En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading

Alias Alex (Jenn Bennett, 2017)

Tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplaret.

Bailey “Mink” Rydell har fundet sin drømmefyr. Han er en lige så stor filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Alex er intet mindre end perfekt … der er bare lige det, at Bailey kun har mødt ham online.
Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men at finde en, man kun kender fra internettet, viser sig at være sværere end som så. Og da Baileys irriterende, men karismatiske (og måske lidt søde?) kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle på, om hun nogensinde vil møde den mystiske Alex. Efterhånden som sommeren går, må Bailey da også beslutte sig for, om hun skal klamre sig til den onlinefantasi, der før virkede så rigtig, eller om hun skal kaste sig ud i virkeligheden med Porter. Valget er både enklere og mere kompliceret, end hun kunne have forestillet sig, for Porter er ikke den eneste, der bærer på en hemmelighed: Porter er nemlig Alex … Alias Alex.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Alias Alex har efterhånden fået en del hype på diverse medier, og den er blevet sammenlignet med filmen You’ve Got Mail – en film, som jeg er ret så vild med – og derfor skabte jeg mig også nogle ret store forventninger til bogen. Det er altid skræmmende når man har forholdsvis store forventninger til en bog på den måde, for hvad nu hvis den skuffer? Det gjorde Alias Alex heldigvis ikke, ikke så meget som den kunne have gjort.  Når man på forhånd ved at den er blevet sammenlignet med You’ve Got Mail, så er hele historien næsten blevet spoilet for en, og man sidder næsten bare og venter på en slutning man godt kender til.

Selvom det var tilfældet med Alias Alex, så nød jeg at læse den alligevel for hvad den er. En sød ungdomsbog om den første store kærlighed og om at finde sig selv på tærsklen fra teenager til voksen. På de punkter rammer bogen rigtig godt, for der er mange følelser med og de er i højt spil uden på tøjet, så at sige. Det er historien om Bailey, der flytter til Californien for at bo hos sin far, og hun skal nu til at finde rundt i et nyt liv i en ny by. Der betyder både nyt job og nye venner. Allerede her får man en fornemmelse af hvad der kommer til at ske.

”Min ærkenemesis. Hans øjne møder mine. Og så flytter han blikket ned på mine fødder. Han tjekker, om mine sko matcher. Selvom jeg ved, at de gør, tjekker jeg dem igen, og så får jeg lyst til  at tage dem af og slå ham oven i hans store, fede hoved med dem.”

Bailey som hovedperson fungerer okay, selvom jeg ikke var lige stor fan af hende hele vejen igennem. Hun udvikler sig godt nok også igennem bogen, men det er en lidt underlig og hurtig udvikling vil jeg påstå. I starten af bogen præsenterer hun sig selv som lurendrejer – hvilket i sig selv er en underlig oversættelse, men det er en anden sag – som jeg ser det, er hun bare en smule genert, og vil helst holde sig i baggrunden, uden nødvendigvis at lure på nogen. Som bogen skrider frem, udvikler hun sig godt nok, men dele af den udvikling syntes jeg bare er en smule ved siden af i forhold til den person hun starter ud som. Til gengæld kan jeg godt lide den person hun ender med at være, selvom vejen dertil måske var lidt utroværdig.

Modspillet til Bailey er selvfølgelig den flotte fyr der dukker op; Porter. De to starter ud med at næsten hade hinanden, og når man ved bogen bliver sammenlignet med You’ve Got Mail, så ved man allerede der hvordan bogen med stor sandsynlighed skrider frem. Eller i hvert fald hvordan den ender, for midten kan jo udspille sig på hvilken som helst måde. Hvilket også var noget jeg var glad for. For selvom jeg måske godt vidste hvad bogen ville slutte med, så var vejen dertil rigtig underholdende. For Alias Alex er under alle omstændigheder en rigtig god ungdomskærlighedsroman.

”Min gamle psykolog advarede mig om, at undvigelse er en dysfunktionel måde at omgås folk, man holder af, på, men nu begynder jeg at forstå, hvad han mente, da han sagde, at det også kunne såre dem. Måske er det på tide at finde en bedre måde at håndtere mine problemer på. Måske fungerer Lurendrejeren ikke så godt for mig længere.”

