Ønskemageren (CJ Redwine, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The world has turned upside down for Thad and Ari Glavan, the bastard twins of Súndraille’s king. Their mother was murdered. The royal family died mysteriously. And now Thad sits on the throne of a kingdom whose streets are suddenly overrun with violence he can’t stop.
Growing up ignored by the nobility, Ari never wanted to be a proper princess. And when Thad suddenly starts training Ari to take his place, she realizes that her brother’s ascension to the throne wasn’t fate. It was the work of a Wish Granter named Alistair Teague who tricked Thad into wishing away both the safety of his people and his soul in exchange for the crown.

So Ari recruits the help of Thad’s enigmatic new weapons master, Sebastian Vaughn, to teach her how to fight Teague. With secret ties to Teague’s criminal empire, Sebastian might just hold the key to discovering Alistair’s weaknesses, saving Ari’s brother—and herself.
But Teague is ruthless and more than ready to destroy anyone who dares stand in his way—and now he has his sights set on the princess. And if Ari can’t outwit him, she’ll lose Sebastian, her brother…and her soul.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Endnu en eventyrgenfortælling som jeg faldt for, og den skuffede ikke nær så meget som den første i serien gjorde. Eller i det mindste syntes jeg der var mere dybde i denne historie, og det var fint at der var et par små referencer til den første bog i løbet af historien. Denne bog tager fat i historien om Rumleskaft, men det var faktisk først i den sidste halvdel af bogen at det blev helt tydeligt, at det lige var det eventyr, som bogen byggede på. Hvilket jeg syntes var rigtig godt, for det skabte en anerledes form for spænding i bogen. Når man kender til hele eventyret som historien bygger på, så har den allerede afsløret meget af handlingen, men det var ikke helt tilfældet her.

Historien er primært fortalt fra Ariannas (Ari) synspunkt, med et par kapitler fra Teague og Sebastian. Fordelingen virkede forbløffende godt, og jeg begyndte faktisk at se frem til kapitler fra Sebastians synsvinkel fordi han var en utrolig kompleks karakter, som var lidt ulig de andre. Teague gik mig lidt på nerverne i starten, mest af alt fordi han er så arrogant som han er, men det ligger jo i hans karakter. Ari var heldigvis ikke den typiske prinsesse, men mere en pige, som tilfældigvis blev prinsesse og blev nødt til at tilpasse sig den rolle.

”Første trin i Aris plan om at besejre Teague var at lære at bruge et våben uden at stikke øjet ud på sig selv. Hun stod i våbenhallen og betragtede den lille samling jerndolke, pilespidser og kastestjerner, som våbenmesteren havde fremstillet. Samtidig skævede hun diskret til ham.”

Samspillet mellem Ari og Sebastian fungerede også rigtig godt. Det lå jo lidt i kortene at de måtte ende med at forelske sig, den slags sker jo i den her slags bøger, men jeg kunne rigtig godt lide vejen dertil. Den var lidt atypisk for den normal hovedkuldsforelskelse ved første øjesyn. Sebastians fortid gav et ekstra lag til historien og hans karakter, som jeg godt kunne lide, mest af alt fordi han brød med sin fortid, og det mærkedes hvordan han kæmpede med den hele bog igennem. Den slags karakterudvikling er noget af det bedste, for det skinner igennem og påvirker karakteren, og enten ender man med at hade vedkommende, eller også hæfter man sig ved vedkommende som en hæderlig person, og det sidste skete for mit vedkommende i forhold til Sebastian.

”En hemmelighed var jo i sagens natur noget, som ingen andre end de, der kendte den, kunne navngive. Det bragte hende ikke meget videre. Ari bed frustreret tænderne sammen og gennemgik langsomt de forskellige dele igen. En hemmelighed, som ingen kunne navngive. En hemmelighed, som barnet blev tildelt ved fødslen.”

Plottet bag Ønskemageren udformede sig i et tempo som både kan beskrives hurtigt og langsomt. Det lyder lidt mystisk, men lad mig forsøge at forklare. Det hurtige tempo kommer sig lidt af de til tider korte kapitler, som er med til at øge tempoet, hvilket fungerede godt for den her historie, for der var tidspunkter hvor de korte kapitler gjorde netop hvad de skulle; de satte fokus på et vigtigt element, uden at stjæle fokus fra den overordnede historie, så man blev fanget og ville læse mere hurtigt. Det langsomme tempo kommer sig af den lange vej Ari skal gennemgå for at finde den tilsyneladende meget simple løsning på problemet med Teague. Det er som om hun skal igennem en ufatteligt mange dumme ting, for at finde frem til løsningen, som pludselig næsten dumper ned i skødet på hende som lyn fra en blå himmel. Godt nok skal ting ikke løses fra første kapitel, men det føltes lidt som om problemet med Teague skulle trækkes i langdrag et par gange, for at gøre plads til at forholdet mellem både Ari og Teague og Ari og Sebastian kunne få sider til at udfolde sig.

