Alting begynder med efterår (Marianne Kaurin, 2012)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Efteråret 1942 nærmer sig, og krigen er blevet hverdag forfamilierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka. Lige indtil den morgen, tre politimænd banker på døren hos den jødiske familie Stern. Tilfældigvis er 15-årige Ilse ikke hjemme.
Alting begynder med efterår er Marianne Kaurins debutroman. Det er en poetisk ungdomsroman med handlingen henlagt til 2. verdenskrig. En roman om at håbe og om at miste. Om små tilfældigheder og store drømme. Marianne Kaurin skriver indlevende om frygt, sorg og udmattelse. Om sammenhold, kærlighed og mod.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg må være ærlig og sige at den her bog, nok ikke var en jeg selv havde samlet op og taget med hjem fra boghandleren/biblioteket. Præmissen med en ungdomshistorie fra krigstiden lyder i og for sig spændene og interessant nok. I hvert fald vil det være en noget anerledes ungdomsroman end hvad man er vant til. Desværre følte jeg ikke helt det var hvad jeg fik. Og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg sad tilbage med.

Bogen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler, og ærlig talt så har jeg glemt hvor mange, for der var en del, hvilket også gjorde det en smule forvirrende at skelne hvor i historien man befandt sig. De havde ikke behøvet at dække historien fra alle vinkler på den måde, der kunne godt skæres 2-3 synsvinkler fra, og så tror jeg faktisk historien ville have fungeret bedre.

Jeg syntes også den var enormt lang tid om rent faktisk at komme i gang. Bagsideteksten fortæller om et skænderi og vores hovedperson kommer hjem til en tom lejlighed (hentydningen er selvfølgelig er hendes familie er blevet taget af nazisterne, da de er jøder), men det sker først godt og vel i hvert fald halvvejs inde i bogen. Derfor følte jeg den første halvdel af bogen var en smule flad og intetsigende. Det var som om jeg sad og ventede på et klimaks der blev ved med at lure rundt om hjørnet. Da det så endelig kom, blev det fladet ud og gjort mindre spændende end det burde være.

Jeg kunne godt lide præmissen ved den her bog, men udførelsen af den var jeg desværre ikke stor fan af. Personerne sagde mig heller ikke synderligt meget og selvom deres historie skar i hjertet, fordi man ved hvad der sker med dem, uden at det siges i så mange ord, så blev jeg ikke rørt på samme måde som man måske forventer når det kommer til ofrene fra anden verdenskrig. Jeg syntes det er synd for bogen/historien, for alle slags historier fra den tid, hvad enten virkelige eller fiktive bør røre sit publikum på den ene eller den anden måde. Desværre var det ikke en bedrift denne historie opnåede.

 

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

The Graces (Laure Eve, 2016)

Tak for anmeldereksemplar fra Carlsen.

Fenrin Grace is larger than life, almost mythical. He’s the school Pan, seducing girls without really meaning to. He’s biding his time until someone special comes along. Someone different, who will make him wonder how he got along all this time without her. Someone like me.
Fenrin’s twin, Thalia, is a willowy beauty with rippling, honey-colored hair. Wherever she goes, Thalia leaves behind a band of followers who want to emulate her. She casts spells over everyone she encounters, just like Fenrin—even if they both deny it.

Then there’s Summer. She’s the youngest Grace, and the only one who admits she’s really a witch. Summer is dark on the outside—with jet-black hair and kohl-rimmed eyes—and on the inside. It was inevitable that she’d find me, the new girl—a loner with secrets lurking under the surface.
I am River. I am not a Grace. But I’ll do anything to become one.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En mystisk bog, som nok også ender med en lidt mystisk anmeldelse. For The Graces er sådan en bog man næsten ikke kan snakke om uden at ville afsløre alt for meget af handlingen, for den er svær at snakke om uden at komme ind på handlingen. Men jeg skal forsøge ikke at spoile for meget for de af jer der ikke har læst bogen endnu.

Historien bliver fortalt fra Rivers synsvinkel, og det bliver hurtigt klart at hun er en lidt speciel pige. Men lige præcis hvad der er specielt ved hende finder man ikke rigtig ud af. Der strøgs ud med hints hele bogen igennem, men vi får aldrig noget direkte at vide, og det er faktisk først i løbet af de sidste par kapitler at alle sløjferne på dette mysterium bliver bundet sammen. Det var faktisk noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen; den var mystisk og forvirrende fra start til slut og vedholdt mystikken på den måde. Det er sjældent bøger rent faktisk formår at gøre dette, medmindre det er krimiromaner hvor vi først hører hvem skurken er til sidst. Så når det lykkedes på den her måde, og ovenikøbet i en ungdomsroman, så er jeg ret meget fan.

