The Snow Child (Eowyn Ivey, 2012)

Alaska, 1920: a brutal place to homestead and especially tough for recent arrivals Jack and Mabel. Childless, they are drifting apart–he breaking under the weight of the work of the farm, she crumbling from loneliness and despair. In a moment of levity during the season’s first snowfall, they build a child out of snow. The next morning, the snow child is gone–but they glimpse a young, blonde-haired girl running through the trees. This little girl, who calls herself Faina, seems to be a child of the woods. She hunts with a red fox at her side, skims lightly across the snow, and somehow survives alone in the Alaskan wilderness. As Jack and Mabel struggle to understand this child who could have stepped from the pages of a fairy tale, they come to love her as their own daughter. But in this beautiful, violent place things are rarely as they appear, and what they eventually learn about Faina will transform all of them.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog tryllebandt mig, men den var også hjerteskærende på samme tid. Det er nok også på grund af det sidste at det tog mig lidt længere tid rent faktisk at få den læst, i hvert fald længere end jeg havde regnet med. Historien om det barnløse par, der flytter til Alaska for at starte et nyt liv uden de barske og pinefulde minder, var på nogle punkter mere end jeg kunne håndtere. Det har måske noget at gøre med det faktum at jeg var gravid da jeg læste bogen, og derfor var passagerne omkring barnløsheden endnu mere brutale end de måske burde være. Det var også de kapitler der var sværest at komme igennem, men da magien og ’eventyrdelen’ begyndte at tage fat, blev jeg også opslugt.

Som Faina bliver en større og større del af bogen, blev historien også des mere fængslende. Jeg var fascineret at den måde hun snor sig ind på livet af Jack og Mabel, som bare tager det for givet at hun indfinder sig i deres liv, og ikke stiller spørgsmål ved det. Ikke højt i hvert fald. For hver for sig, opstår der utallige spørgsmål, men de bliver aldrig rigtig stillet højt til hinanden som par, som man burde forvente. Parforholdet mellem Mabel og Jack virkede mig en smule ustabilt til tider, og når man tager historiens begivenheder i betragtning, så forstår man det godt.

”Snowflakes and naked babies tumbled through her nights. She dreamed she was in the midst of a snowstorm. Snow fell and gusted around her. She held out her hands and snowflakes landed on her open palms. As they touched her skin, they melted into tiny, naked newborns, each wet baby no bigger than a fingernail. Then wind swept them away, once again just snowflakes among a flurry if thousands.”

Ivey har skabt et vintereventyr, men ikke det sukkersøde som man mest ville forvente. Tværtimod er det et vintereventyr med rod i virkeligheden og de barske vilkår man som menneske ikke kan slippe udenom. Men samtidig snor hun lidt magi ind blandt virkeligheden, og den barske vinter fortager sig en smule. Tilbage sidder man med en historie der forbløffer og rammer en dybt i hjertet, på flere forskellige måder. Personligt var jeg dybt rørt over det forhold Mabel udvikler til Faina, og den tiltro hun har til barnet.

”For days, Jack thought of little else. When he had been a young man, he had been oblivious to girls. While his friends spiffed themselves up each weekend for dances, he was more interested in spending the evenings whittling on a wood project or caring for a foaling horse. Sure, he had kissed a few girls behind the barn, but only when pressed to, and he often wondered what had been different about Mabel that his attention was caught and firmly held.”

Selvom Faina er snebarnet og man skulle tro det var hendes historie, så følte jeg det mest af alt var Mabels historie. Igen kan det selvfølgelig have noget at gøre med min graviditet, og at det er derfor jeg mest læser det som Mabels historie. Men kapitlerne fra Jacks synspunkt var på en del punkter mere praktiske end de var følelsesrige. Mabels kapitler var rå af følelser, og de ramte mig hårdt. Faina spiller selvfølgelig en stor rolle i historien, men som karakter tiltalte hun mig ikke rigtigt. Hun virkede selvisk og uvidende på en hel del ting, og det lod hun det til at have det fint med. Også selvom hun blev gjort opmærksom på at der var flere ting hun kunne lære nyt omkring.

Som en debutroman har Ivey skabt et eventyrligt skær omkring en barsk virkelighed i det kolde Alaska, hvor sneen forventes selvom den også frygtes. Man kan næsten mærke når temperaturen falder, men på samme tid skrues der op for Mabels forventninger, for med sneen ved vi at snebarnet kommer. Man kan tydeligt se de barske vintre for sig, og se hvordan Jack og Mabel kæmper sig igennem livet i norden for at finde et nyt liv de kan holde fast i. Med Faina tyder det på at de fandt lidt af hvad de ubevidst havde søgt efter, men virkeligheden haler som altid ind på parret og sammen med dem må vi indse at man ikke altid kan få lige præcis hvad man gerne vil have.

