The Princess & the Goblin (George Macdonald, 1872)

Princess Irene lives in a large house, ‘half castle, half farmhouse’, on the side of a mountain. She is cossetted and loved by the whole household, who look after her while her ‘king-papa’ is away travelling his kingdom. Little do they know that an army of goblins far below the ground is planning to storm the castle. To defeat them, Irene must rely for help on the miner boy, Curdie, and on her beautiful, mysterious great-great-grandmother, who secretly inhabits the castle tower.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7b

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

The Princess & the Goblin bliver lidt præsenteret som et eventyr, og jeg kan sagtens se nogle elementer af eventyr i den, men i det store hele er jeg ikke helt enig i at det er et eventyr som man normalt kender det. Det ændrer da ikke på at det er en rigtig sød historie, på trods af en prinsesse som kan være lidt irriterende fra tid til anden. Det er også lidt som om der er to historier i bogen; historien om Irene og hendes familie og historien om troldene og deres onde plan om at få hævn over kongen, Irenes far.

Af de to historier var det nok historien om drengen Curdie og hans eventyr i minerne der interesserede mig mest. Det hænger sammen med hans snigen omkring og udspionering af troldene under jorden, for det er her den virkelig plan udvikler sig. Det vil altså sige planen fra troldenes side, om at få hævn over Kongen. Curdies historie havde lidt mere drama over sig, hvorimod Irenes historie mest af alt var en smule barnlig og naiv fra hendes synsvinkel.

”Her failure to find the old lady not only disappointed her, but made her very thoughtful. Sometimes she came almost to the nurse’s opinion that she had dreamed all about her; but that fancy never lasted very long.”

fullsizeoutput_f7c

Det er da klart, at når nu det er en historie for børn så skal den også tilpasses til den alder, hvilket også kan mærkes på Irenes del af historien. Og på nogle punkter er der også noget sødt ved en pige, der opdager en magisk bedstemor, som ingen andre må vide noget om. Aspektet med at have en hemmelighed som ingen andre må vide noget om, i frygt for at det skal forsvinde tilhører netop den del af barndommen. Det ændrer dog ikke på det faktum at jeg fandt Irene som barn/karakter en smule irriterende. Hun var for mit vedkommende mere irriterende og bedrevidende end sød og bedårende.

”Irene clung round his neck, and he ran with her like a deer. When he entered the gate into the court, there sat the king on his horse, with all the people of the house about him, weeping and hanging their heads. The king was not weeping, but his face was white as a dead man’s, and he looked as if the life had gone out of him.”

Alt i alt var det en ganske sød historie, men det var desværre heller ikke en der satte sig synderligt stærkt fast i hukommelsen. Jeg har senere fundet ud af, at der faktisk er mindst en bog mere i om Irene og Curdie, men om jeg vil læse den, må jeg indrømme jeg ikke har taget stilling til. Som sagt var det en ganske sød historie, men den gjorde heller ikke rigtig mere end det. Den rørte ikke som sådan noget hos mig, som mange andre børnebøger har gjort før i tiden. Og det mener jeg er vigtigt især med børnebøger til de yngre. For hvis de kan røre voksne når de læser den, så kan de kun ramme endnu mere plet hos børnene, hvilket denne her desværre ikke gjorde helt og aldeles for mit vedkommende.

Continue Reading

Series of Unfortunate Events #8-13 (Lemony Snicket, 2001-06)

Dear Reader,

You are presumably looking at the back of this book, or the end of THE END. The end of THE END is the best place to begin THE END, because if you read THE END from the beginning of the beginning of THE END to the end of the end of THE END, you will arrive at the end of the end of your rope.

This book is the last in A Series of Unfortunate Events, and even if you braved the previous twelve volumes, you probably can’t stand such unpleasantries as a fearsome storm, a suspicious beverage, a herd of wild sheep, an enormous bird cage, and a truly haunting secret about the Baudelaire parents.

It has been my solemn occupation to complete the history of the Baudelaire orphans, and at last I am finished. You likely have some other occupation, so if I were you I would drop this book at once, so THE END does not finish you.

With all due respect,

Lemony Snicket

(Tekst fra goodreads)

img_5421

Bøgerne får et gennemsnit af 3 ud af 5 stjerner.

Den sidste halvdel af historien om Baudelaire søskende tager heldigvis en lidt anden drejning end de forrige bøger. I at høre dem som lydbøger, var det lidt svært i og med at der var skiftende oplæser, godt nok de samme to, men det varierede lidt hvem der læste hvilke bøger. Det påvirkede ikke historien voldsomt meget, men det var alligevel et lille irritationselement. Som sagt så tager historien sig en lille drejning fra bog til bog, nu er det ikke længere en værge der skal tage sig af børnene. Nu er det op til børnene selv at tage sig af dem selv, heldigvis har alle tre børn deres særlig evner; Violet kan opfinde næsten alt, Klaus kan lave al form for research til at finde ud af alt muligt, og Sunny kan bide i næsten alt (og alle) for at redde dem ud af enhver form for knibe.