”Jeg var allerede begyndt lige så forsigtigt at stykke sammen, hvordan livet som en Grace måtte være. Hvis jeg kendte opskriften, den kombination af elementer, der gjorde dem til netop dem, de var, ville jeg måske kunne forstå dem. Og at forstå noget var første skridt på vej mod at blive som det.”

Jeg læste i et kort interview med forfatteren at hun gerne ville skrive om usympatiske hovedpersoner. Og det kan jeg sagtens se når det kommer til Rivers, for på mange måder var hun ikke lige den typiske hovedperson. På den anden side syntes jeg ikke hun var helt så usympatisk, i hvert fald ikke som hun kunne være. Jeg skal gerne være den første til at sige, at hendes besættelse med den her familie fra starten var en smule bizar. Der var flere gange hvor det lå på grænsen af lidt for meget, men det venskab der trods alt også blev opbygget virkede alligevel virkeligt nok. Det var nok også derfor min holdning til Rivers svingede fra kapitel til kapitel, fra at hun var okay til hun var på vej til at gå over grænsen. Men på den anden side, sådan var det også sommetider med Grace familien.

”Jeg havde mareridt, men jeg havde altid haft mareridt, og det var umuligt at afgøre, om det skyldtes dem eller mig selv. Jeg begyndte at kime familien Grace ned, kunne ikke lade være. Hvis bare de ville lade mig forklare. Men telefonen blev aldrig taget.”

Jeg syntes det var forfriskende for en gangs skyld at læse en ungdomsbog om hekse, fremfor vampyrer og de sædvanlige overnaturlige væsener de fleste ungdomsbøger efterhånden har sat monopol på. Samtidig var det ikke hekse i den forstand, som man måske ville forvente. Det var hekseri i det skjulte, og ikke åbenlyst med tryllestave og besværgelser. Tværtimod var det den ’gammeldags’ metode, som lagde baggrund for hele denne fascination med familien Grace.

I bund og grund er det her en solid ungdomsroman, som jeg personligt syntes formår at holde en ved siderne fra start til slut. Det eneste der nok trækker ned i min bedømmelse, det må være Rivers som person. Hun svinger så meget efter min mening, at jeg ikke kan give hende topkarakter. Dog skal det siges, at da jeg først fik slutningen med, gav hun pludselig meget mere mening for mig. Hendes handlinger var pludselig ikke nær så forrykte, som de kunne virke tidligere i bogen. Desuden bliver der lagt op til noget af et brag i den efterfølgende bog, og jeg håber virkelig at det er et brag der bliver indfriet. Oven på den slutning og de afsløringer vi får i de sidste kapitler, vil jeg blive slemt skuffet hvis den efterfølgende bog ikke siger Bang! på den ene eller den anden måde, så det skal blive spændende at se.

Continue Reading

På Kant med Livet (Jennifer Niven, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske da jeg færdiglæste den første af Nivens bøger, der var jeg grædefærdig og jeg låste mig næsten inde på toilettet i et kvarters tid for at få styr på mig selv. Det skete dog ikke med hendes anden bog. Jeg blev ikke nær så rørt, men dermed ikke sagt at bogen var dårlig. Den var skam stadig ganske god, og jeg blev bare rørt på andre niveauer. For bogen tackler stadig nogle livsbekræftende emner, og måske endda også spørgsmål omkring livet og ens plads deri.

Bogen skifter synsvinkel fra henholdsvis Jack og Libby, hvis liv på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden, og der opstår et usandsynligt venskab imellem de to, som (lidt) forudsigeligt selvfølgelig også udvikler sig til lidt andet. Skolelivet der bliver fortalt og skildret fandt jeg ganske realistisk, så meget endda at jeg begyndte at finde nogle af Jacks kammerater gevaldigt irriterende. De var nogle ordentlige idioter for at sige det lige ud. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den københavnske udvekslingsstudent som Libby stifter bekendtskab med. Hans rolle i historien er ikke særlig stor, men jeg syntes nu han var rigtig fin.

”Men den eneste, der skiller sig ud fra den stirrende, skræppende flok, er hverken min bror eller kvinden, som har ødelagt mine forældres ægteskab. Det er en pige, jeg ikke engang kender, den største pige i rummet.”

Af de to hovedpersoner Jack og Libby, foretrak jeg nok mest Jack. Hans problem virkede for mig mere hjerteskærende end Libbys vægtproblem. Hermed ikke sagt at jeg ikke godt kunne spejle mig lidt i Libbys problem fra tid til anden, men Jacks problem virkede bare mere sørgeligt og alvorligt. Det lyder måske en smule hårdt at sige, men det var sådan jeg havde det igennem bogen. Det bunder måske også ud i, at jeg fra tid til anden havde svært ved at forene mig med de handlinger som Libby gjorde. Jeg forstår udmærket at hun har en stor selvtillid og ikke er flov over sin størrelse, men den kæmpe store mængde selvtillid hun udviste stort set hele tiden, ja, ærlig talt så fandt jeg den en smule falsk og påtaget fra Nivens siden.

