Du forstår ikke din egen mor (Lisbeth Wulff, 2017)

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

Med de kendte og elskede telefonsamtaler fra Rytteriet mellem Trine og mor fortæller Lisbeth Wulff en sjov og rammende historie om det at være nogens mor, nogens datter, om de drømme vi har for os selv og hinanden, og hvor galt det kan gå, når man bare ikke forstår sin egen mor. For som Politiken skriver om Rytteriet: Det gør ondt, selv om det bare er fjernsyn. Og derfor er det faktisk så meget mere end bare fjernsyn. Rigt illustreret, morsom og lige på kornet.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner

Hvis man har lyttet til eller set Rytteriet, så kender man godt lidt til præmissen bag bogen Du forstår ikke din egen mor. Det var også derfor jeg straks tænkte at den måtte jeg læse. Som ny mor tænkte jeg også, at man kunne læse sig til lidt do’s og måske i hvert fald nogle don’t’s. Nok flest af de sidste. For mor-datter-forholdet mellem Trine og hendes mor er måske ikke lige det mest funktionelle af slagsen.

Bogen er sammensat af 20 samtaler mellem Trine og hendes mor, dertil er der små fotohistorier tilsat for at give et lidt andet indblik i Trines mors liv. Bogen er hurtigt læst og de forskellige samtaler giver nemt et smil på læben. Nogle af dem kan jeg genkende fra Rytteriet, enten fra deres podcast eller tv-serien, og dem fik jeg læst lidt hurtigere end de andre. Men de var alle sammen lige så underholdende, hvad enten de var ’nye’ eller ’gamle’. Det er alt for let at forstille sig Bodil Jørgensens skingre stemme når hun skriger af Trine, at hun da ikke forstår sin egen mor, og det gør det kun meget sjovere.

Da jeg læste samtalerne i sammenhæng fik jeg et noget andet billede af både den såkaldte Trine og hendes mor. Jeg ved faktisk ikke hvem af dem jeg skal have mest ondt af, for de er begge en smule ynkelige på hver deres måde. Det er nok alligevel moderen man skal syntes er mest underlig, og hun gør da så sandelig også nogle mærkelige ting; som da hun lader en nabo overnatte i Trines lejlighed, og da Trine så får hendes til at smide naboen ud, ’kommer moderen til’ at have sex med naboen. Bogen er fuld af mærkelige situationer som denne, og det faktum at jeg kan se Bodil Jørgensen for mig når jeg læser dem, gør det kun bedre. Og samtidig er det også den grund jeg ikke kan give den sidste stjerne. For selvom bogen er meget underholdende, så fungerer de nok alligevel bedst som podcast eller tv, hvor den sidste stjerne nok også vil være at finde.

Continue Reading

Voksenlivet er en myte (Sarah Andersen, 2016)

Tak til forlaget Cobolt for anmeldereksemplaret.

Are you a special snowflake?
Do you enjoy networking to advance your career?
Is adulthood an exciting new challenge for which you feel fully prepared?
Ugh. Please go away.

This book is for the rest of us. These comics document the wasting of entire beautiful weekends on the internet, the unbearable agony of holding hands on the street with a gorgeous guy, dreaming all day of getting home and back into pajamas, and wondering when, exactly, this adulthood thing begins. In other words, the horrors and awkwardnesses of young modern life.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Sarah Andersen er mest aktiv på de sociale medier og sin egen hjemmeside med sine humoristiske tegninger om det at være voksen – eller mangel på at være voksen. Men nu er hendes striber også blevet oversat til dansk, og selvom jeg var lidt skeptisk over om de ville fungere lige så godt på dansk som på originalsprog, men det gør de heldigvis!

Allerede fra første stribe bliver man præsenteret for problemstillinger, som jeg vil gætte på enhver kan genkende i sine ihærdige forsøg på at være seriøs voksen. Og så alligevel ikke, for selvom man er voksen på overfladen, så understreger Andersen at man under overfladen hele tiden forbliver et barn, der skyr alt der har en smule association til voksenbeslutninger.

Voksenlivet er en myte er en hurtig læsning, men det er en underholdende læsning, som kan gentages igen og igen, og igen, og igen. For uanset hvordan man vender og drejer det, så har Andersen fat i den rigtig ende i mange ting, og jeg kan relatere til dusinvis af hendes striber både på godt og ondt. Jeg fik i hvert fald et godt grin af at læse denne samling, og jeg ser frem til de andre af Andersens striber også kommer til det danske lille land, som Andersen sjovt nok selv har rødder i, og det har hun lavet en særstribe til, specielt til sit danske publikum.