Bog 8, 9 og 10 fokuserer mest på af børnene pludselig skal lære at stå på egne ben og må finde ud af hvordan de skal begå sig i verden, samtidig med at grev Olaf selvfølgelig stadig er på jagt efter dem, og ikke mindst deres formue. Det var faktisk meget rart at høre om børnenes eventyr på denne måde, for pludselige sad man ikke og rullede nær så meget med øjnene over de voksne, der bare ikke havde nogen ide om hvad der foregik omkring dem. Til gengæld fik børnene lov til at træde i kraft og kæmpe for dem selv. Selvom Olaf til tider virker til at have fået skovlen under dem, så finder de altid en eller anden form for løsning på problemet så de tre børn samles igen. Det store mysterium om deres forældre og alle de bekendte børnene støder på igennem bøgerne, begynder også at lække flere og flere oplysninger.

De sidste bøger, 11, 12 og 13 afslører flere og flere ting og børnene møder et par personer der skal hjælpe med at besvare de store spørgsmål, samtidig med at der også kommer et par personer fra tidligere bøger for at opklare et par ting og hjælpe børnene. Desværre, går det hele jo aldrig helt som det skal, for det er trods alt Baudelaire børnene det handler om. Lige i det de tror de har fundet et par nye venner, der kan hjælpe dem, sker der et eller andet som ’stjæler’ de venner fra dem, og de er alene igen, og må kæmpe for egen overlevelse.

Slutningen på hele serien, i den sidste bog ”The End”, så jeg lidt frem til, for jeg så frem til at få løsningen på det store spørgsmål om forældrenes fortid og hvordan alle tingene hang sammen, og hvordan Lemony Snickets historie passede ind i det hele. For igennem alle bøger har den ukendte forfatter Mr Snicket smidt små brødkrummer om hvordan hans historie linker sig ind i børnenes. Men desværre må jeg indrømme at jeg blev en anelse skuffet over slutningen. For selvom nogle af tingene kom for dagens lys, så er der stadig en hel del spørgsmål jeg ikke fik besvaret. Det var en lidt flad fornemmelse jeg sad med til sidst, som om jeg manglede punch linjen.

Alt i alt er A Series of Unfortunate Events en rigtig fin børneserie, for børnene vokser også op lidt for lidt for hver bog. Jeg tror den vil fungere godt for børn i alderen som de tre Baudelaire søskende, for hvem kunne ikke tænke sig at kunne opfinde alverdens ting, eller vide næsten alt, eller have tænder der kan bide i stort set alt (og alle). Bøgerne har humor og alligevel lærer man lidt af dem, for der er altid et eller andet der også bliver forklaret, enten et ord eller ordsprog eller noget helt andet.  Det eneste de mangler er måske en mere konkret slutning hvor alt er blevet opklaret.

Continue Reading

The Sandman and the War of Dreams (William Joyce, 2013)

When the Man in the Moon brought together the Guardians, he warned them that they would face some terrible evils as they strove to protect the children of earth. But nothing could have prepared them for this: Pitch has disappeared and taken Katherine with him. And now the Guardians are not only down one member, but a young girl is missing.

Fortunately, MiM knows just the man to join the team. Sanderson ManSnoozy—known in most circles as the Sandman—may be sleepy, but he’s also stalwart and clever and has a precocious ability to utilize sand in myriad ways. If the other Guardians can just convince Sandy that good can triumph evil, that good dreams can banish nightmares, they’ll have themselves quite a squad. But if they can’t…they might never see Katherine again.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5064

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Guardians fortsætter deres eventyr om at besejre Pitch, mareridtskongen. Men det er svært at forblive positive og bevare alt håb, når de mangler et medlem af deres gruppe. Og ikke bare hvilket som helst medlem; Katherine er blevet kidnappet af Pitch og har i sinde at gøre hende til sin prinsesse af natten. Alt imens er Katherines venner desperat i gang med at finde en løsning og en redningsaktion der kan bringe Katherine hjem igen.

Den fjerde bog, som indtil videre også er den sidste i serien (dog er der, så vidt jeg kan se, planlagt mindst en bog mere), introducerer en ny helt som bliver tilføjet Guardians-gruppen. Sandman bliver tilkaldt af selve manden i månen og vågner af sin lange lur for at hjælpe dem. Han første trin i at hjælpe de andre Guardians og forhåbentlig redde Katherine, er at fortælle historien om hvordan Pitch endte med at blive mareridtskongen og hvordan hans rigtige datter endte med at bliver moder natur. Jeg syntes det er rigtig fint hvordan hver ny karakter bidrager med nyt til historien på den måde de gør. Hver karakter fortæller en ny del af historien, som sætter den nuværende i et større lys. Den her bog fokuserede meget på Pitch datter og hvordan hun mistede alt håb for sin far. Hvilket også forklarer lidt hvorfor Pitch måske er så interesseret i Katherine, som en slags substitut-datter.