Porter er som sagt den flotte fyr som fordrejer hovedet på Bailey, og jeg kan egentlig godt forstå hende. For Porter kan både være den sødeste, men også den mest irriterende. Modspillet og samspillet mellem de to fungerer rigtig godt i bogen, og det er også en af faktorerne der gør den underholdende. Når man fra start af næsten godt ved at han også er Alex, bliver deres små chat-korrespondancer det lidt mere sjovere at læse; hvordan de opfordrer hinanden til at date hinanden, uden at vide det. Den slags små detaljer var ganske fine.

Der var en del ting med oversættelsen som jeg ikke var helt tilfreds med, men efter et par kapitler kunne jeg begynde at se igennem fingrene med det, og bare læse historien for hvad den var; en god historie. Sammenligningen med You’ve Got Mail holder helt klart stik, og af samme grund syntes jeg også Alias Alex er en rigtig god bog. Det er lidt svært at sige om den er YA eller NA, for der er enkelte scener som er noget på grænsen, men måske er det også bare med til at give den lidt ekstra. Under alle omstændigheder er Alias Alex anbefalelsesværdig, også selvom jeg kun giver den 4 stjerner. Jeg giver den ’kun’ 4 stjerner simpelthen fordi slutningen var for nem at gætte, i hvert fald for mit vedkommende. Dertil det faktum at oversættelsen var lidt irriterende fra tid til anden, men kan man se igennem fingrene på de ting, så er bogen til topkarakter.

Continue Reading

Almost Midnight (Rainbow Rowell, 2017)

Midnights is the story of Noel and Mags, who meet at the same New Year’s Eve party every year and fall a little more in love each time . . .
Kindred Spirits is about Elena, who decides to queue to see the new Star Wars movie and meets Gabe, a fellow fan.
Midnights was previously published as part of the My True Love Gave to Me anthology, edited by Stephanie Perkins and Kindred Spirits was previously published as a World Book Day title.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Denne lille bitte bog er faktisk to af Rowells tidligere udgivet noveller samlet i en fin lille glitterpakke. Da jeg fandt ud af at den første af novellerne er i samlingen My True Love Gave to Me (som jeg har i forvejen), havde jeg faktisk ikke i sinde at købe denne bog. Men efter lidt grublen overvandt jeg mig selv, og bestilte den hjem, med henblik på at læse den anden novelle i håb om at kunne bruge den til noget undervisning. Og hvor er jeg glad for at jeg har fået den til min lille samling. Udover at den er utrolig flot at kigge på – come on, it sparkles! – så er de to noveller også bare så fine.

Den første novelle, Midnights, kunne jeg faktisk slet ikke huske, så det var enormt rart at genlæse den. Historien om Mags og Noel og deres fine venskab, som bare skjuler så meget mere var rigtig hjertevarm, og jeg tror det er et sådant venskab mange af os gerne ville have. De mange nytårsfester fik mig til at tænke tilbage på min egen ungdom, ikke fordi jeg selv deltog i den slags fester med mange mennesker på den måde, men fordi jeg kan mindes de sjove nytårsfester jeg selv har været med til, om end de har været meget anerledes end disse. Mags og Noel fungerer rigtig godt som hovedpersoner, og personligt vil jeg da gerne være med i deres lille klike af venner, eller være en flue på væggen til deres nytårsfest. Man kan næsten ikke finde en sødere slutning på novellen end denne, eller en sødere begyndelse på et nyt år. Den passer perfekt til den melankolske følelse man kan få omkring nytårsskiftet, men også den opløftende følelse man kan føle lige i det klokken slår 12.

Den anden (og sidste) novelle i bogen, Kindred Spirits, har ikke nødvendigvis voldsomt meget med jul at gøre, andet end at den foregår i december måned. Ikke desto mindre var jeg faktisk ret begejstret for den, især fordi den er vanvittigt tæt på hvad jeg ledte efter til undervisningsbrug, og jeg har tænkt mig at bruge den uanset hvad. Den fortæller så meget om hvordan man kan have svært ved at stå 100% ved den person man er, i frygt for at blive udpeget som nørd. Og alligevel holder man fast i den ene specielle ting man elsker fordi det er så stor en del af ens personlighed. Jeg kunne også rigtig godt lide hvordan Elenas holdninger bliver afprøvet i forhold til hvem hun tror hun kender fra sin omgangskreds, og bliver præsenteret for nye mennesker og derigennem nye holdninger, som hun skal forholde sig til. I sidste ende syntes jeg også den er så fin med al sin fokus på Star Wars og spørgsmålet om hvad der gør en nørd til en nørd.

