I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

Leah on the Off Beat (Becky Albertalli, 2018)

(Reklame) Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.

When it comes to drumming, Leah Burke is usually on beat—but real life isn’t always so rhythmic. An anomaly in her friend group, she’s the only child of a young, single mom, and her life is decidedly less privileged. She loves to draw but is too self-conscious to show it. And even though her mom knows she’s bisexual, she hasn’t mustered the courage to tell her friends—not even her openly gay BFF, Simon.

So Leah really doesn’t know what to do when her rock-solid friend group starts to fracture in unexpected ways. With prom and college on the horizon, tensions are running high. It’s hard for Leah to strike the right note while the people she loves are fighting—especially when she realizes she might love one of them more than she ever intended.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Albertalli gør det endnu engang med Leahs historie denne gang, først gjorde hun det med Simon efterfulgt af Mollys historie, og nu tilføjes Leahs pinagtigheder til listen over fornøjelige ungdomsromaner, man sagtens kan læse selvom man er på den anden side af 25. Leahs historie foregår efter Simons, og man kan derfor vende tilbage til en masse kendte personer, som man kender i forvejen. Dog var der et par stykker jeg ikke rigtig kunne huske, eftersom det er i hvert fald et år siden jeg læste Simons historie, så det tog lige et par kapitler for mig at blive velkendt med de mange ansigter. Dertil var der jo Simons nye kæreste, som var noget så sød, og de to som par var bare herlige hele bogen igennem. Det er desuden også rigtig fint hvordan Albertalli har koblet alle tre af hendes bøger stille og roligt, uden at gøre det for meget. Det er stadig 3 enkeltstående bøger, men koblingen mellem de forskellige karakterer og deres interne forhold fungerer bare super godt.

Endnu engang har Albertalli skrevet en velfungerende protagonist, som alligevel har sine ting at kæmpe med. Leah lever på sin vis kun et halvt liv, for ligesom Simon, lever hun også med en stor hemmelighed – hun er biseksuel og den eneste hun har fortalt det til er sin mor, ikke engang sin bedste ven, Simon, der sprang ud som homoseksuel har hun fortalt det til, og det er nok der skoen trykker mest for hende. Dertil opblomstrer et af hendes pigevenskaber pludselig op igen og så opstår der flere problemer for Leah.

”Når jeg er vred, flygter jeg. Det er det, jeg gør. Jeg stormer ud af værelser og hen ad gange og forsvinder ind på toiletter. For hvis jeg bliver. Ender jeg med at flippe helt ud på en eller anden. Det gør jeg. Jeg sværger. Jeg ved ikke engang, hvem jeg er mest sur på.”

Ligesom jeg havde et lille problem med Mollys karakter og hendes forhold til hendes kropsideal, så har jeg lidt det samme med Leah og hendes kropsideal, for hun nedgør også sig selv fra tid til anden over at hun er en stor pige. Hun er ikke helt så nedgørende overfor sig selv som Molly var, men det er alligevel nok til at jeg syntes det var synd at det i det hele taget skulle med i bogen. Jeg kunne bare godt tænke mig at det ikke skulle nedgøres i det hele taget at man måske lige er lidt til den buttede side, for det har intet med ens personlighed at gøre. Hvilket også understreges af Leah, for hun har mere end rigeligt personlighed, som også er med til at skabe lidt problemer for hende fra tid til anden. Jeg tror til gengæld også at bogen ville være en helt anden, hvis Leah havde haft den slags selvtillid, som det virker til hun nærmer sig i slutningen af bogen.

”Mine tanker triller også langsomt. Jeg har ikke lyst til at kysse Garrett. Jeg har ikke lyst til at kysse nogen. Undtagen hende.”

Simons historie handlede om at finde sig selv, og det tager Leah et skridt videre med problematikken i at skulle finde ud af hvilket college man skal vælge, og hvordan man skal vokse fra at være teenager til at begynde sit såkaldte voksenliv. Det syntes jeg var rigtig godt, som en slags afrunding på alle tre bøger, hvis man har læst dem i den rækkefølge jeg har læst dem, selvfølgelig. Hele dramaet omkring det sidste skolebal syntes jeg også var rigtig fint beskrevet og behandlet i hele bogen. Man blev fint fanget af hvor vigtig en aften det er for mange unge mennesker i USA samtidig med det blæses ekstremt meget op hos visse unge mennesker. Her kunne jeg godt lide hvor afslappet og seriøst Leah og venneslænget tog hele aftenen, og hvor hyggelig en aften de gerne ville have ud af det.

