The Upside of Unrequited /Fordelen ved hemmelige forelskelser (Becky Albertalli, 2017)

Tak til forlaget CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Seventeen-year-old Molly Peskin-Suso knows all about unrequited love—she’s lived through it twenty-six times. She crushes hard and crushes often, but always in secret. Because no matter how many times her twin sister, Cassie, tells her to woman up, Molly can’t stomach the idea of rejection. So she’s careful. Fat girls always have to be careful.

Then a cute new girl enters Cassie’s orbit, and for the first time ever, Molly’s cynical twin is a lovesick mess. Meanwhile, Molly’s totally not dying of loneliness—except for the part where she is. Luckily, Cassie’s new girlfriend comes with a cute hipster-boy sidekick. Will is funny and flirtatious and just might be perfect crush material. Maybe more than crush material. And if Molly can win him over, she’ll get her first kiss and she’ll get her twin back.

There’s only one problem: Molly’s coworker Reid. He’s an awkward Tolkien superfan with a season pass to the Ren Faire, and there’s absolutely no way Molly could fall for him. Right?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske hvor god Simons historie var, og derfor var jeg ikke i tvivl om at jeg ville læse Mollys historie også, og se hvilken magi Albertalli kunne fremtrylle med hendes liv. Endnu engang formår Albertalli at skabe en teenageverden som ingen anden, og jeg syntes hendes tilgang til Molly var rigtig god, og Molly er en virkelig interessant karakter at følge, ikke mindst med den familie hun har.

I starten var jeg faktisk lidt forvirret, og jeg troede det var Molly, som var homoseksuel, men det blev heldigvis hurtigt fastslået at det var søsteren, Cassie og seneres deres mødre. Til at starte med syntes jeg det var lige lovlig mange homoseksuelle for en historie, men så tog jeg mig selv i at tænke det, og rynkede lidt på næsen af mig selv for at tænke det. For hvorfor rynker jeg på næsen over en bog med for mange homoseksuelle, når jeg ikke gør det med en bog med for mange heteroseksuelle? Her formår Albertalli at skabe en familie, som virker som den mest naturlige familie i hele verden, og man tænker ikke mere over at det er to mødre, for det passer bare sammen, og de har hver deres rolle. Det blev nærmest som om at Molly var den underlige, fordi hun er heteroseksuel.

”Så måske skulle jeg bare lade mit hjerte blive knust bare for at bevise, at mit hjerte godt kan holde til det. Eller måske skulle jeg i det mindste holde op med at være så fucking forsigtig.”

Der var en lille ting som dog blev ved med at irritere mig hele bogen igennem; den konstante fokus på det faktum at Molly bliver betragtet som tyk. Jeg er helt med på at vi ikke skal gøre det til et tabu at være tyk, og at bare fordi man er tyk kan man også godt få en kæreste. Det jeg ikke er fan af, er hvordan det bliver ved med at blive gjort et stort nummer ud af. Måden Mollys bedstemor bliver ved med at fokusere på at Molly er for tyk (godt nok får man en grund for bedstemorens holdning til sidst i bogen, but still…). De tanker som Molly bliver ved med at have om sig selv og sin krop, hendes selvtillid forsvinder for hver negativ tanke hun har om sin vægt, og netop det er jeg ikke fan af. Jeg har altid selv været hende den lidt for buttede, og jeg kender godt til manglende selvtillid. Så når jeg læser bøger hvor kropsidealer bliver sat til side, og tabuet bliver negligeret bliver jeg glad, men måden det er gjort i den her bog ramte mig alligevel negativt. Det er svært at forklare, men det gik mig bare på hvordan Molly hele tiden skulle nedgøres i små kommentarer over sin kropsstørrelse, både fra sit eget hoved, men også fra samfundet. Jeg syntes bare det er så forkert hvorfor der skal være så meget fokus på ens krop i forhold til hvem man er som person.

”Den måde, han så på mig på under uvejret. Den måde, han sidder lidt tættere på mig for tiden. Den måde, han så på mig på, mens jeg snakkede med Will. Jeg var så sikker. Jeg var så uforsigtig. Og nu ved jeg, hvordan det føles at blive afvist. Som at blive revet ned i en hvirvelstrøm af lort.”

Heldigvis spiller det ikke en synderlig stor rolle for Mollys personlighed hvilken størrelse tøj hun har – jeg syntes til gengæld det var et godt træk fra Albertallis side at man aldrig konkret fik at vise hvad størrelse Molly er. Mollys personlighed er bare herlig, det er nok det bedste ord til at beskrive hende. Det er nok Albertallis styrke, at skrive en karakter så medtagende som Molly (og Simon), at man kun kan holde af hende, selvom hun ikke altid selv gør. Jeg blev så betaget af hendes ny fundne mod til at prøve nye ting, og med en så udadvendt familie som hun kommer fra, var det faktisk underligt at hun ikke selv var så udadvendt, men det gør hun op for i løbet af bogen.

