De magiske møgunger (Neil Patrick Harris, 2017)

Bogen er tilsendt af forlaget.

When street magician Carter runs away, he never expects to find friends and magic in a sleepy New England town. But like any good trick, things change instantly as greedy B.B. Bosso and his crew of crooked carnies arrive to steal anything and everything they can get their sticky fingers on.

After a fateful encounter with the local purveyor of illusion, Dante Vernon, Carter teams up with five other like-minded kids. Together, using both teamwork and magic, they’ll set out to save the town of Mineral Wells from Bosso’s villainous clutches. These six Magic Misfits will soon discover adventure, friendship, and their own self-worth in this delightful new series.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at en bog næsten sælger sig selv, bare fordi det er en såkaldt celebrity der har skrevet den? Det er tilfældet med De magiske møgunger, som er skrevet af den kendte skuespiller Neil Patrick Harris, og det er hans første bog, som er en børnebog. Allerede ved de første sider kan man mærke, at det her er en anderledes bog, fordi det er en anerledes forfatter bag den. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det var noget man lige skulle vænne sig til som læser. Når man først fik drejet hovedet om den stil Harris har, så sidder man tilbage med en rigtig sød historie til den tænkte aldersgruppe.

Carters historie tager udgangspunkt i nok det største ønske, som alle børn har; at finde et sted at kalde hjem, hvor man virkelig føler man hører til. Og den essens stråler igennem hele bogen og Carters karakter, og det kunne lyde deprimerende, men det bliver det heldigvis ikke. For Carter er så heldig at finde små ting på sin vej, der gør at han føler sig hjemme, og ikke mindst da han ender hos sin nye vennegruppe, som virkelig tager ham til sig, som uskyldige børn har det med at gøre uden at tænke sig om.

”Selvfølgelig var det nok bare et af de sædvanlige spåkonetricks, tænkte Carter, men hvad nu, hvis hun havde ret? Hvad nu, hvis Skæbnens Dørvogtere rent faktisk ville have Carter til at blive her?”

Udover at Harris har skrevet en ret underholdende krimi/detektivroman for børn, som har han også spædet den med sjove trylletricks løbende. De hører ikke nødvendigvis til fortællingen som sådan, men de er en sjov tilføjelse til at underholde læseren på en anden facon, og alligevel kan de sagtens undværes. Det kan også være fordi jeg er en årrække over målgruppen på bogen her, for jeg kunne sagtens forestille mig at en 10-årig vil finde det meget sjovt at forsøge at lære sig selv korttricks til at underholde og snyde sine forældre med.

Man skal læse De magiske møgunger hvis man sidder som en 10-årig der gerne vil være med til at løse et mysterium og fange en skurk, og samtidig lære lidt trylleri undervejs. Eller også hvis man sidder som voksen og vil have et indblik ind i barnets verden, og hvordan de forestiller sig at vil fange en skurk, eller finde nye venner og opdage at finde et sted hvor man pludselig hører til, så man mærker den der varme følelse omkring sit barnehjerte. Eller også skal man læse den for at få sig en helt anden læseoplevelse end hvad man måske er vant til.

 

Continue Reading

Ham med skægget (Pernille Meldgaard Pedersen, 2018)

Bogen er tilsendt af forfatteren.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Hvis man elsker julen, så er denne lille bog en fin måde at tilbringe en time eller to med højtlæsning for sine børn, for at finde lidt julestemning. For det er en utrolig kort bog, og formålet med den er decideret at komme i julestemning, hvis man ikke allerede er det.

Det er på den ene side en sød fortælling om en mor, der fastholder sin egen tro på julen og julemanden, og vil gøre alt i sin verden for at hendes barn også kan bibeholde den tro, selvom det står klart at barnet er ved at vokse fra den slags julemagi. På den anden side er det en lidt naiv fortælling om en forælder, der ikke vil indse virkeligheden og i stedet søger en julevirkelighed, som hun syntes bedre om. Det hele afhænger selvfølgelig af hvor meget man som læser vil vælge at ligge i historien, men det vigtigste element den lille bog indeholder er helt sikkert julen.