Continue Reading

Caraval (Stephanie Garber, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Scarlett Dragna has never left the tiny island where she and her sister, Tella, live with their powerful, and cruel, father. Now Scarlett’s father has arranged a marriage for her, and Scarlett thinks her dreams of seeing Caraval—the faraway, once-a-year performance where the audience participates in the show—are over.

But this year, Scarlett’s long-dreamt-of invitation finally arrives. With the help of a mysterious sailor, Tella whisks Scarlett away to the show. Only, as soon as they arrive, Tella is kidnapped by Caraval’s mastermind organizer, Legend. It turns out that this season’s Caraval revolves around Tella, and whoever finds her first is the winner.

Scarlett has been told that everything that happens during Caraval is only an elaborate performance. Nevertheless she becomes enmeshed in a game of love, heartbreak, and magic. And whether Caraval is real or not, Scarlett must find Tella before the five nights of the game are over or a dangerous domino effect of consequences will be set off, and her beloved sister will disappear forever.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Et magisk karneval, lidt mere magi og et mysterium der skal opklares. Det er en del af præmissen for Caraval, og når folk begynder at sammenligne den med The Night Circus– som jeg elskede! – så er jeg solgt. Verden i Caraval præsenteres som meget lig den vi kender, og det er helt som det skal være, for det gør karnevalsverden det endnu mere magisk og tiltrækkende, hvilket den også er for Scarlett, som har længdes efter at opleve det magiske karneval siden hun var en lille pige. Nu hvor hun er en ung kvinde, forlovet til snart at blive gift, har hun opgivet håbet om at oplevet magien, og vil bare gøre alt for at beskytte sin lillesøster fra deres voldelige far. Så da to billetter til Caraval dukker op med posten er hendes første tanke bare at smide den i skraldespanden, i frygt for at risikere de få gode ting hun har i fremtiden. Det er dog ikke hvad hendes søster har i sinde, og pludselig må Scarlett se sig på vej for at hente sin søster tilbage fra Caraval, men intet er helt som det ser ud i Caraval.

Jeg fik første gang øje på den her bog på bookstagram og det var primært coveret der tiltrak mig, men præmissen for historien lød også rigtig spændende. Især sammenligningen med The Night Circus var interessant, men det kunne den alligevel ikke helt leve op til. Alligevel var den fyldt med overraskelser og plottwists som tilføjede en hel del til historien. Hele mystikken om lederen Legend var især interessant, og selv efter at have læst bogen færdig er det som om at jeg alligevel ikke fandt ud af alt om Legend.

”Scarlett kom til at tænke på, at Caraval for fem år siden havde holdt en pause, hvor de ikke rejste rundt. En kvinde var blevet dræbt. Scarlett kendte ikke til de nøjagtige omstændigheder. Hun havde altid tænkt på det som en tragisk ulykke, der ikke havde noget med spillet at gøre, men nu gik det op for Scarlett, at kvinden måske var blevet for opslugt af illusionen Caraval.”

Scarlett som protagonist gik mig ærligt talt lidt på nerverne til at starte med. Hun virkede som en frisk kvinde, som turde en hel masse, men når det rent faktisk kom til stykket, så gjorde hun ikke alligevel. Der gik ret lang tid inden hun virkelig overgav sig til hele eventyret, og det var nok også først rigtig der hun overvandt mig. Hele historien bag Caraval har så meget mystisk bag sig, og jeg ville ønske at Scarlett havde kastet sig mere ud i det fra starten af, det tror jeg ville have givet en mere medrivende historie helt fra start af.

”Scarlett vidste, hun ikke måtte lade sig forblinde. Hun vidste, Legend var et kryb. En slange i høj hat og kjole og hvidt var stadig bare en slange. Det var underordnet, at den her slange var næsten fuldkommen, som Scarlett altid havde forestillet sig.”

Caraval er en magisk fortælling om at finde sig selv, og ikke mindst troen på sig selv når man mest har brug for det, for det er lige præcis hvad Scarlett må indse. Den eneste der kan sikre hende et godt eventyr, er hende selv og måske med lidt hjælp fra andre, men i sidste ende handler det om at hun indser hvem hun er, og hvad hun er i stand til, og det syntes jeg er en ret så god pointe at understrege i en ungdomsbog som denne. Hvis jeg skulle have givet det topkarakter i stjerner, havde det krævet lidt mere fra Scarletts side, og med det ment at det tog mig noget tid før jeg faktisk brød mig om hende som karakter i bogen. Hvilket i sidste ende også påvirker den overordnede historie, desværre.

