Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading

Movie of the Month #04 – Valentins

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

Denne måneds filmfokus er lidt anerledes end sædvanligt. Jeg har ikke den store tid til over til at gå i biografen for tiden, ej heller koncentration til at se mange nye store film herhjemme. Men, men, derfor syntes jeg ikke I skal snydes for lidt filmmagi, eller i hvert fald inspiration til samme. Eftersom i morgen er Valentins dag (og hele verden skal gøre dette bemærket, ingen undtagelse her) og du måske ikke lige har overskud til at sætte dig med en hel bog af romantisk kvalitet, har jeg samlet 5 små filmperler af romantisk kvalitet, som du måske bedre finder overskud til at se. Hovedsagen er at de alle har rødder i bøgernes verden, og hvis man har modet kan man altid læse bogen bag filmen bagefter.

  1. Pride & Prejudice

Man kan næsten ikke lave en liste uden at have P&P derpå, især ikke når det kommer til romantik. Det kan godt være at Austen ikke arbejder med den flamboyante romantik som vi er vant til i dag, men den subtile og dybe romantik er nogle gange lige så god, hvis ikke bedre. Hvad enten man vælger den klassiske BBC version eller den nyere 2005 udgave, så er historien tidsløs og altid hver et gensyn. Det er lige meget om vi har besøgt Lizzie og Mr Darcy utallige af gange, man kan altid falde i svime over de dybtfølte kærlighedserklæringer imellem de to. Og hvis man vælger den klassiske BBC udgave kan man sætte sig til rette til 5 underholdende timer.

Mange siger at Austens bøger kan være svære at læse sig igennem, hvilket jeg sommetider godt kan se, og her kan diverse filmatiseringer være en hjælp, hvis man har modet på at læse bøgerne bagefter.

  1. The Notebook

Jeg tror efterhånden ikke man vil kunne finde en ung kvinde i dette 21 århundrede, som ikke har set The Notebook. Nicholas Sparks har efterhånden sat sig godt og grundigt fast på den plads der hedder ulykkelig kærlighed, men som vi alligevel ikke kan få nok af. Historien om Noah og Allie spænder sig over et helt liv, og man kan ikke lade være med at føle sammen med dem. Man skal blot huske at have lommetørklæder klar til denne romantiker.

Jeg har ikke selv læst bogen bag denne film, men har ladet mig fortælle at måden den bliver fortalt på er ganske anerledes end filmen, hvilket forandrer en del ved historien.

  1. Gone with the Wind

En anden klassiker vi næsten heller ikke kan komme udenom er Gone with the Wind. Historien om den viljestærke Scarlet og den standhaftige Rhett har trodset mange år, og står stadig stærk som en fortaler for tidernes romantik. Det er den klassiske fortælling om hvem der skal forestille at stå stærkest i forholdet, og hvem vedholder den plads, nogle gange på bekostning af kærligheden.

Bogen bag filmen skulle være noget lang, og jeg må indrømme at jeg aldrig selv har fået den læst. Igen er det nogle gange rart at kunne sætte sig til rette med filmen i stedet for, og så tænke sig til den dag man får tiden til at læse bogen.

  1. Me Before You

Hvor vi i de sidste 10-20 år havde Nicholas Sparks, har vi i de ca. seneste 5 år yderligere haft Jojo Moyes til at få os til at sukke efter kærligheden og græde i stride strømme. Det er ikke mindst hvad hun gør med Mig før dig og historien om Lou og Will, der er dømt til at mislykkedes fra start af. Alligevel sidder vi utålmodigt og venter på de berømte ord, og håber på en bedre slutning, selvom vi ved den aldrig kommer. Det er endnu en film hvor lommetørklæder vil være en rigtig god ide.

For en gangs skyld er det en af de film, der følger bogen rigtig flot, og begge dele er fantastiske, som du kan læse lidt mere om her.

  1. Bridget Jones

Som en sidste, måske lidt mere let romantisk film, har jeg valgt Bridget Jones. Det er den lidt ukonventionelle kærlighed, men måske også den mest realistiske af sin slags, som de fleste single kvinder vil kunne forholde sig til i dag. Hvad enten man ser den første, den anden eller den tredje film, så vil man holde med Bridget som formodet singlepige, men samtidig sidde og håbe på prinsen på den hvide hest kommer og redder hende til slut.

Dette er en af de sjældne gange hvor jeg foretrækker filmene over bøgerne, og det hænger muligvis sammen med at jeg har set filmene så mange gange før jeg nogensinde fik taget mig sammen til at læse bøgerne.

Jeg håber I føler I har fået lidt valgmuligheder til i morgen aften, hvis I skulle sidde alene. Eller hvis I sidder veninderne sammen, eller sammen med kæresten. Uanset hvad, så kan man næsten altid finde nogle man kan sidde sammen med i sofaen og nyde en god film.

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer alle sammen i morgen.

Continue Reading

My Lady Jane (Hand, Ashton & Meadows, 2016)

The comical, fantastical, romantical, (not) entirely true story of Lady Jane Grey. In My Lady Jane, coauthors Cynthia Hand, Brodi Ashton, and Jodi Meadows have created a one-of-a-kind fantasy in the tradition of The Princess Bride, featuring a reluctant king, an even more reluctant queen, a noble steed, and only a passing resemblance to actual history—because sometimes history needs a little help.

