Great Series #03 – Fairyland (Catherynne M. Valente)

Det er efterhånden ved at være nogle år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med September og tog med på hendes første eventyr til Fairyland. Jeg kan huske at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg gik ind til, men hvor er jeg glad for at jeg tog afsted sammen med hende. For ikke så lang tid siden drog vi så afsted på det sidste eventyr med den sidste bog i serien. Det var lidt vemodigt, men på den anden side, så kan vi på et eller andet tidspunkt starte forfra.

Bogserien starter hvor September er lige på den anden side af 10 år gammel, og som bøgerne forsætter ældes hun stille og roligt, så man får lov til at vokse op sammen med hende. Jeg syntes det er så rart når bøger vokser på den måde, at man stille og roligt kan vokse op med sine yndlingskaraktere og lære lidt om livet side om side. Og det skal jeg love for man gør her, for September bliver ikke blot udsat for Fairylands eventyr, hun bliver også stillet overfor nogle personlige spørgsmål der sætter hende på prøve med at finde ud af hvem hun egentlig er. Hun starter som et barn, der bare stikker af fordi hun keder sig, og slutter som en ung kvinde, der har fundet ud af hvad hun vil med sit liv efter at have prøvet lidt af hvert.

Som så mange andre serier svinger hver bog lidt i kvalitet; alle bøger er ikke lige gode, og jeg har også mine favoritter. Den første og sidste bog er klart mine favoritter, og det har nok noget at gøre med det faktum at de minder en smule om hinanden, hvilket bare binder serien så godt sammen. Den klassiske quest sammen med hendes bedste venner Saturday og A-Through-L, som da bare er de bedste sidekicks! Hvem har ikke altid ønsket sig en drage, som for øvrigt også er halvt bibliotek og ved næsten alt der kan slås op.

Valente har på en eller anden måde formået at skrive et morderne eventyr, som inddrager klassiske elementer og alligevel giver det hele et godt og grundigt twist. Det hele bliver fortalt med et smil i mundvigen hele tiden, og en fortællerstemme, der ikke helt kan holde sig tilbage fra at komme med sin egen mening, endnu en ting jeg syntes er rigtig fin. I modsætning til mange andre klassiske eventyr har vi ikke en klassisk skurk som sådan. Men det behøves faktisk heller ikke, for September laver selv nok unoder eller har nok spørgsmål der skal opklares til at skabe nok eventyr til hver bog. På sin vis er hun sin egen skurk hvilket giver bøgerne et dybere lag af mening, som man måske skal være lidt ældre for at kunne se.

Fairyland-bøgerne kan læses af flere aldre, og jeg har bestemt tænkt mig at læse dem højt for min datter når hun engang er gammel nok. Umiddelbart tænker jeg at hun skal være lige så gammel som September selv er i den første bog. Indtil hun bliver så gammel må jeg bare ’nøjes’ med at genlæse dem selv et par gange, for Fairyland skal klart besøges igen.

Continue Reading

Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading

Fælleslæsning – A Court of Thorns and Roses (Et rige af torne og roser)

I forbindelse med den danske udgivelse af A Court of Thorns and Roses af Sarah J Maas, har jeg haft en konkurrence kørende her på bloggen. Hvis du ikke har set det endnu, så har jeg også valgt at forlænge den en lille smule, så den nu strækker sig til på mandag. Hvis du ikke har nået at deltage endnu, kan du altså nå det endnu. I samme forbindelse luftede jeg også ideen om en fælleslæsning af samme bog, hvorfor jeg også har valgt at forlænge konkurrence lidt. Det giver flere mulighed for enten selv at få fat på bogen, eller finde ud af om de vil være med eller ej.

Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald tænkt mig at genlæse bogen, efterfulgt at af den næste bog i serien, så jeg er klar til når den sidste bog kommer til maj. Derfor vil jeg da invitere alle jer der har lyst og mulighed til at læse med. Fælleslæsningen er hermed skudt i gang fra i dag, men du er mere end velkommen til at slå dig til så snart det passer dig. Ideelt set ville den løbe igennem marts, men hvis man ikke når at blive færdig inden månedens udløb, så er det også helt okay; hver mand/kvinde sit tempo. Uanset hvad, så tror jeg det vil blive hyggeligt at følge med i folks læsning, og dertil tænker jeg at vi kan bruge #feyrelæsning på tværs af diverse sociale medier til at dele med hinanden. Sig endelig også til hvis I har tænkt jer at lave et slags opsamlingsindlæg på jeres blogs, hvis I driver i den slags.