Jeg har efterfølgende opdaget at Garber har planer om at det bliver til en trilogi, hvilket jeg faktisk syntes er synd. Ikke alle bøger behøver at ende som trilogier, og Caraval kan sagtens stå for sig selv, uden at man behøver at læse mere fra den verden. Jeg ved endnu ikke om jeg har i sinde at læse videre om Scarlett og hendes søster, det vil tiden vise, men på nuværende tidspunkt har jeg ikke et brændende behov for at læse videre, og det er netop fordi Caraval har så fin en afslutning og at den sagtens kan stå alene.

Continue Reading

Ønskemageren (CJ Redwine, 2017)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

The world has turned upside down for Thad and Ari Glavan, the bastard twins of Súndraille’s king. Their mother was murdered. The royal family died mysteriously. And now Thad sits on the throne of a kingdom whose streets are suddenly overrun with violence he can’t stop.
Growing up ignored by the nobility, Ari never wanted to be a proper princess. And when Thad suddenly starts training Ari to take his place, she realizes that her brother’s ascension to the throne wasn’t fate. It was the work of a Wish Granter named Alistair Teague who tricked Thad into wishing away both the safety of his people and his soul in exchange for the crown.

So Ari recruits the help of Thad’s enigmatic new weapons master, Sebastian Vaughn, to teach her how to fight Teague. With secret ties to Teague’s criminal empire, Sebastian might just hold the key to discovering Alistair’s weaknesses, saving Ari’s brother—and herself.
But Teague is ruthless and more than ready to destroy anyone who dares stand in his way—and now he has his sights set on the princess. And if Ari can’t outwit him, she’ll lose Sebastian, her brother…and her soul.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Endnu en eventyrgenfortælling som jeg faldt for, og den skuffede ikke nær så meget som den første i serien gjorde. Eller i det mindste syntes jeg der var mere dybde i denne historie, og det var fint at der var et par små referencer til den første bog i løbet af historien. Denne bog tager fat i historien om Rumleskaft, men det var faktisk først i den sidste halvdel af bogen at det blev helt tydeligt, at det lige var det eventyr, som bogen byggede på. Hvilket jeg syntes var rigtig godt, for det skabte en anerledes form for spænding i bogen. Når man kender til hele eventyret som historien bygger på, så har den allerede afsløret meget af handlingen, men det var ikke helt tilfældet her.

Historien er primært fortalt fra Ariannas (Ari) synspunkt, med et par kapitler fra Teague og Sebastian. Fordelingen virkede forbløffende godt, og jeg begyndte faktisk at se frem til kapitler fra Sebastians synsvinkel fordi han var en utrolig kompleks karakter, som var lidt ulig de andre. Teague gik mig lidt på nerverne i starten, mest af alt fordi han er så arrogant som han er, men det ligger jo i hans karakter. Ari var heldigvis ikke den typiske prinsesse, men mere en pige, som tilfældigvis blev prinsesse og blev nødt til at tilpasse sig den rolle.

”Første trin i Aris plan om at besejre Teague var at lære at bruge et våben uden at stikke øjet ud på sig selv. Hun stod i våbenhallen og betragtede den lille samling jerndolke, pilespidser og kastestjerner, som våbenmesteren havde fremstillet. Samtidig skævede hun diskret til ham.”

Samspillet mellem Ari og Sebastian fungerede også rigtig godt. Det lå jo lidt i kortene at de måtte ende med at forelske sig, den slags sker jo i den her slags bøger, men jeg kunne rigtig godt lide vejen dertil. Den var lidt atypisk for den normal hovedkuldsforelskelse ved første øjesyn. Sebastians fortid gav et ekstra lag til historien og hans karakter, som jeg godt kunne lide, mest af alt fordi han brød med sin fortid, og det mærkedes hvordan han kæmpede med den hele bog igennem. Den slags karakterudvikling er noget af det bedste, for det skinner igennem og påvirker karakteren, og enten ender man med at hade vedkommende, eller også hæfter man sig ved vedkommende som en hæderlig person, og det sidste skete for mit vedkommende i forhold til Sebastian.

”En hemmelighed var jo i sagens natur noget, som ingen andre end de, der kendte den, kunne navngive. Det bragte hende ikke meget videre. Ari bed frustreret tænderne sammen og gennemgik langsomt de forskellige dele igen. En hemmelighed, som ingen kunne navngive. En hemmelighed, som barnet blev tildelt ved fødslen.”