Almost Midnight er en rigtig fin lille julebog, selvom historierne egentlig ikke handler om jul som sådan. Alligevel får man en lidt varm følelse i brystet af at læse dem, og det er vel også lidt hvad julen handler om

 

Continue Reading

Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Bjørneby (Fredrik Backman, 2017)

Peter er flyttet hjem for at støtte sin lokale ishockeyklub efter at have slået igennem som professionel ishockeyspiller. Mira står over for valget mellem en advokatkarriere og et stille og roligt liv som hjemmegående husmor. Begge kommer fra Bjørneby.

“Bjørneby” er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber med syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Det er en fortælling om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg syntes efterhånden at man ikke kan gå meget galt i byen med Fredrik Backman og hans bøger, spørgsmålet er bare på hvilken måde de vil ramme dig i hjertet; med hjertevarme, harme eller bryde det i tusind stykker. For på en eller anden måde så formår han at kunne alle dele, nogle gange flere gange igennem sine bøger. Og det er ikke nogen undtagelse med Bjørneby. Selvom den ikke lige lyder til det til at starte med; en bog der har sit fokus på en by, der ikke kan leve uden ishockey. Det lyder ikke umiddelbart som nogen pageturner af en bestseller. Der er det man tager fejl, for Backman formår at gøre det til en bog, som ikke kun handler om ishockey. Jovist, den fylder da en hel del, men der er så meget mere at komme efter.

Jeg var måske også en smule skeptisk da jeg begyndte på bogen, ishockey, come on mand, det fløj mig hen over hovedet når der blev snakket alt for meget hockey, hvilket gjorde at jeg ikke fik det hele med. Det tog mig derfor en god portion af bogen at finde rundt i de mange personer, for der er mange at holde styr på! Nu begyndte jeg også på den som lydbog til at starte med, hvilket nok også gjorde det lidt mere besværligt at holde styr på dem alle sammen. Det gjorde det lidt lettere da jeg skiftede til e-bog, og endnu lettere da jeg skiftede til fysisk bog. Da først jeg kunne begynde at skelne mellem dem alle sammen, stod det hurtigt klart hvem der ville ende med at blive mine favoritter. Der er mange rigtig gode, men et par stykker stak alligevel ud og ramte mig lige i hjertet.

”Der er en hårfin grænse mellem at leve og overleve, men der er en positiv bivirkning ved at være både romantiker og konkurrencemenneske. Man giver aldrig op. Mira henter mælken i bilen, bliver stående og smiler for sig selv, indser, at det hun har lært at gøre stadig oftere.”

Moderen Mira satte sig enormt fast hos mig, hun beskrives selv som en ulvemor af sine børn, men jeg syntes mest af alt hun er en bjørnemor. Måske er det fordi jeg selv er blevet mor, men jeg kunne relatere rigtig godt til Mira. Der var flere af scenerne med hende, hvor jeg sad med en klump i halsen, og havde lyst til at skrige sammen med hende, langt ude i skoven hvor ingen kan høre dig. Den baggrundshistorie man får at høre, gør bare Mira som person endnu stærkere at læse om, og derfor at det kun endnu mere hjerteskærende at hun føler sig så magtesløs flere steder igennem bogen. Det hele lyder lidt kryptisk, men hvis jeg går for meget i detaljer, ender jeg med at afsløre den store handling i bogen, og der er virkelig en jeg syntes man skal opleve i bogens fulde kræfter.

