Jean de France (Folketeatret)

I går aftes var jeg i Aalborg Kongres og Kulturcenter for at se teaterforestillingen Jean de France, som Folketeatret lige for tiden har rundt på Danmarksturne. Det er faktisk anden gang jeg ser den, jeg så den første gang i København hos Folketeatret i starten af måneden. Dengang så jeg den med en flok elever jeg var på tur med, og jeg syntes den var så morsom at jeg spurgte Kæresten og et par venner om vi ikke skulle være kulturelle for en aften og se noget humoristisk teater. Det sagde de heldigvis ja til, og i går lidt før forestillingen begyndte kom skuespils-truppen rundt med musik og dans og mindede om at vi skulle finde vores pladser. Den påmindelse vidste jeg selvfølgelig godt ville komme, men sidst gik jeg glip af den, så jeg ventede spændt på at se dem alle tæt på.

Da forestillingen begyndte vidste jeg jo godt hvad der ventede mig, men jeg syntes stadig det var en sand fornøjelse at gense stykket, for om jeg havde set det eller ej, så er det stadig ganske underholdende. Ludvig Holbergs komedie om Hans Frandsen der vender hjem fra Paris og er blevet svøbt væk af den parisiske mode og levevis, sætter udkants Danmark på en prøve i Jean de Frances desperation og forfærdelse over den danske sprog og de danske traditioner, som han på mærkværdig vis har glemt alt om i de 15 uger han var i Paris. Alt i mens hans familie og venner morer sig gevaldigt over hvor meget til grin han selv formår at gøre sig, i sin higen efter alt der er parisisk. Historien udvikler sig lidt til en svindelhistorie for at sikre ung kærlighed mellem to personer der rent faktisk elsker hinanden, og for at Jean får lov til at komme tilbage til Frankrig, som han allerhelst vil.

Truppen (for der er ikke noget fransk ensemble her) består af et væld af store danske skuespilere, samt et par debutanter som faktisk gør det lige så godt som de gæve, erfarne skuespillere. I aftes var vi faktisk så heldige at overvære AKKC overrække dette års Harlequin pris til Ole Thestrup, hvilket er fuldt ud fortjent. Det vakte selvfølgelig også stående bifald, og intet mindre har han da fortjent med den karriere han har været igennem, både personligt og professionelt. Desuden består rollelisten af Søren Hauch-Fausbøll, Lise Baastrup, Troels Malling og Sonja Oppenhagen bare for at nævne et par stykker af de kendte ansigter som selvfølgelig er med til at tiltrække et publikum. Et par af de nyere ansigter inkluderer for eksempel Pelle Emil Hebsgaard i hovedrollen som Jean de France. Hertil har han sin trofaste tjener Pierre, som bliver spillet af Morten Brovn. Jeg må indrømme at jeg syntes de to gør et fantastisk stykke arbejde i den her produktion. Morten Brovn var især meget underholdende i sin krumbøjende rolle som kammertjener for den besværlige Jean de France.

Humoren er på højt plan, selvom den måske er utrolig plat, men den er så plat at man ikke kan lade være med at grine af den igen og igen. Samtidig er hele stykket utrolig fyldt med meta- og intertekstualitet hele vejen igennem. Da jeg var inde og se det med mine elever, sagde de at der var meget voksenhumor i det, og det er måske rigtig nok, men der er også mange smarte kommentarer som alle vil kunne fange og meget fysisk humor som heller ikke falder igennem brædderne. Jeg var især voldsomt begejstret for alle de interne referencer og det metalag der var igennem hele stykket. Slutningen på stykket var en vidunderperle af en overraskelse uden lige. Dertil kan jeg kun sige at jeg fremover nu også forventer min egen personlige kammertjener til at annoncere mig med personlig konfettikanon. Gør dine lattermuskler en tjeneste at få billetter til en af de forestillinger der er tilbage rundt i landet, og se Jean de France gøre sig selv til grin.

Continue Reading

The Sound of Music

Da jeg hørte at Det Ny Teater havde tænkt sig at lave en opsætning af The Sound of Music begyndte jeg straks at gå i gang med hvordan det kunne lade sig gøre at jeg kom over og se den. Det hele var lidt besværligt fordi det jo er i København og når man bor i Aalborg er det ikke bare sådan lige at tage derover. Heldigvis fandt en veninde og jeg ud af at booke nogle flybilletter og bestille nogle kanon gode billetter på 7 række til eftermiddagsforestillingen onsdag i efterårsferien.