Hvis du ligesom mig, ikke syntes det er nok at bladre i denne ene bog engang i mellem, så kan man jo finde flere striber på Andersens egen hjemmeside eller Instagram-profil, som jeg selv følger for at få en ugentlig stribe at grine af.

Continue Reading

Eleanor & Park (Rainbow Rowell, 2013)

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil – vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Så vidt jeg ved er Eleanor & Park Rowells gennembrudsroman her i Danmark, og der er vel efterhånden en håndfuld år siden det skete. Hvorfor jeg så først får den læst nu, det kan jeg desværre ikke svare på. På en måde er jeg faktisk glad for at det ikke er den første af hendes bøger jeg har læst, for efter min mening er det ikke den stærkeste og jeg er ærligt talt ikke sikker på hvor mange flere af hendes bøger jeg ville have læst yderligere, hvis det her havde været den første jeg fik læst. Men heldigvis da (!) var det ikke tilfældet, og jeg har læst en del af hendes andre bøger, før jeg skulle stifte bekendtskab med Eleanor og Park.

Der findes det der ordsprog ’opposites attract’ og det er vist tilfældet med Eleanor og Park. Selv efter at have læst bogen færdig, kan jeg ikke helt gennemskue hvordan de lige pludselig endte som kærester, og med de fejl de hver især har, at de rent faktisk også holdt sammen som de gjorde. Selvom de virker så perfekte sammen, så virker de også så forkerte sammen. Det er virkelig yin og yang i forskellige grader, og alligevel så passer de bare som fod i hose. Det er en mærkelig og rundt-om forklaring, men det er forvirrende og giver ikke mening, og derfor gør min forklaring nok heller ikke.

”Hun havde ikke engang sagt noget pænt om ham. Hun havde ikke fortalt ham, at han var pænere end alle pigerne, og at hans hud var ligesom solskin med solbrun hud. Og det var præcis derfor, hun ikke havde sagt det. Fordi alle hendes følelser for ham –så hede og smukke inde i hjertet. blev til vrøvlerim og remser, når de nåede frem til munden.”

Jeg kan faktisk godt lide Eleanor og Park – hver for sig. Hver deres historie syntes jeg er rigtig god. Når jeg tænker tilbage så var det faktisk deres seperate dele af historien jeg syntes bedst om. For i de tilfælde oplevede man den virkelige Eleanor og den virkelig Park. Især Eleanors historie er hjerteskærende med forældre, der ikke rigtig gider være forældre eller bare skyggen af det. Man ved næsten ikke hvem man skal have mest ondt af, Eleanor eller alle hendes søskende som ikke ved helt så meget om hvor skidt de har det. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en hel bog, bare med Eleanors historie, jeg tror der er meget mere at fortælle om hendes fortid.

Park er også en interessant personlighed. Af mystiske årsager er han blandt de populære på skolen og i kvarteret, og det på trods af at han ikke rigtig gør noget for det, han er det bare. Heldigvis får man en hel del frihed med sig, når man tilhører den gruppe, og det har Park benyttet sig af. Så meget af han kommer på tværs af sin – måske – lidt gammeldags far. Parks historie er også spændende, men ikke i samme grad som Eleanor. Parks historie handler mere om den identitetskrise som de fleste teenagere gennemgår, ikke at man skal tilsidesætte den, men Eleanors historie sidder bare mere fast hos mig.

”Hun føltes så godt under ham, endnu bedre end han havde forventet. (Og han havde forventet noget i retning af himlen, plus nirvana, plus den scene i Charlie og Chokoladefabrikken, hvor Charlie begynder at flyve). Park trak vejret så tungt, at han nærmest ikke kunne få luft.”

Romancen mellem Eleanor og Park er usandsynlig, men den er der, og den bliver mere og mere sødsuppe for hvert kapitel. Det er teenagekærlighed med akavede berøringer, hede kys og varme blikke. Det er fjollede forældre, der ikke ved hvordan de skal håndtere deres barns første store kærlighed, og venner, der skal finde ud af hvordan den nye kæreste skal passe ind i kliken. Det er voksende kærlighed som man næsten bare sidder og venter på skal kulminere på en eller anden katastrofal måde. Jeg havde dog ikke regnet helt så meget med den ende det nåede. På en eller anden måde kunne den ikke slutte på anden vis.

