Bridget Jones (Helen Fielding, 1996)

Det er så endnu en film som jeg har set utallige af gange og ELSKER (! Mest af alt på grund af Colin Firth!) så jeg tænkte det var på tide at få læst bogen. Jeg skal da love for at bogen skrider noget mere hurtigt og ukontrolleret frem i historien end man kender fra filmen, men selvfølgelig er der forskelle, det er der jo altid når bøger bliver lavet til film.
Det skal dog ikke ses negativt at bogen skrider så hurtigt frem i plottet, det gør blot at man i sidste ende hepper mere på Darcy og Bridget skal finde sammen og man tænker om og om igen at Bridget da ikke kan blive ved med at opføre sig så idiotisk som hun gør. Men det gør hun! Og det er det der er så fabelagtigt ved hende; hun er en helt almindelig kvinde som vi andre kan forlige os med. Hun bliver også deprimeret over at have spist en hel æske chokolade fordi så har man indtaget alt for mange kalorier. Hun har også ligget vågen hele natten og bekymret sig over hvorfor hun er så uattraktiv og hvorfor i alverden hun ikke har fundet en kæreste endnu – hvilket hun da også bliver påmindet om igen og igen af hele sin familie og omgangskreds.
Jeg hørte bogen som lydbog og den varede ikke mere end et par timer og umiddelbart vil jeg heller ikke tro den vil tage mere end en dag at komme igennem fysisk fordi historien bare flyver sådan af sted. Man begynder at holde mere og mere af Bridget og hendes tossede udfoldelser og man begynder at blive ligeså irriteret på hendes forældre som hun selv er. At høre bogen som lydbog var lidt som at Bridget selv stod og fortalte mig hendes pinlige historie, hvilket bare gjorde den mere fornøjelig.
Dog tror jeg alligevel at jeg vil foretrække filmen i fremtiden, ikke mindst på grund af Colin Firth som sagt, men Hugh Grant skal vi jo heller ikke kimse os over. Og så er slåskampen mellem de to til sidst i filmen da bare højdepunktet (og endnu bedre bliver det i 2eren hvor de gør det i springvandet!).
Continue Reading

About A Boy (Nick Hornby, 1998)

about-a-boy-book-cover
Selvom jeg har set filmen mange gange er det først nu jeg har fået taget mig sammen til at læse bogen, det var i forbindelse med arbejde hvor vi skal arbejde med bogen og jeg tænkte at det ville være smart at jeg fik den læst i tilfælde af spørgsmål der måtte opstå som jeg eventuelt ikke ville kunne svare på.
Jeg blev overrasket over hvor nem bogen var at læse, måske var det fordi jeg på forhånd var godt inde i de forskellige personer fra alle de gange jeg har set filmen. For det tog ikke mere end de første to kapitler og så vidste man en hel del om både Marcus og Will. Det tror jeg faktisk også man ville kunne læse sig frem til mellem linjerne selvom ikke har set filmen, for den første håndfuld kapitler fortæller en hel del om dem begge og det liv de udfolder sig i.
I det hele taget er der meget få personer i About A Boy som man ikke ville syntes om. Måske er man lidt stødt over Will i begyndelsen af bogen og hans skumle planer om at møde damer, men som Marcus tvinger sig ind i hans liv begynder de jo begge at ændre sig og man kommer bare til at holde mere og mere af dem. De eneste personer som man syntes mindst om – for at sige det på en pæn måde – er de enkelte ret små bipersoner i form af kærester og veninder af Fiona, Marcus’ mor. Men selvom de kun figurerer i små portioner af historien kan man ikke lade være med at sympatisere med dem. Den eneste der reelt er træls det er Marcus far. Jeg blev overrasket over at han rent faktisk var med i bogen, for det er han jo ikke i filmen. Og jeg skal være ærlig at sige at historien fungerer fint uden ham. På en måde syntes jeg faktisk den er bedre uden Marcus’ far fordi det gør det forhold han udvikler til Will meget mere virkeligt og troværdigt.
Jeg vil gætte på de fleste folk har set filmen, men ikke læst bogen og det syntes jeg faktisk er en skam nu hvor jeg selv har læst den. Jeg kan derfor varmt anbefale About a Boy til alle der kan bruge en hurtiglæst bog som man ikke kan lade være med at smile af.
Continue Reading

Marina (Carlos Ruiz Zafon, 1999/2013)