”He had saved her past and her present. And she his. But his future? That was now like all who grow up: a tantalizing mystery. As the moonbeam had told Sandy, he couldn’t use the power of the kiss and stay a Nightlight. Change was coming. Nightlight could feel that. But he was not alone. Katherine once again took his hand.”

Sandman er en lidt spøjs karakter; han er helt sin egen og gør tingene lidt på sin egen måde. Der er ikke så meget fis med ham, og han går lige til sagen. Man kan måske sige lidt det samme om Nightlight; han bliver ikke bare siddende og venter på at finde ud af hvordan han kan redde Katherine. I stedet sætter han alle sejl ind på at få Katherine tilbage, og pludselig kommer der en ny drejning til historien i slutningen af bogen. For det er som om Nightlight og Katherine er ved at udvikle andet end bare et almindeligt venskab, hvilket jeg syntes er så fint – dog, måske en smule forudsigeligt, men alligevel sødt.

Det er som om hver bog tager børn med på en rejse, der ikke blot er et eventyr, men også en lille instruktion af en art for hvordan man vokser op. Her i den fjerde bog bliver pubertet stille og roligt introduceret, med de følelser der måtte følge med. Det bliver dog aldrig nævnt specifikt, og det er endnu en fin detalje, for det gør det hele lidt mere magisk, og især for børnene vil jeg tro, for de aner jo ikke hvad det er alligevel. Alt i alt er det en rigtig sød serie, som jeg gerne vil læse færdig, så nu må jeg vente på den sidste bog i serien.

Continue Reading

Toothiana, Queen of the Tooth Fairy Army (William Joyce, 2012)

When last we heard, the Guardians were resting easy with the knowledge that the children of Santoff Clausen were finally safe from Pitch’s dastardly plans.

But is it all a ruse, a scheme, a lull the evil Nightmare King has deviously concocted?

Whatever Pitch’s plans, what he doesn’t know is that there’s a new Guardian in town, and she’s not the type to forget old grudges. Actually, she’s not the type to forget anything–because this Guardian is none other than Toothiana, the Tooth Fairy herself. She’s fierce and fast and crossing her will lead to a multitude of troubles. And, it turns out that, well, all those teeth she has been collecting? They contain memories. The forgotten memories of childhood… including the memories of how to fly. Young Katherine is hopeful that these memories might help her to remember her parents. The Guardians hope they’ll offer even further protection from Pitch.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4950

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den tredje bog om The Guardians er en smule anerledes end de forrige to, da historien ikke fokuserer så meget på jagten efter Pitch, men den handler mere om historien bag den såkaldte tandfe. Det var faktisk lidt rart at læse en lidt anden historie, end den sædvanlige kamp mellem de gode og den onde. Til gengæld gør det nu at jeg savner lidt mere baggrundshistorie for de andre Guardians en smule.

Baggrundshistorien om tandfeen er ret trist. Det er som om at alle Guardians bliver forældreløse på et eller andet tidspunkt, og det er utrolig trist, men på en eller anden måde binder det de forskellige personer og historien sammen på en fin måde. Igennem historien får man også et indblik i hvordan resten af verden ser ud, og det er rart at se at det ikke kun er indelukkede steder der er magiske. Desværre betyder det også der findes ondskab i resten af verden, og som forventet dukker Pitch selvfølgelig op igen.

”Katherine shook as doubt and fear coursed through her. She had seen it. She’d had that nightmare – of being Pitch’s daughter.”

Bøgerne er skrevet i kort format, ment på den måde at kapitlerne også er rigtig korte, og det gør det helt vildt let at suse igennem dem. Historierne er også rigtig fængende, både for børn og voksne, og med den slutning på bogen er der pludselig lagt op til mere baggrundshistorie der skal for lys. Hver bog kommer med mere information i forskellige mystiske portioner, og jeg vil faktisk gerne finde ud af hvordan det hele hænger sammen, og om the Guardians vil lykkedes i deres færd på at besejre mareridtene.

Continue Reading

E. Aster Bunnymund and the Warrior Eggs at the Earth’s Core (William Joyce, 2012)

Pitch, the Nightmare King, and his Fearlings had been soundly driven back by Nicholas St. North and company in the first Guardians’ adventure. But now Pitch has disappeared completely—and out of sight does NOT make for out of mind. It seems certain that he’s plotting a particularly nefarious revenge, and the Guardians suspect he might have gone underground. But how can they find him there?

Enter E. Aster Bunnymund, the only emissary of the fabled brotherhood of the Pookas—the league of philosophical warrior rabbits of imposing intellect and size. Highly skilled in martial arts (many of which he invented himself), Bunnymund is brilliant, logical, and a tunnel-digger extraordinaire. If the Guardians need paths near the Earth’s core, he’s their Pooka. He’s also armed with magnificent weapons of an oval-sort, and might just be able to help in the quest for the second piece of the Moonclipper.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4948

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Guardians er virkelig ikke i nærheden af hvordan filmen er lavet, og det er på sin vis fint, for den historie der fortælles i bøgerne stikker dybere og har mere at fortælle end filmen. Der er også flere personer at holde styr på, hvilket gør det hele lidt mere forvirrende, men det bidrager også mere til historien, samt det af vi får mere baggrundshistorie. Det billede man har af de forskellige karakterer fra filmen er også helt forskelligt fra hvordan de bliver fremvist i bøgerne, og det er lidt underligt. For i starten så jeg stadig filmens udgaver for mig, men som jeg læser mere og mere om dem, så passer bøgernes billede af dem bedre og bedre.