Selvom jeg havde lidt negative vibes om et par småting, så blev jeg utrolig rørt af Mollys historie og hendes gåpåmod. Jeg blev utrolig rørt af hendes følelser og hvordan de fløj fra den ene rederlighed til den anden, præcis som enhver anden teenager. På en eller anden måde formår Albertalli at skabe en teenageverden man kan spejle sig fuldstændig i, og det er klart den største styrke ved historien. Nu er det bare spændende om hendes tredje bog er lige så god som de første to.

Continue Reading

Harry Potter; A History of Magic (British Library, 2017)

Tak til Plusbog.dk for det sponsorerede eksemplar.

Harry Potter: A History of Magic is the official book of the exhibition, a once-in-a-lifetime collaboration between Bloomsbury, J.K. Rowling and the brilliant curators of the British Library. It promises to take readers on a fascinating journey through the subjects studied at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry – from Alchemy and Potions classes through to Herbology and Care of Magical Creatures.

(Tekst fra goodreads)

Bogen for 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år åbnede British Library en udstilling med fokus på Harry Potter, og mit Potterhjerte har længdes efter at komme til London og opleve den, men jeg må nok indse at det desværre ikke kommer til at ske. Heldigvis har de også udgivet en følgebog til udstillingen, så man kan få indblik i det hele hjemme fra sin egen sofa, og sikke et indblik.

Ved at læse bogen bag udstillingen bliver man ved med at blive forbløffet over den mængde research som Rowling har lagt i sine bøger. Og selv hvis det er elementer, som hun måske ikke har gjort den samme research på som andre, så er der ingen tvivl om at hendes ideer har rødder i historier og mytologier. Det er imponerende at læse om de gamle mytologier og tanker bag Rowlings planlægning. Det der gør det endnu mere spændende er at læse og se Rowlings egne gamle skitser og tegninger, og jeg blev ret overrasket over hvor god hun faktisk er til at tegne. Endnu mere imponerende er de tanker hun har gjort sig for hvert kapitel, og det viser virkelig en hjerne der forstå at planlægge og udtænke plots.

Der er ingen tvivl om at udstillingen vil være det hele værd, men bogen her er en god måde at opleve det uden at være der. Men det er også lidt derfor jeg ikke kan give den sidste stjerne, for bogen er altså ikke helt det samme som hvis man stod foran en montre og kiggede ned på de originale papirer med Rowlings egen håndskrift. En anden måde man kan opveje for turen til London er den medfølgende BBC dokumentar med samme navn som udstillingen. Her får man interviews med Rowling også, og det giver lidt mere baggrundshistorie for udstillingens mange elementer. I forhold til de udvalgte ting til udstillingen er det mange af de samme der går igen i bog og dokumentar. Men under alle omstændigheder er det en bog/dokumentar/udstilling for alle der kalder sig Harry Potter fans, eller bare fans af hvordan man udtænker en solid historie, for det udstillingen også bevis på; at Rowling har gjort sit forarbejde og har sat sit mærke i rækken af store fortællere.

Continue Reading

Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

2017 i Bøger

Det er blevet tid til at se tilbage på mit boglige 2017. I de forgangne år har jeg læst flere og flere bøger for hvert år, dog blev dette år ikke i samme række. Det vidste jeg også godt på forhånd ikke ville komme til at ske, med en lille baby til at melde i sin ankomst i starten af året. Jeg satte derfor mit mål for året til mindre end de 100, men jeg endte med at måtte justere det løbende igennem året alligevel. Mit endelige mål endte derfor på 50 bøger, som jeg formåede at nå, med lidt hjælp fra nogle af de børnebøger jeg har læst med E. Og selvom en god del også har været lydbøger og e-bøger, så er jeg alligevel ret tilfreds med at have fået læst de 50+ bøger.

Samlet set har det desværre været sparsomt med bøger, der har skudt helt til vejrs og scoret topkarakter. Ærligt talt har der været meget få af den slags, i hvert fald den slags som jeg stadig husker som fabelagtige. Faktisk har det været et ret middelmådigt år hvad kvalitet af bøgerne angår, og det er også 3 stjerner jeg har givet flest af. Alligevel har jeg formået at finde 2 små top-tre frem af nogle af de bedste bøger jeg har læst i år.