Seneste skud på stammen fra Carlos Ruiz Zafon er en af de sidste af hans ungdomsromaner som jeg endnu ikke havde fået læst. Nu siger jeg seneste, det skal selvfølgelig forstås som seneste af hans bøger som jeg har anskaffet mig, for Marina som den hedder, var så vidt jeg kan forstå en af de første bøger han skrev i sin tid.
Han har skrevet en del ungdomsromaner som alle handler om at vokse op selvfølgelig, men ingen af dem har behandlet emnet så alvorligt som Marina gør. Døden som emne og at det påvirker os alle er meget mere til stede i denne historie og ikke altid på en så pæn måde.
Oscar Drai begynder historien ved at bryde ind i et tilsyneladende forladt hus og kommer tilfældigvis til at stjæle et værdigfuldt ur fra husets ejer. Hans dårlige samvittighed får han til at vende tilbage og returnere uret hvorved han lærer den lille familie i huset at kende, en familie som skal vise sig at påvirke resten af hans barndom, som også forsvinder hurtigere og hurtigere idet han vikler sig mere og mere ind et det eventyr Marina tager ham med på.
Marina er som sagt en rigtig god fortælling om at lære sig selv at kende og finde sine grænser og hvad der er vigtigst for en i livet. Den er livsbekræftende på flere niveauer samtidig med at den er sørgelig og ulykkelig på andre niveauer.
Jeg vil ikke sige det er Zafons bedste roman set ud fra hele hans samling – det mener jeg stadig Vindens Skygge er, men det er dog en af hans bedre ungdomsromaner. Alligevel tror jeg ikke det er en jeg vil genlæse lige med det samme, der kommer nok til at gå nogle år (mest af alt fordi der bliver ved med at komme andre, nye, spændende bøger tilføjet til min bogreol).
Continue Reading

The Lunar Chronicles (Marissa Meyer, 2012+2013)

Som det sikkert senere vil bliver gjort tydeligt, så er jeg lidt af en eventyr entusiast. Det startede sidste forår da jeg skulle skrive mit speciale, som jeg valgte at skrive om eventyrets modernisering, og i den forbindelse blev jeg helt bidt af genren og jeg har siden læst jeg ved ikke hvor mange genfortællinger af de gode gamle klassiske eventyr vi alle kender fra vores barndom.
En serie som jeg faldt over og som har gjort et kæmpe indtryk hos mig er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Det vil ende med at blive en serie af 4 bøger og med den 3 lige rundt om hjørnet til at blive udgivet syntes jeg at en anmeldelse af de to første vil være på sin plads, så I ikke er helt på bar bund når min anmeldelse af 3 bog kommer indenfor de næste par uger. Nu skal I ikke gå og tro at den her serie er endnu en fantasiløs genfortælling af de  kendte eventyr som vi allerede kender. Tværtimod! Selvom vi kan genkende de originale eventyr så er de ikke i nærheden af hvordan vi lærte dem at kende som børn.
The Lunar Chronicles begynder med bog 1 (Cinder – som er baseret på Askepot eventyret, heraf navnet Cinder som skal linke til originaltitlen Cinderella) hvor vi møder den unge pige Cinder, som man hurtigt finder ud af ikke er helt som de andre piger. Hun er nemlig halvt cyborg og vi møder hende i en verden som tidsmæssigt befinder sig et antal år efter 4. Verdenskrig. Verden er nu blevet så videreudviklet at folk ikke kun bor på jorden, nej nu kan de også bo på månen (dog er de lokale Lunar folk ikke altid så venlige, og ikke mindst deres dronning, som er meget forhippet på at blive dronning over jorden også. Det skal også nævnes at Lunar folket har evner til at manipulere almindelige jordfolk med deres tanker) og forholdet mellem de to steder er noget anspændt.
Begivenhederne vil have det at den unge Cinder bliver viklet ind i et royalt komplot hvor hun prøver med al sin vilje at hjælpe den nykronede konge (efter den gamle konge lige afgik ved døden). Hvad ingen vidste, var at begivenhederne ville føre til konflikter som senere kunne resultere i krig mellem de to ’lande’.
I bog 2 (Scarlett – som er baseret på Den lille rødhætte, som du sikkert også kunne gætte fra titlen) møder vi Scarlett som leder efter sin bedstemor. Politiet har opgivet eftersøgningen, de er overbevist om at bedstemoderen blot stak af, men Scarlett er overbevist om at noget ikke er som det skal være. Hun slår sig sammen med den lettere bryske Wolf (ironisk navn, og man kan tydeligt se eventyrinspirationen i den her sammenhæng) for at finde sin bedstemor. I deres søgen støder de på Cinder, som nu er på flugt fra myndighederne, og flere sandheder kommer til overfladen som gør hele situationen meget mere anspændt.
Det som umiddelbart lyder som en politisk magtkamp er så meget mere end det. Historien er spændende og handlingen tager fart lige fra første side. Jeg kan ikke huske hvor hurtigt jeg læste mig igennem begge bøger, mest af alt fordi det ikke var særlig lang tid netop fordi de var så gode at jeg næsten ikke kunne ligge dem fra mig. Som historien udfolder sig bliver man bare viklet mere og mere ind i den her verden, som er meget godt skruet sammen og jeg blev mere og mere glad for de forskellige karakterer. Det er et univers der er originalt i sin opfindelse mens det har det gamle element i de originale eventyr – en sublim kombination. Det er svært at finde noget at sammenligne serien med fordi den er så særpræget i sin genre. Det eneste dårlige jeg kan sige om historien er forudsigeligheden i de forskellige romancer – det er mest fordi vi jo kender eventyrerne og derfor kan gætte os til hvem der finder sammen med hvem, men det er en mindre detalje som jeg ikke vægter særlig højt.
Cress (bog 3.) der udkommer den 4. februar! 🙂
Og nu skal jeg så ikke vente særlig længe på at bog 3 kommer. Der er ikke mere end et par dage til, så er det bare et spørgsmål om hvornår Amazon/posten vil levere den til mig. Yderlige skal jeg også lige finde tid til at læse den, jeg håber ikke jeg skal gemme den til vinterferien, jeg er ikke sikker på jeg kan vente så længe. Bog 3 (Cress) er baseres på Rapunzel, som er et af mine yndlingseventyr og den sidste bog i serien (som først kommer til næste år!), Winter, skal siges at være baseret på Snehvide. Ih altså hvor jeg glæder mig!
Continue Reading