Ellers er der vist kun tilbage at sige rigtig god læsning.

Continue Reading

The Princess & the Goblin (George Macdonald, 1872)

Princess Irene lives in a large house, ‘half castle, half farmhouse’, on the side of a mountain. She is cossetted and loved by the whole household, who look after her while her ‘king-papa’ is away travelling his kingdom. Little do they know that an army of goblins far below the ground is planning to storm the castle. To defeat them, Irene must rely for help on the miner boy, Curdie, and on her beautiful, mysterious great-great-grandmother, who secretly inhabits the castle tower.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f7b

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

The Princess & the Goblin bliver lidt præsenteret som et eventyr, og jeg kan sagtens se nogle elementer af eventyr i den, men i det store hele er jeg ikke helt enig i at det er et eventyr som man normalt kender det. Det ændrer da ikke på at det er en rigtig sød historie, på trods af en prinsesse som kan være lidt irriterende fra tid til anden. Det er også lidt som om der er to historier i bogen; historien om Irene og hendes familie og historien om troldene og deres onde plan om at få hævn over kongen, Irenes far.

Af de to historier var det nok historien om drengen Curdie og hans eventyr i minerne der interesserede mig mest. Det hænger sammen med hans snigen omkring og udspionering af troldene under jorden, for det er her den virkelig plan udvikler sig. Det vil altså sige planen fra troldenes side, om at få hævn over Kongen. Curdies historie havde lidt mere drama over sig, hvorimod Irenes historie mest af alt var en smule barnlig og naiv fra hendes synsvinkel.

”Her failure to find the old lady not only disappointed her, but made her very thoughtful. Sometimes she came almost to the nurse’s opinion that she had dreamed all about her; but that fancy never lasted very long.”

fullsizeoutput_f7c

Det er da klart, at når nu det er en historie for børn så skal den også tilpasses til den alder, hvilket også kan mærkes på Irenes del af historien. Og på nogle punkter er der også noget sødt ved en pige, der opdager en magisk bedstemor, som ingen andre må vide noget om. Aspektet med at have en hemmelighed som ingen andre må vide noget om, i frygt for at det skal forsvinde tilhører netop den del af barndommen. Det ændrer dog ikke på det faktum at jeg fandt Irene som barn/karakter en smule irriterende. Hun var for mit vedkommende mere irriterende og bedrevidende end sød og bedårende.

”Irene clung round his neck, and he ran with her like a deer. When he entered the gate into the court, there sat the king on his horse, with all the people of the house about him, weeping and hanging their heads. The king was not weeping, but his face was white as a dead man’s, and he looked as if the life had gone out of him.”

Alt i alt var det en ganske sød historie, men det var desværre heller ikke en der satte sig synderligt stærkt fast i hukommelsen. Jeg har senere fundet ud af, at der faktisk er mindst en bog mere i om Irene og Curdie, men om jeg vil læse den, må jeg indrømme jeg ikke har taget stilling til. Som sagt var det en ganske sød historie, men den gjorde heller ikke rigtig mere end det. Den rørte ikke som sådan noget hos mig, som mange andre børnebøger har gjort før i tiden. Og det mener jeg er vigtigt især med børnebøger til de yngre. For hvis de kan røre voksne når de læser den, så kan de kun ramme endnu mere plet hos børnene, hvilket denne her desværre ikke gjorde helt og aldeles for mit vedkommende.

Continue Reading

Wonderland i en kasse

I dag er det vist på tide at jeg får vist min seneste #Owlcrate frem. Jeg har fået den tilsendt de sidste to måneder, men især november var jeg spændt på, for den havde temaet Wonderland. Det er altid spændende at se hvad de finder på at putte i kasserne af interessante ting, og jeg må ærligt sige at kvaliteten af udbuddet varierer gevaldigt. Der er enkelt måneder jeg har fået, hvor jeg har været lettere skuffet, mens andre har jeg været helt oppe under loftet af glæde. November-kassen var lidt en blanding derimellem, og jeg skal fortælle hvorfor.