At sixteen, Lady Jane Grey is about to be married off to a stranger and caught up in a conspiracy to rob her cousin, King Edward, of his throne. But those trifling problems aren’t for Jane to worry about. Jane is about to become the Queen of England.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7a

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog kom på min radar for en del måneder siden, så da jeg modtog den i en Owlcrate blev jeg bare endnu mere glad. Jeg startede med den som lydbog, og hertil må jeg også sige at oplæseren af den engelske lydbog er helt fænomenal. Hun har den helt perfekte accent og indlevelse i bogen, som gør oplevelse af lydbogen det meget mere bedre. Som historien skred frem, skiftede jeg lidt mellem at høre lydbogen og selv læse, hvilket fungerede helt fint, for på mange punkter kunne jeg faktisk stadig forestille mig oplæseren for mit indre øre når jeg selv læste.

My Lady Jane er historien om Jane Grey, som var en virkelig person i den engelske kongefamilie, og mange af de andre personer man bliver præsenteret for igennem bogen var også virkelige personer i den engelske kongefamilie og resten af den europæiske kongefamilie. Og mange af begivenhederne fandt også sted, men det er vist også der at fakta-delen i bogen stopper. Resten er helt igennem det pureste opspind fra de tre forfattere for at skabe en underholdende historie. Og det må man sige at de også får gjort! Jeg var i hvert fald gedigent underholdt fra første til sidste kapitel.

”Jane couldn’t seem to catch her breath. (And it wasn’t just that her corset was too tight, although it was. Extremely.) She’d always known she’d have to get married, of course. The string of destitute ex-fiancés could not continue forever. But to someone who’d spent time with dozens – maybe hundreds – of women, how could she compare?”

Bogen er fortalt fra 3 synspunkter; Jane, hendes fætter kong Edward og hendes kommende mand, Gifford. Rækkefølgen er fastlagt, og den bliver der ikke rigtig pillet ved, hvilket irriterede mig en smule til at starte med, men som historien skred frem, så var det faktisk rart at jeg kunne forudsige hvem det efterfølgende kapitel ville blive fortalt af – det gav mig en lille ting at se frem til. Især kapitlerne fra Janes synspunkt syntes jeg var rigtig fine, hun er den inkarnerede bogorm, og selv i den tid hun levede, kan jeg lige forestille mig hvordan hun kunne finde på at medbringe en bog hvor end hun skulle hen. Gifford blev jeg faktisk også ret glad for som historien skred frem, selvom han var lidt af en kujon fra tid til anden. Edward kan jeg stadig ikke helt finde ud hvordan jeg har det med, han var lidt sværere at forholde sig til. Det hænger nok mest sammen med, at han så vidt jeg ved aldrig nogensinde fik mulighed for at sidde på tronen inden han faktisk døde.

img_6020

”Every violent sound that pierced the night air could be the harbinger of her death. The death of his wife. His beloved. G loved her. But he hadn’t told her he loved her. She had begged him to stay, and he’d wanted to, especially given the way she had kissed him. How had a girl like Jane kissed him like that?”

Udover det historiske aspekt som den her historie helt klart har – om end i deres egen version – så har den også den ungdommelige kærlighed, for Jane skal kun forestille at være 16 år gammel. Tilsæt dertil en omgang overnaturlig magi og shapeshifting og så kan det næsten ikke blive bedre. Verden i den her version er delt ind i almindelige mennesker, og så dem der kan forvandle sig til et udvalgt dyr. Her hunger Jane næsten efter at kunne forvandle sig til et dyr, og det kommer også til at præge historien på flere punkter, som jeg ikke vil nævne for ikke at spoile for meget. Jeg vil dog sige, at den her inddeling af folk som almindelige og dyr-skiftere var ret interessant, for den kan afspejles i så mange andre samfund, og viser bare at vi som folk altid vil finde et eller andet galt med en eller anden folkemængde for at skille ’os’ fra ’dem’.

Jeg var næsten tryllebundet af den her historie lige fra side et, og blev det kun mere og mere for hvert kapitel. Den har en rigtig spændende historie med drama og intriger og forræderi. Den har romantik, som ikke opstår lige med det samme, men ligger under overfladen og titter frem fra tid til anden. Den har magi der påvirker samfundet i flere aspekter. Og alle de ting spiller sammen til at skabe fængslende historie, som ikke mindst er sjov. For de tre forfattere har tydeligvis haft en fest da de skrev den her bog, det kan mærkes. De kommer med spydige bemærkninger enkelte steder, og indskyder hele paragraffer om det ene eller det andet, alt sammen med henblik på at iscenesætte komikken i historien. Mange vil måske finde den slags indblanding irriterende, men jeg nød det, for det gav virkelig komikken et spark med deres kvikke bemærkninger. Til slut vil jeg bare sige at hvis man er til historie, romantik og magi så skal man straks give sig i kast med den her historie.

Continue Reading

Outlander (Diana Gabaldon, 1991)

The year is 1945. Claire Randall, a former combat nurse, is just back from the war and reunited with her husband on a second honeymoon when she walks through a standing stone in one of the ancient circles that dot the British Isles. Suddenly she is a Sassenach—an “outlander”—in a Scotland torn by war and raiding border clans in the year of Our Lord…1743.

Hurled back in time by forces she cannot understand, Claire is catapulted into the intrigues of lairds and spies that may threaten her life, and shatter her heart. For here James Fraser, a gallant young Scots warrior, shows her a love so absolute that Claire becomes a woman torn between fidelity and desire—and between two vastly different men in two irreconcilable lives.

(Tekst fra goodreads)

img_5393

Bogen får  5 ud af 5 stjerner.

Jeg har hørt meget om Outlander på nettet og fra andre i rigtig lang tid, og i sommerferien fik jeg fat i den første bog, for at se hvorvidt det ville være noget for mig. Jeg vidste fra starten at det var en historie der havde med tidsrejser at gøre, og at den foregik i Skotland, og allerede på bare de to punkter var historien solgt ret godt til mig. Jeg elsker Skotland og tidsrejser i bøger er også bare et hit. Så man kan godt sige jeg havde ret store forventninger til den her bog, og heldigvis blev stort set alle sammen indfriet, også nogle jeg måske ikke var klar over jeg havde til bogen.