Samlet set er det her en af de bedre eventyrgenfortællinger, og måske er det netop fordi det er af et eventyr man ikke får genfortalt så ofte; Rumleskaft. Jeg har på en eller anden måde fået lyst til at høre mere om Teagues baggrundshistorie for hvordan han er blevet som han er i denne bog, for selvom der løftes et lille slør for det i bogen, så er jeg sikker på der ligger meget mere bag, hvilket jeg syntes kunne være interessant at læse.

Der er på nuværende tidspunkt endnu en bog i Ravenspire-serien, og den har jeg også i sinde at give mig i kast med på et eller andet tidspunkt, for at se om den kan leve videre på magien i Ravenspire fra denne og den første bog.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Harry Potter; A History of Magic (British Library, 2017)

Tak til Plusbog.dk for det sponsorerede eksemplar.

Harry Potter: A History of Magic is the official book of the exhibition, a once-in-a-lifetime collaboration between Bloomsbury, J.K. Rowling and the brilliant curators of the British Library. It promises to take readers on a fascinating journey through the subjects studied at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry – from Alchemy and Potions classes through to Herbology and Care of Magical Creatures.

(Tekst fra goodreads)

Bogen for 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år åbnede British Library en udstilling med fokus på Harry Potter, og mit Potterhjerte har længdes efter at komme til London og opleve den, men jeg må nok indse at det desværre ikke kommer til at ske. Heldigvis har de også udgivet en følgebog til udstillingen, så man kan få indblik i det hele hjemme fra sin egen sofa, og sikke et indblik.

Ved at læse bogen bag udstillingen bliver man ved med at blive forbløffet over den mængde research som Rowling har lagt i sine bøger. Og selv hvis det er elementer, som hun måske ikke har gjort den samme research på som andre, så er der ingen tvivl om at hendes ideer har rødder i historier og mytologier. Det er imponerende at læse om de gamle mytologier og tanker bag Rowlings planlægning. Det der gør det endnu mere spændende er at læse og se Rowlings egne gamle skitser og tegninger, og jeg blev ret overrasket over hvor god hun faktisk er til at tegne. Endnu mere imponerende er de tanker hun har gjort sig for hvert kapitel, og det viser virkelig en hjerne der forstå at planlægge og udtænke plots.

Der er ingen tvivl om at udstillingen vil være det hele værd, men bogen her er en god måde at opleve det uden at være der. Men det er også lidt derfor jeg ikke kan give den sidste stjerne, for bogen er altså ikke helt det samme som hvis man stod foran en montre og kiggede ned på de originale papirer med Rowlings egen håndskrift. En anden måde man kan opveje for turen til London er den medfølgende BBC dokumentar med samme navn som udstillingen. Her får man interviews med Rowling også, og det giver lidt mere baggrundshistorie for udstillingens mange elementer. I forhold til de udvalgte ting til udstillingen er det mange af de samme der går igen i bog og dokumentar. Men under alle omstændigheder er det en bog/dokumentar/udstilling for alle der kalder sig Harry Potter fans, eller bare fans af hvordan man udtænker en solid historie, for det udstillingen også bevis på; at Rowling har gjort sit forarbejde og har sat sit mærke i rækken af store fortællere.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading

En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading

Alias Alex (Jenn Bennett, 2017)

Tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplaret.

Bailey “Mink” Rydell har fundet sin drømmefyr. Han er en lige så stor filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Alex er intet mindre end perfekt … der er bare lige det, at Bailey kun har mødt ham online.
Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere end som så. Og da Baileys irriterende, men karismatiske (og måske lidt søde?) kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Efterhånden som sommeren går, må Bailey da også beslutte sig for, om hun skal klamre sig til den onlinefantasi, der før virkede så rigtig, eller om hun skal kaste sig ud i virkeligheden med Porter. Valget er både enklere og mere kompliceret, end hun kunne have forestillet sig, for Porter er ikke den eneste, der bærer på en hemmelighed: Porter er nemlig Alex … Alias Alex.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Alias Alex har efterhånden fået en del hype på diverse medier, og den er blevet sammenlignet med filmen You’ve Got Mail – en film, som jeg er ret så vild med – og derfor skabte jeg mig også nogle ret store forventninger til bogen. Det er altid skræmmende når man har forholdsvis store forventninger til en bog på den måde, for hvad nu hvis den skuffer? Det gjorde Alias Alex heldigvis ikke, ikke så meget som den kunne have gjort.  Når man på forhånd ved at den er blevet sammenlignet med You’ve Got Mail, så er hele historien næsten blevet spoilet for en, og man sidder næsten bare og venter på en slutning man godt kender til.