En anden person fra bogen, der stadig sidder fast hos mig, er selvfølgelig Benji. Jeg tror han vil sidde fast hos mange, der har læst denne bog, for han er virkelig en person med hjerte med stort H. Og J og E of R og T og E. Han er den sødeste dreng/unge mand jeg længe har læst om, og han er det bare fordi det er sådan han er, der er ingen bagtanker med Benji. Benji er den slags dreng, man gerne vil være bedste venner med, fordi han altid vil være der for en. Selv når man gør noget virkelig dumt, vil han stadig prøve at være din ven, indtil hans moral siger fra fordi han er den slags menneske. Jeg havde mine mistanker om Benji igennem bogen, og en eller to af de andre drenge man hører om, men der kom alligevel et par overraskelser, som jeg ikke havde set komme. Det er det gode ved Backman, han kan efterlade små spor, men alligevel overraske i det små og gøre det på en måde at man sidder med et lille smil på læben, og ikke er sur over om man fik ret eller ej i sine mistanker.

”Benji tørrer øjnene. Hun har stadig hånden på hans kind. Klapper ham og ler. ”Du er ikke Guds bedste barn, Benji, det ved jeg godt. Men du har ved gud aldrig manglet en mandlig rollemodel. Alle dine bedste karaktertræk har du fået, fordi du er opfostret i et hjem fyldt med kvinder.””

Hvis man har læst bare en af Backmans bøger, så ved man lidt hvad man går ind til, også selvom man bare tror det er en bog om ishockey. Jeg troede jeg skulle læse en middelmådig og hurtig glemt historie om sport, i stedet sidder jeg tilbage med så mange tanker og følelser, selv flere dage efter at have vendt de sidste sider. For det er det Backman kan; han kan tage en så mundæn ting som ishockey og en by, der elsker sport og give dig en historie om familie, kærlighed, venskab, loyalitet og ikke mindst moral. Jeg kan kun afslutte med at sige du skal læse den! Jeg har grint, jeg har grædt, jeg har været harm, jeg har været hjertevarm, jeg har haft lyst til at kyle den gennem rummet over enkelte personers handling, men mest af alt har jeg bare haft lyst til at læse den for at finde ud af hvad resultatet ville blive.

Continue Reading

Du forstår ikke din egen mor (Lisbeth Wulff, 2017)

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

Med de kendte og elskede telefonsamtaler fra Rytteriet mellem Trine og mor fortæller Lisbeth Wulff en sjov og rammende historie om det at være nogens mor, nogens datter, om de drømme vi har for os selv og hinanden, og hvor galt det kan gå, når man bare ikke forstår sin egen mor. For som Politiken skriver om Rytteriet: Det gør ondt, selv om det bare er fjernsyn. Og derfor er det faktisk så meget mere end bare fjernsyn. Rigt illustreret, morsom og lige på kornet.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner

Hvis man har lyttet til eller set Rytteriet, så kender man godt lidt til præmissen bag bogen Du forstår ikke din egen mor. Det var også derfor jeg straks tænkte at den måtte jeg læse. Som ny mor tænkte jeg også, at man kunne læse sig til lidt do’s og måske i hvert fald nogle don’t’s. Nok flest af de sidste. For mor-datter-forholdet mellem Trine og hendes mor er måske ikke lige det mest funktionelle af slagsen.

Bogen er sammensat af 20 samtaler mellem Trine og hendes mor, dertil er der små fotohistorier tilsat for at give et lidt andet indblik i Trines mors liv. Bogen er hurtigt læst og de forskellige samtaler giver nemt et smil på læben. Nogle af dem kan jeg genkende fra Rytteriet, enten fra deres podcast eller tv-serien, og dem fik jeg læst lidt hurtigere end de andre. Men de var alle sammen lige så underholdende, hvad enten de var ’nye’ eller ’gamle’. Det er alt for let at forstille sig Bodil Jørgensens skingre stemme når hun skriger af Trine, at hun da ikke forstår sin egen mor, og det gør det kun meget sjovere.

Da jeg læste samtalerne i sammenhæng fik jeg et noget andet billede af både den såkaldte Trine og hendes mor. Jeg ved faktisk ikke hvem af dem jeg skal have mest ondt af, for de er begge en smule ynkelige på hver deres måde. Det er nok alligevel moderen man skal syntes er mest underlig, og hun gør da så sandelig også nogle mærkelige ting; som da hun lader en nabo overnatte i Trines lejlighed, og da Trine så får hendes til at smide naboen ud, ’kommer moderen til’ at have sex med naboen. Bogen er fuld af mærkelige situationer som denne, og det faktum at jeg kan se Bodil Jørgensen for mig når jeg læser dem, gør det kun bedre. Og samtidig er det også den grund jeg ikke kan give den sidste stjerne. For selvom bogen er meget underholdende, så fungerer de nok alligevel bedst som podcast eller tv, hvor den sidste stjerne nok også vil være at finde.