Klokkeren fra Notre Dame (Victor Hugo, 1831)

 
I de seneste par år har jeg sat mig selv den udfordring at læse så mange af de gamle klassikere som muligt og nu har jeg endelig fået kæmpet mig igennem Klokkeren fra Notre Dame.
For jeg skal da ikke være bange for at indrømme at det var lidt af en kamp at komme igennem den tykke bog. Jeg gik egentlig i gang med bogen i den tro at det ville være lige så nemt som nogle af alle de andre klassikere jeg har spist mig igennem, og det er nok mest fordi jeg tænke på historien fra Disneys udgave (endnu et bevis på hvordan Disney ødelægger vores opfattelse af ellers god litteratur). Der gik dog ikke lang tid eller mange kapitler før jeg hurtig indså at bogen ikke var noget som helt lig Disney filmen.
Allerede i løbet af de første kapitler bliver man præsenteret for mange flere karakterer som jeg ikke kunne genkende og det forvirrede mig lidt fordi bogen også kommer med så mange små sidehistorier, som sikkert skal forestille at bidrage til historien, men for mig gjorde de det stik modsatte. Victor Hugo formår at presse utrolig meget information om Paris og dens udsmykning ind i historien at man somme tider nemt kan springe et kapitel over og stadig følge med i historien, netop fordi han har brugt et helt kapitel på at beskrive Notre Dame kirken. Og jo, den spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men så mange detaljer er der vel heller ikke brug for. Derudover bidrager mange af de her ekstra karakterer ikke synderligt til det deciderede plot. Der er måske 2 eller 3 af de her bi-karakterer der rent faktisk har en indflydelse på historiens udspil, ellers er det bare en forfærdelig masse snik snak om mennesker man faktisk er lidt ligeglad med.
Fordi når man først bliver fanget af Quiasimodo og Esmeralda og deres liv begynder man at blive mere og mere ligeglad med alle de andre og man er blot mere spændt på at se hvad det ender med. Jeg troede da også at jeg vidste hvad historien ville ende med, men der fik jeg mig også en pæn overraskelse. Endnu engang blev det bevist hvor meget Disney vender og drejer og sommetider forvrænger de originale historier så voldsomt for at tilpasse deres søde og ’happy-ever-after’ opskrift at de nogle gange helt kan skubbe de originale historier til side efter de har taget højdepunkterne. Misforstå mig ikke, jeg elsker Disney, men er samtidig tit rystet over hvor meget de vrider de originale historier.
Den tragiske slutning som den originale Klokkeren fra Notre Dame giver mig et helt andet synspunkt på historien og jeg tror jeg vil vente lidt før jeg sætter mig til at se Disney udgaven igen.
Continue Reading