Claire som hovedperson fungerer både godt og skidt for mit vedkommende. På den ene side falder hun i hak på mange måder når hun lander i fortidens Skotland, og hun har ben nok i næsen til at ikke at blive fuldstændig panisk over de mindste ting. Hun tager tingene i stiv arm, lige indtil det bliver for meget for hende. For der var punkter hvor hun blev lidt for klynkende over sin situation og de ting hun næsten blev tvunget til at gøre for overlevelse. Jeg kan huske at jeg flere gange, blev irriteret over hendes klagesang over hendes dårlige skyldfølelse for sin første mand, på trods af at hun befinder sig ret tilfreds i sit nye ægteskab. Nogle gange blev det bare for meget, men heldigvis skete der så mange andre ting at det alligevel hurtigt var glemt.

”Still, I had to admit that he was responsible for my not marrying in grey serge. Marrying. Oh, God. Buoyed temporarily by port wine and cream lace, I had momentarily managed to ignore the significance of the occasion. I gripped the banister as fresh realization hit like a blow in the stomach.”

Dynamikken mellem Claire og Jamie overraskede mig, for selvom jeg godt ved at forfatteren har skabt hele scenarioet, så var det måske ikke lige det forhold jeg ville have set for mig. I starten var Jamie ret uinteressant, men hans karakter trådte også mere og mere i kraft som historien skred frem, og jeg kunne rigtig godt lide måden tingene blev afsløret løbende hen af vejen, så man ikke fik alle detaljer på en gang, og der stadig var noget at se frem til på den måde.

img_5395

Den stemning der bliver skabt af Skotland var fortryllende. Jeg kunne nemt forestille mig hvordan de store skove så ud, hvordan de gamle slotte ville se ud på lang afstand, og hvordan det ville være at befinde sig i de store sale med alle mænd i kilte omkring mig. Det kunne virkelig mærkes at Gabaldon har gjort sin research for den her bog og det univers hun har sat sammen. Jeg er vild med det historiske aspekt der også kommer ind over bogen, og hvordan Claire desperat med sin viden om fremtiden forsøger at redde dem hun holder af.

”Rationality did not appear to be helping much. I turned to emotion, and began, shrinking from the task, to reconstruct the details of my married lives – first with Frank, then with Jamie. The only result of this was to leave me shattered and weeping, the tears forming icy trails on my face.”

Jeg ved at den her historie har delt vandende meget klart hos dem der har læst dem. Der er dem der enten elsker dem, og så er der dem der hader dem. Jeg må indrømme at jeg melder mig i den første gruppe. For jo, selvom bogen har sine små mangler så opvejer resten småtingene. Jeg kunne næsten ikke ligge bogen fra mig i de dage jeg læste den, og da jeg var halvvejs igennem den, begyndte jeg på den første sæson af tv-serien, hvilket gav en helt særlig oplevelse af bogen. Det jeg blot er spændt på af de næste bøger, er hvordan Gabaldon har tænkt sig at stykke dem sammen. Jeg har smuglæst mig lidt til at Claire skal forestille at kunne rejse frem og tilbage mellem 1600-tals Skotland og 1900-tals England, hvilket jeg ikke helt kan forholde mig til, for i mit hoved valgte hun at blive i Skotland hos Jamie, og at hun pludselig skal forestille at være tilbage vil jeg lige skulle vende mig til, men det må jeg læse mig frem til.

Continue Reading

Emmy & Oliver (Robin Benway, 2015)

Emmy’s best friend, Oliver, reappears after being kidnapped by his father ten years ago. Emmy hopes to pick up their relationship right where it left off. Are they destined to be together? Or has fate irreparably driven them apart?

Emmy just wants to be in charge of her own life. She wants to stay out late, surf her favorite beach—go anywhere without her parents’ relentless worrying. But Emmy’s parents can’t seem to let her grow up—not since the day Oliver disappeared.

Oliver needs a moment to figure out his heart. He’d thought, all these years, that his dad was the good guy. He never knew that it was his father who kidnapped him and kept him on the run. Discovering it, and finding himself returned to his old hometown, all at once, has his heart racing and his thoughts swirling.

Emmy and Oliver were going to be best friends forever, or maybe even more, before their futures were ripped apart. In Emmy’s soul, despite the space and time between them, their connection has never been severed. But is their story still written in the stars? Or are their hearts like the pieces of two different puzzles—impossible to fit together?

(Tekst fra goodreads)

img_5422

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Emmy & Oliver er endnu en super sød, og rigtig fluffy – ja, jeg bruger ordet fluffy om bøger – ungdomsroman, der bare gerne vil være lige netop det. Den handler både om at finde sig selv, men også om at indse hvordan verden til tider kan hænge sammen, og bare fordi man elsker nogen, bliver man også nødt til at give slip og lade dem være, fordi ens kærlighed måske kan være for meget. Men fremfor alt så er det også en bog om at finde hinanden igen, efter at have været skilt ad of tro man aldrig ville finde hinanden igen.

Bogen følger Emmy, som er enebarn, og som konsekvens efter hendes bedste barndomsven blev bortført, har fået det mest overbeskyttende forældre man kan forestille sig. Alligevel ser det ud til at Emmy lever et nogenlunde normalt lidt; hun går i skole og er sammen med sine venner, hvor de laver normale teenager-ting, hun tænker på hvor hun skal gå på college, hun tjener sine lommepenge ved at babysitte for naboen. Men hun tænker også stadigvæk meget på Oliver, for lige inden han blev taget af sin far, havde han skrevet at han godt kunne lide Emmy. Og måske som mere end en ven, og den tanke har siddet fast i Emmys minder i al denne tid. Da det pludselig går op for Emmy at Oliver er fundet, og vil vende hjem, begynder det straks at sætte en masse tanker i gang.