Det er anden gang jeg besøger Det Ny Teater, men jeg ved hvor meget arbejde de ligger i deres produktioner så jeg havde store forventninger til denne også. Og de blev indfriet tifoldigt. Bare sceneopsætningen i sig selv er helt fantastisk og bjergeimitationerne var spektakulære. (Advarsel, denne anmeldelse vil måske virke lidt rodet, men det er primært fordi jeg højst sandsynlig ikke vil kunne holde styr på alle de positive ting jeg har at sige.)

Vi kender jo alle historien om The Sound of Music, jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set filmen og hvor mange gange jeg har skrålet højt til sangene enten til filmen eller bare soundtracket for sig selv. Så overraskelserne i teaterstykket ville mest af alt være hvordan de havde valgt at fortælle historien, og hvilke ting de måske ville have udeladt.

Heldigvis havde de beholdt stort set alt fra filmen, om end nogle ting blev skåret ind til benet, men den overordnede historie var det og den blev fortalt så flot. Skuespillerne var også helt eminente og sangene var så flot fortolket. Jeg var en smule skeptisk over hvordan de ville have oversat sangteksterne til dansk, men da først forestillingen var gået i gang rørte det mig slet ikke. Melodien var jo nøjagtig den samme og leveringen fra skuespillerne var også rigtig flotte. Jeg var især spændt på at se Maria Lucia, for da jeg skulle se Skønheden og Udyret sidste år, var det hendes dubleant der spillede den aften jeg så det. Denne gang var det heldigvis Maria Lucia selv, og hun synger jo smukt.

Jeg var også rigtig positivt overrasket over alle børnene og deres optræden. Ligesom i filmen var min yndlings nok Gretel. Hun er bare så kær, og det var hun også her. Alle børnene i det hele taget var castet rigtig godt og deres samspil med hinanden og Maria Lucia var rigtig godt. En af de scener som jeg mindes mest var faktisk en af de korteste. Bryllupsscenen er så lille i filmen, og det var den også her, men hvor er jeg glad for de havde den med. Og hold nu op(!) den bryllupskjole var smuk! Det var lige før jeg sad og tænkte at det var sådan en kjole jeg selv vil have til mit eget fremtidige bryllup en dag.

Det eneste negative jeg har at sige om forestillingen var at de havde lidt problemer med lyden. Der var en del gange hvor enkelte mikrofoner blev glemt i nogle få sekunder, og det var rigtig synd. Vi var så heldige at sidde på 7 række så vi kunne sagtens høre hvad de sagde selvom der var de her lydproblemer, men hvis man sad bagerst i salen er jeg ikke sikker på man kunne. Det skete et par gange hele forestillingen igennem, og jeg troede godt nok de ville få styr på det i løbet af pausen, men selv i anden halvdel efter pausen var der stadig problemer, men det er også det eneste negative jeg har at sige om forestillingen.

Den har fuldt ud fortjent alle de stjerner man kan give den, og alle de stående bifald de får hver aften. Så hvis du har muligheden så vil jeg klart anbefale at tage ind og se The Sound of Music på Det Ny Teater, det er klart en aften ud af din kalender værd.

(Alle billeder er fra Det Ny Teaters egen hjemmeside.)

Continue Reading

Det Mørke Net

Sidste aften i København stod på endnu en aften i Skuespilshuset, denne gang i Det Røde Rum hvor vi skulle se forestillingen Det Mørke Net. Vi gik alle ind til denne forestilling uden at ane meget mere om det end at det handlede om internettet og vores afhængighed af teknik. Jeg skal dog love for at vi alle blev blæst bare lidt omkuld og blev positivt overrasket på forskellig vis. For stykket var både oplysende på sin vis, men i særdeleshed også underholdende. Jeg sad selv flere gange og grinte meget højlydt, og også lidt med den tanke om at ’nej,-det-gør-de-bare-ikke’ et par gange.

Historien handler om et par der mødes online og på hver deres facon bliver enige om at mødes i virkeligheden. Der er bare det at de begge er bange for virkeligheden og befinder sig bedst i de grafiske skove, så det ender selvfølgelig også med en hel del indviklinger der udfolder sig meget voldsomt i sidste ende. Computerkongen Kasper bor sammen med sin mor, og han møder Alice på nettet, men bliver mistænksom og sætter en jagt ind på hende hvor PET agenten bliver involveret alt imens Alices bror skriver breve om at han har fundet det perfekte sted uden enhver form for teknologi, et sted de kalder Narnia.