fullsizeoutput_f23

Temaet var som sagt Wonderland, og derfor forventede jeg alverdens ting der havde med Alice i Eventyrland at gøre, og det var der skam også i forskellig vis. Jeg tror det er præcis et år siden jeg modtog min første Owlcrate, og der var der sjovt nok også en pakke te i, ligesom denne gang (jeg har endnu ikke drukket noget af den pakke fra sidste år, for ærlig talt det duftede lidt mærkeligt, og har på fornemmelsen at det er lidt det samme med det her). Jeg er ikke den største te-drikker, så spørgsmålet om jeg nogensinde får taget hul på den her er uvist, men om ikke andet, så er det nogle utrolig flotte æsker af metal de kommer i, som altid kan gemmes til andet brug.

fullsizeoutput_f24

NB: Alice Pop Funko! figuren er min egen, og fulgte ikke med i denne omgangs Owlcrate.

img_6031

De næste ting jeg fik gravet frem, var blandt andet et fint lille bogmærke med et citat fra den klassiske bog. Det er et rigtig fint og gammeltudseende bogmærke, som har sin helt egen stil, og jeg tror kun det egner sig til bestemte bøger på grund af sit udseende. Desuden var der en magnet der matchede den paperback udgave man fik af den klassiske fortælling om Alice, som var en meget farverig udgave med nogle illustrationer der nok godt kan tåle lidt farvelægning. Der var også en fint lille badge med Alice på, som skal sættes på min badge-rygsæk.

Indtil nu var jeg ikke rigtig blæst bagover af indholdet, hvis jeg skal være ærlig. Det var da okay det hele, men det meste vil jeg nok ikke få så meget brug ud af. Så jeg var begyndt at fortryde November-kassen. Det var lige indtil jeg så hvilken bog de havde gemt nederst, som var denne måneds udvalgte! Kæresten kan skrive under på at jeg gispede (meget) højlydt af glæde da jeg så at det er Marissa Meyers seneste skud på stammen i eventyrgenfortællinger, nemlig Heartless. Lige siden den udkom i starten af november har jeg gået og overvejet at købe den, men på den anden side kunne jeg også ønske mig den i julegave, så jeg holdt mig i skinnet. Og så kom den her og overraskede mig så dejligt efter en meget lang arbejdsdag! Og ikke nok med at det er en super, ekstremt flot hardback udgave, så er det ovenikøbet en udgave de har trykt specielt til Owlcrate, så man kan slet ikke købe denne smukke udgave i butikkerne! Det får mit bogelskende hjerte til at banke lidt hurtigere. Det eneste jeg mangler nu er tid til rent faktisk at læse den, for nøj hvor jeg glæder mig. Hvis den er bare det mindste lige så godt som hendes Lunar Chronicles serie, så kan det kun være godt.

fullsizeoutput_f25

fullsizeoutput_f26

Nu har jeg så også besluttet mig at sætte mit Owlcrate abonnement på pause for et godt stykke tid. Med to ind af døren inden for de sidste to måneder, har jeg vist fået opfyldt mit bogboksbehov for resten af året. Har I prøvet Owlcrate, eller andre bogkasser, og hvor tilfredse har I været?

img_6027

Continue Reading

Beauty & the Beast

Kan vi lige tale om hvor meget jeg bliver teenager og fangirl igen når det kommer til den nye trailer for live-action Beauty & the Beast?! Jeg glæder mig som til jul, til at jeg kan få lov til at se den film, og jeg har så store forventninger til den, at det nok ikke er helt sundt, men sådan er det altså. Skønheden & Udyret har i mange år været et af mine absolut favoriteventyr, og efter at have skrevet speciale om eventyr, hvor jeg bl.a. arbejdede med lige det eventyr, har jeg bare elsket det så meget mere. Derfor er jeg også helt ekset med at se forskellige versioner der adapterer eventyret til den store skærm, for at se hvad de gør ved den klassiske fortælling og hvordan de eventuelt har moderniseret historien. Derudover har Disney bare en speciel magi, der kan frembringe en helt bestemt stemning og en række følelser man ikke kan slippe af med lige med det samme igen. Af samme grund ser jeg også spændt frem mod premieren og hvad de har gjort ved det klassiske eventyr. I sidste uge fik vi allerede en række billeder derfra, og jeg syntes det ser helt fænomenalt ud.