Emmy som fortæller af den her historie fungerer rigtig godt. På en eller anden mærkelig vis er hun i stand til at sætte sig i flere forskellige sko, og se sagen fra flere vinkler, ud over sin egen, som i forvejen er kompliceret af hendes følelser. Det hele kommer til udtryk i de samtaler og til tider mærkværdige situationer som Emmy kommer til at befinde sig i, og jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af hende til tider. For som vi alle godt ved, så kan børn virkelig være onde, og ikke mindst teenagere. Man skulle tro at det at være blevet ’kidnappet’ af sin far, ville give lidt frirum fra mobbere og drillerierne, men tværtimod er det bare som om det inviterer til mere af den slags, og som tidligere ven til Oliver, bliver Emmy også trukket ind i det.

I det hele taget kommer Emmy til at fungere som mellemmand hele tiden. Jeg syntes det var lidt synd for hende, men så igen, det fungerede, og fordi hun netop kunne se det hele fra alles vinkler, gav det også god mening. Alle scenerne med Oliver var simpelthen de bedste, det kan jeg lige så godt indrømme. Det var de typiske, akavede scener hvor man skulle tro de mødtes for første gang, og ikke genmødtes efter 10 års adskillelse. På mange punkter begyndte de hvor de slap, hvilket mærkedes i kemien mellem dem, og deres samtaler, mens på andre punkter skulle de begynde helt forfra, hvilket afspejlede sig i de ting deres samtaler drejede sig om.

En af de finere ting ved den her historie, som jeg syntes den kom elegant om, var hele det faktum at det ikke kun er personen der bliver ’kidnappet’ som skal tilpasse sig til en ny/gammel hverdag. Det kan godt være det er denne person det er hårdest for, men alle andre involverede har det næsten ligeså hårdt, og det var noget jeg syntes den her historie skildrede rigtig fint. Og det var flere personer dette blev illustreret igennem, så man ikke kun så det fra familiens, men også venner og skolekammerater. Det var også fint hvordan bogen skildrede at forældre kan træffe nogle virkelige dårlige valg, som Olivers far i det her tilfælde har gjort. Hvad jeg syntes var godt ved slutningen, var at Olivers far stod ved sine fejl, og ikke forsøgte at fralægge sig sit ansvar. Alt i alt er det en rigtig sød ungdomsbog, som alligevel behandler er ret alvorligt emne.

Continue Reading

Attachments (Rainbow Rowell, 2011)

It’s 1999 and the internet is still a novelty. At a newspaper office, two colleagues, Beth and Jennifer, e-mail back and forth, discussing their lives in hilarious details, from love troubles to family dramas. And Lincoln, a shy IT guy responsible for monitoring e-mails, spends his hours reading every exchange.

At first their e-mails offer a welcome diversion, but the more he reads, the more he finds himself falling for one of them. By the time Lincoln realises just how head-over-heels he is, it’s too late to introduce himself. After a series of close encounters, Lincoln eventually decides he must follow his heart… and find out if there is such a thing as love before first sight.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5076

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Rainbow Rowell kan efterhånden siges at være ny dronning inden for realistisk og enormt rørende historier, både til unge og voksne. Attachments er en af disse til voksne, og det er historien om at finde kærligheden et meget underligt sted. Lincoln er vores hovedperson, og allerede da det blev klart at historien skulle fortælles fra en mands synspunkt var jeg meget interesseret. Det er ikke så tit man læser kærlighedsbøger set fra mandens synspunkt, så jeg tænkte det var spændende at se hvordan kærligheden ville blomstre den vej, og hvordan den så vil udspille sig.

Lincoln er en meget sympatisk ung mand. Han bliver beskrevet lidt nørdet, og ærlig talt så møder vi ham på det måske dårligste tidspunkt i hans liv. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at hold en lille smule af Lincoln, allerede fra start at. For selvom han bor hjemme hos sin mor, hvilket måske ikke er det mest tiltrækkende hos en ung mand, så fik man derigennem også et indblik i hvilket forhold han havde til sin mor, og det sagde også en hel del om Lincoln som person. I det hele taget, jo mere jeg læste om Lincoln jo mere forelskede jeg mig også lidt i ham. Han var alle dele følsom og usikker til at man bare fik lyst til at give ham et ordentlig smækkys på kinden. Jeg var især glad for de passager hvor hans følelser begynder at vise sig mere og mere, og udvikle sig.

”She was talking to him about her dog. Her dead dog, I think. Actually, there’s a chance she was talking about a dead child, but I don’t think so. Anyway. Doris was talking about her dog, and My Cute Guy was listening attentively and asking follow-up questions, nodding his head. (It was very involved. I don’t think they even noticed me ogling.) He could not have been nicer.”

Ud over Lincoln, er der de to kvinder Beth og Jennifer, hvis e-mails han arbejde til dels består i at læse. Allerede der har vi overtrådt en grænse, men når Lincoln gør det, så gjorde det ikke så meget. For det er igennem disse mails at Lincoln udvikler sine følelser, og jeg må da indrømme at jeg også blev mere og mere nysgerrig for at læse mail korrespondancerne for at høre om hvad der skete i Beth og Jennifers liv. For de var fyldt med humor i deres udvekslinger. Jeg kunne ikke lade være med også at føle for dem, og det der skete for dem. Jeg sad flere gange og håbede på at Beth havde droppet sin taber af en kæreste, men jeg måtte vente længe før det skete, ligesom Lincoln.