Med kun 5 skuespillere bliver det hurtigt en forholdsvis intim forestilling og det var det også her, det var som om man lærte især de to der spillede Kasper og Alice særdeles godt at kende. Ikke mindst når man oplevede dem i deres virtuelle avatar selv, som også blev tilføjet en hel del komisk energi i deres udskejelser der mimede hvordan de tekniske avatare rent faktisk opfører sig. Det er i det hele taget hele aspektet med den online verden og det virtuelle der skabte så meget komik at man næsten sprudlede af grin. Men også de rappe replikker og ansigtsmimikken var lige i øjet. Selvom Maria Rossings rolle som Kaspers mor ikke var så stor en rolle så var hendes optræden bare så god, som den paranoide hypokondriske teknologiske afskrækkede mor, der bare vil passe på sin søn. Jeg syntes også Marie Dalsgaard og Asbjørn Krogh Nielsen gjorde et rigtig godt stykke arbejde, og deres kejtede forsøg på at slippe ud af suppedasen (som i sidste ende resulterer en voldsom slutning) er bare så anspændt og sjov på samme tid at man sidder og næsten trækker på smilebåndet hele tiden når de to var på scenen.

Det Mørke Net var som sagt en herlig positiv overraskelse der formår at gøre meget med meget lidt. Med en scene som i det store hele bare er et stort sort gulv, så sker der utrolig meget. Det er både en lejlighed, en elverskov og til sidst Narnia (og her var referencerne geniale! – jeg elskede slutningen og kælemimikken mellem Aslan og Alices bror), og man sidder og tror på det selvom det bare er en sort baggrund.

Jeg syntes Det Mørke Net er en oplevelse, og det en af de bedre. Så du skal absolut tage ind og se den, for du vil få et godt grin ud af det samtidig med du måske vil begynde at tænke lidt mere over dine teknologivaner bagefter (selvom de fleste af os nok alligevel lige skal tjekke fjæsen eller instaen med det samme forestillingen er slut for at se hvor mange likes vi fik for at være tjekket ind i Det Kongelige Skuespilshus).

Continue Reading

Heksejagt

Jeg er pt. draget et par dage til København med en flok teaterglade elever for – selvfølgelig – at se en masse teater. I går aftes havde vi så turens første stykke, som var en forpremiere på Skuepilshuset opsætning af Heksejagt, baseret på Arthur Millers historie. Jeg kendte på forhånd ikke alt for meget til Millers tekst, ud over hvad jeg har læst i små uddrag her og der og resumer fra sted til anden, så det var kun det overordnede plot jeg kendte til. Men det var også nok vil jeg sige, for man behøvede som sådan ikke vide særlig meget. Opsætningen af stykket og udførslen deraf var så simpel at man ikke sad og ikke kunne følge med på noget tidspunkt.

Det er den ældgamle historie om at se djævlen i folk, men samtidig at forsøge at redde dem så de kan vende tilbage til Jesus. Abigail Williams spiller en central rolle i det hun sætter alle disse rygter i gang i hendes hævngerrige plan om at ødelægge John Proctors ry og ægteskab, fordi hun er sygeligt forelsket i ham. Desværre skejer det hele ud og planen går slet ikke som planlagt og flere og flere kvinder blive beskyldt for hekseri som en følge af en lign. steppebrand. Det viser bare hvor let det er at skylde skylden på andre og se let bort fra sig selv.

Sceneopbygningen ser ikke umiddelbart ud af meget når man lige træder ind i salen, men den udnyttes til det fulde hele stykket igennem (2 timer! Uden (tisse)pause), med hæve sænke mekanismer og diverse attraper der fungerer som trapper osv. Derudover var lyssætningen en stor del af stykket også, i starten er der kæmpe spot direkte på scenen som er med til at skabe nogle fantastisk kæmpe skygger på scenen der bare fungerer så godt. Lyssætningen hele stykket igennem er bare i det hele taget med til at give det en helt anden stemning end hvad man lige regner med.