Continue Reading

Great Series #01 – Firebird

Jeg har længe tænkt over, hvor besværligt det nogle gange er at anmelde bøger, der hænger sammen i serier. Man vil gerne snakke/skrive helt vildt meget om hvad der sker i pågældende bøger, men man vil heller ikke spoile alt for meget, for der sidder uden tvivl enkelte der ikke har læst hverken den første eller andre bøger i serien. Jeg har derfor besluttet at lave en ny række indlæg her på bloggen, der netop fokuserer på serier, og mere specifikt på hele afsluttede serier. For jeg har selv tit oplevet at skulle skrive en anmeldelse af en bog, og hvor svært det er at skulle beskrive handlingen, uden at sige for meget, hvilket har gjort det en smule besværligt i sidste ende. Fremover vil I derfor, her på bloggen, heller ikke se nær så mange anmeldelser af seriebøger, medmindre det er den første i en serie. Resten har jeg valgt at forsøge at samle i de her indlæg, der fokuserer på hele serien samlet.

Den første serie jeg gerne vil rose og snakke lidt om er Claudia Grays Firebird trilogi. Historien udspiller sig primært i San Francisco igennem Margurite, men samtidig springer den også meget vidt omkring i resten af verden. For Margurites forældre er forskere og har opfundet en lille himstregims, som gør det muligt for bæreren at hoppe fra dimension til dimension. Vi har altså ikke med tidsrejser at gøre, men dimensionsrejser, og i mine øjne er det næste lige så godt! Men med rejser fra dimension til dimension kommer også en række moralske og etiske dillemmaer i spil, som vores hovedperson især kommer til at stå ansigt til ansigt med igennem bøgerne.

Den første bog følger Margurite i hendes søgen efter sin far, som menes forsvundet/dræbt, og de forviklinger hun kommer ud for, da hendes Firebird selvfølgelig går i stykker og hun er fanget i en parallel dimension. Stille og roligt bliver det klart at der er større ting på spil, og i de efterfølgende to bøger følger vi Margurite på jagt igennem flere og flere dimensioner for at redde sin familie, og ikke mindst Paul, som hun forelsker sig hovedkulds i, og på vejen får hun hjælp af sin kammerat Theo.

Umiddelbart er der lagt op til et af de klassiske teenagetrekantsdramaer, men det bliver der aldrig rigtig plads til, for det står meget hurtigt klart hvem Margurite vælger og altid vil vælge. Men det er ikke ensbetydende med at den kærlighed ikke bliver sat på prøve, for med hver dimension møder vi forskellige udgaver af Margurite, Paul og Theo og det skaber en del komplikationer hen af vejen. Det stiller også nogle store spørgsmål i forhold til skæbne og hvorvidt vi selv er med til at bestemme hvordan vores liv skal udforme sig, eller om vi altid bare har fulgt en forudbestemt sti.

Disse forholdsvis store spørgsmål er nogle af de ting jeg fandt yderst interessant ved den her trilogi. Derudover syntes jeg også det var vildt fascinerende med alle de forskellige dimensioner der blev udforsket, og hvor vildt anerledes de var fra den verden vi kender, og hvor små ting der kunne være med til at ændre det store billede. Det er en ros Gray må få med på vejen, for der har virkelig skulle udtænkes nogle dimensioner, også selvom vi besøger nogle af de samme et par gange. Dertil er der hele det tekniske og videnskabelige aspekt af denne Firebird opfindelse, som i mine øjne lyder ganske rigtig, jeg er trods alt ikke videnskabsmand, og finder det bare forbløffende at Gray har udtænkt sig så meget omkring denne lille ting. Derfor er Firebird en serie jeg vil anbefale til alle der, ligesom jeg selv, er vild med bøger om tidsrejser, men som har lysten til at prøve noget nyt og anerledes. Hvis I har det ligesom jeg, så vil I også blive grebet af Margurite og hendes historie.

Continue Reading

Queen of Hearts (Colleen Oakes, 2014)

This is not the story of the Wonderland we know. Alice has not fallen down a rabbit hole. There is no all-knowing cat with a taunting smile. This is a Wonderland where beneath each smile lies a secret, each tart comes with a demand, and only prisoners tell the truth.

Dinah is the princess who will one day reign over Wonderland. She has not yet seen the dark depths of her kingdom; she longs only for her father’s approval and a future with the boy she loves. But when a betrayal breaks her heart and threatens her throne, she is launched into Wonderland’s dangerous political game. Dinah must stay one step ahead of her cunning enemies or she’ll lose not just the crown but her head.
Evil is brewing in Wonderland and maybe, most frighteningly, in Dinah herself.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Af en eller anden grund er jeg begyndt at finde flere og flere Alice i Eventyrland genfortællinger, men mange af dem handler faktisk ikke om Alice, men om den onde dronning. Det er også tilfældet med Queen of Hearts, som er historien om Dina der må leve med en ret så sindsforvirret far, som ovenikøbet er magtliderlig. Heldigvis har Dina et par andre folk omkring sig, til at komme igennem den svære hverdag.

Jeg startede med gode forventninger til den her bog, men de blev aldrig helt indfriet som jeg havde håbet. Dinah som hovedkarakter sagde mig ikke så meget som jeg havde håbet. Der var sågar nogle tidspunkter hvor hun ren og skær irriterede mig. For mig var hun ret så naiv på nogle punkter, som for eksempel hendes urealistiske forelskelse i hendes barndomskammerat, som tydeligvis ikke er interesseret i hende på samme måde. Selv efter han klart og tydeligt siger fra på det punkt, bliver hun ved med at fantasere og hun bruger det sågar til at udnytte hans medlidenhed til at hjælpe hende senere hen.