The Universe versus Alex Woods (Gavin Extence, 2013)

 
A rare meteorite struck Alex Woods when he was ten years old, leaving scars and marking him for an extraordinary future. The son of a fortune teller, bookish, and an easy target for bullies, Alex hasn’t had the easiest childhood.
(Tekst fra Goodreads)
– – – – – – – – – – – – – – — – – – – – – – –
Det er beskrivelsen af Alex Woods, en lidt ekstraordinær 10-årig dreng hvis liv pludselig tager en drastisk drejning. Bogen begynder in media res lige efter Alex er vendt tilbage fra Schweiz efter at have hjulpet sin ældste ven med et besværligt valg. Han bliver stoppet ved grænsen med en kæmpe pose pot i handskerummet og herefter ruller historien ud af siderne, selvfølgelig med begyndelsen først. For som Alex forklarer er der egentlig ikke bedre steder at starte – dog vælger han ikke at fortælle om da han blev undfanget, nej han springer lidt længere frem i tiden.
Herefter følger en masse gode kapitler med underholdende historier om den lettere mærkelige dreng som Alex selv indrømmer han er. Det at han selv ved at han er mere unormal end så mange andre drenge på hans alder gør bare historierne desto mere bedre.
Selve stilen af bogen er rigtig god og fængende, jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig flere gange og havde hele tiden lyst til at læse videre. Hele historien hænger rigtig godt sammen og Alex fungerer fantastisk som fortæller med alle sine indskudte detaljer om hvad end der lige falder ham ind. Man skulle tro det ville ødelægge historien med alle de ekstra minihistorier, men jeg syntes bare de tilføjede lidt ekstra ’spice’ til det hele. For på trods af at de små historier ikke nødvendigvis hænger 100 % sammen med den overordnede historie så er de stadig så små så man ikke glemmer den overordnede historie mens man stadig kan føle sig underholdt af de små detaljer.
Alex Woods er en rigtig god ’feel good’ historie om at finde sig selv og sin plads i verdenen. Den er lidt i samme stil som Perks of Being a Wallflower; det er en ungdomsroman som har de lidt mere alvorlige emner i centrum og ikke bare hvem er forelsket i hvem. For en gangs skyld er der en ungdomsroman der ikke bare handler om den svære forelskelse (mest af alt fordi Alex ikke har skyggen af viden om det modsatte køn), men man bliver sat til at tænke over tingene. Samtidig inkorporerer den en masse informationer om alt muligt fra den verden vi kender fra dagligdagen som vi pludselig kommer til at tænke noget mere over, mens vi bliver lettere bombarderet med andre informationer om fysik, astronomi og ikke mindst forfatteren Kurt Vonnegut (som jeg nu vil se om jeg kan finde ud af lidt mere om, fordi de bøger af hans der bliver beskrevet – og det er næsten alle hans bøger – lyder også både spændende og underholdende).
Alt i alt en rigtig god debutroman fra Gavin Extence.
Continue Reading

The Watcher in the Shadows (Carlos Ruiz Zafon, 1995/2013)