IMG_5078

”Ludicrous. It didn’t change anything, knowing that Beth was single. Had been single for weeks. For practically months. What did that change? Nothing, right? Nothing, really.”

Den her bog ramte mig lige i hjertet med lige dele følelsesangst og den der fornemmelse man får i maven af at se en sød fyr. Jeg heppede hele tiden på Lincoln, og selvom jeg tit forventede at han ville gøre et eller andet dumt, så gjorde han det ikke, og hvis han gjorde det indirekte, så fik det ham blot til at virke som en sødere fyr. Den sidste fjerdedel af bogen kunne jeg ikke ligge den fra mig – jeg måtte bare vide hvad der ville ske. For pludselig var der ikke mail korrespondancerne at læse mere. Og et kort øjeblik var jeg bange for at Rowell havde skrevet en helt anden slutning end den jeg håbede på.

Min tålmodighed blev heldigvis belønnet og mit hjerte kunne ånde lettet igen, for selvfølgelig skaber Rowell en rørende og alt for kort slutning, hvor vi som læser får det vi har siddet på nåle og sukket efter. Jeg syntes i hvert fald godt at der kunne have været et kapitel eller to mere til sidst for at indfri de forventninger jeg fik opbyggede hele bogen igennem. For selvfølgelig skal den ende godt, den kan ikke andet, og når det sker, vil man bare gerne kunne side og svælge lidt mere i romantikken.

Med foruden at Rowell har skrevet en enormt fængende kærlighedshistorie, så inddrager hun også nogle meget virkelig emner, som kvinder især vil kunne genkende. Måden hun gør det på er meget fin og subtil at de ikke tager fokus fra den egentlige historie, men alligevel påvirker det historien og personerne, så man bliver nødt til at tage stilling til det. Det syntes jeg i sig selv er en bedrift, når man tager i betragtning hvilke ret tunge, seriøse emner det er Rowell har bragt på banen i denne bog. På trods af de tunge emner som nævnt her til sidst, så syntes jeg man skal læse Attachments hvis man har brug for en god dosis rigtig fængende kærlighedsroman der går dig lige i hjertet.

Continue Reading

Things we Know by Heart (Jessi Kirby, 2015)

When Quinn Sullivan meets the recipient of her boyfriend’s donated heart, the two form an unexpected connection.

After Quinn loses her boyfriend, Trent, in an accident their junior year, she reaches out to the recipients of his donated organs in hopes of picking up the pieces of her now-unrecognizable life. She hears back from some of them, but the person who received Trent’s heart has remained silent. The essence of a person, she has always believed, is in the heart. If she finds Trent’s, then maybe she can have peace once and for all.

Risking everything in order to finally lay her memories to rest, Quinn goes outside the system to track down nineteen-year-old Colton Thomas—a guy whose life has been forever changed by this priceless gift. But what starts as an accidental run-in quickly develops into more, sparking an undeniable attraction. She doesn’t want to give in to it—especially since he has no idea how they’re connected—but their time together has made Quinn feel alive again. No matter how hard she’s falling for Colton, each beat of his heart reminds her of all she’s lost…and all that remains at stake.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5015

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog er den perfekte bog til din sommerlæsning, hvis du lige har brug for noget sukkersødt og ekstremt fluffy. Og ja, jeg kan godt omtale bøger som fluffy, det er jo ikke fordi de er behårede i sig selv, men fordi indholdet bare er så ekstremt kærlighedssødt at det til tider kan være for meget, med mindre man lige er i humør til den slags – og til det, er den her bog lige perfekt. Det lyder måske ikke helt sådan ud fra bogens om-handlings-tekst; en pige der ikke kan komme sig helt over sin kærestes død og begynder at opsøge de personer som kærestens organer blev doneret til. Jep, det er en sikker katastrofe in the making. Og der kommer skam også en hel del dårlige følelser igennem Quinn, som vi får indblik i, men der er også rigtig mange søde ting at tage fat på.

Jeg må nok indrømme at jeg til at starte med var lidt irriteret på Quinn, for jo, det er utroligt synd for hende at hun har mistet sin kæreste, men hele ideen med at opsøge organdoner-modtagerne var til at starte med den dummeste ide hun kunne få. Jeg syntes også hun var alt for hård ved sig selv i den første halvdel af bogen, og lidt den sidste halvdel, men det var trods alt bedre. Hun giver ikke sig selv nok tiltro, og hun bliver ved med at tvinge sig selv til at have dårlig samvittighed over at hun kommer videre i sit liv, til trods for at det er hvad alle i hendes familie og omgangskreds bliver ved med at sige til hende at hun skal. Hendes måde at komme videre på kan vi så også diskutere.

Da Quinn og Colton begyndte at lære hinanden at kende, gik der ikke mere en et kapitel – som også var et af de første kapitler – før man sagtens kunne forudsige hvor det skulle bevæge sig hen, også til trods for Quinns konstante selvmedlidenhed og dårlige samvittighed. Hvis man ser bort fra det faktum at Colton har hendes ekskærestes hjerte, så er det den helt almindelige ungdommelige forelskelse, som enhver YA bog behandler. Men sådan er det jo ikke, for det der hjerte spiller bare en eller anden rolle, hvad end de to vil det eller ej. Det gjorde historien det lige mere interessant at læse om, også selvom det stadig var en smule forudsigeligt.

Der var dog også et par enkelte ting der irriterede mig, foruden Quinns hårde selvmedlidenhed fra tid til anden. Hele scenen med solsikken syntes jeg var lige i overkanten. Den blev en tand for meget for mig, og jeg blev lettere irriteret på forfatteren på at være så, ja cheasy kan jeg vist kun sige. Det var der slet ikke behov for, og slet ikke den måde Colton og ekskæresten lige pludselig blev sammenlignet som de gjorde, det var lidt for søgt i mine øjne.