Jeg holder fast i at Eleanor & Park ikke er Rowells stærkeste roman. Den er meget sød, og holdt mig da også til siderne, men jeg blev aldrig helt fortryllet som jeg blev ved nogle af hendes andre bøger, og jeg slugte den heller ikke nær så hurtigt som hendes andre. Måske havde det været en anerledes oplevelse, hvis jeg havde udnyttet soundtracket til bogen, for musikken har en stor rolle deri, og samtidig kan det ikke have været den store forskel, for bogen har en del andre sjove referencer, som jeg smilte let af. Om ikke andet, så vil jeg forsætte med at læse hvad jeg endnu ikke har læst af Rowells. Hvis du ikke har læst Eleanor & Park endnu, så sæt et par efterårskolde eftermiddage af til det. Hav et varmt tæppe klar og en kop varm the eller kakao, måske et stykke gulerodskage, og fordyb dig i historien og den kærlighed der blomstrer mellem siderne.

Continue Reading

Måske en dag (Colleen Hoover, 2014)

Bogen er en gave fra bogbloggertræf fra Lovebooks (Reklame).

Sydney lever en drømmetilværelse – hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag…

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Mit første møde med frøken Hoover viste sig at være et ganske godt et. Hun er ret så populær i bookstagramverden, og jeg har set hende florere flere gange rundt omkring, uden egentlig at se mere efter hvad hun skrev, andet end at det var ungdomsromantik, og så tænkte jeg lidt at det havde jeg fået nok af på den front. Men til sidste års bogbloggertræf fik vi denne fine oversatte udgave af en af hendes bøger, og jeg besluttede for lidt tid siden, at nu måtte det vist være på tide at jeg stiftede bekendtskab med hendes skriverier. Og ganske rigtig, så er det ungdomsromantik, men ikke helt i samme stil som så mange andre fra den genre, det her er trods alt den lidt ældre ungdom, hvis det giver mening?

Historien starter med røde roser og alt er godt, for begge vores to hovedpersoner; Sydney og Rigde. Men som tingene nu skal gå, så går det galt og de to personer bliver bragt sammen af uransalige veje. Det er som om hele bogen er bygget op omkring de typiske klicheer omkring romantiske historier af den slags; pige går fra første kæreste for, måske, at finde sammen med ny fyr, som først lige skal finde ud af hvad han vil. Alligevel, eller måske på trods af det faktum at historien har så mange klicheer så fungerer den alligevel. Desværre må jeg nok også indrømme at det er der min sidste stjerne ikke kan udfyldes, netop fordi den var gennemskuelig på det punkt. Hvilket der ikke er noget galt i, for jeg slugte da den sidste halvdel af bogen noget hurtigere end den første halvdel.

“Han er umulig at læse det meste af tiden, men jeg kunne sværge på, at jeg så et lille glimt af jalousi i hans øjne. Og jeg kan lide den måde, det at se ham være jaloux over, at jeg læner mig ind mod Warren, faktisk føles godt. At blive toogtyve har fordærvet min sjæl. Hvem er jeg, og hvorfor har jeg de her forfærdelige reaktioner?”

Noget andet der virkelig får den her bog til at fungere rigtig godt er bipersonerne, nærmere betegnet Ridges kammerater og de situationer de er med til at skabe. Jeg kunne især godt lide Warren og hans brutale ærlighed, det gav et frisk pust mange gange, også selvom han for det meste var et røvhul i sine kommentarer. Faktisk syntes jeg det var synd at han ikke havde en lidt større rolle at spille i bogen, men jeg blev så positivt overrasket over at høre hans skjulte del af historien til sidst i bogen.

Sydney og Ridge som hver deres personer fungerede faktisk også rigtig godt, både sammen og hver for sig. Sydney kunne dog være lidt til den selvmedlidende side et par gange, men det blev ikke for meget som jeg før har oplevet i den slags bøger/med den slags piger, for hun havde stadig nok selvtillid til at bede sin utro eks om at skride af helvede til, også selvom hun ikke reelt set ikke havde fundet en ny kæreste endnu selv. Ridge var lige på grænsen til at være for sød et par gange, jeg finder det næsten, men også kun næsten, fysisk umuligt at en fyr kan være så betænksom og uselvisk overfor en pige, både på kærestefronten og bare i det hele taget. Han lyder jo total uvirkelig i sin loyalitet til venner og kærester. Når det nu er sagt, så er han jo bare helt igennem sød, og man får da lidt et blødt hjerte for ham.