Continue Reading

Voksenlivet er en myte (Sarah Andersen, 2016)

Tak til forlaget Cobolt for anmeldereksemplaret.

Are you a special snowflake?
Do you enjoy networking to advance your career?
Is adulthood an exciting new challenge for which you feel fully prepared?
Ugh. Please go away.

This book is for the rest of us. These comics document the wasting of entire beautiful weekends on the internet, the unbearable agony of holding hands on the street with a gorgeous guy, dreaming all day of getting home and back into pajamas, and wondering when, exactly, this adulthood thing begins. In other words, the horrors and awkwardnesses of young modern life.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Sarah Andersen er mest aktiv på de sociale medier og sin egen hjemmeside med sine humoristiske tegninger om det at være voksen – eller mangel på at være voksen. Men nu er hendes striber også blevet oversat til dansk, og selvom jeg var lidt skeptisk over om de ville fungere lige så godt på dansk som på originalsprog, men det gør de heldigvis!

Allerede fra første stribe bliver man præsenteret for problemstillinger, som jeg vil gætte på enhver kan genkende i sine ihærdige forsøg på at være seriøs voksen. Og så alligevel ikke, for selvom man er voksen på overfladen, så understreger Andersen at man under overfladen hele tiden forbliver et barn, der skyr alt der har en smule association til voksenbeslutninger.

Voksenlivet er en myte er en hurtig læsning, men det er en underholdende læsning, som kan gentages igen og igen, og igen, og igen. For uanset hvordan man vender og drejer det, så har Andersen fat i den rigtig ende i mange ting, og jeg kan relatere til dusinvis af hendes striber både på godt og ondt. Jeg fik i hvert fald et godt grin af at læse denne samling, og jeg ser frem til de andre af Andersens striber også kommer til det danske lille land, som Andersen sjovt nok selv har rødder i, og det har hun lavet en særstribe til, specielt til sit danske publikum.

Hvis du ligesom mig, ikke syntes det er nok at bladre i denne ene bog engang i mellem, så kan man jo finde flere striber på Andersens egen hjemmeside eller Instagram-profil, som jeg selv følger for at få en ugentlig stribe at grine af.

Continue Reading

Eleanor & Park (Rainbow Rowell, 2013)

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil – vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Så vidt jeg ved er Eleanor & Park Rowells gennembrudsroman her i Danmark, og der er vel efterhånden en håndfuld år siden det skete. Hvorfor jeg så først får den læst nu, det kan jeg desværre ikke svare på. På en måde er jeg faktisk glad for at det ikke er den første af hendes bøger jeg har læst, for efter min mening er det ikke den stærkeste og jeg er ærligt talt ikke sikker på hvor mange flere af hendes bøger jeg ville have læst yderligere, hvis det her havde været den første jeg fik læst. Men heldigvis da (!) var det ikke tilfældet, og jeg har læst en del af hendes andre bøger, før jeg skulle stifte bekendtskab med Eleanor og Park.

Der findes det der ordsprog ’opposites attract’ og det er vist tilfældet med Eleanor og Park. Selv efter at have læst bogen færdig, kan jeg ikke helt gennemskue hvordan de lige pludselig endte som kærester, og med de fejl de hver især har, at de rent faktisk også holdt sammen som de gjorde. Selvom de virker så perfekte sammen, så virker de også så forkerte sammen. Det er virkelig yin og yang i forskellige grader, og alligevel så passer de bare som fod i hose. Det er en mærkelig og rundt-om forklaring, men det er forvirrende og giver ikke mening, og derfor gør min forklaring nok heller ikke.

”Hun havde ikke engang sagt noget pænt om ham. Hun havde ikke fortalt ham, at han var pænere end alle pigerne, og at hans hud var ligesom solskin med solbrun hud. Og det var præcis derfor, hun ikke havde sagt det. Fordi alle hendes følelser for ham –så hede og smukke inde i hjertet. blev til vrøvlerim og remser, når de nåede frem til munden.”