En af de personer der har en større rolle i bøgerne er pigen Katherine. Hun er ikke en Guardian som de andre, der bliver tilføjet løbende, men hun er næsten mere interessant fordi hun helt almindelig i forhold til de andre. Hun er den forældreløse pige der binder de andre personer sammen, fordi hun formår at holde hovedet koldt og tænke klart når de andre ikke kan. Hun er også en af de få der kan tænke og huske at tænke på de menneskelige følelsesmæssige sider af sagen.

”Katherine sighed. Here they were, the oldes and wisest creatures on Earth and the greatest warrior-wizard of the age, yet they were behaving like a pair of braits. She’d been waiting for something like this to happen between them. They’d been aching for a fight since they’d met!”

Den anden bog tilføjer påskeharen, eller hvad der skal forestille påskeharen, som et forhistorisk dyr af ukendt natur, som ikke har nogen kendskab til mennesker og deres natur. Han træder til for at hjælpe de andre Guardians da Pitch kidnapper en af deres egne og tager ham med til jordens kerne. Som den slags ting gør, så ender det i et stort slag, men ikke uden at visse ting bliver afsløret og gør baggrundshistorier lidt mere interessante.

Det er en rigtig sød børnebogsserie, som jeg håber at kunne få lov til at læse højt for nogle børn i fremtiden, enten mine egne eller andre børn på en eller anden måde. Men de er også søde at læse for sig selv, om ikke andet så er det sjovt at læse lidt om hvordan myterne bag de forskellige fabeldyr kan fortolkes.

Continue Reading

Character Spotligth #01 – Peter Pan

Character Spotlight er en ny serie her på bloggen. Igennem dem vil jeg sætte fokus på udvalgte karakterer, som enten ligger mit eget hjerte nær, eller er vildt populære generelt. Det vil for så vidt som muligt dække vidt og bredt, selvfølgelig med udgangspunkt i karakterens literære oprindelse, men populær kultur kan ikke undgås.

Den første ikoniske karakter, jeg vil beskæftige mig med, og sætte ekstra spotlight på, er Peter Pan. Historien om Peter Pan har altid været meget kær hos mig. Det er historien om drengen der ikke vil være voksen, som er epicenter for mange ting. Han er det barn vi alle vil være, for der er jo ingen, som rent faktisk vil være voksen. Selvom jeg nu sidder her, 29 år gammel, benægter jeg stadig mange ting om at være voksen, og inderst inde betragter jeg mig selv på mange områder stadig som et barn. Det syntes jeg da i hvert fald selv, det kan godt være andre bare syntes jeg er underlig. Personligt har jeg det lidt trist med at skulle betragte mig selv som en voksen; jeg har det bedst med tanken om at der altid vil være en vis grad af barn i mig. Hvordan dette indre barn kommer til udfoldelse kan være så forskelligt, men bare det at det er tilstede betyder noget.

IMG_4986

Jeg husker nogle af de første gange jeg stiftede bekendtskab med Peter Pan, og det var faktisk igennem Disney, og jeg indrømmer at det nok var der min kærlighed til Peter begyndte. Det var først senere at jeg endelig stiftede bekendtskab med den originale version skrevet af J.M. Barrie. Heldigvis, gjorde den rigtige historie bare meget mere, og min forundring og beundring for Peters historie voksede. Jeg kan huske at jeg på Studenterkursus skulle skrive en SRP-agtig opgave og jeg valgte at skrive om Peter Pan. Jeg kan stadig huske de mørke timer jeg sad i mine forældres kælder ved den ene computer vi havde i huset på det tidspunkt, men hvor meget jeg faktisk hyggede mig med at skrive denne opgave. Og det var helt og aldeles på grund af Peter og det eventyr jeg tog afsted på med ham som selskab. Selv nogle år senere i min universitetstid sneg Peter Pan sig også ind i enkelte af de opgaver jeg skulle skrive der. Der er bare noget særligt, som jeg ikke kan afskrive ved den dreng.

Men jeg er jo ikke den eneste der har taget så godt i mod J.M. Barries eventyrlige drengebarn. Når jeg ser rundt omkring i blogland, og ikke mindst i medieverdenen, kan jeg se hvor stor betydning Peter Pan har rundt i verden. Og ikke bare Peter Pan, også hans ’far’ Mr Barrie. I den virkelige verden har Barries arv været et fast holdepunkt, ikke mindst økonomisk, for The Great Ormond Hospital, som har rettighederne til historien, og har draget godt af det lige siden Barries triste død. Peter Pan er også blevet ikonisk med byen London, og går man igennem Kensington Gardens i byen, vil man også finde den berømte statue af det evige drengebarn til minde om han og hans ’far’, som I kan så på et af mine fine feriebilleder nedenfor.