Selvom det var tilfældet med Alias Alex, så nød jeg at læse den alligevel for hvad den er. En sød ungdomsbog om den første store kærlighed og om at finde sig selv på tærsklen fra teenager til voksen. På de punkter rammer bogen rigtig godt, for der er mange følelser med og de er i højt spil uden på tøjet, så at sige. Det er historien om Bailey, der flytter til Californien for at bo hos sin far, og hun skal nu til at finde rundt i et nyt liv i en ny by. Der betyder både nyt job og nye venner. Allerede her får man en fornemmelse af hvad der kommer til at ske.

”Min ærkenemesis. Hans øjne møder mine. Og så flytter han blikket ned på mine fødder. Han tjekker, om mine sko matcher. Selvom jeg ved, at de gør, tjekker jeg dem igen, og så får jeg lyst til  at tage dem af og slå ham oven i hans store, fede hoved med dem.”

Bailey som hovedperson fungerer okay, selvom jeg ikke var lige stor fan af hende hele vejen igennem. Hun udvikler sig godt nok også igennem bogen, men det er en lidt underlig og hurtig udvikling vil jeg påstå. I starten af bogen præsenterer hun sig selv som lurendrejer – hvilket i sig selv er en underlig oversættelse, men det er en anden sag – som jeg ser det, er hun bare en smule genert, og vil helst holde sig i baggrunden, uden nødvendigvis at lure på nogen. Som bogen skrider frem, udvikler hun sig godt nok, men dele af den udvikling syntes jeg bare er en smule ved siden af i forhold til den person hun starter ud som. Til gengæld kan jeg godt lide den person hun ender med at være, selvom vejen dertil måske var lidt utroværdig.

Modspillet til Bailey er selvfølgelig den flotte fyr der dukker op; Porter. De to starter ud med at næsten hade hinanden, og når man ved bogen bliver sammenlignet med You’ve Got Mail, så ved man allerede der hvordan bogen med stor sandsynlighed skrider frem. Eller i hvert fald hvordan den ender, for midten kan jo udspille sig på hvilken som helst måde. Hvilket også var noget jeg var glad for. For selvom jeg måske godt vidste hvad bogen ville slutte med, så var vejen dertil rigtig underholdende. For Alias Alex er under alle omstændigheder en rigtig god ungdomskærlighedsroman.

”Min gamle psykolog advarede mig om, at undvigelse er en dysfunktionel måde at omgås folk, man holder af, på, men nu begynder jeg at forstå, hvad han mente, da han sagde, at det også kunne såre dem. Måske er det på tide at finde en bedre måde at håndtere mine problemer på. Måske fungerer Lurendrejeren ikke så godt for mig længere.”

Porter er som sagt den flotte fyr som fordrejer hovedet på Bailey, og jeg kan egentlig godt forstå hende. For Porter kan både være den sødeste, men også den mest irriterende. Modspillet og samspillet mellem de to fungerer rigtig godt i bogen, og det er også en af faktorerne der gør den underholdende. Når man fra start af næsten godt ved at han også er Alex, bliver deres små chat-korrespondancer det lidt mere sjovere at læse; hvordan de opfordrer hinanden til at date hinanden, uden at vide det. Den slags små detaljer var ganske fine.

Der var en del ting med oversættelsen som jeg ikke var helt tilfreds med, men efter et par kapitler kunne jeg begynde at se igennem fingrene med det, og bare læse historien for hvad den var; en god historie. Sammenligningen med You’ve Got Mail holder helt klart stik, og af samme grund syntes jeg også Alias Alex er en rigtig god bog. Det er lidt svært at sige om den er YA eller NA, for der er enkelte scener som er noget på grænsen, men måske er det også bare med til at give den lidt ekstra. Under alle omstændigheder er Alias Alex anbefalelsesværdig, også selvom jeg kun giver den 4 stjerner. Jeg giver den ’kun’ 4 stjerner simpelthen fordi slutningen var for nem at gætte, i hvert fald for mit vedkommende. Dertil det faktum at oversættelsen var lidt irriterende fra tid til anden, men kan man se igennem fingrene på de ting, så er bogen til topkarakter.