I sidste ende er det alligevel en rigtig sød bog. Den har den perfekte mængde af sommerromance, så man sidder og bliver lidt blød i knæene, og måske kan tænke tilbage på sin egen første forelskelse, eller en sommerforelskelse på sidste års ferie, og hele den intense del der består i at lære hinanden at kende og opdage at begge parter så småt er ved at blive forelsket. Men der er også hjertesorg og heling af denne i bogen, for det at miste nogen er også hårdt, og at komme ovenpå igen kan være ekstremt svært. Det handler bare om at finde den rette vej til overfladen igen, så at sige. Der kan det muligvis diskuteres om vejen i denne historie er den rette, men om ikke andet så udgjorde det for en rigtig sød sommerhistorie.

Continue Reading

A Court of Mist and Fury (Sarah J Maas, 2016)

Feyre survived Amarantha’s clutches to return to the Spring Court—but at a steep cost. Though she now has the powers of the High Fae, her heart remains human, and it can’t forget the terrible deeds she performed to save Tamlin’s people.

Nor has Feyre forgotten her bargain with Rhysand, High Lord of the feared Night Court. As Feyre navigates its dark web of politics, passion, and dazzling power, a greater evil looms—and she might be key to stopping it. But only if she can harness her harrowing gifts, heal her fractured soul, and decide how she wishes to shape her future—and the future of a world cleaved in two.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4890

Bogen får 5 (x uendelig) ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er svær at skrive. Det er en uge siden jeg læste de sidste sider, og jeg er stadig ikke kommet mig. Det er længe siden jeg har haft sådan en book hangover, og har måtte finkæmme nettet for fanart og fanfiction for at indfri mit ønske om MERE, MERE, MERE. Så er det sagt, og I er advaret for en anmeldelse der kommer til at være præget af mange af de følelser jeg gennemgik da jeg læste den her bog. For jeg skal love for at jeg sad på kanten af sofaen, lænede mig godt tilbage og nød bogen, mens jeg også næsten bed negle ved flere lejligheder. Selvom der måske er knap så meget action i den her bog i forhold til den første, så er den alligevel 10 gange bedre end den første på grund af alt det andet der sker. Jeg bliver også nødt til at advare om spoilers, for jeg kan ikke snakke om den her bog uden at gå i detaljer!

Vi følger Feyre umiddelbart efter hendes succes Under Bjerget, men succes kommer altid med en pris, og for Feyre er det at leve med hvad hun har gjort, nu for al tid og evighed efter hun blev forvandlet til en fe ligesom dem hun nu skal leve sammen med. Ikke nok med at hun skal lære at begå sig som fe lige pludselig, hun har ovenikøbet fået diverse magiske kræfter med i købet, som hun endnu ikke helt kan kontrollere og med stærke følelsesudbrud gør det bare situationen meget værre. For Feyre kan ikke kontrollere sig selv emotionelt, hun er bogstavelig talt et følelsesmæssigt vrag, og selv det opkommende ægteskab til manden hun kæmpede så bravt for at redde, er måske ikke det lyspunkt hun ser ud til at have brug for.

Jeg elsker Feyre og hendes kampgejst. Sådan, nu har jeg sagt det. I den første bog var hun lidt på kanten til at være irriterende og ynkelig nogle gange (måske det havde noget at gøre med at hun var ’almindelig menneske’ dengang), men nu er jeg vild med hende! Hun er indbegrebet af den slags stærke kvindelige karakterer som Sarah J Maas efterhånden har gjort til sin mærkevare. Selvom det tager lidt tid for Feyre at udvikle sig til denne kick-ass-female, så var det også helt vild interessant at læse om hvordan hendes karakter næsten blev bygget op fra bunden. Jeg syntes måden Maas har gjort det, med at bryde Feyre helt ned, for så at være nødt til at forme hende igen til noget stærkere fungerede rigtig godt hele bogen igennem. For det var ikke uden forhindringer og prøvelser, som ikke alle sammen lykkedes. Sammenstødet med The Weaver var især nervepirrende, og jeg kan huske at de kapitler blev læst meget hurtigt for at finde ud af hvordan Feyre ville klare det.

”He meant it, too. Even if I could tell from the ire in his eyes that he didn’t like it. He’d bring me back to the Spring Court the moment I asked. Bring me back to silence, and those sentries, and a life of doing nothing but dressing and dining and planning parties. He crossed his ankle over a knee. ”I made you an offer when you first came here: help me, and food, shelter, clothing… All of it is yours.””

Den første halvdel af den her bog, for mig, handlede for det første lige om at sætte det hele sammen med hvad jeg kunne huske af hvad der var sket i den første bog. Det tog et par kapitler, men det gjorde mig ikke så meget, for det gav lidt ekstra til bogens mystik og de ting som Feyre kæmper med. Da Rhys endelig træder ind i billedet er det som om det hele bliver vendt på hovedet. Jeg sad hele tiden og tænkte at Tamlin var lidt af en (ærligt talt) svagpisser, taget i betragtning af hvad Feyre gjorde for hans skyld, og den måde han behandler hende på efterfølgende. Det er et meget patrikalt forhold, hvor hun næsten kun er der til hans fornøjelse og hendes rigtige følelser tæller ikke. Jeg syntes det er både skræmmende og imponerende at Maas kan sætte sådan et univers op, hvor der tilsyneladende ikke er pillet synderligt ved kønsrollerne, men alligevel har hun en håndfuld virkelig stærke kvinder, der bare sparker røv og ikke vil finde sig i noget.