Derudover er istorien om Peter Pan efterhånden blevet filmatiseret utallige gange på forskellig vis, og hver gang er det blevet forsøgt at fortælle historien på ny, mens man forsøger at bibeholde essensen af den klassiske fortælling om drengen der ikke vil blive voksen. Når jeg søger på filmatiseringer af Peter Pan viser listen mere end 10 forskellige og vidner til at folk kan blive ved med at genfortolke karakteren. Jeg tror netop det er fordi vi alle sammen kan relatere til drømmen om at forblive barn, ikke mindst for mit eget vedkommende. Jeg nævnte at det var igennem Disney at jeg først stiftede bekendtskab med Disney, så derfor er det oplagt at begynde med at snakke lidt om den version.

I min barndom var det blandt andet denne udgave, der hjalp til min forelskelse i hele Peter Pan historien, men igennem årerne er jeg blevet noget mere kritisk overfor lige netop denne udgave. Der er ingen tvivl om at Disney har fanget barndomsidyllen ved historien, men selve mystikken ved Peter Pan som karakter er gået tabt i Walt Disneys forsøg på at skabe en god historie som alle ville kunne lide, og en karakter som ikke har synderlige fejl – altså en perfekt Peter Pan som ikke har sine dystre sider, og det syntes jeg er en fejl. For de af os, der kender historien ved jo at Peter så absolut ikke er fejlfri. Det er derfor ikke overraskende, at det er samme perfektionisme der føres videre i deres anden film hvor vi vender tilbage til Ønskeøen, hvor der pludselig tilføres et strejf af feminisme. Dette ville normalt ikke gøre mig noget, men lige med denne her går det lidt imod hvad jeg kender og elsker ved historien. (Så kan man diskutere værdien af Disneys spin-off med deres Tinkerbell serie, som er en knaldgod ide for sig selv for koncernen og jeg syntes det er udmærkede film, men de har intet med Peter Pan at gøre.)

Af en eller anden mærkelig grund, var der en årrække hvor Peter forsvandt lidt fra min verden, og jeg tror det var den periode hvor man prøver at finde ud af hvor man hører til rent aldersmæssigt. Er man stadig barn eller er man på vej til at blive voksen? Og hvis man er på vej til at blive voksen, hvornår er man så rent faktisk voksen? Lige netop de spørgsmål er utrolig vigtige med Peter Pan og jeg syntes de bliver tacklet bedst i PJ Hogans version fra 2003 med Jeremy Sumpter i hovedrollen som Peter Pan. Grunden til at den er øverst blandt mine favoritter, er netop fordi den holder sig tættest til den rigtige Peter som vi kender fra historien. Dog er der blevet tilføjet elementet af kærlighed mellem Peter og Wendy, men det mener jeg ikke komprimerer historien, tværtimod tilføjer den endnu et lag til Peters karakter, som gør ham mere kompliceret, men også mere menneskelig. Netop denne tilføjelse med kærlighed bidrager også til hele konflikten, om at skulle finde ud af hvem man selv er, og indse at man bliver nødt til at vokse op. Det kan godt være man befinder sig i det mystiske limbo mellem barn og voksen, men når kærligheden er med til at realisere det faktum at man bliver nødt til at bevæge sig væk fra barndommen så syntes jeg det fungerer rigtig godt. En helt anden faktor er den utrolig flotte billedside i filmen og de fabelagtige detaljer i filmens fortælling. Jeg syntes for eksempel detaljen med vejret, der skifter i takt med Peters humør og alt efter om han er på øen eller ej, er så fin en ide og det giver en helt anden visuel fortælling. Jeg kan sige meget mere om denne film, men det ville blive et helt andet indlæg og fagnørden ville komme for meget til overfladen, så det vil jeg gemme til en anden gang. Det er klart den jeg vil anbefale man skal se som den første, hvis man ikke allerede har set den.

IMG_4988

IMG_4989

Udover de tætte adaptationer er der jo også en hel del fortolkninger af den kære, eller ikke så kære Peter, ikke mindst i den eventyrlige serie Once Upon a Time, hvor Peter er knap så sød. Der findes også en måske mere realistisk fortolkning af Peter i miniserien Neverland, hvor Peter rent faktisk er en forsvundet dreng der bliver taget ind hos feerne. Selve adaptationen er ikke synderligt tæt af den originale historie, men jeg syntes alligevel den er god som den er, hvilket du kan læse mere om her. Senest er der så Pan, hvor venskabet mellem Peter og James Hook bliver vist i et helt andet lys, og Ønskeøen er også et meget anerledes sted end hvad man kender det. Jeg havde det lidt svært ved den film, af historiemæssige årsager, men en af detaljerne som jeg syntes var ganske gode, var Peters savn efter sine forældre som drev ham til at blive hvem han endte med at være. Måden de så twister det til sidst, at moderen stammer fra feerne på Ønskeøen, kan diskuteres om den stemmer overens med den oprindelige historie, og personligt syntes jeg det var en lidt underlig ide.

