Wink, Poppy, Midnight (April Genevieve Tucholke, 2016)

Every story needs a hero. Every story needs a villain. Every story needs a secret.

Wink is the odd, mysterious neighbor girl, wild red hair and freckles. Poppy is the blond bully and the beautiful, manipulative high school queen bee. Midnight is the sweet, uncertain boy caught between them. Wink. Poppy. Midnight. Two girls. One boy. Three voices that burst onto the page in short, sharp, bewitching chapters, and spiral swiftly and inexorably toward something terrible or tricky or tremendous.

What really happened? Someone knows. Someone is lying.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må blankt indrømme at dette var en af de bøger jeg bestilte hjem udelukkende baseret på dens smukke omslag. Jeg kunne absolut ikke stå for det, og da jeg læste nærmere omkring hvad bogen rent faktisk handler om, og det viste sig at være en bog med 3 forskellige fortællere, og man selv skulle bedømme hvem der var troværdig eller ej, blev min nysgerrighed vækket til live. Jeg har altid syntes at konceptet med troværdige/utroværdige fortællere har været ganske interessant, hvis det altså er udført med stil og man først indser problemet med fortælleren til sidst. Det giver et eller andet ekstra til en historie, når en fortæller viser sig at være lidt mere suspekt end hvad godt er.

Historien her handler om Midnight, der så længe han kan huske har været vanvittigt forelsket i naboens datter, Poppy, som er den enormt populære pige, der ved at hun er det, og udnytter det til fulde. Men Midnight beslutter at han skal komme videre i sit liv, og ikke mere være forelsket i Poppy, og da er det passende nok at han møder Wink, den bestemte modsætning til Poppy. Herfra udvikler historien sig fra hvert synspunkt, og man bliver hele tiden i tvivl om hvem der skal forestille at være ’den gode’ i dramaet der udspiller sig.

”She was quiet as I walked her back home, but then, she’d been pretty quiet the whole night. And I didn’t know her well enough to know if that’s how she usually was anyway. She didn’t talk in school, but neither did I, and it didn’t prove a thing.”

Midnight var for mig ganske interessant, for han virker til at starte med som en ganske solid karakter, der beslutter at ville lægge sit liv om, og han træffer nogle konsekvente beslutninger hertil. Desværre sker der bare det, som historien skrider frem, at det bliver mere og mere tydeligt at Midnight blot skulle have en anden person han kunne følge og forgude. Det viser sig at Midnight ikke er nær så karakterstærk som han måske gerne vil være, hvilket han på sin vis også er klar over. Det lille punkt vendte min mening om ham en lille smule. For det er en ting at være karaktersvag, men hvis man er klar over det, så bliver det en anden sag.

Det hele blev noget mere kompliceret med Poppy og Wink. De kapitler var nok de mest interessante syntes jeg. For her fik man indblikket i den populære piges tanker, og den mere atypiske piges tanker. Og de var ikke altid hvad man regnede med de var.

”I watched them all and they didn’t see me, not one damn speck of me. I liked being invisible, I was learning things, there were so many things I’d missed before, back when I always needed to be the center of attention.”

Historien om de tre personer her kom med nogle sving igennem forløbet, og det var alle sammen nogle jeg ikke helt havde forventet. Slutningen var bestemt heller ikke hvad jeg havde forventet, og det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at blive overrasket af slutninger på den måde, og det formåede denne bog at gøre. Den var ganske kort i sin handling, og meget ligefrem på nogle punkter. Det var nok en af de ting, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere udvikling af enkelte små detaljer. Det var som om der var et par små historier i den overordnede historie, som ikke helt fik samme liv som de 3 hovedpersoner fik. Hvilket jeg syntes er synd, for jeg tror sagtens bogen kunne fungere hvis man gav plads til de små detaljer i forbindelse med deres historier.

Hvis man er til multifortællere der krydser hinanden hele tiden, og en uforudset slutning, og et uopklaret spørgsmål om hvem der er helt/heltinde, så vil jeg mene man skal give Wink, Poppy, Mignight et godt forsøg. Jeg blev i hvert fald fanget af de store forskelle som hver især udviste. Derudover skal det siges at den jo er ganske kort, og er forholdsvis hurtigt læst, for stilen er ikke voldsomt tung. Det er en typisk YA roman på det punkt, men så giver den alligevel stof til eftertanke.