Julen emmer ud af alle siderne af denne bog, og det er nok også det vigtigste at tage med sig, for jeg er ikke i tvivl om at det er målet med bogen; at skabe en julestemning. For selvom det er en lidt kringlet vej bogen finder hen til sin ’morale’, så gør den det altid med julestemning i tankerne. Den såkaldte morale i bogen, hvis man skal kalde det det, er den betydning som julemanden kan have for hver enkelt person, og hvor meget denne kan betyde for den enkelte. For moderen i denne historie har troen på julemanden en vigtig rolle i hendes barndom, og troen på julemanden har betydet at de mindre gode ting i hendes barndom er blevet skubbet i baggrunden, til fordel for en tro på en rar gammel mand med skæg, hvilket i sig selv jo nok er en god ting. Som voksen læser kan man dog ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at moderen måske burde have indset virkeligheden noget før, men det kan også være baggrund for en del andre ting. Om ikke andet, så er Ham med skægget en rigtig fin julebog til en hyggelig eftermiddag med æbleskiver.

Continue Reading

Nevermoor #1 – Morrigan Crows forbandelse (Jessica Townsend, 2017)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Morrigan Crow er forbandet. Fordi hun er født på den forkerte dag, får hun skylden for enhver ulykke i landet – lige fra hjerteanfald til haglvejr – og værst af alt betyder forbandelsen, at Morrigan vil dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag.

Men i stedet for sin hårde skæbne møder Morrigan en bemærkelsesværdig mand ved navn Jupiter North. Med skyggeagtigt mørke jagthunde og ryttere i hælene flygter de sammen til en hemmelig, magisk by ved navn Nevermoor.

Her opdager Morrigan, at Jupiter har valgt hende som sin kandidat til at blive medlem af byens mest prestigefyldte klub: Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem skal man klare fire svære og farlige prøvelser i skarp konkurrence med hundredvis af andre børn med hvert sit unikke og fantastiske talent. Men har Morrigan overhovedet et talent? For at få lov at blive i Nevermoor og undslippe forbandelsen skal hun klare sig igennem alle fire prøvelser – og imens får hun hjælp af en ny flok venner til at finde hemmeligheden bag forbandelsen.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg ret så glad for fantasygenren – det er de bøger jeg oftest griber fat i, og de bøger der bedst kan holde mig ved siderne. Derfor vågnede min nysgerrighed også overfor Morrigan Crows historie, som fra trailertrådende lagde op til en ny storslået fortælling, i stil med Harry Potter, dog uden at det skal sammenlignes med Harry Potter. Normalt afviger jeg altid fra de bøger der begynder at sammenligne sig selv som den nye Harry Potter, for det er der alligevel aldrig nogen der kan leve op til. Heldigvis stod Morrigan ved at være sin egen og hun fik derfor også sin egen historie.

Jeg kan dog godt se hvorfor folk ser ligheder med Harry Potter i Morrigans historie, for Morrigan bliver udsat for en række prøver igennem sin historie for at skulle leve op til en række forventninger med et specifikt mål. Og det kan måske sammenlignes med Harrys skolegang, som har et mål om at bestå en eksamen. For Morrigan er det bare et noget andet mål, nemlig overlevelse. Der er virkelig en motivation for Morrigans prøvelser, og det viser en helt bestemt karakter og karakterudvikling, som jeg syntes var rigtig god. Hun udvikler sig virkelig fra starten af bogen til slutningen, nemlig fordi hun gennemgår en række prøvelser, og det understreger den person hun viser sig at være.

”Morrigan satte sig modfaldent ned på kanten af springvandet, overvældet af raseri over Cadences forræderi og Noelles snyderi, såvel som den knusende erkendelse af sit eget nederlad. Hun følte sig så dum. Og hvad der var værre – hun var skrækslagen ved tanken om, hvad der nu ville ske.”

En ting jeg godt kunne lide ved bogen, udover Morrigan selv, var det univers der bliver præsenteret allerede fra start. Hele Morrigans verden er kendt, men også ukendt som et rigtig godt fantasy-univers skal være. Det var rigtig sjovt at opleve hele to forskellige universer udspille sig, næsten lidt mod hinanden, og samtidig bliver der lagt op til at der faktisk er flere universer parallelle med de to som Morrigan befinder sig i. Det ligger også op til meget mere i kommende bøger, og med den slutning som Morrigan får sig, er der også lagt op til meget mere end bog et udspiller sig i. Det er nogle store valg, som bliver præsenteret, der skal tages til overvejelse i de kommende bøger.