Den første lille top 3 jeg har sammensat er af bøger som ikke er del af serier. Med sparsomt tid har jeg forsøgt at finde bøger, som ikke var dele af serier for at jeg ikke skulle vente for lang tid med at kunne få læst næste bog i serien. På en 3. plads er det Ting, min søn skal vide om verden af Fredrick Backman. Jeg læste den som e-bog imens E stadig var ganske lille og vi ammede. Den passede bare så godt til situationen og hele fornemmelsen med at være blevet mor, og jeg kluklo af flere af de små historier. Dog har jeg endnu ikke formået at få Rasmus til at læse bogen også, selvom jeg er sikker på han ville finde den næsten lige så underholdende. På 2. pladsen er det min anden læseoplevelse med Colleen Hoover, nemlig 9 November. Den bog var både romantisk og havde et plot twist jeg ikke havde set komme. Når en sukkersød chick-litt alligevel formår at komme med sådan et plot-twist, så er jeg altså solgt, for mange af dem ligner hinanden, men det gjorde denne her heldigvis ikke, og det var en sand fornøjelse at læse. Førstepladsen indtages minsandten også af Backman med Bjørneby. Den bog har i den grad sat sine spor i mig, og jeg kan stadig tænke tilbage på den med varme i hjertet og harme på ærmet. Det var 3 ret så forskellige bøger, men alle tre ret så gode på hver deres måde.

Årets anden top 3 er af bøger som er en del af serier. For selvom jeg ikke har haft meget tid, så er der seriebøger som ikke kan undgås, og som bare skal læses for at kunne forelske mig personer og verdner på ny. På 3. Pladsen er det afslutningen af historien om September og hendes eventyr i Fairyland med The Girl who Raced Fairyland all the Way Home. Det var en rigtig fin afslutning på serien, og den endelig slutning var bare så passende til September og alle hendes venner. På 2. pladsen befinder den 3 bog i serien Spektrum sig, Ursiderne. Nanan Foss har skrevet en tidsrejsende bogserie som fænger fra første færd, og jeg er ret så hooked. Det eneste negative der næsten kan siges om serien er, at der kun er 3 bøger indtil videre og vi skal vente mindst et år på at få næste bog. Som den absolut bedste bog i en serie dette år, og dermed førstepladsen, er selvfølgelig A Court of Wings and Fury af Sarah J Maas. Det er egentlig lidt unfair at lave favoritlister når hendes bøger er med i spillet, for hun skriver fabelagtig hver gang, og jeg knuselsker hendes bøger faktisk næsten inden jeg har læst dem. Godt nok var den sidste bog i denne trilogi ikke den bedste – for det er 2eren – men den var alligevel ret så fantastisk og medrivende.

2017 blev ikke året hvor jeg læste flere end 100 bøger. Til gengæld blev det året hvor jeg blev mor og oplevede så mange andre fantastiske ting udenfor bøgernes verden. Jeg er på ingen måde færdig med bøgernes verden, og min læselyst vender mere og mere tilbage for hver dag der går. Tiden til at læse bliver også større og jeg håber da også på at kunne få læst 30 bøger i år. Jeg har sat mit uofficielle mål lavt, for jeg har ikke planer om at lade mig styre så stringent af goodreads challenge, men jeg kommer nok til at bruge den til at holde styr på de bøger jeg læser i år. 2018 bliver året hvor jeg ikke vil lade mig styre af nogle form for challenges, og bare læse af ren og skær lyst. Af samme grund kommer jeg nok også til at begrænse mig i at efterspørge læseeksemplarer, og virkelig udse mig de bøger jeg har mest lyst til at læse. Jeg har ikke undersøgt hvilke bøger der udkommer næste år, men jeg er sikker på der kommer et par bøger der vil fange min interesse.

Har I nogle bøger på radaren for næste år, som bare skal tilføjes læselisten for 2018?

Continue Reading

Norse Mythology (Neil Gaiman, 2017)

Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology, Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin’s son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman’s deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Vi kender alle sammen til mange af de nordiske myter og historier, men mange er også knap så kendte. Da jeg opdagede at Neil Gaiman havde besluttet sig for at gengive den nordiske mytologi med sine egne ord, blev jeg straks nysgerrig for hvordan han havde tænkt sig at videreformidle dem, og ikke mindst fordi manden jo er brite. Jeg syntes hele ideen om en brite der gengiver de nordiske historier var spændende i sig selv.