Rollelisten indebar en del kendte ansigter (Rasmus Bjerg, Tom Jensen, Henning Jensen, Helle Fagralid og Benedikte Hansen), men også en del – i hvert fald for mig – ukendte ansigter (Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Johannessen og Marie Tourell Søderberg) og uanset om jeg kendte dem eller ej, så gjorde de alle sammen et rigtig flot stykke arbejde. Der er blevet gjort et stort stykke arbejde ud af diverse lydeffekter for hold nu op de piger skal skrige meget hele stykket igennem, og deres dystre næsten messesang var også med til at skabe en lidt uhyggelig stemning flere steder i stykket. Det skete sågar at jeg blev en smule forskrækket her og der et par gange.

Så hvis du her efter den 6 marts hvor stykket har premiere befinder dig i København med en ledig aften og der er billetter så syntes jeg du skulle tage at tage ind og opleve det vanvittigt flotte Skuespilshus og se deres opsætning af Heksejagt.

Continue Reading

Alice i Eventyrland

I går aftes var jeg inde og se familieforestillingen Alice i Eventyrland på Aalborg Teater. Jeg er efterhånden begyndt at komme der ret jævnligt, og det er jeg faktisk ret glad for. Fordi jeg går altid derfra med et smil på læben og endnu en god oplevelse i håndtasken, så at sige.

alice-presse-thumb

Denne gang var det en ny og spændende fortolkning af det velkendte eventyr Alice i Eventyrland, hvor Alice vel egentlig lider af en form for personlighedsspaltning. Hele 7 forskellige skuespillerinder er castet til at spille Alice på forskellige tidspunkter i stykket, og selvom jeg var lidt skeptisk over hvordan de lige havde tænkt sig at bære sig ad med det, men jeg blev gevaldigt positivt overrasket over hvor vellykket det var. Selvom Alice jo skal være en person, var det lidt som om hver skuespillerinde gjorde Alice til deres egen.

Udover de 7 skulle spille Alice, påtog de sig også andre roller stykket igennem og der var roller der var blevet tilføjet og andre roller der var blevet fjernet, og selvom jeg sad og savnede tvillingerne var der en hel del andre roller jeg sad og kluklo meget af hele vejen igennem. Jeg var af sted sammen med en klasse af mine elever, og det var så dejligt at opleve sammen med dem og høre dem grine flere gange i løbet af stykket. Jeg oplevede også selv flere gange at jeg grinte højlydt.

Det er tydeligt at mærke at det er en familieforestilling, og børnekommentarerne (”Er det slut nu?”) tilføjer noget helt andet end man ville forvente af en teaterforestilling, og det giver en så hyggelig stemning.

Scenografien var meget simpel, men rigtig godt udtænkt. Det store rør (kan vel ikke kalde det meget andet) blev anvendt på meget kreativ vis hele stykket igennem, hvad end den fungerede som kaninhul eller tebord så befandt det sig næsten hele tiden på scenen og var en spøjs del af fortællingen. Derudover var det primært skuespillerne der indarbejde sig som en del af scenografien og det er en af de ting jeg syntes Aalborg Teater gør så glimrende, de gør det simpelt men stadig rigtig flot og kreativt.

Jeg syntes også moderniseringen af historien var rigtig godt fundet på, ikke mindst for at give historien et pust af det 21. århundrede, men også før at gøre det mere tilgængeligt for det yngre publikum det nu er rettet mod. Inklusionen af Miley Cyrus, kaninen som en Duracel kanin og en forloren skildpadde på dåse var jo ganske humoristisk påtænkt.

Jeg vil klart anbefale at tage ind og se Alice i Eventyrland på Aalborg Teater (og det spiller helt hen til og med den 20. december, så I har rigeligt tid endnu), og jeg giver det top karakter. Som en af mine elever sagde i dag da jeg spurgte hvad de syntes om det: ”På en skala fra 1 til 10, så var det en 11’er!”

Continue Reading

Svanesøen

I mandags var jeg af sted med min lille skare af elever inde og se en meget moderne udgave af Svanesøen. Det var eleverne selv der havde valgt det, og det i sig selv var jeg ret imponeret over. Jeg har aldrig før set en produktion af Svanesøen, udover de forskellige udgaver der er lavet af tegnefilm (som for eksempel den gamle Svaneprinsessen, som jeg ikke syntes var helt dårlig), så den helt konkrete historie kendte jeg faktisk ikke meget til, udover de grove træk.