“Mine albuer møder mine knæ, idet jeg læner mig frem og vender mig bort fra hende. Jeg kan ikke klare at se hende sige et ord mere til mig. Hvert eneste ord, hun siger, knuser ikke bare mit hjerte, men føles, som om det også knuser hjertet inden i mit hjerte. Det gør så ondt, og jeg er så forbandet bange, for der er et øjeblik, hvor jeg begynder at tænke, at der er en mulighed for, at hun har ret.”

Alt taget i betragtning så blev jeg ikke voldsomt overrasket over Hoovers bog, den følger meget pænt sine klicheer, hvilket er helt fint, for jeg nød da at læse den. Men eftersom jeg heller ikke rigtig blev overrasket kan jeg ikke give den alle stjerner. Der var et tidspunkt hvor jeg spekulerede om den ville slutte på en anden måde en jeg havde forventet, men på det tidspunkt var der stadig noget over 50 sider tilbage, så det indså jeg hurtigt ikke var tilfældet. At den slutter som den gør passer vel egentlig også ganske godt til bogen og dens personer. Så ja, jeg syntes det er en rigtig fin kærlighedsbog, som jeg da blev en smule rørt over, og Hoover har da bestemt fundet sig en niche at skrive i (siger jeg, selvom jeg kun har læst en af hendes bøger), så det kan da godt være jeg skal læse et par andre af hendes, eftersom stilen også er ligetil.

Continue Reading

Victoria (Daisy Goodwin, 2016)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

En tidlig junimorgen i 1837 vågner den attenårige prinsesse Victoria op til nyheden om, at hendes onkel, William IV, er død. Hun er nu dronning i verdens mest magtfulde nation. I de kommende uger og måneder vil det vise sig, om den overbeskyttede unge kvinde kan leve op til den rolle, eller om hun vil blive et lydigt og nyttigt redskab for sin mors magtsyge rådgiver Sir John Conroy.

Hun får uvurderlig støtte fra sin premierminister Lord Melbourne. Han er gammel nok til at være hendes far, men han tiltrækkes uhjælpeligt af den unge kvinde. Og hun af ham, for han er den eneste, der ser, at hun vil blive en stor dronning.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund så er jeg utrolig fascineret af det engelske kongehus, meget mere end vores eget danske kongehus. Og de mange forskellige historiske romaner (og film) om det engelske kongehus fanger gerne min interesse. Hvilket var præcis hvad der skete da jeg fik øje på Victoria, som også begyndte at dukke op på tv. Inden jeg læste bogen vidste jeg kun en smule om den engelske dronning; de basale data som de fleste kender til; at hun blev dronning inden hun fyldte 18, blev smaskforelsket i sin Albert og fik en flok børn med ham, og hun kom aldrig rigtig over tabet af ham da han døde før hende. Bogen ville tilbyde et bredere indblik i hendes liv, som jeg ikke kunne stå for.

Bogen starter i det hun finder ud af at hun er blevet den nye dronning af England. Med det følger der en masse ansvar og en frygtelig masse forpligtelser og etiketter som hun ikke helt er bekendt med, på trods af at hun er opvokset i en voldsom beskyttet tilværelse. Jeg blev overrasket over at læse om hvor utrolig beskyttet barndom hun havde haft, og Victorias mor igennem hele bogen tiltalte mig på ingen måde. Hun virkede hele tiden overfladisk og egoistisk på sin meget naive facon. Jeg ved godt hun er baseret på en virkelig person, men det gør det desværre ikke bedre; det gør bare at jeg får endnu mere ondt af Victoria.

”Da Victoria vågnede næste morgen, skinnede solen ind gennem vinduerne. Hun sprang ud af sengen med Dash i hælene og så ud over parken. Hun ville ud at ride i dag- Så kom i tanke om tildragelserne fra aftenen før, og hendes pludselige begejstring over solskinnet forduftede.”