Udover den smukke række billeder, blev der også delt lidt om et par ændringer de har lavet ift. selve historien. Det er en af de ting jeg nok er mest nervøs over. For da jeg så Disney live-action af Cinderella, blev jeg slemt skuffet. Den var da flot lavet, men der var ikke noget nyt i den, og det syntes jeg der skal være i en eller anden format når man forsøger sig med en live-action. For mig er det ikke nok bare at ’kopiere’ den samme film 100%, det kræver lidt mere, og det lyder det til at vi får en smule af med Beauty & the Beast. Det forlyder sig at de har ændret lidt på Belles baggrundshistorie, så nu er hun ikke bare anerledes fordi hun læser, men fordi hun også er lidt af en underlig opfinder ligesom sin far. Så nu har hun pludselig en grund til at opfinde for eksempel en vaskemaskine, for at hun har mere tid til at læse. Det forlyder sig også noget om nogle spilledåser, med verdensmusik, som skal være med til at fodre Belles eventyrlyst for at se resten af verden. Når man hører dem, er det måske nogle små detaljer, men det er alligevel nogle detaljer jeg er spændt på at se udfolde sig, i håb om at der er lidt ekstra dybde i historien i forhold til tegnefilmen.

Ikke nok med at filmen ser vanvittig flot ud med kostumer og animation, så er rollelisten da også to die for! Den første man selvfølgelig ligger mærke til er Emma Watson som Belle, og den er jeg meget spændt på. Jeg læste noget om at hun fik sangtimer med Page O’Hara der lagde stemme til tegnefilms-Belle, som en hjælp til de par sange hun skal synge i filmen. Beast er knap så genkendelig, men det er altså Dan Stevens fra Downton Abbey som har fået gevaldigt mange lag make-up i fjæset, og det er jeg også spændt på at opleve, for jeg ser ham mest af alt som en alt for venlig lyshåret gut, så det skal blive interessant at se ham i en helt anden rolle. Så har vi på stemmelisten ikke mindre end Ewan McGregor som Lumiere, Ian McKellen som Cogsworth og Emma Thompson som Mrs Potts! Jeg mener, helt ærligt, så bliver det da ikke meget bedre. Det er vitterligt creme-de-la-creme med den rolleliste af mange af de store britiske skuespillere. Belles far spilles desuden af Kevin Kline, mens Gaston spilles af Luke Evans. Der er en håndfuld andre talentfulde mennesker med deri, men hvis alle skulle listes, så ville det her indlæg blive alt for langt. Så til slut vil jeg bare efterlade jer med den nyeste trailer der blev offentliggjort i dag, så I kan sidde og få gåsehud sammen med mig.

Continue Reading

The Boy who Lost Fairyland (Catherynne M Valente, 2015)

When a young troll named Hawthorn is stolen from Fairyland by the Golden Wind, he becomes a changeling – a human boy — in the strange city of Chicago, a place no less bizarre and magical than Fairyland when seen through trollish eyes. Left with a human family, Hawthorn struggles with his troll nature and his changeling fate. But when he turns twelve, he stumbles upon a way back home, to a Fairyland much changed from the one he remembers. Hawthorn finds himself at the center of a changeling revolution–until he comes face to face with a beautiful young Scientiste with very big, very red assistant.

(Tekst fra goodreads)

img_5384

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg har det lidt blandet med den her bog. På den ene side var det som at læse en helt anden bog end hvad jeg havde forventet mig af serien om Fairyland, men samtidig var det også et let frisk pust på en måske til tider gentagende historie. Det her er den fjerde bog i serien om Fairyland, men hvor vi indtil videre har fulgt September på eventyr igennem diverse kroge af Fairyland, så starter denne bog i vores ’normale’ verden hos en dreng som ikke kan huske hans rigtige navn, Hawthorn, men i stedet kalder sig Thomas, som hans forældre kalder ham. Det bliver starten på en anerledes fortælling om magien og den form for ondskab der er at finde i vores egen verden, og hvor utilgivende børn kan være. For hvis man som Thomas er bare en lille smule anerledes, så kræver det alverden for at passe ind og blive accepteret af de andre børn i skolegården, noget han lærer alt for tidligt.