”That was the short version of the story. Really, Dinah cowered in a corner while her father shouted at Harris all the things that Dinah was doing wrong and the depth of his disappointment in her. She wasn’t pretty, she was stupid, she wasn’t a lady, she wasted her time daydreaming and exploring the castle, she was horrible at croquet, she was unfit to rule…”

For mig var det her ikke så meget en genfortælling, som det var en helt almindelig historie om en skræmt prinsesse i en verden vi kender lidt til. Der var ikke synderligt meget Eventyrland som man kender det, det var mest af alt en syret verden med nogle få elementer som man måske kunne relatere til Eventyrland, som vi kender det. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil mene at der er meget mere potentiale i en så skør verden som Eventyrland.

En af de ting jeg godt kunne lide var måde hvorpå de kendte figurer blev indarbejdet i Dinas verden. Den skøre hattemager for eksempel bliver pludselig til Dinahs mentalt forstyrret bror, der laver hatte for ikke at blive helt og aldeles sindssyg. Den hvide kanin er Dinahs tætteste hjælp på slottet, den eneste person der lader til at syntes om Dinah. I bund og grund havde jeg forventet mere genkendelighed i den her genfortælling end jeg rent faktisk fik. Historien er som sådan ganske god, hvis man ser bort fra at det skal være en genfortælling. Hvis man læser historien som en god historie, så fejler den ikke noget. Den har hemmeligheder og et plot, der kan byde på meget mere. Den slutter også med en klar cliffhanger, men jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke ved om jeg vil læse videre, for på mange punkter bekymrer jeg mig ikke voldsomt meget om hvad der sker med Dinah.

Continue Reading

Spejlbyen (Justin Cronin, 2016)

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar.

Afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV – en international og forrygende anmeldt bestsellertriologi, hvori Justin Cronin tegner et skræmmende billede af civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse. Vampyrlignende væsner smittet med en særdeles smitsom virus har overtaget verden. Små kolonier af overlevende mennesker må leve side om side med disse overnaturlige væsner, der konstant er på jagt efter nyt blod. Nu er alt stille, men varsler stilheden enden på mareridtet eller evig mærke? Kan de overlevende genopbygge samfundet og skabe en håbefuld fremtid? Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mærke.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For godt og vel 6-7 år siden faldt jeg over den første bog fra Cronin, ganske godt tituleret med den danske titel Den Første. Jeg kan huske at jeg intet havde hørt om den, men den så flot ud og den var tyk. Tykkelsen kan jeg huske var vigtig for jeg havde brug for bøger der kunne holde i længere tid end den hastighed jeg havde med at sluge bøger. Det viste sig bare at Den Første var en af den slags bøger der holdte mig vågen til langt ud på natten, med spænding til de sene nattetimer. Det skulle jo vise sig at være den første bog i en trilogi, og af en eller anden grund skulle der gå næsten 6 år før vi fik slutningen på de mange historier der flettes sammen.

Man kan vist kun kalde det en multiplot-bog, hvilket jeg personligt syntes er et sats. Jeg har det lidt med multiplot-bøger, som jeg har det med multiplot-film; de skal kunne noget særligt med deres mange plots, ellers er det bare unødigt fyld. Heldigvis er der noget at komme efter ved hver enkelt karakter i Cronins univers, og jeg er vild med at de alle sammen spiller deres betydelige rolle på et eller andet tidspunkt i løbet af den lange historie. Der er dog et par enkelte som træder mere i kraft end andre, og man kan vel kalde Peter Jaxon for en slags hovedkarakter; hans rolle er i hvert fald vigtig i hver enkelt bog. Alt imens alle de andre historier udspiller sig omkring ham, men det har ikke gjort mig noget. For som sagt så spiller hver karakters historie en rolle i det store billede. Alle lige fra Sara til den nye generation der præsenteres i denne bog.

En anden ting Cronin ikke ligger skjul på er grusomheden ved verden. Givet vis udspiller hans historie sig i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden trues af en fatal virus, men samtidig fremhæves det menneskelige også i den del af hverdagen der portrætteres.

”Der var dukket flere overlevende op, siden dagen gryede, men det var ikke mange. Synet af så mange lig var hjerteskærende og kvalmende. Gribbene havde kastet sig over dem og hakkede i kødet. Det var ikke et syn for børn. I løbet af natten havde Sara talt hoveder. Der var 654 personer i nødrummet, mest kvinder og børn.”

En lille ulempe ved at bøgerne er så lange, med så mange karakterer og at der er gået så lang tid mellem udgivelserne, var den tid det tog mig at komme tilbage til historien. Jeg tror jeg skulle godt og vel over 100 sider ind i bogen før den virkelig fangede mig. En stor del af det var det faktum at jeg simpelthen havde glemt en god portion af hvad der var sket i de forrige to bøger, og hvor hver enkelt karakter var endt. Men efter de første ca. 100 sider så kom der også noget mere gang i historien og tingene tog til i spændingskurven.