Bogen beskriver Victoria og hendes liv rigtig godt. Det kan godt være bogen skal forestille at være fiktion, men baseret på virkelige personer gør at deres historier er det mere fængende. Den nøjes ikke bare med at fortælle Victorias historie, den giver også indblik i Lord Melbournes liv og prins Alberts unge år. Hvilket jeg syntes er meget fint, især i forhold til Albert, for hvad jeg ellers har set/læst om Victoria, så er det ikke meget man hører fra Alberts side. Derfor var det interessant at se hvordan det hele var for Albert.

”Albert og Victoria red videre i en stilhed, der kun blev brudt af hestenes prust, Dashs lejlighedsvise bjæf og rågernes skrig fra rederne over deres hoveder. Et øjeblik tænkte Victoria på Melbourne og den sidste gang hun havde været alene med en mand i en skov. Hun besluttede, at hun var nødt til at sige noget.”

Samlet set syntes jeg det var en fængslende historie, men den bliver oversolgt lidt på den romantiske side af historien. Den smule romance der var, var meget uskyldig og næsten ikke til at få øje på nogle gange. Jo vist, det kommer sig sikkert af at Victoria ikke var så bekendt med kærlighedens facetter, og til tider kunne jeg heller ikke lade være med at le af hendes helt uvirkelige syn på hendes følelser, underholdende som det da var. Det er også den faktor der gør, at jeg ikke kan give den fuldt antal stjerner.

Jeg vil anbefale den her bog til enhver der har en smule interesse i det engelske kongehus, eller bare interesse i historie for den sags skyld. Selvom man kun får en lille bid af historien med bogen, for det er som om slutningen på bogen kun er begyndelsen. Det er en meget lille bid man får i Victorias regeringstid, som jo spandt over mange år og bød på mange ændringer. Heldigvis kan man forsætte lidt med tv-serien og få mere af Victoria at se.

Continue Reading

Ostekartellet + Dåsemakrellen (Mary Uhrenholt, 2017)

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplare.

Med sin bedste veninde, Jessie, på sidelinjen har Julie udviklet sig fra en ensom, sky teenager til noget, der minder om en voksen pige med ét mål i livet: At finde én, hun kan putte sig ind til. Det kommer ikke let til hende, men det kommer.
Dåsemakrellen er en letlæselig strandroman om en ung kvindes klodsede og til tider pinlige søgen efter kærligheden. Julie kan ikke gøre for det, hun kommer bare hele tiden galt af sted. Men fordi hun er dagdrømmer og en anelse naiv, bringer selv de underligste situationer hende ikke ud af kurs.

Ostekartellet er en selvstændig efterfølger til romanen Dåsemakrellen. Du tages med på en skør og underholdende rutsjebanetur, hvor du bare skal læse, grine og måske lade dig inspirere. Det er ikke altid for sarte sjæle, og anstødeligt sprogbrug forekommer, men hvis du ikke er sippet, så god læselyst!

(Tekst fra goodreads)

Bøgerne får henholdsvis 2 og 3 ud af 5 stjerner.

En god omgang chick-lit går man sjældent galt i byen med, men der er godt nok også forskel på dem, hvilket Mary Uhrenholts bøger. Jeg har læst både Ostekartellet og Dåsemakrellen og det var to vidt forskellige oplevelser.

Med Ostekartellet blev jeg introduceret for Jessie og hendes vilde singleliv. I første omgang virkede Jessie som en meget udadvendt Bridget Jones, og jeg var underholdt ganske fint på de første sider, men pludselig tog det hele en drejning og jeg blev ærlig talt mere og mere frastødt af Jessies livsstil. Det er ikke fordi jeg betragter mig selv som sippet eller snerpet på nogen måde, men nogle af de ting som Jessie fører ud i livet kunne jeg godt nok ikke se det fede i. Ærlig talt tror jeg selv Samantha fra Sex & the City ville rynke på næsen på et par af de ting hun udsatte sig selv for.

Jessies historie er ellers helt okay, og den følger de meget typiske træk for chick-lit om pigen der ikke vil forelske sig, men selvfølgelig gør det alligevel. Der var da en del scener som jeg trak let på smilebåndet over; det var mest af alt hendes flashback minder som var knap så vilde som det hun var i gang med at udføre. Ostekartellet var en ganske okay bog, men mange scener gjorde at den blev for meget for min smag, men derfor kan jeg godt se at andre måske vil finde den en del sjovere end jeg gjorde.