Gaiman gør det klart at det ikke altid handler så meget om myterne i sig selv, men glæden ved at fortælle dem videre til nogen. Og det skinner også igennem bogen når man læser den. For selve historierne er der ikke pillet så meget ved, ikke at man kan pille ved dem tror jeg. Til gengæld er der kræset om måden de bliver fortalt, og hvis man – som jeg gjorde – også lytter lidt til lydbogen fra tid til anden, som er oplæst af Gaiman selv, så er det bare kræs for ørerne.

”That’s the joy of myths. The fun comes in telling them yourself – something I warmly encourage you to do, you person reading this. Read the stories in this book, then make them your own, and on some dark and icy winter’s evening, or on a summer night when the sun will not set, tell your friends what happened when Thor’s hammer was stolen, or how Odin obtained the mead of poetry for the gods…”

Jeg syntes derfor det er svært at anmelde den her bog, for indholdet er ikke som sådan Gaimans eget materiale, og det er noget materiale man har hørt før eller kender en del til. Personligt kunne jeg genkende mange af historierne fra de mange gange jeg har set julekalenderen Jul i Valhal. For historierne er de samme, men det var sjovt at se at de faktisk ikke var meget anerledes bare fordi de blev fortalt af en brite. Historien om hvordan Odin mistede sit ene øje er den samme hvad enten jeg fortæller den, eller Gaiman eller en helt 3 person, og det er det smukke ved myterne på den måde.

Hvis man vil læse den her bog, skal man ikke gøre det fordi man vil læse endnu en rigtig god Gaiman historie. Man skal til gengæld læse den, hvis man vil høre om de nordiske guder med frisk ører/øjne og blive mindet om den kærlighed alle guderne havde for Balder, og de intriger som Loke var med til at sætte i gang hver eneste dag. Og så skal man læse den bare fordi den er rigtig godt fortalt.

Continue Reading

Beauty & the Beast

Kan vi lige tale om hvor meget jeg bliver teenager og fangirl igen når det kommer til den nye trailer for live-action Beauty & the Beast?! Jeg glæder mig som til jul, til at jeg kan få lov til at se den film, og jeg har så store forventninger til den, at det nok ikke er helt sundt, men sådan er det altså. Skønheden & Udyret har i mange år været et af mine absolut favoriteventyr, og efter at have skrevet speciale om eventyr, hvor jeg bl.a. arbejdede med lige det eventyr, har jeg bare elsket det så meget mere. Derfor er jeg også helt ekset med at se forskellige versioner der adapterer eventyret til den store skærm, for at se hvad de gør ved den klassiske fortælling og hvordan de eventuelt har moderniseret historien. Derudover har Disney bare en speciel magi, der kan frembringe en helt bestemt stemning og en række følelser man ikke kan slippe af med lige med det samme igen. Af samme grund ser jeg også spændt frem mod premieren og hvad de har gjort ved det klassiske eventyr. I sidste uge fik vi allerede en række billeder derfra, og jeg syntes det ser helt fænomenalt ud.

Udover den smukke række billeder, blev der også delt lidt om et par ændringer de har lavet ift. selve historien. Det er en af de ting jeg nok er mest nervøs over. For da jeg så Disney live-action af Cinderella, blev jeg slemt skuffet. Den var da flot lavet, men der var ikke noget nyt i den, og det syntes jeg der skal være i en eller anden format når man forsøger sig med en live-action. For mig er det ikke nok bare at ’kopiere’ den samme film 100%, det kræver lidt mere, og det lyder det til at vi får en smule af med Beauty & the Beast. Det forlyder sig at de har ændret lidt på Belles baggrundshistorie, så nu er hun ikke bare anerledes fordi hun læser, men fordi hun også er lidt af en underlig opfinder ligesom sin far. Så nu har hun pludselig en grund til at opfinde for eksempel en vaskemaskine, for at hun har mere tid til at læse. Det forlyder sig også noget om nogle spilledåser, med verdensmusik, som skal være med til at fodre Belles eventyrlyst for at se resten af verden. Når man hører dem, er det måske nogle små detaljer, men det er alligevel nogle detaljer jeg er spændt på at se udfolde sig, i håb om at der er lidt ekstra dybde i historien i forhold til tegnefilmen.