Jeg kunne også godt lide det faktum at vi blev præsenteret for et mindre hold nye karakterer, som også fik en betydelige rolle i historien. Nogle gange kan nye personer på den måde alt for nemt komme til at være for overfladiske, men det gjorde de ikke her. Tværtimod, på nogle punkter var det lidt som der var mere liv i de nye personer end dem man har læst rigtig meget om.

”Et liv havde forladt dem, og nu var to kommet til dem. Pims ansigt skinnede af lettelse, og hun havde allerede sin datter i favnen. Sara skar navlestrengen over, vaskede den lille dreng med et fugtigt håndklæde og viklede ham ind i et tæppe. Så gav hun ham igen til Caleb. En uventet længsel skyllede ind over ham. Hvor ville han dog have ønsket, at hans far havde været her. Han havde holdt den følelse stangen i ugevis. Men da han stod med sin søn i armene, kunne han ikke gøre det længere. Tårerne strømmede fra hans øjne.”

En enkelt ting som jeg har svært ved at forene mig med, det er slutningen. Eller jeg skal måske nærmere sige epilogen. For selve slutningen på historien var jeg rigtig godt tilfreds med, og da jeg opdagede at der var en epilog blev jeg først glad. I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke behøvede at sige farvel helt endnu til de karakterer som jeg havde fulgt så længe; sådan skulle det bare ikke være. Epilogen er nærmest som en separat historie, der lige ganske let til sidst bliver bundet på den enorme historie man har læst om indtil da. For at være ærlig irriterede det mig en smule. På den ene side kan jeg godt se funktionen i epilogen, men jeg kunne også godt have været foruden den. Historien er stærk nok til at stå alene uden den.

Uanset hvad, så har Justin Cronin virkelige fået skrevet en stabil og stærk trilogi. Den er barsk, men også livsbekræftende på så mange andre områder. Han har fanget det skrækkelige ved menneskeheden, men også det blide og menneskelige. Det lyder måske paradoksalt, men historien kan altså noget på de punkter. Det er en dystopisk fremstilling af hvor galt det kan gå, men også en håbefuld fortælling set fra de få synspunkter som altid vil blive ved med at kæmpe for overlevelse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den på det kraftigste, og jeg tror selv jeg skal læse den forfra på et eller andet tidspunkt igen.

Continue Reading

Læseren i morgentoget (Jean-Paul Didierlaurent, 2014)

Guylain Vignolles er en af verdens stille eksistenser, der helst vil glide i ét med tapetet. Han lever af det, han hader mest af alt, nemlig at makulere bøger. Det lykkes ham dog somme tider at redde enkelte sider ud af det store makuleringsmonster af en maskine på den fabrik, hvor han arbejder. Disse sider – små uddrag fra alle mulige forskellige bøger – læser han op med høj og klar røst hver morgen i toget kl. 06:27. 

Han bliver hurtigt et fænomen, og folk lytter til ham. En dag finder han et usb-stik i toget, der viser sig at indeholde en dagbog, skrevet af en ung kvinde. Da han begynder at efterforske hendes historie, får det uventede følger, både for ham selv og for et par af de andre uforglemmelige personer i denne roman. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En meget kort bog, med et meget fint budskab. Sådan kan man meget hurtigt opsummere Læseren i morgentoget, for der sker ikke helt vildt meget deri, men alligevel så rammer den plet på mange punkter. På trods af det korte sideantal, så rummer den mange interessante personer, som alle sammen er helt specielle på deres egen måde. Lige fra vores protagonist til hans kammerater, hvor den ene har mistet sine ben, men febrilsk leder efter dem i siderne af gamle bøger.

Bogen er faktisk en smule brutal for bogelskere, for vores protagonist Guylain arbejder på en fabrik hvis formål er at destruere gamle bøger (!). Da jeg nåede til de sider, blev jeg en smule forarget, men de løsrevne sider finder nyt liv hos Guylain og de vante togpassagerer han læser for hver dag. Ideen med de her løsrevne sider syntes jeg var rigtig sød, og det gjorde ikke voldsomt meget hvad der stod på de få sider, det vigtige var det sammenhold de skabte på toget, og jeg kan meget tydeligt forstille mig hvordan folk stimlede omkring Guylain i toget for at høre ham læse højt.

”Nej, så godt ser det heller ikke ud, havde Guylain lyst til at svare. Jeg har længtes efter en far, der har været død i otteogtyve år. Min mor tror, jeg har en lederstilling på et forlag. Hver aften fortæller jeg en fisk, hvordan min dag har været, jeg væmmes ved mit arbejde, så jeg hele tiden opererer på brækgrænsen, og for lige at toppe det, så er jeg ved at falde pladask for en ung piges charme, selv om jeg aldrig har set hende.”

Der er lidt tragikomisk over Guylain, for udadtil virker det til at han lever et ganske fint liv, men når man dykker ned i detaljerne, viser det sig at han er ret trist over en del ting. Det utrolige er så at han finder en lille mening med livet i det USB stik og de dagbøger der ligger der på. Den utalte romance der opstår igennem de intime dagbøger er virkelig fin, og jeg syntes Guylains desperate søgen efter denne kvinde var både skræmmende og romantisk.