På trods af den skiftende fortælling med en anden hovedperson, så er stilen heldigvis stadig den samme. Valente skriver stadig lige underholdende og lige finurligt, at man ikke lægger voldsomt mærke til at vi rent faktisk ikke befinder os i Fairyland, i hvert fald ikke til at starte med. Det er som om hun får lagt et lag meget tynd magi henover vores kedelige hverdag, så historien stadig er lige så spændende, hvad enten vi tager med Thomas afsted til sin første skoledag, eller jagter yeti på månen med September.

”Certain benefits are granted to narrators as part of the hiring package, to compensate for our irregular hours and unsafe working condition. As clear as waking, I remember your hands on the cover of the book, your bright eyes moving swiftly over the pages, the light of your reading lamp, your small laughs and occasional puzzlements.”

img_5385

Noget jeg også syntes fint om ved den her bog, var den anden side af historien som den bidrog med. For selvom vi bedst syntes om September, og stadig vil på eventyr med hende, så glemmer vi hvad der ellers sker tilbage når hun er taget afsted. Det skildrede den her bog rigtig fint, i sine små interludes, og selvom det aldrig blev klargjort helt konkret, så fik man straks en fornemmelse af hvem der var tale om, og linket til September var sat op.

Jeg kunne egentlig godt lide Hawthorn og de venner han fik sig på sin tur, men jeg sad alligevel hele vejen igennem bogen og ventede på at September ville dukke op. For Fairyland bøgerne handler jo mest af alt om hende, og det virkede bare forkert at hun ikke var med. Uden, forhåbentligt at afsløre for meget, så kan jeg sige at mine forventninger blev indfriet, om end ganske kort.

”A peal of indigo fire exploded through the air above them all, boiling and popping a trail through the sky. Something hurtled toward them at breakneck speed, something huge and bright and winged. A colossal red Wyvern beat his wings against a hundred rum-barrels moons. A man all of blue and black clung to his long crimson neck.”

Nu hvor der kun er en bog tilbage er jeg spændt på at se hvad den vil bringe af sig. For selvom jeg glæder mig til at læse mere om September, så er jeg nok alligevel ikke helt klar til at give slip på Hawthorn. Han satte alligevel sit præg på mig, og han må gerne vise sin i den sidste historie også. For på mange måder repræsenterer han de håb og drømme vi alle sammen har som børn. Den der usagte drøm/fantasi om at vi ikke hører til her, men at vores hjem er at finde i en anden verden. Måske fordi vi ikke lige passer ind sammen med de andre ’normale’ børn, men står i udkanten af legepladsen og ser til, mens vi forsøger at gennemskue hvordan verden hænger sammen, alt imens vi længes efter en anden. For mange af os, må vi nøjes med at rejse dertil igennem bøgernes verden, og på det punkt er det heldigt at Valente skriver så forførende som hun gør, for ofte føles det næsten som om vi er med Hawthorn eller September selv.

Continue Reading

A Bloody Chamber and Other Stories (Angela Carter, 1979)

Angela Carter had recently finished translating Charles Perrault’s works when she began her own virtuoso retellings of classic fairy tales. In this astonishing collection, first published in 1979, familiar stories become seductive, enchanting and terrifying. In the title story, Bluebeard is a sado-masochist who lures his inexperienced bride to his castle on the coast of Brittany – but is defeated by a most unexpected adversary. Subversive twists abound: in ‘The Werewolf’, a retelling of ‘Little Red Riding Hood’, a girl hacks off a wolf’s paw, only to find it turning into a warty, withered old hand that she recognises as her grandmother’s. Carter’s women are more likely to outwit their attackers than fall prey to them – as the heroine of ‘The Company of Wolves’ puts it, ‘she knew she was nobody’s meat’.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4999

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

For et par år siden læste jeg et par af novellerne fra Angela Carters Bloody Chamber, men det var kun dem der var baseret på Skønheden og Udyret, fordi det var det eventyr jeg skulle skrive opgave om. Men jeg huskede dem som interessante i deres måde at tackle det gamle eventyr i mere dramatiske settings og mere komplekse karakterer. Nu til dags findes der utallige eventyrgenfortællinger, men det er få der er skrevet som noveller, hvilket, hvis vi skal være tekstnære, vel egentlig passer bedst til det korte format som eventyr ellers har.