Continue Reading

Career of Evil (Robert Galbraith, 2015)

When a mysterious package is delivered to Robin Ellacott, she is horrified to discover that it contains a woman’s severed leg.

Her boss, private detective Cormoran Strike, is less surprised but no less alarmed. There are four people from his past who he thinks could be responsible – and Strike knows that any one of them is capable of sustained and unspeakable brutality.

With the police focusing on the one suspect Strike is increasingly sure is not the perpetrator, he and Robin take matters into their own hands, and delve into the dark and twisted worlds of the other three men. But as more horrendous acts occur, time is running out for the two of them…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4198

Det er utroligt der kan gå et år mellem at læse mere om Strike og Robin, og alligevel skal der ikke mere end et kapitel eller to til at jeg føler at jeg kender dem som bedste venner igen. Strike bliver ved med at være lidt clueless på nogle områder, mens han bliver skarpere og skarpere på andre områder. Robin bliver ved med at være lige viljestærk på nogle punkter, men også lige naiv på andre punkter. Det er længe siden jeg har haft lyst til at give en person i en bog en lussing så meget som jeg havde med Robin i denne omgang.

Career of Evil starter meget brutalt og det står klart at denne bog er meget mere personlig for både Strike og Robin. Ikke nok med at det er Robin der får tilsendt et afsavet ben (!), så begynder Strike straks at tænke i personlige hævntogter tidligere bekendte måtte have imod ham. Jagten sættes ind, alt imens det indtil videre ret så inkompetente britiske politikorps leder de forkerte steder. Strike indleder sig egen efterforskning, mens han gør sit bedste for at beskytte Robin.

”Robin had not intended to tell Strike the story, but all resolutions were adrift tonight on the little sea of alcohol with which she had filled her hungry and exhausted body. What did it matter if she told him?”

Forholdet mellem Strike og Robin i denne bog skærpes og sløres på skiftevis igen og igen, og jeg blev lige fanget af disse grænser hver gang en blev overtrådt. Personligt trådte krimidelen af bogen lidt i baggrunden for alle de personlige intriger der opstod i denne bog, men taget i betragtning hvor personlig en sag det var denne gang, så gjorde det mig ikke spor. For intrigerne var også med til at lede til nye spor og nye opdagelser i sagen.

Galbraith (eller mere sagt Rowling) formår stadig at skrive utrolig billedeligt og gribende. Jeg følger nærmest med Strike ned af de mange gader igennem Londons mulm og mørke, og jeg står lige ved siden af Robin mens hun drikker sin kolde sodavand på udkig efter hvem end hun nu overvåger. Jeg vil efterhånden mene at det er tæt på lige meget hvad Rowling kan finde på at skrive, så længe hun bliver ved med at skrive, for hendes håndtering af sproget og de mange finesser der ligger i det, har hun – efter min mening – helt og holdent styr på.

”Robin was a decade younger than Strike. She had arrived in his office as a temporary secretary, unsought and unwelcome, at the lowest point of his professional life. He had only meant to keep her on for a week, and that because he had almost knocked her to her death down the metal stairs when she arrived, and he felt he owed her.”

Som en god krimifortælling blev jeg heldigvis også overrasket af dennes slutning. Jeg lagde slet ikke mærke til hvor mange sider jeg vendte før jeg pludselig befandt mig ved en form for slutning og skurken var blevet afsløret! Det hele gik næsten lidt for hurtigt, men det er nok også fordi at denne bog ikke føltes som en normal efterforskningsbog, men mere en personlig-vendetta bog fra både Strike og skurkens synsvinkel.

Med et lidt bittersødt farvel til Strike og Robin i denne omgang ser jeg bare endnu mere frem til at komme til at møde dem igen. Deres turbulente forhold er om noget ikke slut endnu, og Robin kan stadig nå at komme til fornuft, ligeså vel som Strike kan nå at komme til fornuft. Jeg håber inderligt at Rowling vil blive ved med at skrive om dette umage par bare lidt endnu, for jeg er ærligt talt ikke helt klar til at give slip på dem endnu.