”Jeg ved godt, at det var lidt mean at køre ham igennem manegen på den måde, men han gik bare med hjem og bollede uden tøven, så jeg tænker, at han har lært en stor lektie af det.”

Dåsemakrellen fortæller om det lidt mindre vilde singleliv som Julie lever, og selvom Julie er bedste ven med Jessie, så kommer hun ikke ud for nær så aparte ting, selvom der sker et par uforklarlige episoder alligevel. Julie som karakter kunne jeg meget bedre forholde mig til, og det hænger nok sammen med at hun minder en lille smule om mig selv, og jeg kunne også meget bedre se lidt mere af den buttede og akavede Bridget Jones i hende. Julies historie var derfor meget mere underholdende for mit vedkommende.

I Dåsemakrellen er det den klassiske historie om pigen der skal finde sig til rette i sit nye parforhold, og ikke mindst lære sin nye kæreste at kende med kæmpe baggrundshistorie og det hele. Dertil er det krydret lidt med pinlige scener med revnede bukser, skægpest efter kæmpe snavegilde og et par andre pinlige ting. Men det er den slags humor jeg syntes fungerer bedst, fordi det for mit vedkommende virker mere realistisk end de ting Jessie udsætter sig selv for.

”Mit skridt brænder, som var der hældt kogende vand direkte derned – ikke at jeg har prøvet det – og jeg forsøger, så godt jeg kan, at sidde på den ene balle, imens jeg tænker på, at hvis jeg ikke snart kommer op at stå, så skriger jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke har fået gnavet et decideret hul.”

Bøgerne kan sagtens læses hver for sig, og hvis jeg skal være ærlig har jeg faktisk kun lyst til at anbefale Dåsemakrellen. Medmindre man render rundt med en lille indre Samantha (Sex & the City, så er Ostekartellet klart en udfordring man kan tage på sig. Personligt er jeg mere til de stille og pinlige udskejelser fra Dåsemakrellen, som jeg kunne lettere le af.

Continue Reading

Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

Continue Reading

Norse Mythology (Neil Gaiman, 2017)

Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology, Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin’s son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman’s deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Vi kender alle sammen til mange af de nordiske myter og historier, men mange er også knap så kendte. Da jeg opdagede at Neil Gaiman havde besluttet sig for at gengive den nordiske mytologi med sine egne ord, blev jeg straks nysgerrig for hvordan han havde tænkt sig at videreformidle dem, og ikke mindst fordi manden jo er brite. Jeg syntes hele ideen om en brite der gengiver de nordiske historier var spændende i sig selv.

Gaiman gør det klart at det ikke altid handler så meget om myterne i sig selv, men glæden ved at fortælle dem videre til nogen. Og det skinner også igennem bogen når man læser den. For selve historierne er der ikke pillet så meget ved, ikke at man kan pille ved dem tror jeg. Til gengæld er der kræset om måden de bliver fortalt, og hvis man – som jeg gjorde – også lytter lidt til lydbogen fra tid til anden, som er oplæst af Gaiman selv, så er det bare kræs for ørerne.

”That’s the joy of myths. The fun comes in telling them yourself – something I warmly encourage you to do, you person reading this. Read the stories in this book, then make them your own, and on some dark and icy winter’s evening, or on a summer night when the sun will not set, tell your friends what happened when Thor’s hammer was stolen, or how Odin obtained the mead of poetry for the gods…”

Jeg syntes derfor det er svært at anmelde den her bog, for indholdet er ikke som sådan Gaimans eget materiale, og det er noget materiale man har hørt før eller kender en del til. Personligt kunne jeg genkende mange af historierne fra de mange gange jeg har set julekalenderen Jul i Valhal. For historierne er de samme, men det var sjovt at se at de faktisk ikke var meget anerledes bare fordi de blev fortalt af en brite. Historien om hvordan Odin mistede sit ene øje er den samme hvad enten jeg fortæller den, eller Gaiman eller en helt 3 person, og det er det smukke ved myterne på den måde.

Hvis man vil læse den her bog, skal man ikke gøre det fordi man vil læse endnu en rigtig god Gaiman historie. Man skal til gengæld læse den, hvis man vil høre om de nordiske guder med frisk ører/øjne og blive mindet om den kærlighed alle guderne havde for Balder, og de intriger som Loke var med til at sætte i gang hver eneste dag. Og så skal man læse den bare fordi den er rigtig godt fortalt.