Man kan jo ikke snakke om A Court of Mist and Fury uden at snakke om Rhysand. (SPOILERS!) Han skulle forestille at være skurken i det hele, men det viser sig stille og roligt at han er stik det modsatte. Stille og roligt igennem bogen viser Rhys sig mere og mere positivt, og han bliver ved med at overraske. Han har stadig sine hemmeligheder, men dem får vi også at vide senere i bogen, og pludselig giver det hele meget mere mening. Jeg må indrømme at jeg ikke helt havde set den del af historie komme, men når jeg ser tilbage på det hele, så passer det bare så godt sammen! De to skal jo bare være sammen, det giver meget bedre mening end med Tamlin. Tamlin er bogstaveligt talt et udyr i forhold til Rhys, og Tamlin lever også meget mere efter de ’gamle’ regler, hvor han faktisk betragter sig selv som herre over Feyre. Jeg mener, helt ærligt, det er så forkert på mere end en måde.

”I crawled over the bed to the side tucked almost against the slanted ceiling and shimmied beneath the quilt. Cool, crisp sheets wrapped around me like an icy hand. But my shiver was from something else entirely as the mattress shifted, the blanket moved, and then the two candles beside the bed went out. Darkness hit me at the same moment the warmth from his body did. It was an effort not to nudge toward it. Neither one of us moved, though.”

Mit hjerte blødte for Feyre og Rhysand i slutningen. Det gjorde det faktisk flere gange mange gange tidligere, for hold op det er en romance der er blevet bygget op til, men utallige flirts på tværs af dem begge to. Al den magi der spænder imellem dem, gør det heller ikke bedre. Men hold op en barsk slutning. Jeg kunne godt fornemme at der skulle en drastisk slutning til, men jeg havde trods alt ikke forventet lige det. Og endnu engang er det op til Feyre at opofre sig, fordi en flok mænd ikke kan tænke klart! Jeg indrømmer gerne at jeg græd til de sidste kapitler, og jeg nærmest skreg af frustration da der ikke var flere sider tilbage, for den slutning er så unfair som noget kan være. Det er helt urimeligt at vi nu skal vente et helt år mere næste, før at sidste bog i serien kommer.

IMG_4907

Den her bog leder også op til en meget større kamp i den sidste bog. Det står meget tydeligt at Amarantha fra den første bog kun var toppen af isbjerget, når det kommer til ondskab og decideret modbydelighed uden omtanke for andre. Da vi endelig bliver præsenteret for den øverste skurk af dem alle, er der i hvert fald ingen tvivl om at han ikke tager hensyn til mange andre end sig selv, og han hjælper kun andre hvis han får noget ud af det. Jeg er lidt nervøs for hvad han finder på i næste bog. I det hele taget er der mange ting jeg er nervøs over for den sidste bog.

Jeg ved ikke om jeg vil anbefale at læse bogen med det samme eller at vente. På den ene side ’LÆS DEN NU’ fordi den bare er fantastisk, men så kommer du til at sidde i samme desperate situation som mig, med trang til mere der bare ikke findes endnu. På den anden side ’VENT’, fordi så kan du læse den med kortere tid til sidste bog, så du ikke kommer til at sidde med samme desperate trang som jeg har lige nu. Uanset hvad, så syntes jeg bare du skal læse den. For Sarah J Maas er stille og roligt ved at indarbejde sig en plads som nye yndlingsforfatter.

Continue Reading

One Plus One (Jojo Moyes, 2014)

Suppose your life sucks. A lot. Your husband has done a vanishing act, your teenage stepson is being bullied and your math whiz daughter has a once-in-a-lifetime opportunity that you can’t afford to pay for. That’s Jess’s life in a nutshell—until an unexpected knight-in-shining-armor offers to rescue them. Only Jess’s knight turns out to be Geeky Ed, the obnoxious tech millionaire whose vacation home she happens to clean. But Ed has big problems of his own, and driving the dysfunctional family to the Math Olympiad feels like his first unselfish act in ages… maybe ever.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4397

Det er ingen hemmelighed at Jojo Moyes har knækket koden for rørende romaner, der formår at få sine læsere til at fælde en tårer. Men det er ikke en nødvendighed ved hendes romaner, og her er One Plus One et rigtig godt eksempel, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg lyttede til romanen her som lydbog, og den har den fine detalje at de fire primære karakterer som fortæller historien er læst op af hver deres skuespiller (dog forholdsvis ukendte, deres navne sagde i hvert fald ikke mig noget) så det bliver rigtig tydeligt for hvem der fortæller. I starten irriterede det mig en lille smule, men som bogen skred frem blev det faktisk rigtig fint. Det bidrog med en hel del til de karakterer der læste op.

Jess kæmper virkelig en brav kamp for at få hverdagen til at hænge sammen, hun arbejder flere jobs og spinker og sparrer hver en penny for at forsørge sig selv, sin datter og stedsøn. Eksmanden hører hun fra sporadisk over Skype, og privatlivet skrænter, hvis ikke det allerede er ikkeeksisterende. Ed virker udadtil til at have det hele, det store job med de store lønsedler og sommerhuset ved havet, når han ikke lige bor i storbyen. Af uransalige veje mødes de to og pludselig befinder de sig på en roadtrip der skal forandre deres liv, med Jess’ børn på slæb vel at mærke.