Jeg havde hørt meget blandede meninger om den her bog, men jeg blev positivt overrasket. Den var skrevet i en meget lettilgængelig stil og var læst måske lidt for hurtigt. Der var aspekter hos nogle af personerne, som sagtens kunne uddybes, især hans ven der havde mistet sine ben, hans historie syntes jeg især var rørende. Alt i alt er Læseren i morgentoget en rørende historie om hvor meget litteratur kan påvirke vores liv, selv uden af vi lægger mærke til det.

Continue Reading

Wink, Poppy, Midnight (April Genevieve Tucholke, 2016)

Every story needs a hero. Every story needs a villain. Every story needs a secret.

Wink is the odd, mysterious neighbor girl, wild red hair and freckles. Poppy is the blond bully and the beautiful, manipulative high school queen bee. Midnight is the sweet, uncertain boy caught between them. Wink. Poppy. Midnight. Two girls. One boy. Three voices that burst onto the page in short, sharp, bewitching chapters, and spiral swiftly and inexorably toward something terrible or tricky or tremendous.

What really happened? Someone knows. Someone is lying.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må blankt indrømme at dette var en af de bøger jeg bestilte hjem udelukkende baseret på dens smukke omslag. Jeg kunne absolut ikke stå for det, og da jeg læste nærmere omkring hvad bogen rent faktisk handler om, og det viste sig at være en bog med 3 forskellige fortællere, og man selv skulle bedømme hvem der var troværdig eller ej, blev min nysgerrighed vækket til live. Jeg har altid syntes at konceptet med troværdige/utroværdige fortællere har været ganske interessant, hvis det altså er udført med stil og man først indser problemet med fortælleren til sidst. Det giver et eller andet ekstra til en historie, når en fortæller viser sig at være lidt mere suspekt end hvad godt er.

Historien her handler om Midnight, der så længe han kan huske har været vanvittigt forelsket i naboens datter, Poppy, som er den enormt populære pige, der ved at hun er det, og udnytter det til fulde. Men Midnight beslutter at han skal komme videre i sit liv, og ikke mere være forelsket i Poppy, og da er det passende nok at han møder Wink, den bestemte modsætning til Poppy. Herfra udvikler historien sig fra hvert synspunkt, og man bliver hele tiden i tvivl om hvem der skal forestille at være ’den gode’ i dramaet der udspiller sig.

”She was quiet as I walked her back home, but then, she’d been pretty quiet the whole night. And I didn’t know her well enough to know if that’s how she usually was anyway. She didn’t talk in school, but neither did I, and it didn’t prove a thing.”

Midnight var for mig ganske interessant, for han virker til at starte med som en ganske solid karakter, der beslutter at ville lægge sit liv om, og han træffer nogle konsekvente beslutninger hertil. Desværre sker der bare det, som historien skrider frem, at det bliver mere og mere tydeligt at Midnight blot skulle have en anden person han kunne følge og forgude. Det viser sig at Midnight ikke er nær så karakterstærk som han måske gerne vil være, hvilket han på sin vis også er klar over. Det lille punkt vendte min mening om ham en lille smule. For det er en ting at være karaktersvag, men hvis man er klar over det, så bliver det en anden sag.

Det hele blev noget mere kompliceret med Poppy og Wink. De kapitler var nok de mest interessante syntes jeg. For her fik man indblikket i den populære piges tanker, og den mere atypiske piges tanker. Og de var ikke altid hvad man regnede med de var.

”I watched them all and they didn’t see me, not one damn speck of me. I liked being invisible, I was learning things, there were so many things I’d missed before, back when I always needed to be the center of attention.”

Historien om de tre personer her kom med nogle sving igennem forløbet, og det var alle sammen nogle jeg ikke helt havde forventet. Slutningen var bestemt heller ikke hvad jeg havde forventet, og det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at blive overrasket af slutninger på den måde, og det formåede denne bog at gøre. Den var ganske kort i sin handling, og meget ligefrem på nogle punkter. Det var nok en af de ting, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere udvikling af enkelte små detaljer. Det var som om der var et par små historier i den overordnede historie, som ikke helt fik samme liv som de 3 hovedpersoner fik. Hvilket jeg syntes er synd, for jeg tror sagtens bogen kunne fungere hvis man gav plads til de små detaljer i forbindelse med deres historier.

Hvis man er til multifortællere der krydser hinanden hele tiden, og en uforudset slutning, og et uopklaret spørgsmål om hvem der er helt/heltinde, så vil jeg mene man skal give Wink, Poppy, Mignight et godt forsøg. Jeg blev i hvert fald fanget af de store forskelle som hver især udviste. Derudover skal det siges at den jo er ganske kort, og er forholdsvis hurtigt læst, for stilen er ikke voldsomt tung. Det er en typisk YA roman på det punkt, men så giver den alligevel stof til eftertanke.