Lige siden jeg læste Zafons Vindens skygge for nogle år tilbage har jeg været fascineret af de historier han kan sammensætte. Det er også derfor jeg ser mig selv nødt til at læse de andre bøger jeg i løbende finder af ham. Senere hen fandt jeg så ud af at han også har skrevet en række ungdomsromaner, og ikke kun romaner ’for voksne’. På trods af at det er ungdomsromaner behandler de stadig meget seriøse emner i forbindelse med det at vokse op. Hvilket også gør sig gældende for The Watcher in the Shadows. Så vidt jeg ved er den endnu ikke oversat til dansk. Den blev først udgivet i 1995 og blev genoptrykt her sidste år (2013).
Bogen starter meget trist i familien Sauvelle der mister en del af deres familie. De flytter for at skabe en ny start i familie livet og alt ser ud til at være fredeligt og idyllisk i den lille nord franske by de flytter til. Børnene får nye venner (af begge køn) og familien virker til at være på vej til at hele igen. Som i næsten alle Zafons romaner er der den spirende romance mellem de unge til at holde læseren ved siderne. Det er næsten som om man forventer det, og endnu mere hvis man har læst så mange af hans bøger som jeg efterhånden har. Man sidder samtidig også og venter på at der vil ske noget uventet og gerne uforklarligt (uhyggeligt) for at det skal være en rigtig Zafon historie.
I The Watcher in the Shadows får man alt dette opfyldt, men dog ikke på en sådan måde at det er alt for uhyggeligt. Det skal stadig huskes at det er en ungdomsroman, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke at det er et voksent ungdomspublikum han skriver til. Nogle scener kan måske virke for skræmmende taget i betragtning og nogle emner er måske også en smule mere seriøse end unge mennesker vil tænke over nu til dags.
Set i lyset af hans andre bøger vil jeg ikke mene det er en af hans bedste. Den er stadig ganske god, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med den fantastiske historie han skabte med Vindens Skygge og senere Englens Spil og Himlens Fange. Trilogien om Sempere familien er og bliver hans bedste bøger. På den anden side, hvis man søger et mindre pust af spænding som man sikkert kan læse sig til over en weekend er The Watcher in the Shadows et glimrende bud.
Continue Reading

The Cuckoo’s Calling (Roberth Galbraith, 2013)

 
Det tog mig lidt tid, jeg købte bogen hjem lige efter sommerferien sidste år (altså 2013), men det var først her i julemåneden at jeg fandt tiden til at læse den – efter alle de andre bøger jeg lige skulle have læst først.
Gøgens kalden, som bogen er oversat til på dansk, er den første bog om den afdankede detektiv Cormoran Strike. Som mange af jer sikkert er klar over så er forfatteren Robert Galbraith jo et pseudonym. Der gik ikke mere end et par uger før det var overalt i medierne at Robert Galbraith i virkeligheden var ingen anden end JK Rowling. Når nu man er klar over det kan man godt genkende hendes skrivestil i bogen, og hun har igen skabt karakterer med dybde og som man har lyst til at læse mere om. Det er essentielt hendes styrke, det var det samme med The Casual Vacancy, som også var et klædeskab af spændende og til tider excentriske karakterer. Ikke mindst hovedpersonen Strike, som den afdankede krigshelt med en let broget fortid, der hele tiden sniger sig ind på ham i løbet af den pågældende sag med ting der minder ham om sin barndom.
The Cuckoo’s Calling er et spændende krimipust der gav mig en lidt større lyst til måske at læse lidt flere krimier. For skal jeg være ærlig er det aldrig en genre jeg har læst meget. Den evindelige undren over hvem der har gjort det samt den lange udtrækning for at få det til at strække en hel bog har aldrig været min kop the. Til gengæld har jeg altid godt kunne se en god krimi serie på TV – og måske er det netop fordi jeg med sikkerhed ved at jeg får at vide hvem der er skurken indenfor en time.
Som sagt var det ikke den udstrækning jeg sad med i det her tilfælde, og jeg tror netop det er fordi der er skabt de her karakterer som man har lysten til at fordybe sig i. Selve sagen der bliver sat foran detektiv Strike i begyndelsen af bogen er som sådan ikke en sindsoprivende sag – en model, der tilsyneladende har begået selvmord, men en bror der ikke mener det er så lige til – men derimod er det måden hvorpå sagen bliver løst der er tiltalende, fordi Strike måske bruger lidt uortodokse metoder. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig 100% omkring eftersom jeg ikke har den rette viden indenfor faget eller har læst særlig mange krimier som sagt, men umiddelbart syntes jeg ikke det er den normale detektiv opklaring Strike bruger.
Alt i alt vil jeg sige at The Cuckoo’s Calling er en glimrende krimi som man fortaber sig i, ikke mindst på grund af de små detaljer som bliver lagt frem igennem de interessante karakterer. På diverse hjemmesider bliver det anført at bogen er en #1 i en Strike serie, så hvis man skal tyde det korrekt kan vi formodentligt forvente flere opklaringer fra Cormoran Strike i fremtiden. I så fald vil jeg endnu engang være tilbøjelig til at kaste mig over en sjælden krimi i min stak at bøger til fritidslæsning.
Continue Reading