Ikke nok med at filmen ser vanvittig flot ud med kostumer og animation, så er rollelisten da også to die for! Den første man selvfølgelig ligger mærke til er Emma Watson som Belle, og den er jeg meget spændt på. Jeg læste noget om at hun fik sangtimer med Page O’Hara der lagde stemme til tegnefilms-Belle, som en hjælp til de par sange hun skal synge i filmen. Beast er knap så genkendelig, men det er altså Dan Stevens fra Downton Abbey som har fået gevaldigt mange lag make-up i fjæset, og det er jeg også spændt på at opleve, for jeg ser ham mest af alt som en alt for venlig lyshåret gut, så det skal blive interessant at se ham i en helt anden rolle. Så har vi på stemmelisten ikke mindre end Ewan McGregor som Lumiere, Ian McKellen som Cogsworth og Emma Thompson som Mrs Potts! Jeg mener, helt ærligt, så bliver det da ikke meget bedre. Det er vitterligt creme-de-la-creme med den rolleliste af mange af de store britiske skuespillere. Belles far spilles desuden af Kevin Kline, mens Gaston spilles af Luke Evans. Der er en håndfuld andre talentfulde mennesker med deri, men hvis alle skulle listes, så ville det her indlæg blive alt for langt. Så til slut vil jeg bare efterlade jer med den nyeste trailer der blev offentliggjort i dag, så I kan sidde og få gåsehud sammen med mig.

Continue Reading

Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

Continue Reading

Empire of Storms (Sarah J. Maas, 2016)

The long path to the throne has only just begun for Aelin Galathynius. Loyalties have been broken and bought, friends have been lost and gained, and those who possess magic find themselves at odds with those who don’t.

As the kingdoms of Erilea fracture around her, enemies must become allies if Aelin is to keep those she loves from falling to the dark forces poised to claim her world. With war looming on all horizons, the only chance for salvation lies in a desperate quest that may mark the end of everything Aelin holds dear.

Aelin’s journey from assassin to queen has entranced millions across the globe, and this fifth installment will leave fans breathless. Will Aelin succeed in keeping her world from splintering, or will it all come crashing down?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f16

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er rigtig svært at skrive, og det er nok også derfor det har taget mig i hvert fald over en måned at få den ned på skrift. For selv inden jeg begyndte på bogen havde jeg så store forventninger og bekymringer om den ville leve op til alt hvad jeg gik og håbede på den ville være. Det ændrede da ikke på det faktum at jeg gik i gang med den, lige så snart jeg fik mine små fingre i den, og jeg slugte den så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Det er den anden sidste bog i serien om Celeana/Aelin, og tempoet er virkelig sat i et ekstra gear, og alt imens der sker en hel masse, får vi også så meget mere information at vide, der gør at jeg snart skal have genlæs alle bøgerne fra start af, så jeg er klar til den sidste bog i serien næste år.

Noget af det jeg især er vild med ved de her bøger, er det faktum at selvom der går et år imellem dem, så tager det mig ikke synderligt lang tid at finde kontakten til personerne, så at sige. Hvis man selvfølgelig har læst alle bøgerne, for så kender man efterhånden de forskellige personer så godt, at det ikke tager mere end et kapitel eller to, og så er man med på alt hvad der sker igen. Maas formår også at inkludere ganske små resumer til forskellige begivenheder, uden at det tager for meget af fokus fra den historie der rent faktisk skal udspille sig i den nuværende bog. Jeg bliver hver gang imponeret over hvor meget hun formår at fortælle fra hver af de mange synspunkter der efterhånden er i hver bog. For hvad der startede med Celeana og et par andre, er det efterhånden oppe at tælle tæt på 10 forskellige synspunkter. Det i sig selv syntes jeg er vildt, og ikke nok med at historien stadig hænger sammen på tværs af de forskellige synspunkter, så formår hun at skrive dem så man kommer til at holde af dem alle sammen på en eller anden måde.

”Aelin lowered her hands, propping both on the rail and examining the scar across each palm. So many promises and oaths made. So many debts and favors to still call in. Aelin wondered what answers and oaths she might find waiting in Skull’s Bay.”

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg stødte på Manon for første gang i Heir of Fire, så var jeg ikke just fan af hende. Jeg kunne ærligt talt ikke se hvorfor hun skulle være med, og jeg syntes de kapitler var overflødige. Det er de så sandelig ikke længere. Manon er blevet en utrolig spændende karakter at følge, især med de afsløringer der kom i den her bog. Dertil begynder Dorian også at blive meget mere interessant end den flødebolle han var lidt i starten. Han har fået lidt mere kant, og der er lidt mere at byde på fra hans side. En anden person jeg blev lidt betaget af i den her bog var Lysandra, for ærlig talt så kunne jeg ikke huske voldsomt meget om hende fra forrige bog. Det tog hun dog revanche for i den her bog, og jeg er blevet meget glad for Lysandra og de ting hun er med i.

fullsizeoutput_f17

I det hele taget er den her serie spækket med fantastiske personer, som jeg har svært ved at slippe, og man bliver så opslugt i hele historien med hver enkelt af dem. Aelin og Rowan kan man ikke komme udenom at snakke, men jeg vil forsøge, for de to kan man næste ikke andet end af holde af, og deres forhold udvikler sig også helt gevaldigt i den her bog. De nye personer på tavlen, så at sige, er Elide og Lorchan. Og her er det et godt eksempel på hvordan Maas formår at forvandle en udadtil skiderik i Lorchan, til en man ender med at få lidt ondt af.