Continue Reading

Den usynlige Ivan Isaenko (Scott Stambach, 2017)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

På Hospitalet For Alvorligt Syge Børn i Mazyr i Hviderusland afleveres de uhelbredeligt syge og misdannede børn, der stadig fødes efter katastrofen i Tjernobyl. Derved bliver de usynlige for en verden, der helst vil glemme dem. Her har Ivan Isaenko henslæbt alle sine sytten år. Hans krop er ødelagt, men hans hjerne fejler ingenting; den er skarp som en ragekniv. Ivan Isaenko aflæser alting omkring sig med en skræmmende klar indsigt. Han kaster sig over alle de bøger, han kan få sine tre fingre i og gennemfører de besværlige daglige rutiner med snilde og overmenneskelig udholdenhed.

Lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger og forstyrrer hans rutiner. Men det værste er, at hun får ham til at føle noget. Han har holdt ud, fordi han aldrig har ønsket sig noget. Nu ønsker han sig brændende, at Polina skal leve.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En bog om børn skadet på grund af stråling og andre kemiske årsager; det lyder ikke lige umiddelbart som en dans på roser eller en bog man vil blive i godt humør af. Men det bliver man alligevel lidt og det er mest af alt på grund af bogens hovedperson; Ivan. Da jeg faldt over beskrivelsen til denne bog indrømmer jeg at jeg i første omgang afskrev den lidt, for jeg syntes den lød alt for barsk. Efter at flere andre anmeldte den med positive og rørende ord bukkede jeg under og måtte også få fingeren i at læse den, og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde.

Historien om Ivan er ikke den sædvanlige historie om at finde sig selv, for det er en historie om at Ivan skal finde ud af hvem han er, ikke bare som person, men rent konkret også for han blev efterladt af en mor han intet ved om. Dertil er Ivan så skadet at hans krop næsten ikke er en krop, men trods det så er Ivan meget mere i live end så mange andre, og ikke mindst har han en livsglæde som mange vil være misundelig på. Jeg sad i hvert fald flere gange og var imponeret over hvor ihærdig Ivan er på livet, og jeg fik flere gange et smil på læben over hans syn på livet.

”Jeg har talt med direktøren to gange på sytten år: en gang om min penis, og en gang, hvor jeg havde drukket mig fuld i hans vodka.”

Man vil måske ikke tro det, men historien er også sjov og det selvom det også er en bog der handler om døden og at acceptere den. For når man bor på et hjem hvor syge børn kommer og går, så vil mange måske have et noget andet syn på livet, men ikke Ivan, og hold nu op hvor der kommer nogle sjove situationer ud af den måde Ivan har besluttet at leve sit liv. Der var flere gange hvor jeg bogstaveligt talt skrald grinede højlydt, eller måtte læse passager op fra bogen for Kæresten, fordi de var for sjove til ikke at dele med andre. Og det er i virkeligheden denne bogs styrke.

”Men mens jeg ser fjernsyn eller stirrer ud gennem de tremmevinduer, der er drysset ud her og der i institutionen, er min yndlingsbeskæftigelse at lade, som om jeg er i koma, og lytte til lægernes og sygeplejerskernes samtaler. Denne forstilte mangel på tilstedeværelse afvæbner de voksne, så der kommer længere ucensurerede talestrømme; det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få adgang til præcise nyheder og information.”

Jeg syntes faktisk den her bog er meget bedre end jeg havde troet den ville være, og den skal klart læses igen på et tidspunkt, og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg blev meget betaget af Ivan som person, og jeg syntes hans livshistorie var gribende, og det selvom han jo er en fiktiv person i modsætning til hvad bogen forsøger at lade os tro. Hvilket jeg syntes var endnu en fin detalje, for jeg er (desværre) ikke i tvivl om at der sikkert findes, eller har været, denne slags hjem med den slags børn, og at læse en historie om et bud på sådan et barn, gør at man måske ikke mister hele troen på os som mennesker og vores livsglæde. Grunden til jeg ikke giver den topkarakter er nok det faktum at jeg ikke brød mig om slutningen, mere vil jeg ikke sige om det, for det vil afsløre for meget. I sidste ende må jeg nok også indrømme at den lå så tæt på virkeligheden at det skræmte mig, hvilket nok også gør at jeg ikke kan give den topkarakter. Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke forklare det anderledes end det.

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading
1 2 3 25