Vi var først inde og høre en kort introduktion om hvad det var vi gik ind til, og på trods af at manden der fortalte i store grove træk fortalte næsten alt hvad vi skulle se bagefter, så var det nok alligevel en god ting. For denne udgave var meget ulig originalen, selvom den stadig var der.

I stedet for en troldmand, prins og prinsesse har vi en forholdsvis sindssyg psykiater der kontrollerer en sindssyge hospital hvor han i desperation vil forsøge at transformere sine patienter om til svaner. Det i sig selv lyder jo ret vanvittigt. Tilføj to skræmmende, kvindelige kontrollører der hiver i strengene og stemningen er ligesom sat.

314ed163a5264f98aa7b1cfc6520896a

Musikken var den klassiske musik af Tjajkovskij, dog på bånd, så man sad flere gange og kunne nikke genkendende til melodien og rokke ligeså stille med. Der var også enkelte stykker der mindede mig om scenerne fra Fantasia, og det syntes jeg var lidt hyggeligt, for det viser også hvor meget man kan fortolke på den her slags.

Det var heller ikke ballet som den traditionelle på tå-spids ballet som man kender, men mere en kombination af moderne og kunstnerisk dansk, hvilket skabte nogle til tider sjove fugle-lign. Bevægelser hos danserne, hvilket fungerede rigtig godt til musikken. Det gav også det ekstra lag at danserne blev forvandlet til fugle, eller rettere svaner.

Alt i alt var det en meget anderledes oplevelse som jeg ikke havde forventet. Ikke desto mindre har jeg nu fået lidt lyst til at opleve en decideret ballet opsætning af Svanesøen for at se den i sin originalitet og skønhed. Jeg ville gerne anbefale at se denne udgave, opsat af det portugisiske kompagni Quorum, men det var kun en enkelt forestilling, i hvert fald i Aalborg. Så kan det være de spiller et andet sted i landet så man kan opleve det andetsteds.

Continue Reading

Beauty & the Beast (Det Ny Teater)

I weekenden var jeg et smut I København i forbindelse med noget familie tam-tam, og når nu jeg var derovre besluttede jeg mig for at udnytte det til noget rigtig godt. Derfor spurgte jeg Kæresten om han ville med i teatret og se Skønheden og Udyret i flot sceneopsætning, og det kunne han godt lide undlade sig.

200x900-BB-banner-v4_03

På forhånd havde jeg set en hel del billeder på nettet fra mange andre der havde været inde at se det, og jeg havde kun hørt gode ting så jeg var allerede meget opsat på at det ville blive en god aften. Allerede da vi kom ind i salen og så scenen blev jeg simpelthen så glad i hjertet af at se opsætningen. Scenetæppet med rosen var simpelthen så flot og det var med til at bidrage til den rette stemning til stykket, selv inden det gik i gang.

Dog var jeg blevet en smule skuffet allerede inden stykket gik i gang, for jeg fandt ud af at det ikke var Maria Lucia som spillede Belle den aften, men en Frederikke Videl. Som sagt blev jeg lidt skuffet over det i første omgang, men som forestillingen udfoldede sig gjorde det jo ikke noget, for Videl gjorde også et fantastisk arbejde og hun synger også rigtig godt.

Selve sceneopbygningen var fantastisk (jeg føler jeg overbruger det ord bare i den her anmeldelse, men sådan er det bare!), det hele var bare så flot og det gik så flot fra scene til scene. Det gav udtryk for at der var tænkt på hver mindste detalje selvom der var meget få små rekvisitter på scenen. Udover de store baggrundsopstillinger var det stort set kun skuespillerne og deres kostumer og det virkede! Der var i sig selv ikke brug for meget mere end det, for historien er jo så god og man bliver tryllebundet så hurtigt alligevel uden at man sidder og lægger mærke til de små rekvisitter.

csm_Paa_slottet2_590552c547_543f56e29f

Skuespillerne i sig selv har jeg også kun ros til overs for. Selve ensemblet kendte vi ikke mange af, stort set kun Maria Lucia (som desværre ikke var på scenen den aften), Kenneth M. Christensen og selvfølgelig Preben Kristensen. Sjovt nok var det også Preben Kristensen der fik den største applaus da stykket var slut, selv i for hold til hovedpersonerne. Alle skuespillerne gjorde et fabelagtigt stykke arbejde og jeg var så benovet over alle evner for at synge og performe på sådan en facon. Jeg sad flere gange og fik gåsehud og Kæresten sad også flere gange og kiggede over på mig for at se om jeg sad og græd – og indrømmet, jeg kneb da også nogle tårer et par gange i løbet af forestillingen.