Man skal læse Morrigan Crows forbandelse hvis man er til klassiske fantasyfortællinger, for den har rigtig mange fede elementer, som en talende katteperson, et hotel der nærmest er levende og lærer din behov at kende fra dag til dag og magiske prøvelser for at bevise sig selv. Man skal også bare være forberedt på at man kommer til at sidde med en manglende følelse, fordi den har den slutning den har, for der bliver lagt op til mere, som de kommende bøger forhåbentligt kan åbne op for, og forløse hos læseren. Man skal læse Morrigans historie hvis man er frisk på et solidt eventyr med en voksende heltinde, som virkelig har noget at kæmpe for, nemlig sit eget liv allerede fra den første side. Det er hårdt som hovedperson at skulle kæmpe for at overleve, allerede fra første side, velvidende at man står med en dødsdom over hovedet, men det klarer Morrigan ganske flot.

 

Continue Reading

La Belle Sauvage (Phillip Pullman, 2017)

Malcolm Polstead’s life in the pub beside the Thames is safe and happy enough, if uneventful. But during a winter of unceasing rain the forces of science, religion and politics begin to clash, and as the weather rises to a pitch of ferocity, all of Malcolm’s certainties are torn asunder.

Finding himself linked to a baby by the name of Lyra, Malcolm is forced to undertake the challenge of his life and to make the dangerous journey that will change him and Lyra for ever …

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Kender I det med at det nogle gange kan være svært at anmelde en bog, fordi man ved man allerede har en holdning til den inden man går i gang, ja sågar inden man får den i hånden? Sådan havde jeg det med La Belle Sauvage. Fordi jeg knuselsker Pullmans Dark Materials serie, og jeg var både bange for at La Belle Sauvage ikke ville kunne leve op til den kærlighed, eller at den ville overtage for meget fra Dark Materials. Heldigvis skete ingen af delene, for La Belle Sauvage er sin egen, samtidig med at den refererer utrolig meget til de historier man kender og elsker.

Det er ikke decideret en historie om Lyra, selvom hun spiller en stor rolle i bogen, men det er mere Malcolms historie og hvordan han går fra at være en uskyldig dreng, til en noget nær voksen mand med større indsigt i den verden han befærder sig i. Det er en historie om en rejse fra barn til voksen med alle de komplikationer der kan opstå, og så lidt til, for ellers ville det jo ikke være en Pullman historie. Det er et indblik i den verden vi kender og elsker, men uden at den endnu er nået at blevet så forskruet som den er i Lyras barndom.

”And it was Lyra who woke them, when the grey light of a wet dawn crept into the cave. Asta sleepily nipped Malcolm’s ear, and he came like someone struggling to swim to the surface of a lake of laudanum, where the strongest delights were the deepest and there was nothing above but cold and fear and duty.”

Selvom man forventer en historie med og om Lyra, så gjorde det i mine øjne ikke noget at det var Malcolm vi fulgte, om end det tog mig en håndfuld kapitler at forene mig med ham. For jeg syntes klart at Malcolms historie er vigtig at fortælle også, for den vidner om den manipulation og intriger som lurer bag facaden, og endnu ikke er sprunget ud i fuld flor (som vi kender det fra Dark Materials). Samtidig på Malcolms rejse bliver vi introduceret for nogle af de væsener som man kender og elsker fra Pullmans fantasi og bliver mindet om den magi han kan skabe med simple ord.

Man skal læse La Belle Sauvage hvis man er til Phillip Pullmans univers, og det er lige meget om man kender til His Dark Materials eller ej, så vil jeg klart anbefale den. Det er en solid fantasy-roman med et klassisk coming-of-age tema, som alligevel får et twist igennem de skjulte agendaer i baggrundshistorien. Og man skal læse La Belle Sauvage hvis man i forvejen kender til His Dark Materials fordi den giver et skræmmende indblik i hvordan en religiøs organisation kan starte stille og roligt, men med en enkelt lille ’flamme’ pludselig kan blusse op til en steppebrand. I det hele taget syntes jeg bare man skal læse La Belle Sauvage og lade sig blive forført af Malcolm langs floden i hans kano på vej på eventyr.