”Men jeg har det fint her. Det kan godt være, jeg taber mig. Eller også gør jeg ikke. Men hvorfor kommer min vægt andre mennesker ved? Jeg mener, medmindre jeg ligefrem sidder på dem, kan de så ikke bare være ligeglade?”

Bortset fra det så syntes jeg i det hele taget at det var en god bog. Jeg kunne godt lide at Niven tog fat på alvorlige problemer, uden at de skulle være nær så alvorlige som i hendes første bog. Det gjorde den en smule lettere, hvis det giver mening. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvad jeg syntes om slutningen. På den ene side syntes jeg den var super fin, på den anden side faldt den også lidt ind under den forudsigelige del af bogen. Alt i alt er På kant med livet en rigtig fin bog. Den tager fat i nogle seriøse emner, uden at det bliver for tungt eller tekstbog-agtigt, og den gør det igennem nogle personer man kan relatere til på den ene eller den anden måde.

Jeg vil måske endda gå så langt at sige, at man faktisk bør starte med den her bog, og først bagefter læse Som stjerner på himlen, bare fordi den her kan lade op til hendes første bog. Det er selvfølgelig taget i betragtning af emnerne og måden de bliver behandlet på, for derudover har de to bøger intet med hinanden at gøre.

Continue Reading

Everything, Everything (Nicola Yoon, 2016)

(Automatisk barselsindlæg.)

My disease is as rare as it is famous. Basically, I’m allergic to the world. I don’t leave my house, have not left my house in seventeen years. The only people I ever see are my mom and my nurse, Carla.

But then one day, a moving truck arrives next door. I look out my window, and I see him. He’s tall, lean and wearing all black—black T-shirt, black jeans, black sneakers, and a black knit cap that covers his hair completely. He catches me looking and stares at me. I stare right back. His name is Olly.

Maybe we can’t predict the future, but we can predict some things. For example, I am certainly going to fall in love with Olly. It’s almost certainly going to be a disaster.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må sige at der efterhånden findes en del bøger, især ungdomsbøger, der behandler den her ukendte/meget sjældne sygdom, der gør at vores protagonist skal leve i en såkaldt plastikboble. Det er godt nok ved at være nogle år siden jeg sidst har læst en, men ikke desto mindre bliver det ved med at være et emne som forfattere finder interessant at skrive om. For mit vedkommende betyder det bare, at de bliver nødt til at tilføje noget nyt til det her emne, som er blevet fortalt et par gange efterhånden. Everything, Everything formår dette på nogle punkter, mens den på andre punkter desværre ligger i samme kategori med de andre.

En af de forfriskende ting jeg især godt kunne lide ved den her bog, er det simple faktum at det denne gang er en pige vi følger med hendes såkaldte sygdom. De fleste andre bøger jeg kender til er det for det meste altid en dreng (som i sidste ende bliver fristet af nabopigen til at stikke af og sætte livet på spil), og derfor var det rart at få rollerne vendt om på den her måde. Måden hvorpå Madeline fortæller sin historie var også et friskt pust. Fremfor den sædvanlige lange historie er bogen spækket med små bidder af sjove informationer eller ting som Maddie, som hun senere kalder sig, finder interessante. Lige fra spoilers over de bøger hun læser, til transskriberede chatsamtaler med hendes nye ven.

”We stare at each other in a kind of shocked standoff for a few seconds. I’m shocked because I’m an idiot and I can’t believe that I said that. Carla’s shocked because I’m an idiot and she can’t believe that I said that.”

Taget i betragtning at Maddie skal forstille at have levet hele sit liv i sin metaforiske boble, så har hun et meget sundt syn på livet, også det hun ikke nødvendigvis kender noget til udenfor hendes boble. Det syntes jeg også var rart, at hun trods alt var i stand til at se tingene i et større perspektiv, at der ikke skulle sættes gang i den store uddannelse i livet. Maddie var ikke ignorant eller blødsøden på de punkter, men hun manglede bare lige det sidste skub for at sætte hende i direkte kontakt med omverdenen, og her træder Olly ind i historien.

”We slip into quiet. Above us the fan whirs softly, coaxing warm air around the room. Through the doors I hear the ding of the elevators and the low murmur of passing voices. A few days ago just a single day outside seemed like it would be enough, but now that I’ve had one, I want more. I’m not sure if forever would do.”