”She snorted, and surveyed the other maps they’d spread across the floor of their cabin. Together, they formed a patchwork of their world – not just the continent, but the lands beyond. She stood, towering over it, as if she could spy those armies, both near and far. Rowan, still kneeling, looked upon the world spread at her feet. And she realized it indeed was – if she won this war, won the continent back.”

Jeg kan simpelthen ikke kommer over det faktum at der nu kun skal forestille at være en bog tilbage i serien. Det kan jeg næsten ikke holde til, og da slet ikke at jeg skal vente helt til september næste år, før jeg rent faktisk kan få læst slutningen. Det er helt ualmindelig urimeligt når Maas efterlader os med sådan en følelsestung cliff-hanger af en slutning. Jeg kan huske jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde den dag, fordi jeg bare var nødt til at skulle læse den færdig. Da jeg så endelig havde læst den færdig, hikstede jeg med tårer i hele ansigtet og kunne ikke forstå hvordan en sådan slutning var mulig.

Jeg har efterhånden rost den her bogserie flere steder, og anbefalet den til rigtig mange mennesker, og det kunne jeg sikkert også blive ved med. For den her serie vokser bare med/for hver bog. Den startede måske nok som en ungdomsbog, men det er den så sandelig ikke længere. For hver bog er der virkelig sket en udvikling uden lige, og jeg forelsker mig mere og mere jo mere jeg læser. Som jeg også har sagt tidligere, så er Sarah J Maas ved at indtage en plads hos mig som ny yndlingsforfatter.

Har du læst noget i serien? Hvis ikke, så syntes jeg du skal se at komme igang 😉

Continue Reading

The Sound of Books #010

The Sound of Books er tilbage! Min feature der sætter fokus på musik, der vil passe perfekt til en bog vi lige sidder og læser. Som altid forsøger jeg at lave en lille playliste til den udvalgte bog, som man er mere end velkommen til at bruge, skulle man få lyst til at læse den pågældende bog.

IMG_5258

Denne gang har jeg snydt mig lidt frem. Det er fordi jeg har udvalgt Fangirl af Rainbow Rowell til denne omgang, og eftersom bogen allerede var spækket med en masser gode sangnumre, gik jeg i tænkeboks og tænkte at der sikkert var en playliste til bogen. Og lur mig om det ikke var sandt. Derfor er denne mini-liste lidt snyd, for jeg har udvalgt 3 af de sange jeg syntes passer bedst til bogen, ud fra Rowells egen liste (som du kan se det hele af her).

Kanye West – I Wonder

Den var næsten selvskreven, eftersom det er Kanye Cath og søsteren bruger når de skal flippe helt ud. Jeg syntes dog lige denne udgave måske er en af de mere stille af dem, men den var på listen og derfor er den også med her.

Death Cab for Cutie – Cath

En lidt mere stille sang, men med en titel der passer lige til hovedpersonen. Den stille melodi og følelse sangen giver, minder mig på nogle punkter om den stille pige som Cath på mange punkter selv er. Og alligevel fortæller den en rigtig fin historie igennem musikken, ligesom Cath lever sin egen historie til vores fornøjelse.

Fun – Carry On

Igen en som jeg personligt syntes er selvskreven. Titlen i sig selv ligger sig meget op af den holdning som Cath langsomt begynder at tillægge sig i sit nye skoleliv, og især den indstilling som hun tager til sig i slutningen af bogen. Og dertil er det også bare en rigtig god sang.

Continue Reading

Character Spotligth #01 – Peter Pan

Character Spotlight er en ny serie her på bloggen. Igennem dem vil jeg sætte fokus på udvalgte karakterer, som enten ligger mit eget hjerte nær, eller er vildt populære generelt. Det vil for så vidt som muligt dække vidt og bredt, selvfølgelig med udgangspunkt i karakterens literære oprindelse, men populær kultur kan ikke undgås.