Continue Reading

Fredag, lørdag, søndag (Christine Lind Ditlevsen, 2015)

I en moderne stream of consciousness sejler Kat ind i en hjemløs weekend, der er et virvar af druk, sex og skyld, tab og forsoning. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg kan ligeså godt sige det fra start af; den her bog var vildt mærkelig, og jeg brød mig ikke om den. Og det syntes jeg faktisk var ret træls, for den så noget så indbydende ud, men jo mere jeg læste i den, jo mere blev jeg irriteret over stilen i den. For skrivestilen er meget anerledes end hvad jeg er vant til. Da jeg læste bagsideteksten, syntes jeg den lød okay interessant; en ungdomsbog som udspiller sig over lige knap en weekend og der er alverdens drama inde i billedet. Og drama skal jeg da godt nok love for der er nok af, på det punkt blev jeg ikke skuffet. Der var fest med alkohol og vilde udskejelser, som alt sammen forgrener sig ind i resten af weekenden, og ødelægger det hele for den lille vennekreds.

”I mørket har de andre grineren over de awkward ads, især dem for slik er for corny med mennesker klædt ud som dyr og sådan noget. Jeg spiser fransk hotdog og drikker Fanta og vodka i blandingen 2:8, det brænder, og jeg brænder med.”

Hvis skrivestilen havde været noget anerledes, og mere af hvad jeg er vant til, kan det sagtens være at jeg havde brudt mig mere om bogen. For historien syntes jeg var okay, om end den var noget mere overdrevet og dramatisk end jeg havde forestillet mig i første omgang, men det blev bare spoleret lidt af den ’stream of consciousness’ skrivestil der var igennem hele bogen. Havde det været enkelte passager, kunne jeg sikkert have båret over med det, men en hel bog skrevet på den facon, ganske vist en kort bog, det blev for meget for mit vedkommende og det blev en kamp med mig selv om jeg skulle ligge den fra mig eller ej. Stædig som jeg er, læste jeg den færdig, hvilket jeg i sidste ende er glad for, til trods for den irriterende skrivestil.

Continue Reading

Zarens Spil (Evelyn Skye, 2016)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Vik og Nikolaj er magikere – de eneste i Rusland i året 1825 – og med trusler fra flere sider har Zaren brug for en stærk magiker. Kun den bedste er god nok. derfor sætter han gang i Zarens spil, en duel på magiske evner. Vinderen bliver imperiets magiker og Zarens mest respekterede rådgiver. Taberen dømmes til døden. 
Vika er ivrig efter at komme til hovedstaden Sankt Petersborg og vise sit talent. og også den forældreløse Nikolaj ser Zarens Spil som sit livs chance. Men han ser også Vika – og kan slet ikke lade vær med at tænke på hende. Da Pasja, Nikolajs bedste ven og arving til tronen, også begynder at falde for den mystiske Vika, går det op for Nikolaj, at han må besejre den pige, de begge elsker … eller selv blive dømt til døden.  Efterhånden som ældgamle hemmeligheder kommer frem i lyset og truer imperiets fremtid, bliver det klart, at det ikke er en mulighed at tabe Zarens Spil.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Da jeg så den her bog, måtte jeg straks eje den. Den handler om det gamle Rusland og der er magi i spillet – ret bogstaveligt talt, ting der tiltaler mit hjerte på flere punkter. Det er den første bog i et duologi, selvom jeg i første omgang troede det var en trilogi. Det gør mig faktisk ikke noget at der kun kommer to bøger, for efter at have læst den, så må jeg være ærlig og sige at jeg tvivler på at der er nok historie til tre bøger. Men to bøger som er skrevet bedre og mere solidt, er trods alt bedre end 3 bøger som er en smule tynde i det.

Bogen følger primært Vika og Nikolai, som begge har magiske evner og bliver påbudt at deltage i Zarens spil, der går ud på at vise deres evner på bedste vis for at blive den royale magiker til Zaren. Der er altså lagt op til en magtdemonstration af magisk vis lige fra start af. Og der kommer også et par højdepunkter igennem bogen, men andre gange går det nu alligevel lidt for stille for sig. Hvilket jeg har det lidt blandet med, for på den ene side var det fantastisk med de store udskejelser af magi, men de små og mere elegante spil af magi var også fascinerende på deres egen måde. For de gav et indblik i de to karakterer, hvilket jeg syntes var en interessant måde at gøre det på.

”De hektiske udfoldelser på gader og kanaler kunne måle sig med kaosset i Nikolajs hoved. Men mens folket udenfor var drevet af løftet om festligheder, var det kun dødens skygge, der drev Nikolaj.”

Af de to hovedpersoner var jeg mest fanget af Nikolaj; for mig var hans prøvelser og problemer mest spændende, og hans måde at håndtere tingene på sagde mig bare mere. Det var lidt som om der var mere substans i hans person i forhold til Vika. Hun kunne til tider virke en smule overfladisk og det irriterede mig en smule. Til at starte med havde jeg ellers det indtryk at hun skulle være bogens hovedperson, men som den skred frem syntes jeg at Nikolajs historie blev mere interessant, og hans indtog lidt pladsen som hovedperson for mit vedkommende.