Plottet bag Ønskemageren udformede sig i et tempo som både kan beskrives hurtigt og langsomt. Det lyder lidt mystisk, men lad mig forsøge at forklare. Det hurtige tempo kommer sig lidt af de til tider korte kapitler, som er med til at øge tempoet, hvilket fungerede godt for den her historie, for der var tidspunkter hvor de korte kapitler gjorde netop hvad de skulle; de satte fokus på et vigtigt element, uden at stjæle fokus fra den overordnede historie, så man blev fanget og ville læse mere hurtigt. Det langsomme tempo kommer sig af den lange vej Ari skal gennemgå for at finde den tilsyneladende meget simple løsning på problemet med Teague. Det er som om hun skal igennem en ufatteligt mange dumme ting, for at finde frem til løsningen, som pludselig næsten dumper ned i skødet på hende som lyn fra en blå himmel. Godt nok skal ting ikke løses fra første kapitel, men det føltes lidt som om problemet med Teague skulle trækkes i langdrag et par gange, for at gøre plads til at forholdet mellem både Ari og Teague og Ari og Sebastian kunne få sider til at udfolde sig.

Samlet set er det her en af de bedre eventyrgenfortællinger, og måske er det netop fordi det er af et eventyr man ikke får genfortalt så ofte; Rumleskaft. Jeg har på en eller anden måde fået lyst til at høre mere om Teagues baggrundshistorie for hvordan han er blevet som han er i denne bog, for selvom der løftes et lille slør for det i bogen, så er jeg sikker på der ligger meget mere bag, hvilket jeg syntes kunne være interessant at læse.

Der er på nuværende tidspunkt endnu en bog i Ravenspire-serien, og den har jeg også i sinde at give mig i kast med på et eller andet tidspunkt, for at se om den kan leve videre på magien i Ravenspire fra denne og den første bog.

Continue Reading

The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Harry Potter; A History of Magic (British Library, 2017)

Tak til Plusbog.dk for det sponsorerede eksemplar.

Harry Potter: A History of Magic is the official book of the exhibition, a once-in-a-lifetime collaboration between Bloomsbury, J.K. Rowling and the brilliant curators of the British Library. It promises to take readers on a fascinating journey through the subjects studied at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry – from Alchemy and Potions classes through to Herbology and Care of Magical Creatures.

(Tekst fra goodreads)

Bogen for 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år åbnede British Library en udstilling med fokus på Harry Potter, og mit Potterhjerte har længdes efter at komme til London og opleve den, men jeg må nok indse at det desværre ikke kommer til at ske. Heldigvis har de også udgivet en følgebog til udstillingen, så man kan få indblik i det hele hjemme fra sin egen sofa, og sikke et indblik.

Ved at læse bogen bag udstillingen bliver man ved med at blive forbløffet over den mængde research som Rowling har lagt i sine bøger. Og selv hvis det er elementer, som hun måske ikke har gjort den samme research på som andre, så er der ingen tvivl om at hendes ideer har rødder i historier og mytologier. Det er imponerende at læse om de gamle mytologier og tanker bag Rowlings planlægning. Det der gør det endnu mere spændende er at læse og se Rowlings egne gamle skitser og tegninger, og jeg blev ret overrasket over hvor god hun faktisk er til at tegne. Endnu mere imponerende er de tanker hun har gjort sig for hvert kapitel, og det viser virkelig en hjerne der forstå at planlægge og udtænke plots.

Der er ingen tvivl om at udstillingen vil være det hele værd, men bogen her er en god måde at opleve det uden at være der. Men det er også lidt derfor jeg ikke kan give den sidste stjerne, for bogen er altså ikke helt det samme som hvis man stod foran en montre og kiggede ned på de originale papirer med Rowlings egen håndskrift. En anden måde man kan opveje for turen til London er den medfølgende BBC dokumentar med samme navn som udstillingen. Her får man interviews med Rowling også, og det giver lidt mere baggrundshistorie for udstillingens mange elementer. I forhold til de udvalgte ting til udstillingen er det mange af de samme der går igen i bog og dokumentar. Men under alle omstændigheder er det en bog/dokumentar/udstilling for alle der kalder sig Harry Potter fans, eller bare fans af hvordan man udtænker en solid historie, for det udstillingen også bevis på; at Rowling har gjort sit forarbejde og har sat sit mærke i rækken af store fortællere.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading
1 2 3 27