Continue Reading

Fordele og ulemper ved at huske (Val Emmich, 2017)

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes?
Gavin Winters har mistet sit livs kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og Gavin flygter fra LA til New Jersey for at holde ferie hos en gammel vens familie. Her møder han Joan.

Joan er familiens tiårige datter. Hun har en et hundrede procent fotografisk hukommelse og kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed. Joan har aldrig mødt Gavin, men hun kendte Sydney, og i hendes ufattelige hjerne venter beviset – en håndfuld helt klare minder.

Gavin slår en handel af med Joan; hvis Joan deler sine minder om Sydney med ham, vil han til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence, som hun er overbevist om vil forvandle hende fra Pigen der huskede alting til Hende ingen kunne glemme. Men Joans uventede afsløringer tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.
Set gennem disse to uimodståelige figurers perspektiver bliver Fordele og ulemper ved at huske en sjov og inderlig undersøgelse af det at miste, at mindes og finde fodfæste i en ny virkelighed.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Der er bøger man ikke helt ved hvad man skal forvente af, og det var tilfældet med Fordele og ulemper ved at huske. Jeg kendte intet til forfatteren inden jeg fik fingrene i bogen, og den lå da også en del måneder på min hylde før jeg tog mig sammen til at læse den, hvilket jeg fortryder efter at have læst den, for historien er noget så fin. Egentlig er det to historier i en, for det er ikke kun Joans historie om at ville sikre sig at folk husker hende, det er også Gavins historie om at overleve et tab og finde en mening med livet igen (og det lyder ret barskt sat i ord på den måde).

Joan er kun 10 år gammel, og med den hukommelse hun har, er det sønderrivende for hende når andre ikke kan huske hvad hun kan huske, og hun drømmer flere gange om ikke at have den hukommelse, samtidig med at hun forsøger at finde på ideer til ikke selv at blive glemt. Man bliver helt rørt af Joans tanker omkring det at blive husket, for hvem ønsker at blive glemt? Det er der jo ingen der gør, og med Joans hukommelse er det meget mere klart hvorfor hun så desperat forsøger at finde veje hvor ingen vil glemme hende. Der var tider hvor jeg glemt at Joan kun skulle forestille at være 10 år gammel, hvilket nok kommer sig af den hukommelse hun har, og de ting hun kan huske, for sommetider opførte hun sig meget mere voksent end de voksne.

”Det snurrer også rundt i mit hoved, som rotorbladene på en helikopter, og jeg stiger til vejrs, op over alle de hårde følelser, for jeg har muligvis lige fundet ud af, hvordan jeg kan sikre mig, at far og mor og farfar og miss Caroline og alle andre mennesker aldrig vil glemme mig.”

Gavins historie var noget mere hjerteskærende, og den blev ikke mindre hjerteskærende som han begyndte at danne et venskab med Joan. Modsat Joan vil Gavin gerne glemme, men det er svært når så mange ting fremtvinger minder, og det viser os at Joans frygt for at blive glemt måske nok også er irrationel, men sådan er det ikke når man kun er 10 år gammel. Gavin og Joans historier flettes sammen og der skabes et uventet venskab mellem de to, et venskab som er noget så fint at følge i sin udfoldelse, for samtidig med at det viser Joans frygt for at blive glemt, så viser det også Gavins udvikling til at blive et helt og modigt menneske igen.

Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi det sætter sig fast i hjertet. Historien er ikke hjerteskærende til at frembringe tårer – det var den i hvert fald ikke hos mig, men måske den er det hos dig, hvilket også er grunden til at den ikke får den sidst stjerne fra mig af -, men den har alligevel et rigtig fint budskab i sin todelte fortælling. Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi man herigennem bliver mindet om, at det faktisk er svært at glemme bestemte personer når først de har sat deres bestemte præg på vores tilværelse, og selvom folk selv tror de let bliver glemt, så er det ikke tilfældet, og det er historien her med til at understrege.

Continue Reading

I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

Leah on the Off Beat (Becky Albertalli, 2018)

(Reklame) Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.

When it comes to drumming, Leah Burke is usually on beat—but real life isn’t always so rhythmic. An anomaly in her friend group, she’s the only child of a young, single mom, and her life is decidedly less privileged. She loves to draw but is too self-conscious to show it. And even though her mom knows she’s bisexual, she hasn’t mustered the courage to tell her friends—not even her openly gay BFF, Simon.