Continue Reading

Almost Midnight (Rainbow Rowell, 2017)

Midnights is the story of Noel and Mags, who meet at the same New Year’s Eve party every year and fall a little more in love each time . . .
Kindred Spirits is about Elena, who decides to queue to see the new Star Wars movie and meets Gabe, a fellow fan.
Midnights was previously published as part of the My True Love Gave to Me anthology, edited by Stephanie Perkins and Kindred Spirits was previously published as a World Book Day title.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Denne lille bitte bog er faktisk to af Rowells tidligere udgivet noveller samlet i en fin lille glitterpakke. Da jeg fandt ud af at den første af novellerne er i samlingen My True Love Gave to Me (som jeg har i forvejen), havde jeg faktisk ikke i sinde at købe denne bog. Men efter lidt grublen overvandt jeg mig selv, og bestilte den hjem, med henblik på at læse den anden novelle i håb om at kunne bruge den til noget undervisning. Og hvor er jeg glad for at jeg har fået den til min lille samling. Udover at den er utrolig flot at kigge på – come on, it sparkles! – så er de to noveller også bare så fine.

Den første novelle, Midnights, kunne jeg faktisk slet ikke huske, så det var enormt rart at genlæse den. Historien om Mags og Noel og deres fine venskab, som bare skjuler så meget mere var rigtig hjertevarm, og jeg tror det er et sådant venskab mange af os gerne ville have. De mange nytårsfester fik mig til at tænke tilbage på min egen ungdom, ikke fordi jeg selv deltog i den slags fester med mange mennesker på den måde, men fordi jeg kan mindes de sjove nytårsfester jeg selv har været med til, om end de har været meget anerledes end disse. Mags og Noel fungerer rigtig godt som hovedpersoner, og personligt vil jeg da gerne være med i deres lille klike af venner, eller være en flue på væggen til deres nytårsfest. Man kan næsten ikke finde en sødere slutning på novellen end denne, eller en sødere begyndelse på et nyt år. Den passer perfekt til den melankolske følelse man kan få omkring nytårsskiftet, men også den opløftende følelse man kan føle lige i det klokken slår 12.

Den anden (og sidste) novelle i bogen, Kindred Spirits, har ikke nødvendigvis voldsomt meget med jul at gøre, andet end at den foregår i december måned. Ikke desto mindre var jeg faktisk ret begejstret for den, især fordi den er vanvittigt tæt på hvad jeg ledte efter til undervisningsbrug, og jeg har tænkt mig at bruge den uanset hvad. Den fortæller så meget om hvordan man kan have svært ved at stå 100% ved den person man er, i frygt for at blive udpeget som nørd. Og alligevel holder man fast i den ene specielle ting man elsker fordi det er så stor en del af ens personlighed. Jeg kunne også rigtig godt lide hvordan Elenas holdninger bliver afprøvet i forhold til hvem hun tror hun kender fra sin omgangskreds, og bliver præsenteret for nye mennesker og derigennem nye holdninger, som hun skal forholde sig til. I sidste ende syntes jeg også den er så fin med al sin fokus på Star Wars og spørgsmålet om hvad der gør en nørd til en nørd.

Almost Midnight er en rigtig fin lille julebog, selvom historierne egentlig ikke handler om jul som sådan. Alligevel får man en lidt varm følelse i brystet af at læse dem, og det er vel også lidt hvad julen handler om

 

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Bjørneby (Fredrik Backman, 2017)

Peter er flyttet hjem for at støtte sin lokale ishockeyklub efter at have slået igennem som professionel ishockeyspiller. Mira står over for valget mellem en advokatkarriere og et stille og roligt liv som hjemmegående husmor. Begge kommer fra Bjørneby.

“Bjørneby” er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber med syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Det er en fortælling om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg syntes efterhånden at man ikke kan gå meget galt i byen med Fredrik Backman og hans bøger, spørgsmålet er bare på hvilken måde de vil ramme dig i hjertet; med hjertevarme, harme eller bryde det i tusind stykker. For på en eller anden måde så formår han at kunne alle dele, nogle gange flere gange igennem sine bøger. Og det er ikke nogen undtagelse med Bjørneby. Selvom den ikke lige lyder til det til at starte med; en bog der har sit fokus på en by, der ikke kan leve uden ishockey. Det lyder ikke umiddelbart som nogen pageturner af en bestseller. Der er det man tager fejl, for Backman formår at gøre det til en bog, som ikke kun handler om ishockey. Jovist, den fylder da en hel del, men der er så meget mere at komme efter.