Den mest kendte, eller mest populære (grundet Steven Spielberg bag roret) adaptation/genfortolkning af historien er nok Robin Williams’ forsøg på at genfinde sin barndom som en voksen Peter Pan i Hook. Selvom den ikke har noget som helst med den originale historie, men i stedet fokuserer på far/søn båndet, syntes jeg det er en af de bedre genfortolkninger. Meget af det skal tillægges Robin Williams og hans rolle, men også følelsen af Ønskeøen syntes jeg er fanget rigtig godt. Jeg var især tiltrukket af ideen at selv om man var voksen (og godt nok Peter Pan), kunne man stadig vende tilbage til Ønskeøen, for det betyder at det aldrig er for sent. Så længe man bare bliver ved med at tro, vil Ønskeøen altid vente på dig. Slutteligt skal vi ej glemme Finding Neverland med Johnny Depp, hvor vi bliver bombarderet med følelser igennem Barries oplevelse med at finde på historien om Peter (angiveligt).

Jeg håber mit lille forsøg på at illustrere Peter Pan universelle tiltrækningskræft er blevet tydeliggjort en smule mere med alle disse eksempler. Jeg er ret overbevist om, at der sikkert er mange flere, men dem jeg har nævnt er efter min mening nogle af de mest benævnelsesværdige, og mest kendte også for den sags skyld. Nogle er selvfølgelig bedre end andre, men det de har tilfælles er forsøget på at forevige den evigt unge dreng, Peter Pan. Drengen der ikke vil være voksen, som så mange af os ikke kan lade være med at spejle os i når hverdagen bliver lidt for træg eller arbejdsbebyrdet og vi drømmer os væk til Ønskeøen.

Hvad er dit forhold til Peter?

Continue Reading

Series of Unfortunate Events #4-7 (Lemony Snicket, 2000-01)

You have undoubtedly picked up this book by mistake, so please put it down. Nobody in their right mind would read this particular book about the lives of Violet, Klaus, and Sunny Baudelaire on purpose, because each dismal moment of their stay in the village of V.F.D. has been faithfully and dreadfully recorded in these pages. I can think of no single reason why anyone would want to open a book containing such unpleasant matters as migrating crows, an angry mob, a newspaper headline, the arrest of innocent people, the Deluxe Cell, and some very strange hats. It is my solemn and sacred occupation to research each detail of the Baudelaire children’s lives and write them all down, but you may prefer to do some other solemn and sacred thing, such as reading another book instead.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5019

Hver bog får 3 ud af 5 stjerner.

Baudelaire søskende bliver ved med at blive sendt til uduelige værger, og de bliver ved med at blive jagtet af grev Olaf, som altid på meget forunderlig vis finder ud af hvor de er, uanset hvor de bliver sendt hen. Mysteriet og søskendes forældre og forbindelsen til bogens forfatter løftes ganske let, men intet er endnu afsløret.

Det kan godt blive en smule trægt at læse/høre sig igennem den næsten samme historie med Baudelaire søskende i hver eneste bog. Man ved godt hvad der kommer til at ske i hver bog, uanset hvordan man sætter den op. Det eneste man rent faktisk kan se en smule frem til, er hvor meget der bliver afsløret af det store spørgsmål om forbindelsen mellem børnene og forfatteren Snicket.

I den fjerde bog bliver børnene sendt på en tømrerfabrik, hvor de bliver sat til at skære træstammer og slibe dem til. Det er hårdt arbejde, men måske nok også en okay forberedelse til deres triste liv i den femte bog hvor de bliver sendt i skole som trist forældreløse børn og kommer ud for alverdens mobning, både fra de andre elever, men også fra lærerne. Der er dog et lille lyspunkt på skolen, og det er Quagmire søskende de møder og bliver rigtig gode venner med. Desværre er Olaf også ude efter dem og deres formue, og så ved man godt hvad det ender med.

I den sjette bog bliver børnene sendt afsted til hvad der virker som de perfekte værger, der bog i en kæmpe lejlighed hvor børnene ikke kommer til at mangle noget. Desværre er der det, at den påståede beskyttende kvinde viser sig at stå i ledtog med Olaf, og pludselig har Baudelaire børnene endnu en skurk i hælene. Olaf og hans nye kæreste følger da også efter børnene i den syvende bog, hvor de bliver opdraget af en hel landsby med en forfærdelig masse regler. Dog går det endnu mere galt end før, for det lykkedes Olaf at få børnene falsk anklaget for mordet på ham selv.