csm_Udyret_Belle_ved_bordet_b143b5de4b_1722149d9d

Lumiereudsnit-620x330

Jeg har i det hele taget kun rosende ord til overs for den her forestilling og jeg vil helt klart anbefale at tage ind og se den. Selv Kæresten som ikke er nær så stor Disney nørd som jeg er, nød aftenen. Jeg vil primært tro at det også er fordi at forestillingen ikke ’bare’ er en genfortælling af filmen, jeg mener det er det selvfølgelig, men den er også meget mere. Det er en musical, men man bliver rørt på en anden måde og den har en hel anden slags humor som ikke ses i filmen. Meget af denne humor tilfalder selvfølgelig de fortryllede tjenestefolk, men også udyret har sine øjeblikke, som da han prøver at forklare hvordan hans hjerte banker helt ud af brystet når han tænker på Belle.

Både Kæresten og jeg var begge to så rørte og glade i hovederne efter at have set den, at hvis det havde været muligt var vi taget ind og se den igen – lige med det samme! Så bare gør som mig, og udnyt en tur til København hvis I kommer forbi inden forestillingen er slut.

Continue Reading

Spilleren

I sidste uge var jeg en tur i teatret, nærmere betegnet Aalborg Teater. På mit arbejde har jeg påtaget mig ansvaret for noget vi kalder Teaterkredsen, som i sin simpelhed består i en flok teaterelskende elever der skal superviseres af en lærer på de her ekskursioner. Den post har jeg nu påtaget mig, med forhåbninger om nogle underholdende aftener i ungt selskab rundt omkring på diverse teatre i Nordjylland.

I sidste uge havde vi så vores første tur som var på Aalborg Teater hvor vi så Spilleren, et stykke baseret på en af Dostojevskijs romaner. Jeg har ikke selv læst pågældende roman, men det havde en af eleverne og hun syntes der var nogle ting der ikke helt var nok – i hvert fald ikke som hun havde forestillet sig det.

Alle os andre havde dog ingen anelse som sådan hvad vi gik ind til, men det var en underholdende aften uden lige alligevel. Jeg var hele aftenen igennem benovet over den gode brug af mimik skuespillerne brugte. Selvom man måske kunne sige at den blev lidt for meget i nogle tilfælde, så fungerede det bare så godt i stykket i sig selv, og man kunne ikke lade være med at grine af dem, eller med dem som det også var i visse tilfælde. Men når man tager i betragtning at det var på lille scene og der ikke blev brugt mikrofoner eller den slags, så var det næsten et givet at mange ting skulle overdrives for at de af os på bagerste række kunne høre det hele. Hvilket ikke var noget problem på noget tidspunkt forestillingen igennem.

Spilleren-11

Scenografien var ganske simpel mens den var rigtig godt udtænkt. Der var sågar en mini-pool i midten af det hele. Jeg havde lidt en forventning om at den ville blive brugt, men alligevel ikke på en sådan måde som den gjorde.

Alle skuespillerne gjorde et rigtig godt stykke arbejde, men jeg må sige at mine favoritter klart var Andreas Jebro som Aleksej der forsøger at vinde hjertet af sin udkårne alt imens han forsøger at vinde på rouletten, igen og igen. Hans mimik var så overdrevet til tider at jeg ikke kunne lade være med at sidde og trække på smilebåndet af hans nærmest små mærkelige trækninger. Derudover var jeg også stor fan af Marianne Høgsbro som gammeltante Babusjka, der egentlig virkede som om hun var lidt beruset i sin karakter – men det virkede! – og jeg var vild med det. Efter hun kom på scenen første gang sad jeg bare og ventede på hendes og de spydige one-liners replikker hun kunne fyre af på sådanne måde at resten blev en smule overflødigt.

Hvis man har tid her i efterårsferien og kan nå at få billetter vil jeg klart anbefale at man laver et lille pit-stop hos Aalborg Teater og et smut til Roulettenburg sammen med en farverig flok mennesker.

spilleren-presse-2-thumb

Continue Reading