Lige fra starten blev jeg grebet af Jess’ og hendes liv; hun er indbegrebet af en opofrende mor, der vil gøre alt for sine børn, også selvom de biologisk ikke er hendes. Jeg fik hurtigt ondt af hende, og dømte hende ikke voldsomt for hendes handlinger, for alt hvad hun gjorde, gjorde hun primært for sine børn. Ed havde jeg lidt svært ved at forholde mig til, og jeg brød mig faktisk ikke synderligt om ham i starten af bogen. Han virkede mig en smule utiltalende og faktisk lidt af en nar i den måde han behandlede sig såkaldte kæreste. Det var som om han først blev ordentlig menneskelig da han kom i selskab med Jess og hendes børn.

Selvom man måske godt kan gennemskue fra start af hvad der vil komme til at ske igennem den her roadtrip, så gjorde det mig ikke spor. Tværtimod så ventede jeg næsten i spænding på at mine forventninger ville blive opfyldt. Det var simpelthen utrolig rørende at høre historien fra Tamsys synsvinkel, for hun er et barn der ser meget uskyldigt på verden og har ikke altid 100% styr på hvad der rent faktisk foregår, på grund af sin uskyld. Selve historien udvikling var som sagt forudsigelig, men der var alligevel et par ting der overraskede mig, hvor jeg fik utrolig ondt af Jess og fuldt ud forstod hendes vrede. Historien handler primært om Jess og Ed, men alle i den lille sammensatte ’familie’ gennemgår en eller anden form for udvikling, og jeg vil næsten ønske bogen var længere for at jeg kunne følge dem videre.

5 star

Continue Reading

Isla og jagten på lykke (Stephanie Perkins, 2015)

Tak til LovebooksDK / Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplar

Isla er vild med Josh, som hun går i skole med, men hvordan fortæller man det? Isla tager først mod til sig, da hun møder ham tilfældigt på en sommerferie. Får de mon hinanden?

“Isla og jagten på lykke” er skrevet af Stephanie Perkins, der tager os med på et romantisk og fint lille eventyr. Isla og Josh finder hinanden, men hvordan holder man fast, når den normale hverdag kommer igen? Og hvad med familien?

(Tekst fra goodreads)

IMG_3866

Jeg så meget frem til at komme til at læse den sidste del i Perkins søde ungdomsserie, som startede med Anna, forsatte med Lola og nu skulle slutte med Isla. Af en eller anden ukendt grund vil jeg faktisk mene at jeg havde størst forventning til den sidste bog her, og jeg må indrømme at det har noget at gøre med at jeg faktisk er ret glad for navnet Isla. Anna og Lola var for mig nogle solide karakterer som jeg godt kunne lide og jeg forventede noget af det samme med Isla, om ikke mere.

Desværre skulle det snart vise sig at jeg ret hurtigt ikke ville komme til at klikke med Isla på samme måde som jeg gjorde med Anna og Lola. Isla er så tydeligt teenager at det skinner for meget igennem. Hendes usikkerhed på sig selv tager fokus igen og igen at det til tider var trættende. Det ene kapitel tror hun gevaldigt på sig selv, det næste tvivler hun på sig selv igen helt vildt. Det blev en smule irriterende efterhånden som jeg læste videre.

”Jeg ved ikke, om han rent faktisk har brug for en ny pensel eller om det er en undskyldning for at være sammen med mig i et par minutter mere. Men jeg tager gerne imod det uanset hvad.”

Og det ærgrer mig for historien om Isla og Josh er faktisk helt vildt sød! Hele den her knap så uskyldige kærlighed som de åbenbart begge har holdt skjult for hinanden de sidste par år, der endelig kommer til overfladen og så springer ud i fuldt flor. Det lyder jo som en perfekt kærlighedshistorie, og det ville det også have været, hvis ikke det var fordi Isla gik mig sådan på nerverne meget af tiden.

Forholdet mellem Isla og Josh virkede meget udviklet meget hurtigt efter min mening. Jo jo, de har jo kunne lide hinanden i et par år inden de endelig rent faktisk finder sammen, men er det ensbetydende med at hele forholdet bare skal være perfekt og uden hæmninger lige fra start af? Der må jeg være ærlig og sige at den køber jeg ikke helt. Der var dele af deres forhold som var så sødt og uskyldigt, som deres første date! Det var nok en af de sødeste første dates beskrevet fordi den havde lige den fine balance mellem akavet og skjulte kærlige følelser, som man ikke ved hvordan man skal vise.

”Jeg skærer gennem tapen med en saks, folder flapperne ud og udstøder et taknemmeligt udbrud. Denne luft dufter af ham. Øverst er der en mørkeblå T-shirt, en af hans yndlings. Han havde den på første skoledag i år,. Jeg stikker min næse ned i bomulden. Citrus, blæk, ham. Mine knæ bliver bløde. Jeg knuger den ind til mit bryst, mens jeg undersøger indholdet nedenunder. Resten af min krop bliver blød.”

En af de ting jeg godt kan lide ved Perkins bøger i det hele taget er den måde hun beskriver det at være ung, hun fanger virkelig essensen ved mange ting. Og det gør hun også i denne sidste bog, men der er bare nogle af tingene der tager en smule overhånd. Jeg vil så gerne kunne lide den sidste bog lige så meget som jeg kunne lide de to første bøger, men desværre trækker Islas karakter bogen en del ned for mit vedkommende. Hendes evindelige klynken og selvmedlidenhed gik mig utroligt meget på nerverne mod slutningen af bogen at jeg næsten sad og håbede på en anden slutning end den der kom.

De små sløjfer som Perkins binder til sidst i bogen var nok noget af det jeg kunne lide bedst. For så kom jeg udover Islas karakter og fik et kort gensyn med dem fra tidligere bøger, og så blev jeg i lidt bedre humør. Der var altså rigtig mange gode ting i den her bog, de var desværre bare i mindretal i forhold til de ting jeg ikke brød mig om.

3 star

Continue Reading