De er næsten alt for nemme at komme igennem i den her serie, fordi de ligner hinanden så meget. Heldigvis bliver der i slutningen af den syvende bog her lagt op til at de næste i serien ikke følger helt samme mønster som alle de forrige. Der bliver også afsløret flere små detaljer om deres forældres fortid og forbindelsen mellem dem og den såkaldte forfatter Lemony Snicket, som jeg håber at finde mere ud af i den sidste halvdel af serien. Hvis ikke det var fordi jeg nu er kommet så langt i serien, så kunne jeg godt finde på at stoppe nu, men på den anden side; jeg er over halvvejs, nu kan jeg lige så godt gøre dem færdige og håbe at de sidste bøger er lidt mere spændende og afslørende om det store mysterium.

Har du læst/lyttet til dem, og hvad syntes du i så fald om dem?

Continue Reading

#LøvebrødreneRejser

IMG_5008

Jeg har i den sidste tid haft besøg herhjemme af to søde brødre. Brødrene Løvehjerte lagde nemlig turen forbi min bogreol for en kort stund, og i solens stråler åbnede jeg bogen til de første par sider og begav mig på eventyr med dem til Nangijala for at kæmpe mod den store farlige Tengil. Det er Simone der har sendt dem afsted rundt i Danmark, og det har nu været meget hyggeligt at have besøg af dem, men det er også tid til at de skal rejse videre.

Jeg mener at kunne mindes at min mor har læst den højt for mig, da min bror og jeg var barn, men der var faktisk meget jeg ikke kunne huske, og en del jeg kun kunne huske baseret på Aalborg Teaters opsætning før jul. Så et par småting blev nærlæst, mens et par andre bare var hyggelæsning.

På den ene side syntes jeg bogen om Jonatan og Tvebak Løvehjerte er sød og rørende, og vigtig på det punkt at den handler om døden på en eventyrlig måde. Jeg vil tro den kan hjælpe børn med at håndtere et alvorligt emne som døden. På den anden side har jeg svært ved slutningen, som i bund og grund ender ud i at være en fællesflugt mere i døden. Det er på samme tid både hjerterørende og hjerteskærende. Det er jo synd for Tvebak at han skal skilles fra sin bror hele tiden, men Jonatan er da også lidt af en tumpe at få sig selv slået ihjel så mange gange. Undskyld, men nu har jeg sagt det. De skulle måske bare passe lidt bedre på sig selv og hinanden nu de er kommet til Nangilima.

IMG_5006

Ikke desto mindre var det enormt hyggeligt at have besøg af dem, og ikke mindst at læse om dem i en bog der bærer præg af alle de andre der har læst den og sat mærker hist og her. Normalt bryder jeg mig ikke om at læse bøger hvor folk har skrevet i dem, men den her oplevelse var ganske speciel, netop fordi folk er blevet opfordret til at skrive i bogen, og farvelægge illustrationerne.

Men nu er det altså tid for brødrene at rejse videre, og mon ikke de nok skal finde et nyt hjem hvor de kan tage på eventyr igen.

Continue Reading

A Series of Unfortunate Events #1-3 (Lemony Snicket, 1999-2000)

Dear Reader,

 I’m sorry to say that the book you are holding in your hands is extremely unpleasant. It tells an unhappy tale about three very unlucky children. Even though they are charming and clever, the Baudelaire siblings lead lives filled with misery and woe. From the very first page of this book when the children are at the beach and receive terrible news, continuing on through the entire story, disaster lurks at their heels. One might say they are magnets for misfortune.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4504

Jeg kan huske at se filmen med Jim Carrey for en del år tilbage, og det var både godt og skidt i forhold til da jeg begyndte med lydbøgerne og Baudelaire søskende og deres triste liv. Man kender historien om de tre søskende; deres forældre dør og jagten går nu ind på at finde en passende formynder til at passe dem. For den første de boede hos, Grev Olaf, viste sig at være lidt af et mareridt, så bliver ved med at vende tilbage.

Den første bog handler om de frygtelige ting Baudelaire søskende bliver udsat for hos Grev Olaf, og er egentlig introduktionen til hele historien. Der virker ikke til at være noget i vejen, udover at Olaf er en frygtelig mand og Mr Poe er en inkompetent bankrådgiver. Violet, Klaus og Sunny må gøre alt selv, lige indtil de selv formår at afsløre Olafs onde planer, og Poe pludselig indser alt hvad der er galt.

I den næste bog bliver Baudelaire søskende sendt afsted til deres såkaldte onkel Monty, der er en entusiastisk slangeekspert. Han virker til at være den perfekte formynder og søskende nyder at bo hos ham. Desværre, lidt som forventet, dukker Olaf op i forklædning og tingene begynder at gå ned af bakke for børnene indtil de kan få ham afsløret. Hvilket de gør i sidste øjeblik ved hjælp af deres forskellige særlige evner.

Den tredje bog bringer søskende til deres tante Josephine som er forfærdelig bange for alt. Historien gentager sig lidt, for Olaf dukker op igen, og selvom Josephin forsøger at snyde ender det som den forrige gang. Olaf bliver afsløret i sin snedige plan og slipper væk. Det på trods af at Violet finder på snedige opfindelser, Klaus læser sig til kloge ting og Sunny igen bider Olaf i anklen.