Jeg kan faktisk godt lide Eleanor og Park – hver for sig. Hver deres historie syntes jeg er rigtig god. Når jeg tænker tilbage så var det faktisk deres seperate dele af historien jeg syntes bedst om. For i de tilfælde oplevede man den virkelige Eleanor og den virkelig Park. Især Eleanors historie er hjerteskærende med forældre, der ikke rigtig gider være forældre eller bare skyggen af det. Man ved næsten ikke hvem man skal have mest ondt af, Eleanor eller alle hendes søskende som ikke ved helt så meget om hvor skidt de har det. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en hel bog, bare med Eleanors historie, jeg tror der er meget mere at fortælle om hendes fortid.

Park er også en interessant personlighed. Af mystiske årsager er han blandt de populære på skolen og i kvarteret, og det på trods af at han ikke rigtig gør noget for det, han er det bare. Heldigvis får man en hel del frihed med sig, når man tilhører den gruppe, og det har Park benyttet sig af. Så meget af han kommer på tværs af sin – måske – lidt gammeldags far. Parks historie er også spændende, men ikke i samme grad som Eleanor. Parks historie handler mere om den identitetskrise som de fleste teenagere gennemgår, ikke at man skal tilsidesætte den, men Eleanors historie sidder bare mere fast hos mig.

”Hun føltes så godt under ham, endnu bedre end han havde forventet. (Og han havde forventet noget i retning af himlen, plus nirvana, plus den scene i Charlie og Chokoladefabrikken, hvor Charlie begynder at flyve). Park trak vejret så tungt, at han nærmest ikke kunne få luft.”

Romancen mellem Eleanor og Park er usandsynlig, men den er der, og den bliver mere og mere sødsuppe for hvert kapitel. Det er teenagekærlighed med akavede berøringer, hede kys og varme blikke. Det er fjollede forældre, der ikke ved hvordan de skal håndtere deres barns første store kærlighed, og venner, der skal finde ud af hvordan den nye kæreste skal passe ind i kliken. Det er voksende kærlighed som man næsten bare sidder og venter på skal kulminere på en eller anden katastrofal måde. Jeg havde dog ikke regnet helt så meget med den ende det nåede. På en eller anden måde kunne den ikke slutte på anden vis.

Jeg holder fast i at Eleanor & Park ikke er Rowells stærkeste roman. Den er meget sød, og holdt mig da også til siderne, men jeg blev aldrig helt fortryllet som jeg blev ved nogle af hendes andre bøger, og jeg slugte den heller ikke nær så hurtigt som hendes andre. Måske havde det været en anerledes oplevelse, hvis jeg havde udnyttet soundtracket til bogen, for musikken har en stor rolle deri, og samtidig kan det ikke have været den store forskel, for bogen har en del andre sjove referencer, som jeg smilte let af. Om ikke andet, så vil jeg forsætte med at læse hvad jeg endnu ikke har læst af Rowells. Hvis du ikke har læst Eleanor & Park endnu, så sæt et par efterårskolde eftermiddage af til det. Hav et varmt tæppe klar og en kop varm the eller kakao, måske et stykke gulerodskage, og fordyb dig i historien og den kærlighed der blomstrer mellem siderne.

Continue Reading

Måske en dag (Colleen Hoover, 2014)

Bogen er en gave fra bogbloggertræf fra Lovebooks (Reklame).

Sydney lever en drømmetilværelse – hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag…

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Mit første møde med frøken Hoover viste sig at være et ganske godt et. Hun er ret så populær i bookstagramverden, og jeg har set hende florere flere gange rundt omkring, uden egentlig at se mere efter hvad hun skrev, andet end at det var ungdomsromantik, og så tænkte jeg lidt at det havde jeg fået nok af på den front. Men til sidste års bogbloggertræf fik vi denne fine oversatte udgave af en af hendes bøger, og jeg besluttede for lidt tid siden, at nu måtte det vist være på tide at jeg stiftede bekendtskab med hendes skriverier. Og ganske rigtig, så er det ungdomsromantik, men ikke helt i samme stil som så mange andre fra den genre, det her er trods alt den lidt ældre ungdom, hvis det giver mening?