5 star

Continue Reading

Mr. Kiss and Tell (Rob Thomas, 2015)

Mr. Kiss and Tell (Veronica Mars, #2)

The Neptune Grand has always been the seaside town’s ritziest hotel, despite the shady dealings and high-profile scandals that seem to follow its elite guests. When a woman claims that she was brutally assaulted in one of its rooms and left for dead by a staff member, the owners know that they have a potential powder keg on their hands. They turn to Veronica to disprove—or prove—the woman’s story.

The case is a complicated mix of hard facts, mysterious occurrences, and uncooperative witnesses. The hotel refuses to turn over its reservation list and the victim won’t divulge who she was meeting that night. Add in the facts that the attack happened months ago, the victim’s memory is fuzzy, and there are holes in the hotel’s surveillance system, and Veronica has a convoluted mess on her hands. As she works to fill in the missing pieces, it becomes clear that someone is lying—but who? And why?

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – –

Det er en fornøjelse at være tilbage i Neptune sammen med Veronica Mars. Bogen her fortsætter umiddelbarrt lige efter hvor den forrige sluttede og det er ufatteligt rart at kunne træde ind i en historie med en sådan lethed at alt bare er genkendeligt og ligetil på den måde. Selvfølgelig er der den overordnede sag der skal løses, som ved første øjekast er at ukendt maner, men langsomt går det op for os at visse ting er mere bekendte end man lige havde forventet.

Den mængde af korruption Rob Thomas har formået at klemme ind i denne ene lille by er ufatteligt, men på den anden side er det vel også nødvendigt hvis man har i sinde at lave en story-line med en karakter som Veronica som skal kunne have noget at lave på rigtig langt sigt. For set udefra ser det ud til at uanset hvor mange sager Veronica og hendes far løser, så vil der altid være 2 problemer mere lige rundt om hjørnet.

”Norris pushed the door open and stepped through. Veronica held back for a moment, listening. “Sorry to interrupt you Sheriff. I’ve got some lady here who says she knows who did it.”
“What the hell are you waiting for, Clayton? Send her in.” Veronica stepped into the doorway, jazz hands aloft. “Ta-da!”
Instantly, a dark flush moved through Lamb’ cheeks, his lips twisting into the kind of sneer most people reserved for shit on their shoes.”

I den her bog var det så herligt at der faktisk var to sider, sideløbende. Hvilket vil sige man både fulgte Veronica og Keith, og jeg syntes det var herligt at få et sjældent indblik ind i Keiths tankegang og lidt af hans baggrund. Det var rørende at læse om hans konstante bekymring for Veronica, men også oplysende at læse om de små bidder af hans baggrund. Keith er og bliver min ultimative TV-far over dem alle!

Selvfølgelig var der også masser af Veronica, men det var bare lidt som om sagen i det her tilfælde faldt lidt til jorden og tog utrolig lang tid om at skulle bevise. Tvivl blev ved med at være der, men man holdt alligevel med Veronica og hendes mavefornemmelse, så på den måde var det bare træls at skulle vente så lang tid på at resten indså at hun havde ret.

I forhold til resten af karakterspektrummet er de der alle sammen – og denne gang var der meget mere Logan! Det var så herligt at læse om hvordan deres forhold er nu, hvor modne de er samtidig med de begge kan være lige så stædige som deres teenage år. De passager med dem som par var nok dem jeg nød mest, fordi de gav bogen en hel anden vinkel end den sædvanlige detektiv-sagsvinkel som vi er så vant til.

”The SEALs aren’t the only ones with moves.” He leaned down to pet Pony, who licked his chin. “How’re my girls?”
“Well, one of us peed n your shoe. And the other barked all morning,” she said.”

Humoren er stadig frisk og sprød på næsten hver side, og det skal den også være for det har været en af hjørnestenene lige fra starten af. Desværre er det bare ikke helt det samme som at opleve det i hurtige one-liners på skærmen. One-liners er der stadig masser af, men de fungerer bare ikke nær så godt på skrift på den måde, og det er utroligt synd for Veronicas personlighed skinner bare så meget igennem, og i sidste ende er det jo hende der skal bære det – hun er trods alt titelkarakteren.