Den første ikoniske karakter, jeg vil beskæftige mig med, og sætte ekstra spotlight på, er Peter Pan. Historien om Peter Pan har altid været meget kær hos mig. Det er historien om drengen der ikke vil være voksen, som er epicenter for mange ting. Han er det barn vi alle vil være, for der er jo ingen, som rent faktisk vil være voksen. Selvom jeg nu sidder her, 29 år gammel, benægter jeg stadig mange ting om at være voksen, og inderst inde betragter jeg mig selv på mange områder stadig som et barn. Det syntes jeg da i hvert fald selv, det kan godt være andre bare syntes jeg er underlig. Personligt har jeg det lidt trist med at skulle betragte mig selv som en voksen; jeg har det bedst med tanken om at der altid vil være en vis grad af barn i mig. Hvordan dette indre barn kommer til udfoldelse kan være så forskelligt, men bare det at det er tilstede betyder noget.

IMG_4986

Jeg husker nogle af de første gange jeg stiftede bekendtskab med Peter Pan, og det var faktisk igennem Disney, og jeg indrømmer at det nok var der min kærlighed til Peter begyndte. Det var først senere at jeg endelig stiftede bekendtskab med den originale version skrevet af J.M. Barrie. Heldigvis, gjorde den rigtige historie bare meget mere, og min forundring og beundring for Peters historie voksede. Jeg kan huske at jeg på Studenterkursus skulle skrive en SRP-agtig opgave og jeg valgte at skrive om Peter Pan. Jeg kan stadig huske de mørke timer jeg sad i mine forældres kælder ved den ene computer vi havde i huset på det tidspunkt, men hvor meget jeg faktisk hyggede mig med at skrive denne opgave. Og det var helt og aldeles på grund af Peter og det eventyr jeg tog afsted på med ham som selskab. Selv nogle år senere i min universitetstid sneg Peter Pan sig også ind i enkelte af de opgaver jeg skulle skrive der. Der er bare noget særligt, som jeg ikke kan afskrive ved den dreng.

Men jeg er jo ikke den eneste der har taget så godt i mod J.M. Barries eventyrlige drengebarn. Når jeg ser rundt omkring i blogland, og ikke mindst i medieverdenen, kan jeg se hvor stor betydning Peter Pan har rundt i verden. Og ikke bare Peter Pan, også hans ’far’ Mr Barrie. I den virkelige verden har Barries arv været et fast holdepunkt, ikke mindst økonomisk, for The Great Ormond Hospital, som har rettighederne til historien, og har draget godt af det lige siden Barries triste død. Peter Pan er også blevet ikonisk med byen London, og går man igennem Kensington Gardens i byen, vil man også finde den berømte statue af det evige drengebarn til minde om han og hans ’far’, som I kan så på et af mine fine feriebilleder nedenfor.

Derudover er istorien om Peter Pan efterhånden blevet filmatiseret utallige gange på forskellig vis, og hver gang er det blevet forsøgt at fortælle historien på ny, mens man forsøger at bibeholde essensen af den klassiske fortælling om drengen der ikke vil blive voksen. Når jeg søger på filmatiseringer af Peter Pan viser listen mere end 10 forskellige og vidner til at folk kan blive ved med at genfortolke karakteren. Jeg tror netop det er fordi vi alle sammen kan relatere til drømmen om at forblive barn, ikke mindst for mit eget vedkommende. Jeg nævnte at det var igennem Disney at jeg først stiftede bekendtskab med Disney, så derfor er det oplagt at begynde med at snakke lidt om den version.

I min barndom var det blandt andet denne udgave, der hjalp til min forelskelse i hele Peter Pan historien, men igennem årerne er jeg blevet noget mere kritisk overfor lige netop denne udgave. Der er ingen tvivl om at Disney har fanget barndomsidyllen ved historien, men selve mystikken ved Peter Pan som karakter er gået tabt i Walt Disneys forsøg på at skabe en god historie som alle ville kunne lide, og en karakter som ikke har synderlige fejl – altså en perfekt Peter Pan som ikke har sine dystre sider, og det syntes jeg er en fejl. For de af os, der kender historien ved jo at Peter så absolut ikke er fejlfri. Det er derfor ikke overraskende, at det er samme perfektionisme der føres videre i deres anden film hvor vi vender tilbage til Ønskeøen, hvor der pludselig tilføres et strejf af feminisme. Dette ville normalt ikke gøre mig noget, men lige med denne her går det lidt imod hvad jeg kender og elsker ved historien. (Så kan man diskutere værdien af Disneys spin-off med deres Tinkerbell serie, som er en knaldgod ide for sig selv for koncernen og jeg syntes det er udmærkede film, men de har intet med Peter Pan at gøre.)