Jeg føler at Ollys rolle/historie havde en alt for lille rolle i den samlede historie, for med de brudstykker vi får fra Maddie, er det tydeligt at hans familie også har en del at kæmpe med. Der var faktisk tidspunkter hvor det irriterede mig at Maddie ikke tog kontakten til Olly op, fordi jeg egentlig gerne ville vide hvad der også skete med Ollys familie. Han gled for nemt ind og ud af historien, og han burde have haft en lille smule større rolle i det overordnede; mest af alt hans familie taget i betragtning.

For mit vedkommende var slutningen forudsigelig og så alligevel ikke. De store bidder af slutningen havde jeg forudset, men de små detaljer overraskede mig, hvilket var rart. Hvis de store detaljer havde formået at overraske mig, havde bogen nok også fået den sidste stjerne med, men sådan skulle det ikke være. Og det er her jeg bliver nødt til at smide den i føromtalte kategori af ungdomshistorier i bobler. For selvom den her var god på mange punkter, og forfriskende med en piges synsvinkel på hele historien for engangsskyld, så er det altså ikke min favorit i den her genre. Hvis man er interesseret i flere af den her type fortællinger kan jeg anbefale Going Out af Scarlett Thomas, der handler om en dreng der er allergisk overfor solen, eller The Boy in the Bubble af Ian Strachan, som er min absolutte favorit i den her kategori. Begge to er gode på hver deres måde, men jeg vil også tilføje at du bør have lidt lommetørklæder med til den ene af dem – jeg siger ikke hvilken, da det vil spoile lidt for meget.

 

Continue Reading

The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

Queen of Hearts (Colleen Oakes, 2014)

This is not the story of the Wonderland we know. Alice has not fallen down a rabbit hole. There is no all-knowing cat with a taunting smile. This is a Wonderland where beneath each smile lies a secret, each tart comes with a demand, and only prisoners tell the truth.

Dinah is the princess who will one day reign over Wonderland. She has not yet seen the dark depths of her kingdom; she longs only for her father’s approval and a future with the boy she loves. But when a betrayal breaks her heart and threatens her throne, she is launched into Wonderland’s dangerous political game. Dinah must stay one step ahead of her cunning enemies or she’ll lose not just the crown but her head.
Evil is brewing in Wonderland and maybe, most frighteningly, in Dinah herself.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund er jeg begyndt at finde flere og flere Alice i Eventyrland genfortællinger, men mange af dem handler faktisk ikke om Alice, men om den onde dronning. Det er også tilfældet med Queen of Hearts, som er historien om Dina der må leve med en ret så sindsforvirret far, som ovenikøbet er magtliderlig. Heldigvis har Dina et par andre folk omkring sig, til at komme igennem den svære hverdag.

Jeg startede med gode forventninger til den her bog, men de blev aldrig helt indfriet som jeg havde håbet. Dinah som hovedkarakter sagde mig ikke så meget som jeg havde håbet. Der var sågar nogle tidspunkter hvor hun ren og skær irriterede mig. For mig var hun ret så naiv på nogle punkter, som for eksempel hendes urealistiske forelskelse i hendes barndomskammerat, som tydeligvis ikke er interesseret i hende på samme måde. Selv efter han klart og tydeligt siger fra på det punkt, bliver hun ved med at fantasere og hun bruger det sågar til at udnytte hans medlidenhed til at hjælpe hende senere hen.

”That was the short version of the story. Really, Dinah cowered in a corner while her father shouted at Harris all the things that Dinah was doing wrong and the depth of his disappointment in her. She wasn’t pretty, she was stupid, she wasn’t a lady, she wasted her time daydreaming and exploring the castle, she was horrible at croquet, she was unfit to rule…”

For mig var det her ikke så meget en genfortælling, som det var en helt almindelig historie om en skræmt prinsesse i en verden vi kender lidt til. Der var ikke synderligt meget Eventyrland som man kender det, det var mest af alt en syret verden med nogle få elementer som man måske kunne relatere til Eventyrland, som vi kender det. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil mene at der er meget mere potentiale i en så skør verden som Eventyrland.

En af de ting jeg godt kunne lide var måde hvorpå de kendte figurer blev indarbejdet i Dinas verden. Den skøre hattemager for eksempel bliver pludselig til Dinahs mentalt forstyrret bror, der laver hatte for ikke at blive helt og aldeles sindssyg. Den hvide kanin er Dinahs tætteste hjælp på slottet, den eneste person der lader til at syntes om Dinah. I bund og grund havde jeg forventet mere genkendelighed i den her genfortælling end jeg rent faktisk fik. Historien er som sådan ganske god, hvis man ser bort fra at det skal være en genfortælling. Hvis man læser historien som en god historie, så fejler den ikke noget. Den har hemmeligheder og et plot, der kan byde på meget mere. Den slutter også med en klar cliffhanger, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved om jeg vil læse videre, for på mange punkter bekymrer jeg mig ikke voldsomt meget om hvad der sker med Dinah.

Continue Reading

Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

Continue Reading
1 2 3 24