Uanset hvad er det altid dejligt at være tilbage i Neptune og opleve detektivarbejde i Veronica-stil. Det vides ikke endnu om der kommer flere bøger eller hvad der gør, men det håber jeg inderligt. For slutningen i denne her ligger virkelig også op til forandringer på store plan, som kan gøre tingene enten nemmere og sværere for Veronica i fremtiden.

6-star

Continue Reading

Den betænksomme morder (Kaaberbøl, Lene & Friis, Agnete, 2013)

morder

Som Røde Kors-sygeplejerske er Nina Borg mere vant til at redde andre end til at skulle forsvare sit eget liv. Men hvor langt må man gå for at redde sig selv?

(Tekst fra saxo)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – –

 

Bagsideteksten til den her bog er meget kort, og det siger lidt om bogen i sig selv. Jeg var ret glad for de tre første krimier om Nina Borg, og blev positivt overrasket over at Lene Kaaberbøl faktisk også kunne skriver krimier, med lidt hjælp fra Agnete Friis. Men i deres fjerde (og hvad jeg håber, er sidste) bog om Nina Borg falder deres gode historie ret meget til jorden.

Hele historien igennem sad jeg og ventede på en såkaldt ’kicker’ der skulle få det hele til at give meningen, for den hævntørst der skulle forestille at drive hele plottet fandt jeg bare aldrig særlig realistisk. Da holdningerne bag begivenhederne blev afsløret til sidst sad jeg stadig tilbage med en følelse af mangel på forløsning. Det gav bare ikke mening i mit hoved. Det hele virkede alt for impulsivt og dårlig gennemtænkt (fra skurkens side, vel at mærke). Alt i alt syntes jeg bare plottet var mangelfuldt.

I forhold til det også skulle forestille at være en Nina Borg krimi, var der også alt for lidt Nina i bogen. Fordeling var nok 20% Nina, 60% skurkene og resten lidt blandet på en anden karakter. Og det plejede at virke i de andre bøger, men det var også fordi Nina var i centrum, hun var repræsenteret som hun skulle som protagonist, men det fungerede desværre ikke i den her.

Derfor må jeg indrømme at jeg håber denne fjerde bog er den sidste om Nina Borg. Det lægger den også lidt op til, og det er med en lidt dårlig følelse at jeg må indrømme det, for som sagt kunne jeg faktisk godt lide de tre første. Bog 4 var bare en for meget, med alt for lidt Nina.

2 star

Continue Reading

The Silkworm (Robert Galbraith, 2014)

51nAhDhrL8L

When novelist Owen Quine goes missing, his wife calls in private detective Cormoran Strike. At first, she just thinks he has gone off by himself for a few days – as he has done before – and she wants Strike to find him and bring him home.

But as Strike investigates, it becomes clear that there is more to Quine’s disappearance than his wife realises. The novelist has just completed a manuscript featuring poisonous pen-portraits of almost everyone he knows. If the novel were published it would ruin lives – so there are a lot of people who might want to silence him.

And when Quine is found brutally murdered in bizarre circumstances, it becomes a race against time to understand the motivation of a ruthless killer, a killer unlike any he has encountered before…

(Tekst fra goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Den anden krimi fra pseudonym JK Rowling er lige så god som jeg husker den første var. Jeg siger det her hele tiden (men det er stadig rigtig nok), jeg læser så sjældent krimier, så hvis det er skal det virkelig være en der sætter mig på kanten af sofaen og overrasker mig i hvert kapitel, og i det mindste forvirrer mig for netop ikke at være så forudsigelig som jeg syntes mange krimier typisk er.

Det er præcis hvad Galbraith (aka Rowling) formår at gøre med sine krimier. Der bliver spundet et net af spørgsmål og personer som alle krydses på tværs af hinanden for at komplicere sagen stort set ned til mindste detalje. Denne gang fandt jeg historien endnu mere fangende fordi mysteriet/sagen foregik i det litterære miljø, med en død excentrisk forfatter. Strike måtte derfor arbejde sig igennem agenter, forfattere og diverse spøjse manuskripter og historier der alle var med til at skabe endnu flere interessante fortællinger.