Selv i novelle form formår Carter at skabe en større indsigt i de ikoniske karakterer, og give liv på ny til gamle eventyr. Titelhistorien er baseret på eventyret om Blåskæg, som for mange er et ukendt eventyr. Som eventyr har det ellers mange lærerige elementer, hvoraf det tydeligste er at nysgerrighed kan være farligt – og især for kvinder. Således er det at Blåskæg bliver til den morderiske greve, med et dystert torturkammer, men alligevel lever vores heltinde lykkeligt til sine dages ende, fordi hun bliver reddet af sin mor. Allerede i det første eventyr ses det at Carter twister sine genfortællinger med et snert af feminisme. På sin vis er det vel en del af hvad der gør dem interessante stadig nu til dags, til trods for at samlingen er over 30 år gammel. Herefter kommer de par genfortællinger af Skønheden og Udyret, som begge er noget mere modne i deres form, og den lykkelige slutning er måske ikke lige som forventet. Jeg er også fan af hvordan Carter formår at beskrive de – til tider – meget negative sider af eventyrdelen, det er ikke alt sammen en dans på roser.

”My father lost me to The Beast at cards.”

En lille portion af genfortællingerne er ikke koblet konkret på egentlig eventyr, i hvert fald måske ikke som vi kender dem, men de er mere forbundet til eventyrmyter. Det gjorde også, for mit vedkommende i hvert fald, at jeg sad tilbage med en lidt mærkelig følelse i at forsøge at finde ud af hvilke eventyr de var relateret til. For de var mærkværdige og der er stadig detaljer der sidder fast i hukommelsen, selv flere uger efter at have læst den. The Snow Child for eksempel var højst mærkværdig og brutal i sin vildskab, men måske det også er derfor en enkelt scene derfra står så tydeligt i hukommelsen. Den sidste portion af novellerne er alle baseret på Rødhætte, som jeg ved mange flere har psykoanalyseret til hudløshed, og vendt op og ned for at finde skjulte budskaber deri.

”Children do not stay young for long in this savage country. There are no toys for them to play with so they work hard and grow wise but thi sone, so pretty and the youngest of her family, a little late-comer, had been indulged by her mother and the grandmother who’d knotted her the red shawl that, today has the ominous if brilliant look of blood on snow. Her breasts have begun to swell; her hair is like lint, so fair t hardly makes a shadow on her pale forehead; her cheeks are an emblematic scarlet and white and she has just started her woman’s bleeding, the clock inside her that will strike, henceforward, once a month.”

Der er ingen tvivl om at Carter har skrevet nogle særlige genfortællinger, og en jeg helt har glemt at nævne er hendes udgave af den Bestøvlede kat, for den var så interessant. Her fungerer den bestøvlede kat næsten som en Kirsten-giftekniv, og hjælper med at begå mord for at sin herre kan få den skønne dame, han har forelsket sig i. Den er skrevet fra kattens synsvinkel, hvilket jeg syntes var ret underholdende, og i det hele taget kunne jeg rigtig godt lide den drejning. De sidste tre, der som sagt, tager udgangspunkt i den lille rødhætte, er alle sammen vidt forskellige, fordi de belyser næsten forskellige begærlige sider af sagen. Den der nok var min favorit, var A Company of Wolves, fordi her er det den unge pige, der sjovt nok får overtaget i sidste ende alligevel, til trods for at hun stadig er tæt på at blive spist af varulven – ikke bare en almindelig ulv, men en varulv, som også har både dyriske og menneskelige lyster.

IMG_4996

Man kan heller ikke komme udenom at en anden måde Carter formår at modne sine genfortællinger er igennem erotik, som alligevel ikke spiller en stor rolle, men der bliver heller ikke lagt skjul på den del af følelsesregistret. Det kan godt være det er en åbenlys måde at modne eventyr, ved at tilføje sex, men jeg syntes alligevel at Carter har ramt en rigtig fin grænse, for det bliver på intet tidspunkt gjort til noget negativt. Det er der bare, som den reelle del af virkeligheden det nu, og derfor er det også naturligt at det vil være en del af den måde Carter fortæller sine eventyr.

Efter at have læst alle novellerne i A Bloody Chamber og i det hele taget lidt mere af Angela Carter, er jeg nu mere spændt på at læse hendes egen eventyrsamling, for at se hvordan hun selv skaber eventyr – både med den barnlige side af tingene, men også hvordan den voksne side af sagen bliver flettet ind i det hele. Uanset hvad, så begynder jeg at sætte mere og mere pris på Angela Carter, og jeg kan godt forstå hvorfor hun stadig er så populær den dag i dag. Jeg har i hvert fald i sinde at læse en del mere af hendes værker. Har du læst noget af hende, og hvad syntes du i så fald om det?

