det mest overbeskyttende forældre man kan forestille sig. Alligevel ser det ud til at Emmy lever et nogenlunde normalt lidt; hun går i skole og er sammen med sine venner, hvor de laver normale teenager-ting, hun tænker på hvor hun skal gå på college, hun tjener sine lommepenge ved at babysitte for naboen. Men hun tænker også stadigvæk meget på Oliver, for lige inden han blev taget af sin far, havde han skrevet at han godt kunne lide Emmy. Og måske som mere end en ven, og den tanke har siddet fast i Emmys minder i al denne tid. Da det pludselig går op for Emmy at Oliver er fundet, og vil vende hjem, begynder det straks at sætte en masse tanker i gang.

Emmy som fortæller af den her historie fungerer rigtig godt. På en eller anden mærkelig vis er hun i stand til at sætte sig i flere forskellige sko, og se sagen fra flere vinkler, ud over sin egen, som i forvejen er kompliceret af hendes følelser. Det hele kommer til udtryk i de samtaler og til tider mærkværdige situationer som Emmy kommer til at befinde sig i, og jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af hende til tider. For som vi alle godt ved, så kan børn virkelig være onde, og ikke mindst teenagere. Man skulle tro at det at være blevet ’kidnappet’ af sin far, ville give lidt frirum fra mobbere og drillerierne, men tværtimod er det bare som om det inviterer til mere af den slags, og som tidligere ven til Oliver, bliver Emmy også trukket ind i det.

I det hele taget kommer Emmy til at fungere som mellemmand hele tiden. Jeg syntes det var lidt synd for hende, men så igen, det fungerede, og fordi hun netop kunne se det hele fra alles vinkler, gav det også god mening. Alle scenerne med Oliver var simpelthen de bedste, det kan jeg lige så godt indrømme. Det var de typiske, akavede scener hvor man skulle tro de mødtes for første gang, og ikke genmødtes efter 10 års adskillelse. På mange punkter begyndte de hvor de slap, hvilket mærkedes i kemien mellem dem, og deres samtaler, mens på andre punkter skulle de begynde helt forfra, hvilket afspejlede sig i de ting deres samtaler drejede sig om.

En af de finere ting ved den her historie, som jeg syntes den kom elegant om, var hele det faktum at det ikke kun er personen der bliver ’kidnappet’ som skal tilpasse sig til en ny/gammel hverdag. Det kan godt være det er denne person det er hårdest for, men alle andre involverede har det næsten ligeså hårdt, og det var noget jeg syntes den her historie skildrede rigtig fint. Og det var flere personer dette blev illustreret igennem, så man ikke kun så det fra familiens, men også venner og skolekammerater. Det var også fint hvordan bogen skildrede at forældre kan træffe nogle virkelige dårlige valg, som Olivers far i det her tilfælde har gjort. Hvad jeg syntes var godt ved slutningen, var at Olivers far stod ved sine fejl, og ikke forsøgte at fralægge sig sit ansvar. Alt i alt er det en rigtig sød ungdomsbog, som alligevel behandler er ret alvorligt emne.

Continue Reading

Attachments (Rainbow Rowell, 2011)

It’s 1999 and the internet is still a novelty. At a newspaper office, two colleagues, Beth and Jennifer, e-mail back and forth, discussing their lives in hilarious details, from love troubles to family dramas. And Lincoln, a shy IT guy responsible for monitoring e-mails, spends his hours reading every exchange.

At first their e-mails offer a welcome diversion, but the more he reads, the more he finds himself falling for one of them. By the time Lincoln realises just how head-over-heels he is, it’s too late to introduce himself. After a series of close encounters, Lincoln eventually decides he must follow his heart… and find out if there is such a thing as love before first sight.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5076

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Rainbow Rowell kan efterhånden siges at være ny dronning inden for realistisk og enormt rørende historier, både til unge og voksne. Attachments er en af disse til voksne, og det er historien om at finde kærligheden et meget underligt sted. Lincoln er vores hovedperson, og allerede da det blev klart at historien skulle fortælles fra en mands synspunkt var jeg meget interesseret. Det er ikke så tit man læser kærlighedsbøger set fra mandens synspunkt, så jeg tænkte det var spændende at se hvordan kærligheden ville blomstre den vej, og hvordan den så vil udspille sig.