”Excitement was her dominant emotion, because she was convinced that Strike had some excellent reason for interviewing Chard that could not wait. Robin had learned to trust her bos’s judgement and his hunches; it was one of the things that so irritated Matthew.”

Udover at det her var endnu et godt mysterium, der formåede at holde mig anspændt stort set lige til sidste side, så er det også et rigtig godt eksempel på dybe karakterer og historier der spænder sammen på kryds og tværs. For jeg kan sige at jeg i løbet af de sidste 100-150 sider havde meget svært ved at lægge bogen fra mig fordi der blev insinueret så meget og alt muligt blev hintet til, så jeg bare blev nødt til at læse endnu et kapitel og endnu et kapitel og endnu et kapitel, for at jeg kunne komme til at vide lige så meget som Strike indikerede at han vidste.

Men som sagt er det også endnu et godt eksempel på hvordan gode karakterer Rowling kan skabe, karakterer der har så megen dybde at man bare gerne vil vide meget mere om dem og se dem agere samme og overfor hinanden. For selvom Strike og Robin måske ikke arbejder så meget sammen direkte, så elsker jeg de kapitler hvor de arbejder sammen og deler teorier. Jeg er vild med Robin som karakter og jeg kan næsten ikke vente med at læse mere bare om hende og den rejse hun nu skal på i de kommende bøger.

”I know you have. I wouldn’t be where I am now if I hadn’t had you,’ said Strikr. ‘Nobody was ever more grateful than me for a temping agency’s mistake. You’ve been incredible, I couldn’y have – don’t bloody cry, that family’s gawping enough already.’
‘I don’t give a monkey’s,’ said Robin into a handful of paper napkins and Strike laughed.”

Forholdet mellem Strike og Robin er så underholdende somme tider at det gør krimi delen endnu sjovere. Så da jeg for nogle dage siden fandt ud af at der er en tredje Cormoran Strike bog på vej blev jeg lidt glad indvendig, fordi hvis jeg ikke kan leve i Rowlings Potter univers, kan jeg i det mindste komme til at leve lidt endnu i hendes ikke mindst lige så underholdende Strike univers, med næsten lige så gode historier og spændende karakterer.

6-star

Continue Reading

Veronica Mars, the Thousand Dollar Tan Line (Rob Thomas & Jennifer Graham, 2014)

18209454Ten years after graduating from high school in Neptune, California, Veronica Mars is back in the land of sun, sand, crime, and corruption. She’s traded in her law degree for her old private investigating license, struggling to keep Mars Investigations afloat on the scant cash earned by catching cheating spouses until she can score her first big case.

Now it’s spring break, and college students descend on Neptune, transforming the beaches and boardwalks into a frenzied, week-long rave. When a girl disappears from a party, Veronica is called in to investigate. But this is no simple missing person’s case; the house the girl vanished from belongs to a man with serious criminal ties, and soon Veronica is plunged into a dangerous underworld of drugs and organized crime. And when a major break in the investigation has a shocking connection to Veronica’s past, the case hits closer to home than she ever imagined.

(Text from Goodreads)

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

 

 

I decided to write this review in English. Partly because I wanted it to be available to some of the amazing Read-a-Thon readers but also because there is such an amazing VM fan community across the world. So I wanted to make this easy accessible to everyone across the globe. I know I might be a bit slow to read this, but also a bit fast to read this compared to some.

As you can read it’s 10 years since Veronica left Neptune and 2 months since she came back to rescue high-school sweetheart Logan out of a dilemma. If you have seen the movie you know what happened and I won’t tell you just to be sure not to spoil it to the very last amount of people who have yet to see it. All I will say though, is the fact that we are right back to the centre of what Veronica is all about. Getting to the bottom of things and solving the sometimes very corrupt sides of life. It is a mystery thriller at its best, with some surprising plot twists along the way.

Perhaps the best thing about this book is the fact that we don’t need to spend an awful many amounts of chapters getting to know the characters, we are well aware of how much of a marshmallow Veronica is and how much of an adrenalin junkie she, and how she is not willing to give up until she knows everything – and by everything I mean everything. To make it even better we get to see more of the dynamic duo of Wallace and Mac, and hear a bit more about their lives and how strong the friendship still is between the three of them.