Men der er også andre fortællere i bogen end lige Vika og Nikolaj, og til at starte med irriterede det mig en smule, for jeg syntes jo deres historier var mest spændende. Efterhånden bidrog de forskellige fortællere til historien med dybere mening, og det gav også et indblik i den store mængde research der er gjort i den russiske historie.

”Vika havde heller ingen anelse om, hvad hun kunne vente sig fra Nikolajs side. Eller fra sig selv for den sags skyld. Hvis han angreb, ville hun reagere. Men hvis han lod være, tja… Hun vidste det ikke.”

De mange detaljer om Rusland og den royale historie syntes jeg var indarbejdet rigtig godt. Som jeg ser det var det halvt fakta og halvt fiktion, og den kombination passede mig helt fint. For på den måde fik jeg en dosis historie, men samtidig blev jeg også underholdt med en gribende historie med spændende personer.

Slutningen på bogen gør også at jeg glæder mig endnu mere til den næste og sidste bog i serien, for hold nu op en cliff hanger! Selvom der er små ting ved bogen og historien der ikke lige var hvad jeg havde forventet, så ser jeg alligevel meget frem til at få slutningen og høre hvad der videre er sket med Vika, Nikolaj og alle de andre. Mest af alt ser jeg frem til et gensyn med Nikolaj og den baggrundshistorie der langsomt udvikler sig for ham. Så hvis du er den mindste smule til det gamle Rusland, magi eller lidt romantik – for ja, det kan vi heller ikke komme udenom i denne bog -, så vi jeg helt klart anbefale dig Zarens Spil. Også selvom du ikke er til de ting, så er det en solid fantasyroman der er værd at læse.

Continue Reading

The Princess & the Goblin (George Macdonald, 1872)

Princess Irene lives in a large house, ‘half castle, half farmhouse’, on the side of a mountain. She is cossetted and loved by the whole household, who look after her while her ‘king-papa’ is away travelling his kingdom. Little do they know that an army of goblins far below the ground is planning to storm the castle. To defeat them, Irene must rely for help on the miner boy, Curdie, and on her beautiful, mysterious great-great-grandmother, who secretly inhabits the castle tower.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7b

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

The Princess & the Goblin bliver lidt præsenteret som et eventyr, og jeg kan sagtens se nogle elementer af eventyr i den, men i det store hele er jeg ikke helt enig i at det er et eventyr som man normalt kender det. Det ændrer da ikke på at det er en rigtig sød historie, på trods af en prinsesse som kan være lidt irriterende fra tid til anden. Det er også lidt som om der er to historier i bogen; historien om Irene og hendes familie og historien om troldene og deres onde plan om at få hævn over kongen, Irenes far.

Af de to historier var det nok historien om drengen Curdie og hans eventyr i minerne der interesserede mig mest. Det hænger sammen med hans snigen omkring og udspionering af troldene under jorden, for det er her den virkelig plan udvikler sig. Det vil altså sige planen fra troldenes side, om at få hævn over Kongen. Curdies historie havde lidt mere drama over sig, hvorimod Irenes historie mest af alt var en smule barnlig og naiv fra hendes synsvinkel.

”Her failure to find the old lady not only disappointed her, but made her very thoughtful. Sometimes she came almost to the nurse’s opinion that she had dreamed all about her; but that fancy never lasted very long.”

fullsizeoutput_f7c

Det er da klart, at når nu det er en historie for børn så skal den også tilpasses til den alder, hvilket også kan mærkes på Irenes del af historien. Og på nogle punkter er der også noget sødt ved en pige, der opdager en magisk bedstemor, som ingen andre må vide noget om. Aspektet med at have en hemmelighed som ingen andre må vide noget om, i frygt for at det skal forsvinde tilhører netop den del af barndommen. Det ændrer dog ikke på det faktum at jeg fandt Irene som barn/karakter en smule irriterende. Hun var for mit vedkommende mere irriterende og bedrevidende end sød og bedårende.

”Irene clung round his neck, and he ran with her like a deer. When he entered the gate into the court, there sat the king on his horse, with all the people of the house about him, weeping and hanging their heads. The king was not weeping, but his face was white as a dead man’s, and he looked as if the life had gone out of him.”

Alt i alt var det en ganske sød historie, men det var desværre heller ikke en der satte sig synderligt stærkt fast i hukommelsen. Jeg har senere fundet ud af, at der faktisk er mindst en bog mere i om Irene og Curdie, men om jeg vil læse den, må jeg indrømme jeg ikke har taget stilling til. Som sagt var det en ganske sød historie, men den gjorde heller ikke rigtig mere end det. Den rørte ikke som sådan noget hos mig, som mange andre børnebøger har gjort før i tiden. Og det mener jeg er vigtigt især med børnebøger til de yngre. For hvis de kan røre voksne når de læser den, så kan de kun ramme endnu mere plet hos børnene, hvilket denne her desværre ikke gjorde helt og aldeles for mit vedkommende.

Continue Reading

My Lady Jane (Hand, Ashton & Meadows, 2016)

The comical, fantastical, romantical, (not) entirely true story of Lady Jane Grey. In My Lady Jane, coauthors Cynthia Hand, Brodi Ashton, and Jodi Meadows have created a one-of-a-kind fantasy in the tradition of The Princess Bride, featuring a reluctant king, an even more reluctant queen, a noble steed, and only a passing resemblance to actual history—because sometimes history needs a little help.