Lincoln er en meget sympatisk ung mand. Han bliver beskrevet lidt nørdet, og ærlig talt så møder vi ham på det måske dårligste tidspunkt i hans liv. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at hold en lille smule af Lincoln, allerede fra start at. For selvom han bor hjemme hos sin mor, hvilket måske ikke er det mest tiltrækkende hos en ung mand, så fik man derigennem også et indblik i hvilket forhold han havde til sin mor, og det sagde også en hel del om Lincoln som person. I det hele taget, jo mere jeg læste om Lincoln jo mere forelskede jeg mig også lidt i ham. Han var alle dele følsom og usikker til at man bare fik lyst til at give ham et ordentlig smækkys på kinden. Jeg var især glad for de passager hvor hans følelser begynder at vise sig mere og mere, og udvikle sig.

”She was talking to him about her dog. Her dead dog, I think. Actually, there’s a chance she was talking about a dead child, but I don’t think so. Anyway. Doris was talking about her dog, and My Cute Guy was listening attentively and asking follow-up questions, nodding his head. (It was very involved. I don’t think they even noticed me ogling.) He could not have been nicer.”

Ud over Lincoln, er der de to kvinder Beth og Jennifer, hvis e-mails han arbejde til dels består i at læse. Allerede der har vi overtrådt en grænse, men når Lincoln gør det, så gjorde det ikke så meget. For det er igennem disse mails at Lincoln udvikler sine følelser, og jeg må da indrømme at jeg også blev mere og mere nysgerrig for at læse mail korrespondancerne for at høre om hvad der skete i Beth og Jennifers liv. For de var fyldt med humor i deres udvekslinger. Jeg kunne ikke lade være med også at føle for dem, og det der skete for dem. Jeg sad flere gange og håbede på at Beth havde droppet sin taber af en kæreste, men jeg måtte vente længe før det skete, ligesom Lincoln.

IMG_5078

”Ludicrous. It didn’t change anything, knowing that Beth was single. Had been single for weeks. For practically months. What did that change? Nothing, right? Nothing, really.”

Den her bog ramte mig lige i hjertet med lige dele følelsesangst og den der fornemmelse man får i maven af at se en sød fyr. Jeg heppede hele tiden på Lincoln, og selvom jeg tit forventede at han ville gøre et eller andet dumt, så gjorde han det ikke, og hvis han gjorde det indirekte, så fik det ham blot til at virke som en sødere fyr. Den sidste fjerdedel af bogen kunne jeg ikke ligge den fra mig – jeg måtte bare vide hvad der ville ske. For pludselig var der ikke mail korrespondancerne at læse mere. Og et kort øjeblik var jeg bange for at Rowell havde skrevet en helt anden slutning end den jeg håbede på.

Min tålmodighed blev heldigvis belønnet og mit hjerte kunne ånde lettet igen, for selvfølgelig skaber Rowell en rørende og alt for kort slutning, hvor vi som læser får det vi har siddet på nåle og sukket efter. Jeg syntes i hvert fald godt at der kunne have været et kapitel eller to mere til sidst for at indfri de forventninger jeg fik opbyggede hele bogen igennem. For selvfølgelig skal den ende godt, den kan ikke andet, og når det sker, vil man bare gerne kunne side og svælge lidt mere i romantikken.

Med foruden at Rowell har skrevet en enormt fængende kærlighedshistorie, så inddrager hun også nogle meget virkelig emner, som kvinder især vil kunne genkende. Måden hun gør det på er meget fin og subtil at de ikke tager fokus fra den egentlige historie, men alligevel påvirker det historien og personerne, så man bliver nødt til at tage stilling til det. Det syntes jeg i sig selv er en bedrift, når man tager i betragtning hvilke ret tunge, seriøse emner det er Rowell har bragt på banen i denne bog. På trods af de tunge emner som nævnt her til sidst, så syntes jeg man skal læse Attachments hvis man har brug for en god dosis rigtig fængende kærlighedsroman der går dig lige i hjertet.

Continue Reading