Af en eller anden mærkelig grund, var der en årrække hvor Peter forsvandt lidt fra min verden, og jeg tror det var den periode hvor man prøver at finde ud af hvor man hører til rent aldersmæssigt. Er man stadig barn eller er man på vej til at blive voksen? Og hvis man er på vej til at blive voksen, hvornår er man så rent faktisk voksen? Lige netop de spørgsmål er utrolig vigtige med Peter Pan og jeg syntes de bliver tacklet bedst i PJ Hogans version fra 2003 med Jeremy Sumpter i hovedrollen som Peter Pan. Grunden til at den er øverst blandt mine favoritter, er netop fordi den holder sig tættest til den rigtige Peter som vi kender fra historien. Dog er der blevet tilføjet elementet af kærlighed mellem Peter og Wendy, men det mener jeg ikke komprimerer historien, tværtimod tilføjer den endnu et lag til Peters karakter, som gør ham mere kompliceret, men også mere menneskelig. Netop denne tilføjelse med kærlighed bidrager også til hele konflikten, om at skulle finde ud af hvem man selv er, og indse at man bliver nødt til at vokse op. Det kan godt være man befinder sig i det mystiske limbo mellem barn og voksen, men når kærligheden er med til at realisere det faktum at man bliver nødt til at bevæge sig væk fra barndommen så syntes jeg det fungerer rigtig godt. En helt anden faktor er den utrolig flotte billedside i filmen og de fabelagtige detaljer i filmens fortælling. Jeg syntes for eksempel detaljen med vejret, der skifter i takt med Peters humør og alt efter om han er på øen eller ej, er så fin en ide og det giver en helt anden visuel fortælling. Jeg kan sige meget mere om denne film, men det ville blive et helt andet indlæg og fagnørden ville komme for meget til overfladen, så det vil jeg gemme til en anden gang. Det er klart den jeg vil anbefale man skal se som den første, hvis man ikke allerede har set den.

IMG_4988

IMG_4989

Udover de tætte adaptationer er der jo også en hel del fortolkninger af den kære, eller ikke så kære Peter, ikke mindst i den eventyrlige serie Once Upon a Time, hvor Peter er knap så sød. Der findes også en måske mere realistisk fortolkning af Peter i miniserien Neverland, hvor Peter rent faktisk er en forsvundet dreng der bliver taget ind hos feerne. Selve adaptationen er ikke synderligt tæt af den originale historie, men jeg syntes alligevel den er god som den er, hvilket du kan læse mere om her. Senest er der så Pan, hvor venskabet mellem Peter og James Hook bliver vist i et helt andet lys, og Ønskeøen er også et meget anerledes sted end hvad man kender det. Jeg havde det lidt svært ved den film, af historiemæssige årsager, men en af detaljerne som jeg syntes var ganske gode, var Peters savn efter sine forældre som drev ham til at blive hvem han endte med at være. Måden de så twister det til sidst, at moderen stammer fra feerne på Ønskeøen, kan diskuteres om den stemmer overens med den oprindelige historie, og personligt syntes jeg det var en lidt underlig ide.

Den mest kendte, eller mest populære (grundet Steven Spielberg bag roret) adaptation/genfortolkning af historien er nok Robin Williams’ forsøg på at genfinde sin barndom som en voksen Peter Pan i Hook. Selvom den ikke har noget som helst med den originale historie, men i stedet fokuserer på far/søn båndet, syntes jeg det er en af de bedre genfortolkninger. Meget af det skal tillægges Robin Williams og hans rolle, men også følelsen af Ønskeøen syntes jeg er fanget rigtig godt. Jeg var især tiltrukket af ideen at selv om man var voksen (og godt nok Peter Pan), kunne man stadig vende tilbage til Ønskeøen, for det betyder at det aldrig er for sent. Så længe man bare bliver ved med at tro, vil Ønskeøen altid vente på dig. Slutteligt skal vi ej glemme Finding Neverland med Johnny Depp, hvor vi bliver bombarderet med følelser igennem Barries oplevelse med at finde på historien om Peter (angiveligt).

Jeg håber mit lille forsøg på at illustrere Peter Pan universelle tiltrækningskræft er blevet tydeliggjort en smule mere med alle disse eksempler. Jeg er ret overbevist om, at der sikkert er mange flere, men dem jeg har nævnt er efter min mening nogle af de mest benævnelsesværdige, og mest kendte også for den sags skyld. Nogle er selvfølgelig bedre end andre, men det de har tilfælles er forsøget på at forevige den evigt unge dreng, Peter Pan. Drengen der ikke vil være voksen, som så mange af os ikke kan lade være med at spejle os i når hverdagen bliver lidt for træg eller arbejdsbebyrdet og vi drømmer os væk til Ønskeøen.

Hvad er dit forhold til Peter?

Continue Reading
1 2 3 5