Jeg var måske også en smule skeptisk da jeg begyndte på bogen, ishockey, come on mand, det fløj mig hen over hovedet når der blev snakket alt for meget hockey, hvilket gjorde at jeg ikke fik det hele med. Det tog mig derfor en god portion af bogen at finde rundt i de mange personer, for der er mange at holde styr på! Nu begyndte jeg også på den som lydbog til at starte med, hvilket nok også gjorde det lidt mere besværligt at holde styr på dem alle sammen. Det gjorde det lidt lettere da jeg skiftede til e-bog, og endnu lettere da jeg skiftede til fysisk bog. Da først jeg kunne begynde at skelne mellem dem alle sammen, stod det hurtigt klart hvem der ville ende med at blive mine favoritter. Der er mange rigtig gode, men et par stykker stak alligevel ud og ramte mig lige i hjertet.

”Der er en hårfin grænse mellem at leve og overleve, men der er en positiv bivirkning ved at være både romantiker og konkurrencemenneske. Man giver aldrig op. Mira henter mælken i bilen, bliver stående og smiler for sig selv, indser, at det hun har lært at gøre stadig oftere.”

Moderen Mira satte sig enormt fast hos mig, hun beskrives selv som en ulvemor af sine børn, men jeg syntes mest af alt hun er en bjørnemor. Måske er det fordi jeg selv er blevet mor, men jeg kunne relatere rigtig godt til Mira. Der var flere af scenerne med hende, hvor jeg sad med en klump i halsen, og havde lyst til at skrige sammen med hende, langt ude i skoven hvor ingen kan høre dig. Den baggrundshistorie man får at høre, gør bare Mira som person endnu stærkere at læse om, og derfor at det kun endnu mere hjerteskærende at hun føler sig så magtesløs flere steder igennem bogen. Det hele lyder lidt kryptisk, men hvis jeg går for meget i detaljer, ender jeg med at afsløre den store handling i bogen, og der er virkelig en jeg syntes man skal opleve i bogens fulde kræfter.

En anden person fra bogen, der stadig sidder fast hos mig, er selvfølgelig Benji. Jeg tror han vil sidde fast hos mange, der har læst denne bog, for han er virkelig en person med hjerte med stort H. Og J og E of R og T og E. Han er den sødeste dreng/unge mand jeg længe har læst om, og han er det bare fordi det er sådan han er, der er ingen bagtanker med Benji. Benji er den slags dreng, man gerne vil være bedste venner med, fordi han altid vil være der for en. Selv når man gør noget virkelig dumt, vil han stadig prøve at være din ven, indtil hans moral siger fra fordi han er den slags menneske. Jeg havde mine mistanker om Benji igennem bogen, og en eller to af de andre drenge man hører om, men der kom alligevel et par overraskelser, som jeg ikke havde set komme. Det er det gode ved Backman, han kan efterlade små spor, men alligevel overraske i det små og gøre det på en måde at man sidder med et lille smil på læben, og ikke er sur over om man fik ret eller ej i sine mistanker.

”Benji tørrer øjnene. Hun har stadig hånden på hans kind. Klapper ham og ler. ”Du er ikke Guds bedste barn, Benji, det ved jeg godt. Men du har ved gud aldrig manglet en mandlig rollemodel. Alle dine bedste karaktertræk har du fået, fordi du er opfostret i et hjem fyldt med kvinder.””

Hvis man har læst bare en af Backmans bøger, så ved man lidt hvad man går ind til, også selvom man bare tror det er en bog om ishockey. Jeg troede jeg skulle læse en middelmådig og hurtig glemt historie om sport, i stedet sidder jeg tilbage med så mange tanker og følelser, selv flere dage efter at have vendt de sidste sider. For det er det Backman kan; han kan tage en så mundæn ting som ishockey og en by, der elsker sport og give dig en historie om familie, kærlighed, venskab, loyalitet og ikke mindst moral. Jeg kan kun afslutte med at sige du skal læse den! Jeg har grint, jeg har grædt, jeg har været harm, jeg har været hjertevarm, jeg har haft lyst til at kyle den gennem rummet over enkelte personers handling, men mest af alt har jeg bare haft lyst til at læse den for at finde ud af hvad resultatet ville blive.

Continue Reading