So Leah really doesn’t know what to do when her rock-solid friend group starts to fracture in unexpected ways. With prom and college on the horizon, tensions are running high. It’s hard for Leah to strike the right note while the people she loves are fighting—especially when she realizes she might love one of them more than she ever intended.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Albertalli gør det endnu engang med Leahs historie denne gang, først gjorde hun det med Simon efterfulgt af Mollys historie, og nu tilføjes Leahs pinagtigheder til listen over fornøjelige ungdomsromaner, man sagtens kan læse selvom man er på den anden side af 25. Leahs historie foregår efter Simons, og man kan derfor vende tilbage til en masse kendte personer, som man kender i forvejen. Dog var der et par stykker jeg ikke rigtig kunne huske, eftersom det er i hvert fald et år siden jeg læste Simons historie, så det tog lige et par kapitler for mig at blive velkendt med de mange ansigter. Dertil var der jo Simons nye kæreste, som var noget så sød, og de to som par var bare herlige hele bogen igennem. Det er desuden også rigtig fint hvordan Albertalli har koblet alle tre af hendes bøger stille og roligt, uden at gøre det for meget. Det er stadig 3 enkeltstående bøger, men koblingen mellem de forskellige karakterer og deres interne forhold fungerer bare super godt.

Endnu engang har Albertalli skrevet en velfungerende protagonist, som alligevel har sine ting at kæmpe med. Leah lever på sin vis kun et halvt liv, for ligesom Simon, lever hun også med en stor hemmelighed – hun er biseksuel og den eneste hun har fortalt det til er sin mor, ikke engang sin bedste ven, Simon, der sprang ud som homoseksuel har hun fortalt det til, og det er nok der skoen trykker mest for hende. Dertil opblomstrer et af hendes pigevenskaber pludselig op igen og så opstår der flere problemer for Leah.

”Når jeg er vred, flygter jeg. Det er det, jeg gør. Jeg stormer ud af værelser og hen ad gange og forsvinder ind på toiletter. For hvis jeg bliver. Ender jeg med at flippe helt ud på en eller anden. Det gør jeg. Jeg sværger. Jeg ved ikke engang, hvem jeg er mest sur på.”

Ligesom jeg havde et lille problem med Mollys karakter og hendes forhold til hendes kropsideal, så har jeg lidt det samme med Leah og hendes kropsideal, for hun nedgør også sig selv fra tid til anden over at hun er en stor pige. Hun er ikke helt så nedgørende overfor sig selv som Molly var, men det er alligevel nok til at jeg syntes det var synd at det i det hele taget skulle med i bogen. Jeg kunne bare godt tænke mig at det ikke skulle nedgøres i det hele taget at man måske lige er lidt til den buttede side, for det har intet med ens personlighed at gøre. Hvilket også understreges af Leah, for hun har mere end rigeligt personlighed, som også er med til at skabe lidt problemer for hende fra tid til anden. Jeg tror til gengæld også at bogen ville være en helt anden, hvis Leah havde haft den slags selvtillid, som det virker til hun nærmer sig i slutningen af bogen.

”Mine tanker triller også langsomt. Jeg har ikke lyst til at kysse Garrett. Jeg har ikke lyst til at kysse nogen. Undtagen hende.”

Simons historie handlede om at finde sig selv, og det tager Leah et skridt videre med problematikken i at skulle finde ud af hvilket college man skal vælge, og hvordan man skal vokse fra at være teenager til at begynde sit såkaldte voksenliv. Det syntes jeg var rigtig godt, som en slags afrunding på alle tre bøger, hvis man har læst dem i den rækkefølge jeg har læst dem, selvfølgelig. Hele dramaet omkring det sidste skolebal syntes jeg også var rigtig fint beskrevet og behandlet i hele bogen. Man blev fint fanget af hvor vigtig en aften det er for mange unge mennesker i USA samtidig med det blæses ekstremt meget op hos visse unge mennesker. Her kunne jeg godt lide hvor afslappet og seriøst Leah og venneslænget tog hele aftenen, og hvor hyggelig en aften de gerne ville have ud af det.

Continue Reading

Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading
1 2 3 27