At sixteen, Lady Jane Grey is about to be married off to a stranger and caught up in a conspiracy to rob her cousin, King Edward, of his throne. But those trifling problems aren’t for Jane to worry about. Jane is about to become the Queen of England.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7a

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her bog kom på min radar for en del måneder siden, så da jeg modtog den i en Owlcrate blev jeg bare endnu mere glad. Jeg startede med den som lydbog, og hertil må jeg også sige at oplæseren af den engelske lydbog er helt fænomenal. Hun har den helt perfekte accent og indlevelse i bogen, som gør oplevelse af lydbogen det meget mere bedre. Som historien skred frem, skiftede jeg lidt mellem at høre lydbogen og selv læse, hvilket fungerede helt fint, for på mange punkter kunne jeg faktisk stadig forestille mig oplæseren for mit indre øre når jeg selv læste.

My Lady Jane er historien om Jane Grey, som var en virkelig person i den engelske kongefamilie, og mange af de andre personer man bliver præsenteret for igennem bogen var også virkelige personer i den engelske kongefamilie og resten af den europæiske kongefamilie. Og mange af begivenhederne fandt også sted, men det er vist også der at fakta-delen i bogen stopper. Resten er helt igennem det pureste opspind fra de tre forfattere for at skabe en underholdende historie. Og det må man sige at de også får gjort! Jeg var i hvert fald gedigent underholdt fra første til sidste kapitel.

”Jane couldn’t seem to catch her breath. (And it wasn’t just that her corset was too tight, although it was. Extremely.) She’d always known she’d have to get married, of course. The string of destitute ex-fiancés could not continue forever. But to someone who’d spent time with dozens – maybe hundreds – of women, how could she compare?”

Bogen er fortalt fra 3 synspunkter; Jane, hendes fætter kong Edward og hendes kommende mand, Gifford. Rækkefølgen er fastlagt, og den bliver der ikke rigtig pillet ved, hvilket irriterede mig en smule til at starte med, men som historien skred frem, så var det faktisk rart at jeg kunne forudsige hvem det efterfølgende kapitel ville blive fortalt af – det gav mig en lille ting at se frem til. Især kapitlerne fra Janes synspunkt syntes jeg var rigtig fine, hun er den inkarnerede bogorm, og selv i den tid hun levede, kan jeg lige forestille mig hvordan hun kunne finde på at medbringe en bog hvor end hun skulle hen. Gifford blev jeg faktisk også ret glad for som historien skred frem, selvom han var lidt af en kujon fra tid til anden. Edward kan jeg stadig ikke helt finde ud hvordan jeg har det med, han var lidt sværere at forholde sig til. Det hænger nok mest sammen med, at han så vidt jeg ved aldrig nogensinde fik mulighed for at sidde på tronen inden han faktisk døde.

img_6020

”Every violent sound that pierced the night air could be the harbinger of her death. The death of his wife. His beloved. G loved her. But he hadn’t told her he loved her. She had begged him to stay, and he’d wanted to, especially given the way she had kissed him. How had a girl like Jane kissed him like that?”

Udover det historiske aspekt som den her historie helt klart har – om end i deres egen version – så har den også den ungdommelige kærlighed, for Jane skal kun forestille at være 16 år gammel. Tilsæt dertil en omgang overnaturlig magi og shapeshifting og så kan det næsten ikke blive bedre. Verden i den her version er delt ind i almindelige mennesker, og så dem der kan forvandle sig til et udvalgt dyr. Her hunger Jane næsten efter at kunne forvandle sig til et dyr, og det kommer også til at præge historien på flere punkter, som jeg ikke vil nævne for ikke at spoile for meget. Jeg vil dog sige, at den her inddeling af folk som almindelige og dyr-skiftere var ret interessant, for den kan afspejles i så mange andre samfund, og viser bare at vi som folk altid vil finde et eller andet galt med en eller anden folkemængde for at skille ’os’ fra ’dem’.

Jeg var næsten tryllebundet af den her historie lige fra side et, og blev det kun mere og mere for hvert kapitel. Den har en rigtig spændende historie med drama og intriger og forræderi. Den har romantik, som ikke opstår lige med det samme, men ligger under overfladen og titter frem fra tid til anden. Den har magi der påvirker samfundet i flere aspekter. Og alle de ting spiller sammen til at skabe fængslende historie, som ikke mindst er sjov. For de tre forfattere har tydeligvis haft en fest da de skrev den her bog, det kan mærkes. De kommer med spydige bemærkninger enkelte steder, og indskyder hele paragraffer om det ene eller det andet, alt sammen med henblik på at iscenesætte komikken i historien. Mange vil måske finde den slags indblanding irriterende, men jeg nød det, for det gav virkelig komikken et spark med deres kvikke bemærkninger. Til slut vil jeg bare sige at hvis man er til historie, romantik og magi så skal man straks give sig i kast med den her historie.

Continue Reading
1 2 3 24