It becomes clear right away that Rob Thomas is behind the majority of this novel, the language and tone of the series is well marked in the book, and the fast-lipped one liners from Veronica are perhaps even better because I can re-read them and re-live her quick wit over and over again. And because we know it’s Kristen Bell it’s even easier to picture her reacting in all these situations.

“Oh, I guess you wouldn’t know, since you left the actual investigating for me to do. Well, buckle up, my friend, because I’m about to hand you actual clues to an actual crime, wrapped in a bow.”

You can almost imagine Kristen/Veronica clapping her hands together in mock celebration as she delivers this line. I think this was another thing I like really much about this book, the fact that it was so easy to pictures things made the story come so much more to life and that is something that can sometimes be lacking in some books. However, when you are dedicated Marshmallow it is much more enjoyable to read this story.

The plot gets solved, of course, it wouldn’t be Veronica if it didn’t, but it also leaves some doors open for us to wonder about what could happen next. I hope that is intentional to create a buzz about a second book while we all keep hoping for more of the series or just another movie. Either way would be really great. If you are yet one of those left clueless as to who Veronica is, check out this quick trailer for the show and then I advise you to the utmost strongest to go watch all three seasons and the movie this instant, you won’t regret it!

6-star

Continue Reading

The Cuckoo’s Calling (Roberth Galbraith, 2013)

 
Det tog mig lidt tid, jeg købte bogen hjem lige efter sommerferien sidste år (altså 2013), men det var først her i julemåneden at jeg fandt tiden til at læse den – efter alle de andre bøger jeg lige skulle have læst først.
Gøgens kalden, som bogen er oversat til på dansk, er den første bog om den afdankede detektiv Cormoran Strike. Som mange af jer sikkert er klar over så er forfatteren Robert Galbraith jo et pseudonym. Der gik ikke mere end et par uger før det var overalt i medierne at Robert Galbraith i virkeligheden var ingen anden end JK Rowling. Når nu man er klar over det kan man godt genkende hendes skrivestil i bogen, og hun har igen skabt karakterer med dybde og som man har lyst til at læse mere om. Det er essentielt hendes styrke, det var det samme med The Casual Vacancy, som også var et klædeskab af spændende og til tider excentriske karakterer. Ikke mindst hovedpersonen Strike, som den afdankede krigshelt med en let broget fortid, der hele tiden sniger sig ind på ham i løbet af den pågældende sag med ting der minder ham om sin barndom.
The Cuckoo’s Calling er et spændende krimipust der gav mig en lidt større lyst til måske at læse lidt flere krimier. For skal jeg være ærlig er det aldrig en genre jeg har læst meget. Den evindelige undren over hvem der har gjort det samt den lange udtrækning for at få det til at strække en hel bog har aldrig været min kop the. Til gengæld har jeg altid godt kunne se en god krimi serie på TV – og måske er det netop fordi jeg med sikkerhed ved at jeg får at vide hvem der er skurken indenfor en time.
Som sagt var det ikke den udstrækning jeg sad med i det her tilfælde, og jeg tror netop det er fordi der er skabt de her karakterer som man har lysten til at fordybe sig i. Selve sagen der bliver sat foran detektiv Strike i begyndelsen af bogen er som sådan ikke en sindsoprivende sag – en model, der tilsyneladende har begået selvmord, men en bror der ikke mener det er så lige til – men derimod er det måden hvorpå sagen bliver løst der er tiltalende, fordi Strike måske bruger lidt uortodokse metoder. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig 100% omkring eftersom jeg ikke har den rette viden indenfor faget eller har læst særlig mange krimier som sagt, men umiddelbart syntes jeg ikke det er den normale detektiv opklaring Strike bruger.
Alt i alt vil jeg sige at The Cuckoo’s Calling er en glimrende krimi som man fortaber sig i, ikke mindst på grund af de små detaljer som bliver lagt frem igennem de interessante karakterer. På diverse hjemmesider bliver det anført at bogen er en #1 i en Strike serie, så hvis man skal tyde det korrekt kan vi formodentligt forvente flere opklaringer fra Cormoran Strike i fremtiden. I så fald vil jeg endnu engang være tilbøjelig til at kaste mig over en sjælden krimi i min stak at bøger til fritidslæsning.
Continue Reading