Continue Reading

Brothers and Beasts (Kate Bernheimer, 2007)

Despite the availability of several eloquent gender studies of fairy tales, a popular reference on men and fairy tales has so far been nonexistent. Brothers and Beasts offers a new perspective by allowing twenty-three male writers the chance to explore their artistic and emotional relationship to their favorite fairy-tale stories. In their personal essays, the contributors who include genre, literary, mainstream, and visual media writers offer new insight into men s reception of fairy tales. Brothers and Beasts, the follow-up to Kate Bernheimer’s influential Mirror, Mirror on the Wall: Women Writers Explore Their Favorite Fairy Tales, offers new avenues for research in fairy-tale studies.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5096

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Det er efterhånden et kendt faktum at jeg er ret så tosset med eventyr og genfortællinger deraf, men i samme genre skyr jeg heller ikke for at læse en smule mere teoritunge bøger omkring emnet, i håbet om at lære noget nyt jeg i forvejen ikke var klar over. I den forbindelse faldt jeg tilfældigvis over denne bog, der er en samling af små korte essays fra forskellige mænd inden for litteraturen, og måske mere præcist fantasygenren, det var i hvert fald mit indtryk at størstedelen af dem skrev indenfor den genre. Det er en meget bred samling, på flere måder, for alle bidragerne har fået fuldstændig frie rammer til hvordan de vil skrive om emnet eventyr, og hvad de har betydet for dem. Det er der også kommet en hel del forskellige essays ud af.

I alt er der 23 forskellige bidrag fra forfattere at – for mig – ukendt stil, men ellers også navne som man godt kender, for eksempel Neil Gaiman og Gregory Maguire. Som sagt gør det også at essaysne er vidt forskellige. Mange har valgt den personlige vej, og fortæller om hvordan eventyr har påvirket deres opvækst, og det er sjovt at høre hvor stor en indflydelse et enkelt eventyr for eksempel kan have haft på en lille dreng. Andre tager en måske lidt mere kunstnerisk tilgang til det, og fortæller om deres forhold til eventyr igennem en kort historie eller små digte, der kobler det sammen med deres egne erfaringer. Men i sidste ende er det altid eventyrerne der binder dem sammen.

”There is such a great variety and diversity in all the ruminations that they tend to open up the question about how men respond to fairy tales and keep the question open. It is almost impossible to spot or trace a ’male aesthetic’ or perspective in the attitudes towards the fairy tale.”

Det skal understreges at de 23 bidrag alle sammen er fra mænd, jeg fandt senere ud af at redaktøren, Kate Bernheimer, først lavede en samling med essays fra kvinder, men følte det kun var fair hvis mændene også fik lov til at ytre sig; Voila! Jeg syntes især det var interessant at læse denne bog, netop fordi det var mænd alle sammen. Af en eller anden mærkelig grund så forbinder jeg personligt eventyr meget med kvinder. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg ser dem som eventyr der bliver læst højt for børn, og her er det i mit hoved for det meste kvinder/mødre der læser højt. Hvilket jo er lidt pudsigt, for eventyrverden er stærkt præget af mænd! De fleste store samlinger er jo skrevet ned af mænd, og de fleste personer i eventyrerne er mænd/drenge, kvinderne/pigerne står altid bare lidt ude på sidelinjen og venter på at blive reddet. Det kan også være fordi at jeg i mine studier af eventyr har forsøgt netop at modgå den mandlige tendens inden for eventyrverden, og har bestræbt mig på at finde de kvindelige sider af eventyrerne mere kraftigt en normalt.

Uanset hvad, så er essaysne ganske interessante, for jeg syntes i hvert fald det er spændende at få de her små indblik i hvordan eventyr bliver ved med at påvirke os alle sammen, på tværs af alder og andre baggrundstræk. Man skal læse den her bog fordi man har en interesse for eventyr, og gerne vil læse lidt om hvordan andre har det med de kendte eventyr man selv kender fra ende til anden og elsker i deres universelle egenskaber.

Continue Reading
1 2 3 7