Historien starter med røde roser og alt er godt, for begge vores to hovedpersoner; Sydney og Rigde. Men som tingene nu skal gå, så går det galt og de to personer bliver bragt sammen af uransalige veje. Det er som om hele bogen er bygget op omkring de typiske klicheer omkring romantiske historier af den slags; pige går fra første kæreste for, måske, at finde sammen med ny fyr, som først lige skal finde ud af hvad han vil. Alligevel, eller måske på trods af det faktum at historien har så mange klicheer så fungerer den alligevel. Desværre må jeg nok også indrømme at det er der min sidste stjerne ikke kan udfyldes, netop fordi den var gennemskuelig på det punkt. Hvilket der ikke er noget galt i, for jeg slugte da den sidste halvdel af bogen noget hurtigere end den første halvdel.

“Han er umulig at læse det meste af tiden, men jeg kunne sværge på, at jeg så et lille glimt af jalousi i hans øjne. Og jeg kan lide den måde, det at se ham være jaloux over, at jeg læner mig ind mod Warren, faktisk føles godt. At blive toogtyve har fordærvet min sjæl. Hvem er jeg, og hvorfor har jeg de her forfærdelige reaktioner?”

Noget andet der virkelig får den her bog til at fungere rigtig godt er bipersonerne, nærmere betegnet Ridges kammerater og de situationer de er med til at skabe. Jeg kunne især godt lide Warren og hans brutale ærlighed, det gav et frisk pust mange gange, også selvom han for det meste var et røvhul i sine kommentarer. Faktisk syntes jeg det var synd at han ikke havde en lidt større rolle at spille i bogen, men jeg blev så positivt overrasket over at høre hans skjulte del af historien til sidst i bogen.

Sydney og Ridge som hver deres personer fungerede faktisk også rigtig godt, både sammen og hver for sig. Sydney kunne dog være lidt til den selvmedlidende side et par gange, men det blev ikke for meget som jeg før har oplevet i den slags bøger/med den slags piger, for hun havde stadig nok selvtillid til at bede sin utro eks om at skride af helvede til, også selvom hun ikke reelt set ikke havde fundet en ny kæreste endnu selv. Ridge var lige på grænsen til at være for sød et par gange, jeg finder det næsten, men også kun næsten, fysisk umuligt at en fyr kan være så betænksom og uselvisk overfor en pige, både på kærestefronten og bare i det hele taget. Han lyder jo total uvirkelig i sin loyalitet til venner og kærester. Når det nu er sagt, så er han jo bare helt igennem sød, og man får da lidt et blødt hjerte for ham.

“Mine albuer møder mine knæ, idet jeg læner mig frem og vender mig bort fra hende. Jeg kan ikke klare at se hende sige et ord mere til mig. Hvert eneste ord, hun siger, knuser ikke bare mit hjerte, men føles, som om det også knuser hjertet inden i mit hjerte. Det gør så ondt, og jeg er så forbandet bange, for der er et øjeblik, hvor jeg begynder at tænke, at der er en mulighed for, at hun har ret.”

Alt taget i betragtning så blev jeg ikke voldsomt overrasket over Hoovers bog, den følger meget pænt sine klicheer, hvilket er helt fint, for jeg nød da at læse den. Men eftersom jeg heller ikke rigtig blev overrasket kan jeg ikke give den alle stjerner. Der var et tidspunkt hvor jeg spekulerede om den ville slutte på en anden måde en jeg havde forventet, men på det tidspunkt var der stadig noget over 50 sider tilbage, så det indså jeg hurtigt ikke var tilfældet. At den slutter som den gør passer vel egentlig også ganske godt til bogen og dens personer. Så ja, jeg syntes det er en rigtig fin kærlighedsbog, som jeg da blev en smule rørt over, og Hoover har da bestemt fundet sig en niche at skrive i (siger jeg, selvom jeg kun har læst en af hendes bøger), så det kan da godt være jeg skal læse et par andre af hendes, eftersom stilen også er ligetil.