Det er tydeligt at de tre første bøger er blevet brugt flittigt til filmen, og det gjorde det ret nemt at komme igennem dem. Det blev også klart ret hurtigt at mønstret var nemt at gennemskue. Spørgsmålet der blot viser sig ved hver bog er hvor børnene ender og hvordan Olaf har tænkt sig at forpurre deres liv denne gang.

Og så alligevel ikke. For Lemony Snicket der er fortælleren til bøgerne lader til at have sin egen historie at ville fortælle. Det er i hvert fald som om der bliver efterladt små spor hist og her til at Baudelaire familie ikke blev ødelagt ved et tilfælde. Det er nok også dette underlagt mysterium der kan blive ved med at holde mig ved bøgerne, nu hvor jeg er gået i gang. De er nu også så korte at det ikke tager voldsomt lang tid at komme igennem dem, med den undtagelse af at der er 12-13 bøger. Men jeg er nu lidt nysgerrig for at finde ud af det underlæggende mysterium at jeg nok bliver ved med at lytte til dem.

3 star

Continue Reading

Heidi (Joanna Spiri, 1880)

At the age of five, little orphan Heidi is sent to live with her grandfather in the Alps. Everyone in the village is afraid of him, but Heidi is fascinated by his long beard and bushy grey eyebrows. She loves her life in the mountains, playing in the sunshine and growing up amongst the goats and birds. But one terrible day, Heidi is collected by her aunt and is made to live with a new family in town. Heidi can’t bear to be away from her grandfather; can she find a way back up the mountain, where she belongs?

(Tekst fra goodreads)

IMG_4200

Historien om Heidi der bliver sendt til at bo hos sin tvære gamle bedstefar i alperne, kan egentlig godt lyde ret trist. For udsigten til at bo hos en gnaven gammel man er jo ikke ligefrem den bedste, men det viser sig hurtigt at Heidis bedstefar barer er misforstået og i virkeligheden er den rareste mand man kan finde. Og der går heller ikke lang tid før Heidi har overvundet ham og de to lever i fred og fordragelighed, alt imens Heidi charmerer alle byens beboere på sine gåture hver dag.

Jeg havde det en smule svært ved at finde ud af hvad jeg syntes om Heidi hele vejen igennem. På den ene side syntes jeg hun er noget af det sødeste, men på den anden side blev hun også til tider alt for kvalmende sød. I starten af bogen passer det helt fint med Heidis karakter at hun er et barn der ikke ved bedre, og derfor ser naivt på verdenen og alle de mennesker hun støder på. Men som bogen skrider frem og Heidi bliver ældre, begyndte den del af hendes personlighed begyndte at blive for uvirkelig for mig. Som Heidi blev ældre blev hun meget mere karikeret, desværre.

“A winter passed and then another happy summer, and Heidi’s second winter on the mountain was nearly over. She began to look forward eagerly to the spring, when warm winds would melt the snow and all the blue and yellows flowers would bloom again.”

En af de ting jeg fandt decideret henrivende ved denne bog, var hele dens holdning til de tyske alper. Alperne bliver fremstillet som noget af det smukkeste sted på jorden man overhovedet kan befinde sig, og jeg tog mig selv i et par gange at drømme mig til disse alper og løbe ved siden af Heidi og alle gederne. Det fremstillede en sådan idyl at det alligevel knap kunne være muligt. Det virkede så fantastisk at jeg korte sekunder efterfølgende begyndte at tvivle på deres skønhed. Men alligevel formår Spiri at skabe denne naturlige hengivenhed til et landidyl som mange til daglig knap kunne forestille sig.

“Heidi was back on the mountain, running hither and thither to all her old haunts, unable as ever to decide which she liked best. She listened entranced to the sound of the wind blowing down from the heights, gathering strength as it came nearer, till it came up with the fir trees, and spent itself on their branches.”

Hele bogen igennem sad jeg med en fornemmelse af at læse noget der var utroligt, kvalmende sødt. Og hvis man får det i doser er det også helt fint, men Heidi var så sød hele vejen igennem at det til sidst blev en tand for meget. Slutning gjorde da heller ingen ting for at veje op for al den godhed og herlighed der tidligere var blevet indikeret ved alperne. For pludselig var de ikke blot et skønt sted at bo, næh nu blev det også til mirakelalper, og der skred det lidt ud for mig.

Heidi er som sådan en herlig børnebog, men den kan være en smule for instruerende til tider omkring hvordan børn bør opføre sig. På den anden side fremviser den også friheden ved at leve i alperne og hvor fredligt og naturligt det hele kan være. Jeg er derfor en smule splittet over hvad jeg egentlig skal syntes om denne fortælling om den lille pige i de tyske alper. Men læs den endelig selv og bedøm om du er enig I hvad jeg har fremsagt her.

3 star

Continue Reading