Continue Reading

Victoria (Daisy Goodwin, 2016)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

En tidlig junimorgen i 1837 vågner den attenårige prinsesse Victoria op til nyheden om, at hendes onkel, William IV, er død. Hun er nu dronning i verdens mest magtfulde nation. I de kommende uger og måneder vil det vise sig, om den overbeskyttede unge kvinde kan leve op til den rolle, eller om hun vil blive et lydigt og nyttigt redskab for sin mors magtsyge rådgiver Sir John Conroy.

Hun får uvurderlig støtte fra sin premierminister Lord Melbourne. Han er gammel nok til at være hendes far, men han tiltrækkes uhjælpeligt af den unge kvinde. Og hun af ham, for han er den eneste, der ser, at hun vil blive en stor dronning.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund så er jeg utrolig fascineret af det engelske kongehus, meget mere end vores eget danske kongehus. Og de mange forskellige historiske romaner (og film) om det engelske kongehus fanger gerne min interesse. Hvilket var præcis hvad der skete da jeg fik øje på Victoria, som også begyndte at dukke op på tv. Inden jeg læste bogen vidste jeg kun en smule om den engelske dronning; de basale data som de fleste kender til; at hun blev dronning inden hun fyldte 18, blev smaskforelsket i sin Albert og fik en flok børn med ham, og hun kom aldrig rigtig over tabet af ham da han døde før hende. Bogen ville tilbyde et bredere indblik i hendes liv, som jeg ikke kunne stå for.

Bogen starter i det hun finder ud af at hun er blevet den nye dronning af England. Med det følger der en masse ansvar og en frygtelig masse forpligtelser og etiketter som hun ikke helt er bekendt med, på trods af at hun er opvokset i en voldsom beskyttet tilværelse. Jeg blev overrasket over at læse om hvor utrolig beskyttet barndom hun havde haft, og Victorias mor igennem hele bogen tiltalte mig på ingen måde. Hun virkede hele tiden overfladisk og egoistisk på sin meget naive facon. Jeg ved godt hun er baseret på en virkelig person, men det gør det desværre ikke bedre; det gør bare at jeg får endnu mere ondt af Victoria.

”Da Victoria vågnede næste morgen, skinnede solen ind gennem vinduerne. Hun sprang ud af sengen med Dash i hælene og så ud over parken. Hun ville ud at ride i dag- Så kom i tanke om tildragelserne fra aftenen før, og hendes pludselige begejstring over solskinnet forduftede.”

Bogen beskriver Victoria og hendes liv rigtig godt. Det kan godt være bogen skal forestille at være fiktion, men baseret på virkelige personer gør at deres historier er det mere fængende. Den nøjes ikke bare med at fortælle Victorias historie, den giver også indblik i Lord Melbournes liv og prins Alberts unge år. Hvilket jeg syntes er meget fint, især i forhold til Albert, for hvad jeg ellers har set/læst om Victoria, så er det ikke meget man hører fra Alberts side. Derfor var det interessant at se hvordan det hele var for Albert.

”Albert og Victoria red videre i en stilhed, der kun blev brudt af hestenes prust, Dashs lejlighedsvise bjæf og rågernes skrig fra rederne over deres hoveder. Et øjeblik tænkte Victoria på Melbourne og den sidste gang hun havde været alene med en mand i en skov. Hun besluttede, at hun var nødt til at sige noget.”

Samlet set syntes jeg det var en fængslende historie, men den bliver oversolgt lidt på den romantiske side af historien. Den smule romance der var, var meget uskyldig og næsten ikke til at få øje på nogle gange. Jo vist, det kommer sig sikkert af at Victoria ikke var så bekendt med kærlighedens facetter, og til tider kunne jeg heller ikke lade være med at le af hendes helt uvirkelige syn på hendes følelser, underholdende som det da var. Det er også den faktor der gør, at jeg ikke kan give den fuldt antal stjerner.

Jeg vil anbefale den her bog til enhver der har en smule interesse i det engelske kongehus, eller bare interesse i historie for den sags skyld. Selvom man kun får en lille bid af historien med bogen, for det er som om slutningen på bogen kun er begyndelsen. Det er en meget lille bid man får i Victorias regeringstid, som jo spandt over mange år og bød på mange ændringer. Heldigvis kan man forsætte lidt med tv-serien og få mere af Victoria at se.

Continue Reading
1 2 3 26